FAMILIEN DE CATS

Mine Læsere, jeg vil ikke narre jer til at læse noget, som I senere skulde fortryde. Her er en Historie, som ikke har nogen anden Fortjeneste end en ganske udmærket Moral.

Men der var for hundrede Aar siden og er maaske endnu i Amsterdam en Familie, som, skønt den var borgerlig, i Hæderlighed og Retsindighed overgik alle andre. Da det havde været saaledes i mange Aar og det lod til, at deres store Retsindighed gik i Arv fra Fader til Søn, var det snart over hele Landet eet og det samme at være af Familien de Cats og at være en udmærket Mand. De havde de højeste Embeder, baade gejstlige og verdslige, og det var efter hele Folkets Ønske, thi det var ikke alene for Hæderlighed, de var bekendte, de var dygtige Folk, de var kloge og kraftige og meget rige.

Men paa samme Tid var der en stor Ulykke, som blev ved at følge Familien de Cats og som de aldrig kunde holde op at sørge over, thi de havde altid imellem sig een, der var lige saa lidt agtværdig som den øvrige Familie var agtet, netop det man kalder et sort Faar i en Familie, og det var sørgeligere og mere forunderligt i denne Familie end i nogen anden. Endskønt alle Forældre i Familien med Tanken paa denne tunge Skæbne gjorde hvad de kunde for at opdrage deres Børn til sande de Catser, kunde de dog ikke undgaa den, thi næppe døde en af deres gamle Syndere, og de var af med dem og drog Vejret lettere, saa viste det sig, at der var een af deres unge parat til at tage Arven efter ham.

Naar de saa tilbage over deres Historie, som de holdt optegnet og alle blev nøje oplærte i, saa maatte de, ved Siden af alle de udmærkede Navne paa værdige Borgere og fromme og myndige Biskopper og Borgmestre og hæderkronede Koner og Mødre, de fandt i den, se et sørgeligt Register af Navne paa store Slyngler. De, der huskede det, kunde fortælle om den gamle Jeremias de Cats, der endte som Sørøver, Adrian de Cats, som for Resten var en Pryd for det amsterdamske Selskab, men om hvem det kom frem, at han havde en Kone i Utrecht og en i Haarlem foruden sin Frue i Amsterdam og to i Udlandet, Cornelius de Cats, som endnu bliver nævnet, naar man vil skælde en anden ud for en rigtig Gnier, Petrus, Biskoppens Søn, som ikke kunde holde sig fra Spil og Væddemaal, men spillede Zeven-Eleffe med Meïr Goldsmet fra Lissabon og lovede at gaa over til Jødedommen, hvis han tabte, og som for at betale en anden Spillegæld i sin Faders Navn solgte alle de malede Ruder i St. Bavokirken i Haarlem, og Jonas, som i Hidsighed slog sin Broder ihjel og Øjet ud paa Admiral Dudok de Wit og maatte flygte ud af Landet.

Og mens de nu satte al deres Kraft ind paa at opdrage deres unge Sønner, saaledes at disse Ulykker kunde undgaas, ramte den værste Ulykke dem dér, hvor de mindst ventede det, thi Amalia de Cats, som var den dejligste Pige i Amsterdam, rejste en smuk Sommermorgen ud af Byen med sin Syngelærer og blev borte. Fra den Dag af nævnede de ikke hendes Navn. (Skønt hun senere giftede sig Penge til med en rig Slavehandler og boede paa Java. Dengang hendes Nevø, den unge Petrus de Cats, skulde oplæres i Købmandskab og fulgte sin Faders Skib derud, gjorde hun en stor Middag for ham, der ikke vidste, hvordan han skulde føre sig op derved; han var meget forlegen ved Tanken paa, hvad de vilde sige hjemme, da hun med stor Stolthed og Bevægelse udbragte hans og sin Families Skaal ved Bordet, ligesom der aldrig havde været det ringeste imellem dem, og omfavnede og kyssede ham.)

Ved hendes Død troede de at have Fred og blev alle meget angst ved det, da deres mest begavede unge Mand, Jeremias, som studerede i Haag, begyndte at søge daarligt Selskab og gøre Gæld, de var bange for, at han skulde gaa i hendes Fodspor.

De tog heller ikke fejl, thi Aaret efter blev han viist ud af Universitetet, og et Aar var ikke gaaet hen efter det, da han lavede saa store Skandaler i Amsterdam, at han blev nødt til at forlade Byen og Landet, og fra Udlandet hørte de i de næste Aar med stor Bedrøvelse meget slemme Ting om ham.

Men efterat det nu var gaaet saaledes i hundrede Aar, syntes Skæbnen, det havde varet længe nok.

Derfor hændte det en Foraarseftermiddag, mens en hel Forsamling af Familien var til Stede i unge Petrus de Cats Hus for at fejre hans første lille Søns, den yngste de Cats Daab, og mens Isen var ved at smelte paa Kanalerne og Luften stod over Byen ligesom en fin gylden Taage, at ind traadte den gamle Fru Emerenze de Cats for at tale med dem.

