The Project Gutenberg eBook of Veien til Skjønhed, Sundhed og et langt Liv, by Professor Boyd Laynard.

Jeg har lagt meget Arbeide og stor Omhyggelighed paa Udarbeidelsen af dette Værk. Derfor sender jeg det ogsaa ud i Verden under sikker Forvisning om, at det har en vigtig Opgave at udføre, hvad Menneskeslægtens legemlige Forbedring angaar.

Hensigten med min alvorlige Bestræbelse har været at skrive en letfattelig og praktisk Afhandling om de Veie og Maader, der fører til Skjønhed, Helbred og et langt Liv, en sammentrængt folkelig Fremstilling, som kunde fattes og forstaaes af alle Samfundsklasser. Noget af det, jeg søger at paapege, vil maaske komme som en Overraskelse for mange, men denne Overraskelse haaber jeg dog vil blive af en behagelig og velkommen Art.

—Adskilligt af det anførte vil ogsaa forekomme dem underligt, som aldrig for fuldt Alvor har betragtet Tilværelsens metafysiske Side; men alt, hvad der er anført, er imidlertid grundet paa en solid videnskabelig og Erfaringens Grundvold.

—Jeg ønsker endvidere at bede Læseren lægge Mærke til, at nærværende Bog ikke er et lærd Arbeide i den Betydning, at det blot skulde være bestemt[4] for lægevidenskabelig uddannede Folk; nei, ligesom det paa sit Omraade vil være en Hjælp og Veiledning for alle, saaledes er det ogsaa helt igjennem praktisk og enkelt anlagt.

af denne Bog vil jeg søge at paavise, hvordan Skjønhed kan erhverves, og hvorledes et ungdommeligt Udseende kan beholdes uden kunstige Skjønhedsmidler.

der handler om Sundhed og et langt Liv, gives der mangesidige Anvisninger og Raad med Hensyn til Diæt og en sund Levemaade for de forskjellige menneskelige Legemers Beskaffenhed og Tilstand. Ligesaa angives forskjellige Maader, hvorpaa man uden Medicin kan kurere forskjellige Svaghedstilstande og Sygdomme, og, hvad der er endnu bedre—endelig den Maade, hvorpaa man kan forebygge dem.

Jeg har i dette Værk ofte anført Udtalelser og Erfaringer, der skriver sig ikke alene fra de høieste medicinske, men ogsaa fra andre videnskabelige Authoriteter. Paa den Maade har jeg ogsaa faaet officiel Stadfæstelse paa mine egne Erfaringer og Iagttagelser.

Det er en kjendt og ganske naturlig Sag, at Menneskene i Almindelighed sætter stor Pris paa Skjønhed. Dog selv saadanne Personer, som ikke lægger nogen Bret paa Skjønhed, haaber jeg alligevel[5] vil finde Tilfredsstillelse og Interesse i Bogens belærende og indgaaende Behandling af Sundheden; thi der findes vel ikke et Menneske, som ikke sætter Pris paa den. «Sundhed er Velstand.» Et langt Liv i Besiddelse af Sundhed og Kraft maa derfor betragtes som en af de største Velsignelser, der er os givet.

Første Afsnit.
Skjønhed.

FØRSTE DEL.
Hvordan Skjønhed kan erhverves.

FØRSTE KAPITEL.
Skjønhedens Værd og Fordele.

Plato, den bekjendte græske Vismand, udtalte, at de to største og herligste Gaver, som Naturen er istand til at skjænke os, først og fremst er en god Forstand og dernæst en harmonisk Skjønhed. Han satte disse Velsignelser høiere end Rigdom, Byrd og Magt.

Kan være, at enkelte Mennesker har en anden Opfatning end den gamle Vismand og siger: «Nei, maa vi da heller ønske os Helbred!» Dog lad os da erindre, at lykkelige Besiddere af virkelig Skjønhed med Nødvendighed ogsaa maa være i Besiddelse af Helbred; thi den førstnævnte Gave kan ei være tilstede uden at sidstnævnte er det; medens[10] Helbred ofte kan findes, om Skjønheden mangler fuldstændig.

Skjønhed bør ei foragtes selv af dem, der træder Verdens Forfængelighed under Fødder. Skaberen er Skjønhedens Gud, hvad næsten alt hans Værk og al hans Gjerning viser. Et eneste Blik paa Naturen leverer et tilstrækkeligt Bevis derfor. Se bare paa Paradisfuglene i deres lysende Fjærbeklædning og Paafuglen med dens pragtfulde Hale; betragt de flagrende Sommerfugle med deres fintformede, vakre Vingepar, og Blomsterne, som synes at kappes med hinanden i Formens og Farverigdommens Skjønhed. Og sluttelig over alle disse Ting—det menneskelige Legeme, fuldkomment, saaledes som det burde være, fuldkomment som Herren oprindelig skabte det.

Stiger vi et Trin lavere ned, kommer vi til at betragte Skjønhedens Værd fra de verdslige Beregningers Synspunkt. Selv seet fra et saadant, eier den mange og betydningsfulde Fordele. Næst Karakteren danner Ansigtet det vigtigste Grundlag for Dannelsen af de Omstændigheder, som bidrager til at udfylde vort Liv. Venskabsforbindelser bliver i Almindelighed først indgaaet paa Grund af et eller andet tiltrækkende ved det Ydre, et fagert, mildt Ansigtsudtryk, en høi Pande for Eksempel—og[11] det længe forinden Karakteren bliver kjendt. Og hvor mange af disse Venskabsforbindelser mellem Mand og Kvinde gaar ikke senere over til Kjærlighed!

«Mit Ansigt er min Formue,» siger Budeien i en gammel, engelsk Folkevise, og dette er slet ikke nogen dum Paastand. Antagelig tænkte hun blot paa Ægteskab, men bortseet fra Fordelene ved Skjønhed i denne Henseende, har et godt Udseende ofte stort Værd i og under Kampen for Tilværelsen. Inden de mange forskjellige Livskald og Virksomheder hænder det ofte, at de, som har de mest tiltrækkende og intelligente Ansigter, vælges til at fylde visse Pladser med Forbigaaelser af andre Ansøgere, som maaske var mere skikkede derfor end de Foretrukne, men som til Gjengjæld manglede et stateligt Ydre.—I talrige Livsforhold opdager baade Mænd og Kvinder, at deres Ansigt i Virkeligheden har den størte Betydning for deres Lykke. «Skjønheden,» er det bleven sagt, «er et gyldent Scepter, som udøver en mægtig Indflydelse paa vort Ve og Vel. Den har afgjort Menneskeskjæbner, regjeret Nationer og behersket Kongeriger.»

ANDET KAPITEL.
Skjønhedens Begreb.

Den fuldkomne Skjønhed er bleven fremstillet af Digterens Pen, af Malerens Pensel og Billedhuggerens Meisel, men Moder Natur ødsler den sjelden paa sine Børn.

Der findes to Slags Skjønhed, den virkelige, hos den enkelte Person forekommende, og den uvirkelige eller tænkte og som Mønster opstillede. De to Slags Skjønhed kaldes forøvrigt med et Par fremmede Ord: Den individuelle og den ideelle. Førstnævnte indbefatter alle de fagre Træk og Egenskaber ved en og samme Persons Ansigt og Skikkelse; medens sidstnævnte er et Udvalg af de skjønneste ydre Egenskaber og Fortrin fra forskjellige Personer. Det var af et saadant Udvalg, samlet fra de skjønneste Kvinder og de ædleste mandlige Skikkelser, at Grækerne modellerede de formfuldendte Billedstøtter af sine Guder[13] og Gudinder, som altid er bleven anseet som Kunstens Mesterværker.

Hvad er Skjønhed? Den bedste Forklaring derpaa—udtrykt med et eneste Ord,—er maaske Harmoni.

Det menneskelige Ansigts Skjønhed har man altid tænkt sig skulde omfatte Formskjønhed i de forskjellige Ansigtstræk; Farvens Skjønhed skulde komme tilsyne i Hudens forskjellige Afskygninger, Karakterens Skjønhed i visse udprægede og blivende Egenskaber samt Udtrykkets Skjønhed ved uvilkaarlige og tilfældige Følelser og Stemninger. Den Sagkyndige paa dette Omraade, Englænderen Walker, mener, at Skjønheden for en stor Del afhænger af Profilen,—og særlig af den Linje, som beskrives af Panden og Næsen, gjennem hvis større eller mindre Indadbøiethed Skjønheden forhøies eller formindskes. Jo mere Profilen nærmer sig en ret Linje, desto større Statelighed, Kraft og samtidig Mildhed forlenes Ansigtet med.

Der er stor Forskjel paa Ynde og Skjønhed. Skjønheden bestaar, som allerede sagt og paavist, i Ansigtstrækkenes fuldkomne Harmoni og rette Forhold til hinanden, medens Ynde er noget, som neppe kan beskrives, men som tiltrækker sig Opmærksomhed og som ofte fortryller den tilfældige[14] Iagttagers Blik. Man siger, at et Ansigt er yndigt, omtrent paa samme Maade som man roser og beundrer et Maleri, skjøndt dette fra kunstnerisk Synspunkt kan frembyde mange Ufuldkommenheder. Saaledes kan eksempelvis en fin Hud, klare funklende Øine og en veldannet Næse gjøre et Ansigt yndigt, uanseet den Omstændighed, at de øvrige Ansigtstræk ikke staar i et saadant Forhold, at de danner en fuldkommen Harmoni af Skjønhed. Og endvidere kan det hænde, at et behageligt Udtryk, som hviler over et Ansigt, gjør dette yndigt, skjønt det i sig selv ikke alene ikke er vakkert, men endog saare almindeligt. Ja Ynden i ikke saa ganske faa Ansigter indskrænker sig næsten helt og holdent til et behageligt, friskt Smil,—et Solskinssmil, som selv Katholikernes alvorlige og mørke Helgen Sankt Antonius ikke kunde modstaa. Hos andre ligger den Ansigtsynde, som straks griber og fængsler, hovedsagelig i Haarets Skjønhed og i den Smag, hvormed det er bleven sat op, saaledes at det lemper sig efter Trækkene.

TREDIE KAPITEL.
De tre Skjønhedstrin i Kvindens Liv.

Der findes tre tydelig markerede Trin af Skjønhed i Kvindens Udvikling, og ethvert af dem danner en vigtig Periode i hendes Liv.

Det første Trin strækker sig fra Fødselen til Tiden for Kjønsmodenheden. I denne Tid gjennemgaar Ansigtet og Skikkelsen sin Udvikling—Skikkelsen bliver fyldigere og Formerne mere afrundede—for i sin Tid at folde sig ud lig Blomsten i sin fulde Modenheds Glans.

Den anden Periode omfatter Tiden fra Kvindelighedens fulde Udvikling til lad os sige med et jevnt Tal—Firtiaarsalderen. I Begyndelsen af denne Tid i hendes Liv bliver hendes Hals fyldigere, hendes Røst faar en anden Klang og Tone, hendes Øine straaler med stærkere Glans, og hele hendes Skjønhed bliver mere fremtrædende og tiltrækkende.

Under det tredie Stadium, som sædvanligvis strækker sig fra Firti- til Sekstiaarsalderen, tiltager Menneskets Huld og Trivsel baade hvad Ansigtsudseende og Legemet forøvrigt angaar. Da Legemets Fedtstoffe udsondres med langt mindre Hurtighed, ophober de sig i Cellevævene under Huden og i andre Dele af det menneskelige Legeme. Dette udglatter ofte de Rynker, som har begyndt at fure Huden, og gjengiver mange endnu en Gang ungdommelig Friskhed, ja ofte endog Ungdommens Ynde. Denne Tid har man kaldt «Fornyelsesperioden.» Naar den er forbi, kan det siges om Skjønheden, at den er flygtet for bestandig.

Enkelte Kvinder bevarer sin Skjønhed længere end andre. En moderne Forfatter ytrer derom: «Kvindernes legemlige Skjønhed burde vedvare, til de er over seksti Aar. Og deres Ynde naar heller ikke sit Høidepunkt før Tredive- eller Firtiaarsalderen. Den berømte, græske Skjønhed, Helene fra Troja træder først frem firti Aar gammel.

Aspasia, der kan tilregne sig stor Andel i Grækenlands Blomstringstid, var seks og tredive Aar, da hun ægtede Perikles, og tredive Aar senere var hun endnu en statelig Kvinde. Kleopatra, Ægyptens vidtberømte Dronning, var over tredive Aar, da hun vandt Feltherren Antonius’s Hjerte.[17] Diane de Poitiers var ogsaa seks og tredive Aar, da hun ved sin straalende, modne Skjønhed lagde Kong Henrik den anden for sine Fødder. Kongen var blot Halvdelen saa gammel, men hans Hengivenhed for hende aftog aldrig. Anna af Østerrige var otte og tredive Aar, da hun beskreves som den skjønneste Kvinde i Europa. Madame de Maintenon, den i sin Tid altformaaende Dame ved det franske Hof og i Frankrig, var tre og firti Aar, da hun blev formælet med Kong Ludvig, og Katharina af Rusland tre og tredive Aar, da hun bemægtigede sig den Trone, som hun indehavde i hele tre eller fire og tredive Aar.»

FJERDE KAPITEL.
Muligheden af at opnaa Skjønhed.

At Skjønhed kan erhverves, benegter ingen, som omhyggeligt studerer Sagen fra de forskjellige baade rent menneskelige og videnskabelige Synspunkter.—Jeg mener Skjønhed i dens almene og vidstrakte Betydning, ikke i dens indskrænkede Mening, som er Fuldkommenhed og blot Kunstnernes Tankebillede, et Udslag af deres Indbildningskraft. Naturligvis kan der ikke blive Tale om Forandring i Ansigtets Form, som for Exempel Næsens Størrelse, Mundens Bredde, Læbernes Tykkelse, Øinenes Størrelse og Farve, Ørernes Udseende eller Hagens Form. De er Naturens Kunstværk, dannede saaledes for alle Tider og efter manges Anskuelser ogsaa for Evigheden. Men trods dette staar dog den Kjendsgjerning fast, at Skjønhed eller en Forskjønnelse af Ansigtet er mulig. Ansigtets Præg og Udtryk kan forskjønnes ved at beherske[19] og lede de forskjellige Sindsindflydelser; ligesom Ansigtet i sin Almindelighed saavelsom Ansigtsfarven kan forandres meget overraskende ved at man underkaster sig Sundhedens Love og gjennemfører bestemte Regler, naar det gjælder Spørgsmaalet om Diæt og sanitær Pleie. Reglerne for et saadant Liv skal jeg forsøge at fremstille udførligere i de efterfølgende Kapitler.

FEMTE KAPITEL.
Hvordan vi selv sætter Præg paa vort Ansigt.

«Jeg forlanger intet andet af dig,» sagde en Fader til sin Søn, da han bød ham Farvel,—«end at dit Ansigt har samme rene og uskyldige Udtryk, naar du vender tilbage.»

«En Mands Blik og Ansigtsudtryk,» ytrede Hazlitt, «er Resultatet af mangeaarigt Arbeide. Det er bleven indpræget paa hans Ansigt ved Begivenhederne i hans Liv, ja med Naturens egen Haand, og han kan saaledes ikke saa let blive kvit samme.»

Folk er i Almindelighed hvad de synes at være, og vi har alle en Slags Fornemmelsesevne i saa Henseende. Ja endog smaa Børn og en Del af de høierestaaende Dyr læser med et eneste Blik i den Fremmedes Ansigt, om han har en venlig eller en uvenlig, en ond eller god Karakter, og føler sig straks tiltrukket eller frastødt af ham.

«Der findes ikke et Menneske paa Jorden,» siger Lavater, «som ikke daglig sporer Indflydelse af de forskjellige Ansigters Udtryk; ikke et Menneske, som ei kan træffe sammen eller mødes med et Ansigt, som det finder overordentlig tiltalende og elskeligt eller usædvanligt stygt og frastødende. Der findes ikke en eneste Person, som ei i mere eller mindre Grad iagttager, sammenligner, bedømmer og værdsætter en anden efter hans Udseende, naar de første Gang træffer sammen.»

At hvert enkelt Menneske er ansvarlig for det Ansigtsudtryk, det har, kan neppe benegtes, naar vi indrømmer, at man selv danner sin Karakter og kontrollerer sit eget Sind. Hvor vakkert et Ansigt end kan være med Hensyn til Form og Træk, saa er det alligevel selve Ansigtsudtrykket, som forhøier eller nedsætter det, som forskjønner eller vansirer det.

Vi begynder allerede at sætte Præg paa vore Ansigter i Livets Morgen, i denne Ungdommens Spiretid, da Indtrykkene har større Indflydelse paa Karakteren, og Sindet lettere formaar at sætte sit Stempel paa Udtrykket. Paa den Tid, da en Mand eller Kvinde naar Trediveaarsalderen eller ofte endog før, er Ansigtsudtrykket bleven næsten uforanderigt. Senere fordres der megen Øvelse, nidkjær[22] Agtpaagivenhed og Udvikling af nye Anlæg, om det skal lykkes at udjevne dette mangeaarige Arbeide, dette ydre haarde Skal og Form for den iboende Sjæl.

