The Project Gutenberg EBook of Luftseilerens Skat, by 
Claude Grahame-White and Harry Harper

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Luftseilerens Skat

Author: Claude Grahame-White
        Harry Harper

Translator: Helene Lassen

Release Date: October 12, 2010 [EBook #34062]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK LUFTSEILERENS SKAT ***




Produced by Louise Hope, Tor Martin Kristiansen and the
Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net







[Denne teksten finnes i to former: UTF-8 (Unicode) og Latin-1. Bruk den
som er best tilgjengelig for din tekstleser.

  --I Unicode-formen har anføreseltegn den «lav-høye» formen, og
  apostrofer er rundet.
  --I Latin-1 formen har anførselstegn den «moderne» formen, og
  apostrofer har «skrivemaskin»-formen.

Et par trykkfeil har blitt rettet. De står på slutten av e-teksten.]




  GRAHAME-WHITE og HARRY HARPER

  LUFTSEILERENS SKAT


  Oversat Av
  HELENE LASSEN


    [Trykkerimerke: W N & co 1872]


  Kristiania
  Forlagt av H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard)
  1914




  Nationaltrykkeriet




FORTALE


Uagtet flyvekunsten er naadd langt og er i sterk utvikling i vore dage,
vil vel de fleste mene at det aeroplan de her læser om, er et fjernt
fantasi-billede. Men de som stadig studerer flyvekunsten, og ser
vanskeligheterne svinde og sikkerheten vokse, de ser hvorledes
utviklingen vil gaa.

Luften vil bli fremtidens slagne landevei og gi den hurtigste befordring
for passagerer og gods. Inden 25 aar er gaat, vil en luftflaate i
rasende fart flyve fra England til Amerika paa mindre end 20 timer.

Ikke for ingenting har vi efter aarhundreders anstrengelser erobret
luften. Menneskeliv er gaat tapt; seiren er dyrt vundet. Men
menneskeheten vil tilslut høste seirens frugter. Først vil luftveiene
forene Europa. Saa litt efter litt hele verden.

London 1913.

  _Claude Grahame-White._

  _Harry Harper._




KAPITEL I.

Flyveren Allen Dale.


En lunefuld vind strøk henover Langley-sletten. Av og til løiet den av,
for saa pludselig at sætte ind med vindkast paa optil 13 m. pr. sekund.
Paa flyvepladsen stod nogen mænd og stirret ængstelig op i luften. Like
ved var en række skur, og bak disse laa den store aeroplanfabrik. For
flyvning var veiret nærmest farlig; vindmaaleren viste stadig sterkere
og sterkere byger. Og allikevel fløi et militært biplan bent imot
vinden, 2000 fot over hoderne paa de ængstelige ingeniører og
mekanikere.

Gjennem kikkerterne kunde de se flyverens forvovne kamp. Biplanet duvet
op og ned, og gled betænkelig paa siden. Og dog syntes flyveren i det
avgjørende øieblik at mestre hver bevægelse, mens den vældige motor paa
100 hestekræfter brølte utfordrende.

«Dette er imponerende, forstaas; men det er ikke egentlig behagelig for
nerverne,» sa en ingeniør i blaa arbeidsdragt. «Om motoren skulde -- i
en slik vind --» Han gyste.

«Ta det med ro. Han der klarer det nok,» sa en av mekanikerne og saa op
paa aeroplanet, mens han rullet sig en cigaret. «Jeg har set ham oppe i
værre vind end dette, og med et aeroplan som gaar 16 km. langsommere i
timen. Ta det bare med ro, sier jeg. Han vet paa en prik hvad han kan,
og hvad han ikke kan, den karen. Jeg skal gjerne vedde han netop liker
sig nu.»

Og saa underlig som det kan synes, var det virkelig saa. Flyveren sat
der foroverbøiet og med alle sanser lys vaakne. Øvelsen hadde lært ham
at opfatte hver liten forandring i motorens dur, og han utfordret kjækt
vinden, 2000 fot over jorden, overlegen som han følte sig ved sin egen
dygtighet og ved vissheten om at han kunde stole blindt paa
flyvemaskinen.

Uagtet han var anset for at være Englands første flyver, forbauset han
endog sine kolleger ved sin tilsyneladende uvørrenhet. Og allikevel var
hver eneste flyvning, saa skjødesløs og vaagsom den saa ut,
i virkeligheten omhyggelig uttænkt i hver detalj. Baade de atmosfæriske
og andre betingelser var nøiagtig tat i betragtning. Idet han nu møtte
hvert vindkast med nøiagtig den rigtige bevægelse av alle
styre-apparaterne, forsøkte han sig ikke paa noget dumdristig. Det
aeroplan han styrte, var nyt og skulde leveres til hæren; han vilde bare
prøve hvad det dudde til ogsaa under ugunstige betingelser. Det var
Allen Dales stolthet, at aldrig noget aeroplan fra hans fabrik var blit
levert en kjøper uten at han selv først hadde været oppe med det.

«Aa!» Et uvilkaarlig utbrud undslap den lille gruppe som stod og iagttok
biplanet.

Truffet av et nyt og sterkere vindstøt end det hvorfra det netop hadde
reddet sig, kantret biplanet over til den ene side og mistet for en
stund balancen. De lange bæreflater dannet en farlig vinkel. Og saa
begyndte den store flyvemaskine at synke raskt, tilsyneladende uten
kontrol, og gled paa siden slik at en kunde bli sjøsyk bare av at se paa
det.

For en begynder vilde dette været døden. For Allen Dale var det bare en
paamindelse om at der trængtes en rask handling -- intet mere.

Ved en forsigtig bevægelse av høiderorene lot han aeroplanet stupe
nedover med en saadan fart at det syntes som om jorden -- dypt under --
styrtet mot ham. Samtidig gav han sideror og manøvrerte med
bæreflaternes balanceror. Den sidste bevægelse var i øieblikket
virkningsløs. Under denne sidegliden negtet biplanet at lystre enhver
manøver.

Men flyveren som sat der trygt fastbundet til sit sæte, var uforknyt.
Han holdt blot rattet for høideroret fremover og lot aeroplanet skjene
med næsen nedover, saa det saa ut som det styrtet like lukt i
ødelæggelsen.

Men som aeroplanet skjenet nedover, syntes et mirakel at ske. Litt efter
litt, men tydelig, syntes pen kritiske vinkel at bli mindre. Aeroplanet
begyndte øiensynlig at rette paa sig. Det var igjen kommet paa ret kjøl,
mens det fremdeles stupte ret ned mot jorden.

Og nu da flyveren hadde faat sidebalancen i aeroplanet, trak han rattet
tilbake og gik litt efter litt over i horisontal flugt.

Alle de som betragtet skuespillet, var sakkyndige, saa de kunde beundre
flyverens koldblodige mod og behændighet. Naar et aeroplan skjener til
siden, visste de der ikke er andet at gjøre end at la det stupe ned,
indtil selve faldhastigheten begynder at overvinde dets gliden over til
siden. Det er forresten et fortvilet middel, som kræver staalnerver og
koldt hode.

Men uagtet Allen Dale neppe selv var sig det bevisst, var han i fare,
en fare som øket for hvert sekund. Vinden tiltok foruroligende, og endnu
var han over 1000 fot oppe i luften.

«Disse vindkastene øker snart til en 20 meter pr. sekund,» sa en
mekaniker, og saa tydelig forskrækket ut efter at ha betragtet
vindmaaleren.

De andre stod tause. De visste de stod like overfor den fare som altid
truer flyveren, naar en storm opstaar mens han er i luften.

Nu begyndte ogsaa Dale at forstaa faren. Aeroplanets tiltagende duving
op og ned viste ham hvorledes sakerne stod. Forsigtig og med overlegen
dygtighet begyndte han at sætte kursen ned mot jorden.

De som saa paa, stod med ansigtet mot vinden, mens aeroplanet kjæmpet
sig nedover. Naar et rasende vindstøt fór imot den, syntes hele
aeroplanet at vakle og ryste. Snart stanset det og stod ubevægelig, mens
den vældige motor arbeidet forgjæves. Snart kjæmpet aeroplanet sig
fremover, for saa igjen tvunget av sin styrer, midt imot et 20 meters
vindkast, at bli bokstavelig presset bakover igjen.

Men det kjæmpet fremdeles. Og da hver eneste liten del av det, selv
motoren som gav det kraft til at kjæmpe mot vinden, var arbeidet i Dales
egen fabrik, turde han betro sit liv til det.

Nedover, ustanselig kjæmpende sig frem, kom biplanet. Nu var det bare
nogen hundrede fot over hoderne paa tilskuerne nede ved skurene. De
begyndte at føle sig trygge. Men Dale med sine verkende haandled visste
at nu kom det kritiske øieblik. Jo farligere vinden er, desto bedre er
det for flyveren at være høit oppe. Den alvorligste risiko løper han,
naar han efter at ha stanset motoren skal søke at lande. Det er da et
ondskapsfuldt vindkast kan hæve ham det ene øieblik, for saa i det næste
at slynge ham til jorden.

Efter stadig at være kommet længer og længer ned, slog Dale motoren av
for et øieblik og styrte biplanet nedover i glideflugt.

Men idet han gjorde dette, vilde ulykken at et vindstøt, værre end noget
av de foregaaende, pludselig rammet maskinen. Vindbølger er nemlig ikke
synlige som bølgerne i sjøen. De kommer aldeles uforvarende over
flyveren.

Virkningen av dette vindkast var at flyvemaskinen, som allerede i
forveien gled nedover med baugen foran, med et pludselig kast tok en
betydelig steilere kurs. Dale styrtet momentant vertikalt ned mot
flyvepladsen.

Men han hadde før under glideflugt været ute for slike vindstøt. Derfor
tapte han aldeles ikke besindelsen, uagtet han saa at stillingen nu, saa
nær jorden, var overordentlig farlig.

Der var bare én ting at gjøre. Og det gjorde han uten spor av
betænkning. Han kjørte sin motor op til fuld kraft, idet han haabet at
mestre den kritiske nedstyrten ved at øke aeroplanets hastighet, hvorved
opnaaddes en kraftigere virkning av høiderorene. Samtidig drog han
rattet saa langt bakover som mulig, for paa denne maate at sætte
vingerne under størst mulig pres, og saaledes hæve næsen paa aeroplanet.

Et par sekunder sat han forventningsfuld i haab om at se baugen reise
sig. Men nei, der var nok ikke tegn til det. Tvertimot fortsatte
biplanet at styrte hodekulds nedover, mens jorden med rivende fart
syntes at komme styrtende imot ham.

Dales hjerne arbeidet hurtig; han hadde trænet den til det. I næste
sekund var han klar over den uhyggelige situation. Han var paa det rene
med at vinden ikke hadde tat av efter sit første utbrud, som ofte er
tilfældet. Den tvang fremdeles vingerne nedover. Og intet av hvad han
gjorde, kunde stanse denne fortvilede styrten nedover.

Tankerne fór lynsnart gjennem ham idet han sank. At naa jorden med slik
fart kunde bare bety én ting -- den sikre død. Aeroplanet var nu helt og
holdent ustyrbart. Hvad var det saa at vælge mellem?

Dale tænkte. Tankerne krydset hverandre. Det gjaldt at finde ut -- i
næste sekund -- et middel til at redde livet. En anden -- ja de fleste
-- vilde bare ha klamret sig med armene fast til det første og bedste,
for saa aldeles lamslaat at vente det dræpende sammenstøt. Men ikke saa
med Allen Dale. Hvad der gik gjennem ham, var: «Hvis jeg støter mot
jorden, kan ingenting redde mig; ikke med denne fart. Umulig. Der vil
ikke være noget som tar imot støtet. Hvad kan jeg gjøre for at faa noget
til at ta imot det? Hvad kan jeg --» Saa, i næste sekund kom
inspirationen over ham. Mens de dernede vendte sig bort, eller gjemte
ansigtet i hænderne, ute av stand til at se paa aeroplanets sidste
vanvittige stupen, handlet Dale med hurtige, rolige bevægelser.

Uagtet biplanet ikke længer lystret høideroret, visste han at det vilde
vende en liten smule til høire eller venstre i faldet, hvis roret blev
svinget hurtig over. Her var en chance, en fortvilet liten, men
allikevel en chance.

Dale slog motoren av, uagtet aeroplanets fart nedover var slik at det
ikke skulde synes at gjøre stort om motoren arbeidet eller ei. Men saa
svingte han med al sin kraft rorstangen over til venstre. Huket sig saa
ned i sætet for likesom at staalsætte sig til sammenstøtet. Nu var der
ikke mere at gjøre. Han hadde gjort hvad gjøres kunde.

De dernede som, saa haabløst end det hele saa ut, allikevel ikke hadde
kunnet la være at haabe paa et mirakel i sidste øieblik, de saa nu at
det synkende biplan pludselig gjorde en dreining til venstre. For dem
saa det ut som om denne bevægelse var aldeles hensigtsløs, nærmest en
bevægelse som en maskine uten spor av kontrol kunde finde paa at gjøre.

Men det var nok ikke saa. Biplanet -- --

Men der var ikke tid til at spekulere paa noget. Det glitret i hvite
vinger, mens biplanet snurrende og hvislende i sin rasende fart gjennem
vinden satte baugen nedover. Det fór avsted over hoderne paa tilskuerne,
som stod der aldeles ubevægelige. Men det faldt ikke knust i stykker og
stumper til jorden. Selv i den sidste overhaling ned imot ødelæggelsen,
og i næsten vertikal stilling, lystret biplanet roret. Og undgik det
absolut ødelæggende sammenstøt med jorden.

Hurtigere næsten end øiet kunde følge det, kastedes flyvemaskinen litt
til den ene side og svingte over aeroplan-skurene.

Og saa med et smeld som av en eksplosion, og øieblikkelig skjult i en
støvsky boret baugen sig ned i trætaket paa et av skurene.

Ved den store flyvemaskines vegt og den voldsomme kraft den kom med,
blev taket gjennemboret som om det hadde været av papir. Med sine
sønderbrutte propeller skar biplanet sig med uimotstaaelig kraft gjennem
træverket. Hele baugen som stod frem foran vingerne, gik tvers gjennem
taket og banet sig vei ned i skuret. De lange bjelker i vingerne tok
støtet; de blev bøiet tilbake og brukket som fyrstikker.

Idet ingeniørerne og mekanikerne med forfærdelse og frygt malt i hvert
træk styrtet frem, saa de gjennem støvskyerne at biplanet hadde presset
sig fast ind i skurtaket. Og her hang det med sine brukkede vinger og
lignet en saaret kjæmpefugl.

Men det var ikke aeroplanets stilling som fik de forreste mænd til
uvilkaarlig at stanse med et pludselig skrik.

De hadde alle frygtet det værste for flyveren, et slikt sammenstøt
syntes det umulig at han kunde ha undgaat døden. Derfor kunde de ikke
tro sine egne øine, men styrtet videre mot skuret.

En skikkelse holdt nemlig paa at vikle sig ut av aeroplanet og kom frem
bakenfor de tilbakebøide vinger, smøg sig nedover aeroplanets næsten
lodret staaende side, og kom saa paa benene paa skurtaket, akkurat ved
siden av det gapende hul hvor baugen hadde boret sig ind. Han viftet
beroligende til dem, og da de andpustne mekanikere var kommet frem,
hørte de til sin forbauselse Dales velkjendte stemme:

«All right! Ingenting i veien. Hent bare en stige en av dere. Jeg føler
ikke netop trang til at bli sittende heroppe resten av dagen.»

De dernede hilste ham med et hjertelig hurra. Men det hele forekom dem
som det rene mirakel. Hvorledes kunde nogen paa en naturlig maate være
sluppet fra et slikt sammenstøt? Det var et mirakel, altsaa; det var den
eneste forklaring.

Men Dale, som sat der paa taket og kjendte efter alle steder om han ikke
skulde finde nogen kvæstelser, visste at noget mirakel hadde ikke fundet
sted. Han grep i inderlommen paa sin flyverdragt og fik cigaretetuiet
frem. En cigaret var det netop han trængte nu.

«Skadet? Langtifra, ikke spor,» svarte han smilende paa
første-mekanikerens ængstelige spørsmaal, idet han kom klatrende op
stigen.

Dale tændte sin cigaret og forklarte rolig:

«Maskinen tapte altsaa styringen. Det var ikke mulig at faa svinget
baugen opover. Og jeg visste at om jeg naadde jorden med den fart, vilde
det være forbi med mig. Aldeles sikkert. Saa fik jeg øie paa skurtakene.
Jeg antok at hvis jeg styrte aeroplanet litt til siden og lot den træffe
et av takene, ret paa, med baugen og motoren først, vilde den bryte
tvers gjennem taket og ned i skuret, og det vilde ta av for støtet en
del. Jeg hadde mit elastiske sikkerhetsbelte paa, forstaar De. Jeg
visste at jeg ikke vilde bli kastet ut av sætet. Og til al lykke har vi
jo i denne nye militær-aeroplantype anbragt styreren godt gjemt bak
vingerne.»

Dale undersøkte kritisk vraket.

«Se her,» ropte han, «taket har gjort tjeneste som støtpute. Først brøt
næsen paa maskinen gjennem det. Det tok en hel del av for det værste
støt. Saa kom vingerne. De tok ogsaa litt av. Slik som jeg sat beskyttet
bak vingerne og godt fastbundet, følte jeg ikke noget sterkt støt. Men
jeg hadde en fornemmelse av at bli malt sønder og sammen. Hvis jeg hadde
naadd jorden, vilde hele maskinen blit knust. Men ved at støte mot
skuret var det taket som maatte gaa med, ikke maskinen. Dette hadde jeg
altsaa tænkt ut. Men det var saamen heldig at roret lystret i sidste
øieblik, saa jeg fik den litt over til venstre.»

Den lille gruppe blev en stund staaende paa taket uten at si noget. Saa
kastet Dale cigaretstumpen og sa muntert:

«Faa den ned av taket saa snart dere kan. Vi er nødt til at la den gaa
tilbake til verkstedet og bli hygget om igjen. Ved Jupiter!» -- han saa
paa klokken --«den er over 11, og jeg har en hel haug med breve at
undertegne paa kontoret.»

Han steg raskt ned av stigen, og gik som om ingen ting var hændt, over
flyvepladsen mot fabrikken.

«Den der er ikke daarlig. Ikke noget slinger i valsen der,» sa
første-mekanikeren. «Men saa var det altsaa reparationsarbeidet. Kom her
gutter, og ta i.»




KAPITEL II.

Dales to venner.


Efterat Allen Dale hadde kastet sin slitte, oljeflekkede flyverdragt
over en stolryg, satte han sig ved skrivebordet i sit privatkontor i den
aeroplanfabrik han hadde anlagt paa Langley-sletten. En hel haug med
breve laa og ventet paa hans underskrift. Han saa ikke egentlig videre
lysten ut paa dem, for i sit inderste hjerte hadet han alt
kontorarbeide. Var det derimot et nyt aeroplan som skulde prøveflyves --
det var noget andet. Dale likte aldeles ikke at sitte rolig i et kontor
og undertegne breve. Men siden han nu engang var blit forretningsmand
ved siden av at han var flyver, saa sa hans sunde sans ham at
forretningsbreve maatte baade skrives, læses og undertegnes. Han gjorde
en liten grimase som skulde bety et smil, og strakte sig for at ta en
pen.

«Ved Jupiter!» stønnet han; «jeg _er_ jo stiv. Formodentlig kommer jeg
til at faa kjende det en dag eller to at jeg flakset ned paa det taket.»

Han læste og undertegnet et par breve, gjespet og fik frem cigaretetuiet
for at faa sig en røk igjen.

Han var vakker, bredskuldret, ikke 30 aar endnu, og alt verdensberømt.
Det mest karakteristiske ved hans ansigt var den brede, faste og
bestemte mund.

Som han sat der ved skrivebordet denne lørdag morgen i juni, klædt i en
ledig sommerdres, var der noget vaarlig, sterkt og sundt ved ham. Han
sat tilbakelænet i sin gyngestol og fulgte med øinene en røkring fra
cigaretten. Øinene var klare og blaa; de kunde baade straale av
munterhet og gnistre av pludselig vrede.

Saa rettet han sig op igjen, trak forretningsmæssig paa skuldrene, som
om han mente det vel var bedst at se til at komme gjennem dette
forbistrede arbeide paa en skikkelig maate.

Han tok fat igjen, læste og undertegnet, indtil han var færdig med
sidste brev av lørdagsposten, som altid var drøi at komme igjennem. Saa
puffet han med et lettelsens suk papirhaugen tilside, og grep telefonen
som satte ham i forbindelse med de forskjellige avdelinger av fabrikken.

«Vær saa snild at be Kerr og Longley komme over til mig,» sa han.
Stemmen hadde en behagelig klang, rask og bestemt.

Saa gav han sig til at se igjennem nogen kontrakter om konstruktion og
salg av flyvemaskiner. De hadde i flere dage ligget og ventet paa at bli
gjennemset.

Han sat sterkt fordypet og med rynkede øienbryn og læste gjennem disse
svære dokumenter, da han hørte nogen i gangen utenfor.

Døren gik op, og ind kom to mænd som begge var Dales høire haand i alle
slags flyveforetagender. Den ene var en liten firskaaren fyr med en
tilsølet blaa bukse som varetræk utenpaa den anden. Ansigtet var morsomt
rynket, fordi han hadde den vane altid at knipe øinene sammen. Men det
var især hænderne som viste hvad slags arbeide han hadde. Egte
arbeidsnæver, kraftige, senete, skidne; ingen vask formaadde at fjerne
sporene av deres arbeide.

Det var Kerr, «motormanden» som han kaldtes, kjendt over hele England,
og ogsaa i utlandet, som en fuldstændig trollmand i kunsten at
konstruere aeroplanmotorer. Just nu var alle sakkyndiges opmerksomhet
henvendt paa ham; han hadde nemlig opfundet og med held prøvet en
forbedring ved flyvemotorerne som i ganske betragtelig grad vilde
formindske deres bensinforbruk, og den prøve han hadde foretat med den,
var faldt meget heldig ut.

Aeroplanbyggere hele verden over hadde anstrengt sig for at faa
motormanden Kerr i sin tjeneste. Men forgjæves, tiltrods for storartede
tilbud. Saken var at Kerr næsten tilbad Allen Dale, som han ansaa for
verdens første flyver. Derfor kunde intet pengetilbud formaa ham til at
forlate sin tjeneste hos Dale.

Personlig var Kerr en ganske pen, rolig mand som sa meget litet, naar
det da ikke gjaldt motorer. Kom de paa tale, blev han veltalende. Han
hadde forresten sans for humor, og det kom imellem meget fornøielig
frem.

Den anden var høi og tynd, saa stor kontrast til Kerr som vel mulig. En
vakker mand, men saa næsten litt blasert og træt ut. Han brukte briller
og røkte eftertænksomt paa en pipe. Han gik tvers over gulvet og dumpet
straks ned i en av kontorstolene, idet han nonchalant la det ene ben
oppaa det andet.

Men hans likeglade utseende løi fuldstændig paa ham. Det var nemlig
Longley, en mand som var likesaa godt kjendt i flyverkredse som hans ven
Kerr. Mens Kerr bygget motorer, gjorde Longley tegninger til de
aeroplaner som Kerrs motorer skulde anbringes i. Og han var overalt
beundret som den skarpsindigste og originaleste tegner av alle slags
aeroplantyper.

Som Longley sat der, makelig henslængt, dampende paa sin pipe, og ventet
paa at Dale skulde begynde, blev Kerr staaende og nervøst knipe øinene
sammen, mens hans store hænder fingret med en papirvegt som stod paa
Dales pult.

Den berømte flyver bød Kerr en cigaret, og passiaren dreiet sig en stund
om Dales fald ned paa skurtaket. Dale vilde ikke høre tale om at gjøre
reklame med historien, og skiftet øieblikkelig samtaleemne.

«Hør her, gutter,» avbrøt han, «jeg maa i eftermiddag bile over til Sir
Ralph Girdlestone paa Girdlestone Hall. Han kjendte min far meget godt,
og jeg har flere ganger truffet ham ved flyvninger; han er meget
interessert i luftsporten, uagtet han aldrig selv har fløiet. Nu har han
skrevet og bedt mig komme over og spise middag hos sig paa sit gods; det
blir en tur paa en 20 km. Jeg vet ikke om det er noget specielt han vil
mig; men det er ikke utelukket at han tænker paa at kjøpe et aeroplan.
I ethvert tilfælde maa jeg reise.»

«Girdlestone? Det forekommer mig at jeg har hørt det navnet før. Er det
ikke han som er slik jæger og opdagelsesreisende?»

Det var Longley som spurte, rolig, næsten aandsfraværende.

«Netop, han er det,» svarte Dale, vendte sig saa om til Kerr og sa: «Det
er sandt, det var noget jeg skulde spørre dig om. Naar vi nu faar fra os
denne sidste bestilling fra staten, hvad tid tror du saa vi skulde kunne
gaa ivei med vor nye store maskine?»

Kerrs rynkede ansigt blev endda mere rynket mens han tænkte. Saa kom det
ivrig:

«Jeg synes vi burde kunne gaa igang med det straks, hvis du synes det.
De to sidste militær-aeroplaner er nu i maskinhallen. Jeg har idag
prøvet motorerne paa dem.»

«Se det.» Dale nikket bifaldende. «Og den nye oljepumpen og
vandavkjølingen?»

Kerrs ansigt lyste op. Nu var han pludselig entusiast. Og uten mere
opmuntring la han ivei med en begeistret beskrivelse av alle de sidst
byggede motorers fuldkommenheter.

Dale avbrøt ham tilsidst med en munter latter:

«Jeg tænker du kunde drive paa at snakke om motorer til du blev aldeles
blaa i ansigtet, hvis bare nogen vilde høre paa dig!»

Kerrs ansigt la sig i endda dypere folder og saa yderst forvirret ut ved
denne spøkende irettesættelse. Men Longley kom ham til hjælp ved at si:

«Du har altsaa alle utkastene til den nye maskinen i din pult, Dale?
Hvis du vil, kan jeg se dem igjennem igjen engang i næste uke. Haster
det forresten?»

«Nei -- ikke egentlig,» svarte Dale. «Det er bare det at jeg er ræd
nogen anden kunde komme os i forkjøpet. Franskmændene er like i hælene
paa os nu, vet du. I flyveaffærer gjælder det nu enten at være først,
eller ikke at være. Det skulde ikke være ilde om dere kunde komme hit
imorgen aften alt. Saa kunde vi ta os en røk og snakke om det
altsammen.»

Dermed reiste han sig paa sin sedvanlige energiske maate, nikket og
skridtet ut av kontoret og gjennem fabrikken. Tok saa veien mot en liten
vakker villa som laa like ved. Her bodde han, og hadde en gammel
husholderske til at styre huset for sig. Kerr og Longley eiet ogsaa hver
sin villa i nærheten for at kunne være paa stedet bestandig og slippe at
spilde tid ved reiser frem og tilbake til fabrikken.




KAPITEL III.

Hemmeligheten om den skjulte skat.


Efter at ha spist sin lunch, satte Dale sig ned for at røke, mens han
saa over en haug med privatbreve. Men det var ikke Dales sak at sitte
længe stille ad gangen. Han sprang snart op, tok paa sin bilfrak og
sendte bud efter sin automobil paa 25 hestekræfter med 6 cylinders motor
og plads for to. Med denne kunde han komme avsted saa hurtig han ønsket.

Hopkins, Dales chauffeur, var en alvorlig, uforstyrrelig ung mand. Han
var fortrolig med Dale, ogsaa med hans kjørefart, som visselig ikke var
saa let at bli fortrolig med. Dale var anset for at være en av de første
automobilkjørere i England. Hans begreper om tempoet var merkværdige.
Han var ikke tilfreds med almindelig tøf-tøf-kjøring. I almindelighet
ønsket han at kjøre forbi alt som færdedes paa en vei. I regelen gjorde
han det ogsaa. Undertiden blev dette en temmelig enerverende
beskjæftigelse for Hopkins, som maatte sitte ved siden av ham. Men litt
efter litt var Hopkins hærdet til at være med paa hvadsomhelst. Han ikke
saa meget som blunket engang, mens Dale nu jaget avsted i lynende fart
og styrtet forbi alle andre biler paa veien til Girdlestone Hall.

Med denne fart varte det ikke længe før de var ved bestemmelsesstedet,
en graa, imponerende bygning midt inde i en herlig park.

Dale sprang ut og bad Hopkins føre bilen bort til garagen. I det samme
kom ogsaa Sir Ralph, som var klædt i en ledig jagtdres, ut paa trappen
for at ønske sin gjest velkommen. Han var ikke egentlig sterkbygget,
og det solbrændte ansigt var temmelig langt, ualmindelig høi som ogsaa
panden var. Han hadde brunt, spidst skjeg og en graanende moustache.
Ogsaa haaret var graat ved tindingerne.

Øinene maatte man lægge merke til; de var graa, skarpe og
gjennemtrængende; det var tydelig at se han var jæger. Allikevel var der
et venlig glimt i dem.

Sir Ralph kom raskt og livlig ned og hilste hjertelig paa Dale. «Se
det,» sa han. «Jeg er saa glad fordi De hadde tid til at bile over til
mig. Kom ind.»

Dale nød sin verts gjestfrihet og interessante passiar. Om den egentlige
grund til at han hadde bedt Dale at komme, sa Sir Ralph ikke et ord før
middagen var over, og de hadde placert sig i de svære lænestoler i
hallen, hvor alle vægger var prydet med eierens jagttrofæer.

Sir Ralphs tjener kom ind med kaffe og cigarer. Tjeneren var en meget
alvorlig mand, med et ærbødig væsen; men hans utseende skjæmtes litt av
et iøinefaldende kast med det venstre øie. Efter at han budt om,
forsvandt han øieblikkelig, saa de to blev alene.

«Se det,» sa Sir Ralph -- det var hans yndlingsuttryk -- og tændte sin
cigar. «Saa var det den ende jeg skulde spinde Dem. Er De en flink
tilhører, Dale?»

«Oprigtig talt, som regel ikke,» sa Dale leende.