De blev straks meget rørte og glade over hendes Besøg, bød hende den bedste Stol, bød hende Chokolade, kandiserede Frugter og Honningkage og prøvede at faa Barnet til at kysse hende, men hun brød kort efter Samtalen af og sagde til dem: „Jeg kom herhen for at tale med eder om noget andet. Jeg skulde ikke forstyrre eders Glæde i Dag, hvis det ikke var nødvendigt, at jeg talte med eder, og dog vil jeg sige, at for mig er den Efterretning jeg bringer, en Glæde. Min Søn Jeremias kommer hjem.“ – De vidste ikke, hvad de skulde svare herpaa, og tav. Til sidst sagde den gamle de Cats, Petrus’ Fader: „Det glæder mig. Det glæder mig at høre.“ Men selv han var forlegen. „Jeg takker dig for det,“ sagde Fru Emerenze. „Dog var det ikke for at tvinge eder til af Venlighed mod mig at sige dette, at jeg kom herhen i Dag. Det var for at gøre jer et Spørgsmaal. Thi det ved I, at der i Verden er et Adelskab af hæderlige Folk. Ved Himlens Naade høre vi og vor Slægt til det ved vor Fødsel. (Thi ogsaa hun var født de Cats, en Halvsøster til den gamle de Cats og gift med sin Fætter.) Vi har i vort Blod Retten til at regne os med dertil. Man har kaldt os Landets Samvittighed, lad os takke Gud, at det er med Rette. Men det ved jeg, at denne Ret har min Søn forskertset, af eget Valg er han traadt ud deraf, og ingen vil det falde ind at nævne hans Navn, naar de nu taler om os. Derfor sømmer det sig for mig at spørge jer, ja jeg vil gaa fra den ene til den anden og spørge jer, om I vil tage ham op imellem jer og tillade, at han vender tilbage. Jeg beder jer svare mig oprigtig og saaledes, som I synes, det er ret at svare, hvis I nægter det, ved jeg, at det er, fordi I synes, det er retfærdigt saaledes.“ Det var i Virkeligheden den gamle Petrus de Cats, hendes Ord var henvendt til, thi ingen af de andre vilde tale her i hans Søns Hus, inden han havde talt, men dette var ikke for ham lige at løbe til, og saa længe at de andres Mening om hvad han vilde sige, fik Tid til at skifte frem og tilbage, sad han tavs. De vidste, at han gik hele Jeremias’ Historie igennem i Tankerne, fra han var en lille vandkæmmet Dreng, der udmærkede sig i Skønhed og Intelligens mellem de andre Børn af Familien, som kom til Nytaarsmiddag hos ham, op igennem de Tider, hvor han paa hans Faders Vegne holdt de første Straffeprædikener for Ynglingen, og til de sidste Aar, hvor hver eneste ny Efterretning om ham var et Ulykkesbud. Men den gamle Petrus de Cats var bleven mildere med Aarene, da han til sidst talte, sagde han: „Ja, jeg vil svare, som jeg synes, det er retfærdig. Ja, vi vil tage ham op imellem os. Han skal være velkommen hjem.“

Da smeltede den gamle Fru Emerenze, thi hun vidste, hvad en Naade af en af denne Familie var værd, og hun kunde en Stund ikke tale. Den gamle Petrus de Cats blev selv bevæget herved. „Der skal ikke være nogen af os, Emerenze,“ sagde han, „af hvem han skal høre sin Ungdoms Fejltrin nævne. Han hører til imellem os, og saaledes vil vi tage ham op. Jeg kan sige det i Dag, naar vi taler om dette, jeg tror undertiden, Papa og Mama var for strenge mod Amalia.“ „Det er jeg vis paa,“ sagde Fru Emerenze, „at vi altid har stræbt at gøre, hvad der var retfærdigt, men for min Søns Skyld staar jeg i Dag paa et Sted, hvorfra en mild Dom ser anderledes ud, end den gjorde før. Jeg vil gaa i min Grav med Tak til eder alle for dette Svar.“ Og da det havde været en saa højtidelig Samtale, fulgte hendes Broder hende selv til hendes Vogn, og de andre stod tavse, til de var ude af Døren.

Men ikke saa snart var de det, saa sagde Petrus de Cats, den unge: „Dette var galt.“ De andre blev forundrede herved og forargede, vendte sig imod ham og spurgte, hvad han mente.

Den unge Petrus de Cats var paa en Maade deres Stolthed, thi han var en dygtig Forretningsmand, og ved Siden af havde han store Kundskaber i Filosofi og Historie, han studerede Matematik og Astronomi, ja Astrologi, for sin Fornøjelse, og de vidste, at, hvis han ikke havde været en de Cats, vilde han have været en berømt Lærd. Han havde svage Øjne og havde den Vane at knibe dem sammen, naar han talte, til Gengæld havde han en fin stor Mund og smilte tit.

Han sagde: „Af to Grunde var det galt. Og dette er den første, at, naar vi taler om Retfærdighed, saa er det lige saa galt som at hugge Hovedet af en uskyldig at lade en skyldig gaa. Dette er et Fejltrin af os, som Skæbnen vil løfte mod os, hvis vi nogen Sinde klager over dens Uretfærdighed. Har vi nu noget at lade den høre, naar den ødelægger hæderlige Mænd og lader de uhæderlige have Fremgang. Man maa vænne Retfærdigheden til at være almægtig,“ sagde han, „dette vil vi kunne mærke om tyve Aar.“

„Men Barmhjertigheden, min kære Petrus,“ sagde hans Onkel Biskoppen ganske eftertænksom. „Hvor bliver Barmhjertigheden af.“ – „Og dette er den anden Grund,“ sagde Petrus, – „ja Barmhjertigheden, Onkel Cornelius, kan dog ikke sætte Retfærdigheden til Side. – At man kan gavne Verden paa to Maader, man kan gøre Dyden skøn eller Lasten afskrækkende. Hele Verden hviler paa, at Dyden belønnes, men hvem vil tro det, naar de ikke ser det. Derfor er det, at Landet skylder os Tak, fordi vi har vist det en heldig Dyd. Vi har haft to Grunde til at glæde os, naar vi havde Fremgang i Verden, at Dyden gik frem og at vi gik frem. – Men nu Jeremias. – Dyden har han sagt sig løs fra, men lad ham gøre Lasten afskrækkende. Naar han slog Sten paa Vejene og tiggede paa Gaderne, saa var ikke engang du, Onkel Cornelius, eller du, Tante Carolina, bedre som Eksempel for Ungdommen. Der vilde ikke være nogen imellem os, hvis Navn vilde blive nævnt tiere i moralske Taler til vore Børn. I ødelægger for ham det eneste Haab om at gavne Verden, som han har!“ sagde den unge Petrus de Cats.

Dette er paa en Maade første Del af Historien om Familien de Cats, her holder den op.

Nu var jo Ordet sagt, Jeremias kom tilbage som den forlorne Søn og to Maaneder efter døde den gamle Fru de Cats og blev begravet. Jeremias boede i hendes Hus, han havde ikke meget med de andre at gøre, men da de, efterhaanden som de saa mere til ham, ret godt kunde lide ham, mente de og sagde til hinanden, at det dog var glædeligt, det lod til at være Alvor med hans Omvendelse. –

Men det var et Aar efter Fru Emerenze de Cats Død, at Petrus de Cats en blikstille og glødende varm Dag sendte et Bud til sin yngre Broder Coenraad, den dygtigste unge Forretningsmand i Amsterdam, og bad ham komme til sig, saa snart han fik Tid. Coenraad gik da derhen om Aftenen, og mens han gik gennem Gaderne, var han saa tankefuld, at hans Bekendte, der ogsaa var ude og spadsere i den milde Sommeraften, hilste paa ham uden at faa Svar. Han vidste ikke, hvad hans Broder Petrus vilde ham, og tænkte: „Det kan være, det er sandt, hvad jeg har hørt, at han har Vanskeligheder i sin Forretning og vil bede mig hjælpe sig. Nu faar vi at se.“

Da Coenraad havde hilst paa Petrus’ Kone og Barn og de var alene i Studereværelset, sagde Petrus: „Hvis det, jeg nu fortæller dig, skulde forbavse dig, saa tro mig dog, naar jeg siger, at jeg aldrig har været saa alvorlig som nu.“ Coenraad tænkte da: „Han er meget bleg, som han plejer at være, naar han har Bekymringer. Det maa være alvorligt, hvad der er i Vejen, og nu kommer han til mig. Men i Forretninger gælder Familieskab dog ikke saaledes.“ Han sagde ingenting, men blev siddende og røg videre i Tavshed.