Behagelige Ansigtsudtryk erhverves sædvanlig i Ungdommen. De er, om vi saa tør sige, en Sammensætning af mange Smil, glade Tanker og Sindets Tilfredshed. Enhver Sindsbevægelse efterlader gjerne et eller andet Indtryk paa Ansigtsudtrykkene; dog ikke saaledes, at det straks merkes Spor derefter; men om det stadig vender tilbage, bliver sluttelig det ydre Udseende en tro Afbildning af Karakteren, enten nu denne er god eller slet.

Dr. Kellogg, den bekjendte Læge, har med Rette udtalt: «Skjønheden sidder dybere end paa Overfladen. Dens virkelige Kilde har snarere sin Grund i aandelige og moralske Egenskaber end i rent legemlige Træk. Et Ansigt, som skjuler en værdiløs Karakter, kan aldrig være vakkert.… En ædel Karakter kan aldrig træde frem gjennem et lumsk Ansigtsudtryk, hvor lidet end Naturen har villet tage Hensyn til, at det ene skal være passende for det andet. Ansigtet er saa helt og holdent et Sjælens Speil, ja ligefrem et Gjenskin af Karakteren, at denne sidstes Skjønhed eller Slethed ikke kan andet end fremtræde lige saa tydeligt som[23] Haandskriften paa Væggen i Profetens Tid, og man behøver ikke at være Profet for at kunne læse den.»

Den tyske Forfatter Winchelmann skriver: «Fuldkommen Skjønhed kan aldrig findes i et Ansigt, hvis det ikke er roligt og frit fra al Uro, idetmindste fra alt, som kan forandre og skjæmme de Træk, hvoraf Skjønheden er sammensat.»

SJETTE KAPITEL.
Hemmeligheden ved et Ansigts Forvandling.

At forandre det stadige Ansigtsudtryk, som vi saa at sige selv har dannet og baaret i mange Aar af vort Liv, synes ved første Øiekast at grændse til det umulige, ja at være lige saa forgjæves som de taabelige Filosofers Stræben, naar de i Middelalderen bortødslede sin Tid og sin Formue med Forsøg paa at opdage Livselixir. Men hvis vi omhyggelig undersøger Læren om Ansigtets Forvandling, vil vi finde, at den er i fuld Overensstemmelse med Fornuft og Virkelighed.

Som vi allerede har seet, er det Sindstilstanden eller Sjælen, som danner og omdanner Ansigtsudtrykket. Dens hemmelighedsfulde Indflydelse indvirker paa de myge, letbevægelige Ansigtsdele, paa samme Maade som Lyset indvirker paa Fotografens meget ømfindtlige og modtagelige[25] Plade. I Virkeligheden er Ansigtet et Billede, som viser Sjælens vanlige Tanker og Ønsker. De, som derfor ønsker at faa et vakkert Ansigtsudtryk, bør først og fremst anstille en Undersøgelse i sit Indre for at bringe paa det rene sin vanlige Tankegang og Sindsretning, og saaledes udfinde, hvad der foraarsager et ubehageligt Udtryk eller hvad der fremkalder et behageligt. Enkelte Mennesker har triste Ansigter, som er en Frugt af triste Tanker og mørkt Sind. Disse melankolske og tungsindige Personer har altid en mørk Opfatning af alt, hvad der sker i Verden; eller med andre Ord, de trækker et Gardin for Sjælens Vindu og stænger saaledes Solskinnet ude fra sit Liv. Saadanne Personer bør anstrenge sig af sin yderste Viljekraft for at bryde med denne Vane; thi det er ei andet end en saadan. Det kan vistnok tage lang Tid, før man kan skaffe sig et lyst og livsfriskt Syn og Sind, men naar det engang er skeet, vil det komme til at medføre en fuldstændig Forandring af Ansigtsudtrykket.

Mange er de skuffede Ansigter, som viser sig, hvor der er store Folkemasser samlede, Mænd og Kvinder, som har begyndt Livet med stor Ærgjerrighed, der aldrig er bleven tilfredsstillet, og hvori[26] hvert sveget Haab synes at have efterladt sig et Spor i Ansigtet. At oprykke disse Bitterhedens Rødder synes at være vanskeligt, men ikke umuligt. Den bedste Maade, hvorpaa det kan ske, er at begrave det forbigangne med den indeværende Dags Arbeide og at glemme Gaarsdagens Forhaabninger ved at haabe paa Morgendagen.

Endvidere findes der misfornøiede Ansigter, hvis Eiere bestandig sukker efter Ting, som de ikke er i Besiddelse af, og som længes og higer efter noget, de aldrig kan opnaa eller erholde. Men de maa søge paa alle Maader at sætte mere Pris paa sine nuværende Forholde og erindre, at et nøisomt Sind er mere end et dagligt Gjæstebud.

Blandt alle Ansigtstyper finder vi Repræsentanter for de sørgmodige og triste, de tvære og sure, de let opirrede, de smaalige og gjerrige, de svigefulde, de bedragerske og de listige, de haanlige og de stolte. Alle disse lidet elskværdige Træk, som tydelig kommer tilsyne i Ansigtets Udtryk, er Resultatet af, hvad der har rørt sig inderst i Sjælen. Hvor de forekommer, findes ingen sand Skjønhed.—Med Rette siger den berømte Forfatter Washington Irving: «Det er den guddommelige Majestæt i vort Indre, der gjør, at guddommelig Majestæt kan fremtræde i det Ydre.» Dette er[27] ingen blot og bar henkastet Ytring, men en af Skjønhedens store Hemmeligheder. Kunde vi vel for et Øieblik tænke os Slagmarkernes store Apostel, Florence Nightingale eller en Fru Booth med frastødende Ansigter, eller en David Livingstone eller en General Gordon med modbydelige Ansigtstræk? Skjønt vi aldrig har seet disse menneskevenlige og heltemodige Personers Ansigter eller maaske ikke engang et Portræt af dem, saa staar de dog i vore Tanker—efter den Opfatning, vi har af dem,—med Ansigter straalende af Ømhed, Tapperhed og Ædelmod.

For at omdanne Ansigtet maa man først omdanne Sindet. Mod Nedslagenhed og Tristhed maa vi fremelske en glad og frydefuld Aand; Tverhed og Heftighed hos os selv maa vi beseire med Venlighed og Ro, Freidighed og Tro paa Fremgang, og dertil ved Selvprøvelse i Frimodighed og Tilfredshed drive Surmuleri og idelig Bekymring paa Flugt.

SYVENDE KAPITEL.
Helbreden i dens Forhold til Skjønheden.

Helbreden er uundværlig for Skjønheden; ja den er ligefrem dens Forudsætning. Om Helbreden tabes, forsvinder ogsaa Skjønheden lidt efter lidt.

Skjønheden bør være en Frugt af en fuldstændig Overensstemmelse mellem de tre Dele af vort Væsen, nemlig Legeme, Sjæl og Aand. Den vil da ikke mangle den Friskhed, som er en saa væsentlig Bestanddel af al sand Ynde og Skjønhed, enten nu denne fremtræder i Rosens Knop eller paa den unge Piges rødmende Kind. Der findes vistnok noget, som betegnes med Ordet «sygelig Skjønhed», men det forsvinder med de flygtende Aar. Blivende Skjønhed maa have sine Rødder dybt nede i den herlige Jordbund, som heder Helbred og Sundhed. Gladstone har meget træffende ytret herom: «Skjønheden er ikke en Tilfældighed, men den tilhører vedkommende Gjenstands Væsen;[29] den gjennemtrænger hele Skabningen, og hvor eller naar den aftager eller trænges tilbage, har vi i denne Omstændighed et Bevis paa den moralske Uorden, som bringer Forstyrrelse ind i Verden.»

Formens Ynde, Hudens Friskhed og Øinenes Glands har i Almindelighed mere at gjøre med en virksom Lever og god Fordøielse end de fleste Mennesker aner. «Sygdom er Hæslighed; Helbred er Skjønhed,» siger Annie Jannets Miller. Helbreden reguleres af den Mad, vi spiser og fordøier, den Luft, vi indaander, den Hvile og Søvn, vi nyder. Dertil kommer en regelmæssig Overholden af Sundhedens Forskrifter. «Vore Legemer er vore Haver, hvor vor Vilje er Gartneren,» siger Shakespeare, Englands udødelige Digter.

«Helbreden»,—skriver Dr. Nichols i sin populære Bog om Menneskets Fysiologi,—«er en Tilstand af fuldkommen Udvikling, en harmonisk Væxt og Sammenføining af Del efter Del, Organ efter Organ, hvor intet er forkrøblet og heller intet for overdrevet stort. Heri ligger Fuldkommenheden, naar der spørges om Symmetri og Skjønhed, som igjen ikke er noget andet end Resultatet af Helhed og Helbred. Thi det kan paavises, at Formerne og Proportionerne hos Menneskene og de høierestaaende, nyttige Dyr, ogsaa er de skjønneste.»[30] Naar hvert Ben har den bedste Form og Størrelse, er der fuldkommen Proportion. Naar enhver Muskel har sin tilbørlige Udvikling med den rette Mængde af Fedtstoffe i Cellevævene, finder vi den høieste Formskjønhed; naar Hudens Beskaffenhed er finest, Blodomløbet kraftigst og selve Blodet renest, fremtræder ogsaa Ansigtets Glød, Glans, Farve og Tiltrækning bedst. Skjønheden er derfor mere et Tegn paa Helbred; thi den er et Udtryk for sidstnævntes Tilstedeværelse. Fuldkommen Skjønhed kan alene naaes og vedligeholdes ved fuldkommen Helbred. Begrændset Skjønhed, henvisnende Skjønhed, aftagende Skjønhed falder sammen med begrændset, henvisnende og aftagende Helbred, men den er utilfredsstillende og tung. Kunstnere og Digtere forestiller sig Skjønheden straalende af Sundhed, og kan ikke adskille disse Idealer. Ingen Maler eller Billedhugger vilde kunne fremstille en Venus, en Diana eller en Hebe anderledes end som den personificerede Sundhed og derfor skjønne og livfulde.

OTTENDE KAPITEL.
Skjønhedens Forgjængelighed og Aarsagerne dertil.

Skjønhedens Omveksling er mere slaaende i enkelte Personers Ansigter end i andres. Mennesker med nervøst Temperament er mere udsat for den ydre og indre Indflydelse, som i Almindelighed fremkalder de forskjellige Forandringer i Ansigtsudtrykket.—

Blandt de Ting, som gjerne vil bekjæmpe Skjønheden og berøve den dens Tiltrækning, er Veirforholdene, Forandringer i Temperaturen og andre fra Luft- og klimatiske Forholde stammende Indflydelser; endvidere saadanne skadelige Foreteelser som urigtig Diæt, Søvnløshed, Græmmelse, Ængstelse og Vrede. Alle disse Forholde skal senere blive behandlede.

Der findes enkelte Personer, som altid ser bedre ud, naar vi møder dem ude i det Frie end naar vi[32] er sammen med dem indendørs; medens atter andre viser et fordelagtigere Udseende i det afdæmpede Lys i et lukket Værelse. Ligesaa findes der enkelte, som viser sig mere til sin Fordel tidligt om Morgenen end længere frem paa Dagen; men paa den anden Side kommer ogsaa Modsætningen frem hos andre Personer, saa de lig Sankt Hansormen lyser vakrest i Mørke. Skjønhedens Foranderlighed er meget mærkværdig ogsaa i en anden Henseende. Hos mange Personer ser den venstre Halvdel af Ansigtet bedre ud end den høire. Denne Opdagelse gjordes først af Kineserne. Sandheden af denne besynderlige Paastand kan man let kontrollere ved at undersøge et Dusin Ansigter. Det paastaaes, at Skuespillere og Sangere, idet hele taget Folk, som ofte staar Ansigt til Ansigt med et større Publikum uvilkaarlig vender sig halvt til høire, naar de ønsker at gjøre Indtryk paa sine Tilhørere.

NIENDE KAPITEL.
Diætens Indflydelse paa Udseendet.

Vor daglige Mad og Drikke har meget at gjøre med Helbred og Sundhed, med Skjønheden og Ansigtsudtrykket. Storædere er aldrig store Tænkere og har derfor sjelden et aandfuldt eller klogt Udseende. Personer, hvis Mad hovedsagelig bestaar af Kjød, udvikler i Almindelighed mere den dyriske, sterkt sanselige end den aandelige Side af sin Natur. Dette har igjen til Følge en vis Grovhed i Trækkene. Paa den anden Side gjør fuldstændig Vegetarianisme let Ansigtet udtryksløst. Dog mere slaaende end alt andet er den Virkning, som umaadelig Nydelse af stærke Drikke har paa Ansigtet. Hvor kan det ikke forandre et fint og skjønt Ansigt og gjøre det yderst grovt, ja saa frastødende, at det vækker Modbydelighed. Indflydelsen af forskjellige Fødemidler paa Ansigtsudtrykket vil blive behandlet og paavist i de Afsnit, som angaar Diætens Forhold til Helbreden.

Professor Kirk siger: «Ansigtet er bogstavelig[34] formet af den Føde, hvormed Maven forsynes. Der er ingen Tvil om, at ikke ogsaa andre Ting, som for Eksempel den Luft, vi indaander, bidrager til at forme vore Ansigter; men Mad og Drikke udgjør dog hovedsagelig det Materiale og Stof, hvoraf de eiendommelige Træk i vore Ansigter er sammensatte.»

Hvis Føden er uheldig for sit Formaal, er det ikke let at forstaa, hvordan Former og Træk skulde blive fint byggede. Der har vi for Eksempel det fine Væv i Øiet, dette Organ, som jo i saa høi Grad giver Ansigtet dets Udtryksfuldhed.—Der fordres passende Stof for at dette Cellevæv skal vedligeholdes i nogenlunde god Orden. Selv om man bestryger Ansigtet med al Verdens Skjønhedsmidler, men ikke giver nøie Agt paa de Stoffe og Fødemidler, hvoraf Ansigtet fremstaar og dannes, kommer man aldrig til at faa et friskt Udseende. Man maa passe og værne de Organer, ved hvis Virksomhed Næringsstoffene skal beredes for Ansigtsdannelsen. Hvis disse Organer paa en eller anden Maade bliver forsømte og saaledes taber Evnen til at omdanne Føden i en for Fordøielsen passende Form, kan intet ydre Middel skjænke nogen et friskt og sundt Udseende.

ANDEN DEL.
Huden og Ansigtsfarven.

TIENDE KAPITEL.
Hudens eiendommelige Beskaffenhed.

Huden bestaar af tvende adskilte Lag, hvoraf det yderste kaldes Overhuden og det inderste Læderhuden eller den egentlige Hud.

Som vi alle utvilsomt kjender af smertelig Erfaring, er Huden rigelig forsynet med Blodkar og Nerver, hvorigjennem Følelsen af Berøring, Smerte, Varme, Kulde, Tryk og lignende fornemmes. Den er ogsaa i Lighed med Lungerne og Nyrerne et blodrensende Organ, og dens forunderlige Forretninger udføres gjennem et stort Antal smaa Porer, som man kan sammenligne med Afløbsrør, hvis sammenlagte Længde udgjør omkring 4½ norsk Mil; denne Angivelse er fremkommen efter[36] den engelske Videnskabsmand, Sir Erasmus Wilsons Beregning.—Nævnte fremragende Hudspecialist grundede sin mærkværdige Beregning paa den Omstændighed, at man kan anslaa 2800 Porer gjennemsnitlig paa en engelsk Kvudrattommes eller 25,4 mm. Hud. Beregnes endvidere Længden af hver Pore til ¼ Tomme, bliver den sammenlagte Længde af Porer eller Rør paa hver Kvadrattomme paa Legemet 700 Tommer. Antallet Kvadrattommer paa et middelstort Menneskes Ydre udgjør omtrent 2500, og Porernes Antal følgelig 7,000,000; Længden af Uddunstningsrørene angivne i engelske Tommer er 1,750,000, det vil sige 145,833 engelske Fod eller omtrent 45,000 Meter, hvilke som bekjendt gjør 45 Kilometer eller 4 og en halv Sjømil.

ELLEVTE KAPITEL.
Hudens Forhold til Helbred og Skjønhed.

Huden er et af Legemets vigtigste Organer, og de indviklede Funktioner, som den udfører, er uundgaaelig nødvendige for vor Tilværelse. Hverken Maven, Leveren eller endog Hjernen er saa nødvendig for vor Tilværelse som Huden. Mennesket kan leve en Uge, ja længere endnu uden Føde, og Leveren kan i flere Døgn ganske ophøre med sit Arbeide, inden Døden indtræder; men om Hudens Virksomhed ophører eller standser, paafølger Døden nogle Timer efter.

Da Leo den tiende besteg Pavestolen i Rom, foranstaltedes en stor Procession gjennem Byen Florentz’ Gader. Ved denne Anledning blev et Barns Legeme belagt med Bladguld, i den Hensigt at billedgjøre «Guldalderen» eller den gyldne Tid, som nu skulde oprinde. Til Deltagernes og Tilskuernes store Rædsel døde Barnet et Par Timer efter[38] i frygtelige Krampetrækninger. Den ulykkelige Hændelse skrev sig helt naturlig deraf, at Hudens Porer var blevet tilstoppet, hvorved Uddunstningerne hindredes.