Sir Ralph smilte, men erklærte at denne gang vilde han bli pent nødt til
at være det.

«Jeg tror næsten jeg alt er interessert,» svarte Dale. «Vær saa artig,
begynd, og fortæl hvad det saa er.»

Sir Ralph nippet til sin kaffe, satte sig endda makeligere tilrette og
drog nogen langsomme drag av cigaren. Begyndte saa med vel overveiede og
omhyggelig valgte ord.

«Mange familier som kan føre sin slegt langt tilbake, har blandt sine
forfædre en eller anden som, for at bruke et mildt uttryk, ikke har
været akkurat som han burde være. Hvad os angaar, saa er «spøkelset i
vor slegt» en sjømand, en sjøfarende kaptein, som var smartere end de
fleste, selv i de tider, men som uheldigvis ikke kunde gjøre penge saa
fort som han vilde med strengt tat ærlige midler. Og saa blev han hvad
jeg er ræd en hel del modige mænd i hans tid blev, han blev sjørøver --
simpelthen. Han har muligens selv git sig et andet navn, f. eks.
eventyrer; men hvad han la an paa, sættende alt andet tilside, var
utvilsomt sjørøveri. Men naturligvis,» tilføiet Sir Ralph, idet han
tankefuld tok et drag av cigaren, «den slags ting blev neppe betragtet
som en forbrydelse i de tider, nemlig i midten av det 17de aarhundrede.
Det var da nordøstkysten av Amerika, fra Orinocoelven til Panama-tangen,
var hjemsøkt av sjørøvere. Grunden hertil laa vel i det faktum at denne
strækning var kjendt som det rike spanske hovedland, og at der færdedes
en mængde skibe lastet med kostbare skatter, en herlig fangst for
sjørøvere. Det ser ut som om alle som kunde opdrive et skib og mandskap,
ganske selvfølgelig har sat kursen dit for at røve og plyndre. Og mange
av dem er uten tvil kommet tilbake med rikt bytte. «Granit»-Girdlestone
blev min sjørøverstamfar kaldt, formodentlig paa grund av hans haarde
natur. At dømme efter de beretninger jeg har om ham, maa han ha været en
meget energisk og temmelig hjerteløs mand selv i de slagsmaalstider.
I ethvert tilfælde hadde han hat mere held med sig end de fleste. Han
drev som sjørøver i mange aar, og fik sammen en umaadelig masse
kostbarheter. Ingen i familien har været istand til nøiagtig at
værdsætte hans rigdomme. Men jeg skulde tro de beløp sig til noget nær
£ 2000000, en ganske net sum at skrape sammen, selv for en sjørøver.

Endelig kom den dag da gamle Granit-Girdlestone fandt det paa tide at
trække sig tilbake fra sin farlige geskjæft med alle sine røvede penge.
Men just som han hadde bestemt sig til at slutte med hele forretningen
og skulde sælge skibet og avskedige mandskapet, synes noget besynderlig
at være hændt. «Granit» hadde en kamerat som han synes at ha været
forunderlig glad i, ialfald saa glad som denne haardhjertede mand har
kunnet bli i nogen. Kameraten maa ha været en eiendommelig fyr for en
sjørøver at være. Efter at ha været saa fæl en sjørøver som nogen, blev
han pludselig religiøs. Og ikke tilfreds med selv at være omvendt,
begynder han at faa stor magt over min stamfar.

Han maa sandelig ha faat overbevist ham ganske kraftig om hans
vildfarelser; den gamle sjørøver blev nemlig aldeles lammet av
samvittighetsnag. Han følte sig tydelig overordentlig uvel ved at ha
faat saa mange penge ved sjørøveri, og bestemte sig pludselig til at bli
av med dem allesammen. Ekscentrisk hadde han altid været; men paa sine
gamle dage maa han være blit en smule sindssvak. Ialfald har denne
gudfrygtige kamerat hat en ganske merkelig indflydelse over ham. Gamle
«Granit» begyndte ivrig at realisere sine skatter. Alt skulde gjøres om
i juveler. Hans første tanke var paa grund av hans religiøse mani at
sænke det hele paa havets bund. Men det synes som han i sidste øieblik
har skiftet mening. Og saa sætter han sig til at utføre en plan saa
merkelig som vel mulig. Istedenfor at sænke sine kostbarheter paa havets
bund, bestemte han sig til at skjule dem paa forskjellige steder og
arrangere en indirekte række med «nøkler» som skulde føre til
skjulestederne. Det er klart at hvad han vilde, var at gjøre det saa
vanskelig at finde skatten, at der trængtes den høieste grad av
taalmodighet og en søken hele verden over, om der skulde være haab om at
finde den. Jeg tænker ogsaa den gamle fyr har ment at den som tilslut
fandt skatten, maatte være en saare ihærdig mand, vel værdig til at
opnaa en saadan belønning. Ingen kan jo saa nøie vite hvad der gik
igjennem den snurrige gamle fyrs hode. Jeg tænker mig bare det har været
noget slikt.

Men én ting var det at utarbeide en saadan plan, en anden at utføre den.
Granit-Girdlestone brukte aar før han kunde faa alt arrangert som han
vilde. Først gjorde han en hemmelig reise og skjulte selve skatten, som
han efter mange overlægninger placerte paa en liten, ikke kartlagt ø i
det nordlige Atlanterhav. Saa la han ivei med at sprede «nøklerne» til
at finde stedet rundt om paa de forskjelligste steder i verden.

Hvad han gjorde, var altsaa at vælge et sted, og saa faa en av sine
officerer eller sjøfolk til at nedsætte sig der, idet han gav dem nok
penger til at kunne komme godt igang med en eller anden bestilling.
Enhver av disse fik en «nøkkel» som de skulde ta i forvaring til
gjengjæld for de penge gamle «Granit» sendte over til dem. Og naar de
døde, skulde de overgi «nøkkelen» til sin søn eller nærmeste slegtning.
Hvis en familie døde ut, skulde «nøkkelen» gaa over til en anden
familie, og saaledes videre, indtil nogen med den nødvendige fuldmagt
kom og fordret hemmeligheten utlevert.»

Ved dette punkt i fortællingen saa Sir Ralph over til Dale og sa
smilende: «Jeg ser hvad De tænker; hvorfor i alverden har ikke De selv
gjort fordring paa skatten istedenfor at sitte og fortælle mig alt
dette?»

Dale lo. «Ganske rigtig. Jeg tænkte noget slikt: men jeg vilde ikke
forstyrre Dem, da jeg var altfor interessert.»

«Det glæder mig at jeg ikke har trættet Dem,» bemerket Sir Ralph, og
fortsatte saa: «Jeg har virkelig en grund hvorfor jeg ikke personlig har
brydd mig om denne skat. For det første sitter jeg meget godt i det.
Selve pengene frister mig ikke, og jeg har altid tænkt at jeg helst
vilde la dem være hvor de var. Jeg liker aldeles ikke den maate hvorpaa
de er vundet, og derfor har jeg ikke ønsket at gjøre noget for at faa
dem. Og noget lignende tænker jeg andre i familien før mig har tænkt,
siden ingen av os har rørt en finger for at prøve paa at kræve disse
penger.

Men nu,» sa Sir Ralph og blev alvorligere, «nu er der opstaat en ny
situation. For et par aar siden var jeg i New York og støtte der paa en
tysker, en rigtig fiks fyr, som gik under navn av professor Schultz.
Siden er jeg kommet efter at han har paatagne navn i dusinvis og er helt
igjennem en kjeltring. Han er høi, igrunden staut at se paa, med et
busket, sort skjeg og nogen smaa, eiendommelig gjennemtrængende øine.

Nu, da jeg traf ham, gav han sig ut for astronom, Gud vet av hvilken
grund.

Saa maa jeg heller ikke glemme at fortælle at han reiste over med mig
paa samme baat i november, ikke nu sidste aar, men forrige.

Han var meget underholdende, rigtig en morsom fyr at være sammen med.
Saamen, vi blev saa gode venner ombord at jeg paa flyende flekken
inviterte ham til mig i julen. Han kom naturligvis, og uten at ane det
dumpet jeg midt oppi det med en kjeltring.

Da det var i juleferierne, hadde jeg mine to gutter, Jack og Tony,
hjemme, og nu kom de ogsaa ind i historien om familieskatten. For flere
aar siden, før min hustru døde, hadde hun fortalt smaagutterne noget av
denne romantiske historie om skatten. Efter dette hadde de naturligvis
stadig plaget mig for at faa vite mere. Og netop den julen da tyskeren
var hos os, lovte jeg at jeg vilde fortælle dem resten. De var jo store
gutter nu, og jeg var blit kjed av stadig at si nei.

Saa en eftermiddag, her i hallen, fik de historien. Jeg fortalte dem
forresten ikke alt; det syntes jeg ikke var rigtig; men de fik vite de
vigtigste ting, mens jeg beholdt en hel del detaljer. Jeg husker at jeg
hadde holdt mig inde et par dage paa grund av reumatisme, som jeg ofte
faar naar jeg har gaat for meget paa jagt i fugtig veir. Den eftermiddag
jeg taler om, var gutterne og jeg saa godt som alene i huset, alle de
andre var ute paa jagt eller for at spille golf.

Jeg skulde gjerne ha svoret paa at der ikke var en sjæl i huset foruten
os mens jeg fortalte gutterne historien; men efter hvad jeg siden fik
høre, maa denne tyske skurken ha lyttet. Ved at spørre mig for, fik jeg
vite at man trodde han hadde været paa sit værelse den eftermiddagen.
Jeg formoder at han virkelig har listet sig nedover trapperne til han
kom saa nær at han kunde høre mig, og saa har lyttet uten at bli set.

Men jeg hadde ingen anelse om dette dengang. Det var ikke før flere
maaneder senere, da jeg talte med en ven som jeg trygt tør stole paa,
og som netop var kommet tilbake fra nordøstkysten av Syd-Amerika. Han
fortalte at en mand som nøiagtig svarte til tyskerens utseende, var gaat
ut paa en ekspedition for at finde en skjult skat paa en viss ø.

Nu var det snart gjort at lægge sammen to og to. Og efter hvad jeg fandt
ut, syntes det utvilsomt at fyren var paa spor efter skatten. Han hadde
hørt saa meget av hvad jeg fortalte gutterne, at han kunde finde ut øens
beliggenhet. Og saa kan de forlate Dem paa jeg ikke var sen om at foreta
flere undersøkelser. Jeg kom da ogsaa efter at «professor Schultz»s
ekspedition hadde været forgjæves. Han kom tilbake fra øen uten nogen
skat, hvilket øiensynlig var en stor skuffelse. Mine undersøkelser førte
ogsaa til andre oplysninger, nemlig at den elskværdige «professor» var
et av de vigtigste medlemmer i en bande internationale svindlere og
hemmelig sammensvorne.

Førend han begyndte at dyrke mit bekjendtskap, maa han uten tvil ha hørt
noget av historien om den skjulte skat. Og jeg tænker at hvemsomhelst
som gider gjøre historiske studier i de spanske besiddelser, vilde faa
høre litt om hvorledes gamle Girdlestone hadde anbragt sin formue.
Sikkert er det ialfald at han med hensigt dyrket mit bekjendtskap. Men
det fryder mig at vite at denne kjeltringen som hadde lyttet utenfor min
dør, reiste forgjæves. Det er ikke saa vanskelig at finde øen, ser De.
Det er bare at reise til mundingen av den store flod Omano, og saa styre
en viss kurs indtil man er likeoverfor øen. Men gamle «Granit» var en
gløg fyr. Han skjønte godt at det at finde øen var temmelig uvigtig;
naar man ikke hadde de andre nødvendige «nøkler», kunde man gjerne
tilbringe aar paa øen uten at bli klokere paa skatten.

Et faktum er det, at før nogen kan gjøre sig haab om at finde skatten,
maa man være kommet i besiddelse av fire vigtige «nøkler». For at faa
den ene, maa man til det sydøstlige Arabien; den anden faar man paa en ø
i det Indiske Hav; den tredje paa en anden ø, denne gang i det sydlige
Stillehav. Den fjerde maa man finde paa kysten av Kalifornien. Naar den
som søker, kommer til disse steder, maa han opsøke den mand som har
«nøkkelen». Han vil enten være en efterkommer av den som først blev
betrodd hemmeligheten, eller tilhøre den familie til hvem disse maatte
ha overdraget «nøkkelen». Til denne maa man saa si visse ord, som
tilsammen danner en sætning. Man maa ogsaa vise ham noget -- et tegn.
Saa vil han svare med ett ord -- bare ett eneste ett. Det er hele
hemmeligheten, at enhver av disse fire har hvert sit ord, bare ett,
altsaa. Men disse fire ord skal, naar man engang har faat dem, danne den
sætning som aabenbarer hemmeligheten om paa hvilket sted skatten ligger
skjult paa øen. Meget sindrig, ikke sandt?»

«Overordentlig,» svarte Dale.

Sir Ralph fortsatte: «Nu kan altsaa tyskeren ikke ha hørt alt det jeg
fortalte mine gutter den dag. Alt hvad han vet, er sikkerlig bare
hvorledes han skal finde frem til øen, og saa navnet paa et av de steder
hvor «nøklerne» er, nemlig det i Arabien. Jeg er viss paa at han maa ha
hørt det, fordi en opdager som jeg kjender, nylig kom hjem fra en
studiereise i Arabien, og fortalte at en mand som sikkert maa ha været
vor tysker, hadde gjort en mængde forespørsler i en viss bys
handelskvarter.

Naturligvis vil ikke Schultz med sin nydelige bande i ryggen opgi saken.
Det gjælder altfor mange penge til det. Han vil være istand til
hvadsomhelst for at opnaa flere oplysninger, og jeg tviler ikke et
øieblik paa at han ikke vil betænke sig paa at bruke voldsomme midler,
hvis han tror det vil hjælpe ham til at naa maalet.»

Sir Ralph var meget alvorlig da han sa:

«Det er nu blit klart for mig hvad jeg har at gjøre. Jeg har lagt min
plan.»

«Jeg tror jeg har gjettet den,» sa Dale rolig. «De vil selv ta ut og
lete efter skatten.»

«Ganske rigtig. Ikke fordi jeg behøver pengene, men fordi jeg ønsker at
sætte en stopper for at disse kjeltringerne skal faa snuset op
hemmeligheten. Og nu er jeg kommet til det punkt som jeg vet vil
interessere Dem overordentlig,» sa Sir Ralph og tændte en ny cigar.

«Det er netop hvad jeg har sittet og ventet paa,» svarte Dale. «Og jeg
vil si Dem,» tilføiet han hjertelig, «at hvis De kan bruke mig her, saa
vil jeg hjælpe Dem av alle kræfter. Det er hvad jeg foreløbig kan love.»

«Godt,» sa Sir Ralph og nikket bifaldende. Saa fortsatte han livlig: «De
fortalte mig for en maaneds tid siden at De holdt paa at gjøre tegning
til et aeroplan av en aldeles ny type. Meningen var, tror jeg, at det
skulde kunne flyve lange avstande uten at gaa ned, og ogsaa kunne bære
en del fragtgods, om det behøvdes?» Han stanset og saa spørgende paa
Dale.

«Ja, og aeroplanet er tegnet,» svarte Dale. «Merkelig nok talte vi om
den netop idag, og sa at vi haabet at kunne begynde med den nu straks.»

«Se det!» Sir Ralph saa straalende ut, og var meget ivrig da han spurte:
«Hvis De tillater det, vil jeg bestille dette aeroplan til den første
reise.»

Dale bøide sig fremover: «De mener?»

«Jeg mener akkurat dette: en luftreise rundt jorden for at søke efter de
omtalte «nøkler» og finde ut hemmeligheten med den begravne skat.»

«Ved Jupiter!» var alt hvad Dale fik sagt.

«Spørsmaalet er nu,» fortsatte Sir Ralph, «kan Deres aeroplan gjøre
dette?»

«Det har jeg ikke spor av tvil om,» svarte Dale. «Vi blir nødt til at
øke dens bensin- og oljebeholdning; men det kan gjøres.»

«Godt. Jeg vil leie aeroplanet og bære alle omkostninger,» sa Sir Ralph
bestemt.

Men her protesterte Dale: «Nei, det vil bli et saa storartet
eksperiment, at jeg vil skaffe Dem aeroplanet uten nogen omkostninger.
Siden kan vi jo dele utgifterne.»

«Naa, jaja,» svarte Sir Ralph, «det kan vi jo snakke om siden.»

«Og nu gjælder det for mig,» sa Dale, «at se over tegningerne til
aeroplanet igjen. Jeg har dem i min pult. Og saa vil jeg, hvis De
tillater det, be mine to nærmeste venner, Kerr og Longley, at komme
herover og hilse paa Dem. Ved Jupiter!» han saa paa sit ur, «klokken er
12. Da maa jeg øieblikkelig avsted.»

«Vent et øieblik; jeg maa faa gi Dem en ny cigar.» Sir Ralph aapnet
kassen. «Aa, der er ikke flere.»

Han fór op, men istedenfor at ringe, gik han raskt over til en portiere
som hang mellem hallen og en lang gang ned til tjenernes værelser.

Han puffet utaalmodig portieren tilside, tok saa to skridt tilbake,
maalløs av forbauselse.

Like bak portieren stod tjeneren Simmonds, stum og sfinxlignende. Hans
bleke, glatrakede ansigt var aldeles ubevægelig; der var bare et
underlig glimt i øinene.




KAPITEL IV.

En tyv i natten.


«Simmonds, hvad i alverden --»

Sir Ralphs stemme var bydende, og hans skarpe graa øine saa forbauset
spørgende paa ham.

Men tjenerens ansigt viste bare den mest uttryksløse høflighet idet han
traadte frem foran portieren.

«Undskyld at jeg skræmte Dem, Sir.» Stemmen var aldeles rolig. «Jeg kom
just for at spørre om det var noget De manglet.»

Sir Ralph saa igjen granskende paa ham. Men han var fremdeles like
ubevægelig og korrekt alvorlig.

«Godt.» Sir Ralph var litt kort. «Telefoner til garagen efter hr. Dales
bil, og la os saa faa nogen flere cigarer.»

«Øieblikkelig, Sir.» Og tjeneren trak sig langsomt og aldeles fattet
tilbake.

Sir Ralph saa paa Dale og slog op en liten latter. «Vet De, jeg tror jeg
begynder at bli en smule nervøs i anledning av denne affæren med
skatten. I det samme jeg saa Simmonds staa der bak portieren, fór det et
øieblik gjennem mig at han lyttet, likesom den kjeltringen av en
tysker.»

Dale saa forskrækket ut. «Han ser da saa tilbakeholden og velopdragen
ut. Har De hat ham længe?»

«Nei, ikke mer end nogen faa maaneder. Men jeg husker at han hadde de
aller bedste anbefalinger.»

Dale nikket, men saa fremdeles litt betænkelig ut. I det samme kom
tjeneren ind igjen og bevæget sig langsomt over gulvet med et bret i
haanden. Hans ansigt var nu fuldstændig uttryksløst som en maske.

«Cigarer, Sir.» Det lød rolig og ærbødig. Han satte brettet ned og
forsvandt lydløst.

Dale tok en cigar og tændte den uten at si noget, tilstod saa med et
smil: «Jeg liker ikke det kastet med øinene paa den fyren. Det er noget
saa eiendommelig ved det.»

«De har ret, Dale,» sa Sir Ralph smilende. «Men en mand behøver jo ikke
absolut være en skurk, fordi om han skjeler litt, hvad?»

De lo begge. I det samme hørte de Dales motor utenfor.

«Farvel, Sir Ralph,» sa flyveren. «Jeg vil gaa like paa den sak vi har
talt om. Saa kan vi senere gaa alt nøiere over. Jeg vil først gjøre en
beregning og skrive den ned.»

«Det er udmerket,» svarte Sir Ralph. «Imidlertid, ikke et ord til
nogen!»

«Selvfølgelig ikke. Stol bare paa mig, Sir Ralph.»

«Det vet jeg at jeg kan,» var svaret.

Dagen efter, søndag, sat Dale i sit hyggelige lille hjem like ved
aeroplan-verkstedet, sammen med Kerr og Longley, som efter hans
indbydelse var kommet indom for at faa en røk og en passiar sammen med
ham.

Det var blit sent; den lille salong var fuld av cigar- og cigaretrøk,
men de tre venner lot ikke til at tænke paa opbrud. Det var ikke saa
ofte de hadde tid til lange personlige konferanser.

Dale hadde, uten at røbe reisens egentlige maal, sittet og fortalt de to
andre om Sir Ralphs storartede plan, en jordomseiling pr. aeroplan.

«Naturligvis er det en voldsom historie at begi sig ut paa,» sa Dale,
«og jeg sa selvfølgelig ikke paa staaende fot at vi kunde paata os den.
Jeg maatte tale med dere først. Men min mening er, at om vi kunde gjøre
noget slikt, saa vilde det være en førsterangs reklame for vor nye
flyvemaskine, noget absolut overbevisende, om det lykkedes.»

Longley nikket bifaldende og fyldte sin uundværlige pipe paany.

Kerr la ansigtet i de mest eftertænksomme folder. Om litt kom det: «Hvad
den slags aeroplaner angaar, saa er alt i orden; de vil flyve hvor længe
det skal være. Det behøver vi ikke ha nogen bekymring for. Men det
vanskeligste punkt er om vi kan faa med nok brændsel. Hvis vi f. eks.
brukte et aeroplan som er bestemt, la os si for 12 personer, men bare
tok 6 med, burde vi ha plads nok i tankene for bensin og olje til
adskillige tusen kilometers fart uten at lande.»

Longley, som nu hadde faat tændt sin pipe, gav ogsaa sit besyv med:

«Farten er naturligvis i dette tilfælde det avgjørende. Jeg regner at vi
med vort system, som tillater en mindsken av bæreflaterne under flugt,
burde kunne gjøre litt mere end 160 km. i timen. Det er en svær fart,
selvfølgelig, men jeg tror at aeroplanet vil kunne klare den. Og du vet,
Dale, at et aeroplan som flyver med den fart, burde kunne bane sig vei
uhindret av al slags vind.»

«Det er saa,» sa flyveren samtykkende. «Man maa ha ordentlig fart i
storm. Apropos, Longley,» tilføiet han, «viser de utkast som jeg har i
min skuffe paa kontoret, din sidste opfindelse med hensyn til at «reve»
aeroplan-vingerne?»

«Nei, ikke som noget færdig resultat,» var svaret. «De utkast som vi la
ned i din pult, gjælder en tidligere type. Det aeroplanet kunde ikke gaa
med saa stor fart som det sidste jeg har utarbeidet. Jeg tror virkelig
ikke at det vilde klare mer end omkring 120 km. i timen. Men med dette
nye system» -- Longley blaaste ut en hel sky med røk --«burde vi, naar
motoren var drevet op til det yderste, kunne præstere som maksimum noget
slikt som en 230 km. i timen. Men selvfølgelig, det vilde ogsaa være
grænsen.»

«Ved Jupiter!» utbrøt Dale, «dette er imponerende. Hvis vi kan omgjøre
denne flyvemaskinen til en virkelig praktisk passager-befordrer -- da
vil du minsandten snart kunne flotte dig med et hus i Park Lane, Kerr!»

Ingeniøren sa smilende idet han saa paa sine svære arbeidsnæver: «Et hus
i Park Lane er ikke netop i min genre. Et net litet hus paa landet et
sted, med et idealt verksted til at arbeide i, vilde --»

«Bli flere motorer!» avbrøt Dale ham leende.

Slik fortsattes passiaren. De tre var gode kamerater og nød en god spøk
likesaa godt som de alvorlige planer om den storartede flyvetur.

Røken laa nu som tyk taake over hele værelset. Da klokken slog 2, ropte
Dale: «Ved Jupiter! Vi er værre end de værste sladresøstre til at dra
tiden ut. Tør jeg spørre om ingen av dere føler trang til at lægge sig?»

«Ikke jeg for min part,» svarte Longley, og da Kerr nikket samtykkende,
tilføiet Longley:

«Hvad jeg hadde lyst til, Dale, var at gaa indom fabrikken paa hjemveien
og faa de utkastene i pulten din. Jeg tror det vilde være fornuftig at
se dem igjennem litt nu mens vi har alt dette i hodet endnu. Jeg kunde
ta papirerne med mig hjem og gaa igjennem dem imorgen tidlig før jeg
kommer paa fabrikken.»

«Det var en god idé,» svarte Dale. «Jeg vil gaa med. Litt frisk luft var
ikke av veien.»

«Jeg blir ogsaa med,» ropte Kerr. Og dermed gik de alle tre i
maaneskinnet over til den store, øde fabrik.

De var kommet omtrent halvveis, da Dale stanset og ropte: «Hør!»

I nattens stilhet hørte de fra hovedveien, som laa litt bakenfor
fabrikken og krydset pladsen foran den, tydelig lyden av en automobil
som blev sat igang. Det var en stor motors kraftige tøf, tøf.

Dale lyttet: «De der har ordentlig kraft,» sa han. «Hør, de kjører nu;
det er ikke tvil om det.»

De lyttet, og hørte bilen fjerne sig med voldsom fart.

«Hat et uheld, saa det haster, tænker jeg,» mente Kerr.

De tre gik videre, ind paa en sidevei som førte til Dales kontor. Han
aapnet selv, og de famlet sig frem gjennem den mørke gang som endte ved
Dales dør.

Kerr gik først; pludselig hører de to andre ham snuble og sætte skarpt
i: «Jeg spør hvad dette er?»

Han følte sig for paa gulvet i mørket, og fór saa forskrækket tilbake.

«Riv av en fyrstikke! Fort!» hvisket han. Dale kom bort til ham med en
tændt fyrstikke, og i det svake, blafrende lys saa de et blekt ansigt.
Det var Jenkins, som hadde nattevakten ved fabrikken. Der laa han paa
ryggen i gangen.

Manden slog øinene op da lysskjæret faldt paa ham, han bevæget saavidt
læberne og mumlet: «Han er gaat,» lukket saa øinene igjen. Blodet randt
fra et saar tversover panden.

«La os faa ham ind paa mit kontor,» sa Dale raskt. «Det er lysere
derinde.»

Kerr og Longley løftet forsigtig manden op og famlet sig frem gjennem
gangen efter Dale, som gik foran og fik skrudd paa lyset i kontoret.
Idet de la Jenkins ned paa gulvteppet, fik de se Dale staa og stirre
temmelig forbløffet paa sin pult. Lokket var brutt op, og hans private
papirer laa strødd omkring.

«Ved Jupiter, tyveri!» ropte han. «Men hvad i alverden er det de har
villet ha?»

Et øieblik tidde de alle tre. Saa sa Kerr rolig: «Jenkins maa kunne
hjælpe os. La os se om han er farlig saaret.»

De gav sig nu alle til at stelle med ham. Kerr laget en udmerket bandage
av et haandklæ, og bandt det rundt mandens hode. Han syntes ikke at ha
faat mer end dette ene, men temmelig dype hul i panden. Om et par
minutter rørte han paa sig, og aapnet igjen øinene. De tre reiste ham op
fra teppet og fik sat ham ned i Dales makelige kontorstol.

Han var dødelig blek, men det saa ut som om han hadde faat bevisstheten
igjen.

«Er De saa bra at De kan fortælle os noget om dette, Jenkins?» spurte
Dale venlig.

«Ja, det kan jeg nok,» svarte han svakt, men tydelig. «Jeg skulde just
ta min vanlige runde kl. 1, da jeg pludselig faar høre en underlig støi.
Jeg lytter, og synes den kommer fra et sted i nærheten av Deres kontor.
Saa gaar jeg rolig fremover, og som jeg kommer ind i gangen, ser jeg det
lyser under kontordøren. Jeg kryper videre, og gjør saa et hop ind.
Og der staar en stor lang fyr og sorterer papirer i Deres skuffe. Han
vender sig rundt, og jeg gjør et byks imot ham. Saa farer vi om en
stund, slaar og fegter til jeg faar revet av ham en slags maske han
hadde for ansigtet.»

«Hvordan saa han ut?» avbrøt Dale ivrig.

«Aa, han var høi og fint barbert, saan litt gammelagtig, og med en
pudsig skjeling, som et kast at kalde for, i det venstre øie.»

«Ved Jupiter!» satte Dale i. «Dette er nok ikke til at ta feil av.»

Han plystret og saa mildest talt forbauset ut.

«Hvad er det du mener? Hvad er paafærde, Dale?» spurte Longley
mystificert.

Kerr saa ogsaa umaadelig forfærdet ut.

Endelig sa Dale: «Dette er ilde, gutter. Naturligvis forstaar dere
ingenting av det. Saken er, jeg kunde ikke iaften fortælle dere alt Sir
Ralph fortalte mig. Jeg forpligtet mig til taushet. Derfor maa jeg tie
til han gir mig lov til at tale.»

«Ja -- men hvad har denne historien her med det?» spurte Longley.

«Det kan jeg ikke forklare nu uten at bryte mit løfte. Men da Jenkins
beskrev mig fyrens utseende, fik jeg et ordentlig chok. Fordi jeg tror
det er Sir Ralphs tjener som har brutt pulten op. Og han visste nok hvad
han lette efter, skulde jeg tro!»

Longley grep mekanisk i lommen efter snadden sin. Kerr simpelthen bare
glodde paa Dale, og fik tusen rynker i ansigtet.

«Ja, dere forstaar,» fortsatte Dale, «hvis det er som jeg tror, saa er
den fyren ingen almindelig tjener, men medlem av en farlig
forbryderbande. Fortsæt saa, Jenkins.»

«Det skal jeg gjøre,» sa Jenkins, som nu øiensynlig var kommet sig
betydelig. «Denne fyren og jeg hadde en ordentlig batalje. Jeg gjorde
mit bedste for at faa bugt med ham; men det var et stridt arbeide. Vi
var kommet ut gjennem døren, og der laa vi og basket om hverandre ute i
gangen. Pludselig faar han en haand fri, og gir mig et slag i hodet med
det redskapet han hadde brukket op pulten med. Og dermed var jeg ute av
sagaen, som dere vilde si, og visste ikke mere av mig før jeg fik se
Kerr staa over mig.»