Nu sagde Petrus: „Lige fra jeg var ganske ung, har jeg studeret Skæbnen. Ja, det har været mit første og sidste Studium; jeg har fulgt den overalt, i min Forretning, i mine Studier, i mit Ægteskab, alle Vegne har dens Styrelse været det vigtigste for mig, selv hvor den gik mig imod, har der været for mig saa god en Lære at drage ud deraf, at det har opvejet det for mig. Naar jeg siger dig dette, saa er det for at bede dig høre mig til Ende i Tavshed.“ „Ja det er jo let at skyde Skylden paa Skæbnen,“ tænkte Coenraad de Cats.

Petrus sagde: „Der hviler en forfærdelig og mærkelig Skæbne over os. Jeg ved ikke, om det er en Forbandelse, men i dette Øjeblik har det vendt sig til en Forbandelse. Det gælder nu vort Liv, ja mer end det.

Vi er kun saa meget bedre end andre,“ sagde Petrus de Cats, „fordi vi altid imellem os har een, som bærer vore Synder. Alle Fejl, som skulde have været fordelt mellem os alle, er samlet paa een af os, og derigennem gaar vi andre fri.“

Nicolaus de Cats bar dem og drev en Gang for alle Usandhed ud af Familien, Petrus bar dem, og vi har lige siden været bange for at røre et Kort, Cornelius bar dem, saa at vi efter hans Tid har givet mer til de Fattige end nogen anden Familie i Holland, Tante Amalia bar dem og nu var vore unge Piger de dydigste i Landet. Men da Jeremias omvendte sig, da ramte Ulykken os i Virkeligheden og kan vi nu ikke finde paa Raad, er det ude med os.

„Hvad er det, du mener?“ sagde Coenraad.

„Ja Gud give jeg var gal,“ sagde Petrus, „men det er ikke saaledes. Vor Anseelse er saa stor, at ingen endnu er faldet paa, at det er gaaet tilbage med os, maaske de aldrig vil falde paa det, men hvis det er Tilfældet, saa er det endnu det forfærdeligste ved vor Ulykke, thi saa er der ingen Grænse for, hvilken Skade vi kan udrette, som er et Eksempel for hele Folket.“ –

„Se dig om mellem os,“ sagde han til sin Broder, „er vi det, som vi var for halvandet Aar siden, da Jeremias fik den usalige Tanke at omvende sig og komme hjem?“ „Er vi ikke,“ sagde Coenraad.

„Det begyndte allerede kort efter, at Jeremias var vendt tilbage,“ sagde Petrus, „een for een faldt vi, jeg ved ikke, om der nu er een imellem os, som er værd at bære Navnet de Cats. Se Onkel Cornelius og husk paa, hvordan hele Amsterdam før kom hjem fra hans Kirke som fra en Regnskabstime med Himlen selv, han har i Gaar i sin egen Kirke viet Fyrst Moritz til venstre Haand til Antonette v. Waffelbacker. Med den Magt, han har, vil det kunne mærkes i hvert eneste Ægteskab i Holland. Se paa Tante Carolina, som var et Mønster for alle Hollands Koner og Mødre, – ingen kan nægte, at hun gjorde de Smets stor Uret for at gavne sine egne Børn. Se hvordan Onkel Jonas med eet har slaaet Haanden af sin Kones fattige Familie. Se Onkel Klaaes, som har trukket sin Bog om Treenigheden tilbage, da Kirkeraadets Skrift om Kætteri udkom. –

Ja og her har jeg kun talt om Ting, som alle ved,“ sagde Petrus, „jeg har ikke nævnt et eneste af de Rygter, som gaar. Ellers maatte jeg have talt om dette, som Ulykken tvinger mig til at nævne, og som vi maa bede til Himlen ikke er sandt, at Nicolaus har en maîtresse i Prinsengraacht. Jeg burde ogsaa have talt om, hvad hele Byen taler om, at Wilhelmina, Borgmesterens unge Kone, har en Elsker. Men hvis du ikke tror, det er sandt, se saa paa vor egen Søster, Emerenze, vor Stolthed, som har solgt sig til den største Idiot i Holland for et fornemt Navn, gjorde vore unge Piger det før? – Der er ikke een af os, der længere er, hvad vi var, ikke jeg, som sidder her og taler til dig om det, thi jeg burde sørge og rive Haarene af mit Hoved og nu skal jeg sige dig, hvordan det er, det har gjort mig glad, jeg har følt en Slags Fornøjelse over, at vi ikke var bedre, ja ved hver ny Ulykke en Slags Fornøjelse som ikke er til at udholde.“

Og da Petrus havde aflagt denne Bekendelse, tav han en Stund i den største Bevægelse, men Coenraad, som havde hørt paa, hvad han sagde, med bestandig større Opmærksomhed, blev først mørkerød og derefter, ligesom Heltinden i en Roman, hvid som en Væg.

Da Petrus atter talte, sagde han: „Svar mig nu ærligt, er du den samme som du var, da Jeremias kom hjem?“

Og ikke saa snart havde han sagt det, saa rejste Coenraad sig og slog ham ind i Ansigtet, saa at han vaklede tilbage, og opfyldt af Vrede og Forfærdelse stirrede de en Stund paa hinanden. Til sidst sagde Coenraad: „Ja, jeg kunde nok tænke det. Du har ikke glemt dine gamle Vaner, fra vi var Børn, du tror, du er Dommer over mig. Men jeg vil ikke have din Indblanding, du, som ikke forstaar dig paa Forretninger, som hele dit Liv har ærgret dig over, at du skulde være Købmand og ikke kunde studere Stjernerne.“ Men endnu mens han talte, følte han, at han tog helt fejl, med en uhyre Anstrengelse tav han da, vendte sig og tav og gik til Vinduet og saa ud i voldsomt Oprør som et Menneske, der ikke er vant til at være i Affekt og ikke aner, hvorhen han skal vende sig eller til hvad han skal støtte sig for at finde Ligevægt.