Naar vi forsømmer at holde Huden ren og Porerne aabne ved Bad og Bevægelse, tilstopper vi de fem og firti Kilometer Afløbsrør, som blev omtalt i foregaaende Kapitel. Dette kan naturligvis ikke ske ustraffet; Usundhed og daarlig Helbred indfinder sig da som en naturlig Følge, ja man bliver endog udsat for farlige Sygdomme.

Hudens Hvidhed eller Gjennemsigtighed og dens Farve er altid bleven anseet som nødvendige Betingelser for Skjønhed.—Hvor fintformede end Ansigtstrækkene kan være, synes dog al Tiltrækning at være borte, hvis Huden er gul eller har en sygelig Farve. Skjønheden forsvinder ogsaa mere eller mindre, hvis Huden er besværet af Finner, Bylder, Rynker eller Fregner.—Hudens Beskaffenhed og Tilstand bestemmer Ansigtsfarven, og denne indvirker paa sin Side i høi Grad paa Ansigtets Skjønhed. Hvem har vel nogensinde seet et stygt eller frastødende Ansigt i Besiddelse af en god og frisk Farve? Man træffer naturligvis hver Dag Ansigter med skjær Hud og røde Kinder; og de er altid behagelige at se paa.

Det ligger i det enkelte Menneskes Magt at værne om dette vigtige Organ, Huden. De, som vil vinde og erholde Skjønhed, maa stadig have sin Opmærksomhed henvendt paa den.

TOLVTE KAPITEL.
Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Huden.

Det er et ganske eiendommeligt Forhold, at enkelte Sindsbevægelser angriber Huden og dens Funktioner paa samme Maade som en Forkjølelse. Nedbrydende Lidelser, Sorg eller Frygt, formindsker Luftvekslingen i Lungerne og Tilstrømningen af Aareblod, hvilket selvfølgelig gjør Ansigtet blegt, forhindrer Uddunstningen og gjør de i Huden liggende Nervers Virksomhed meget svag.—Vrede og andre heftige Lidenskaber søger Luftvekslingen og Blodtilstrømningen paa Hudens Overflade, hvorved den Rødme og Spænding i Ansigtet foraarsages, der er et saa fremtrædende Kjendetegn paa en ophidset Sindstilstand.

Sindsbevægelsernes Indvirkning paa Huden er ofte saa stor, at den fremkalder Sygdom. Lægen Cazenave gjør ved Opregningen af Hudsygdomme[41] den Bemærkning, at «stærke Sindsbevægelser, og i Særdeleshed Sorg, udøver en mærkelig Indflydelse.» Naar han nævner «Impetigo», den latinske Benævnelse paa en Slags Hudsygdom, siger han, at Sorg og Frygt undertiden foraarsager denne Sygdom. En anden Authoritet, Dr. Bateman, omtaler to Tilfælder af nævnte Sygdom, «Impetigo», som fremkaldtes ved stærke Sindsbevægelser.

Wilkinson udtaler om Huden: «Der ifører Kjærligheden sig den himmelske Morgenrødme, som er dens rette Farvetone; der rødmer den blyge Uskyld. Der sammenhober Hadet sin blege Ondskab, Misundelsen henter frem sin grønne Galde, Vreden indhyller sig i Mørke og Fortvilelsen i Dødens askegraa Farver.» Hykleriet laaner ofte Dragt af de nævnte Foreteelser, men den virkelige Tilstand formaar ikke i Længden at skjule sig, men giver sig klarlig tilkjende gjennem Hudens og dens Farvers Omveksling og Forandring.

Med faa Ord sagt: Den menneskelige Natur kan i hele sin Sammensætning lade sig efterspore og paavise i Hudens uendelige Omskiftelser.

TRETTENDE KAPITEL.
Varmens, Kuldens og vekslende Veirlags Indflydelse paa Huden.

Stærk Hede ved direkte Paavirkning af Solstraalerne bør man altid undgaa at udsætte sig for, særlig hvis man sætter Pris paa en skjær og fin Hud og Ansigtsfarve. Under Indflydelse af brændende Sol faar Huden lettelig Antydning til at blive grov og tør samt ikke saa sjelden brun eller fregnet.

Hvad Kulden angaar, er dens første Virkning af hemmende Art. En Sammentrækning finder Sted og følgelig slippes en mindre Mængde Blod end vanlig hen til Haarkarene; ligeledes indtræder der en Formindskelse af Blodtilløbet til de dybere beliggende Dele, der er længst fjernet fra Varmens og Livets store Midtpunkt, hvilket atter fremkalder denne Slappelse i Muskelsystemet, som vi alle kjender.

Men disse Virkninger er dog blot forbigaaende; et Tilbageslag indtræder i Systemet, hvorunder den Blodstrøm, som standset, i Almindelighed vender tilbage med større Kraft.—Dette bevirker i Huden den friske og rødblomstrende Farve, som saa mange Personer faar en kold Vinterdag efter en god Spadsertur i frisk Luft. I tørt Veir er Kulden blot sund for friske Personer, især hvis de er i megen Bevægelse.

Men fugtig Luft har derimod en ganske anden Indflydelse paa Legemet. Da dette er modtagelig for Fugtighed, opsuger det denne i store Mængder, og Legemet tiltager i Vægt. Huden lider overordentlig meget af dens Indvirkning, hvad man har Anledning til at se paa deres Hudfarve, som bor i Holland. Fugtig Kulde er det mest usunde og helbredfarlige af alt Veir, og er skadelige for baade gamle og unge.

Hvad Temperaturforandringens Indflydelse paa Huden angaar, da er en hurtig Overgang eller Forandring meget farlig. Forandring fra Kulde til Hede er, som de fleste ved, ikke saa farlig som fra Hede til Kulde; thi den sidstnævnte er tilbøielig til at undertrykke Hudens Afsondringsfunktioner og derved fremkalde Inflamation i Næsehinden, Halsen o. s. v. Temperaturforandringer, som fremkaldes[44] paa kunstig Maade, for Exempel ved at gaa ud i kold Natteluft fra et varmt Rum, bør man være yderst forsigtig med. De er i Virkeligheden meget skadeligere end naturlige Forandringer i Veiret. En Person, som til Stadighed snart er udsat for Hede, snart for Kulde, snart for Fugtighed og snart for tør Luft, faar enten en seig Underhud eller stadig Udslet.—

FJORTENDE KAPITEL.
Daarlig Ansigtsfarve, dens Aarsag og Midler derimod.

Daarlig Ansigtsfarve og Hud er i Regelen Følgen af, at man har forsømt eller overtraadt Sundhedens Forskrifter, disse smaa Love, som for mange synes saa ubehagelige, men i Virkeligheden er af den allerstørste Vægt for vor Helbred og Velvære. Upassende Føde, uregelmæssige Vaner, uren Luft, megen Nattevaagen og Foragt for Motion er altsammen noget, som øver en skadelig Indflydelse paa Helbreden og Ansigtets Farve og Hud.

Der er et gammelt Ordsprog, som siger, at man bliver grøn af Misundelse, hvad der naturligvis er Overdrivelse, Men det er sikkert, at Personer bliver blege og udtærede af Skuffelse, Sorg og Ængstelse, og at en stadig Uro fremkalder Rynker.

En slap og sygelig Farve finder man ofte hos Mennesker, der lider af daarlig Fordøielse. Grundaarsagen er ofte for meget Mad eller den Vane at spise og drikke ufordøielige Sager. Den sygelige Hudfarve kan ogsaa skrive sig fra træg Virksomhed i Leveren. De fleste bærer selv Ansvaret for, at Leveren er i Uorden, skjønt de stadig beklager sig over dette Organ. Sund Føde, regelmæssige enkle Maaltider med megen Luft og Bevægelse er et Lægemiddel, som sjelden forfeiler sin Virkning: Det baade forebygger Sygdom og helbreder den.

Bleg Ansigtsfarve og hvide Læber er ofte Tegn paa almindelig Svaghed. Det kan være, at der ikke viser sig nogen særlig legemlig Kraftesløshed, men ikke desto mindre mangler Systemet den Spænstighed, som betegner fuldkommen Helbred. Ofte ligger Feilen i Blodmangel, som igjen har sin Grund i en eller anden af følgende Aarsager: Utilstrækkelig Ernæring og Mangel paa sund Føde eller Syre, udsvævende Liv eller for store Krav paa Nerverne og Hjernen ved Overdrivelse paa mange Omraader, Overarbeide og Nattevaagen; Tab af Blod eller anden i Legemet cirkulerende Vædske, der danner en nødvendig Bestanddel af dets Krafttilførsel. Under saadanne Omstændigheder maa man værne[47] om Legemets Helbredstilstand i sin Almindelighed og følge en sund Levemaade, førend Huden paany kan gjenvinde sin Friskhed.

FEMTENDE KAPITEL.
En for Huden og Ansigtsfarven skadelig Diæt.

Alle, der ønsker at erhverve vakker og frisk Hudfarve, bør, som allerede antydet, være nøieregnende med hvad de spiser og drikker. Dette vil maaske nødvenddiggjøre en Smule daglig Selvfornægtelse, men de, som iværksætter den, bliver mere end belønnede ved de snart opnaaede Virkninger.

For det første er det klogt at opgive Nydelsen af The og Kaffe; thi begge er skadelige for en god Hudfarve. The er en af de mest almindelige Aarsager til daarlig Fordøielse, og naar Kaffe drikkes i større Portioner, fremkalder den ofte Bleghed, og paaskynder Forstyrrelser i Organismen hos Personer af nervøst Temperament.—Alkoholholdige og berusende Drikke bør ogsaa undgaaes af dem, der ønsker at beholde en frisk Farve og en ren og skjær Hud. Isærdeleshed er stærke Vine og maltholdige[49] Drikke skadelige. Alle stivelsesagtige Fødemidler, ikke mindst Brød, bør fortæres med Langsomhed og Maade. Smør og fede Sager bør ogsaa anvendes sparsomt, eftersom de ofte er Aarsag i, at Huden faar et smudsigt og daarligt Udseende og ikke sjelden fremkalder Finner og Udslet. Sukker, Syltetøi og henkogte Sager bør ligeledes nydes med Maade. Agurker, Pickles, Eddik saavelsom alle syrlige Fødemidler og Krydderier maa helt undgaaes.

I et Opsæt af Dr. S. Rowbatham, en fremragende Læge i Manchester, finder vi følgende interessante Uttalelse: «Personer med døsigt, slapt og ofte ligblegt Udseende, med grov, sprukken Hud, Personer, som er magre og knoklede og stadig besværede med snart en, snart en anden Sygdom, har jeg altid fundet forslugne paa haard og grov Kost som Brød, Puddinger, Paier, indbagte Sager og Melspiser i sin Almindelighed. Jeg vil ikke paastaa, at disse Mennesker aldrig spiser andet; thi de er i Almindelighed Yndere af al Slags kraftig Kost, men jeg mener, at Brød og Bagværk, bestaaende af Havre og andet Slags Gryn danner deres fornemste Næring. Det samme kan siges om dem, som er besværede af daarlige Tænder, Saar, Finner og alt Slags Udslet, og som let faar Forkjølelse,[50] Hovedpine o. s. v. Særlig er dette ogsaa Tilfældet med dem, som lider af Forstoppelse, fordi mange skadelige Stoffe derved tilbageholdes i Legemet, hvilke ellers skulde afsondres. Mennesker derimod, som har et friskt og frodigt Udseende, klar og gjennemsigtig Hud, som er fyldige og sjelden besværes af Sygdom, men er livlige og muntre, har jeg altid fundet begjærlige efter friske Grønsager, Frugt, Kjød, Fisk, og alle Slags sukkerholdige Stoffe, men kun lidet lystne paa tyk og fast Grynmad.»

SEKSTENDE KAPITEL.
Ernæring, som gjør Hudfarven smuk.

Spørgsmaalet om hvad man skal spise og drikke, hvis man giver Afkald paa saa mange almindelig anvendte Fødemidler som de i foregaaende Kapitel nævnte, vil maaske ved første Blik forefalde mangen at være et vanskeligt Problem. Men ved nærmeste Eftertanke vil man dog finde, at der endnu gives et rigt Forraad af Næringsmidler, mere end tilstrækkelige for Legemets Behov. Kaffe og The er ikke de eneste Drikke, som kan sættes frem paa vort Frokost- og Aftensbord. Kakaoen er uskadelig og nærende; men varmt Vand er endnu bedre. Dette letter i væsentlig Grad Fordøielsesorganerne deres Arbeide, samtidig som det renser Leveren. Det bidrager derfor i høi Grad til at bevare Hudfarven frisk og ren. Melk passer ogsaa for de fleste Mennesker og befordrer Hudens[52] Blødhed og Hvidhed. Istedetfor alt det Brød og Bagværk og al den stivelsesholdige Føde, som man i Almindelighed sætter tillivs, bør man ved hvert Maaltid spise rigelig Frugt; den være raa eller kogt. Den er Naturens Medicin, ja en virkelig Livseleksir. Dersom man spiste mere Frugt, vilde man spare mange Lægeregninger, og desuden vilde man kunne undvære Skjønhedsmidler, der har til Formaal at skaffe Huden et tiltalende frisk Udseende. Apelsiner, Æbler, Druer, Bananer, Jordbær, Rosiner og andre Frugter renser Blodet, styrker Nervesystemet, regulerer Fordøielsen og dens Organer, samt skjænker Kinderne Sundhedens rette Glød. Alt det Sukker, vort Legeme behøver, indeholdes i Frugt; hvis vi derfor spiser moden Frugt, kan vi gjerne banlyse Sukkerkoppen fra Bordet. Alle Slags grønne Vækster bør vi ogsaa spise i stor Mængde; dog maa Poteter, Pastinaks, Kaalrabi samt Næper anvendes med Maade. Spinat er fortræffelig baade for Huden, Stofvekslingen og Leveren; ja den er endog et godt Lægemiddel i Tilfælder, hvor sidstnævnte er angreben. Spinat indeholder nemlig store Mængder Jern, som let fordøies. Kemikeren Bingo udtaler, at Spinat indeholder mere Jern pr. Kvadrattomme end det mest berømte, jernholdige Lægemiddel.

Undgaa altid Nydelsen af Flesk, Kalvekjød, Hummer, Krabbe, Østers og alle Slags Skaldyr, hvis I vil bevare Huden frisk og Ansigtsfarven ren og skjær.

SYTTENDE KAPITEL.
Almindelige Regler for Hudens Pleie.

En af Hemmelighederne ved en frisk og følgelig god Hudfarve er Porernes uhindrede Virksomhed. Denne kan bedst fremkaldes ved hyppige Bad, Indaanding af frisk Luft og stadig Bevægelse. Undgaa varme og menneskeopfyldte Værelser samt hurtige Temperaturforandringer. At sidde i Nærheden af en stærk Ild, er selv om Vinteren skadelig for Huden, da den derved let blir for tør og faar en daarlig Farve. De, som bestandig holder sig i Nærheden af Varmen, faar aldrig en fin Hud eller en gjennemsigtig, smuk Ansigtsfarve.

Vaskevandet er en anden Ting, som ofte angriber Hudfarven. Naar det er urent, kan det ofte være et Middel til at fremkalde Finner og Kviser, og hvis det er haardt, vil det gjerne gjøre en god Hud grov. For al Vaskning af Ansigtet og Renselse af Legemet er Regnvand det bedste. Hvis[55] saadant ikke kan skaffes tilveie, er det bra at helde en Spiseske Boraks i Vandkanden hver Gang den fyldes.

Med Hensyn til Sæbe er det nødvendigt, at man blot benytter de reneste Sorter. Huden skades ofte ved, at man anvender daarlig og uren Sæbe. Stærkt farvede og duftende Sæber er i Almindelighed de mest skadelige. De bedste Sæber skal indeholde Tjære, Havremel eller Glycerin. Enkelte benytter alene Havremel som Sæbe; isaafald bør det omdannes til en Deig i Haanden og siden gnides ud over Ansigtet.

Endelig maa de, der vil bevare sin Hud frisk, undgaa at være længe oppe ud over Kvelden. De, som tilbringer den halve Nat oppe og sover den bedste Del af Dagen, faar blandt andet som Straf—en gulbleg, sygelig Hudfarve.

ATTENDE KAPITEL.
Et Par offentlige Hemmeligheder.

Bortset fra de diætiske og sundhedsgavnlige Regler, som allerede er antydet, gives der intet fuldt paalideligt Middel til stadig at gjøre Huden blød og smuk; man kjender vistnok mange Hemmeligheder, som siges at skulle kunne frembringe Underværker, naar Talen er om Skjønhedsmidler. En Del af disse kan vistnok være til nogen Nytte, naar Huden er i daarlig Stand og hurtig trænger et Botemiddel.