Dale gik bort til pulten og undersøkte den nøie. Derpaa saa han over
alle papirerne som laa strødd utover. Saa rettet han sig op og sa:
«Netop som jeg tænkte, ja. De utkastene til det nye passager-aeroplan
som jeg hadde her, er alle væk. Men ikke noget andet er borte. Manden
har visst hvad han vilde ha, og har ikke brydd sig med noget andet.»

«Du mener --?» Det var Longley som spurte.

«Alt staar aldeles klart for mig nu,» erklærte Dale. «Denne kjeltring av
en tjener stod bak en portiere igaaraftes, da Sir Ralph gik ut for at be
om nogen cigarer. Det slog mig som besynderlig da ogsaa at han skulde
staa der. Men nu har jeg ingen tvil om hvad han vilde. Han hadde staat
der og lyttet, mens Sir Ralph fortalte mig en vigtig hemmelighet.»

Kerr og Longley saa ikke ut til at forstaa noget av alt dette.

«Hør her, gutter,» fortsatte Dale, «det er en hemmelighet, og det en
meget værdifuld, som Sir Ralph er i besiddelse av. En fiffig tysker
søkte for en tid siden at faa tak i den, men det lykkedes ham ikke at
faa vite alt hvad han ønsket. Og nu er det klart at denne falske
opvarterfyren paa en eller anden maate er kommet i huset der for at faa
lurt ut resten, og --»

«Men, jeg spør, Dale,» avbrøt Longley, «hvorfor skulde manden komme hit
og bryte op din pult?»

«Det er let at forklare,» var svaret. «Den flyvningen vi har snakket om,
har nemlig at gjøre med Sir Ralphs hemmelighet. Forstaar dere? Godt. Jeg
husker tydelig at jeg fortalte Sir Ralph at utkastene til aeroplanet laa
i min pult. Fyren har staat bak portieren, hørt det hele, og saa bestemt
sig til at faa vore utkast.»

«Men hvad vil han med dem?» spurte Kerr, fremdeles like forbauset.

«Jeg tror,» svarte Dale, «at det er en stor og farlig bande som arbeider
her. Og de har bestemt sig til at ville faa fat i Sir Ralphs hemmelighet
paa en eller anden maate. Jeg antar deres plan er -- hvis da ikke denne
tyven blir fakket, og vi faar vore papirer tilbake -- at bygge en
flyvemaskine efter vore tegninger, og saa gjøre den samme flyvning som
vi har uttænkt.»

«Men hvad er det det gjælder?» Det var Longley som spurte. «Naa ja,»
tilføiet han raskt, «jeg husker nu at du jo ikke har lov til at fortælle
mig det.»

«Men,» sa Dale eftertænksomt, «jeg tror igrunden ikke det kan gjøre
noget at fortælle dere det. Gevinsten for vinderen i denne lille
forretning er saan et par millioner pund. Det er det hele.»

Kerr plystret og blunket med øinene. Longley røkte med en meget
tankefuld mine et par minutter. Saa sa han rolig: «Husker du den bilen
vi hørte paa veien her for en stund siden, Dale?»

Dale nikket.

«Mon ikke det skulde ha været tyvens?» tilføiet Longley.

«Ved Jupiter! Jeg tror du har ret, gutten min!» ropte Dale.

«Men hvis det var ham, kan vi saa ikke faa stoppet ham et eller andet
sted?» spurte Kerr.

«Uheldig at vi ikke kan beskrive bilen,» bemerket Longley.

«Nei, men takket være Jenkins kan vi jo gi en temmelig nøiagtig
beskrivelse av manden,» sa Dale. «Jeg ringer øieblikkelig op til
politiet, og fortæller hvad vi vet. De kan saa sende underretningen
videre og faa bilen stoppet. Det er ialfald en chance for det.»

De andre nikket samtykkende. Og snart stod Dale og talte med
politi-inspektøren i Kempston, en liten by som laa en 14-15 km. derfra.

Mens Dale telefonerte, gik Kerr paa opdagelse i værelset ved siden av,
og kom tilbake med en flaske brændevin, som de hadde der i tilfælde av
ulykkeshændelser. Han paastod at Jenkins trængte litt.

Kerr hadde ogsaa gjort en opdagelse derinde, og denne meddelte han
Longley mens Dale telefonerte.

«Der staar et vindu aapent derinde,» hvisket han. «Det er brutt op. Saa
der er altsaa fyren kommet ind.»

Imidlertid stod Dale ved telefonen. Og efter at ha git en hurtig
beskrivelse av tyven, hørte de ham forbauset rope: «Hvad? Ved Jupiter!
De sier ikke det?»

Meddelelsen blev øiensynlig gjentat av inspektøren. Dale lyttet mer og
mer forbauset. Saa la han røret væk og vendte sig til de andre.

«Dette slaar rekorden,» erklærte han.

«Hvad er det nu da? Sandelig en anstrengende nat,» sa Longley.

«Dere vil neppe tro det,» svarte Dale; «men politiet hadde alt faat
signalementet til den foregivne tjener før jeg ringte dem op, og var alt
ivei med at lete efter ham.»

«Men hvorfor?» spurte Kerr.

«Det er netop pointet,» svarte Dale. «De er efter ham for et tyveri hos
Sir Ralph Girdlestone.»

«Men --» avbrøt Longley. «Aa nei, hvad kan det nytte at spekulere paa
dette. Det er det rene mysterium.»

«Ja, det er en ganske eiendommelig historie,» var Dale enig i. «Denne
tjeneren staar uten tvil i forbindelse med den tyske kjeltringen som
først hadde prøvd at faa tak i Sir Ralphs hemmelighet. Efter at ha hørt
vor samtale igaaraftes, maa han ha bestemt sig til først at bestjæle Sir
Ralph, og saa komme hit og bryte ind hos mig. Jeg vil rigtig haabe at
han ikke har stjaalet noget hos Sir Ralph som gir ham nøkkelen til vor
hemmelighet. Har han det, saa avhænger alt av om vi faar tak i ham.»

Kerr avbrøt ham pludselig: «Hør!»

De lyttet alle; og i nattens stilhet hørte de tydelig en automobil nærme
sig fabrikken.

«Hvem i alverden --?» ropte Dale. Han og Longley løp ut gjennem gangen,
mens Kerr blev tilbake hos Jenkins.

Idet de naadde ytterdøren, skinte lygterne fra en stor sekscylinders-
motor like i øinene paa dem. Den stoppet like utenfor døren, og en
mand sprang ut.

«Er det Dem, Dale?»

«Ja, det er. Er det virkelig Sir Ralph Girdlestone?»

«Ja,» svarte han og kom nu bort til de to andre og hilste smilende paa
dem. «Jeg hadde alt lagt mig, men fik ikke sove. Først prøvde jeg
naturligvis at faa fat i Dem i telefonen, men forgjæves. Og da jeg ikke
vilde vente til imorgen, bilet jeg likesaa godt herover.»

De tre mænd gik indover til kontoret.

«Jeg saa det lyste her da jeg kjørte ned fra hovedveien,» sa Sir Ralph.
«Jeg maa si dere arbeider langt utover. Hvad betyr det egentlig?»

De var nu kommet ind paa kontoret. Sir Ralph fik øieblikkelig øie paa
Jenkins, som fremdeles sat der i Dales stol, blek og med bandage over
hodet.

«Hvad i alverden betyr dette, Dale?» spurte han overrasket.

Dale smilte litt morsk, tændte en cigaret og svarte saa rolig: «Det
betyr bare det, Sir Ralph, at Deres korrekte, respektable tjener, han
med træ-ansigtet og det omtalte kast med øiet, har gjort os den ære at
avlægge os en uvelkommen visit.»

Sir Ralph fór forbauset og ærgerlig op.

«Og ikke det alene,» fortsatte Dale, «men han slutter sin natlige visit
med et mordforsøk paa min vaktmester her, for saa at forsvinde med vore
tegninger til det store aeroplan som vi diskuterte efter middag hos Dem
forleden aften. Det er muntert, ikke sandt?»

«Store himmel!» Sir Ralph satte sig, stum av forfærdelse.

«Og nu har vi netop hørt fra politiet,» tilføiet Dale, «at denne
interessante herre ogsaa har bestjaalet Dem.»

Sir Ralph nikket mørk.

«Kanske De vil berette hvad der er hændt hos Dem, saa kan vi sammenligne
begivenheterne,» sa Dale.

Sir Ralph tok sig sammen.

«Godt. Da jeg kom hjem fra en tur iaften, fortalte de andre tjenere mig
at denne humbugmakeren av en opvarter ikke var at finde noget sted. Jeg
lot gjøre forespørsler og ventet en stund, men væk var han. Det var mig
først aldeles ubegripelig. Men da han fremdeles ikke var at finde,
begyndte jeg at bli mistænksom.

Saa gik jeg ind i biblioteket. Men jeg skulde fortalt, Dale, at like før
De kom over til mig, hadde jeg studert et visst dokument og et visst
tegn -- for at opfriske min hukommelse i anledning av det vi snakket om
-- De vet. Godt, da jeg nu igjen kommer ind i biblioteket, og gaar og
studerer paa hvad denne fyrens forsvinden skal bety, finder jeg lokket
paa min pult splintret og brutt op. Og en liten privat skuffe hvor jeg
gjemte disse ting, var aldeles i stykker, og -- hvad der er det
vigtigste -- baade skrivelsen og det «tegn» som jeg hadde der, var
borte.»

«For en fuldblods kjeltring!» ropte Dale. «Noksaa rimelig at jeg hadde
mistillid til ham straks.»

«Det hadde jeg ogsaa til en viss grad,» sa Sir Ralph. «Naa ja, det er
ikke stort mere at fortælle. Jeg hørte av de andre tjenere at fyren
hadde telefonert til London, og da lukket sig omhyggelig inde i
telefonrummet, saa ingen skulde høre ham. Saa De skjønner det er en
hyggelig bande vi har faat med at gjøre, Dale.»

«Saamen, ja. Men nu kommer hovedsaken, Sir Ralph, hvilken værdi hadde de
ting han stjal fra Dem?»

Istedenfor at svare, saa Sir Ralph spørgende paa Kerr og Longley, uviss
om han kunde tale frit ut.

Dale forstod, og kom ham til hjælp ved høitidelig at forestille sine to
venner for ham.

«De er mine intime venner, Sir Ralph. Og foruten at være mine kolleger
og bedste hjælpere i mit arbeide, vil de begge følge os paa den reise vi
har snakket om. De kan ha fuld tillid til dem.»

Men nu kom vaktmesteren paa benene.

«Jeg forstaar De vil være alene,» sa han til Dale. «Jeg er meget bedre
nu, saa jeg rusler over til mig selv. Jeg er bare litt sjaber endnu.
Imorgen er jeg like god igjen.»

Kerr tilbød at følge ham, men det vilde han ikke høre noget om. «Jeg
staar udmerket paa mine egne ben nu; og paa hjemveien gaar jeg indom den
andre vaktmesteren, Richardson, og faar ham til at ta resten av
nattevakten for mig.»

Dermed gik han.

«Nu, Sir Ralph?» sa Dale.

Sir Ralph saa meget alvorlig ut da han sa: «Idet jeg forklarer hvad jeg
nu vil gjøre, viser jeg Deres to venner den mest absolute tillid, Dale.»

Baade Kerr og Longley nikket alvorlig.

«Godt,» fortsatte Sir Ralph, «hvad den skurken har stukket sig bort med,
er hverken mer eller mindre end hele nøkkelen til opdagelsen av
skatten.»




KAPITEL V.

Et kapløp med tiden.


«Ved Jupiter! saa ilde trodde jeg ikke det hadde været,» ropte Dale.

«Jo, det er nok saa,» fortsatte Sir Ralph. «Men jeg kan kanske gjøre alt
litt forstaaeligere for Dem, hvis jeg fortæller Dem de stjaalne sakers
historie. Jeg maa bare først for Deres to venners skyld gi et litet
resumé av den historie som jeg alt har fortalt Dem, Dale.»

Dette gjorde han ogsaa med prisværdig korthet, mens Kerr og Longley
hørte paa med den største interesse. Efterat de saa hadde opfattet det
væsentligste, fortsatte han: «Noget av det værste er, at blandt det som
blev stjaalet fra min pult, var et litet, temmelig daarlig tegnet kart,
og en rar, gammeldags ring.

Disse ting var blit overlevert mig av min far, til ham av hans far, og
saaledes fra slegt til slegt. Hvad det kartet viste, var en viss del av
Syd-Amerikas nordøstlige kyst, like ved mundingen av floden Omano. Paa
kartet var avtegnet en pil som pekte øst-nord-øst. Saa var der en
primitiv tegning av en ø med et høit fjeld i midten. I et hjørne av
kartet var skrevet: «Øen og fjeldet.» Under dette stod navnene paa de
steder og folk hvor de fire «nøkler» til skatten var at finde.

Hvad nu den stjaalne ring angaar, saa er den en vegtig, glat guldring.
Øverst paa den er en rund plate, hvor der er indridset et gammeldags
skib, kanske det som gamle Granit-Girdlestone selv førte. Men jeg
glemmer et punkt. Den ring min foregivne tjener stjal, er ikke
originalen som Granit-Girdlestone overleverte os. Min bedstefar beundret
nemlig saa den originale ring, at han vilde ha den paa bestandig. Men da
han ikke vilde risikere at miste den, fik han gjort en udmerket kopi av
den, som han brukte istedet. Og denne er det som er stjaalet. Kopien er
saa lik originalen, at det er umulig at kjende dem fra hverandre. Men
originalen er altsaa indelukket i mit jernskap.»

«Muligens har dette nogen betydning,» bemerket Longley. «Men vilde De
fortælle os, Sir Ralph, hvilken rolle ringen spiller i denne affære?»

«Naturligvis. Hør her historien om de fire «nøkler»,» svarte Sir Ralph.
«Allerførst maa dere vite, at da de første indehavere av disse «nøkler»,
eller stikord, døde, overgav de dem til sine nærmeste slegtninger, og
saa videre nedover. Men naar et familienavn utdødde, og «nøkkelen» gik
over til en mand med et nyt navn, maatte dette meldes til den som paa
den tid var familiens overhode.

Saa maa dere ogsaa vite, at ingen av de fire som har «nøklerne», vet
hvad betydningen av dem er. De aner ikke at det gjælder en skjult skat.
De gjør simpelthen bare hvad deres forgjængere har instruert dem om.»

Sir Ralph gjorde en pause for at faa tændt en cigar, fortsatte saa med
et lettelsens suk: «Gudskelov, nu er jeg snart ved slutten av denne
lange historie. Da min far overgav mig disse papirer, stod saken med
hensyn til «nøklerne» slik, at først maatte man til en sjøby som heter
Murkat ved Onam-bugten i Arabien. Den mand som her har «nøkkelen», heter
Laroche og driver handel der ved kysten.

For at faa den anden «nøkkel», maa man finde eieren av en del rismarker,
en mand ved navn Hermann, som skulde bo paa et litet sted som heter
Komataja i den nordlige del av øen Sukara i det Indiske Hav. Nøkkel nr.
3 befinder sig paa en øgruppe kjendt under navnet Rigi i det sydlige
Stillehav. Og en mand ved navn Jensen bor der i en liten by eller
landsby, Sura, og er indehaveren av denne «nøkkel». Jeg vet intet mer om
ham end hans navn.

Og saa er vi kommet til den sidste «nøkkel». For at faa den maa man til
byen San Frananco paa Kalifornia-kysten. Og her heter manden
Montgomery.»

Dale, Longley og Kerr hadde med den største opmerksomhet hørt paa alt
dette.

Dale spurte: «Men hvad maa man saa gjøre for at faa disse mennesker til
at aabenbare sin hemmelighet?»

«Det er sandt, det har jeg virkelig glemt at fortælle,» sa Sir Ralph
smilende. «Men det er snart fortalt. Naar man finder manden, sier man
bare til ham: «Øen.» Saa svarer han: «Hvad saa?» Saa fortsætter man: «Og
fjeldet.» Dertil svarer han: «Hvor er tegnet?» Saa viser man ham ringen,
og -- hvis han er tilfredsstillet, sier han det ene ord som er hans del
i «nøkkelen». Har man saa faat alle fire ord, saa reiser man til øen,
og der -- saa fortæller familiesagnet ialfald -- vil disse fire ord
aabenbare hemmeligheten.»

«Har nu virkelig denne kjeltring av en opvarter alle disse oplysninger
angaaende «nøklerne»? Er De viss paa det?» spurte Dale.

«Ja, alt hvad jeg har fortalt her, finder han i de stjaalne papirer.»

«Men han har altsaa ikke den originale ring. Det er jo en trøst,» mente
Longley.

«Ganske vist,» svarte Sir Ralph, «men kopien er aldeles lik originalen;
jeg har nøie undersøkt dem begge.»

Kerr mente at den eneste chance de hadde, var at faa fyren grepet før
han blev færdig til at komme avsted. Han reiste rimeligvis over til
fastlandet.

Det trodde ogsaa Sir Ralph, men var bange for at der ikke var stor
sandsynlighet for at faa grepet ham. Politiet hadde rigtignok hans
signalement, men ingen visste hvordan den bil saa ut som han var
forsvundet i. Han var naturligvis godt forklædt, og desuten hadde han
hjælp av en mægtig bande; det var der ingen tvil om.

Sir Ralph skiftet nu samtaleemne og spurte Dale om hvor stor værdi de
stjaalne papirer hadde.

«Ja, nu faar jeg ogsaa fortælle min historie,» sa Dale smilende.
«Naturligvis har manden, da han hørte os snakke sammen om dette, bestemt
sig til at faa fat i mine tegninger til aeroplanet sammen med hvad han
vilde røve fra Dem. Hvis der staar en mægtig svindlerbande bak ham, saa
tviler jeg ikke paa at de vil kunne bygge en stor flyvemaskine efter de
tegninger han har stjaalet, og saa prøve at faa skatten før os.»

«Det samme tror jeg,» sa Sir Ralph. «Saken er nu om de stjaalne utkast
er fuldstændige nok.»

«Ja, de er fuldstændige, forsaavidt det gjælder den første flyvemaskine
av Longleys nye type,» svarte Dale. «Men senere har han forbedret den
noget og har laget nye utkast. Begge aeroplaner er like hvad selve
skroget og den almindelige konstruktion angaar; men der er en forskjel.
Paa den sidste, som Longley har tegningerne til, er der en ny opfindelse
med at «reve» vingerne, saa det blir større fart. Og vi er overbevist om
at dette system er bedre end det paa den første. Det er sikkert at nr.
2 av disse aeroplaner maa kunne flyve betydelig fortere end det første.»

Longley fremhævet at dette jo var en vigtig forskjel.

Naturligvis var det saa, mente Sir Ralph, da det jo betydde, at om denne
banden ogsaa bygget et aeroplan, saa vilde ikke det komme saa hurtig
frem som Longleys.

«Netop,» sa Dale, «og om det kommer til et kapløp efter den skjulte
skat, saa vil vi ha den fordel at ha det hurtigst gaaende aeroplan.»

«Naturligvis skjønner disse skurkene at de ikke har nogen utsigt til at
komme før os med jernbane eller dampskib, saa de er temmelig nødt til at
bygge et aeroplan. Men tror De at de kan faa gjort det noget sted,
Dale?» spurte Sir Ralph.

«Det tror jeg nok. Rimeligvis tar de sine stjaalne tegninger med til
Paris, og faar flyvemaskinen sat sammen der.»

Longley bragte et nyt spørsmaal paa bane:

«Har De nogen idé om, Sir Ralph, hvor lang reise vi er nødt til at gjøre
for at faa disse «nøkler», komme til øen og saa tilbake igjen?»

«Jeg har bare saa omtrentlig regnet det ut; men jeg skulde tro at hele
reisen skulde bli 25 000 engelske mil.»

Kerr plystret, og hans rynkede ansigt blev et eneste smil: «Det var ikke
daarlig,» mumlet han. «Med andre ord en verdensomflyvning? Det var noget
for mine motorer at prøve sig paa.»

«Det næste spørsmaal blir nu hvor snart vi kan faa aeroplanet færdig.
Hvad sier De til det, Dale?» spurte Sir Ralph.

«Det spørsmaal kan Kerr og Longley bedst svare paa. Hvordan er det med
selve motorerne, Kerr?»

«De to vi tænker paa at bruke, de nye paa 750 hestekræfter, er jo
færdige alt.»

Dale saa nu spørgende paa Longley, som sat fordypet i tanker og røkte.
Efter litt betænkning sa han: «Med de hjælpemidler og den arbeidsstok vi
har, tænker jeg vi skulde være istand til at faa konstruert selve
flyvemaskinen paa, la os si tre uker. Ikke sandt, Dale? Men da maatte vi
ogsaa arbeide under høitryk.»

«Naturligvis. Og saa er det altsaa at sætte det hele sammen; det vilde
ta omtrent en uke, antar jeg?»

«Noget slikt, ja,» svarte Longley.

«Den kunde altsaa bli færdig paa en maaned?» spurte Sir Ralph. «Vi er nu
i slutten av juni, og skulde altsaa kunne være færdige til at komme
avsted sidst i juli?»

«Ja. Men vi maa ikke glemme at en slik flyvemaskine maatte være
ordentlig prøvet før vi satte avsted paa en saan reise med den,» sa
Dale.

«Ja, det hadde jeg ikke tænkt paa,» indrømmet Sir Ralph. «Men si mig nu
hvilke utsigter De tror de andre har til at faa bygget sin flyvemaskine
i en fart?»

«Det faar de gjort i Frankrike,» mente Kerr.

«Tegningerne er saa absolut i orden, saa det vil være lettere og
hurtigere for dem at bygge den flyvemaskinen end den vi skal ta fat
paa,» tilføiet Longley. «Mens de har sine tegninger aldeles færdige,
blir vi nødt til at gjøre et par nye til nogen smaa forandringer i vor.
Og det vil jo spille en stor rolle hvem som blir færdig til at starte
først.»

«Det er jeg enig med Longley i, Sir Ralph,» bemerket Dale. «Men De kan
være aldeles tryg for at vi skal arbeide dag og nat for at bli færdige.
Og om vi ikke kan bli færdige før disse kjeltringerne, saa skal vi
ialfald komme avsted samtidig med dem.»

«Godt,» sa Sir Ralph. «Det glæder mig meget at høre Dem forsikre dette.»

«Og saa faar vi ikke glemme at vor flyvemaskine gaar hurtigere,» trøstet
Dale.

«Ja, det er et vigtig punkt,» sa Sir Ralph. «Men, à propos, kan de andre
skaffe en flink flyver til sit aeroplan?»

«Det vil ikke være vanskelig,» mente Dale. «En utlært flyver -- og det
er nok av dem utenlands -- vil kunne styre aeroplanet udmerket. Det vil
ikke være vanskelig at styre et slikt --» Her avbrøt telefonringning
dem.

Dale tok imot.

«Det er fra politiet i Kempston,» meldte han. «De har fundet en forlatt
automobil paa en vei utenfor London. Fuldmægtigen tror det maa være den
bil vor mand er reist med. Men der er uheldigvis ikke noget spor av
manden selv. Og saa, Sir Ralph, sier han at de har gjort forespørsler
efter den forretning som De gav dem adressen til, det sted hvor den
foregivne tjener hadde faat sine attester fra. Men det gatenummer
eksisterer ikke.»

«Det kunde jeg tænke. Alt sammen er bare bedrag. Jeg har nok været
altfor godtroende. Men fyren spilte sin rolle saa godt, og alt syntes at
være i den skjønneste orden.»

«Formodentlig har han forlatt bilen, da han skjønte politiet vilde være
paa jagt efter den, og har saa tat et tidlig morgentog til London. Jeg
er ræd de har tapt sporet av ham nu,» mente Dale.

«Jaja; saa er det klart at vi ikke har andet at gjøre end at se til at
faa vor flyvemaskine færdig saa snart som mulig og se at vinde paa disse
kjeltringerne,» sa Sir Ralph.

«Netop,» svarte Dale. «Vi vil arbeide under høitryk; det kan De lite
paa. Vi er absolut likesaa ivrige som Dem, Sir Ralph.»

«Det er vi,» forsikret Longley og Kerr.

«Godt; saa har jeg bare igjen at si at jeg maa faa lov til at bære
ekstrautgifterne ved dette hastverksarbeide.»

Dale vilde protestere; men Sir Ralph holdt paa sit. Og dermed var den
sak avgjort.

   *   *   *

Og nu begyndte et kapløp med tiden i de store aeroplanverksteder paa
Langley-sletten. Hastverksarbeider var blit utført der før ogsaa, naar
flyvemaskiner skulde være færdige til de store kapflyvninger. Men noget
saa voldsomt som dette hadde de aldrig været ute for. Der blev arbeidet
dag og nat i alle verksteder. Alle mulige hjælpemidler blev anvendt for
at spare tid. Ekstrabetaling og tantième for hurtig arbeide blev utdelt
med ødsel haand. Alt andet arbeide blev sat tilside, og alle
bestræbelser gik ut paa dette ene.

Dale, Longley og Kerr sparte ikke sig selv; de arbeidet likesaa haardt
som sine folk, undte sig neppe tid til at spise.

Saaledes gik dagene, altfor hurtig, syntes Dale. Men det var ingen tvil
om at de gjorde storartet fremgang, det var de alle tre enige om. Om 14
dage vilde alle de vigtigste dele av maskinen være færdige til at sættes
sammen. Og nøiagtig to uker og to dage efter kom Kerr ind paa Dales
kontor og sa at motorerne var færdige til at sættes ind. Hele hans
arbeidsslitte ansigt var et eneste triumferende smil.

Samme dag var ogsaa propellerne færdige og sat ind i maskinhallen, hvor
alt skulde sættes sammen.

Saa den følgende morgen, efter at ha konferert med Longley og Kerr, og
efter nøiagtig at ha inspicert alt det færdige arbeide, telefonerte Dale
til Sir Ralph, at aeroplanet, ifølge deres løfte, skulde staa fuldt
færdig til eftersyn en maaned paa dagen fra arbeidet var begyndt.

Og Sir Ralph telefonerte straalende sine lykønskninger tilbake.

   *   *   *

Tre uker præcis fra den dag arbeidet var sat igang, bragte
arbeidsstokken alle de forskjellige dele fra de mange verksteder ind i
maskinhallen, hvor alt det hittil færdige laa.

Under tilsyn av Dale, Longley og Kerr tok saa duelige mænd fat paa det
vanskelige arbeide, og den store flyvemaskine begyndte litt efter litt
at anta skikkelse. Det var imponerende at se den for hver time bli
større og større, mens en hel hær av arbeidere sværmet under, over og
omkring den. Ikke et øieblik spildtes, og dog blev alt arbeide gjort paa
det alleromhyggeligste.

Og saa kom den dag tiden var utløpet. Dale gik tidlig om morgenen til
sit kontor, og hadde neppe tat plads ved skrivebordet, før telefonerne
fra alle de forskjellige verksteder begyndte at kime.

Den første i telefonen var Kerr, som hadde arbeidet hele natten med en
ekstra stab av arbeidere.

«Jeg er glad ved at kunne melde at alt er færdig.» Han hørtes litt træt.
«Vi har holdt tiden, som vi lovte.»

«Ved Jupiter! det er storartet!» Dale var begeistret. «Men nu er du saa
god du har dig iseng, kjære Kerr. Jeg ringer øieblikkelig op til Sir
Ralph.»

«Ja, her er jeg,» svartes der straks. «Naturligvis vet jeg at nu er
maaneden ute. Jeg kunde ikke godt glemme det. Jeg hadde ogsaa tænkt at
komme over i eftermiddag. Ikke netop fordi jeg ventet at finde alt
færdig. Jeg er bange De har tat for meget paa Dem --»

Dale avbrøt ham triumferende: «Hvis De kommer i eftermiddag, skal De
finde aeroplanet med hver eneste liten ting i orden.»

«Godt!» var alt hvad Sir Ralph svarte. Men der laa adskillig uttryk i
det ene ord. Dale smilte da han la hørerøret ned.

   *   *   *

Det var en deilig eftermiddag Sir Ralph kom kjørende for at bese den nye
flyvemaskine. Solskinnet strømmet ind gjennem de høie vinduer i den
store hal hvor den stod opstillet, idet han kom ind sammen med Dale,
Kerr og Longley.

Sir Ralph blev staaende aldeles maalløs da han fik se aeroplanet. Men
saa ropte han: «Dette _er_ et herlig syn, Dale!»

De fire mænd stod aldeles stumme en stund og stirret paa dette storverk
av menneskelig geni.

Sir Ralphs første indtryk var overvældende. Saa fæstet han sig ved de to
store, vidt utspredte vinger, vel hundrede fot fra spids til spids.
Mellem dem, løpende spidst ut til de bakerste styreflater, den lange,
elegante, rørformede gondol. Baugen var avrundet, men mot agterenden
smalnet den av i en fin spids. Alt paa skroget hadde en fin, sølvgraa
farve; og Sir Ralph la merke til at det var skjæret fra alle de
metalplater det var overtrukket med, som gav det denne farve. Under den
forreste del av gondolen var understellet med ski og hjul. Under den
spidse agterende var smaa meier.

«Udmerket! Udmerket!» ropte Sir Ralph. Han fandt ikke ord til at
uttrykke sin beundring, men den stod tydelig at læse i hans ansigt.

«Kom nu først med og se flyvemaskinen forfra,» sa Dale og tok ham under
armen.

De gik alle foran aeroplanet, saa de hadde baugen midt imot og over sig.
Understellet hævet skroget 20 fot over jorden. Sir Ralph la ogsaa merke
til at spidsen av baugen stak frem litt foran vingerne. Paa oversiden av
gondolen, akkurat i forkant og mellem bæreflaterne, var en lav,
klokkeformet kuppel. Det var styretaarnet, som var forsynet med smaa,
tykke speilglasruter, forat man skulde ha fri utsigt til alle kanter.
Like nedenfor kuppelen, fæstet til yttersiden av gondolen, var en mægtig
lyskaster, som kunde styres derfra.

Da Sir Ralph hadde iagttat alt dette, vendte han sig til Dale og sa
rolig: «Vet De hvad, dette er det fineste arbeide jeg har set i mit liv,
og jeg skulde da ha set litt av hvert paa dette omraade ogsaa.»