Da sagde Petrus, i Midten af en dyb og smertefuld Tavshed: „Nu har jeg vistnok min Kæde fuldendt.“

„Aa Gud,“ sagde Coenraad med eet ganske fortvivlet, „det er ikke til at holde ud. Naar du dog ved det, saa lad os tale lige ud. Jeg er ved at blive gal af Begærlighed efter at tjene Penge, jeg tænker paa det Dag og Nat. Hvad skal jeg gøre for at blive fri, jeg kan ikke slippe det, det sidder alt for dybt. Saa tænker jeg, at det er dog ikke uhæderligt, hvad jeg har gjort, kan jeg gøre for, at Beeversen & Soon bærer sig ad som gale Mennesker, men jeg ved det godt, jeg ved det selv, det er ikke sandt, det ender med at drive mig ud i Forbrydelse. Naar jeg tænker paa, hvad jeg var før og hvad jeg nu er, saa tror jeg, jeg skal blive gal.“ Han tav længe, og sagde saa: „Ja hvad Nytte er det til at tale om det?“

„Hvordan skulde der være Hjælp at finde, før vi kendte vor Ulykke,“ sagde Petrus. „Hjælp,“ sagde Coenraad, „Hvad Hjælp er der?“ Petrus saa paa ham, gik til Vinduet og kom tilbage og sagde: „Ser du ikke at vor Ulykke begyndte, da Jeremias kom hjem. Hvorfor skulde der ikke være en Maade at faa ham til at blive, hvad han var?“

De to Brødre saa paa hinanden, og denne Stilhed varede længe.

„Ja,“ sagde Petrus, „du tænker, at det er en Gerning, man ikke gerne gør. Maaske du mener, at det er en Forbrydelse, men det er ikke rigtigt. At vi har vor egen Dyd kærere end hans, kan det bebrejdes os? For alle hæderlige Folk er den det vigtigste af alt, ja alle de Opofrelser, de paa anden Maade bringer, stræber kun efter at bevare og styrke den, derfor bringer de dem med Glæde. For hvad vi nu gør, vil hele Familien engang takke os.“ „Det var ikke det, jeg tænkte paa,“ sagde Coenraad, „men hvordan vil du gøre det?“ „Han kom hjem, da han ingen Penge havde,“ sagde Petrus, „lad ham blive rig igen.“ „Ja det vil ikke være svært,“ sagde Coenraad, „ingen ved endnu, hvor meget Tante Emerenze har efterladt sig. Jeremias ved selv ingen Besked. Da er det ikke vanskeligt at bedrage ham. Hvor meget vil du give?“ Uden at betænke sig mere end et Minut sagde Petrus: „Halvtredsindstyvetusind Gylden.“ „Ja jeg lige saa meget,“ sagde Coenraad, og heraf kunde man se, at skønt denne Familie havde Ord for at bryde sig lidt meget om Penge, saa gjaldt det ikke noget for dem, naar deres Hæderlighed stod paa Spil.

Men en Tid efter kom Coenraad atter op til sin Broder, lige saa bleg som han og lige saa tung af Bekymring.

„Det gaar ikke paa denne Maade,“ sagde han, „han har faaet vore Penge og alt, hvad han har gjort med dem, er at fæste sig en fransk Kok og købe sig en Samling af Blomsterløg. Og i Dag har jeg hørt, at unge Alexander de Cats har forlovet sig med en rig Enke paa tredsindstyve Aar. Hvad skal vi nu gøre?“ „Det skal jeg sige Dig,“ sagde Petrus, „thi jeg har i Dag faaet et Brev fra Moritz Cannegieter, og Skæbnen er med os, han taler om Jeremias i det. Han skriver, at den af alle, som Jeremias lod til at bryde sig mest om, var en hollandsk Pige, der hed Jacobina og som den Gang spillede Komedie paa Markederne. Tilfældigvis har han truffet hende igen, hun er nu i en lille By, der hedder Saint Amour, ikke langt fra Jurabjærgene.“ „Du gode Gud,“ sagde Coenraad, thi Jeremias var jo dog en de Cats. „Nu maa vi søge hende op,“ sagde Petrus. „Vil du gøre det?“ spurgte Coenraad. „Jeg,“ sagde Petrus saa forfærdet, som om han vilde mane Fanden fra sig med dette Ord. „Nej. En Mand med Kone og Barn. Nej, du maa gøre det, du er endnu Ungkarl.“ „Naa ja, jeg kan naturligvis gøre det,“ sagde Coenraad, da han havde betænkt sig et Øjeblik, „man kan jo gøre, hvad det skal være, naar det er nødvendigt.“ Petrus gav ham da nøjagtig Besked om Stedet, Pigens Navn og Udseende, og de skiltes.

En Uge efter sagde da Coenraad til sin Fader og sine Bekendte, at han skulde paa en Forretningsrejse til Frankrig, men Forretningernes Art sagde han ikke noget om. Aldrig havde han begivet sig ud paa nogen Rejse saa beklemt og tung om Hjertet, men han var en de Cats og tvang sig til at gøre, hvad han havde foresat sig, ja endogsaa til at gøre det straks. Da han kom til Saint Amour med Diligencen en maanelys og taaget Septemberaften, klædte han sig om og gik op til hende.

Det har nok været en Samtale, som det var værd at høre, og den tog meget længere Tid, end det havde været nødvendigt, thi det var svært for hver af dem at forstaa den anden. Jacobinas Ansigt forvirrede straks Coenraad noget, thi hun havde brune Øjne klarere end et Kildevæld og ganske blide ligesom et aldeles uendeligt Dyb af Uskyldighed, Øjenbryn, der var sværtede sorte med Kul, og hendes hvide Hud var saa klar som Mælk. Da de havde talt lidt sammen, fik han ud af det, at hun og Jeremias var skiltes som Uvenner, og at det maaske havde været Grunden til Jeremias’ Omvendelse, han følte en lynsnar Tilfredsstillelse herved, som om han havde sporet en god Forretning. Da han forstod, at der ikke var Tale om, at hun havde gennemskuet ham, blev han ogsaa frejdigere, han foreslog hende da rent ud og ganske forretningsmæssigt, at hun skulde komme til Amsterdam, han vilde sørge for at faa lejet et Hus til hende og bad hende kun komme, saa snart hun kunde.