Talrige er de styrkende Midler, som anbefales til udvortes Brug, men jeg har liden Tro paa dem. Ja, adskillige af dem er meget mere skadelige end gavnlige i sine Virkninger; isærdeleshed Eddiktilsætninger, Tinkturer og Alunopløsninger. Slige Midler kan vistnok for en Tid rense Huden, men indtørrer og indskrumper den, naar de benyttes oftere. Yderhudens fine Væv behøver den næsten[57] umærkelige, oljeagtige Fugtighed, som fremstaar ved Uddunstningen. Denne forstyrres ved Anvendelsen af Tinkturer og saadanne Sager, og tidlige Rynker bliver før eller senere Resultatet. Det maaske ufarligste Middel er en Blanding af Citronsaft og Glycerin. De, der vil benytte dette, bør indgnide Huden med nogle Draaber deraf hver Morgen, efterat de har vasket sig.—Citronsaften gjør Huden hvid, og Glycerinen gjør den blød. Men en en stor Del af de mest anseede medicinske Authoriteter er af den Anskuelse, at den mest velgjørende Indvirkning paa Huden fremkommer ved Gnidning. Dette kan ske ved Hjælp af en Frotérbørste eller et grovt Haandklæde. Hver Morgen skal Ansigtet gnides kraftigt et Par Minutter. Denne Fremgangsmaade vil bidrage meget til at holde Porerne i Fedtkjertlerne aabne, og ved at anspore Hudens Virksomhed skal den hindre Dannelsen af Pletter.

En anden Behandlingsmaade med Huden for at bevare den, bifaldt og hyldet af adskillige Læger, er at massere (gnide) Huden med den saakaldte Kjølepomade, Coldcream, der i uforfalsket Stand skal være tilberedt uf fineste Olivenolje. Førend man gaar tilsengs om Aftenen bør man indgnide Ansigtet med nævnte Pomade eller Salve, og[58] bør Gnidningen af Kinderne ske opover i Retning af Ørene; det som ikke opsuges af Huden, kan fjernes med en fin Linserviet. Denne Behandling siges at skulle kunne «nære» Huden og fremkalde jevn Fyldighed.

NITTENDE KAPITEL.
Forskjønnelsesmidler og Faren ved deres Anvendelse.

Anvendelsen af Forskjønnelsesmidler kan føres tilhage helt til de ældste Tider. I den gamle græske Digter Homers Bog om Helten Oddysseus forekommer en Skildring af Heltinden Penelopes Toilette, og deri finder vi Udtryk, som ordret oversat lyder: «Med salvede Kinder!» Heraf ser vi altsaa, at Skjønhedsmidler allerede paa den Tid var i Brug. I det gamle Testamentes Beretning om Dronning Jesabel læser vi, at hun «sminkede sine Øienbryn og smykkede sit Hoved.» Den Skik at sminke Ansigtet, endog blandt den mandlige Slægt, gik i Svang blandt Mederne, og deres Konge Astyages, (589 f. Kr.), beskrives som «bemalet med Farve omkring Øinene, sminket i Ansigtet og forsynet med Paryk.» Under Keiser Neros Regjering finder vi, at Damerne i Rom tilbragte meget af sin Tid[60] med at pleie og sminke sine Ansigter. At farve Tænderne var dengang ogsaa en meget almindelig Skik, som blev iagttaget selv af Keiserinden. Men skjønt Skjønhedsmidlerne daterer sin Oprindelse helt fra Oldtiden, kan de dog ikke derved bevise sin Nytte. Næsten alle Kvinder, som har været bekjendte for stor Skjønhed og hvis ungdommelige Udseende har holdt sig langt over den vanlige Alder, har undladt at benytte Sminke eller andre kunstige Skjønhedsmidler. Sminke tillukker Hudens Porer, som det er yderst nødvendigt at holde aabne, hvis man vil bevare sin Hud frisk og vakker. De, der sætter Pris paa Helbred og Skjønhed, bør aldrig gjøre Brug af den. En fremragende Læge udtaler: «Jeg har havt Anledning til at iagttage en hel Del Tilfælder, hvor Udslet har havt sin direkte Aarsag i Brugen af den Sminke og de Skjønhedsmidler, som sælges i Butikerne.»

TREDIE DEL.
Ansigtets Feil og Mangler.

TYVENDE KAPITEL.
Misdannede Næser og deres Behandling.

Næsen er den mest fremstaaende Del af Ansigtet, og hvis den er skjæv, vanskabt eller paa anden Maade uheldig af Form og Udseende, saa skjæmmes hele Ansigtet deraf.

At forandre en Næses Form er dog ikke saa vanskeligt, som man skulde tro; thi man har opfundet Instrumenter, som kaldes Næsemaskiner. Disse er meget enkle Redskaber og udfører sit Arbeide ved at trykke paa Næsens Bruskdele.

For nogle Aar siden havde en Medarbeider i «Philadelphia Times» en Samtale med en Læge angaaende Omdannelsen af Næser, og han fik herunder[62] følgende eiendommelige Oplysninger: «Næsen er intet andet end et Stykke Brusk, og dens Form kan let forandres. Mange Mennesker er besværede med Næser, hvis Form hverken er behagelige for dem selv eller deres Venner. Den franske Maskine bestaar af en liden Hylse i to Dele, der er forbundne ved et Led. Den er forfærdiget af Jern og emaljeret, og dens Indre har Form af en fuldt tildannet Næse af den Form og Type, som tilhører det Ansigt, hvorom der er Tale. Paa denne Maade kan man faa en græsk eller romersk Næse, Stumpnæse eller Ørnenæse eller hvilkensomhelst Form man maatte ønske. Naar Instrumentet skal anvendes, bades Næsen ved Sengetid først med varmt Vand, saa den bliver rigtig varm og myg; derpaa indgnides den med Glycerin, Vasselin, Olivenolje eller et andet Fedtstof. Tilslut paasættes Instrumentet, og Siderne trykkes sammen, hvorpaa det faar sidde i Fred hele Natten. Det tages af om Morgenen, hvorpaa Næsen vaskes med koldt Vand. Det er i Begyndelsen noksaa ondt, men naar Instrumentet har været anvendt 2-3 Gange, er Smerten forbi. Efter en Maaneds Tid begynder Næsen at antage sin nye Form, og efter 8 a 10 Ugers Forløb vil denne være varig.»

Rødhed paa Næsen er for nogle Personer Aarsag til megen Bekymring. En rød Næse har dog sjelden noget at gjøre med Alkohol, skjønt Afholdstalere undertiden med Forkjærlighed giver denne Skylden. Næsens Rødhed har i Almindelighed mere sin Grund i hvad man spiser end hvad man drikker. Ofte er det Resultatet af Fraadseri, af mægtige og ophidsende Fødemidlers Fortæring eller overdreven Brug af Peber og andre Krydderier. Dersom Ondet har sin Grund i en af disse Aarsager, er Botemidlet klart nok: Undgaa sød, fed og mægtig Føde, spis mindre Kjød og lad Krydderierne være. Forsag ligeledes The, Kaffe og alle alkoholiske Drikke.

En anden Aarsag til rød Næse kan for Damers Vedkommende være, at man snører sig for haardt.

ENOGTYVENDE KAPITEL.
Udstaaende Øren og deres Behandling.

Øren, som staar ud i mere eller mindre Grad, er mildest talt ingen Prydelse. Denne Feil bør behandles medens man er ung, thi det er da forholdsvis let, at faa Ørene til at antage en naturlig Stilling. Senere i Livet bliver det visselig vanskeligere at rette paa denne Lyde, men umuligt er det dog ikke.

Et bredt Bind kan bindes over Ørene om Natten, og kan ligeledes bæres en stor Del af Dagen uden nogen større Uleilighed. Denne Behandlingsmaade skal med Tiden delvis, om end ikke helt, rette Feilen.

Man kan ligeledes ad operativ Vei komme til Maalet og opnaa et betydeligt sikrere Resultat.

«Ørets Skjønhed,» siger Walker, «er alt for lidet paaagtet. For et øvet Øie frembyder det stor Skjønhed eller Hæslighed med Hensyn til Form, Størrelse og Stilling.»

TOOGTYVENDE KAPITEL.
Fed Hud, tør Hud og slap Hud.

Enkelte Menneskers Ansigter ser altid skinnende ud, visselig ikke paa Grund af nogen himmelsk Glands, men paa Grund af et vist ubehageligt, oljet Udseende. Dette skriver sig fra Overflod paa et fedtagtigt Stof eller Serum, som opstaar ved en sygelig Virksomhed af Hudens Fedtkjertler Det eneste, som hjælper herimod, er en flittig Brug af Sæbe, der bidrager til at absorbere den overflødige Olje i Huden. Jo mere Alkali Sæben indeholder, desto bedre opfylder den sin Hensigt.

Som en Modsætning til for meget Fedt i Huden staar formegen Tørhed. Dette skriver sig fra forlidet Fedtafsondring og forekommer ofte ved daarlig Fordøielse. Den bedste Behandling herimod er at gnide Huden daglig med Olivenolje.

Slaphed i Huden opstaar ofte derved, at Fedtet under Huden delvis absorberes; kanhænde er det[67] ogsaa Resultatet af Afsætning af daarlig organiseret Fedt. En Alunopløsning anbefales undertiden for at gjøre Huden tæt, men Brugen heraf er ikke tilraadelig, da alle saadanne Midler efter en Tids Brug er skadelige. Den bedste Maade er at lette Dannelsen af sundt Fedt. Drik Kakao isteden for The og Melk og tag ind Levertran.

TREOGTYVENDE KAPITEL.
Fregner, Solbrændthed og Finner.

Fregner bestaar af en Overflod af Farvestoffet i Huden, hvilket optræder i smaa Flekker. De foraarsages i de fleste Tilfælde deraf, at Huden udsættes for Solen. De, som har den fineste Teint, er mest udsatte for at faa saadanne, hvilket bør være en Trøst for de Damer, som plages af dem. Det er ikke almindelig bekjendt, at der findes to Slags Fregner, nemlig Sommerfregner og Vinterfregner. Sommerfregnerne opstaar ved Solens og Varmens Indvirkning i Sommertiden og forsvinder med det varme Veir; medens de kolde Fregner dannes paa alle Aarets Tider og er medfødte hos mange Personer. De, som har en skjær og blomstrende Teint, er lettere udsat for Fregner end de, der har en mørkere Hudfarve. Fregner er vanskelige at faa bort, naar de først en Gang har indfundet sig; det er imidlertid ikke umuligt. Der[69] findes mange meget gode Midler mod Fregner. Det følgende er maaske det bedste: «To Spiseskeer Citronsaft, det samme Kvantum Vand, en Spiseske Glycerin samt en toppet Theske Borax.» Dette paastryges tre eller fire Gange om Dagen, hvorpaa Ansigtet efter 15-20 Minutters Forløb tørkes med et mygt Haaneklæde.

Solbrændthed er den mørke Farve, som fremkaldes i Huden ved for stærk Varme, ved en brændende Vind eller for skarp Luft. Den er ikke paa langt nær saa styg som Fregner, og endel Ansigter kan ogsaa vinde derved. Damer, som ikke liker Solbrændthed bør bære Parasol. Hvis Ansigtet kun er lidet solbrændt, bør det hver Aften vaskes med nysilet Melk. For stærkere Tilfælder har man anbefalet en Blanding af en Spiseskeske Benzoëtinktur og fem og otti Gram Rosenvand.

Hvad man i Almindelighed kalder Hudmark, er kun en let Hudsygdom. De angriber sædvanlig Ansigtet, Hagen, Skuldrene og Brystet, og kan have sin Grund i for tung Diæt, Indaanding af daarlig Luft eller Mangel paa Bevægelse. I Kirurgiens tidligere Dage troede man, at de smaa marklignende Legemer, som kan presses frem, var virkelige, levende Parasiter, men Mikroskopet har fuldt bevist, at de er Ansamlinger af Fedtstoffe, som tilstopper[70] de naturlige Porer. Man kan ganske enkelt pirke dem ud, hvilket kan ske med Fingerspidserne eller ved at presse en Urnøgel over dem. Der findes ogsaa et Instrument, som er forfærdiget til dette Brug. Inden man forsøger denne lille Operation, bør man udsætte Huden for Damp flere Aftener paa Rad over en Kande med kogende Vand. Til at forhindre Dannelsen af saadanne Forekomster som Hudmark, er intet Middel bedre end en flittig Brug af god Sæbe og omsorgsfuld Tørkning med et passe grovt Haandklæde.

FIREOGTYVENDE KAPITEL.
Rynker.

Der gives mange Grunde til Dannelsen af Rynker, af hvilke den fornemste er den tiltagende Alder. Longfellow siger poetisk: «Aarene har som Fugle sænket sig ned for at drikke Glandsen af hendes Øine, og har efterladt sig Spor ved Bredden.»

Den fysiologiske Forklaring paa disse Ansigtslinjer er den, at i samme Grad som Alderen skrider frem, bliver Fedtet under Huden absorberet, hvorfor Yderhuden bliver slap og danner Rynker. Bibehold af naturligt Fedt maa derfor forebygge Hudens Rynkning. Rynker optræder ikke sjelden efter en langvarig Sygdom og forsvinder, naar Helbreden vender tilbage og Kinderne atter antager sin naturlige Fylde.

Hvad angaar de fortidlige Rynker, som undertiden indtræder efter Trediveaarsalderen, saa foraarsages de ofte af Bekymring, Sorg, Nedslaaethed[72] og Sygdom. Undertiden kommer de ogsaa af, at man bor i for varme Rum. Opvarmning med Gas og Damp fremskynder Dannelsen af Rynker, forsaavidt man ikke modvirker Luftens Tørhed ved Fordampning af Vand.

Et udmærket Botemiddel mod Rynker er Anvendelsen af Coldcream, som før er omtalt i Forbindelse med Teinten. Ansigtet bør først vaskes godt rent med varmt Vand og derpaa tørres med et grovt Haandklæde. Medens Ansigtet endnu er varmt, tager man lidt Coldcream og gnider det over Ansigtet til den er aldeles indgneden. Femten Minutters Gnidning er ikke formeget. Gnid altid i Retning opad mod Ørene og Issen. I Frankrige er denne Maade at udslette Rynker paa, meget anvendt, og mange Damer har dette Middel at takke for Muligheden af at modstaa Tidens Herjinger.

FEMOGTYVENDE KAPITEL.
Vorter, Kopar osv.

Vorter er smaa, haarde Udvækster, der optræder paa Yderhuden. De har i Almindelighed en konisk Form og sædvanlig en mørkere Farve end den omgivende Hud. Disse smaa Tingester vokser meget langsomt og faar sin Næring fra Læderhuden over hvilken de ligger.

Vorter er i Almindelighed vanprydende, isærdeleshed naar de sætter sig paa fremstaaende Dele af Ansigtet. Man ser af og til en saadan paa Næsetippen af en Dame, og man maa indrømme, at den virker alt andet end smukt. Behandlingen af Vorter bestaar, efter Sir Erasmus Wilson, i at bortskrabe den tørre og haarde Hud fra Vortespidsen og saa bestryge denne med en liden Draabe Eddiksyre. Men man maa være varsom, at ikke Eddiksyren render ned paa den omgivende Hud[74] hvor den foraarsager Inflammation og heftig Smerte Operationen foretages en eller to Gange om Dagen, og man kan efterhaanden skrabe Vorten, indtil Ondet er helbredet.

Det Øieonde, som er kjendt under Navnet Hordeohun eller Sti, er ikke alene mindre pent af Udseende, men er ogsaa ofte meget plagsomt. Endel Mennesker faar let Sti og lider meget, ved at den optræder saa hyppigt. Til Behandling af dette Onde forordner mange medecinske Autoriteter Anvendelse af Grød og Badning med varmt Vand. Men Dr. Louis Fitzpatrik offentliggjorde engang i det medecinske Tidsskrift Lancet en Artikel om Sti, hvori han sagde, at han efter lang Erfaring var kommet til, at det bedste var en Lokalbehandling med Jod. Denne Behandling hæmmer kraftigt Stiets Udvikling, medens Grød ofte befordrer den. Man bør holde ud Øielaaget med Tommel- og Pegefingeren, medens man med en liden Pensel af Kamelhaar bestryger Stiet med Jod.

Koparrede Ansigter paatræffes nu forholdsvis sjelden, takket være Vaksinationen i Forbindelse med de bedre sanitære Forhold i Byerne. I vore Forfædres Dage derimod, var det et meget almindeligt Syn at se Mennesker, som var uhyggeligt vansirede af Kopper. Denne Plage er dog ikke[75] helt og holdent uddrevet, og man møder undertiden Mennesker, som har faaet sit vakre Udseende ødelagt af den ubehagelige Sygdom. Ved Elektrolyse kan man betydelig formindske de stygge Kopar, om man end ikke helt og holdent kan udslette dem. Men Operationen er ganske dyr, da den maa udføres af meget dygtige Specialister.

SEKSOGTYVENDE KAPITEL.
Generende Haarvækst.