«Jeg er glad, ja, vi er alle glade for at De har faat et saa fordelagtig
indtryk, Sir Ralph,» svarte Dale.

«Men nu maa De forklare mig alt om aeroplanet,» sa Sir Ralph.

Dale lo. «Det var en voldsom ordre! Men det jeg selv ikke har greie paa,
faar Kerr og Longley forklare. Et kjært arbeide for os alle. Ikke sandt,
gutter?»

«Vi har jo levet sammen med denne flyvemaskinen hele maaneden, da,» sa
Longley smilende.

«Og har nogen ret til at være stolt av et arbeide, saa har dere det,»
erklærte Sir Ralph. «Tænke sig til dette aeroplanet oppe i luften!» Han
stirret beundrende paa det. «Men fortæl nu, Dale.»

Flyveren begyndte: «Det første jeg vil fortælle, er at vi har bygget
aeroplanet helt igjennem av metal. Da det var saa stort og av en aldeles
ny type, bestemt til at gaa meget hurtig, vilde træ ikke være tjenlig.
Det vilde være upaalidelig. Saa fik vi fremstillet et særlig let metal,
og har bygget alt av det. Det er en blanding av aluminium, kobber og
flere andre metaller. Det er næsten saa let som aluminium, og er
allikevel saa sterkt som staal.»

«Det maa være et fremskridt,» mente Sir Ralph. «Istedenfor de tynde
aeroplaner av træ og staaltraad har dere solide konstruktioner av metal.
Udmerket!»

«Læg nu merke til bæreflaterne,» fortsatte Dale. «De ser at de likesom
alle andre aeroplanvinger er buet. Her efterligner vi en fuglevinge, og
opnaar saaledes at utnytte lufttrykket paa bedste maate idet vi stiger.
Paa grund av den sterke fart vi maa sætte paa, er dette med «buen» et
punkt vi har studert meget nøie. Og Longley forsikrer at vi nu har faat
den all right.»

«Hvorfor har skroget denne avspidsede form?» spurte Sir Ralph.

«Meningen er,» svarte Dale, «at faa en form som kan gaa gjennem luften
med den mindst mulige friktion. Luften gjør naturligvis motstand naar et
aeroplan farer fort gjennem den, derfor har vi søkt at utfinde en form
som byder mindst mulig motstand mot luften. Baugen er, som De ser,
temmelig rund. Hensigten hermed er, at luften av den avrundede forstevn
skal skyves hurtig til siden, der skal saa at si gjøres et hul i luften;
denne skal saa glide jevnt henover langs det sterkt avsmalnende skrog.
Enhver detalj maa jo nøie uttænkes paa forhaand naar man bygger et
aeroplan som dette. Og nu vil jeg be Longley forklare Dem det vigtigste
ved vor flyvemaskine, noget som er absolut nyt og uprøvet hittil. Jeg
mener vor opfindelse med at «reve» vingerne, saa vi kan mindske deres
omfang naar vi er i flugt, og saaledes opnaa en meget sterk fart.»




KAPITEL VI.

Beskrivelse av aeroplanet.


Longley begyndte:

«Det er ikke saa let at gjøre alt dette klart for Dem; men jeg skal da
prøve. Med et almindelig aeroplan, forstaar De, maa man overveie saavel
start og landing som flugten (gjennem luften). Sæt f. eks. at De bygger
Deres flyvemaskine med smaa bæreflater, den vil da opnaa en stor fart.
Det er alt godt og vel naar De først er oppe i luften; men det er om at
gjøre at komme dit op og at komme ned igjen. Jeg mener, hvis Deres
aeroplan er bygget som hurtigflyvende, saa kræves der ogsaa stor fart
for at det skal kunne bæres og løftes tilveirs av sine bæreflater, og
det vil uvilkaarlig ogsaa glide ned til marken med en svær fart. Dette
vil igjen i realiteten si, at flyvehastigheten mer eller mindre maa
rette sig efter den maksimalfart med hvilken man kan kjøre aeroplanet
henover marken uten fare for at det skal ødelægges eller slaa koldbøtte.
Det er temmelig vanskelig at la en flyvemaskine lande i sterk
glideflugt, hvis man ikke har en plads saa slet som et billardbord at
gaa ned paa. Og saa heldig kan man ikke altid vente at være.»

«Jeg tror jeg forstaar Dem,» sa Sir Ralph. «De har søkt at komme over
denne vanskelighet ved at bygge en flyvemaskine som kan forandre farten
under flyvningen ved at ha forskjellige hastighetsutvekslinger som paa
en automobil?»

«Netop,» svarte Longley fornøiet. «Hvad jeg hadde foresat mig, var at
faa istand et aeroplan som kunde stige ganske langsomt, og saa øke
farten ved at reducere bæreflaterne, indtil det har arbeidet sig op til
160 km. i timen. Men nu skal jeg vise Dem noget,» fortsatte han og førte
Sir Ralph rundt flyvemaskinen til de stod under en av de store utbredte
vinger.

«Læg merke til,» sa han og pekte, «at paa den ytre vingespids spreder
metalribberne sig ut fra et knutepunkt i forkant av vingen.»

«Som en vifte,» faldt Dale ind.

«Rigtig,» sa Longley, og fortsatte saa: «Som De nu ser vingen, viser den
sig i hele sin utstrækning, færdig til at løfte flyvemaskinen op i
luften. Ønsker De at gjøre vingen mindre, kan dette utføres inde i
styrehuset med et haandtak, hvormed vingens vifteformede del foldes
sammen. Som De ser, glir alle ribberne let ind til hinanden.»

«Ja, dette forstaar jeg,» svarte Sir Ralph, «men hvordan faar De gjort
dette mens flyvemaskinen er i luften?»

«Det er let at forklare. Idet man stiger op, eller naar man vil flyve
langsomt, spreder man vingerne helt ut, som De nu ser dem. Men har man
naadd en passe høide og vil sætte fart paa, kan man litt efter litt
«reve» vingerne slik som jeg har forklart. Og naar saa bæreflaterne er
mindst, har farten naadd maksimum. Forklarer jeg tydelig?»

Sir Ralph nikket.

Nu var det Dales tur til at forklare hvorledes de smale horisontale og
vertikale vinger som var fæstet til agterenden av flyvemaskinen, styrte
dens bevægelser mens den var i flugt.

«Det er meget simpelt,» sa flyveren. «Naar man vil stige eller synke,
er det bare at bevæge de horisontale vinger op eller ned. Dette har til
følge at agterdelen av flyvemaskinen svinger nedover eller opover,
hvorved lufttrykket mot bæreflaterne øker eller avtar. Og vil man styre
til siden, svinges bare de opretstaaende vinger paa samme maate som man
behandler roret paa et skib.»

«Og saa var det fremdriften,» sa Sir Ralph. «Det er et vidunder hvordan
dere faar gjort alt dette indlysende for mig, som er fuldstændig lægmand
paa dette omraade.»

«Godt,» sa Dale, «nu er vi kommet til selve motorerne; de er Kerrs
specialitet, saa nu trækker jeg mig tilbake.»

Sir Ralph lo og vendte sig til Kerr:

«Kom an, og belær mig De ogsaa.»

Kerr smilte litt forlegen, kremtet og begyndte:

«De ser, Sir Ralph, at vi har indrettet dette aeroplan til at drives av
to motorer. Jeg skal snart vise Dem disse. Vi tar kraften fra disse to
motorer og fører den ut i fire propeller. Den ene av motorerne driver de
to propeller som De kan se er fæstet paa hver side av hovedvingerne.
Og den anden driver de to andre som vi har fæstet nærmere skroget og
bakenfor vingerne.»

«Vi har ikke sat propellerne like efter hinanden, fordi lufttrykket fra
den første da vilde hindre den andens arbeide,» forklarte Longley.

Saa var det Dale igjen som forklarte Sir Ralph alt om understellet som
hele aeroplanet hvilte paa.

«Det er ikke egentlig noget særlig at bemerke ved det,» sa flyveren. «Et
aeroplan maa jo for at rulle hen over marken ha hjul, og disse maa være
gjort fjærende for at dæmpe støtet ved landingen. Vi har naturligvis
bare maattet bygge alt meget sterkere her ogsaa for vort aeroplan. Men
vi har indført noget som jeg tror er meget heldig. Under flyvningen kan
man ved at bevæge et haandtak i styrehuset løfte hele understellet op
bakover langs skroget. Meningen med det er da naturligvis at mindske
luftens tryk mot flyvemaskinen naar den er i sterk fart.»

Sir Ralph nikket forstaaende, og spurte saa om de nu kunde bese
aeroplanet indvendig. Det mente ogsaa Dale, da de nu hadde vist ham alt
væsentlig utvendig.

De gik videre bak de store vinger og kom til en stige som var gjort av
samme lette graa metal som aeroplanet. Den førte op til en liten
skyvedør i selve skroget like agtenom vingerne. De klatret op ad stigen
og kom ind i et litet lavt rum oplyst ved et skylight. Midt paa gulvet
stod et bord med smaa stoler omkring, og rundt væggene var bekvemme
løibænker. Alt var laget av det samme lette metal.

«Dette skal være vor spisestue, røkeværelse og dagligstue,» forklarte
Dale. «Det er ikke stort, men vi hadde jo ikke saa megen plads at avse.
Og dette aeroplanet vil komme til at flyve saa fort at vi aldrig behøver
at være ombord her saa længe om gangen.»

Sir Ralph satte sig ned i en av de smaa stoler og saa sig om.

«Bak os, saa at si i halen av skibet, er vore forraadskammere,» fortalte
Longley.

«Hvor har De saa bensinen og oljen til motorerne?» spurte Sir Ralph.

«I forenden av flyvemaskinen og i bunden har vi en række beholdere hvor
vi kan ha vort brændsel, og pumpe det op til motorerne eftersom det
trænges,» svarte Kerr.

«Kerr mener virkelig,» sa Dale, «at vi skal være istand til at føre med
nok bensin for en 15000 km. uten at behøve at fylde beholderne. Vi skal
jo ha et meget litet mandskap, og desuten ha maskiner som bruker et
minimum av bensin.»

Longley forklarte ogsaa Sir Ralph principperne med de smaa ventiler i
skroget, som skulde skaffe frisk luft i kahytten naar alle skyvedørene
og vinduerne var lukket.

Derefter gik turen gjennem en liten skyvedør ut i agterenden av
flyvemaskinen, hvor der var et litet rum. Der stod paa en metalfot en
liten og temmelig uanselig kanon.

«Du alverden!» ropte Sir Ralph. «Dette ser da ut til at være et
blodtørstig vaaben!»

Dale lo, men forsikret at det var en meget fiffig indretning. «Den er
konstruert specielt for aeroplaner, og sender ut en eksploderende bombe
som har en meget lang skudvidde. Platformen som kanonen staar paa, og
manden som behandler den, kan ved hjælp av nogen apparater løftes op
gjennem en lem og komme op paa skroget. Der kan kanonen svinges rundt og
skyte i alle retninger. Longley er vor kanonér, og forstaar denne lille
kanon saa godt som nogen professionist.»

«Naa ja, naturligvis,» sa Sir Ralph alvorlig, «vi kommer til at flyve
over mange slags rare land, saa det er sikkert klokt at De har tat denne
forholdsregel ogsaa.»

«Tror nok det, ja,» svarte flyveren.

De viste nu ogsaa Sir Ralph talerøret, som forbandt kanonrummet med
styrehuset foran i aeroplanet, forat de som styrte flyvemaskinen, kunde
instruere kanonéren, om det var nødvendig at skyte.

Idet de fortsatte bakover i aeroplanet, kom de gjennem endnu en skyvedør
ind i soverummet. Her saa Sir Ralph et halvt dusin hyggelige smaa senger
som var skrudd fast i gulvet. Derfra kom man ind i det sidste rum, som
var meget rummelig og bestemt som oplagssted for alt det som var
nødvendig at ha med paa en saa lang reise. Ved siden av oplagsrummet var
et litet rum for traadløs telegraf.

«Her har vi en ypperlig indretning som staar i forbindelse med den,»
forklarte Longley. Han viste frem en net liten mahogniæske. «Se paa
denne; den kan uten vanskelighet bæres i lommen, og er udmerket at ha
med, om nogen vil fjerne sig et stykke fra aeroplanet, f. eks. naar vi
gjør stans et sted. Han kan da, om det er nødvendig, kaldes tilbake ved
traadløst telegram fra kahytten her, naar han hører en summende lyd i
æsken.»

«Overmaade sindrig,» sa Sir Ralph beundrende.

Dale forklarte videre at der paa styreplatformen ogsaa var en klokke som
varskodde naar instrumentet her mottok et traadløst telegram.

«Men hvad i al verden er dette?» ropte pludselig Sir Ralph.

De andre brast i latter.

«Jeg skjønte at De vilde bli forbauset over denne,» sa flyveren. «Men
det er virkelig en liten bil. Vi har hængt den op der, men kan fire den
ned gjennem en aapning i gulvet. Vi kunde jo nemlig naar vi lander ved
en av vore stoppesteder, være noksaa langt fra nærmeste by eller
landsby. I det tilfælde tænker jeg at en slik liten bil vilde være
letvint at svippe frem og tilbake i. Ikke sandt?»

«Ja, vet dere hvad, gutter,» sa Sir Ralph, «det er da ikke den ting dere
ikke har tænkt paa! Sandelig minsandten om det er!»

Det næste som blev vist frem, var en net liten elektrisk kokeovn, som de
kunde tilberede alle sine maaltider paa. Herfra gik selskapet til
maskinrummet, som var anbragt i forenden av skroget. Her var det
naturligvis Kerr som maatte til, og han gik da ogsaa øieblikkelig igang
med at fremvise sine to motorer. Begge hadde seks cylindre, stod ved
siden av hverandre paa et metalstillas, og repræsenterte hver en styrke
paa 750 til 1000 hestekræfter. De drev aeroplanets fire propeller.

Kerr forklarte at begge motorerne sammen drev aeroplanet; men om den ene
av en eller anden grund skulde stanse eller bli ubrukelig, kunde den
anden gaa med sterkere fart, og kunde holde skibet i luften alene indtil
kameraten var blit reparert og færdig til at gaa paany.

Mellem de to motorer saa Sir Ralph at maskinistens sæte var anbragt.
Foran dette var et instrument som stod i forbindelse med styrehuset,
og ved hjælp av dette kunde flyveren signalisere sine instrukser til
ingeniøren. Endvidere var der instrumenter som viste motorernes
omdreiningstal, og som maalte oljeforbruket. Like ved motorerne stod en
liten elektrisk dynamo, som tok sin kraft fra dem og oplyste hele det
indre av aeroplanet om natten. Lyskasteren fik ogsaa en del strøm fra
den, og den forsynte radiatorerne i alle rum med varme, da det jo var
nødvendig at motarbeide kulden i de forskjellige høider.

Midt i maskinrummet var en let stige som førte op til en skyvedør,
anbragt ved siden av skylightet. Gjennem denne dør kunde man, om man
ønsket det, komme ut paa en liten indgjærdet platform bak taarnet.

Dale og Longley førte saa Sir Ralph over til den platform hvor flyveren
skulde sitte. Den var anbragt like under taarnet, saa man maatte stige
nogen trappetrin op til den. Da Sir Ralph stod paa platformen, hadde han
den frieste utsigt til alle kanter gjennem vinduerne rundt taarnet.

Dale forklarte hvorledes den som hadde ledelsen av aeroplanet, kunde
styre det under flyvningen.

«Dette lille messinghjul er akkurat som et almindelig hjul paa
kommandobroen av et skib. Naar man dreier det til den ene eller anden
kant, svinger det rorene bak i aeroplanet.»

«Og like foran manden ved hjulet,» tilføiet Longley, «er det kompas han
styrer efter. Læg ogsaa merke til en træramme like ved med et indfældt
kart over de landskaper man flyver over.»

«Storartet!» ropte Sir Ralph beundrende.

«Og her til venstre for styrehjulet,» fortsatte Dale, «ser De et par
metalhaandtak som stikker op av gulvet paa styre-platformen. Ved at
bevæge disse er det vi kan reve vingerne slik som Longley forklarte Dem,
og saaledes regulere farten. Ved hjælp av disse kan vi ogsaa hindre
aeroplanet i at gli til siden, hvis der kommer for mange vindstøt naar
det flyver langsomt. Her til høire er ogsaa to rat. Det ene styrer
høideroret og gjør at vi kan stige eller synke. Det andet er til at
trække understellet paa maskinen op eller ned.»

«Og disse to smaa hjul?» spurte Sir Ralph, og pekte paa to ganske smaa
metalhjul som stod til høire for styrehjulet.

«De styrer lyskasteren,» sa Longley.

«Ved den ene side av kartet ser De en skive,» fortsatte Dale. «Den viser
hvor høit vi er i luften. Paa den anden side er en lignende skive som
angir farten, og viser hvor mange km. i timen vi flyver. Over kartet
hænger, som De ser, et ur som viser tiden vi har brukt til de
forskjellige steder paa en lang reise.»

Sir Ralph erklærte paa ny at han aldrig i sit liv hadde set noget saa
fuldkomment i alle dele.

«Apropos, Dale, naar tror De vi kan gjøre en liten prøvetur med
aeroplanet?»

Dale svarte at det var nødvendig først at regulere motorerne ordentlig
mens aeroplanet stod i hallen, før de tok det ut til flyvning. I det
hele maatte alt arbeide endnu en gang nøie sees over. Men han mente at
de maatte kunne bli færdige til at prøveflyve om en ukes tid.

«Godt,» sa Sir Ralph. «Det skulde undre mig om de elendige
konkurrenterne vore da skulde komme os i forkjøpet.»

Dermed forlot de hallen. Sir Ralph vendte sig og sendte det vældige
aeroplan endnu et beundrende blik, før de gik ind paa Dales hyggelige
kontor. Og mens tobaksrøken indhyllet dem i sine graa skyer, diskuterte
de ivrig alle detaljer angaaende den lange reise.

Dale hadde en hel samling karter fra de forskjellige dele av verden,
hvor de steder de skulde besøke, var merket med rødt blæk. Han bøide sig
over et av karterne og sa: «Se nu her, her er med prikkede linjer
avmerket vor første flugt. Vi passerer først Kanalen over til Frankrike,
saa til Tyskland og over de Bayerske Alper. Saa ser dere flyvelinjen
gaar over Lille-Asien og den Syriske Ørken, og derpaa over den Persiske
Bugt, Onambugten og det sydøstlige Arabien. Og her, Sir Ralph, er vort
landested, Murkat.»

«Det ser svimlende langt ut naar man ser det slik paa et kart,» bemerket
Sir Ralph smilende.

«Det er ogsaa langt,» svarte Dale, «ca. 5550 km.»

Longley tok et langt drag av pipen og tok frem et andet kart, hvor han
hadde streket op deres næste flyvning.

«Vi flyver over den Arabiske Bugt, saa et slag tvers over Indien, over
den Bengalske Bugt til øen Sukara. Det er -- ja, la mig nu se -- det er
utregnet; her staar det, vel 4200 km.»

«Ved Jupiter!» satte Dale i. «Det er en temmelig flot distanse!»

De andre nikket samtykkende.

«Her er vor tredje trip,» sa Longley, som fremdeles studerte kartet. «Nu
har jeg --» hans sedvanlige sindsro syntes et øieblik at forlate ham --
«dette blir en ordentlig flyvning! 8700 km.! Fra Sukara-øen ret over de
Ostindiske Øer til Ny Guinea, og saa tvers over havet til Rigi-øerne i
det sydlige Stillehav.»

«Skal vi snakke om avstand, saa er den fjerde flyvning næsten likesaa
ilde,» sa Dale, som stod over et andet kart. «Det blir tilsammen ca.
8000 km. Den gaar fra Rigi-øerne ret over Stillehavet til San Frananco
paa kysten av Kalifornien. Men jeg ser jeg har sat et landingsmerke
omtrent halvveis over, paa Grandwich-øerne. Dette sted kan vi sætte os i
forbindelse med paa forhaand pr. telegraf, saa hvis vi behøver det, kan
vi komme ned der og ta ombord mere bensin.»

«Det lyder beroligende,» erklærte Sir Ralph og gav sig nu til selv at
studere karterne. «Se her har jeg fundet vor femte tur. Her er San
Frananco ved mundingen av Omanofloden paa den nordøstlige kyst av
Syd-Amerika. Det blir næsten 7000 km. Og saa flyver vi naturligvis
videre i det nordlige Atlanterhav for at finde vor ø der.»

«Og glem nu ikke,» tilføiet Dale leende, «at vi har en ganske pen
avstand at flyve over Atlanterhavet før vi kommer hjem igjen, efterat vi
er færdige med vore forretninger.»

«Ja, det har De nok ret i,» sa Sir Ralph. «La os nu se hvad alt dette
blir med hjemreisen. Det blir over 40000 km.! En flyvning paa over 40000
km. -- hører De det, Dale? Men kan virkelig et aeroplan gjøre saa lang
reise som dette uten at være nede mellem landingsstederne?»

«Det nytter det ikke at spørre mig om,» svarte Dale. «Jeg flyver saa
længe som skibet vil gaa. Men det er vor ven Kerrs motorer som staar for
det hele.»

Kerr smilte fornøiet og rullet sig en ny cigaret.

«Hvad motorerne angaar, saa kan De stole paa dem. Om den ene skulde gaa
istykker, vil den anden holde det gaaende til den første blir reparert.
Det er praktisk talt umulig at de begge skulde bli ubrukelige paa én
gang. De forstaar, jeg vil hele tiden holde øie med dem.»

«Jeg holder med Kerr,» sa Dale. «Jeg tror ikke vi behøver være bekymret
for hans motorer.»

«Saa har vi spørsmaalet om at ta ind brændsel paa veien,» sa Longley.

Dale mente ogsaa at det var et meget vigtig spørsmaal, som nok trængte
at diskuteres.

Dale foreslog at de bedst kunde ordne dette spørsmaal ved paa forhaand
at ha telegrafert til forskjellige steder. Og han nævnte ogsaa de steder
hvor han trodde det var fordelagtigst at faa arrangert dette.

Alle bifaldt hans forslag. Longley mente at de maatte ordne depoter for
olje slik at de aldrig behøvde at flyve mere end 16000 km. før de fik
fyldt sine beholdere.

Kerr forsikret at aeroplanet kunde bære saameget olje om gangen, da de
ellers hadde let ballast. Det var jo egentlig bygget til at bære tolv
passagerer.

«Men jeg har ogsaa tænkt paa noget andet,» sa Sir Ralph. «Vil Schultz og
hans bande være istand til at indrette sig paa en lignende maate med
hensyn til bensin til motorerne?»

«Det er jeg bange for de kan,» svarte Dale. «Dette er netop noget de kan
lære av de stjaalne utkast.»

Longley spurte om ikke de andre mente de burde undersøke litt om hvad
banden hadde fore.

«Det har jeg virkelig tænkt paa,» svarte Sir Ralph. «Jeg har en agent i
Paris som gjør undersøkelser, hovedsagelig hos aeroplanbyggere. Men det
har ikke ledet til noget. Politiet er naturligvis ogsaa efter vor
foregivne tjener; men de er heller ikke kommet nogen vei.»

«Det værste er,» bemerket Dale, «at der er saa mange steder rundt om i
Frankrike hvor der bygges aeroplaner, og hvor arbeidet med at sætte det
sammen kan gjøres i al stilhet.»

«Og saa et sidste spørsmaal,» sa Sir Ralph; «hvor lang tid tror dere at
denne vor lille luftreise rundt jorden vil ta?»

«Det er vanskelig at besvare,» sa Dale. «Men én ting er sikkert: der er
ingen grund til at tro at vi ikke gjennemsnitlig skulde kunne flyve 160
km. i timen paa alle vore turer. Vi vil jo hele tiden holde os høit oppe
hvor vinden er roligst.»

Longley sat en stund beskjæftiget med blyant og papir, og sa saa: «Jeg
skjønner virkelig ikke andet end at vi maatte kunne gjøre det hele,
opholdene ved stoppestederne iberegnet, paa, la mig si en 16-17 dage.»

«Saa sandt jeg lever, dere tar pusten fra mig, gutter!» erklærte Sir
Ralph. «16-17 dage! Ja, kan vi gjøre turen paa den tid, saa skal vi
sætte en rekord som de røverne skal finde det temmelig vanskelig at
slaa. 16-17 dage! Det skal noget til for bare at fatte en slik tanke!»




KAPITEL VII.

Den første flugt.


Hele den følgende uke tilbragte Dale, Longley og Kerr det meste av sin
tid i den store hal hvor flyvemaskinen stod. Time efter time prøvde Kerr
motorerne, og lyttet til hver lyd som kunde tænkes at bety at noget slog
feil og ikke var i orden. Han var ustanselig over og under dem naar de
var igang, utrættelig i at forvisse sig om at alt var som det skulde.

Longley og Dale undersøkte likesaa ivrig alt paa sit omraade. Men
endelig kom dagen, den 26de juli, da alt var istand til en
prøveflyvning. Dale gik til telefonen og ringte op Sir Ralph:

«Nu er det ikke andet igjen at gjøre end at faa aeroplanet ut av hallen
og gjøre en tur med det. Vil De komme over til os med det samme?»

«Jeg flyver som en fugl,» svarte Sir Ralph og lo muntert. «Og slikt et
veir til at flyve i!» tilføiet han.

Det var ogsaa en herlig sommermorgen; og da den svære flyvemaskine blev
trillet ut og stod ute, skinnende ny og fin i solskinnet med de store
vinger utspredt, var det virkelig et imponerende syn.

Sir Ralph kom med en viss fart i en av sine smaa, lette biler, og blev
et øieblik staaende stille i stum beundring.

Han fortalte dem at han om morgenen hadde hørt fra sin agent i Paris.
Og han berettet at for nogen uker siden var et stort parti av en let
metalblanding som bare bruktes til aeroplaner, bestilt hos et firma i
Paris. Men hvem som hadde kjøpt det, eller hvem det var sendt til,
visste man ikke. «Jeg skulde tro,» sa Sir Ralph, «og gjør ikke De ogsaa
det, Dale, at denne ordre viser at Schultz og hans bande bygger et
aeroplan?»

Baade Dale og Longley var enige i at det saa slik ut.

«Og saa har jeg et forslag at gjøre,» sa Sir Ralph. «Hvis ingen av dere
har noget imot det, saa vilde jeg gjerne at vor prøvetur idag skulde gaa
til Sandholme og tilbake. Det er et litet sted en 300 km. herfra, hvor
mine to gutter gaar paa skole. Idag slutter de netop skolen til
sommerferierne, og jeg synes det vilde være fornøielig at komme og hente
dem hjem med flyvemaskinen. Hvad sier De, Dale?»

Dale lo og mente det var et morsomt paafund. For gutterne maatte det jo
bli deres livs stolteste oplevelse, og saa fik de anledning til at prøve
aeroplanet paa en passelig lang tur.

Saa blev alt ordnet. Sir Ralph sendte bestyreren paa skolen et telegram
og meldte deres ankomst.

Mens mekanikerne fyldte bensin i beholderne, indtok herrerne en munter
liten frokost paa Dales kontor, og gik saa over igjen til flyvemaskinen
som stod færdig til sin prøveflugt. Alle klatret saa op over stigen og
ind i aeroplanet. Kerr trak stigen op og lukket døren.

Dale løp op paa styre-platformen, og Kerr indtok sin plads mellem begge
motorerne.

«Færdig?» spurte Dale.

«All right,» svarte Kerr.

«Godt, saa starter vi,» sa Dale.

Kerr sluttet tændingen paa motorerne, som straks begyndte med sagte
fart. Der var ingen rasling eller støi, bare en mægtig, summende lyd.

«At motorerne gaar saa rolige ogsaa!» ropte Sir Ralph. «Jeg trodde de
skulde gjøre en pokkers støi.»

«Kerr har faat dem til at tie,» svarte Dale. «Dette er noget andet end
de støiende motorer som bruktes i de første aeroplaner. De var til at
bli gal over.»

Efter et signal fra Dale satte Kerr mere kraft paa motorerne, og fik
derved ogsaa propellerne igang. Sir Ralph saa ut gjennem taarnvinduerne
og fik se de fire propeller begynde at gaa rundt.

Dale saa paa klokken. Den var akkurat halv tre. Saa flyttet han
haandtaket paa den lille maskintelegraf som var fæstet ved siden av
styrehjulet. En liten klokke ringte, og Kerr saa den røde viser paa
skiven foran sig svinge rundt, indtil den viste paa fuld fart forover.

Øieblikkelig aapnet han tilførselsventilerne paa de store motorer, og
deres summen gik over til en høiere, mere intens lyd. Litt efter litt
lot han saa al kraften fra motorerne gaa over i propellerne.

Sir Ralph, som hele tiden stod og saa ut, kunde nu ikke længer skjelne
propellerne, saa hurtig gik de, og paa samme tid følte han at hele
flyvemaskinen begyndte at bevæge sig fremover. Fabrikbygningen, som han
netop hadde set, forsvandt pludselig, og jorden under dem syntes at løpe
imot dem. Men der var ingen støting eller rysting; det vældige aeroplan
gik aldeles støtt.

Dale saa, ved at regulere det instrument som viste farten, at den nu var
sterk nok til at de store vinger kunde løfte dem opover. Han bevæget
rattet for høideroret.

Sir Ralph følte platformen under sig komme litt paaskjæve; det var det
hele. Men da han nu saa ned, syntes han jorden langsomt sank under dem.
Der var ingen slags voldsom bevægelse. Han hadde bare følelsen av at de
hang aldeles stille i luften, mens en ukjendt magt tvang jorden til at
falde ned under dem. En høist eiendommelig fornemmelse.

«Den kom fint ivei, ikke sandt?» hørte han flyveren si. «Vi har hele
vingeflaterne ute nu, som De vet. Den stiger langsomt, ikke stort mere
end en 45 km. i timen. Jeg vil la den stige en stund endnu, og saa
svinge den i den retning vi skal gaa.»

Han hadde et kart foran sig, hvor en rød linje viste retningen mot
Sandholme.