Jacobina, som ellers var vant til mange Slags Folk, kunde først ikke faa i sit Hoved, hvad det var, han egentlig vilde hende, men derefter kom hun til den Slutning, at det var Jeremias, der var kommen paa en grøn Gren og havde sendt ham, og hun undrede sig over, hvor det vel kunde falde ham ind at sende hende en saadan Ambassadør. Men da hun mærkede, at det var Coenraad meget om at gøre at faa hende til Amsterdam, vejrede ogsaa hun først og fremmest en god Forretning, og hun fik den gode Ide at forlange et Hus paa Hjørnet af Herzengraacht, Hest og Vogn og en sort Tjener til sin Opvartning. Coenraad gik straks ind paa det, thi han anede ikke, hvordan han paa nogen Maade skulde forhandle med hende og var glad ved, at Samtalen kunde faa en Ende. Hun foreslog ham, at de skulde rejse sammen til den hollandske Grænse, hvor han kunde møde Bekendte, og det var, som om Coenraads Blod blev stift ved Tanken, men han svarede hende høfligt, thi de Catserne var høflige mod alle og overalt, han rejste hjem alene, glad over, at han var sluppet for saa godt Køb, og at alt nu var i Orden.

Jacobina kom da til Amsterdam og slog sig ned for Petrus’ og Coenraads Penge, hun førte et lystigt Liv og blev meget omtalt, og det var en uhyggelig Tid for Coenraad, thi hans Vej gik daglig forbi hendes Hus, og det hændte to eller tre Gange, at han mødte hende i Kaalverstraat i hendes Vogn med den sorte Tjener, men hun opsøgte ikke Jeremias, og hans Længsel var i hvert Fald ikke saa stor, at den drev ham til hendes Hus.

Derfor kom Coenraad og Petrus endnu engang sammen og talte om deres tunge Skæbne. „Saaledes bliver det jo til slet intet,“ sagde Petrus til Coenraad, „du maa tale med hende igen.“ „Ja, paa den Betingelse,“ sagde Coenraad, „at det bliver sidste Gang. Hvorfor skal det altid være mig, der skal tale med hende? Mit Rygte bliver ødelagt. Det er forfærdeligt, hvilken Modgang vi har i denne Sag, og Gud maa vide, om hun ikke tror, det er for min egen Fornøjelse, jeg har faaet hende hertil.“ „Ja, det kan ikke hjælpe,“ sagde Petrus, „har du ikke hørt, at Borgmesteren har givet Ansøgning ind om at blive skilt fra Wilhelmina?“ „Nej,“ sagde Coenraad. „Det er saaledes,“ sagde Petrus.

Med et tungt Hjerte begav Coenraad sig da op til Jacobina.

Det var en Decembereftermiddag, en af de første Snedage, og et tyndt Lag Sne laa over Gaderne og Husenes Tage, over Dækket af Baadene og Prammene, i de bladløse Træer langs Kanalerne sad de sorte Krager ganske stille og betænksomme, og Himlen var brungraa som Tørverøg, kun langt i Vest havde den en bred Stribe ligesom Citron eller meget gammelt Elfenben.

Jacobina sad i sit Vindue og saa ud. Hun brændte Røgelse paa Kakkelovnen og læste af og til i en opbyggelig Bog, hun tog venligt imod ham.

„Naa, det var en Ære,“ sagde hun, „at Mynheer de Cats kommer her. Sid ned. Skal jeg sende Bud efter Malvasier eller Muskateller?“ Coenraad kunde være aldrig saa optagen af sine egne Anliggender, saa havde dog Jacobinas Nærhed en Magt, der helt tog Magten fra ham og gjorde ham uhyggelig til Mode, ligesom om han saa sig selv med andres Øjne, og det var noget, som ellers ikke hændte Familien de Cats. „Nej Tak, ikke efter nogen af Delene,“ sagde han, „jeg kommer for at tale om Forretninger.“ „Naa ja,“ sagde Jacobina og foldede Hænderne i Skødet. „Ja,“ sagde Coenraad, „som det nu gaar, kan det ikke blive ved at gaa.“ „Naa,“ sagde hun. „Dengang jeg talte med Dem i Saint Amour,“ sagde Coenraad, „da sagde jeg Dem maaske ikke rent ud, hvorfor jeg bad Dem komme hertil, men jeg troede, De forstod det.“ „Ja, det er jeg ikke sikker paa,“ sagde hun. Coenraad saa hastig hen paa hende, hun sad med Hagen støttet i sin ene Haand og saa lige paa ham. „Ja, jeg vil sige Dem rent ud,“ sagde han, „at det er for min Fætter Jeremias de Cats’ Skyld, jeg har faaet Dem hertil, og nu kommer De til at slutte Fred med ham.“

Nu var det saaledes, at Jacobina i denne Tid havde faaet Interesse for Coenraad de Cats, fordi hun aldrig i sit Liv havde mødt hans Lige. Derfor sagde hun til ham, efter at hun havde betænkt sig en Stund: „Det vil jeg ikke gøre, førend jeg faar at vide, hvorfor De vil have mig til at gøre det.“ Her var en ny Modstand, som Coenraad ikke havde ventet. Han tænkte, at det syntes ingen Ende at skulle tage. „Det kan jeg ikke sige Dem,“ sagde han, „det kan være det samme.“ „Kan det være det samme?“ sagde Jacobina, „saa kan det ogsaa være det samme, enten jeg gør det eller ej, jeg gør det ikke, førend jeg faar at vide, hvad der stikker under, det er evig Sandhed.“ Coenraad var saa lidt vant til at lyve, at det var ham aldeles umuligt bare at finde paa noget at bilde hende ind. „Naa ja,“ tænkte han, „det kan jo være, man kan tale fornuftigt med hende.“ „Ja, hør saa da, Frøken Jacobina,“ sagde han, og derpaa fortalte han hende hele Historien fra Begyndelsen til Enden. Han var fortvivlet over at gøre det, han vilde aldrig have gjort det, hvis han ikke havde været desperat, saa at sige saa langt nede, som han kunde komme, og han tænkte, mens han talte: „Dette kan hun vist ikke forstaa.“ Da han var færdig, saa han ogsaa nok, at han havde Ret deri.