Generende Haarvækst er ofte en Kilde til megen Bekymring og Forargelse hos det smukke Kjøn. Skjæg er en Prydelse i Mandens Ansigt, men naar det viser sig i Kvindens, opvækker det ikke synderlig Beundring. De, som let faar overflødigt Haar, bør ikke anvende Sæbe i Ansigtet, thi altslags Fedtstof befordrer Haarvækst. Der findes en hel Del Haarborttagningsmidler, men de er som Regel ætsende og som Følge deraf skadelige for Huden; ja nogle er til og med meget giftige. De er derfor ikke anbefalelsesværdige. Maaske er nedenstaaende det mest uskadelige:

Dette stødes til fint Mel og opbevares paa en vel korket Flaske. Haaret maa afklippes nær Huden,[77] hvorpaa Pudret paastryges, opblandet i lidt Vand. Efter to Minutters Forløb afskrabes det med en Trækniv.

For dem, som har Raad dertil, er dog Elektrolysen en meget bedre og virksommere Metode, saaledes som berørt i foregaaende Kapitel.

SYVOGTYVENDE KAPITEL.
Ond Aande, dens Aarsag og Behandling.

Endskjønt ond Aande ikke er en Ansigtssygdom, har den dog stor Indflydelse paa Skjønheden. En Rose kan have et smukt Udseende, men hvem vilde bryde sig om den, hvis den havde en ubehagelig Lugt. Ond Aande kan opstaa ved en af følgende Grunde: Daarlige Tænder, en sygelig Tilstand i Mundens, Svælgets eller Mavens Slimhinder, Benforraadnelse i Mund eller Næse, samt ufordøiet Mads Forbliven i Maven.

Dersom den ubehagelige Lugt beror paa Mavens Tilstand, kan den fjernes ved Fortæring af afførende Føde. Dersom den skriver sig fra en eller anden lokal Aarsag, saasom daarlige Tænder eller en sygelig Tilstand i Munden, kan den formindskes ved Gurgling. Det skal mærkes, at[79] mange Menneskers Aandedræt er ubehageligt, uden at man kan spore Aarsagen dertil. Hos Kvinderne er Aandedrættet ofte daarligt under visse Perioder, men dette forsvinder efterhaanden.

FJERDE DEL.
Haarets Betydning.

OTTEOGTYVENDE KAPITEL.
Haarets Sammensætning og Vækst.

Den berømte Fysiolog Malpighi sammenligner Haaret, slig som det vokser paa Hovedet, med en Plante i en Blomsterpotte. Ethvert Haar paa Legemet bestaar af et hult Rør, som vokser ret ud fra en under Huden liggende Haarrod. Haarets Farve afhænger af Farvestoffe inde i Røret, og sin Glands faar det ved Afsondring af et oljeagtigt Stof fra endel smaa Fedtkjertler omkring Roden. Hver Flek af Huden, med Undtagelse af Hændernes Indside og Fodsaalerne, er af Naturen bestemt til Haarvækst, men i de fleste Tilfælde er de saa fine og korte, at de paa den største Del af Legemet er næsten usynlige.

Den almindelige Længde af et Kvindehaar varierer mellem 90 og 100 Centimeter. Sir Erasmus Wilson har regnet ud, at Haaret vokser halvanden Linie om Ugen, hvilket vil sige omtrent 17 Centimeter om Aaret, saaledes at en Olding paa otti Aar har ladet elleve Meter Haar falde for Haarskjærerens Saks. For nøiagtig at kunne bestemme Haarets Tykkelse har Sir Erasmus Wilson maalt Diameteren af mere end to tusen Haarstraa, som havde tilhørt 30 forskjellige Personer. Paa Grundlag af disse Maalinger har han fundet, at Tykkelsen varierer mellem 1/1500 og 1/400 Tomme; de fineste varierer mellem det første Maal og 1/500 og de groveste mellem 1/400 og 1/140. Denne berømte Hudspecialist har endvidere beregnet, at der findes 1000 Haarstraa paa en Kvadrattommes Overflade og 120000 paa Hovedet. Et stort Hoved med tæt Haarvækst kan have lige til 200000 Haar.

NIOGTYVENDE KAPITEL.
Haarets Affalden og Botemidlet derimod.

Haarets Affalden foraarsager ofte Bekymring hos dets Eier, og den Tanke opstaar let, at man vil blive skaldet. Men i de fleste Tilfælde, især hvis det indtræffer tidligt om Vaaren eller Høsten, har man ingen Grund til at frygte for et stadigt Tab af Haar. Grunden til at Haaret falder af, er at det er for tungt for Roden. Dersom Haaret faar vokse frit, opnaar det en vis Længde og falder derpaa af, paa samme Maade som Fuglene skifter Fjær og Pattedyrene bytter Pels. De affældte Haarstraa erstattes af nye, som vokser ud af de samme Rødder. Selv om Haaret klippes og holdes passe langt, indtræder ofte denne Proces.

Paa den anden Side kan Haarets Affalden have sin Grund i, at Rødderne faar for lidet Næring, hvilket igjen er Følgen af en eller anden Hudsygdom,[83] eller det kan bero paa en almindelig Svaghedstilstand. Naar Haaret viser Tilbøielighed til at falde af, er det klogt at lade det klippe af ofte. Champonering er ogsaa udmærket til at styrke Haaret. Rødderne egges derved til forhøiet Virksomhed, da Blodet derved føres til Issens Overflade. Et godt Middel til Befordring af Haarvækst er følgende, der er kjendt under Navn af Sir Erasmus Wilsons Opløsning:

Opløsningen skal gnides ind paa Hovedet en eller to Gange om Dagen i længere Tid, men hvis Hudløshed indtræder, maa man ophøre dermed nogen Tid eller foretage Indgnidningen med større Mellemrum.

TRETTIENDE KAPITEL.
For tidlig Skaldethed, dens Aarsag, Forebyggelse og Botemiddel.

Skaldethed har man kaldt en Civilisationens Sygdom, eftersom den aldrig forekommer blandt uciviliserede Folkeslag. Det er en Eiendommelighed, at Mænd lider mere af denne Sygdom end Kvinder, hvilket uden Tvil kommer af Ulighed i Forhold og Beskjæftigelse. En af de fornemste Grunde hertil er, at Mændene bærer tunge, tætsluttende Hatte. Disse trykker paa Blodkarene og hindrer Haarrødderne at faa sin rette Næring. Brugen af Huer kan ogsaa fremkalde en lignende Virkning, da de danner en tæt Hovedbedækning, som ikke Naturen fordrer, og derved foraarsages en Forslapning og Udtørring af Haarrødderne. En anden Grund til Skaldethed er stadigt Ophold i for varme og af Gas oplyste Rum. Andre vigtige Faktorer ved Haarets for tidlige Affalden er Sindsuro, for[85] megen Ængstelse, overdreven Læsning, Lidenskaber og Sorg. Foruden alle disse Grunde til Haarets Affalden kan mange andre nævnes, saasom Uorden i Maven, almindelig Svaghed, Flas, stadig Tobaksrøgning, stærke Drikke, Nattevaagen og uregelmæssige Vaner.

Der findes uheldigvis ingen Hjælpemidler for Skaldethed, som kommer af at Haarrødderne er blevet ødelagte, hvilket i Almindelighed er Tilfældet med alderstegne Personer. Men om Haartabet indtræder i tidligere Aar, behøver man ikke at fortvile, hvis man anvender rigtig Behandling. Hvis Ondet har sin Grund i nogen af de før omtalte Forhold, maa disse forandres. Hvis den, som lider af Haaraffald, har en svag Helse, kan han med Fordel tage Levertran eller en Opløsning af Jern og Kinin. Til udvortes Brug er efter min Erfaring en Opløsning af Parafin særdeles velgjørende, og er ofte blevet anvendt med Fordel, naar alle andre Midler har slaaet feil. Opløsningen bestaar af:

Opløsningen maa før den anvendes ristes godt, og lidt af den gnides ind i Haarrødderne hver Morgen og Aften.

Den berømte pastor John Wesley forordnede at gnide den skaldede Del af Hovedet hver Morgen og Aften med en raa spansk Løg, indtil Huden bliver rød, samt derpaa bestryge Stedet med lidt Honning. Jeg har imidlertid ikke kjendt nogen, som har havt Mod til at prøve Kuren.

ENOGTRETTIENDE KAPITEL.
For tidlig Graasprængthed, dens Aarsager, Forebyggelse og Botemiddel

Vore Forfædres Haar graanede først i en langt fremskreden Alder, medens det nutildags slet ikke er usædvanligt at se middelaldrende, ja til og med unge Personer med Sølvtraade i Haaret.

Fortidligt graanende Haar har i de fleste Tilfælde sin Oprindelse i en af de Grunde, der i foregaaende Kapitel angives for fortidlig Skaldethed. Aandelig Anstrengelse i Forbindelse med et stillesiddende Liv er maaske det, som mest bidrager til at gjøre Haaret hvidt. Undertiden kan man ogsaa spore en lokal Aarsag, for Eksempel Flas eller Nevralgi, hvorved Feilen ligger i de Nerver, som behersker Næringsprocessen. Enkelte Mennesker (de saakaldte Albinos) er hvide fra Fødslen af, hvilket har sin Grund i Mangel paa Farvestof i Haaret. En heftig Sygdom kan undertiden gjøre, at[88] Haaret bliver graat, men under saadanne Omstændigheder hænder det ofte, at Farven vender tilbage igjen med fuld Helbredelse. Der findes mange paalidelige Eksempler paa, at Haaret er blevet hvidt paa Grund af stærk Frygt eller Sorg. Et slaaende Eksempel herpaa er fortalt om en oprørsk Sepoy i den indiske Hær, som blev taget tilfange og fremført for at underkastes Forhør. Fortællingen lyder saaledes: Berøvet sin Uniform og fuldstændig nøgen omringedes han af Soldaterne, og blev da først opmærksom paa sin farlige Stilling. Han skjalv voldsomt, Skræk og Fortvilelse stod malet i hans Ansigt, og endskjønt han besvarede de Spørgsmaal, som rettedes til ham, syntes han ligesom bedøvet af Frygt. I Løbet af en halv Time, medens alles Øine var rettede paa ham, blev hans Haar graat; det havde ved hans Indtræden været kulsort. De Omkringstaaendes Opmærksomhed fæstedes først derpaa af den Sergeant, under hvis Opsigt han var, og som raabte: «Han graaner!» Og langsomt, men sikkert foregik Forandringen for alles Øine, indtil den i Løbet af en halv Time var fuldstændig.

Det er overflødigt at sige, at fortidlig Graasprængthed bedst forhindres ved at undgaa de Indflydelser, som foraarsager den. De, som finder[89] at deres Haar begynder at vise Tegn til Graasprængthed, vil finde, at den før beskrevne Parafinopløsning er meget nyttig ved at hjælpe Haarkarrene at afsondre det nødvendige Farvestof. I de fleste Tilfælde vil man fuldstændig helbredes derved.

TOOGTRETTIENDE KAPITEL.
Flas, dets Aarsag og Behandling.

Mange Mennesker plages af en Ubehagelighed, der er kjendt under Navnet Flas. Den karakteriseres af, at Hovedet stadig er bedækket af fine, hvide, glindsende Skjæl, som ved Kjæmning eller Børstning af Haaret falder ned paa Klæderne. Undertiden optræder denne Tilstand paa Næsen og Kinderne ligesaameget som paa Hovedet. Forekomsten kan have sin Grund i Uorden i Fedtkjertlerne, i flere Slags Eksem, Udslet eller lignende Ting. I Tilfælde af, at Flasset ophober sig, foraarsager megen Kjæmning stort Tab af Haar. Ofte hænder det ogsaa, at Haaret bliver tørt, glandsløst eller til og med graat.

Et nyttigt Middel er en eller et Par Gange i Ugen at vaske Haaret med en Opløsning af 15 Gram Boraks i en halv Liter Kamfervand. En anden Opløsning er 15 Gram Jernvinsten i en halv Liter lunkent Vand.

TREOGTRETTIENDE KAPITEL.
Haarets Pleie i Almindelighed.

«Skjønhed hos Mand eller Kvinde er en Gave fra Gud,» siger Sir W. Duvenant; «men den høieste Skjønhed er Haaret, uden hvilket der ikke findes nogen fuldkommen Skjønhed.»

De, som af Naturen er blevet velsignet med et vakkert Haar, bør pleie det med den yderste Omsorg, thi den ypperste Haarvækst kan formindskes eller helt og holdent tabes paa kort Tid ved urigtig Behandling eller mangelfuld Pleie.

For at gjøre Haaret stærkt og friskt, bør man ofte vaske det med varmt Vand, gnide Haarbunden godt og tørke Haaret godt efterpaa. En velgjørende Virkning har det at børste Haaret en fem Minutters Tid hver Morgen Denne enkle Behandling stimulerer Rødderne, befordrer Væksten og gjør Haaret mygt og glindsende. Man bør anvende en stor Børste med langt Haar, men en, som hverken[92] er for stiv eller for myg. Dersom Haaret skal holdes i god Stand, maa det klippes periodisk og aldrig tillades at vokse over en vis Længde. Jo kortere Haaret holdes, jo stærkere bliver det; de som har tørt Haar kan ikke bruge noget bedre Middel end lidt Olivenolje, der er meget sundere end de almindelige Pomader, som gaar i Handelen. Lad aldrig Haaret svides i Toppen. Denne Operation er Parykmagerens Opfindelse og er kun velgjørende for hans Kasse, da der ikke findes nogetsomhelst Bevis for, at det gavner Haaret eller befordrer dets Vækst. Haaret bør hverken limes fast til Hovedet med Pomade eller børstes ret op, da begge disse Metoder er skadelige.

FIREOGTRETTIENDE KAPITEL:
Haarfarvningsmidler og Faren ved deres Brug.

I en af sine Sange bebreider Ovidius sin Heltinde, fordi hun har ødelagt sine silkebløde Fletninger med giftige Farver. Han udraaber: «Har jeg ikke sagt dig, at du skal slutte med at farve dit Haar? Nu har du intet tilbage at farve. Og dog var intet skjønnere end dine Lokker, som naaede dig til Knærne, og som var saa fine, at du var ræd for at kjæmme dem. Du heldte Gift over dit eget Hoved, og nu skal Tyskland sende dig Slavehaar, og en beseiret Nation skal forsyne dig med Krigsudrustning.»

Mange Personer er ført paa Vildspor, og har ligesom denne Skjønhed brugt Farver for at forskjønne sit Haar; siden har de dog opdaget, at de netop derved har ødelagt det. Næsten alle Haarfarvningsmidler, som gaar i Handelen, indeholder[94] Bly, og ofte i saa store Mængder, at de foraarsager Blyforgiftning. De, som sætter Pris paa sine Lokker, bør derfor undgaa Farvningsmidler.

Jeg har hørt Tale om en Dame, som forsøgte at sætte en vakker gylden Farve paa Haaret, men som til sin store Skræk opdagede, at det blev græsgrønt.

Det eneste Farvningsmiddel, der kan anbefales som uskadeligt, er almindelig Valnødsaft. Denne gjør Haaret mørkebrunt eller sort, alt efter den Vandmængde, den spædes med.

En stor Ubehagelighed ved alle Haarfarvningsmidler er, at Farvningsprocessen maa gjennemgaaes hver Dag, hvis ikke den, der anvender den, skal gjøre sig latterlig for andre. Haaret vokser stadigt og hvad der er Rod idag er Stamme imorgen.

FEMOGTRETTIENDE KAPITEL.
Kunsten at opsætte Haaret klædeligt.

Haaret er en af Ansigtets største Prydelser. At opsætte det saaledes, at det klæder Ansigtet, er en Kunst, der bør studeres af alle, som ønsker at forbedre sit personlige Udseende. En vis Arrangering af Haaret kan være meget passende for det ene Ansigt, medens det kan være det modsatte for et andet. Saaledes bør f. Eks. Damer med stort Ansigt aldrig drage Haaret haardt tilbage, men lade det falde lidt løst rundt Panden uden dog at være udstaaende ved Siden af Ansigtet. De, som har lidet Ansigt eller lav Pande, bør kjæmme Haaret løst tilbage og vise saa meget som muligt af Panden; ligeledes ved Siderne for at give Hovedet størst muligt Udseende. Lidt Eksperimentering vil snart vise, hvilken Haaropsætning, der er fordelagtigst. Enhver bør derfor søge at opsætte sit Haar saaledes, at det passer til Ansigtet.

FEMTE DEL.
Tændernes Værdi.

SEKSOGTRETTIENDE KAPITEL.
Tændernes Anatomi.

Efter Naturens almindelige Ordning har ethvert Individ to Sæt Tænder. Det første Sæt, der fremtræder i Barndommen, holder sig blot nogle Aar, og siden kommer det virkelige Sæt, som skal vare hele Livet igjennem. Takket være de menneskelige Daarskaber, kan de dog sjelden fylde sin Opgave helt. Naar Antallet af Tænder er fuldt hos et voksent Menneske udgjør det 32, som er ligelig fordelt i begge Kjæver. De har flere forskjellige Former og har faaet forskjellige Benævnelser. Paa Forsiden af hver Kjæve sidder fire Fortænder; umiddelbart efter disse kommer Øientænderne; endvidere følger siden efter hverandre to mindre Kindtænder[97] samt bag disse paa hver Side tre Jæksler, af hvilke den inderste sædvanligvis kaldes Visdomstanden. Denne Visdomstand kommer i Almindelighed saa sent som mellem attende og femogtyvende Aar.