De steg hurtig nu. Under sig saa de utstrakt hele Langley-sletten med
veien som et hvitt baand gjennem den.

Dale saa igjen paa en av skiverne. «Tusen fot er høiden nu, saa nu
snur vi.»

Han dreiet det lille messinghjul rundt. Sir Ralph følte en svak rysting,
og saa av jordens bevægelse under dem at de hadde begyndt at svinge
rundt. Langt borte kom en skog tilsyne, og det glitret i et vand som laa
der som et litet speil. Og idet de i en halvcirkel svinget rundt, fik
Sir Ralph et glimt av taket og piperne paa aeroplanfabrikken, og nu like
ret foran dem, ragende op over alle de andre bygninger, den store
maskinhal.

«Den lystrer roret fint, ikke sandt?» spurte Dale igjen.

«Min kjære ven, jeg har ikke ord for at uttrykke mine følelser,» svarte
Sir Ralph.

Dale lo fornøiet, idet han stadig saa paa kompasset, derfra paa kartet,
og saa paa kompasset igjen, mens han dreiet styrehjulet frem og tilbake.

Tilsidst sa han: «Nu har vi retningen, like paa.»

Fabrikken blev borte under dem, og de saa hvor Langley-sletten endte i
tyk skog med fjeld bakom. Sir Ralph følte heller ikke at aeroplanet
bevæget sig fremover; det var fremdeles som om de hang i rummet, mens
jorden ganske langsomt, næsten umerkelig, bevæget sig under dem.

Dale dreiet et av rattene. «Nu trak jeg op understellet,» forklarte han.
«Vi maa nemlig snart ha litt sterkere fart endda. Letvint maate at komme
avsted paa, ikke sandt?» spurte han.

«Fredelig, det er ordet som uttrykker hvad jeg føler,» svarte Sir Ralph.
«Vi hænger her, ikke fæstet til nogen ting. Alt andet bevæger sig og
foretar sig noget, alle undtagen vi. En pudsig forestilling!»

«Og allikevel gaar vi med en fart av 60-70 km. i timen,» svarte Dale.
«Men det er fordi aeroplanet er saa høit oppe fra jorden, at De ikke
føler hvor hurtig den farer.»

Nu kom ogsaa Longley slentrende likesom tilfældig op paa platformen,
og saa ut som om han gik omkring og ruslet paa kontoret hjemme.

«Jeg har netop tat mig en tur rundt og set over alt,» fortalte han Dale.
«Jeg hadde ventet mig meget av flyvemaskinen vor; men dette forbauser
mig, saa udmerket som alt gaar. Jeg synes den burde faa endda litt
sterkere fart.»

Dale dreiet igjen litt paa et rat. Sir Ralph følte at aeroplanet rystet
let. Det var det eneste som viste at farten var blit sterkere.

Longley smilte tilfreds og stoppet sig en pipe.

«Jeg tror jeg vilde slippe den avsted endda litt fortere,» sa han igjen,
idet han strøk fyrstikken av.

Dale dreiet igjen paa hjulet, mens Longley blaaste sine røkskyer ut og
stod sammen med Sir Ralph og saa ut av taarnvinduerne.

«Hvad er dette?» spurte Dale. Der var kommet en ny lyd sammen med
motorernes summen, en slags søvnig fossedur, foraarsaget ved vindens
voldsomme fart mot vingerne og skroget.

«Nu faar det være nok,» mente Longley. Dale saa paa viseren som angav
farten, og ropte: «Ved Jupiter! nu har vi næsten 150 km. i timen!»

Dale saa ogsaa paa høidemaaleren. «To tusen fot, og vi stiger fremdeles
litt.»

Panoramaet under dem tok sig storartet ut. Det var som et vældig,
ophøiet kart, hvor skogene stod i klumper og lignet smaa grupper av
leketøistrær, mens en jernbanelinje som en tynd, glinsende metaltraad
gik gjennem landskapet mil efter mil.

«Prægtig veiviser for en flyver det der!» utbrøt Sir Ralph.

«Ja, De kan saa si,» svarte Longley.

«At vi gaar saa rolig,» sa Sir Ralph. «Jeg hadde trodd at vi maatte
rulle en smule. Men ikke spor av det heller. Støtt som hjemme i stuen
vor gaar vi.»

Longley smilte. «Jeg hadde ventet at denne flyvemaskinen skulde ha god
balance; men jeg tilstaar at den har overrasket mig.»

Sir Ralph nikket og forsikret at det var som at gaa paa dækket av en av
de store dampere.

«Nu har vi naadd fem tusen fot,» meldte Dale.

De andre nikket uten at vende sig om. De saa nu tydelig at de var
steget. Alt nede paa jorden var blit saa smaat. De store bygninger var
som prikker her og der i landskapet. En fin røk hang over en liten by
litt tilhøire for dem. Den saa fjern og ubetydelig ut.

«Jorden er liten allikevel,» sa Sir Ralph smilende, «idetmindste naar vi
ser den fra slik en høide.»

«Seks tusen fot,» ropte Dale. Sir Ralph saa ned og fik øie paa en fin
taake som svævet som et slør mellem dem og jorden. Det syntes at vokse
og brede sig utover. I et øieblik hadde det slettet jorden aldeles ut.
De fløt som paa en stor sjø i rummet.

«Skyer,» sa Longley kort. «Vi holder paa at stige over dem nu, forstaar
De.» Derpaa vendte han sig til Dale: «Jeg tænker vi holder os her i
denne høiden nu.»

De kunde endnu ha øket farten, da vingerne kunde «reves» litt mer, men
Longley mente det ikke var værdt paa den første prøvetur at drive den
til det yderste, ialfald ikke før paa tilbaketuren. Han foreslog at de
nu skulde slaa sig ned inde i kahytten en stund og gjøre sig det makelig
der. Sir Ralph satte sig ved bordet i en av de smaa stoler, Longley
strakte sig makelig paa en av løibænkene.

Det lille rum var meget koselig. De følte saa godt som ingen rysten,
og det eneste de hørte, var motorernes summen og vindens susen forbi
aeroplanet.

«Herlig!» erklærte Sir Ralph. «Tænke sig at vi er 6000 fot oppe og
styrter gjennem luften med en fart av 150 km. i timen! Og her sitter
vi likesaa komfortabelt som naar vi tar os en røk efter lunch
paa Girdlestone Hall, eller som i røkeværelset paa en stor
atlanterhavsfarer.»

«Det er vidunderlig. Selvfølgelig,» svarte Longley. «Men vi
professionister begynder at se paa alt dette som noget helt naturlig og
virkelig. Vi vet at luften vil bli fremtidens slagne landevei, saa vi
sætter os ikke ned og falder i beundring over det mer. Det er jo altid
saa med dem som sitter midt oppe i en bevægelse; de har vanskelig for at
se det maleriske ved den.»

«Det forstaar jeg nok,» sa Sir Ralph. «Men denne flyvemaskinen, og slik
som den flyver, er noget saa vidunderlig, at jeg har meget vanskelig for
at uttrykke hvad jeg føler.»

Longley nikket forstaaelsesfuldt. De sat en liten stund tause og røkte.
Saa sprang Sir Ralph op: «Det var en idé! At jeg ikke har tænkt paa det
før!»

«Naada?»

«Jo, hvorfor kan jeg ikke ta begge gutterne mine med mig istedenfor at
la dem bli hjemme i ferierne?»

Longley mente det nok kunde være en morsom plan; men de maatte jo huske
paa Schultz og hans komplot, som nok ikke vilde vike tilbake for noget,
naar det gjaldt at vinde paa dem. Saa de burde vel være litt forsigtige.
Det var jo en risiko ved at ta gutterne med.

Det var det nok, mente Sir Ralph ogsaa. «Men jeg tror ikke vi behøver
tænke saa meget paa den. Deres far har utsat sit liv for fare rundt om i
verden, og de har desuten begge bestemt sig til at bli soldater. Jeg har
nok ogsaa tænkt paa at vi vil komme ut for litt av hvert fra professor
Schultz og hans kamerater. Men saadan en reise vilde jo være umaadelig
opdragende for gutterne, ikke sandt, Longley?»

«Naturligvis; men la os drøfte saken med Dale.»

De gik øieblikkelig til ham, og da han hadde hørt hvad det gjaldt, sa
han at han syntes det var en storartet anledning, som gutterne ikke
burde la gaa fra sig. «Ta dem med! Naturligvis er der risiko ved det,
men jeg haaber da vi skal kunne passe paa dem. Og om de to gutterne blir
med, vil det ikke gjøre stor forskjel i tyngden. En ypperlig plan synes
jeg det er!»

«Det glæder mig uhyre at De ser det slik,» svarte Sir Ralph. Og dermed
var det bestemt at gutterne skulde være med. «Men det skal være en
hemmelighet,» sa han, «jeg vil la de smaa slyngler faa denne store
overraskelse i aller sidste øieblik.»

Dale saa paa klokken. «Klokken er fire. Da maa vi være temmelig nær vort
bestemmelsessted. Si mig, Sir Ralph, De vet vel om der er noget i
nærheten av skolen som vi kan bruke som landemerke?»

«Skolen selv er en stor, hvit bygning med et taarn i midten, og ligger
for sig selv i en park. Saa den skal jeg nok kunne kjende igjen.»

«Det er udmerket,» svarte Dale. «Har De noget imot at holde utkik
gjennem taarnvinduerne? Vi flyver fremdeles over nogen skyer, men jeg
vil snart dale litt.»

Sir Ralph stillet sig ved vinduet og stirret ut.

«Apropos,» sa Dale, «mon der er et sted i nærheten av skolen hvor det
gaar an at lande?»

«Like foran hovedbygningen er der en stor, aapen græsslette,» svarte Sir
Ralph, «netop hvad De behøver, skulde jeg tro?»

«Udmerket! Vi burde kunne komme fint ned der.»

Dale begyndte nu at styre aeroplanet litt nedover og at flyve nærmere
jorden, samtidig som han signaliserte til Kerr om at sagtne farten. Han
forklarte Sir Ralph hvorledes det var mulig med en slik flyvemaskine at
holde ret kurs i luften ved hjælp av kart og kompas. Krydsende nedover
gled aeroplanet tilsyneladende let og uten anstrengelse. Dale gav agt
paa høidemaaleren, og Sir Ralph saa hele tiden ut gjennem vinduet.
Pludselig ropte han at han kunde se jorden tydelig.

«Vi er bare 3500 fot nu,» sa Dale, «jeg tænker --»

Sir Ralph avbrøt ham: «Ret foran os! Sandelig er vi ret foran skolen.
Aldeles sikkert!»

Dale bad Longley ta styrehjulet et øieblik, og gik bort til vinduet hvor
Sir Ralph stod.

Like foran dem, men endnu langt borte, laa en liten hvit firkant
indfattet i grønt.




KAPITEL VIII.

Ved Sandholme skole.


«Det der er skolen, den lille firkantede flekken,» sa Sir Ralph. Han og
Dale stod og saa ut av vinduet. «Til høire for den, over trærne, er
landsbyen og kirken. Jeg kjender mig godt igjen.»

«La os se paa klokken,» sa Dale og vendte sig om. «Ved Jupiter! vi skal
være nede bare nogen faa minutter over de to timer. Det er ikke daarlig.
Tre hundrede km. paa vel to timer.»

«Ypperlig!» erklærte Sir Ralph. «Jeg synes dere kan være stolte av at ha
styrt aldeles rigtig bare ved hjælp av kart og kompas. Og Kerr med
motorerne sine -- han burde nu ogsaa ha sin blomsterbuket.»

Dale og Longley lo, men Kerr som fremdeles var beskjæftiget med sit,
hadde ikke hørt bemerkningen.

Dale tok nu hjulet fra Longley. «Jeg maa slaa vingerne ut igjen,»
forklarte han. «De maa ha betydelig mere omfang naar vi skal lande.»

«Nu er vi gaat ned til 80-90 km. i timen,» meldte Longley, som hadde
holdt øie med hurtighetsmaaleren.

De saa nu tydelig skolebygningen inde i den statelige park. «70 km.
i timen,» lød det fra Longley.

Dale dreiet hjulet til venstre og forberedte sig til nedstigningen.

«Der er sletten jeg talte om,» sa Sir Ralph til Dale. «Det er en stor,
aapen slette.»

«Ja, den vil passe udmerket. Vi vil faa plads til at lande midt imot
hovedbygningen. Umulig at faa det heldigere.»

Med endnu en dreining av hjulet svinget aeroplanet rundt, saa façaden av
huset laa ret imot dem, og neppe 1000 fot nedenfor dem. Saa
signalisertes der til Kerr: «Slaa begge motorerne av.»

Det blev en underlig stilhet da motorerne pludselig tidde stille.
Samtidig dukket forenden kjendelig nedover, idet Dale opererte med
høideroret. Longley og Sir Ralph stod nu begge ved en av sidevinduerne
for ikke at skygge for Dale i det kritiske øieblik under landingen.

Takene paa skolebygningerne var ret under føtterne paa dem.

«Se,» hvisket Sir Ralph for ikke at forstyrre Dale; «bestyreren har
sikkert faat mit telegram, siden han har faat alle gutterne ut paa
terrassen for at vente paa os. Og alle lærerne ogsaa!»

Med sikre, nydelige bevægelser førte Dale aeroplanet ned mot jorden, og
slog samtidig over det haandtak som førte «skiene» ned i stilling. De
andre hadde bare en fornemmelse av at synke bløtt nedover mot marken.

Nu var de bare 100 fot fra jorden; nu ikke mere end 50. Aldeles støtt
gled de i spiraler nedover.

I det samme hjulene under skiene rørte jorden, rullet aeroplanet let
fremover et litet stykke, og stod saa stille paa græsplænen bare nogen
faa meter fra gutterne som stod opstillet, stumme av forbauselse.

«Bravo!» ropte Sir Ralph og grep Dales haand. «Den landingen var
finfin.»

«Ikke saa værst,» svarte flyveren. «Men efter denne tørn maa jeg ha mig
en cigaret.»

Nu kom ogsaa Kerr frem og fik sine fortjente komplimenter. Han la
ansigtet i sine mest smilende rynker, og forlangte ogsaa sin cigaret.
«Disse motorerne vil vi ikke faa stort bryderi med,» sa han rolig; «de
vil gi os al den kraft vi behøver.»

«Hvem vil saa gaa iland?» spurte Dale leende.

«Se bare ut,» ropte Sir Ralph, «hele flyvemaskinen er beleiret av en
bande med gutter.»

«La os bare komme ut,» mente Longley, «ellers styrter de ind til os.»

Han aapnet døren og satte stigen ut. Ikke før kom døren op, før der
hørtes et Babel av guttestemmer. De skrek og hujet og ropte hurra.

«De maa først ut, Sir Ralph,» sa Longley.

«Ja ja, jeg skjønner jeg er utset til offeret,» sa han leende.

I det samme han satte foten paa stigen, lød der et øredøvende: «Hurra
for Sir Ralph Girdlestone!»

Sir Ralph stod smilende paa stigen og viftet med hatten. Saa gik han ned
av stigen, fulgt av de tre andre. Hurrarop paany. Disse steg da de fik
øie paa Dale, som gutterne kjendte fra billeder i aviserne.

Idet de kom ned, trængte to gutter sig ivrig frem i trængselen. «Hallo,
far!» ropte den ene, en slank gut med Sir Ralphs graa øine. Like efter
ham kom en mindre gut med briller, litt blek og forlæst at se paa, men
med et meget intelligent ansigt.

«Sandelig min hat!» fik den ældste støtt frem. «Make til aeroplan!»

Sir Ralph forestillet dem leende for de andre: «Dette er altsaa mine to
gutter. Jack, 16 aar gammel, lever bare for lek og sport. Ikke sandt,
din slyngel? Og her er Tony, 14 aar gammel. Han er slik en læsehest,
at han alt vet mere end sin far.»

Nu kom bestyreren frem og hilste paa Sir Ralph, og blev præsentert for
de andre, mens han lykønsket dem alle med den storartede flyvning.
De blev invitert til te i den store spisesal, hvor de passiarte med
bestyreren og ivrig diskuterte flyvningens fremtid. Sir Ralph spøkte med
gutterne sine. De blev ogsaa snart venner med den godmodige Kerr, som
svarte saa fort han kunde paa alle deres mange spørsmaal.

Naturligvis var Jack og Tony dagens misundte hovedpersoner blandt
skolegutterne. Rygtet om at de skulde faa flyve med tilbake til
Langley-sletten, var alt sivet ut.

Efter teen delte Dale, Longley og Kerr skolegutterne mellem sig i
partier og tok dem med op i aeroplanet, hvor de viste og forklarte dem
alting. Sir Ralph var blit igjen inde for at hjælpe sine gutter med
forberedelser til reisen. Nu viste de sig paa terrassen alle tre, og et
par bud gik efter dem med deres bagage.

Skolegutterne lo og ropte hurra da de saa dem komme imot aeroplanet.

«Reise hjem i ferierne i et aeroplan med bagage og alt! Er ikke det
storartet, saa vet jeg ikke,» ropte Jack Girdlestone, idet han blev
omringet av en flok kamerater som vilde si farvel.

«Ja, er du noget til mand, Jack, saa faar du Dale til at flyve den
flyvemaskinen over til os igjen i næste semester og ta en tur med os
allesammen,» sa en av dem.

«Intet mindre end en serie med luftreiser,» bemerket Sir Ralph. «Jeg
skal selvfølgelig forebringe saken for Dale. Men kom nu, din slyngel,»
sa han til Jack og grep ham i armen.

Gutterne trængte sig rundt om aeroplanet for at se avreisen, og sendte
ut en ny lattersalve da de saa tjenerne klatre værdig opover stigen med
bagagen som de satte indenfor døren.

Saa kom avskeden. «Alle mand ombord!» ropte Sir Ralph spøkende. Alle gik
op over stigen, og Kerr som gik sidst, lukket skyvedøren igjen.

De to gutter løp frem og saa ut gjennem vinduerne. Derfra kunde de se
kameraterne nede paa marken, og fik anledning til nok en avskedshilsen
med vifting og vinking.

Imidlertid hadde Dale og Kerr indtat sine pladser. Og mens Jack og Tony
fremdeles stod og stirret ut gjennem vinduerne, blev pludselig gutterne,
lærerne og terrassen borte for dem. De vendte sig om i største
forbauselse og fik se Dale staa ved styrehjulet og le til dem.

«Sandelig min hat!» gispet Jack; «vi har startet, har vi ikke, hr.
Dale?»

Gutterne fór tilbake til vinduerne igjen, og saa jorden bli trukket
langsomt bort under dem. Jack ropte igjen: «Vi flyver! Vi er oppe i
luften!»

Gutterne rendte om for at se paa alt og faa forklaring paa alt mulig.
Litt efter litt saa de skolen som en lang, hvit leketøisbygning, og
menneskene som smaa figurer spredt omkring den.

«Hvor toskete folk ser ut naar man ser dem fra en slik høide,» erklærte
Jack overlegent.

«De ser ut som smaa svarte pinder med en liten klat hvit maling i
toppen,» sa Tony.

Dale maatte le. «Ja, den lille hvite klatten, det er ansigterne deres
naar de staar og stirrer op paa os.»

Aeroplanet steg og steg. Da viseren stod paa 7500 fot, blev et slør av
lette, uldne skyer trukket mellem aeroplanet og jorden. De fór avsted i
det aapne rum.

Longley var ogsaa nu meget interessert i hvor sterkt de kunde øke
farten. «Nu har vi viseren paa 160 km.,» meldte han. «Jeg vilde gi den
endda et litet puf, og saa stoppe, Dale.»

Flyveren nikket samtykkende. «Nu har vi naadd 180 i timen!» Longley
maatte rope for at overdøve larmen, og tilføiet saa til Sir Ralph: «Den
_kan_ endda litt til; men vi vil ikke drive den længer den første dag.»

Litt senere foreslog Dale at sagtne farten litt igjen. «Tilbake til 150
i timen. Det kan være nok for resten av turen.» Han øket igjen
vingeomfanget; det voldsomme tryk av luften mot skroget blev svakere,
og vindens tuten døde litt efter litt bort.

Det begyndte nu at bli tusmørkt, saa Kerr hadde skrudd paa lys i den
elektriske lampe som hang mellem begge motorerne. Paa styreplatformen
blev ogsaa en lampe tændt og kastet et klart lys over kompasset og
kartet.

«Nu har vi fløiet i halvanden time,» meldte Dale. «Jeg tror jeg vil dale
litt nu; det kan ikke være længe før vi har Langley-sletten isigte.»

«Men vil De kunne se at lande?» spurte Tony. «Det vil være mørkt om en
halv time.»

«Vi vil faa lys som kan lede os under selve nedstigningen,» svarte Dale.
«Der er en lyskaster paa fabriktaket; jeg har latt den sætte op der til
flyvesignal.»

Aeroplanet sank nu temmelig hurtig. Da de var henimot 3000 fot fra
jorden, kaldte Longley gutterne over til et av sidevinduerne. De saa i
den retning han pekte, og fik i det fjerne, dypt nede, øie paa en
samling av smaa, blinkende lys, som sendte en fin, hvit dis op i luften.

«Fromesgate -- jeg saa det netop paa kartet. Og det ligger ikke mere end
45 km. fra vor slette. Vi skal snart være der nu,» tilføiet Longley.

«Du har ret, Longley. Vi gaar like paa stedet,» ropte Dale straks efter.

Gutterne skyndte sig over til det forreste vindu hvor Sir Ralph stod.
Midt for aeroplanet, men tilsyneladende endnu langt borte, pekte en tynd
stang med et klart, hvitt lys op i luften. Det var lyskasteren paa
fabriktaket.

«Staa rolige her hos mig nu,» sa Sir Ralph til gutterne. «Dale og
Longley vil ha sin fulde hyre med at faa aeroplanet ned i mørke.»

Farten sagtnet. Pludselig saa de lyskasteren forandre plads og bevæge
sig til høire for dem. Sir Ralph forklarte at Dale styrte til venstre
for at kunne gjøre en halvcirkel og lande paa den aapne slette bak
fabrikken.

Lyskasteren straalte klarere og klarere. Aeroplanet styrte nu ret imot
fabrikken. Pludselig fik Tony øie paa en liten klar, rød flamme i
nærheten av lyskasteren, men længer nede. «Hvad er det?» spurte han
hviskende.

«Et baal,» svarte Sir Ralph. «Longley nævnte at arbeiderne i fabrikken
vilde tænde et baal midt paa landingspladsen. Dette vil være en god
hjælp for Dale, saa hjulene paa understellet kommer paa jorden uten at
støte. Hvis det var belgmørkt nede paa marken, vilde det være omtrent
umulig at vite akkurat hvor den var.»

Nu lød telegrafklokken, og øieblikkelig stanset motorerne. Ned gjennem
mørket, og i absolut stilhet gled aeroplanet som en vældig natfugl.

«Det er som at synke paa et skib ned gjennem en dyp, sort sjø med det
baalet dernede paa bunden,» syntes Jack.

Dale og Longley steg ned fra styreplatformen.

«En flot landing, dette ogsaa,» erklærte den sidste.




KAPITEL IX.

En start i den ellevte time.


Efterat selskapet var kommet ut av aeroplanet, var det at trille det
forsigtig ind i maskinhallen, et arbeide som de maatte ha mange til at
hjælpe sig med. Saa spaserte de tre herrer over igjen til Sir Ralph og
gutterne, som hadde staat og betragtet denne akt med den største
interesse.

«Hør nu her, mine venner,» ropte Sir Ralph, «nu vil vi ha os en bedre
middag ovenpaa denne anstrengende tur. Dere har uten videre at bile over
til Girdlestone Hall med mig -- vil ikke høre noget som ligner en
indvending. Vi skal ha os en lystig aften, og jeg vil være vert. Dermed
basta.»

Og dermed blev det. Der blev telefonert til Girdlestone med ordre om
middagen, og nogen minutter efter sat Sir Ralph og gutterne i en bil,
mens de tre andre fulgte efter i en anden.

Turen til Girdlestone Hall tok ikke lang tid, men Jack undlot ikke at
bemerke, at det gik ikke videre fort i forhold til flyvningen.
Festmiddagen var aldeles improvisert, men just derfor saa meget
morsommere, syntes gutterne. Sir Ralph holdt rigtignok en tale, men den
var prisværdig kort og fuld av vitser, især var der mange spøkefulde
hentydninger til Kerr og hans elskede motorer. Saa foreslog ogsaa Sir
Ralph at de skulde drikke en skaal for held og lykke paa deres
verdensomflyvning. Og den blev drukket med begeistring.

Men saa kom middagens clou. Saa uventet at det rent tok pusten fra dem,
kom nyheten over gutterne.

De blev komplet stumme en forholdsvis lang stund, da deres far pludselig
fortalte dem at de skulde faa være med paa turen. Men saa sprat Jack op
og satte i et hurra, som ingen av hans skolekamerater vilde hat noget at
si paa. Mens Tony var saa betat at han ikke kunde foreta sig noget andet
end gaa alvorlig rundt det store bord og ta sin far i haanden.

«Men hør her, smaa slyngler, dere skal værsaagod gjøre nytte for dere,
endda det er ferier,» sa Sir Ralph. I det samme kom en tjener ind med et
telegram paa et bret.

«Telegram fra utlandet. En gut kom cyklende over med det fra landsbyen,
endda telegrafkontoret var lukket,» forklarte tjeneren.

Der faldt en forventningsfuld taushet over det lille selskap. Sir Ralph
vendte sig til Dale, som sat nærmest. «Meget vigtig efterretning. Min
agent i Paris -- som er aldeles paalidelig -- telegraferer: Stort
monoplan med usedvanlig fart bemerket i nærheten av Paris imorges.
Taake. Intet mer hørt. Fløi i sydøstlig retning.»

«De har ret, dette _er_ vigtig,» var Dale enig i. «Deres ven Schultz og
hans hjælpere har øiensynlig været særdeles flittige. Jeg er sikker paa
det er aeroplanet som de har bygget efter vore tegninger. Mot sydøst.
Det vil si de er alt paa vei til Murkat for at finde den første
«nøkkel».»

«Det vil ogsaa si,» sa Longley rolig, «at vi maa være avsted saa fort
dagen gryr imorgen.»

«Ved Jupiter!» sa Dale. «Men vi skal kunne gjøre det ogsaa, det vet vi
fra vor flyvning idag.»

«Vor stilling forekommer mig at være slik,» sa Sir Ralph, «at selv om
disse kjeltringerne er istand til at være foran os saa længe til de faar
opsnappet to, eller endog tre av «nøklerne», saa maa vi allikevel kunne
naa dem igjen før de er ved selve øen. Og det er pointet, ikke sandt,
gutter?»

Longley nikket.

Sir Ralph fortsatte: «Og selv om de som har «nøklerne», har overlatt sin
hemmelighet til disse fyrene før vi naar de forskjellige stoppesteder,
saa blir de nødt til ogsaa at gi os dem, naar de hører at vi har baade
det rigtige stikord og ringen.»

Dale mente ogsaa, at dersom de bare kunde naa de andre igjen paa den
sidste flyvning, saa vilde alt klare sig. Han tvilte ogsaa paa at de
andre hadde faat tid til at skaffe sig en saa kraftig kanon som de
hadde. Skulde det komme til et alvorlig sammenstøt, vilde dette være et
vigtig punkt til deres fordel. «Vi kan flyve hurtigere, og vi er bedre
væbnet atpaa kjøpet,» sluttet han.

Imidlertid hadde Longley gjort sine beregninger paa baksiden av en
konvolut, og kommet til det resultat, at om de startet næste morgen,
skulde de være ved første stoppested, altsaa Murkat, allerede dagen
efter de andre, og saa litt efter litt hale ind paa dem. Selv om de tok
uheld og forsinkelser med i beregningen, trodde han virkelig de vilde
kunne naa San Frananco før de andre, og saaledes være førstemand paa øen
med den skjulte skat.

«Og saa er det nok paa tide at bryte op,» sa Dale. «Jeg tænker ikke det
blir tale om at faa lægge sig i nat, gutter,» sa han smilende til
Longley og Kerr.

«Og jeg kommer øieblikkelig over til fabrikken,» erklærte Sir Ralph
raskt. «Vi maa i hui og hast faa provianten ombord. Jeg overtar omsorgen
for alt det, har hat en hel del med denslags at gjøre paa mine store
jagtutflugter og reiser, vet dere.»

Gutterne forlangte ogsaa at faa være med; de vilde saa allikevel ikke
lukke et øie hele natten, erklærte de. Sir Ralph smilte, men gav dem lov
til at være med.

   *   *   *

Tidlig næste morgen, litt trætte at se paa unegtelig, men allikevel saa
energiske som vel mulig, sat de alle samlet til frokost i Dales villa.
Dale, Longley og Kerr hadde hele natten ved hjælp av en arbeidsstok som
de i en fart hadde faat samlet sammen, arbeidet i aeroplanet; og nu var
alt gjort undtagen at fylde de store bensinbeholdere under skroget.

Sir Ralph hadde telefonert som en rasende og bilet adskillige ganger
frem og tilbake mellem fabrikken og Kempston, nærmeste by, for at ordne
med en stor vareautomobil som skulde bringe frem alt hvad de trængte av
proviant. Den var nu ventende hvert øieblik. Efter frokosten skyndte de
sig tilbake til aeroplanet. Jack og Tony moret sig storartet; med
undtagelse av et par timers søvn paa Dales kontor, hadde de været i
aktivitet hele natten, og været til virkelig nytte med at løpe erender
og ta imot telefonbesked. Nu drøftet de med sin far hvad de skulde ta
sig til paa den lange reise. Tony hadde sendt bud hjem efter sit
fotografiapparat, som han vilde ha med. Og Jack vilde samle paa alle
slags sjeldne ting, faa istand et helt museum av egg, stener, o.s.v.

Blandt de ting Sir Ralph hadde anskaffet til reisen, var en hel del
besynderlige klæsplag, nærmest et slags brynjer. Smaa metalringer var
lænket i hverandre og sammenvævet med klæde og tyndt skind. Han hadde
brukt disse paa sine reiser i fremmede verdensdele før, og ingen kunde
vite om de ikke kunde faa bruk for dem nu ogsaa.