„Jeg har aldrig i mine Levedage hørt Mage,“ sagde hun. „Det er uforskammet, at De tror, jeg er saa dum, at De kan bilde mig det ind. Nej, nu skal jeg sige dig, min Ven, hvordan det hænger sammen. Der er en gammel Kone i Familien, som snart skal til at dø, og Jeremias skal være hendes Arving. Nu har I lagt den Plan at faa den stakkels Jeremias trukket ind i al Slags Daarlighed, for at han kan lægge sig ud med hende og blive gjort arveløs, det var smukt. Og der fik du mig narret med, for at jeg skulde være Lokkedue for dig. Du er en de Cats, du skulde skamme dig. (Thi ogsaa Jacobina var født i Amsterdam og vidste, hvad Familien de Cats var.) Nu skal jeg fortælle dig rent ud, Coenraad de Cats, jeg syntes godt om dig, fordi jeg syntes, du var en ægte de Cats, jeg vilde hellere haft dig end Jeremias, men nu kan du tro, der bliver ikke noget af det. I denne hellige Time kører jeg op og fortæller Jeremias, hvad det er for en Familie, han har. Du har jo selv givet mig Hest og Vogn til det.“ „For Guds Skyld,“ sagde Coenraad, „gør dog ikke det.“ „Jo, det gør jeg netop,“ sagde hun, „hvordan vil du maaske forhindre det? vil du maaske holde paa mig?“ „De maa paa ingen Maade gøre det,“ sagde Coenraad med hele sin Myndighed (men i Hjertet var han saa bange, som han nogen Sinde havde været, han forbandede sin Skæbne). „Jeg skal sige dig, hvorfor jeg vil gøre det,“ sagde hun. „Hvis du straks var kommen og havde fortalt mig det og bedt mig hjælpe dig, saa havde jeg nok gjort det. Men nu har du faaet mig til at gøre mig til Nar i tre Maaneder og vil endda skjule Sandheden for mig. Kan man behandle dig som en hæderlig Mand?“ „Jeg vil give Dem fem Hundrede Gylden for at lade være,“ sagde Coenraad. „Naa det synes du, du kan være bekendt,“ sagde hun, „hvad tror du, din Familie vilde sige? Din Onkel, Biskoppen, og gamle Joseph de Cats. Desuden vil jeg ikke gøre det for fem Hundrede.“ „Ja, saa Tusind da,“ sagde Coenraad ude af sig selv. „Ja, for Tusind vil jeg gøre det,“ sagde hun. „Giver De mig saa – lover De mig saa ikke at nævne mit Navn for Jeremias,“ sagde Coenraad. „Ja,“ sagde hun. „Sværger det?“ sagde han. „Ja, jeg sværger det,“ sagde Jacobina.

Ganske fortvivlede mødtes da Coenraad og Petrus for sidste Gang, de sad og røg i haabløs Tavshed. Til sidst sagde Coenraad:

lige saa vidt, som da vi begyndte.“ „Der er en værre Nyhed,“ sagde Petrus. „Tante Carolina fortalte mig i Dag, at Dina vil gifte sig med Jeremias. Gør hun det, saa er det ude med os.“ (Thi Dina var en af deres bedste unge Piger.) „Gode Gud,“ sagde Coenraad, „er det sandt?“ Han lagde Panden i sin Haand og sagde: „Det er, som om der var vendt op og ned paa hele Verden. Aldrig i mit Liv har jeg været saa ulykkelig.“ –

„Naa ja,“ sagde han en Stund efter som en ægte de Cats, „hvad skal vi nu gøre?“ „Vi kan ikke gøre mere,“ sagde Petrus, „vi har gjort, hvad vi kunde, og det har ikke hjulpet. Nu maa vi prøve den sidste Udvej, thi vi staar paa Undergangens Rand. Vi maa sammenkalde et Familieraad.“

Det gjorde de da, de sammenkaldte et Familieraad i Petrus’ Hus den sidste Aften i Aaret 1771. Ingen blev givet Adgang til det undtagen de fødte de Catser fra tyve Aar og op til de ældste, og det var et smukt Syn, da de var samlede, og Petrus’ Lys i Messingstager fordelte fredeligt Lys og dybe brune Skygger over ærværdige hvide Hoveder med livskraftige røde Ansigter og sorte og tætte Øjenbryn, hvide opsatte Kapper med pibede Strimler, unge mørke og blonde Hoveder og en enkelt skaldet Isse, der skinnede, som om den var poleret. Det var et smukt Syn, da de havde indtaget deres Pladser, og der var faldet Ro og Forventning over deres Forsamling, hver for sig en udmærket Type og dog med eet Præg over sig, ligesom hver af disse uafhængige Folk var sig selv helt ud og ikke noget andet og ikke gik ind under nogen Kategori i Verden undtagen netop Familien de Cats.

Da den blege Petrus kom frem ved sit indlagte Valnøddetræsbord, fremsatte sin Teori og beviste den ud af Familiepapirerne, som han havde liggende i en Bunke foran sig, maa de have grebet i deres egen Barm, han kaldte paa deres Samvittighed, og den svarede saa uventet og mægtigt, at dens Røst forfærdede dem selv. De blev meget blege, en enkelt af dem rejste sig og satte sig igen, men han blev ikke modsagt af en eneste. De sad saa rystede, de unge saa forfærdede, de gamle saa dybt bedrøvede, som de overhovedet kunde blive. Om nogen var kommet og havde fortalt dem, at de havde mistet hele deres Formue, vilde de have taget det værdigt og med Ro, men naar de tænkte paa, at de ikke var bedre end andre Mennesker, var det mer, end de kunde bære.

Petrus lod Coenraad tage fat, hvor han selv slap, og berette om sine Erfaringer. Han fortalte alvorligt og noget forlegen, men ganske ærligt, thi mindst af alt kunde Coenraad lyve for sin Familie. Men da han var færdig, fulgtes han lige i Hælene af en lang og gruelig Stilhed, som syntes at være ualmindelig dyb, ja bundløs, fordi de var saa mange om den, og som forekom dem alle det forfærdeligste, de i deres Liv havde oplevet.