Hvad Bygningen angaar, bestaar en Tand af flere Væv, der skiller sig fra hverandre i sin kemiske Sammensætning. Tandens Indre udgjøres af en tyk Bensubstans, der kaldes «Dentin»; Roden er beklædt med et Lag af «Cement», medens Kronen er overtrukket med et Stof af stor Haardhed, der kaldes «Emalje», og som tjener til at beskytte Tænderne mod Slitage. Inde i selve Tandlegemet strækker der sig en Kanal, der kaldes Pulpkaviteten. Denne indeholder et Væv, som er rigt forsynet med Nerver, fra hvilke Smerterne ved Tandpine har sit Udspring.

SYVOGTRETTIENDE KAPITEL.
Tænderne og Skjønheden.

Tænderne udøver stor Indflydelse paa Ansigtets Form, Karakter og Udtryk i Almindelighed. Den ovale Ansigtsform, der er nødvendig for den sande Skjønhed, hviler meget paa Dannelsen af Mund og Hage, hvis Form og Liv atter dannes af Kjæverne, som paa sin Side er afhængig af Tændernes Regelmæssighed. Om Munden er aldrig saa velformet bliver dens gode Udseende ødelagt af vanstelte og uregelmæssige Tænder. Hvis det fulde Antal Tænder ikke haves, sammentrækkes Kjæverne, og Følgen bliver ofte et indknebet Udseende i den nedre Del af Ansigtet. En amerikansk Forfatter har sagt, at «ingen Kvinde med vakre Tænder kan siges at være styg.» Det er imidlertid godt at huske, at en Tandlæge her kan komme Naturen tilhjælp.

OTTEOGTRETTIENDE KAPITEL.
Tændernes Indflydelse paa Helbreden.

Mr. George James Platt siger i sin udmærkede Bog om «Forretningsliv», at Halvdelen af det menneskelige Livs Ulykker og Lidelser først og fremst beror paa Mangel af Tænder.

En god Helbred forekommer aldrig, hvis Tænderne er daarlige eller man mangler en stor Del af dem. Ufuldstændig Tygning er en af Hovedaarsagerne til daarlig Fordøielse og de mange alvorlige Plager, som følger dermed. Eksperimenter har for længe siden paavist, at Maden ikke kan fordøies ordentlig, hvis den ikke er ordentlig tygget, inden den kommer ned i Maven.

En velkjendt Tandlæge skriver: «Fordøielsen begynder i Munden og alligevel tænker man lidet derpaa. Men om vi nu betænker, at Madens Blanding med Spyttet finder Sted under Tygningen,[100] saa er det klart, at en kemisk Forandring foregaar, og Spyttets Indvirkning bereder Madens fuldstændige Fordøielse gjennem Mavesafterne. Men Maden bliver ikke tilstrækkelig blandet med Spyt, hvis Munden mangler Tænder, eller hvis man har den Uvane, at «sluge Maden i sig», enten nu dette sker af fri Villie eller af Tvang. I Almindelighed vil man se, at de, som spiser meget hurtig, er blege og magre.»

NIOGTRETTIENDE KAPITEL.
Aarsagen til Tændernes Forfald.

Dr. Ritter i Berlin har fundet, at af 637 Personer, hvoraf 400 var under 15 Aar gamle, havde kun 41, eller lidt over 5% fuldstændig friske Tænder.

Hvorfor forfalder Tænderne? Svaret bliver, at de aldrig gjør det paa naturlig, men altid paa unaturlig Vei. Feilen ligger ikke i Naturen, thi den har konstrueret vore Tænder til at vare Livet ud. Det er os selv, som her er at bebreide, thi vi ødelægger dem ved de daarlige Vaner, som vor saakaldte Civilisation fører med sig. Dette bevises af, at uciviliserede Folk aldrig lider af daarlige Tænder. Syrlige Stoffe er det, som hovedsagelig angriber Tændernes Emalje og ødelægger den. Hertil maa først og fremst regnes Pickles, Eddik og syrlige Mad- og Drikkevarer. Umodne Frugter er ogsaa skadelige for Tænderne. Mange Tandpulvere[102] tærer paa Tænderne istedenfor at bevare dem. Dette er især Tilfældet med dem, som gjør Tænderne hurtig rene. De er sammensatte af kemiske Syrer, Alun, Oxalsyre, Vinstensyre og andre Stoffe, som er mere eller mindre skadelige for vore dyrebare Tænder.

FIRTIENDE KAPITEL.
Tændernes almindelige Pleie.

Renslighed er først og fremst Hovedtingen, naar der er Spørgsmaal om at bevare sine Tænder friske. Hvis man rengjorde sine Tænder efter hvert Maaltid, vilde Tandlægen snart finde, at hans Arbeide ikke lønnede sig. Men at følge en saadan Regel turde have sin Vanskelighed, især for dem, som ikke har stillesiddende Arbeide. Dog bør Tænderne rengjøres baade Morgen og Aften. Inden man gaar tilsengs, er det af den aller største Vigtighed, at man fjerner hver eneste Madsmule, som kan have samlet sig mellem Tænderne. Disse smaa Stykker af Føden opblødes og gjærer i Mundens Varme og Fugtighed, og naar de surner, ødelægger de Tændernes Emalje. Hvad Tandpulver angaar, saa gjør man bedst i ikke at benytte dette, da det omtrent altid er skadeligt i Længden. Almindelig Sæbe og Vand er det aller bedste Renselsesmiddel,[104] men uheldigvis er Menneskene aldrig fornøiet med saadanne enkle og billige Middel. Det bedste Middel til at gjøre Tænderne hvide er lidt Sod, der er fuldstændig uskadeligt, og som, naar det har været anvendt nogle Gange, gjør Tænderne glindsende som Perler. Benyt aldrig haarde Tandbørster, da de let foraarsager, at Tandkjødet trækker sig tilbage fra Tænderne, og disse gaar istykker, om den Del, der ikke er beskyttet af Emaljen, bliver udsat for Luften. Tandbørsten maa dog heller ikke være for myg. En anden meget god Regel er den, at man undgaar at tage meget varme eller meget kolde Stoffe i Munden, ligesom man bør afholde sig fra Mad og Drikke af syrlig Natur samt umoden Frugt. Brug aldrig Tænderne til at knække Nødder med. Denne dumme Vane, der er meget almindelig blandt Børn, foraarsager ofte alvorlig Skade paa Tænderne.

ENOGFIRTIENDE KAPITEL.
Nogle Ord om kunstige Tænder.

Tandlægekunsten har i de senere Aar gjort store Fremskridt. Et Sæt gode, kunstige Tænder kan knapt skjelnes fra naturlige, hvis det ikke var for deres større Glands og Hvidhed. Til en Begyndelse er det vel forenet med endel Uleilighed at bruge kunstige Tænder, og der fordres en vis Taalmodighed for at vænne sig til dem, men efter kort Tids Forløb har man liden Ubehagelighed af dem, og de er uden Tvil et uvurderligt Gode for alle, som har mistet sine naturlige Tyggeorganer. Sir John Forber har med Rette sagt: «Blandt de store Velsignelser, for hvilke Samfundet i den senere Tid har Kunstens store Fremskridt at takke, er det ikke mange, som mere berører den personlige Komfort end de, der har sit Udspring i Tandlægekunsten, især hvad angaar Indsætningen af kunstige Tænder. At gjengive det menneskelige Ansigt dets tabte[106] Skjønhed, er i og for sig ingen ringe Gave til det svage Kjøn, men paany at gjengive de ældre deres tabte Evne til at tygge Maden, er en Velsignelse af uberegnelig Gavn, som ikke kan værdsættes ret af andre end dem, der har faaet den.»

Et Sæt kunstige Tænder kan nu faaes ganske billigt, om det end varierer en Smule i Pris. Dog raades ingen til at kjøbe af de allerbilligste.

SJETTE DEL.
Vækst og Figur.

TOOGFIRTIENDE KAPITEL.
Fuldkommenhed i Vækst og Figur; deres rette Proportioner.

Naturen arbeider efter et strængt matematisk System, og den Maade, hvorpaa de menneskelige Legemer dannes, er ingen Undtagelse fra Regelen. Hele Legemet er seks Gange Fodens Længde, uden Hensyn til, hvadenten Figuren er tyk eller tynd, om den tilhører en Kjæmpe eller Dverg. Afvigelse fra denne Regel er en Fragaaelse fra fuldkommen Skjønhed i Vækst. Ansigtet, fra den høieste Del af Panden til Hagen, er en Tiendedel af hele Personens Længde. Det samme gjælder Haanden, regnet fra Haandleddet til Spidsen af Langfingeren. Fra den høieste Del af Brystet til Pandens Høide,[108] er en Syvendedel af hele Figurens Længde. Høiden fra Fødderne til den øverste Del af Hovedet er lig Længden mellem Fingerspidserne, naar Armene er udstrakte. Hvis Ansigtets Længde fra Haaret til Hagen deles i tre ligestore Dele, falder den øverste Linje i Øienbrynene, og den andre ved Næsens nederste Del.

De rigtige Proportioner paa en fuldkommen Kvindefigur er følgende: En Kvinde, som er 5 Fod og 5 Tommer høi, bør veie 144 Skaalpund og maale 43 Tommer over Brystet (Maalet taget over Armene), samt 24 Tommer rundt Livet; den øvre Del af Armene bør være 13½ til 14 Tommer og Haandleddet 6 Tommer; Ankelen bør være 6 Tommer, Læggen 14 og Laaret 20 Tommer.

TREOGFIRTIENDE KAPITEL.
Høi Vækst og hvorledes den opnaaes.

Professor Hilslicks Iagttagelser angaaende Menneskets Vækst har vist, at, den hurtigste Udvikling finder Sted efter Fødslen, idet et Barn det første Aar af sin Tilværelse vokser omtrent 8 Tommer. Tilvæksten formindskes saa lidt efter lidt, indtil det tredie Aar, da Barnet har naaet Halvparten af den Længde, som det faar i den modne Alder. Efter fem Aarsalderen sker Udviklingen meget regelmæssig til det sekstende Aar og udgjør i Medium to Tommer om Aaret. Efter Sekstenaarsalderen er Væksten meget ringe og udgjør omtrent tre Femtedels Tomme om Aaret; fra atten til tyve er Øgningen i Høide sjelden mere end en Tomme. Med fem og tyve Aar ophører Væksten undtagen i specielle Undtagelsestilfælde.

Heraf fremgaar, at Menneskeslægten har faaet fem og tyve Leveaar for at vokse. Det er[110] Almindelighed Menneskenes egen Feil, at de er smaa af Vækst. Til noget af det, som befordrer Kroppens Vækst og hjælper os til at blive høie, hører frisk Luft, regelmæssige Legemsøvelser, at gaa tidligt tilsengs om Aftenen og mindst otte Timers Søvn. «Jo mere Sol og Dagslys man faar,» siger Dr. Allinson, «desto større Udsigt har man til at blive høi.»

En forkrøblet Vækst er ofte en Følge af, at man paa en eller anden Maade har gjort Vold mod Sundhedslovene. Tobaksrøgning er en af de fornemste Grunde til, at opvoksende Gutter hindres i sin Udvikling; den har skabt tusenvis af Dverge. De mandlige Individer, som ønsker at bliver høie, bør afholde sig herfra, indtil de har naaet Mandshøide. At krybe sammen i Sengen er en anden Maade at hindre Væksten paa; sov derfor altid i en tilstrækkelig lang Seng og stræk Kroppen ud saa langt som muligt.

Hvad Diæten angaar, saa er Grynspiser meget gunstig for Befordring af Legemets Vækst. Skotternes høie Vækst kan i høi Grad tilskrives, at de meget lever af Havregrød.

FIREOGFIRTIENDE KAPITEL.
Overdreven Fedme, dens Aarsag og Botemiddel.

Faa Personer er fornøiet med sin Lod her i Livet, og det selv i Spørgsmaal, som angaar Legemet. Fede Mennesker længter efter at blive magre, og deres magre Medmennesker sukker efter den Fyldighed, som de Fede foragter. De, som er kommet paa den gyldne Middelvel, er bedst stillet. Fedme medfører mange Uleiligheder, og vi undres ikke paa, at mange ønsker at tabe noget af sin Vægt.

Dr. Emmet Densmore siger, at «den drivende Aarsag til stor Fedme, er Indtagelse af mere Føde end Legemet trænger, hvilket har tilfølge, at dette ikke formaar tilstrækkelig at afsondre de overflødige Stoffe.» Han mener med andre Ord, at formegen Fedme foraarsages af formegen Mad, og deraf følger jo tydeligt, hvor Botemidlet ligger.

Raadet for fede Personer kan derfor sammenfattes i følgende Regler: Spis, drik og sov saa lidet som muligt, men tag desto mere Bevægelse ved at gaa, kjøre paa Velociped, springe, ro eller dyrke anden Idræt, som fremkalder Svedning. De, som ikke har Anledning til at faa Bevægelse i fri Luft, kan muligens finde en anden Maade at skaffe Legemet Arbeide paa. Visse Spise- og Drikkevarer maa man afholde sig fra, og til disse hører fornemmelig Supper, Smør og alle fede Sager, Sukker og søde Sager, melholdige Spiser, Melk, Bakkelser, Poteter, Grønsager, Chokolade, Kakao, Øl og tunge Vinsorter. Af Kjød bør man kun spise det magre.

FEMOGFIRTIENDE KAPITEL.
Magerhed og dens Behandling.

For stor Magerhed kan skrive sig fra en eller anden Feil i Fordøielsen, f. Eks. en Mangel paa Evne til at tilgodegjøre sig de nærende Stoffe.

Nogle Mennesker spiser bestandig, og bliver alligevel aldrig fede. Magerhed tilhører deres Natur, og selv ikke den største Overflod af Mad vil nogensinde kunne forandre deres magre Tilstand, medens atter andre vilde kunne opnaa en vis Fyldighed, hvis de underkastede sig en rigtig Behandling. Deres Mangel paa Fedme kan have sin Grund i forskjellige Forhold, f. Eks. urigtig Diæt, Overanstrengelse i Arbeide eller Studier, Uro eller for lidet Søvn.

Behandlingen af magre Personer bør være stik modsat af den, der før er givet for fede.

Saalidet Bevægelse som muligt, sov ti Timer, sørg for en glad Sindsstemning og spis saadant,[114] som befordrer Dannelsen af Fedt. Undgaa Eddik, spirituøse Drikke, The, Kaffe og sur Frugt. Undgaa fremfor alt Uro. «Le og bliv fed,» er ikke bare et tomt Udtryk.

SEKSOGFIRTIENDE KAPITEL.
Skutryg og dens Behandling.

Skutryg skyldes i de fleste Tilfælde stillesiddende Beskjæftigelse, men undertiden skriver den sig ogsaa fra svag Helbred.

Der findes i Handelen Rygbandager, som kan anvendes for at rette paa denne Legemsfeil, og de svarer som Regel udmærket til sit Formaal. Men for at fremkalde en fuldstændig Bedring, maa man følge en bestemt Regel. Man maa vænne sig til altid at sidde i opreist Stilling og sove paa Madras med kun en Hovedpude. At holde Hænderne paa Ryggen, naar man tager en Spadsertur, gjør ogsaa god Virkning. Anvendelsen af Haandvægte er en udmærket Gymnastik for Personer, som har Tilbøielighed til at gaa ludende.

SYVOGFIRTIENDE KAPITEL.
Kunsten at faa en veldannet Brystkasse.

Den bedste Tid at uddanne sin Brystkasse paa, er naturligvis den tidligste Ungdom. I denne Periode af Livet er Ribbenene bruskagtige og elastiske, og derfor kan Brystets Vækst lettere befordres ved Opøvelse af dets Muskler. Men man behøver dog ikke at fortvivle selv i en fremskreden Alder, thi man kan opnaa et meget godt Resultat ved en klog Behandling.

Aandedrætøvelser er fortrinlige til at udvide Brystet. En Mand, som skriver om dette Emne, siger: Jeg har seet svage og sygelige Børn forvandles til friske Væsener ved Aandedrætsøvelser, som de daglig maatte gjennemgaa. Disse Øvelser styrker Ryggen, sætter Skulderbladene paa sin rette Plads og gjør Nakken til hvad den skal være ifølge Naturens Bestemmelse, nemlig en rund, stø Søile til[117] at bære Hovedet. Kanhænde har vi ikke megen overflødig Tid, men vi kan dog udføre de enkleste Øvelser, da de ikke fordrer nogen ekstra Tid. Hver Gang vi gaar ud i Luften, kan vi fylde vore Lunger med ren, frisk Luft og fortsætte dermed, til vore Pligter kalder os ind igjen. Dernæst bør vi erindre, at det er til Skade for Figurens Skjønhed saavelsom for Helsen, at lade den øvre Del af Kroppen synke sammen, og naar den Øvelse at gaa ret er blevet en Vane, kan vi ophøre at tænke derpaa.

Andre Maader at udvide Brystkassen paa findes ogsaa, f. Eks. Brugen af Armvægter, Roning, fritstaaende Gymnastik osv.

OTTEOGFIRTIENDE KAPITEL.
Midjen; Faren ved Snøring.