Tiltrods for at alle gjorde vidundere av raskt arbeide, var der
uundgaaelige forsinkelser. Provianten kom to timer senere end lovet; og
saa var det at forsyne enhver ting paa bedste maate, et ingenlunde let
arbeide, da pladsen var meget begrænset.

«Mit arbeide er ikke nogen ordentlig job, som f. eks. at fylde
bensinbeholderne,» sa Sir Ralph, «men det er at sørge for alle de tusen
smaa filleting som ingen husker før i sidste øieblik.»

Det var nu blit lunchtid, og mens første-mekanikeren tok et sidste
overblik over aeroplanet, og forvisset sig om at alt var paa sin plads,
fik Sir Ralph og de andre tid til at indta et raskt maaltid paa Dales
kontor. Under dette kom Dale frem med en række karter, som han hadde
latt gjøre specielt for deres reise. Hvert enkelt av dem viste hvor
flyvningen maatte gaa for at naa til de fire «nøkler», og alle var
særlig praktisk indrettet, saa at flyveren altid kunde ha det nødvendige
kart for øie under farten.

Mens Dale med stolthet fremviste og forklarte sine karter, blev et
visitkort bragt ind.

Dale saa paa kortet: «Aha, en interviewer! Rygtet om vor færd har spredt
sig.»

Den unge journalist fik ikke stort ut av dem, men gjorde med en meget
vigtig mine sine notater med hurtigskrift. Da han hørte at det gjaldt
intet mindre end en verdensomflyvning, trodde han først det var en spøk;
men da han forstod at det virkelig var alvor, skyndte han sig avsted for
at telegrafere den sensationelle nyhet til London.

Imidlertid gik de seks reisende til aeroplanet, klatret op ad stigen og
gik ind. Dale stod i døren og gav sine sidste instruktioner til
førstemand ved fabrikken: «Farvel, Taylor. Hold alt gaaende som vi har
fastsat. Men vi kan naturligvis ikke sætte nogen bestemt dato for
hjemkomsten.»

«Farvel, hr. Dale,» svarte manden, «og lykke paa reisen.»

De omkringstaaende arbeidere rev luerne av og ropte et kort hurra.

Dale smilte og viftet med haanden, skjøv saa døren til og gik forut til
de andre.

«La gaa!» ropte han til Kerr. Og dermed begyndte motorerne at synge.
I næste øieblik løp de bortover pladsen, for saa at stige fot for fot op
i luften.

Longley noterte tiden. «Klokken er 2,30 præcis, og idag har vi onsdag
den 27de juli. Det maa selvfølgelig nedskrives i journalen.»

«Jeg skulde tro vi er 30 timer efter det andre aeroplan,» sa Sir Ralph.

«Omtrent,» svarte Longley.

Flyvningen var begyndt.

   *   *   *

For at opnaa de bedst mulige betingelser for flyvningen, hadde Dale
drevet aeroplanet op til en høide av 7000 fot. De hadde fløiet gjennem
et tæt belte av uldne skyer, og i den første halvtime saa de ingenting
hverken over eller under sig.

Sir Ralph og gutterne stod hos Dale ved styrehjulet og saa paa kartet,
hvor en rød strek viste den linje de skulde følge.

«Vi kan ikke se jorden nu, men jeg skal snart dale nedenfor skyerne for
at være sikker paa at vi har absolut rigtig kurs. Jeg antar at vi skal
kunne se Kanalen naar vi har fløiet i tre kvarter. Og saa skal jeg passe
paa at dale i ret tid til at faa et glimt av den engelske kyst før vi
forlater den.»

Dale holdt sit løfte. Under dem, og ikke mere end 4-5 km. borte, laa
kystlinjen ved Dover. De store klipper der saa fra deres høide ut bare
som smaa, ubetydelige hauger. Foran dem laa Kanalen, graa og blank,
indtil den ogsaa snart blev borte i taaken.

Og saa, med en forbausende hurtighet forsvandt landet for dem. De hvite
klipper ved Dover blev graa, for saa helt at forsvinde. Under dem, paa
alle sider, laa sjøen stille og dorsk. Her og der passerte et skib. De
saa bare ut som prikker med en lang hale av røk efter sig.

Men neppe var den engelske kystlinje forsvundet og blit borte i taaken,
før den franske begyndte at vise sig. Tony, som ivrig holdt utkik hele
tiden, fik først øie paa en liten klump, som Longley erklærte var det
berømte forbjerg Grisnez. Straks efter gjenkjendte Sir Ralph den
klippemur ved Blanc Nez, ca. 5 km. fra Calais, hvorfra den avdøde,
ulykkelige flyver Hubert Latham steg op paa sine to skjæbnesvangre
flyvninger over Kanalen i juli 1909.

Calais laa nu ret foran dem, og pekte med sit høie fyrtaarn som en tynd,
hvit stang op i taaken.

Nøiagtig en time efter starten fløi de over den franske sjøby, og fik
saa i sigte den lange, rette saakaldte «nationalvei», som mil efter mil
strækker sig over landet, og gjør denne del av Frankrike saa gunstig for
luftseilas.

Sir Ralph mente at der nu paa en stund ikke vilde bli noget merkelig at
se ut efter. Han foreslog derfor at de skulde gaa ind i salongen og faa
sig en kop te. «Hvad sier dere til det? Gutterne mine vil være kokker.»

Jack og Tony var henrykt over dette forslag, og skyndte sig ind i det
bakerste rum, hvor de øieblikkelig gav sig ikast med den elektriske
kokeovn. Som ekstratraktement fik de ogsaa istand ristet brød, rikelig
forsynt med smør og servert pent paa et litet aluminiumsfat.

Klokken var fire, da Sir Ralph inviterte alle ind i salongen til te. De
svævet fremdeles over fransk land, og var nu i en høide av næsten 10 000
fot.




KAPITEL X.

Den lange reise begynder.


Det første maaltid ombord i aeroplanet blev en fuldstændig sukces for
Sir Ralph og gutterne, som hadde laget den delikateste te. Jacks ristede
brød var saa udmerket at han øieblikkelig blev utnævnt til fast
«brød-rister» for resten av turen.

De andre løste hverandre av ved styrehjulet, og lovte ogsaa Kerr at ha
et øie med motorerne mens han drak sin te; men det var med møie de fik
ham til at forlate dem, da han mente at han netop i begyndelsen maatte
gi nøie agt paa dem.

Dale begyndte nu ogsaa at indvie Sir Ralph i kunsten at styre, saa han
ogsaa kunde ta sin tørn der naar det var nødvendig.

Mens Sir Ralph fik sin første time, hjalp Longley gutterne med at ta av
bordet. Bakefter spilte de domino, mens Longley sat hos dem i salongen
og røkte sin pipe.

«Jeg maa hvert øieblik klype mig i armen for at forvisse mig om at det
virkelig er mig som er i luften,» sa Jack leende. «Hvis ikke dette
rummet var saa litet, kunde vi godt indbilde os at vi var ombord paa en
stor damper. Men det ligner igrunden mere en kupé paa et tog hvor de har
spisevogner, røke- og læsesalonger.»

Longley var enig. Han fik saa frem en bok som skulde brukes som journal
paa reisen, og mens Tony saa paa hvorledes Longley begyndte at gjøre
sine notater, fik han en brilliant idé. Han vilde skrive reisens
historie, en sandfærdig beretning om hver dags hændelser. Longley mente
det var en god plan. Tony lo fornøiet, og gjorde sig store forhaabninger
om at hans far muligens vilde la hans optegnelser trykke naar de kom
hjem igjen.

Mens han var ivrig optat med at begynde paa dette arbeide, kom Dale
tilbake efter at ha sat Sir Ralph alene igjen paa sin første tørn ved
styrehjulet. Aeroplanet var i den rigtige høide, alt var for øieblikket
meget liketil, det var bare at dreie hjulet litt nu og da for at følge
retningen som kompasset viste.

«Klokken er halv syv nu,» meldte Dale. «Vi har været fire timer i
luften, og ifølge vort kart skal vi netop ha passert grænsen mellem
Frankrike og Tyskland.»

Longley gik for at løse Kerr av, og Dale satte sig i salongen og pratet
litt med gutterne. Litt før det blev aldeles mørkt, gik de forut og saa
ned. Dypt nede kunde de saavidt se jorden, taaket og utydelig.

Gutterne stod ved taarnvinduerne og saa ut.

«Jeg ser en lang stripe av noget ikke langt foran os,» meldte Jack. «Det
maa vel være en fjeldkjede?»

Dale gik bort til Sir Ralph paa styreplatformen og studerte kartet. «Det
maa være de bayerske alper,» mente han.

Nu blev det elektriske lys forut skrudd paa; og gutterne, som fremdeles
stod og stirret ut, saa jorden begynde at forsvinde i blaasort mørke.

Som kontrast til det triste, uendelige øde utenfor lyste det hyggelig og
hjemlig inde i aeroplanet. Det var lamper med skjermer paa
styreplatformen og over motorerne, mens en stor kuppel hang i taket i
forkahytten. Fra døren ind til de andre rum kom nu ogsaa et muntert lys,
som viste at Dale hadde skrudd lyset paa ogsaa inde i salongen.

«Jeg tænker vi nærmer os aftenstid,» ropte Sir Ralph fra
styreplatformen. «Hvad mener De, Longley?»

«Jeg tilstaar at jeg er sulten igjen, ialfald,» svarte Longley leende.
«Det er en trøst at vite vort spiskammer saa velforsynt.»

Sir Ralph foreslog at gutterne skulde hjælpe Dale med aftensmaten; og
under latter og moro kokte de egg, stekte skinke og laget baade kaffe og
kakao.

Mens de tok hver sit korte skift paa styreplatformen, indtok de et
muntert maaltid, mens jorden, 10000 fot under dem, laa taus, indsvøpt i
hemmelighetsfulde skygger og stadig økende mørke.

Efter en koselig røk ordnet Dale og Longley med inddelingen av
nattevakterne. Gutterne blev kommandert tilsengs, og i betragtning av at
de faktisk ikke hadde været av klærne forrige nat, for ikke at tale om
dagens mange merkelige indtryk, var de ikke uvillige til at lystre.
De gik ind i soveværelset og krøp ned i hver sin av de smaa, koselige
senger.

   *   *   *

Hele natten gjennem styrtet aeroplanet ufortrødent frem i mørket uten
nogenslags forstyrrelse i maskineriet.

Henimot daggry blæste det en sterk vind, som fik aeroplanet til at rulle
litt. Men bevægelsen var ikke saa sterk at gutterne vaaknet. De hadde
sovet uforstyrret hele tiden uten at høre ombytningen av vakterne.

Sir Ralph og Longley saa ved daggry paa kartet, som viste at de var over
Bulgarien. Paa grund av skyer fik de dog bare av og til saavidt et glimt
av landet.

Men klokken halv seks, da gutterne vaaknet av lyset som strømmet ind
gjennem skylightet i soveværelset, var der en eiendommelig utsigt fra
taarnvinduet. Alt land var forsvundet. Man saa bare ned paa en umaadelig
vandflate, som skinnet som glas i morgensolen. Til venstre saa man
utydelig en taaket, sort linje som antydet en eller anden kyst.

«Det Ægæiske Hav,» fortalte Sir Ralph gutterne. «Og linjen viser en del
av Tyrkiets kyst.»

Snart blev kysten tydeligere, og ved hjælp av kikkerter kunde gutterne
se klynger av huser paa en bergskraaning. Ved at raadføre sig med
kartet, fandt de ut at det var Enos, en liten tyrkisk kystby.

Dale og Kerr, som hadde ligget og sovet til nu efter sin nattevakt, kom
nu ogsaa frem i forkahytten og begyndte at diskutere det interessante
emne frokost.

Under tilberedelsen av den fløi de over Dardanellerne, men saa ingenting
paa grund av tyk taake. Av og til kom litt land tilsyne. Kartet viste at
det var Lille-Asia.

Snart saa de tydelig bjergkjeder. Det var Taurus-bergene. Nu og da saa
de et fremtrædende landmerke; men for det meste laa jorden nu flat og
uinteressant under dem, bare av og til avbrutt av elver og sjøer, som
livet litt op i landskapet.

Timerne gik hurtig til lunch. De var da over den Syriske Ørken; trist og
øde laa den der.

Time efter time fløi de fremad. Først henimot aften avløstes det triste,
ensformige landskap av et glitrende vand, som viste sig at være den
Persiske Bugt.

Mørket faldt nu paa. Dale og Longley begyndte at gjøre beregninger efter
dagens erfaringer, og fandt ut at om alt fremdeles gik vel, skulde deres
første flyvetur være tilende straks efterat det var blit lyst næste
morgen.

Da gutterne igjen blev sendt tilsengs, erklærte de at ville være oppe
saa tidlig næste morgen at de kunde faa se landingsstedet.

Ved første stripe av dagslys var selskapet samlet i taarnet; men der var
endnu intet at se hverken av land eller hav paa grund av taaken, og det
uagtet Dale var dalet ned til en høide av litt over 6000 fot.

«Hvad vi nu burde se,» forklarte Longley, «er fjeldlinjen langs kysten
av Onambugten. Den gaar like ved sjøen, og fortsætter ret op til Murkat,
hvor vi skal lande. Vi burde være like ved der nu.»

Kort efter begyndte solen at feie væk de rullende taakedotter som
stængte synet for dem. Og de fik snart øie paa den fjeldkjede som
Longley hadde talt om.

De fløi nu paralelt med den takkede og litet indbydende arabiske kyst.
Fjeldene steg ret op fra vandet, og fortsatte saa langt fremover som de
kunde se.

Longley tilstod at han var litt ængstelig for ikke at finde et passende
landingssted naar de naadde Murkat. Han og Sir Ralph studerte nøie
kartet, som viste dem at like ovenfor den lille kystby som var deres
bestemmelsessted og laa for sig selv paa den klippefulde strand, var der
en dal midt imellem en fjeldgruppe.

«Der tænker jeg vi skal kunne komme ned,» sa Dale. «Det er en trøst at
understellet er beregnet paa at kunne taale en ujevn landing.»

Just som Dale var begyndt at synke langsomt ned til en høide av 3-4000
fot, fik de ved en pludselig dreining av kystlinjen tydelig se sit
bestemmelsessted. Byen laa langs stranden under høie aaser. Og i en
fordypning mellem tre høidedrag nogen km. længer ind laa dalen som Sir
Ralph og Longley hadde utset sig paa kartet. Med en bevægelse av
styrehjulet fik Dale aeroplanet ind mot land, idet han sagtnet farten
betydelig. Han lot den gaa to ganger rundt dalen, og sank for hver gang
lavere ned. Telegrafklokken ringte, og Kerr stanset sine motorer.
Aeroplanet kom hurtig og temmelig brat ned mot jorden. Overflaten var
meget ujevn, saa de tiltrods for Dales nydelige manøvrering fik nogen
støt saa voldsomme at gutterne holdt paa at stupe overende. Men
aeroplanet kom snart til ro.

Longley noterte tiden. Kl. 4,45 fm. «Og det vil si at vi har fløiet
uavbrutt i 38¼ time paa en strækning av 5600 km. Gjennemsnitlig 150 km.
i timen.»

«Kan vi holde den fart gaaende, skulde jeg tro vor ven Schultz blir nødt
til at skynde sig,» sa Dale og lo.

Dalen var aldeles øde og ubebodd, og fjeldene omkring den skjulte
utsigten videre indover landet.

«Vi har ikke netop faat nogen entusiastisk mottagelse her,» bemerket Sir
Ralph og smilte.

«Ikke netop det, nei,» sa Longley. «Slik som vi listet os stille ned i
taaken, tænker jeg ikke nogen i byen la merke til os.»

Efter en liten hastverksfrokost blev der holdt krigsraad. I dette blev
det besluttet at bilen skulde tages ut, og at Dale og Sir Ralph saa
hurtig som mulig skulde kjøre ned til byen og se at træffe manden som
hadde den første «nøkkel».

Gutterne vilde naturligvis være med paa denne utflugt; de lovte at gjøre
sig saa tynde at der nok skulde bli plads til dem ogsaa, endda bilen
bare var til to. Men her nedla sir Ralph et bestemt veto. Da de ikke
hadde set noget til det andet aeroplan paa veien, maatte man tro at det
var kommet frem før dem til Murkat og nu var paa veien til næste
landingssted. Var det saa, var der ikke et minut at tape, og han og Dale
maatte se at faa utført sit erende saa fort som mulig.

Den lille bil blev heist ned paa marken. Dale fik motoren igang og
kjørte den først langsomt over den ujevne grund, indtil han fandt en
slags sti som øiensynlig førte ned til byen. Her steg Sir Ralph, som
hittil hadde trasket efter, ogsaa ind, og dermed satte de avsted over
stok og sten. Snart kom de til en brat bakke som førte like ned i byen.




KAPITEL XI.

Hemmeligheten ved ringen.


Byens gater var trange og ildelugtende. Solen stekte ogsaa forfærdelig
der nede, og de faa europæere og arabere som var at se, gik dovent og
drev omkring i gaterne. Ved at faa øie paa bilen viste de bare en mild
forundring. Det saa i det hele tat ikke ut til at nogetsomhelst kunde
forbause dem.

Dale stanset, vinket til en svartsmusket, tarvelig klædt franskmand og
spurte om veien til den britiske konsul. Manden pekte paa en hvit
bygning med høie mure omkring, like ved havnen. Efter nogen minutters
kjørsel var de der og ringte paa. En landsmand som talte engelsk, lukket
op. Sir Ralph bad ham hilse konsulen og si at de var engelske reisende
som ønsket at tale med ham om en vigtig sak. Mens de ventet paa svar,
kom nogen arabere bort til dem og omringet bilen, som allikevel lot til
at interessere dem en liten smule. Tjeneren kom om et par minutter
tilbake, og meldte at konsulen vilde ta imot dem straks. Han førte dem
gjennem en have og til en veranda hvor der var behagelig kjølig, gik saa
tilbake til bilen, som han vilde redde for de nysgjerrige lediggjængere
paa gaten.

Konsulen, som var en ældre, elskværdig utseende engelskmand med briller
og i skinnende hvit lerretsdres, kom ut paa verandaen og hilste venlig
paa dem.

«Mit navn er Clayton, hvad kan jeg gjøre for Dem? Men fortæl mig først
hvordan i alverden dere pludselig kan dumpe ned her i en automobil?»

De fremmede lo, præsenterte sig, og forklarte at de var kommet i
aeroplan om morgenen og hadde landet i en dal bak byen.

«En høist merkværdig kjendsgjerning, i mer end én henseende,» sa
konsulen, som kjendte begge herrerne av navn. «Og det er ikke længer
siden end igaar morges at vi ogsaa hadde besøk av et stort aeroplan. Det
landet ogsaa et sted bak byen. Da kom ogsaa et par mænd til mig og hadde
en mængde spørsmaal at gjøre mig. Hvad betyr alt dette?» Han saa aldeles
perpleks ut.

«Vilde De, før vi beroliger Dem, ha noget imot at gi os en beskrivelse
av hvordan disse to mænd saa ut?» spurte Sir Ralph.

«Nei -- hvis jeg nu bare husker dem. La mig se. Den fyr som snakket
mest, var temmelig før; jeg husker ogsaa at han hadde skjeg, smaa,
livlige øine og talte med utpræget tysk akcent.»

«Schultz,» mumlet Sir Ralph og nikket.

«Den anden sa litet, men han var høi, husker jeg, og glatraket. Han
hadde ogsaa et kast med det ene øie.»

Sir Ralph maatte smile og vendte sig til Dale: «Min forhenværende
tjener.»

Konsulen fortsatte: «Hvad disse fyrene syntes at ha saan pokkers hast
med, var at finde en franskmand som bor nede blandt fiskerne, og som
heter Laroche. Han er velkjendt her og eier et par smaa skibe. Jeg viste
dem hvor de skulde finde ham; men jeg kan ikke tro deres mission kunde
lykkes, for jeg fik meget snart efter se dem gaa tilbake, og da saa de
meget misfornøiede ut. De gik vist like op til bjergpasset igjen;
i ethvert fald saa jeg straks efter deres aeroplan flyve i fuld fart
langs kysten.»

«Hvad De har fortalt os, er av overordentlig stor interesse for os, hr.
Clayton,» sa Sir Ralph, «især det om at det ikke saa ut til at de fik
den underretning de vilde ha her.»

Konsulen lo. «Det er godt mine herrer forstaar dette; for mig er det
hele temmelig mystisk.»

«Vi skylder Dem at forklare os litt tydeligere,» sa Sir Ralph, «siden De
har kunnet gi os en saa værdifuld oplysning.»

Derefter fortalte de i korte træk hele historien.

Konsulen hørte med den største interesse paa dem. Og da de var færdige,
sa han: «Jeg er meget glad over at ha kunnet hjælpe Dem; og har jeg
dermed kunnet gjøre noget som skader disse kjeltringerne litt, saa meget
desto bedre. Jeg vil sende en mand med Dem ned til havnen for at finde
denne Laroche saa fort som mulig. Det er bedst ikke at bruke bilen
derned; veien er saa brat.»

Konsulen instruerte sin tjener til at følge dem, og lot en anden ta vare
paa bilen. Dale og Sir Ralph fulgte manden gjennem en række trange,
daarlig holdte gater, og kom ned til havnen. Her var et par træbrygger
og en hel del bygninger som saa ut som skur til bruk for varer.

Den indfødte spurte sig for hos folk de kom forbi, og førte saa de
reisende til en liten bronsefarvet franskmand med mørk mustache og
spidst skjeg. Han stod blandt nogen andre europæere.

«Det er hr. Laroche,» sa tjeneren, som efter endt erende vendte om og
gik tilbake.

Sir Ralph nærmet sig hurtig manden, tiltalte ham paa fransk og spurte om
han kunde avse nogen minutter til dem.

Den lille mand vendte sig og saa mistænkelig paa den fremmede. «Jeg
taler engelsk,» sa han. «Hvad er det De vil mig?»

«Det kan jeg ikke godt si Dem her. Kan vi ikke gaa et sted hvor vi kan
være uforstyrret?»

Franskmanden saa fremdeles mistænksom ut, men førte dem ut paa bryggen
til et litet træskur, som han øiensynlig brukte som kontor eller butik.
Han bad dem følge sig ind, vendte sig saa raskt mot Sir Ralph og bad ham
si sit erende.

«Jeg tænker De netop har hat besøk av nogen som hadde et lignende erende
som vi,» svarte Sir Ralph.

Manden knep øinene sammen og kastet et hurtig, undersøkende blik paa dem
begge.

«Jeg tror jeg kan gjette hvad De vil nu,» sa han. «Men jeg tilstaar at
hele affæren for mig er et mysterium. Men saa meget synes at være
sikkert: Her er noget slags ondt igjære.»

«Det har De ret i,» svarte Sir Ralph. «Men jeg haaber De snart skal
komme efter at det ikke er vi som er bedragerne.»

Derpaa gav han uten videre parlamentering det nødvendige stikord, og
viste Laroche ringen som han hadde i lommen.

Franskmanden grep den ivrig, og holdt den op mot lyset for at undersøke
den. Saa tok han platen med skibet paa mellem fingrene og forsøkte at
dreie den rundt. Platen var i tidens løp blit stiv, og negtet først at
gi efter. Men om et øieblik vandt hans sterke fingre over den, saa den
lot sig skrue løs. Hurtig dreiet og dreiet han til den var helt løs og
laa inde i hans haand. Saa gik han nærmere bort til vinduet og stirret
ængstelig, ikke paa skibet som var indgravert i platen, men paa baksiden
av den, hvor der tilsyneladende ikke var noget at se. Dale og Sir Ralph
saa forbauset paa ham, men forholdt sig aldeles stille.

Pludselig hørte de et utrop som tydelig var diktert av tilfredshet.
Manden vendte sig saa mot de fremmede og sa rolig: «Ja, her er tegnet.»

Sir Ralph tok raskt den lille guldplate og saa nøie paa baksiden av den,
som han hadde set franskmanden gjøre.

«Jeg ser ingenting,» tilstod han, «uten to linjer som synes ridset ind i
guldet. Jeg faar ingenting ut av dem.»

«For mig er de tydelige nok,» sa manden. «I de papirer min far overgav
mig ved sin død, stod det at jeg maatte se efter dette tegn, om ringen
nogengang skulde bli levert mig.»

«Men hvad er saa tegnet?» spurte Sir Ralph.

«Et slags rids av øen og fjeldet,» svarte Laroche. «De som ikke vet hvad
de skal se efter, kan vistnok ikke finde ut dette; men for mig er det
tydelig nok. Denne ring er den egte; det er der ingen tvil om.»

«Men hvad var det saa med den ringen som de to andre viste Dem?» spurte
Sir Ralph ivrig.

«Forsiden kunde ikke skrues av. Ellers maa jeg tilstaa det var en
udmerket efterligning.»

Sir Ralph vendte sig fornøiet til Dale. «Nu skjønner jeg det. Den ring
som min bedstefar lot gjøre efter denne, kan ikke ha været en saa
nøiagtig kopi som jeg trodde.»

«Ved Jupiter!» satte Dale i. «Det undrer mig ikke at vor ven Schultz og
hans tjener gik om med sure fjæs!»

«Men nu vil de naturligvis se at komme avsted saa fort som mulig til
næste sted, og se om de da har lykken bedre med sig. Men det gaar
sikkerlig ikke heldigere der.»

«Jeg fortalte ikke de andre at deres ring var uegte,» forklarte Laroche.
«Alt jeg sa, var at den ikke opfyldte de betingelser som maatte til for
at jeg kunde gi dem ordet. Men De har den rette ring, det er jeg
overbevist om. Derfor gir jeg Dem det ord som mine papirer sier at jeg
skal si. Ordet er «_Giv_».»

Hverken Dale eller Sir Ralph sa noget paa en stund. Men saa satte Sir
Ralph i at le. «Paa min ære, det ordet sier ikke stort! Men vi maa
naturligvis ha de øvrige ord ogsaa for at faa sætningen utfyldt.»

«Jeg vet intet mer end hvad jeg har fortalt Dem,» sa franskmanden. «De
har opfyldt betingelserne; derfor gav jeg Dem ordet. Det er det hele.
Min far fortalte mig hvad hans far hadde fortalt ham; og vi skulde
ingenting spørre om, bare gi ordet.»

Da de skjønte her ikke var mere at faa vite, takket de Laroche og sa
farvel. Utenfor konsulens hus hadde nu en hel del arabere samlet sig og
stod der og glante paa automobilen. De reisende trængte sig gjennem dem
og traf igjen konsulen, som de fortalte om sit møte med Laroche, og
takket ham varmt for hjælpen. Hvorpaa de igjen steg ind i bilen og
skyndte sig tilbake til aeroplanet.

Imidlertid hadde de andre fordrevet tiden med forskjellig. Longley og
Kerr hadde tat sig til at se over om alt var i orden, mens gutterne tok
sig en liten spasertur i dalen, men ikke længer bort end at de hele
tiden kunde se aeroplanet. Solen stekte uutholdelig, saa da Tony hadde
faat fotografert aeroplanet som det stod der og hvilte, var de glad ved
at komme ind igjen. Efter at ha set paa Longley og Kerr arbeide med
motorer og propeller, bad Jack Kerr opfylde et løfte han hadde git dem
under flyvningen, nemlig at vise dem hvorledes deres traadløse telegraf
arbeidet.

Kerr var villig, og gutterne var meget optat av hans beskrivelse av
apparatet og hvordan det virket. Men det som interesserte dem aller
mest, var det sindrige lille apparat som var til at ta med sig ut, og
ved hjælp av hvilket hvemsomhelst av dem kunde bli øieblikkelig kaldt
tilbake ved et traadløst signal.

Kerr viste dem den lille mahogni-æske, som var saa liten at den kunde
gjemmes i lommen. Kerr la den ned i sin frakkelomme, og førte saa
gutterne bort til en skjult elektrisk knap i salongen, og bad Tony
trykke paa den.

Øieblikkelig begyndte en vedholdende, surrende lyd inde i Kerrs lomme.
I det samme Tony slap knappen, stanset lyden. Tony trykket igjen paa
knappen, tre ganger raskt paa hverandre. Og tre korte lyd svarte
øieblikkelig fra æsken.

Derpaa viste Kerr dem en anden knap, som ogsaa stod i forbindelse med
signal-apparatet, og som var trykket ned i gulvet under et av
bordbenene.

«Vi har anbragt den der,» forklarte han, «forat man, om man var i fare,
kunde signalisere der uten at gaa over gulvet til den anden knap.»

Saa fandt Jack frem et spil som de hadde tat med for at fordrive en
ledig stund. De tok det med sig ned i forkahytten, hvor der mellem
styreplatformen og motorerne var plads til at bruke det.

Efter at ha moret sig med dette en times tid, ruslet de om i aeroplanet.
Jack gik bort til et av vinduerne og stod og saa ut: «Av alle de
kjedsommelige hul jeg har set i mit liv, tror jeg denne dalen vinder
prisen,» gjespet han. «Endnu har vi da ikke set en levende sjæl.»

Pludselig satte han i: «Sandelig min hat! Kom hit nogen -- fort!»

Longley kom bort til vinduet: «Naada?»

«Sandelig min hat! Dette var rart. Netop som jeg hadde sagt at vi ikke
hadde set et liv siden vi landet her, sprang det pludselig en fyr frem
fra den trægruppen der over og viftet med armene over til aeroplanet.»

Longley stirret. «Jeg tror du ser syner, gut,» sa han leende. «Der er jo
ingenting at se.»

«Men der var en mand der for et øieblik siden,» paastod Jack. «Jeg er
aldeles sikker paa det. Han maa ha gjemt sig igjen da jeg vendte mig om
og ropte paa dere.»

«Meget mystisk,» sa Longley og smilte. «Men hvis der virkelig er nogen
der, saa haaber jeg han vil være saa venlig at komme over til os.»

Han vilde til at gaa bort fra vinduet igjen, da Jack grep ham i armen og
ropte: «Se, der er han igjen!»