Da rejste Biskoppen af Haarlem sig og drog alle deres urolige Øjne til sig. Han strøg med Fingrene over sit hvide Kalvekryds, rømmede sig og talte saaledes:

„Ja,“ sagde han, „vi er forfærdede over, hvad vi nu har hørt, og det er ret, thi det er forfærdeligt. Men lad os ikke forvirres. Vi staar her over for en ny, ukendt og frygtelig Fare. Nu vel, vi ved ikke, hvorledes vi skal frelses ud af denne Fare, men vi ved, at vi er blevne frelste før. Ved Hjælp af hvad? Ved Hjælp af Fornuft og Retsind og Tillid til, at Verdens Gang er fornuftig og retfærdig. Hvad der sker, er godt.

Der er to Ting, jeg vil sige jer. Den første er: Kunde vi tænke os en Verden uden Synd? Nej. Thi hvorledes skulde vi, der stræber mod det gode, kunne fremmes i en saadan Verden, hvad vilde vor Gerning der være? Hvor vilde Barmhjertigheden, Overbærenheden, ja, endog Retfærdigheden, de højeste Dyder, faa Plads i en saadan Verden? Dyden selv er betinget af Synden. Vi kan ikke tænke paa at ophæve denne Lov.

Dernæst: Skæbnen, Livet fordrer i Dag et Offer af os. Ja. Ja, hvad vil det da sige at ofre og at ofres. Er det en haard Lod? Naar det er nødvendigt, er det ikke haardt, Verdens Love er retfærdige, men de er ikke haarde, kun Svagheden kalder dem saaledes. Lad os spørge: hvad er det, der kræver Ofret? Det gode, Dyden. Er den Lov haard at ofre sig herfor? Det er derimod de bedste af os stræber, at ofre vort Liv for Dyden. Ja, mine Venner, naar vi ser rigtig paa det, saa er det en skøn, en ophøjet Lod at ofres for at frelse de mange. Den enkelte bærer de manges Synder, paa ham samles deres Skyld, for at de kan retfærdiggøres, for at de kan leve, maa han dømmes. Men af den enes Offer gror Frelsen for de mange, ja for et helt Folk. Lad os ikke forvirres. Lad os ikke tale om Ulykke eller Smerte nu, det er en Gave, en Naade, der er bleven os tilbudt. Lad os handle derefter.“

Efter Biskoppen af Haarlem talte den gamle Fru Carolina Ploos van Amstel. Hun stod for Enden af Bordet, ret op og ned som et Lys, med sine kraftige og urolige Hænder for en Gangs Skyld rolige, den ene over den anden. –

„Ja,“ sagde ogsaa hun, „jeg vil ikke tie stille nu, da jeg ser, at vi de Catser kan tvivle om en Pligt. Her maa tales og her maa handles og det ikke i Svaghed, men med Kraft. Naar jeg ser, at de Catserne vakler, saa behøves her kraftig Tale af et hæderligt Menneske, det er jeg, derfor staar jeg her.

Vi de Catser er uafhængige Folk, vi vil ikke have, at Franskmændene skal regere os, og heller ikke at Kirken skal regere os, vi vil ikke have, at Adelen skal regere Borgerskabet eller de rige de fattige. Men eet er der, som har staaet fast, mens jeg har levet, og som skal staa bestandig: De bedste skal regere. Vi vil ikke have de adelige Privilegier, men dette Privilegium er blevet os betroet. Der er blevet os betroet at dømme Jeremias. Jeg har Medlidenhed med ham, jeg takker Himlen, at hans Moder ikke er her i Dag, men havde hun været her, var hun staaet op som jeg, og havde mindet jer om eders Pligt.“ –

Derefter rejste en ung, smuk og bleg Pige sig og talte, det var Dina de Cats. Der gik en Bevægelse gennem Forsamlingen, thi de huskede Rygtet om hende og Jeremias og blev bange. Men Dina var en virkelig de Cats, hun sagde:

„I ved, at Jeremias har friet til mig. Jeg staar da her for at sige, at efter hvad jeg i Aften har hørt, vil jeg ikke mere se ham. Jeg vil ikke være med til at bringe Undergang over det, som jeg fra min Barndom har bygget paa. Jeg vil ikke svigte min Fader og Moder, min Slægt, som har staaet fast i hundrede Aar, som de har levet, vil jeg leve. Jeg kunde ofre min Lykke for Jeremias, men jeg vil ikke for hans Skyld blive de Menneskers Lige, jeg ser ned paa. Det er forbi.“

Men efter at Dina de Cats havde talt og sat sig igen, fulgte den anden dybe Tavshed i denne Familieforsamling. Thi da de nu havde løst Spørgsmaalet, om hvad de burde, vidste de slet ikke, hvad de skulde gøre.

De var saa lidt erfarne i nogen Slags Laster, at det laa langt over deres Kræfter at forføre Jeremias, ikke een af dem havde nogen Ide at tale om. Ikke een af dem kunde tænke sig det næste Ord, som skulde blive sagt i denne Sag. Det var en Stilling, som Familien de Cats aldrig før havde været i, de var uerfarne som Børn og forsvarsløse, og i Løbet af nogle faa Minutter var Rædselen kommen over dem alle, de følte, at de var fortabte.

Da, mens de sad saaledes i den selvsamme Stue, hvori de for et Aar siden glade og lykkelige havde fejret lille Coenraad de Cats Daab, gik den samme Dør op, hvoraf Fru Emerenze var traadt ind den Dag, hun lagde Grunden til alle deres Ulykker, og hendes Søn Jeremias kom ind og hilste Forsamlingen ærbødig.

De blev alle meget stille. Det var, som om et mægtigt Stød havde ramt hver af dem, og dog følte de det som en Lettelse, Skæbnen havde taget deres Sag i sin Haand, men de bævede derunder.

„Ja, hvis dette er et Familieraad,“ sagde saa Jeremias, „saa angaar det maaske mig. Ja, eller rent ud sagt,“ sagde han, da ingen svarede (thi hvad skulde de sige), „jeg ved, at det angaar mig. Jacobina har fortalt mig det. Hun kørte op til mig lige straks, da hun havde talt med dig,“ sagde han til Coenraad, „og fortalte mig alt, hvad du havde sagt til hende, fordi hun troede, der stak noget under, men det er, fordi hun ikke kender jer. Jeg, der kender jer, ja, der saa at sige selv er en af jer, forstod straks, at der stak ikke noget under, I mente det. Jeg har tænkt paa det lige siden. Nu kommer jeg ikke for at forstyrre eders Raadslagning, men for med eders Tilladelse at tage Del i den.“

„Sæt dig ned,“ sagde Petrus og bød ham en Stol.