En smal Midje er ingen sand Type paa Skjønhed. Den naturlige og behagelige Figur, som vi ser hos Venus fra Milo, fremstiller ingen saadanne Konturer. Vi ler af de kinesiske Kvinder, som klemmer sammen sine Fødder og vansirer dem; men hvad skal vi sige om de dannede Damer i vort eget Land, der handler endnu mere naragtigt, naar de klemmer sammen selve Livsorganerne ved at bruge trange Snørliv rundt Midjen?

Naar Legemsorganerne paa denne Maade presses sammen, hindres de fra at udføre sit naturlige Arbeide, og Følgen deraf bliver, at der ikke alene opstaar almindelig Sygelighed, men der fremkaldes ofte alvorlige Beskadigelser. Snøring er altid blevet forkastet af medicinske Autoriteter. Eiendommelig nok kan denne Uvane paavises saa langt tilbage i Tiden som 316 f. Kr., idet den berømte Læge Hippokrates[119] meget skarpt klandrede sin Tids Damer, fordi de snørede sammen sine Ribben, saa Aandedrættet hemmedes. Vor Tids Læger hæver atter og atter sin Røst mod dette Onde, men Damerne vender altid det døve Øre til.

Dr. T. G. Thomas, som er en fremstaaende Autoritet paa Kvindesygdommenes Omraade, siger: «Den Klædedragt, som Kvinderne nu for Tiden bærer, har stor Tilbøielighed til at bevirke Sygdomme i Underlivet. For at Aandedrætsorganerne skal kunne virke frit, maa Brystet frit kunne bevæge sig, og specielt er dette nødvendigt, hvad angaar den nedre Del af Brystkassen, hvor de vigtige Respirationsorganer har Sæde.»

En anden Autoritet er Dr. Samuel Kennedy, som siger: «Denne forfærdelige Sygdom, (Kræft i Brystet) saavelsom 25% af alle Brystsygdomme kommer af Snøring, og det samme gjælder Blegsot og Hjertefeil af forskjellige Slags, ligesom ogsaa mange Rygradslidelser. Derfor burde det anstilles et Korstog mod dette Onde, som truer Kvindens Vel over hele Jorden, og i dette Tog skulde alle Læger, Forældre Ægtemænd og Brødre forene sig.»

SYVENDE DEL.
Hænder, Negle, Arme og Fødder.

NIOGFIRTIENDE KAPITEL.
Hændernes Pleie.

Hændernes og Neglenes Tilstand angiver i Regelen hvilken Samfundsstilling en Person indtager. Grove og skrubbede Hænder er visselig ikke noget, man behøver at skamme sig over, da de bliver saadanne af ærligt Arbeide, men ikke desto mindre tror jeg, at Arbeiderne mangen Gang kunde være i Besiddelse af smukkere Hænder, hvis de lagde mere an paa at pleie dem og holde dem rene.

Idealet af en Haand bør være en smal, men samtidig fyldig Form, hvid Hud, men ikke af livløs Hvidhed og Fingrene bør smalne af mod Neglene.

Naar Hænderne er blevet grove af Arbeide, kan dette hjælpes paa ved Omhu og Pleie. At[121] bruge regelmæssig Handsker bidrager meget til at gjøre Hænderne myge og hvide. Et godt Middel for Hænderne er en Blanding af lige Dele Citronsaft og Glycerin med en liden Tilsætning af Boraks. Vær altid forsigtig med den Sæbe, som anvendes. Sæbe, som indeholder meget Soda, er ofte Aarsagen til at Huden er haard eller tør. Hænderne rengjøres lettere med varmt end med koldt Vand, men de bør altid efterpaa skylles med koldt Vand. Sprukne Hænder behandles bedst ved, at man gnider dem med et Stykke Citron. Til at borttage Blækflekker af Huden er intet bedre end at bestryge dem med Salmiakspiritus.

FEMTIENDE KAPITEL.
Neglenes Pleie.

Neglene, som spiller en vigtig Rolle i Hændernes Skjønhed, bør være af oval Form, lidt gjennemsigtige og af en bleg, lyserød Farve. De bør hverken holdes for lange eller klippes for korte, da Fingerspidserne behøver Beskyttelse for ikke at blive haarde eller for afstumpede. Det er en daarlig Vane at skrabe Neglenes Overflade eller at klippe bort Kanten af Negleroden. En Neglebørste er det bedste, man kan anvende for at holde Neglene i god Stand. Et udmærket Middel til at gjøre Neglene hvide er følgende Blanding:

ENOGFEMTIENDE KAPITEL.
Armens og Haandleddets Pleie.

En Dame med magre Hænder og knoklede Haandled frembyder et sørgeligt, for ikke at sige løierligt Syn, naar hun er balklædt. For at Armene skal faa et vakkert Udseende, maa de ogsaa have stærke Muskler. «Magre Arme tyder paa daarlig Helbred og nedsatte Kræfter,» siger M. Charles Blanc, en berømt fransk Autoritet, i en Udtalelse om Klædelighed. Gymnastik er det bedste Middel for tilbørlig Udvikling af Armene, og intet overgaar i denne Henseende Brugen af Armvægter eller Roning. En smukt bygget Arm bør lidt efter lidt aftage i Omfang fra Akselen til Haandleddet, og Haandleddet bør være tyndt, men uden Tegn til at være knoklet.

Mange moderne Damer pleier at lade sine Arme «polere» inden de gaar paa Bal. Denne Poleringsproces bestaar i grundig at indgnide Huden[124] med en Blanding af Glycerin og Rosenvand og derpaa indsmøre den med Coldcream, som bliver siddende i et Kvarters Tid og derpaa fjernes med et Stykke mygt, hvidt Flonel. Armene gnides siden grundigt med Toiletpudder.

TOOGFEMTIENDE KAPITEL.
Føddernes Pleie.

Af alle Legemets enkelte Lemmer er i Regelen Fødderne de, som volder mest Besvær; faa er de Personer, som ikke paa en eller anden Maade lider paa Grund af dem.

For trangt og daarligt siddende Skotøi er de almindeligste Aarsager til saadanne Plager som Ligtorne, store Ledknuder og indgroede Negle. Undgaa «velformede», spidse Sko, der klemmer Fødderne sammen som de kinesiske Bandager, og som er virkelige Torturredskaber for de, der bruger dem.

Næst for trangt Skotøi er daarligt passende Strømper den væsentligste Grund til ømme Fødder, og man bør altid have Strømper med saa faa Sømme som muligt. Det ypperste Middel til at holde sine Fødder i god Stand er at bade dem[126] ofte med varmt Vand, i hvilket man har lagt en Haandfuld Salt. Det er specielt velgjørende for dem, som lider af ømme og trætte Fødder.

TREOGFEMTIENDE KAPITEL.
Føddernes Sygdomme og deres Behandling.

Mange er de Sygdomme, som plager Fødderne, og mange er de, som er beheftede med dem. Ligtorne er uden Tvil den hyppigst forekommende Uleilighed, og vi skal derfor først beskjæftige os med disse plagsomme Udvækster. De udgjør en af vor Civilisations Straffe. Hvilken Erfaring har vel de Vilde om en værkende Ligtorn? Et af de bedste og enkleste Midler mod Ligtorne og et, som desuden har faaet Sanktion af en saa stor medicinsk Autoritet som Sir Benjamin Brodie, er paa det angrebne Sted at bære et lidet rundt Stykke Læder eller endnu bedre et Stykke Knusk, indsmurt med Blysalve. I Midten skjærer man ud et Hul saa stort som Ligtornen.

En Knude eller Svulst paa Stortaaens Underside er en myg Ligtorn, som behandles virksomst[128] ved Paastrygning af Jod hver Aften. Anstrængelser af Fødderne maa undgaaes.

Frostknuder, som mest angriber Fingre, Tær og Hæle, opstaar ved at Blodets Cirkulation standser i stærk Kulde. De bedste Midler til at forhindre dette, er Brugen af Uldstrømper og Uldvanter samt ikke at udsætte Hænder og Fødder for Ildens Indvirkning, naar de er kolde. Et godt Lægemiddel mod Frostknuder er Jodsalve, som indgnides paa dem.

I varmt Veir plages endel Mennesker af Fodsved, som ogsaa ved sin ubehagelige Lugt bliver en Ubehagelighed for andre. De, som lider heraf, bør bruge let Skotøi og ofte bade Fødderne i varmt Vand med en Tilsætning af Salmiak eller Klorkalk.

Et andet Onde, som besværer endel Mennesker, er indgroede Negle. Behandlingen bestaar i, at man tyndskraber Midten af Neglen langs efter, saa at den let bøier sig, hvorpaa man skjærer den af udenfor det indvoksede Sted. Man forebygger dette Onde ved at bruge Skotøi med brede Tær.

OTTENDE DEL.
Kunsten af en Persons Ansigtstræk at kunne slutte sig til hans Karakter.

FIREOGFEMTIENDE KAPITEL.
Hvad forstaaes ved Fysionomik?

Det er sagt, at «Ansigtet er en aaben Bog.» En Person kan ikke være en Skurk uden at vise det. Hvor meget han end søger at forstille sig, maa dog de daarlige Træk undertiden vise sig i hans Ansigt. Fysionomiken er den Kunst eller den Videnskab, som lærer os at læse i denne det menneskelige Ansigts aabne Bog. «Kjend dig selv,» siger den navnkundige Solon, en af Grækenlands syv Vise. Men Fysionomiken sætter os ikke alene istand til at udøve Selvkundskab, men ogsaa til at kjende andre, hvilket under mange Forhold i Livet kan være til umaadelig stor Nytte. «Mennesket selv[130] bør udgjøre Emnet for Menneskeslægtens fornemste Studium.»

Den store Fysionomist Lavater siger i sine Arbeider: «Jeg lærer ingen Sortekunst, ingen unaturlig Videnskab, hvis Hemmelighed jeg burde have skjult, og som skader tusen Gange mere, end den kan gavne, og som følgelig er vanskelig at opdage. Jeg lærer kun en Videnskab, som baade er almindelig kjendt og paatagelig, og jeg fremlægger mine Følelser og Iagttagelser samt Resultaterne af dem. Man burde aldrig glemme, at det ydre Udtryks Hensigt just er at vise, hvad der tildrager sig i Sjælen, og at hvis man vilde berøve os denne Kilde til Kundskab, vilde man derved bringe os ned til fuldstændig Uvidenhed; at ethvert Menneske af Naturen har et vist Maal af fysionomisk Instinkt, ligesaa vist som ethvert velskabt Menneske er født med to Øine, at alle Mennesker i Omgangen med hverandre trækker fysionomiske Slutninger, alt eftersom deres Omdømme er mere eller mindre klart, at det er velkjendt, at de fleste Mennesker efter sin Omgang med andre trækker Fordel af det Kjendskab til andre, som allerede det første Blik giver, og at samme Forhold har fundet Sted længe inden dette Spørgsmaal kom under offentlig Debat.»

FEMOGFEMTIENDE KAPITEL.
Hvorledes Karakteren fremtræder i Næsens Form.

«Det er noksaa besynderligt,» sagde den store Napoleon, «men naar jeg ønsker udført et Arbeide, som kræver et klogt Hoved, saa vælger jeg helst en Mand med stor Næse, forudsat at han forøvrigt har de nødvendige Forudsætninger. Mine Iagttagelser af Personer har altid vist mig, at en stor Næse og et godt Hoved altid hører sammen. Jeg synes bedst om en Mand med en tilstrækkelig udformet Næse.» Det er bemærkelsesværdigt, at næsten alle store Folkeledere har havt store Næser, især Ørnenæser og romerske Næser. Lavater bemærker, at smaa Næsebor sædvanligvis er Tegn paa Forsagthed og liden Foretagsomhed. De vidt aabne Næsebor derimod er et ligesaa sikkert Tegn paa Følsomhed, der let kan udarte til Særhed. «Den rette græske Næse,» siger en anden Forfatter, «antyder[132] en forfinet Karakter, Kjærlighed til de skjønne Kunster, Sluhed, List og større Tilbøielighed til at handle indirekte end direkte.»

«En Næse med skarp Ryg,» skriver Tagliacossi, «viser Tilbøielighed til Vrede; en tyk og nedtrykket Næse antyder lastefulde Tilbøieligher; en stor, solid og but Mæse er Tegn paa Mod og Djervhed; en krum Næse (Ørnenæse) viser et kongeligt og ædelmodigt Sind, medens en kroget Sjæl aabenbarer sig ved en Næse, som er bøiet til den ene Side.»

Enkelte Mennesker har Papegøienæser og er, ligesom Papegøierne selv, store Pratmagere.

SEKSOGFEMTIENDE KAPITEL.
Hvorledes Karakteren viser sig i Mundens, Læbernes, Tændernes og Hagens Form.

«Som Læberne er, saaledes er Karakteren,» siger Lavater. «Faste Læber, fast Karakter; svage, rødlige Læber og svag, letbøielig Karakter. Godt skaarne, store og forholdsmæssige Læber, som paa begge Sider har samme Runding, kan vel antyde Tilbøielighed til Nydelse, men de paatræffes aldrig hos et daarligt, lavt, tarveligt, falskt, krybende, lastefuldt Ansigt. En Mund uden Læber, som blot viser en Streg, antyder Kulde, Flid, Sans for Orden, Nøiagtighed og Sparsomhed, og hvis den hæver sig ved begge Mundviger, viser den Tilgjorthed, Fordringsfuldhed og Ondskab.

Meget tykke Læber staar altid i Forbindelse med Sandselighed og Sløvhed, og gjennemskaarne, skarpt tegnede Læber med Ængstelse og Gjerrighed.[134] Rolige Læber, tæt sluttede uden at være sammenpressede og skarpt skaarne er et sikkert Tegn paa Omtænksomhed, Takt og Fasthed. En noget overhængende Overlæbe betegner sædvanlig Godhed. Har Underlæben et Søk i Midten, aabenbarer det Fantasirigdom. En lukket, ikke tynd eller tilgjort Mund viser Mod og Tapperhed.

Lange Tænder er Tegn paa Svaghed og Sagtmodighed. Hvide, rene, vel placerede Tænder, der vises straks Munden aabnes, men som ikke skyder sig frem og heller ikke viser sig helt og holdent, paatræffes aldrig hos voksne Personer, uden at de er gode, kloge, ærlige, oprigtige og trofaste.

Spids Hage ansees sædvanlig som Tegn paa Sluhed og List, men der findes mange agtværdige Personer med en saadan Hage. Den fede Dobbelthage viser sædvanlig en Godfjot, og den kantede Hage paatræffes sjelden uden hos forsigtige, velvillige, bestemte Personer. En flad Hage betyder Kulde og Tørhed, liden Hage Frygt og rund Hage med Søk i, Velgjørenhed.»

SYVOGFEMTIENDE KAPITEL.
Hvorledes Karakteren fremtræder i Øinene og Øienbrynene.

«Blaa Øine,» siger Lavater, «er i Regelen mere betegnende for Svaghed, Sygelighed og Efterladenhed end brune og sorte. Det er sandt, at mange kraftige Mennesker har blaa Øine, men man finder dog mere Styrke, Mandighed og Eftertanke i Forbindelse med brune Øine end med blaa.»

«Personer med graa Øine,» siger Dr. Leask, «er i Almindelighed skarpe, kraftige og i Begyndelsen kolde, men man kan forlade sig paa deres Sympati under en virkelig Sorg. Søg blandt Menneskehedens Velgjørere og du vil give mig ret.» «Sorte Øine,» siger Buffon, «viser i Almindelighed Sundhed, et fast Sindelag, ikke vaklende, men modigt, sandt og ærligt. Nærsynthed aabenbarer den dygtige Planlægger og den forslagne Handlingens Mand. Smaa og dybtliggende Øine viser Djervhed,[136] naar der er Spørgsmaal om Modstand, Intriger og Rænkespil samt Evne til at udholde store Lidelser. Store Øine kjendetegner en gjerrig Mand, især hvis de er meget udstaaende. Øine, som er i stadig Bevægelse, antyder Kortsynthed, Frygt og Bekymring. Røde Øine betegner Mod og Styrke. Klare Øine, som bevæges langsomt, viser Helten, som djerv og godmodig, udfører store Gjerninger og frygtes af sine Fiender.»

«Øienbrynene,» siger Quintilianus, «giver delvis Øinene deres Form. Ved dem sammentrækkes, hævss eller sænkes Panden. Vrede viser sig naar de sammentrækkes, Sorg naar de sænkes og Munterhed naar de udjevnes.» «Jeg har aldrig truffet paa en dyb Tænker,» siger Lavater, «eller en tapper og klog Mand, med svage, høie Øienbryn, som i nogen Grad deler Panden i to. Svage Øienbryn viser Flegma og Svaghed, endskjønt mange koleriske Mennesker har det; men denne Svaghed i Øienbrynene er en Formindskelse i Kraft og Ild. Jo nærmere Øienbrynene ligger Øinene, desto alvorligere, dybere og fastere er Karakteren; jo fjernere fra Øinene, desto mere flygtig, letbevægelig og lidet foretagsom.»

OTTEOGFEMTIENDE KAPITEL.
Hvorledes Karakteren spores i Hovedets og Pandens Form.