Longley vendte sig raskt og saa i den retning Jack pekte. Og nu var det
ingen tvil om at der virkelig var en mand. Han var kommet ut fra
træklyngen, de kunde tydelig se ham. Igjen hævet han armen og gjorde en
vinkende bevægelse.

«Hvad i alverden skal dette bety?» spekulerte Longley. Han gav nøie agt
paa fyren. «Det er klart at han vil se at komme i forbindelse med os.
Men hvorfor kommer han ikke nærmere, mon?»

Tony og Kerr kom nu ogsaa bort til vinduet og betragtet fyrens underlige
fagter. Nu vinket han som en rasende.

«Jeg faar gaa ned til utgangsdøren og be ham komme over til os,» mente
Longley.

Som sagt, saa gjort; han gik ned og vinket ivrig til manden igjen som
for at invitere ham over.

Men virkningen av dette var høist merkelig. Han forstod sikkert hvad
Longley mente, men istedenfor at følge opfordringen, stod han et øieblik
aldeles stille som for at henlede opmerksomheten endda mere paa sig, og
rystet energisk paa hodet. Derpaa begyndte han igjen at vinke, og vilde
øiensynlig at nogen fra aeroplanet skulde komme ned til ham.

«Godt, naar ikke bjerget vil gaa til Muhammed, saa --» begyndte Longley,
og smilte først, men blev saa litt alvorlig: «Dette kunde jo være et bud
til os fra byen fra de andre. Og kanske den fyren der er mistænksom og
ikke tør nærme sig aeroplanet. Tror du ikke vi maa undersøke dette,
Kerr?»

«Jo, det tror jeg virkelig,» mente ingeniøren. «Jeg vil selv gaa over og
se hvorfor han gjør alt dette opstyret.»

Han vilde til at gaa ned ad stigen, da Longley raskt ropte ham tilbake:
«Hør her, kjære ven. Vi faar ikke glemme at vi har med en forbryderbande
at gjøre. Den manden der ute kan være et aldeles uskyldig bud;
formodentlig er han det; men vi bør ta alle forsigtighetsregler. Saa du
bør ta en revolver i lommen. Jeg vil ogsaa holde ordentlig øie med dig
fra taarnvinduet.»

Kerr lo litt, og syntes øiensynlig at Longley gjorde for meget ut av
dette, men tok allikevel revolveren med. Satte saa tvers over sletten
mot den lille træklyngen, hvor de fremdeles kunde se manden staa.

Longley lukket døren, og han og gutterne gik op i taarnet, hvorfra de
kunde se Kerr traske bortover den ujevne dal. Om nogen minutter saa de
ham borte ved manden, som hele tiden hadde staat stille og ventet paa
ham. Her saa de Kerr stanse, de to hadde saa tydelig en slags samtale,
hvorefter de vendte sig og forsvandt bak trærne.

Et minut eller saa hændte der intet. Dalen laa, saa langt de kunde se,
øde og forlatt.

«Er det bare et bud den fyren bringer, saa haaber jeg Kerr ikke blir
længe borte,» sa Jack forhaabningsfuldt.

«Men hvorfor mon de gik bak de trærne?» spurte Tony ængstelig.

Longley, som selv var litt ræd, sa bare: «Naa ja, det faar vi jo snart
vite; vi faar vente litt, og saa --»

Han blev pludselig avbrutt. De hørte alle tre en støi som kom fra det
indre av aeroplanet. Longley syntes det hørtes som om døren ut var blit
heftig skjøvet tilside.

Uten et ord vendte han sig om og løp gjennem gangen som førte til
salongen. Da han var kommet saa langt, at han kunde se døren, blev han
staaende stille, aldeles forvirret ved hvad han fik se. Døren var
utenfra blit sprængt tilside med et eller andet instrument, og Longley
stirret i høieste forbauselse paa fire mænd som kom stormende ind i
aeroplanet, stygge, sortsmuskede fyrer, italienere eller spaniere saa
det ut til, med tilsølte, fillete klær og skidne skjerf bundet om
halsen.

To av dem hadde revolvere i haanden, de andre hadde korte, bredbladede
kniver.

Overraskelsen var saa voldsom at Longley blev staaende i gangen aldeles
lammet. Hvor de indtrængende var kommet fra var umulig at begripe. Men
deres truende stillinger var ikke til at ta feil av.

Longley tok sig sammen, og kastet sig uten betænkning rasende over den
første av de fire mænd. Fyren blev hindret i at bruke revolveren, men
svinget sig istedenfor behændig om og undgik det rasende slag som
Longley hadde rettet imot ham.

Næstemand, som kom like efter, fik saa git Longley et vældig slag i
hodet, før han hadde gjenvundet balansen efter sit uheldige utfald.

Longley tumlet om i gangen aldeles lammet av det voldsomme slag.
Øieblikkelig blev han trukket ved føtterne ind i salongen og bundet paa
hænder og føtter. De andre styrtet saa ind i taarnet hvor gutterne blev
staaende likesom Longley, uten med det samme at kunne foreta sig nogen
ting, og stirret paa de skulende røvere.




KAPITEL XII.

Tony gir alarmsignalet.


«Ta ikke igjen, og gjør ikke noget spektakel,» hvisket Jack til Tony da
den første av de fire mænd kom styrtende mot dem og mumlet noget paa et
aldeles fremmed sprog.

De blev øieblikkelig omringet og skubbet ind i salongen, hvor de blev
bundet og kneblet og lagt utstrakt paa gulvet.

Efter at være kommet paa det rene med at der ikke var flere paa
aeroplanet, begyndte de fire at rumstere og lete fra den ene ende av
aeroplanet til den anden. Først brøt de op skufferne i salongbordet og
undersøkte i en fart indholdet. Efter at ha revet ut dagboken og en
mængde løse papirer som Longley hadde gjort en del beregninger paa,
puttet anføreren alt dette i lommen. De andre undersøkte Longley, som
fremdeles laa bevisstløs, og tok ut av hans lommer nogen breve og en
liten notisbok. Saa styrtet de forover til forkahytten, men kom straks
tilbake, synlig skuffet over ikke at ha fundet hvad de vilde.

Anføreren gjorde nu tegn til de andre, som øieblikkelig reiste gutterne
op og tok knebelen ut av munden paa dem. Føreren satte et truende ansigt
op og sa paa gebrokkent engelsk: «Papirer! Forstaar? Papirer!» Saa
gjorde han en pause, saa skarpt paa dem og tilføiet: «Skatten! Penge!
Forstaar -- hvad?»

Tony sa ingenting, stod der bare blek og bestemt, mens Jack rystet paa
hodet og svarte lavt men tydelig: «Forstaar ikke.»

Manden gjentok utaalmodig sine spørsmaal. Jack rystet fremdeles
uforstaaende paa hodet.

Den samme mand som hadde slaat Longley saa han styrtet om, kom nu bort,
saa truende paa gutten og sa: «Faa dig til at snakke! Fort!» Han hævet
armen og saa paa anføreren som for at be om lov til at slaa til Jack.
Men han rystet utaalmodig paa hodet. De hadde ikke tid til at bry sig
mere med gutterne, som igjen blev kneblet og kastet ned paa gulvet.

Derefter fór de fire igjen om og rumsterte overalt. Gutterne kunde høre
dem kaste alt om hverandre i oplagsrummet.

Netop da var det at Tony, som laa paa ryggen halvt under bordet, følte
noget under den ene fot. Som et lyn kom tanken om knappen og det
traadløse signal Kerr hadde forklart dem. Kerr hadde jo den lille
mahogniæske i lommen! Tony fik saavidt forandret stilling saa han kom
med foten like over knappen, og fik trykket tre ganger paa den. Han
ventet et par sekunder, gjentok saa signalet.

Hvor Kerr er, maa han høre signalet og forstaa her er fare paa færde,
tænkte Tony.

Føreren kom igjen ind i salongen; men at Tony hadde forandret stilling
litt, vakte ingen mistanke.

«Ingenting finde,» sa han og saa ærgerlig paa gutterne. Og saa med en
vild bevægelse: «Rive istykker! Bryte op! Ødelægge aeroplanet!»

Han ropte til de andre og bad dem skynde sig. Øieblikkelig var de der og
hadde med endel brækjern som de hadde fundet i oplagsrummet.

Føreren pekte mot forkahytten, og avsted styrtet de.

Et øieblik efter hørtes et smeld og klirren av glas. Gutterne forstod
altfor godt hvad de gjorde. De brukte brækjernene for at ødelægge
aeroplanets styreredskaper.

Nok et smeld, sterkere end det første; men guttene laa der hjælpeløse,
kunde ingenting gjøre for at hindre ødelæggelsen. Tony fik bare flyttet
sig litt igjen, saa han fik sendt endnu et signal.

Men da, just som han med hælen skulde gjøre det tredje tryk, blev
utgangsdøren sagte aapnet, og Kerrs ansigt, med tusen ængstelige rynker,
kikket forsigtig ind i salongen.

Først fik han øie paa Longley, som laa bundet, likblek og med lukkede
øine. Et øieblik efter tiltrak Tony sig ved en liten bevægelse med
føtterne hans opmerksomhet. Kerr fik se ham ligge bundet under bordet.
Han listet sig bort og tok knebelen ut av Tonys mund.

«Hvad er hændt?» støtte ham frem, idet han ogsaa løste repene rundt hans
armer og ben.

Tony forklarte det hviskende. I det samme hørtes et skrik fra
forkahytten og lyden av ilsomme skridt; men de saa ingen. Kerr fik ogsaa
løst repene om Jack. Idet han reiste sig, kom nok et smeld og drøn, og
straks efter hørtes fottrin i gangen mellem forkahytten og salongen.

Kerr løp over gulvet og klemte sig op mot væggen ved siden av døren. En
mand viste sig i døraapningen, anføreren, som ikke saa Kerr klemt op mot
væggen, men blev forbauset staaende ved at se begge gutterne staa
opreist. Han vilde til at rope paa de andre, men i samme øieblik styrtet
Kerr frem og gav ham et voldsomt slag i hodet. Manden stupte fremover
uten at faa suk for sig, og blev liggende paa gulvet.

Nu hørtes de andre utenfor. Kerr vendte sig om og stod like overfor de
tre andre.

Den første blev staaende og maape av forbauselse, men da han fik se sin
anfører ligge utstrakt paa gulvet, løftet han krigersk brækjernet han
hadde i haanden. Kerr løp behændig til siden, undgik slaget, og grep
manden om livet. Men i det samme kom de to andre efter, og den ene fyrte
av et revolverskud. Frygten for at træffe kameraten gjorde ham usikker,
han sigtet feil, kulen gik tversover rummet og støtte mot en av
metalvæggene. Men mens Kerr og hans motstander fremdeles kjæmpet med
hverandre, kom den anden av de to banditter pludselig springende frem
med brækjernet hævet for at slaa Kerr i hodet.

Jack saa øieblikkelig den fare Kerr svævet i. Uten at betænke sig et
sekund sprang han bort og grep manden i armen, idet han skulde til at
slaa.

Han vendte sig om med en ed og strævet for at komme løs; men Jack
klynget sig desperat fast til ham. Manden fik brækjernet over i den
anden haand, og løftet den for at slaa Jack i ansigtet. I samme øieblik
gav revolvermanden, som ikke hadde kunnet komme forbi Kerr og hans
motstander, et varselsskrik og pekte mot indgangsdøren.

Tony saa sig ogsaa om og fik se to skikkelser krype ind gjennem døren.
Idet de rettet sig op, satte gutterne i et glædesskrik. Det var Sir
Ralph og Dale.

Sir Ralph opfattet øieblikkelig situationen, hævet sin revolver og
skjøt.

Han som var ifærd med at slaa til Jack, slap pludselig sit vaaben og
satte i et smerteskrik. Dale vilde støte til den mand som stod med
revolveren færdig til at skyte paa Sir Ralph. Men Dale var for sen;
skuddet gik av, og Sir Ralph tok sig til ansigtet. Der gik en rød stripe
over det ene kind, og der dryppet litt blod. Kulen hadde streifet
kindet, idet den fór forbi ham. Dale skjøt et øieblik efter, og manden
laa der som en bylt.

Kerr, som nu saa at der var hjælp at faa, fik revet sig løs fra sin
mand, som øieblikkelig satte paa sprang ut gjennem døren og forsvandt.
Kerr vilde forfølge ham, men Sir Ralph, som stod med lommetørklædet for
kindet, ropte: «La ham fare!»

Den mand som Sir Ralph hadde saaret, viste ikke lyst til at opta kampen,
men rakte armen i veiret til tegn paa overgivelse. Dales motstander, som
bare var midlertidig lammet ved det heftige slag i ansigtet, satte sig
op paa gulvet og viste et dypt skaar under øiet. Da Sir Ralph vendte
revolveren mot ham, gjorde han ogsaa tegn til at overgi sig, og Dale tok
fra ham vaabenet, som laa paa gulvet ved siden av ham. Anføreren, som
Kerr hadde slaat overende, laa fremdeles bevisstløs paa samme sted.

Dale og Kerr løftet nu Longley forsigtig op og satte ham paa en av
bænkene. Han var fremdeles aldeles hvit og sat med lukkede øine.

Sir Ralph, som bare var ubetydelig saaret, sa at de maatte la allesammen
gaa. «Vi har ikke tid til at besørge dem ned til byen, og vi kan ikke ha
fanger med os i aeroplanet. Naturligvis er de leiet av Schultz. Da det
ikke lykkedes ham at faa «nøkkelen», har han betalt disse til at anfalde
os, i haab om at de skulde finde noget som kunde vise ham hvad han hadde
feilet i.»

«Ja, la os bare se at faa dem ut av aeroplanet,» mente Dale ogsaa, «saa
vi kan komme avsted saa fort som mulig.»

«Men de har ogsaa ødelagt en hel del nede i forkahytten, fortalte Tony
mig,» sa Kerr.

Dale saa forskrækket ut. «Undersøk dette øieblikkelig, Kerr, saa vil Sir
Ralph og jeg se til at faa kastet ut dette nye mandskapet vort.»

Kerr nikket og skyndte sig avsted.

Nu begyndte anføreren at røre paa sig. Sir Ralph kommanderte de andre
til at hjælpe ham, pekte betydningsfuldt paa sin revolver og viste mot
døren.

Mere var ikke nødvendig. Støttende sin vaklende anfører gik de straks,
og skulde til at gaa ned ad stigen, da Tony husket de papirer føreren
hadde raspet med sig og puttet i lommen. Dale kaldte dem tilbake og fik
papirerne. Derpaa saa de dem langsomt forsvinde i retning ned mot byen.

Imidlertid fik Dale heldt nogen draaper konjak i Longley, og løste paa
snippen, mens gutterne gned hans hænder og føtter. Der kom snart litt
farve i kinderne, og han begyndte at puste dypt og regelmæssig. Nu
aapnet han øinene og saa sig forvildet om.

«Alt i orden nu,» sa Dale, «lig bare rolig og prøv at sove igjen.»

Longley syntes at forstaa, og lukket straks øinene.

Sir Ralph hadde forsøkt at lukke utgangsdøren, men patentlaasen var
brutt istykker, sa han.

Dale mente det gik an, om det var hele skaden. Kerr kom tilbake og saa
lettet ut. De hadde nok gjort en hel del skade, men ikke mere end de
kunde utbedre paa en time eller to.

Kerr fortalte dem saa om manden som hadde viftet til dem, og saa
indbildt Kerr at han hadde «et brev fra en ven» som han skulde hente
nede i byen, om han vilde vente litt. Han hadde da ogsaa ventet, indtil
signalet fra aeroplanet hadde faat ham til at ile tilbake. Manden som
viftet, hadde altsaa gjort det for at holde ham væk fra aeroplanet.

«Men hvem signaliserte saa?» spurte Sir Ralph raskt. Tony blev rød; og
da Jack fortalte at det var Tony som hadde gjort det, fik han ros av sin
far. Likeledes Jack, som Tony fortalte hadde hængt sig fast i armen paa
den manden som vilde slaat Kerr.

«Jeg tænker vi var kloke som tok Jack og Tony med os, jeg,» sa Dale.

Sir Ralph sa at han virkelig var stolt av gutterne sine. Men -- der var
altsaa farer. De fik nok se til at være forsigtigere.

Longley laa fremdeles i dyp søvn; men pulsen slog roligere, saa de
haabet det bare var et chok som snart vilde gaa over.

De andre gav sig saa ifærd med at reparere styrehjulet, kompasset,
laasen, og hvad ellers banditterne hadde set sit snit til at faa
ødelagt. Litt over to timer gik med, saa var alt i orden igjen. Longley
sov fremdeles. De andre tok sig ogsaa en kort hvil, før de igjen fløi
videre.

I journalen blev notert: Den anden flyvning begyndte kl. 6 em. 29de
juli.

Snart forsvandt Murkat med sin takkede kystlinje. Under og foran dem laa
det Arabiske Hav.

Aftensmaaltidet, som blev indtat efterat det var blit mørkt, var ikke
egentlig muntert. Alle tanker dreiet sig om Longley som laa der likedan
med lukkede øine.

Men Dale forsikret at han vilde komme sig snart. Han hadde set et
lignende tilfælde med en flyver som hadde faat et voldsomt støt. Da det
jo ikke var tale om at faa Longleys hjælp til at styre, skulde de tre
andre dele nattevakterne mellem sig.

Kl. 10, da Kerr og gutterne kom ind for at lægge sig, laa sjøen
speilblank under dem og glitret som sølv i maaneskinnet. Kerr gik bort
til Longley, som nu laa vaaken. Han grep Kerrs haand og spurte: «Er vi i
flugt?»

«Ja, og alt er i orden.»

«Men hvad --»

«Ingen spørsmaal, kjære ven. Vent til imorgen!» Og han fik Longley til
at drikke et litet glas melk med egg og konjak i.

Dermed la Longley sig lydig til at sove igjen, og i de følgende tre
timer fløi aeroplanet med en fart av 150 km. i timen med kursen mot den
indiske kyst i nærheten av Goa.




KAPITEL XIII.

150 km. i timen.


Præcis kl. 1 var Kerr igjen i forkahytten efter sin tre timers hvile.

Havet laa der fremdeles under dem, koldt og uendelig øde. Sir Ralph gik
nu ind for at hvile, mens Kerr overtok hjulet, og Dale satte sig ned ved
motorerne.

Ikke en lyd hørtes uten motorernes «drum-drum-drum». Dale saa Kerr sitte
der og dreie hjulet efter kompasset, indtil han holdt paa at sovne av.
Han sprang op og begyndte at drøfte med Kerr spørsmaalet om en
luft-passager-rute mellem London og Paris. De tre timer gik igjen. Og
Sir Ralph overtok hjulet, mens Kerr igjen fik sine motorer at passe.

Endnu var intet andet at se end himmel og hav, og aeroplanet fløi videre
i to timer. Litt før kl. 6 kaldte Sir Ralph Kerr over i styrehuset.

«Der har vi kysten,» sa han rolig.

Først ganske svakt, men snart med tydelige linjer kom landet tilsyne.

«Nu ser vi fjeldlinjen reise sig, en vældig graa mur litt inde i
landet,» pekte Sir Ralph. «Det er de vestlige Ghatsbjerge.»

Kort efter passerte de Goa, og ved frokosttid var de paa flugt tversover
Indien, en tur som ifølge deres beregninger skulde være tilende ved
middagstid.

Longley var nu saa meget bedre, at Dale da han stod op kl. 7, kunde
fortælle ham de sidste begivenheter. Efter frokost blev patienten
hjulpet ind i salongen og lagt paa en av løibænkene. Han saa temmelig
blek og daarlig ut endnu. Men selv forsikret han at til middag skulde
han være frisk igjen.

Nogen minutter før tolv kunde Dale, som da styrte, se den østlige
kystlinje; et kvarter senere blev motorerne stoppet efter næsten tyve
timers uavladelig arbeide, og aeroplanet landet i utkanten av Redas, den
kystby som Dale hadde telegrafert til om at faa fyldt bensin-beholderne.

Under det korte ophold der skrev Tony i sin reiseberetning blandt andet
følgende: «Dale gjorde en storartet landing midt paa en øde, brændende
het slette utenfor byen. Støvskyer blæste hele tiden over den. Agenten
som var bestilt til at forsyne os med bensin, gik paa utkik da vi kom,
og inden en halv time kom han med kanderne, kjørende i nogen skranglete
vogner. Sammen med ham kom en mængde baade indfødte og hvite for at
glane paa os.

Alt gik i lynende fart, da vi ikke hadde et minut at tape, og i mindre
end en time fra det vi landet, hadde vi igjen startet.

Dale spurte mange om de hadde set noget til det andet aeroplan. Men alle
sa nei.»

Da selskapet sat ved lunchen, var Redas alt forsvundet, mens aeroplanet
var 9000 fot over den Bengalske Bugt, og pekte med sin graa baug i
retning mot øen Sukara i det Indiske Hav, hvor de haabet at faa den
næste «nøkkel».

Efter lunch vilde ogsaa Longley være i styrehuset, skjønt han endnu saa
blek og medtat ut.

Dale studerte kartet og maalte avstanden til Sukara. Det var endnu ca.
1500 km. igjen, en strækning som de mente at kunne klare inden midnat.

«Men hvordan skal vi kunne lande i mørke paa ukjendt grund, Dale?»
spurte Sir Ralph.

Flyveren svarte: «Vi faar bruke lyskasteren, og kredse om til vi finder
en aapen plads. Vi kan ikke tape alle de timerne til det blir lyst.»

Longley underrettet om at han, før de reiste, hadde søkt at faa
indhentet saa mange geografiske oplysninger som mulig om de steder hvor
de skulde lande. Og dette sted, Komataja, paa øen de nu reiste til, var
en liten landsby 4 à 5 km. ind i landet. Bak byen var fjelde, men han
antok at der mellem byen og havet maatte være opdyrket land, nok til at
lande paa.

Det Indiske Hav laa hele tiden 10000 fot under dem og glitret koldt i
det tiltagende mørke. Et par ganger var der falsk alarm om at øen var
isigte, men litt over kl. 10½ ropte Jack, som holdt utkik i
taarnvinduet:

«Jeg har staat her sikkert i fem minutter og stirret paa en liten sort
flek paa vandet ret foran os, og den har ikke forandret sig. Jeg skal
vedde hvad dere vil paa at det ikke er en sky. Se, far, se, nu blir den
mørkere og større!»

Dale tok frem en natkikkert og stillet den omhyggelig. «Sandelig, Jack
er en veritabel Kolumbus,» sa han og lo; «det er ganske rigtig øen.»

Om landingen paa Komataja har Tony i sin dagbok git en utførlig
beretning, hvorav vi tillater os at gjøre et passende utdrag. Den eneste
rettelse vi har tillatt os, er at vi har indskutt et og andet komma og
semikolon.

«Idet vi kom nærmere, saa vi at øen var lang og smal, og at vi nærmet os
dens ene ende. Longley, som endnu saa temmelig sjaber ut, men selv
forsikret at han var all right, fortalte os at det lille sted Komataja
laa i den ene ende av øen ved foten av et bjerg, en 2-3 km. fra
stranden. Mens jeg endnu syntes vi var langt fra land, stoppet Dale
motorerne og forberedte sig til at lande. Saa viste han os sin elegante
«glideflugt». Satte saa motorerne igang igjen og kredset rundt for at
finde et landingssted. Far styrte hele tiden lyskasteren. Det klare lys
faldt først paa toppene av vældige trær; saa der var ikke til at lande.
Far maatte kaste lyset længere ind paa øen, mens Dale styrte aeroplanet
langs stranden.

Om et par minutter hadde lyskasteren fundet frem en samling smaa
firkanter. De lignet mest dominobrikker med sorte prikker; men vi kom
snart efter at det var en klynge enetages huser som laa i den ene ende
av en rydning i skogen. De sorte prikker var vinduer og dører.

Dale dreiet hjulet rundt og satte kursen mot dem. Da vi kom nærmere, saa
vi at et stort stykke and var ryddet der, og at lave, hvite træhuser,
smaa hytter og lange, skurlignende bygninger laa spredt omkring.

Far og Dale var enige om at her maatte de lande. Vi gjorde en rask og
brat nedstigning, og dumpet temmelig haardt ned akkurat midt paa
rydningen.

Hvad der nu hændte, lignet den fornøieligste scene paa et teater. Et
øieblik var alt stilt. Ikke en lyd, ikke en bevægelse. Men saa, likesaa
pludselig som paa scenen, begyndte hus og hytter at tømmes. Hvite og
indfødte om hinanden kom myldrende ind i straalen av vor lyskaster. De
fleste hvite hadde kastet frakker over sin natdragt og faat tøfler paa;
men de indfødte hadde ikke brydd sig med nogen slike formaliteter, de
løp omkring aldeles forstyrrede.

Dale og far aapnet døren og ropte av alle kræfter: «Hermann!»

Et øieblik efter trængte en mand sig frem, og kom hæseblæsende frem til
stigen. Det var en tyk, velstaaende tysker, og viste sig at være netop
vor mand, d.v.s. han som hadde «nøkkelen».

«Næsten unaturlig heldig og letvint,» bemerket Kerr. «Kan ikke tro det
er sundt at faa noget i den grad givendes!»

Men den tykke tyskeren begyndte, saa snart han hadde faat pusten igjen,
at røke gemytlig paa en av fars store cigarer, og gav os med én gang,
from som et lam, «nøkkelen», efter at vi naturligvis først hadde vist
ham ringen og latt ham skru platen av.

Heller ikke dette ord var meget oplysende. Det lød: «Agt.» «Ikke stort
at reise mange tusen km. for,» sa Dale tørt.

Men far sier vi faar vente til vi faar alle fire ordene, saa forstaar vi
vel litt mere.

Kerr kunde forresten heller ikke la være at holde moro med de to ordene
vi hadde faat. «Giv agt -- paa Schultz, blir det vel,» sa han saa pudsig
at vi alle maatte le.

Men vi blev snart optat med alvorligere ting. Tyskeren fortalte at det
andet aeroplan hadde landet der forrige dag om morgenen. Schultz hadde
brisket sig paa alle maater, men til ingen nytte. Ringen hadde for anden
gang svigtet ham, og han hadde ikke været istand til at faa «nøkkelen»,
hvor meget han baade lokket og truet.

«Han var mægtig sint,» sa Hermann og smilte ved erindringen om hans
utseende.

Schultz hadde altsaa øieblikkelig sat avsted i sin flyvemaskine igjen.
De andre mente vi maatte sætte efter ham straks; men far foreslog at vi
først skulde ta os en god søvn, og saa diskutere vore videre planer
imorgen, naar vi igjen var i flugt.

Forslaget var for fristende for os alle. Vi var dygtig trætte; Jack
ogsaa, om end ingen ting i verden skulde faat ham til at være ved det.

Tyskeren Hermann fik nok en cigar og tok saa umaadelig høflig avsked
med os.

Én maatte naturligvis holde nattevakt -- vi tænkte paa vore erfaringer
fra Murkat. Dale tilbød sig at ta den første. De andre skulde løse av.
Longley vilde ogsaa, men blev enstemmig forbudt det.

Og dermed godnat!» ender Tony sin beretning.

Kl. 6 næste morgen, efterat tyskeren hadde været der igjen for at si
farvel, og rimeligvis for at bli budt endda en av Sir Ralphs cigarer,
hævet aeroplanet sig igjen og begyndte sin 9000 km.s flyvning til
Rigiøerne i det sydlige Stillehav, hvor den tredje «nøkkel» var at faa.
Ruten lød paa: tvers over Malacca-strædet, over halvøen Malaga, og saa
tvers over det sydlige Kinesiske Hav.

Efter frokost holdt Sir Ralph krigsraad i forkahytten. Han fremholdt, at
da Schultz jo nu maatte ha forstaat at han ingen chance hadde til at faa
«nøklerne», maatte de se at sætte sig i hans sted og finde ut hvad han
nu agtet at foreta sig.

Longley, som nu var omtrent sig selv igjen, erklærte at hvis han var
Schultz, vilde han vente til de andre hadde faat «nøklerne» og fundet
skatten, og saa søke at røve den fra dem.

«Ganske rigtig. Netop det tænker jeg de kjeltringerne vil gjøre,» var
Sir Ralph enig i.

«Vi maa derfor betale med samme mynt,» sa Dale. «Jeg vet ikke hvordan de
er utstyrt med hensyn til vaaben, men jeg er ialfald sikker paa at de
ikke har en bedre kanon end vor.»

Tre utdrag av journalen vil vise aeroplanets reise de næste tyve timer.

«I mørkningen 31te juli -- passerer Borneo.»

«Kl. 8 efterm. 1ste august -- kysten av Ny-Guinea i sigte.»

Efter frokost stod gutterne sammen med sin far og saa ut paa de vilde,
øde og ubebodde trakter under dem. «Her er endnu uopdagede regioner,»
forklarte Sir Ralph. «Nogen av indbyggerne her er berygtede
menneskeætere.»

«Faar haabe ikke Kerr stopper motorerne sine netop her, da,» sa Jack
tørt.

Efter lunch stod Sir Ralph igjen i taarnvinduet med sin kikkert.

Han hadde en tid holdt øie med en høide som han nu tydelig kunde se.

Han vendte sig braat: «Dale, kom hit litt, er De snild.»

Sir Ralph gav ham kikkerten.

«Se paa den høiden. Der er en rydning under den. Ser De noget der?»

Dale stillet kikkerten og sa om et øieblik rolig: «Der ligger et
aeroplan og hviler paa den rydningen. Jeg ser det tydelig.»

«Se igjen!» foreslog Sir Ralph.

Dale tok kikkerten: «Et monoplan! av graat metal. Rørformet gondol.
Og -- ved Jupiter! kuppelformet styretaarn!»

«Netop, ja. Maken til vort, ikke sandt?» spurte Sir Ralph.

«De tror --?»

Sir Ralph smilte.

«Jeg tror, min kjære Dale, at vi vil finde vor ven Schultz der nede paa
den rydningen.»




KAPITEL XIV.

Kampen i skogrydningen.


Dale tok igjen kikkerten og saa nøie paa monoplanet.

«Det ser ikke ut til at ha tat skade paa noget vis. Baade bæreflaterne
og skroget ser i hvert fald ut til at være i orden. Det maa være en
motorskade de er gaat ned for at reparere.»