Jeremias satte sig ned, og i samme Øjeblik var han en af dem, i Kraft af sin Fødsel Medlem af deres højtidelige Familieforsamling, og som det lod, en af de Ledende i den. –

„I vil nok sige mig,“ sagde Jeremias og saa fra den ene af dem til den anden, „om her er blevet noget bestemt i denne Forsamling, inden jeg nu kom?“ Ingen af dem svarede ham, det var dem aldeles umuligt. Men han var en de Cats og kunde læse i deres Ansigter, som for alle uden for Familien tit kunde være lukkede Bøger.

„Ja, saa vil jeg komme frem med mit Forslag,“ sagde Jeremias. „Jeg vilde gerne gøre en Aftale med jer, som baade I og jeg kunde blive tilfredse med. Vi behøver jo ikke at give nogen Forklaring, vi er saa godt inde i denne Sag, som man kan være.

Jeg paa min Side lover jer at rejse bort fra Amsterdam i næste Uge med Jacobina, saaledes som vi har aftalt i Dag.“ Han saa hastigt paa Coenraad for at vise ham, at hans Ulejlighed ikke havde været spildt. „Og for hele Resten af mit Liv forpligter jeg mig til: Ikke at komme hjem, ikke at tage mig noget nyttigt for, ikke at søge min Omgang mellem agtværdige Folk, ikke at gifte mig, ikke at lægge Penge op, ikke at bruge dem til Godgørenhed mod hæderlige fattige, men give dem ud i hvad man kalder daarligt Selskab.

Til Gengæld maa I, saa længe jeg lever, give mig en –“ her tænkte han sig et Øjeblik om, „en Løn paa halvtredsindstyvetusind Gylden om Aaret. Jeg vil ikke forlange mindre, for egentlig er det jo hele den de Catske Dyd, der bliver betalt med den, men jeg bryder mig heller ikke om mere. Det er nok.

Vil I have Tid til at betænke jer?“ sagde Jeremias, „I kan selv bestemme, naar vi skal sætte Kontrakten op.“

Der gik en dyb Bevægelse gennem de Catsernes Familieforsamling, da Jeremias havde talt. Det var, som om et Under fra Himlen, de ikke forstod, havde frelst dem, da deres Ulykke var størst, og de følte en dyb Taknemmelighed mod Himlen derfor. De var nær ved at føle Taknemmelighed mod Himlens Redskab, Jeremias, endskønt det forekom dem (thi alle de Catserne forstod sig paa Penge), at det var meget, han forlangte. Men det var jo ikke i deres egen Plan, at Jeremias skulde vise sig nøjsom, de gav ham det af et ærligt Hjerte med Glæde.

Den største Vanskelighed var nu for dem at vide, hvilke Ansigter de skulde sætte op dertil, derfor tav de endnu længe efter, at deres Bestemmelse var tagen. Men netop det viser Familien de Cats Storhed, at de havde Ærlighed og Alvor til at sætte igennem, hvad de vilde, selv om de ikke vidste, hvad Ansigt de skulde sætte op dertil. Uden at se paa hinanden vidste de ved den skjulte og stærke de Catske Sympati, at de var enige. „Nu vel,“ sagde Biskoppen af Haarlem med en forandret Stemme, „vi gaar ind derpaa.“

„Det er godt,“ sagde Jeremias, „saa er det afgjort. Og jeg er ganske overbevist om, Onkel Cornelius, at en Overenskomst, hvor begge Parter er af Familien, aldrig bliver brudt. Jeg vil saa kun haabe, at der imellem jer vil vokse en ung de Cats op, som med Tiden kan løse mig af.“ Uvilkaarlig saa de alle paa Jeremias, de af dem, der havde Børn, tænkte med Skræk paa dem og lovede i deres Hjerter, at dem skulde det ikke blive. Deres Sind vendte sig med Gru fra den, der kunde tale saaledes, og det var i det hele mærkeligt for dem i denne mærkelige Sag at komme til at skylde en Mand Taknemmelighed, som de saa lidt forstod.

Jeremias sagde til Petrus: „Det gør mig ondt, at I har haft saa megen Ulejlighed med denne Sag. Men det var eders egen Skyld. I skulde være komne til mig straks, vi kunde have talt sammen og ordnet den for et halvt Aar siden, og saa var Familien sluppen for mange Bekymringer.“

Derefter talte han til hele Forsamlingen under eet og sagde: „Hvor er dog Livet viist og forunderlig vel indrettet, bedre end jeg kunde have gjort det. Se hvor det er smukt, at vi alle ender med at blive lykkelige, I faar den himmelske Fornøjelse at være udmærkede Mennesker, men jeg, som ikke kommer med i den, faar dog ogsaa Fornøjelser. Jeg ønsker jer af hele mit Hjerte et glædeligt Nytaar, og at eders Dyd bestandig maa blive større. Farvel Tante Carolina, Farvel Onkel Cornelius, Farvel Coenraad, Jacobina bad mig hilse dig. Jeg er meget glad over, at vi skilles saaledes, at vi altid vil tænke paa hinanden med Venlighed.“

Og dermed gik Jeremias de Cats ud af Stuen og af denne Historie, og de som havde sejret, kunde falde i hinandens Arme.

Det er vist, at denne Sag havde kostet mange af Familien vaagne Nætter. Men som alle vaagne Nætter i Familien de Cats satte de skøn Frugt. Og derfor saa Amsterdam snart, at den yndige Amalia de Cats hævede sin Forlovelse og Alexander sin med den gamle rige Enke, Borgmesterens Kone sendte i den største Skræk og Ruelse sin unge Elsker langt bort. Professor Klaaes de Cats udgav sit Skrift om Treenigheden uden Frygt. Biskop Cornelius de Cats udtalte fra selve Prædikestolen, at den Løshed i Sæder, som greb om sig, var lige gruelig hos hvem den saa fandtes. Den gamle Petrus de Cats skænkede tyvetusend Gylden til det ny Vaisenhus, og den unge Coenraad de Cats nævnedes snart som den alvorligste unge Mand i Amsterdam. Og efterhaanden som Tiden gik, tænkte de med Ro paa den store Krise, de havde gennemgaaet, ja, Fru Carolina Ploos van Amstel fandt en Trøst, som hun holdt fast paa. „Maaske,“ tænkte hun, „er Jeremias saa meget en de Cats, at det kan volde ham Glæde at gavne det gode i Verden og Familien.“

Saaledes var da Familien de Cats, som den før havde været det, Landets Samvittighed, og saaledes er den det maaske endnu.

Osceola.