Sir Ralph vilde svare, men blev avbrutt av Longley, som spurte hvad i
alverden de stod og stirret saa intenst paa.

Sir Ralph vendte sig smilende: «Kom selv og se.» Tilføiet saa til Dale:
«Mon vi ikke burde styre litt nærmere?»

Dale var enig; og da han hadde tat Longleys plads ved hjulet, svinget
han aeroplanet i retning mot høiden over rydningen.

Longley stod imidlertid aldeles fordypet og stirret gjennem kikkerten
paa det fremmede aeroplan. Det gik et par minutter før han uttalte sig.
Saa kom det, vel overveiet og sikkert: «Det der aeroplan er bygget efter
vore tegninger. Kan ikke være noget andet. De har øiensynlig valgt den
rydningen som et heldig landingssted, hvor de kunde faa reparert
skaden.»

Gutterne, som hadde faat høre den store nyhet, forlangte at faa se i
kikkerten, de ogsaa.

Dale styrte ret mot høiden, som var et godt landemerke; og de nærmet sig
hurtig stedet.

Jack, som stod med kikkerten, mens Tony utaalmodig ventet paa sin tur
til at faa se, satte i et forbauset utrop, og vendte sig raskt mot de
andre: «Der kommer en mængde smaa røksøiler ut fra aeroplanet. Sandelig
tror jeg ikke de skyter!» ropte han ophidset. «Se far, se du!»

«Din lille sensationsmaker!» sa Sir Ralph leende, men tok allikevel
kikkerten.

Monoplanet var nu blit synlig ogsaa uten kikkert; men nogen detaljer
kunde de endnu ikke se med blotte øine.

Bare Jack, som saa ualmindelig skarpt, utbrøt igjen, endda mer ophidset:
«Jeg ser røkskyer nu, uten kikkert ogsaa. Jo, jeg gjør! Kan ikke du,
Tony? eller Longley?»

Begge forsikret nei; men nu sa Sir Ralph bestemt: «Jack har allikevel
ret. Det ser ut som om de skyter fra en platform bak styretaarnet.»

«Naturligvis maken til vort taarn,» sa Longley. «Men hvad gjælder det,
Sir Ralph? Kan De se hvad de skyter paa?»

«Ikke nu ialfald kan jeg se det. Jeg kan ikke se nogen paa rydningen.
Men om et minut eller to maa vi være nær nok til at kunne overse alt.»

«Sæt litt mere fart paa, Dale!» ropte Longley.

«Har saa gjort,» var svaret.

«Nu kan jeg ogsaa se røkskyerne,» ropte Tony. «Der kom tre like efter
hinanden.»

Longley hadde ogsaa set disse. Aeroplanet styrtet nu avsted med saa stor
fart at de snart tydelig kunde iagtta den scene de saa ivrig hadde
speidet efter.

Rydningen i skogen var langagtig, og kunde vel være 2 à 300 meter paa
det bredeste. Den laa som en oase i en uhyre strækning av tætpakket
skog, like ved foten av et brat berg, hvis top var næsten flat.
Monoplanet, som de nu tydelig kunde se ligge der med vidtutspredte
vinger og tilspidset skrog, var kommet ned omtrent i midten av
rydningen. Og hvert minut saa de nu tydelig uten kikkert at røksøiler
steg op fra et punkt øverst paa skroget, like bak taarnet.

«Men hvad er det de skyter efter?» spurte Longley igjen. «Der er jo
ingenting at se i nærheten av dem nu heller.»

«Gi mig kikkerten, Tony,» sa Sir Ralph og begyndte at se gjennem den,
holdende den saa støtt som den sterke fart tillot. Men førend han kunde
faa sagt hvad han saa, ropte Jack igjen: «Jeg spør, far, hvad er de
mørke flekkerne i kanten av rydningen for noget? De var ikke der for et
øieblik siden.»

«Du har ret, det var de ikke,» svarte Sir Ralph. «Men nu er mysteriet
opklaret, Longley. Den flyvemaskinen blir angrepet av de indfødte. De
har nu samlet sig ytterst i rydningen for at styrte mot dem, tænker jeg.
Og de paa monoplanet søker at holde dem tilbake ved sine geværskud.»

«Det vil de ikke længe være istand til, det jeg tror,» sa Longley rolig.
«En hel horde av de indfødte er der jo alt, og jeg tænker der snart
kommer flere rundt omkring fra. Jeg indser ikke hvorledes de skulde
kunne motstaa et slikt stormangrep. I ethvert fald misunder jeg dem ikke
stillingen.»

«Mon de har en maskin-kanon? Kan dere si mig det?» ropte Dale fra
styrehjulet. Han hadde opfattet saa meget av samtalen at han var med.

«Endnu er det ialfald bare geværild,» svarte Sir Ralph. «Jeg ser ikke
noget tegn til en kanon paa aeroplanet.»

Dale mente at om de hadde nogen, vilde de nok bruke den. Og hvis de ikke
hadde, saa trodde han ikke at de vilde være istand til at holde de vilde
borte med en to-tre rifler.

De var nu kommet saa nær at de alle tydelig saa hvad der gik for sig.
De paa det strandede monoplan dukket sig ned paa platformen bak
styretaarnet og fyrte gjentagne ganger mot de indfødte, som nu
øiensynlig planla en øieblikkelig storm mot flyvemaskinen. De stod nu
opstillet baade foran og paa siden av den.

«Hvad nu, far?» spurte Jack. «Har du tænkt at hjælpe dem?»

Sir Ralph saa med et ironisk smil paa Dale og Longley før han svarte.
«Sandelig, Jack, du faar vente og se. Vi maa komme litt nærmere før vi
kan overse alt og faa bestemt os. Det er en noksaa eiendommelig
situation pludselig at være kommet op i for os.»

Pludselig ropte Tony: «De begynder at komme frem fra skogen. Se, fort!
Det maa være mange hundrede av dem. Se, nu løper de alle!»

De andre vendte sig mot vinduet.

«Et stormangrep, akkurat som jeg tænkte det, ja,» sa Sir Ralph. «Men vil
de kunne stanse dem med de geværene, det er spørsmaalet?»

Sterkt foroverbøiet kom de indfødte fremover. Set ovenfra saa det ut som
bitte smaa brune maur kom krypende frem fra trærne. I tre forskjellige
flokker sprang de frem over rydningen, de første 50 meter eller saa uten
nølen eller stans, men da der saa kom smaa ondskapsfulde røksøiler fra
monoplanet, stanset her og der en av de smaa springende tingester og
blev staaende ubevægelige, mens de fleste lot sig rive med av den
bølgende angrepsmasse som fløi mot flyvemaskinen.

«De bruker sine vaaben godt og vel beregnet,» maatte Sir Ralph indrømme.

Jo nærmere de indfødte kom aeroplanet, desto voldsommere blev ilden fra
platformen. En stadig økende masse av faldne hindret fremrykningen, og
man kunde se de forreste begynde at sagtne løpet.

«De vil faa stanset dem denne gang. De vilde liker ikke den geværilden,»
sa Sir Ralph.

Ikke før var det sagt, før den fremrykkende linje blev brutt, og de
indfødte styrtet hodekulds tilbake til skogranden, forfulgt av de
dræpende kuler fra monoplanet.

Men dette var bare en frist, forstod de. Sir Ralph mente at ved næste
angrep vilde der komme mange flere, og da vilde ikke nogen slags
geværild kunne stanse dem.

«Nu er tiden kommet for os til at blande os i det, ikke sandt, Sir
Ralph, siden vi ser den vanskelighet de er kommet op i?» ropte Dale fra
styrehuset. Han hadde stanset farten merkbart, og de bevæget sig nu
nedover mot rydningen.

«Jeg er glad ved at høre Dem si dette,» svarte Sir Ralph. «Selv om de
dernede er Schultz og hans kompani -- og det tror jeg ikke det er nogen
tvil om -- saa kan vi ikke la disse vilde massakrere dem uten at løfte
en haand for at hjælpe dem. Det er utelukket.»

«Det er jeg ogsaa enig i,» sa Longley, «endda jeg tviler paa om Schultz,
hvis han var i vort sted, vilde ha set noget av alt dette der nede, men
bare fløiet videre.»

«Det tror jeg gjerne han hadde gjort,» sa Sir Ralph, «men det kan jo
ikke ændre noget i vor handlemaate. Vi faar se at bære os ad som
mennesker.»

«Det er min mening ogsaa,» sa Dale alvorlig. Derpaa vendte han sig
smilende til Longley: «Dette vil altsaa si at du blir nødt til at faa op
den ertekanonen din bak i aeroplanet, og det litt rapt, og saa vise os
om du er en virkelig skytter eller en ret og slet dilettant.»

«Godt,» sa Longley smilende igjen. «Er der saa nogen frivillige som vil
hjælpe mig med at faa kanonen op?»

«Jeg!» ropte Jack straalende av iver.

«Jeg ogsaa -- aa la mig faa lov!» bad Tony.

Sir Ralph vilde protestere, men Longley sa han vilde staa inde for at
ingen av de to smaa blodtørstige slyngler skulde komme til skade. «De
kan ogsaa være til nytte for mig ved at hente ammunition fra
oplagsrummet.»

«Bravo, Longley!» ropte Jack henrykt.

«Vil saa De ta kommandoen, Sir Ralph?» spurte Dale. «Jeg er styrmand, og
Longley manøvrerer kanonen; men vi maa ha en til at dirigere det hele.»

«Men hvorfor skal jeg?» Sir Ralph vilde protestere.

«Jo, fordi De forleden nat fortalte mig, da vi hadde vakt sammen, at De
har været med i flere sammenstøt med de vilde. Saa denne jobben maa bli
Deres,» forsikret Dale.

Sir Ralph lo, men maatte gi sig, og begyndte øieblikkelig at gi nogen
ordrer, mens Longley og gutterne skyndte sig til kanonrummet bak
salongen. Der begyndte de straks at operere med en stang og fik skjøvet
til side en lem i taket, hvorigjennem kanonen skulde heises op.
Imidlertid var Jack instruert til at dreie et hjul som fik baade kanonen
og platformen til at hæve sig langsomt op fra gulvet. Mens disse to var
optat med dette, blev Tony sendt ind i oplagsrummet for at finde kassen
med de smaa eksploderende bomber.

Sir Ralph stod ved taarnvinduet og saa ut. «Hvor høit er vi nu, Dale?»

«Tusen fot. Vi har dalet de sidste fem minutter.»

«La os gli ned til omtrent hundrede fot,» befalte Sir Ralph. «Sæt saa
motoren igang igjen, og hold os langsomt svævende. Min plan er at vi
skal kredse om rydningen saa langsomt som mulig for at kunne gjøre god
bruk av kanonen, om det behøves.»

«Godt,» svarte Dale og ringte for at faa motorerne stoppet. Ordren blev
øieblikkelig lystret av Kerr, som forresten svævet i den sorteste
uvidenhet om hvad der gik for sig. Han hadde bare hørt en tilfældig
bemerkning nu og da, og faat en forklaring i farten av Longley om
hvorfor han begav sig til kanonrummet.

I samme nu motorerne stoppet, stupte aeroplanet saa brat ned, at Sir
Ralph maatte gripe fat i messingrækverket rundt taarnvinduet for ikke at
tape balansen.

Stille og støtt gled aeroplanet nedover. Dale stod med haanden paa
rattet, færdig til at stanse nedstigningen i samme øieblik de naadde den
høide Sir Ralph hadde bestemt.

Rydningen saa ut som et ovalt grønt teppe, nydelig bredt ut mellem de
omstaaende trær. Den var nu ret under, og syntes at løftes hurtig op mot
dem.

Sir Ralph ropte pludselig: «Nu har mændene paa monoplanet set os! Det
ser jeg paa deres bevægelser. Men jeg tror ikke de vilde har faat øie
paa os. De maa være altfor optat av sin nye angrepsplan til at ha faat
tid til at se op.»

«Fem hundrede fot,» meldte Dale. «Nu stanser jeg.»

«Godt,» svarte Sir Ralph, ropte saa raskt: «Jeg hadde altsaa ret. De
vilde tænker virkelig paa et angrep. De danner linje i ly av trærne. Vi
maa se at faa spændt benene unda dem nu, ellers kommer de myldrende ind
i flyvemaskinen om et minut eller to. Gaa ned til to hundrede fot, Dale,
saa nær jorden som De kan, uten at røre trærne.»

«Nu er vi der,» lød det straks efter. «Jeg stanser glidningen og krydser
saa lavt jeg kan over rydningen.»

«Det er godt. Og saa var det kanonen da.»

Han gik over til talerøret, som stod i forbindelse med kanonrummet. Han
blæste ned i det, lyttet et øieblik, nikket saa og talte hurtig ned i
røret: «Ja, jeg hørte godt. Kanonen er alt oppe og ladd. Var det ikke
saa? Udmerket! Men hør nu, Longley. Dale styrer ret op over rydningen og
flyver saa lavt som mulig. Hvis dette pakket har begyndt at styrte frem
idet vi passerer dem, saa gi dem en bombe saa fort De kan, først den ene
flokken, og saa den anden. Eftersom jeg kan se, vil de denne gang styrte
frem i to partier, et fra hver side. Og naturligvis maa De gi dem en
dosis til, om det er nødvendig. Saa vil vi gjøre helt om, og gi dem
samme behandling fra den anden kant, hvis det behøves. Vil De være saa
venlig at gjenta dette? Godt!»

Sir Ralph hængte røret paa sin plads. Telegrafklokken ringte, og
motorerne blev sat igang. I det samme ropte Dale:

«Der er de ute, Sir Ralph! I hundredevis! De løper som bare pokker!
Og ved Jupiter! der skyter de fra monoplanet ogsaa!»

Sir Ralph sprang til vinduet. De var nu bare 150 fot over jorden, og
skulde netop flyve tvers over rydningen i den ene ende av den. Midt paa
den aapne plads, og med agterenden mot dem, stod det strandede monoplan.
Paa platformen bak styretaarnet laa et halvt dusin mænd, tre paa hver
side, med geværerne støttet mot rækverket.

Magre og kobberfarvede, slanke og rapfotede, med foroverbøide hoder, fór
de indfødte over sletten. I haanden hadde de kortskaftede spyd. Hvert
øieblik tumlet en overende med krampagtige armbevægelser, og laa der som
en skutt hare, mens deres kamerater hensynsløst stormet videre. De var
nu kommet over sin rædsel for geværkulerne, og fuldstændig likeglade med
livet løp de med brændende øine, bare optat av at naa sit maal.

«De fyrene paa monoplanet kunde likesaa godt bruke korkepistoler, saa
haabløst er det for dem at faa stanset det angrepet med de vaaben de
har,» erklærte Sir Ralph. «Men hvor er nu vor skytter? Skulde det ikke
nu være hans tur til at optræde, Dale? Jeg vil spørre ham i talerøret.»

De var nu bare 100 fot oppe, og fløi like over krigsscenen, idet Sir
Ralph forlot vinduet og grep talerøret. Men i det samme lød der et
smeld.

«Ved Jupiter! Se paa det, Sir Ralph!» ropte Dale fra styrehuset. Sir
Ralph slængte røret fra sig, sprang tilbake til vinduet og saa straks et
gapende hul i de vildes tætpakkede rækker til venstre. Og indhyllet i
blaa røk laa over et dusin skikkelser ubevægelige i en halvcirkel.

Forfærdet over dette uventede myrderi, sagtnet de andre farten litt.
Idet de saa op, fik de saa endelig øie paa det graa uhyre i luften som
hadde sendt denne dødbringende tordenkile ned blandt dem. De som ledet
angrepet, stirret forfærdet op i luften og sprang ganske langsomt,
stanset derpaa raadvilde, mens de bakenfor i ren panik klumpet sig
sammen.

Førend de fik tid til at komme sig igjen, lot kanonen paany høre fra
sig, skarpt og ubarmhjertig. Longley hadde svinget den om til den anden
side for at naa de indfødte som styrtet fremover til høire.

Bomben, som var liten, men av stor kraft, kom ikke med fuldt saa stor
præcision som den første. Istedenfor at falde ned i den forreste linje
av de fremstormende, som Longley hadde ment, traf den jorden og
eksploderte en meter eller saa foran dem.

Men virkningen var likesaa ødelæggende som om den var faldt ned mellem
dem. Ikke mer end et halvt dusin faldt denne gang, men eksplosionen like
foran dem, og jorden som sprutet tilveirs, forfærdet de indfødte i
høieste grad. Ogsaa disse stanset like saa raadvilde som de første,
og stirret i undrende rædsel op mot den gaadefulde angriper der oppe.

Mens flyvemaskinen svævet majestætisk mellem de to flokker av krypende
vilde, ropte Sir Ralph over til Dale: «Sving nu, saa fort De kan. Det
pakket der nede vil nu overveie situationen. Det _kan_ hænde at de har
nok med denne ene dosis, og flygter. Men jeg tror heller de tar sig
sammen om et øieblik og vil risikere nok et angrep. Altsaa maa vi komme
ret over sletten en gang til, og pepre dem paany hvis det behøves.
Longley gjør god nytte ved den kanonen, Dale, ikke sandt?»

«Han er en fuldstændig virtuos til at bruke den,» svarte Dale og smilte.
Derpaa adlød han Sir Ralphs ordre, og styrte som han hadde sagt.

Imidlertid snakket Sir Ralph med Longley i talerøret: «Sandelig, nu
skulde nogen av vore torpedobaatfolk ha set os! De vilde ha drømt om
luftkrig inat og vaaknet op dyvaate av sved! Ja -- all right; Dale
flyver over dem igjen, og hvis vore svarte venner dernede skulde trænge
litt mere av samme slags, vil De saa gi dem en omgang til? Godt!»

Sir Ralph gik tilbake til sit vindu, og saa nu at de ordnet sig til at
gaa ret over sletten. Han saa at mange av dem endnu var ubestemte og
like saa nær paa at ta flugten. Men han saa ogsaa at et halvt dusin
kraftige, brune karer med vilde bevægelser og løftede spyd fór om mellem
de vaklende og øiensynlig ophidset dem til fortsat kamp.

«Formodentlig anførere, eller kanske shamaner,» forklarte Sir Ralph
raskt. «De prøver sikkert at stive dem op til at ta imot mere pludselig
død fra det høie.»

«De faar dem nok til,» ropte Dale. «Se, nu sætter de sig alt i
bevægelse.»

Og det var virkelig saa. Langsomt i begyndelsen, og med skulende blik op
mot fienden i luften som begyndte at nærme sig dem igjen. Men snart fik
de sit mod igjen og satte avsted i fuldt løp.

Den anden flok, som imidlertid hadde lusket om paa den anden side av
monoplanet, blev nu som hypnotisert av de andres heltemodige eksempel,
og styrtet pludselig frem i rasende fart, de ogsaa.

Den sprutende ild fra monoplanet syntes nu næsten at være dem aldeles
likegyldig, uagtet den ene efter den anden av dem sprat op for at falde
livløs om.

«Godt gjort! De fyrene er av rette sorten!» sa Sir Ralph beundrende.

«Ja -- har aldrig set maken, ved Jupiter!» forsikret Dale.

Men nu kom deres kanon igjen med sin myndige, skarpe tale for tredje
gang.




KAPITEL XV.

De indfødte blir slaat tilbake.


Aeroplanet var nu like ved og omtrent i samme høide som de indfødtes
baktrop. Men istedenfor at styre like over dem, svinget Dale litt til
høire, forat Longley skulde faa bedre oversigt og la sin bombe falde der
hvor den vilde gjøre mest ødelæggelse, d.v.s. midt i de forreste rækker.

Akkurat der faldt ogsaa bomben. Og idet den eksploderte i et eneste
virvar av røk og støv og vaklende brune skikkelser, fór den dræpende
frem gjennem de tre, fire forreste rækker.

Virkningen var forbløffende. Tolv, fjorten mand blev grusomt rammet og
slynget væk. Men rækkerne fyldtes øieblikkelig. Ingen pause, ingen
nølen. Raseriet drev dem bare videre frem.

«Ved Jupiter, Sir Ralph!» ropte Dale. «Denne gang gir de sig ikke.»

Sir Ralph nikket rolig og vilde svare, da der igjen kom et smeld fra
deres kanon. Denne gang hadde Longley rettet skuddet mot den anden flok,
som angrep fra den motsatte side av det strandede monoplan. Ogsaa denne
gang blev der et gapende hul i rækkerne. Men ogsaa her blev hullet
øieblikkelig fyldt av nye, som rasende kastet sig ind i kampen.

Men nu var aeroplanets stilling blit mindre heldig. Sir Ralph blev
straks opmerksom paa det og kommanderte høit og klart: «Sving
aeroplanet, Dale, saa fort som mulig! Vi maa bakenfor flyvemaskinen
dernede, forat Longley kan faa sendt dem det avgjørende skud. Men fort!»

Og med slik pludselig heftighet blev de svinget rundt, at Sir Ralph
maatte gripe i vindusrækverket for ikke at bli kastet overende. I det
samme saa han den lange, graa vinge tilhøire for taarnet bøie opover
indtil den stod næsten ret op og ned i luften, paa samme tid som den
venstre vinge bøides saa dypt ned at den næsten slæpte langs jorden.

I denne stilling svinget aeroplanet rundt. Det saa vitterlig ut som om
det stod og dreiet rundt paa den ene vingespids. Gulvet i styrehuset
stod paa ende, som om det pludselig vilde agere væg.

Den mesterlige manøvre hvirvlet dem op i midten av rydningen. Og her saa
de snart at det strandede aeroplans stilling var blit kritisk. Begge
flokker var nu naadd frem til det. De yret omkring det, og de indfødte
slynget sine korte kastespyd efter de mænd som dukket sig ned paa
platformen over dem, mens nogen prøvde paa at klatre opover skroget.

Men disse bestræbelser blev der foreløbig sat en stopper for. Stigen var
naturligvis heist op, og de forsøkte forgjæves at faa tak i noget at
klatre efter.

En del av dem styrtet saa til agterenden; den laa litt lavere. Og her
lykkedes det virkelig nogen at faa kravlet sig op paa skroget; men idet
de reiste sig, gled de paa de glatte metalplater og nedover mot
platformen. De som stod der og saa den nye, overhængende fare, brukte
sine automatiske pistoler med beundringsværdig dygtighet. En av dem laa
jamrende med et spyd gjennem benet; men de andre aapnet en ødelæggende
ild mot de vilde, som kom kravlende og glidende imot dem.

Tumlende bakover og til siden gled en 10-12 stykker av dem hylende og
jamrende hjælpeløst ned paa jorden.

I denne kritiske situation, da virkelig de paa platformen var i stor
fare, var det at Longleys kanon igjen tok tilorde. To ganger, like efter
hinanden, lød et skud. De indfødte, som igjen fik føle deres ødelæggende
virkning, begyndte at vike. Og efterat endnu fire bomber var eksplodert
mellem dem, begyndte de at ta flugten. Først bare en del, mens andre
fremdeles kjæmpet med fortvilelsens mod.

Under dette, og mens der endnu var nogen nølende tilbake, kom nok en
velrettet bombe. Dette blev avgjørende. I den skrækkeligste forvirring
fór resten ind i skogen og søkte ly bak trærne.

Sir Ralph saa smilende paa Dale: «Det der var en ordentlig tørn.»

Der blev saa holdt krigsraad om hvad der videre var at gjøre. De hadde
gjort sin pligt ved at hjælpe mandskapet paa den anden flyvemaskine mot
de indfødte. Skulde de saa flyve direkte videre? Eller skulde de lande
paa rydningen et øieblik, de ogsaa, for at faa en hyggelig passiar med
skurken Schultz?

Det var Sir Ralph som hadde fremsat disse spørsmaal.

Dale lo og svarte: «Personlig vilde det være mig en utsøkt nydelse at
høre Dem si vor ven Schultz nogen rigtig drøie sandheter, Sir Ralph!»

Sir Ralph tilstod at det ogsaa var fristende for ham. «Vi maatte da
naturligvis tydelig la ham forstaa, at om han ikke holder sig væk fra os
herefter, vil der ikke bli vist ham nogenslags barmhjertighet. Han
skjønner vel bedre hvad det vil si nu, som han har set nogen av Longleys
meritter med kanonen. Ja -- saa sandelig vil jeg benytte anledningen til
at snakke med den slyngel!»

«Godt,» sa Dale, «saa lander vi her saa nær de andre som mulig. Men vi
holder motorerne gaaende, saa vi kan stikke av igjen saasnart De har
skjeldt skurken ut.»

Mens Dale manøvrerte nedover, gik Sir Ralph over til Longley og
gutterne.

Baade Jack og Tony var alvorlige og forfærdede over det skuespil de
hadde været vidne til. «Far -- hvor mange av de indfødte har vi dræpt?»
spurte Jack.

«Aa, en hel del, er jeg bange,» svarte han alvorlig. «Men vi var jo nødt
til at hjælpe de hvite, og vi kunde ikke tillate at de blev overvundet
og pint av disse vilde menneskene.»

Gutterne var fremdeles stille. Men efterat Sir Ralph hadde komplimentert
Longley for hans udmerkede arbeide, begyndte han at fortælle om deres
sidste plan, at lande en stund her for at snakke med dem paa det andet
aeroplan.

«Naar saa er, faar jeg nok bli staaende her ved kanonen,» erklærte
Longley bestemt. «Ikke tør jeg tro de kjeltringerne et minut, ikke
engang like efter at vi har reddet dem fra at bli massakrert av de
vilde. Svindlere av Schultz's type _kan_ simpelthen ikke gjøre andet end
skurkestreker.»

Sir Ralph nikket alvorlig: «Jeg er enig med Dem, Longley. Jeg vil bare
kortest mulig forklare dem, at det blir værst for dem selv, om de nu
ikke holder sig væk fra os. Dale og jeg vit føre forhandlingen fra
platformen. De holder Dem skjult her med gutterne. Det er jo ikke
nødvendig at de faar vite derover akkurat hvor mange vi er her ombord.

Hvad et pludselig forræderi angaar, saa indestaar jeg for at jeg skal
kunne beskytte baade mig selv og Dale mot det.»

«Hvad mener du med det, far?» spurte Jack.

«Bry dig ikke med det, lille hr. nysgjerrigper,» svarte han smilende.
«Bli du bare her og hjælp Longley.»

Dermed gik Sir Ralph. Men førend han gik ned paa platformen, gik han
indom oplagsrummet.




KAPITEL XVI.

Forræderi.


Imidlertid hadde aeroplanet gjort en elegant halvcirkel, og med baugen
nedover gled den sagtelig mot rydningen.

De paa den anden flyvemaskine hadde nu faat sin saarede kamerat med ned,
og et par stod paa platformen og stirret paa det dalende aeroplan. De
indfødte var ikke at se mere noget sted; de var som sunket i jorden.
Bare de lemlæstede brune skikkelser som laa strødd utover sletten,
mindet uhyggelig om det blodige skuespil.

I en jevn glidning førte Dale aeroplanet mot jorden, og et minut eller
saa før det berørte den, hævet baugen sig litt. Like bakenfor, og litt
til høire for det andet aeroplan, støtte de mot jorden.

«Just ikke noget terræn til at lande paa dette, ved Jupiter!» ropte
flyveren ærgerlig. Gulvet han stod paa, gik op og ned, idet de humpet
fremover stok og sten. Farten sagtnet dog litt efter litt, og aeroplanet
blev staaende næsten side om side med det andet; ikke mer end en meter
eller to mellem vingespidserne paa dem.

«Hold øie med alt her, vil du Kerr?» ropte Dale og sprang ned fra
styrehuset.

Det skal jeg nok, svarte ingeniøren. «Men dere tar vel endelig pistoler
med?»

«Naturligvis -- vær bare ikke bekymret for os,» svarte Dale, og gik saa
med Sir Ralph op ad den stige som førte til platformen oppaa skroget.
Idet de nu stod like overfor den anden flyvemaskine, fik de øie paa to
mænd der.

Den ene var firskaaren, svær og klumpet av figur, og hadde et mørkt,
busket skjeg, som helt skjulte det nederste av ansigtet. Den anden var
slankere bygget og litt høiere; ogsaa han saa ut til at være en kraftig
fyr. Han var glatraket og blek. Begge var klædt i ledige blaa
arbeids-dragter.

«Det der er Schultz, den hovne tosken,» hvisket Sir Ralph. «Og den anden
burde De selv kjende igjen, Dale.»

«Javist, gjør jeg,» mumlet flyveren. «Sidst jeg saa ham, var paa
Girdlestone Hall. Deres tjener!»

Sir Ralph nikket smilende, ropte saa temmelig ironisk, men klart og
tydelig over til dem paa flyvemaskinen: «Nei se, goddag, hr. professor!»

Tyskeren vak op ved denne uventede hilsen, og pustet kinderne op, saa
øinene bare blev to streker i det fete, dorske ansigt. Han hadde
vanskelig for at finde et passende svar, foretrak derfor at late som om
han ikke hadde hørt rigtig.

«Hvad for noget De sagde?» sa han med sterk dialekt og dyp, grøtet
stemme.

Sir Ralph lo. «Det kan igrunden være det samme. La os gaa over til
forretningerne straks.»

«Forretning -- ja vel,» svarte tyskeren. «Men husk jeg kjende Dem
begge to.»

«Det er godt,» svarte Sir Ralph fremdeles smilende. «Men De ser ikke
netop ut til at være overvældet av taknemmelighet mot os fordi vi har
frelst Deres liv,» kom det ironisk.

«Taknemmelig -- ach ja, naturligvis. Men nu vil De vel blive her hos os
til vore motorer blive istand?»

«Kunde ikke falde os ind,» svarte Sir Ralph raskt. «Vi flyver om et
minut. Men jeg vil bare si Dem det, at naar vi brukte vor kanon til
hjælp for Dem, saa var det bare fordi vi som skikkelige mennesker ikke
kunde undgaa det.







End of the Project Gutenberg EBook of Luftseilerens Skat, by 
Claude Grahame-White and Harry Harper

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK LUFTSEILERENS SKAT ***

***** This file should be named 34062-8.txt or 34062-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/3/4/0/6/34062/

Produced by Louise Hope, Tor Martin Kristiansen and the
Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.