«Hovedets ydre Form,» siger Huart, «er som den bør være, naar den ligner en hul Kugle, som er noget indtrykket paa Siderne, samt noget fremskydende i Panden og Nakken. En specielt flad Pande eller tver Afslutning i Nakken, er ingen gode Tegn paa Klogskab. Men et godt Tegn er det, naar en liden Person har et stort Hoved og en høi Person har et nogenlunde lidet Hoved.»

«Vi kan,» siger Lavater, «dele Panderne, seet i tre Hovedklasser: de bagoverhældende, de lodrette og de fremskydende. Enhver af disse Klasser har en Mængde Variationer. Jo længere Panden er desto større Begavelse findes der, men desto mindre Handiekraft; jo mere sammentrykt, kort og fast Pande, desto mere Koncentration, Fasthed og[138] Stadighed findes der i Karakteren; jo mere jevnt krum Profilen er, desto ømmere og bøieligre er Karakteren; jo rettere, desto mere ihærdig og streng. Fuldstændig Lodrethed fra Panden til Øienbrynene viser Mangel paa Forstand. Fuldstændig Lodrethed med en svag Bue i Overkant viser udpræget Tilbøielighed for kold, rolig og dyb Tænkning. En fremskudt Pande viser Svaghed, Umodenhed og Dumhed. Bagoverheldende Pander betyder i Almindelighed overlegen Fantasikraft, Kvikhed og Skarphed. Pander med mange udstaaende Knuder viser Fasthed, Haardhed, stærk Viljekraft og Udholdenhed. Øine med vel tegnede, bestemte og faste Buer forekommer kun hos ædle og store Mænd. En blaa «vena frontalis»[1] i Form af en Y og forenet med en aaben, jevn, hvælvet Pande, aabenbarer overordentlige Naturgaver og en ædelmodig Karakter.»

NIOGFEMTIENDE KAPITEL.
Hvorledes Karakteren viser sig i Haarets Farve og Beskaffenhed.

«Lyst, fint, gjennemsigtig Haar,» siger en tysk Fysionomist, viser altid en svag, ømtaalig, pirrelig eller ogsaa en forsagt og let fortrykt Karakter. Det sorte, krøllede Haar vokser aldrig paa et ømtaaligt, marvfyldt Hoved. Liden Irritabilitet følger med kort, haardt, krøllet Haar, men mest med det linfarvede og det fine. Lyst Haar betegner sjelden uhæderlige Egenskaber, hvilket ofte er Tilfældet med mørkebrunt eller sort i Forbindelse med lyse Øienbryn. Mænd med langt Haar er altid mere kvindelige end mandlig.

Aristoteles siger: «Ligesom svagt Haar er Tegn paa en Rædhare, saaledes er et stærkt Haar Tegn paa Mod. Dette passer ikke alene paa Mennesker, men ogsaa paa Dyr. De ræddeste[140] blandt Dyrene er Raadyret, Haren og Faaret, og disses Haar er svagere end andre Dyrs. Løven og Vildsvinet er de modigste, hvilket viser sig i deres overordentlig stærke Haar.»

Andet Afsnit.
Sundhed og et langt Liv.

NIENDE DEL.
Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Sundheden.

SEKSTIENDE KAPITEL.
Sjælens Magt over Legemet.

Sjælens Indflydelse paa Materien er en af de dybeste Hemmeligheder i vort Væsen. Faa Personer har fuldt Begreb om Styrken af denne mægtige Kraft, som stadig virker inde i dem, enten til godt eller ondt.

«Sindstilstanden,» siger Dr. S. Smith, «paavirker den fysiske Tilstand, og Livets Varighed beror helt og holdent paa den fysiske Tilstand; heraf følger, at i samme Grad som Sjælen kan indvirke paa Legemets Beskaffenhed, kan den ogsaa have Indflydelse paa Livets Længde. Det er umuligt at bibeholde Legemets Funktioner i en naturlig og kraftig Tilstand, naar Sjælen lider. Enhver turde maaske[144] have lagt Mærke til, hvorledes Personer, som er truffet af en stor Ulykke, er blevet forandrede i Udseende. En Person for Eksempel, der for et Aar siden blev rammet af en Ulykke, som gik ham til Hjertet, er nu forvandlet til en Skygge af sig selv; endnu nogle Maaneder, og han er ikke mere.»

Hvor utroligt det end lyder, har man dog Eksempler paa, at Fantasien har foraarsaget eller stillet Smerte, ja til og med fremkaldt eller fordrevet Sygdom. De iblandt os, som lider af Nevralgi for Eksempel, ved meget vel, at den bedste Maade at befri sig fra Smerterne er at forsøge at glemme dem, medens de ofte bliver større, hvis man tænker paa dem. «Den enkle Tro eller Overbevisning,» siger Dr. Tuke, «at en Muskel ikke kan sammentrækkes eller slappes, er tilstrækkelig til hos en følsom Person eller en, i hvilken Følsomhed er blevet fremkaldt, at foraarsage midlertidig Mangel paa Kraft.» Samme Forfatter taler om, hvorledes Frygten eller Faren har Indflydelse paa Karsystemet, og giver som Illustration herpaa følgende Fortælling om en intelligent Dame, med hvem han var meget godt kjendt. Han siger: «En Dag gik hun forbi en offentlig Indretning og saa en liden Gut, hvem hun nærede speciel Interesse for, komme ud gjennem en Jerngrind. Hun lagde Mærke til, at[145] han slap Grinden efter at han havde aabnet den, og at den formodentlig vilde klemme ham, hvad hun antog vilde ske med saadan Kraft, at Guttens Fod vilde blive knust. Det skeede dog ikke. ‘Det var umuligt,’ sagde hun, ‘i Ord eller Handling at være hurtig nok til at at forebygge, hvad jeg antog vilde ske, og i selve Virkeligheden fandt jeg, at jeg ikke kunde røre mig af Stedet, thi en uhørt Smerte opstod i min egen Fod, tilsvarende den, som jeg troede vilde skades paa Gutten. Jeg kunde blot lægge min Haand paa den for at lindre den vold-Smerte, og jeg er vis paa, at jeg ikke rørte mig paa nogen Maade, hvorved jeg kunde have vrikket eller strukket den. Det var med den største Vanskelighed at jeg naaede mit Hjem, som laa en halv Kilometer fra Stedet, og da jeg tog af Strømpen, fandt jeg en Ring omkring Fodleddet, som om det var blevet bestrøget med rød Saft, samt en stor Flek af samme Farve paa Ydersiden. Den følgende Morgen var hele Foden inflammeret, og jeg maatte holde Sengen i lang Tid.’»

Et lignende Tilfælde omtales i Carter on Pathology and Treatment of Hysteria. «En Frue, som passede sin lille Gut, der legte, saa at en tung Vinduesramme faldt over hans Haand og hug af tre Fingre, hvorved hun blev saa overvældet af[146] Frygt, at hun ikke formaaede at yde ham nogensomhelst Hjælp. En Læge blev i al Hast budsendt, og da denne havde forbundet Gutten, vendte han sig mod Moderen, som sad og jamrede sig, idet hun klagede over Smerte i Haanden. Da han undersøgte hende hende fandt han, at de tre Fingre, tilsvarende dem, som var skadede paa Barnet, var ophovnede og inflammerede, endskjønt hun ikke tør havde havt noget ondt i dem. Efter fire og tyve Timers Forløb gjordes Indskjæringer i dem, og Værk randt ud. Dødkjød blev senere fjernet, og tilslut heledes Saarene.»

ENOGSEKSTIENDE KAPITEL.
Sjælens Magt til at fremkalde Sygdomstilstand hos Legemet.

Nogle Personer indbilder sig stadig, at de er Offer for en eller anden Sygdom, og de føler sig aldrig rolige, hvis de ikke har en Læge til at passe sig. Deres Samtaler angaar hovedsagelig deres smaa Plager, og deres største Fornøielse er at høre, hvorledes deres Venner beklager dem. Hvis saadanne Personer virkelig er syge, er det paa Grund af deres mørke Sindstilstand. Alleslags Sygdomme kan fremkaldes i Legemet ved hvad man i Sjælens Fysiologi kan kalde Tilbøielighed derfor. Ved at fæste Sjælens Opmærksomhed paa en særskilt Del af Legemet kan en Sygdom forværres eller til og med fremkaldes uden ydre Aarsag.

«Hvis Opmærksomheden henledes paa Maven,» siger Dr. Tuke, «foraarsager dette en Følelse af Tunghed, som kan forvolde Vanskeligheder i Fordøielsen.[148] En Følelse af Spændthed eller andre Ubehageligheder kan man let, som hver og en ved, fremkalde i de forskjellige Organer. Tankernes Retning mod Hjertet har i Almindelighed en forstyrrende Indflydelse paa dettes regelmæssige Virksomhed. Visselig udøver stærke Sindsbevægelser meget større og mere øieblikkelige Virkninger, men hvis man kan fæste Opmærksomheden ved dets Slag, erfarer man, at der opstaar Uregelmæssighed, undertiden endog Smerte.»

Dr. W. B. Carpenter siger i sin “Principles of Menthal physiologi” følgende: «Hvis man med Hensigt retter Opmærksomheden paa en Del af Legemet, saa er dette, endog uden nogen Sindsbevægelse, tilstrækkelig til at fremkalde Fornemmelser der, hvilket synes at bero paa en Forandring i Blodcirkulationen, og hvis denne Tilstand automatisk holdes ved Magt, ved at Opmærksomheden stadig holdes fæstet derpaa, saa kan denne Forandring blive en Kilde til Slaphed, ikke alene i Livsværksamheden, men ogsaa med Hensyn til Næringstilførsel. Derfor kan der ikke findes berettiget Tvil om, at ikke Sygdom ofte beror paa indbildte Plager, især hvis man dvæler ved ubehagelige Fornemmelser.»

TOOGSEKSTIENDE KAPITEL.
Sjælens Indflydelse paa Sygdommes Helbredelse.

Mr. John Brown fortæller en Historie om en syg Person, som gik til en Læge og beklagede sig over svære indre Smerter. Doktoren skrev en Recept, som han gav ham med de Ord: «Tag dette, saa bliver De bra om fjorten Dage.» Patienten kom tilbage efter et Par Ugers Forløb, aldeles frisk og med et Udseende, som tydede paa fuldstændig Helbredelse. Lægen var ikke lidet stolt over Kurens gode Resultat, men da han havde glemt, hvilket Lægemiddel han havde foreskrevet, gjorde han nogle Spørgsmaal for at komme paa det rene hermed. Han begyndte: «De er blevet frisk?» «Ja, aldeles frisk; jeg har aldrig følt mig saa bra i hele mit Liv.» «Vis mig den Medicin, De tog.» «Jeg har spist op Recepten, som De sagde, at jeg skulde gjøre.»

Manden havde bogstavelig talt slugt Papiret og blev helbredet derved, eller rettere ved sin Tro paa at han handlede efter Lægens Forskrifter.

Denne enkle Fortælling kan forklare meget, der ellers betragtes som overnaturligt eller mirakuløst. Pilgrimme er blevne helbredede fra Sygdomme ved at valfarte til en eller anden Helgens Grav, og tusenvis af Mennesker er blevet hjulpet af Kvaksalvere og værdiløse Patentmediciner. I alle saadanne Tilfælde fremkaldes Bedringen ved Sjælens Forventning. Tro og Haab er Naturens mægtigste Kræfter, naar det gjælder Helbredelse af Menneskenes Sygdomme.

Et andet Eksempel herpaa er et Tilfælde, som observeredes af Sir Humphry Davy, da han i den første Tid af sin Praksis som Læge assisterede Dr. Beddoes ved Eksperimenter med Indaanding af Kvælstofoxydul. Dr. Beddoes var kommet til det Resultat, at Kvælstofoxydul var et sikkert Middel mod Lamhed, hvorfor han udvalgte en Patient til at eksperimentere med, og betroede ham til Davys Behandling. Inden han anvendte Gasen, førte han et lidet Termometer ind under Patientens Tunge for at undersøge Temperaturen. Den lamme Mand, som ikke havde nogen Anelse om den Behandling, han skulde underkastes, men som var overbevist[151] om Sikkerheden af Dr. Beddoes Metode, havde ikke før kjendt Termometret mellem sine Læber, før han troede, at Operationen var i fuld Gang, og i et enthusiastisk Udraab erklærede han allerede at kjende en velgjørende Virkning i hele sit Legeme. Davy syntes, at Tilfældet var altfor fristende til at lade gaa sig ud af Hænderne. Han gjorde intet mere, men bad Patienten komme igjen næste Dag. Samme Ceremoni gjentoges med samme Resultat, og efter to Ugers Forløb var Manden frisk, uden at noget andet Lægemiddel end Patientens Indbildningskraft var blevet anvendt.

TREOGSEKSTIENDE KAPITEL.
Hvorledes Bekymring dræber.

Mange Menneskers Helbred tager Skade og deres Liv forkortes uden anden Grund end stadig Græmmelse. Et Gram Græmmelse, siger et gammelt Ordsprog, dræber et Menneske. Men det er ikke de store Modgange i Livet, de svære Tab og Prøvelser, som for det meste stempler Panden med Bekymring, berøver Gangen dens Spænstighed og borttørker selve Livssaften. Saadant bæres ofte med heltemodig Tapperhed; men den Græmmelse som dræber, hidrører som Regel fra de daglig tilbagevendende Bekymringer og smaa Fortrædeligheder.

At leve uden Græmmelse er ikke let, især for Personer af nervøst Temperament. Alligevel er det muligt, og man kan komme did ved Viljens seirende Magt.

«Græmmelse,» siger Sir Andrew Clark, «er[153] dræbende. Det er den forvænnede Levevis, som forkorter Menneskenes Liv. Naturen lader aldrig et Menneske overanstrenge sig, hvis det ikke selv overtræder dens Love, hvis man ikke tager stimulerende Sager til ubeleilige Tider, røger meget eller tager ind Opium. Hvis man fører et regelmæssigt Liv, følger Sundhedens Love og vandrer paa den fysiologiske Retfærdigheds Vei, saa vil man aldrig finde, at man arbeider for strængt. Jeg har endnu aldrig seet et Tilfælde, hvor Helbreden er brudt af den blotte Overanstrængelse, men jeg medgiver, at det fremfor alt er nødvendigt at øve Sindsro. Prøv at træne Eders Vilje i denne Henseende, thi Viljen har meget at sige med Hensyn til at fremkalde Ro; at tage Tingene som de er, og ikke bekymre sig om Morgendagen, som ikke er vor, men tage Dagen som den er og anvende den paa bedste Maade. De, som stadig grubler over det forgangne, eller graver nysgjerrigt i det kommende, lever aldrig noget virkeligt Liv.»

FIREOGSEKSTIENDE KAPITEL.
Hvorledes voldsomme Lidenskaber skader Helbreden.

Ingen kan overgive sig til heftige Lidenskaber som Vrede, Skinsyge, Had, Avind og Begjærlighed, uden at skade sin Helbred. Vrede er den mest ødelæggende af alle Sindsbevægelser, hvis den faar Lov at bryde ud med fuld Kraft. Dens Udbrud bringer sædvanligvis Uorden i Systemet ved at afbryde den regelmæssige Virksomhed i Organerne, og derved angribes Hjernen og Hjertet mest. Man har seet Eksempler paa, at et Vredesudbrud næsten øieblikkelig har foraarsaget Galdefeber, Inflammation af Leveren, Hjertet eller Hjernen, ja til og med Sindssygdom. Naar man ofte overgiver sig til Vrede, kan dette let have tilfølge Gulsot, Slag eller større Modtagelighed for Nervefeber eller Lungebetændelse. Efter et Anfald af Vrede kan Moderens eller Ammens Melk foraarsage Konvulsjoner[155] hos Barnet. Der findes en gammel Teori, som siger, at Mundens Spyt bliver giftigt ved Vrede, og dette har en Del Sandsynlighed for sig. Det synes at være bevist ved den Omstændighed, at de fleste Bid af Dyr læges langsommere, hvis Dyret har været ophidset, end ellers vilde være Tilfældet.

Jeg behøver ikke at opholde mig ved de mange Tilfælder, hvor Døden pludselig er foraarsaget af Vrede, thi Historien er fuld af saadanne, og Ligsyn aabenbarer daglig nye. Den, som ikke kan beherske sit Lune, holder, saa at sige, sit Liv i sin Haand. Det er ogsaa en sørgelig Sandhed, at vi ikke en eneste Gang kan give Vreden Plads og efterpaa være legemlig de samme som før; noget i vort Liv er forspildt.

FEMOGSEKSTIENDE KAPITEL.
Latter som Medecin.

Den velgjørende Virkning, som Latter har, kan forstaaes hos Mennesker med godt Humør. En spøgefuld Person er altid i godt Huld med et blomstrende Udseende og med Øine, som straaler af Livslyst. «Le og bliv fed,» er en Formaning, som mange Mennesker burde følge. En god Latter har en mere velgjørende Indvirkning paa Nervesystemet end hvilkensomhelst Medecin. Hufeland siger i sin Afhandling om Glæden: «Glædens ydre Udtryk, Latteren, maa ikke tilsidesættes. Den er den mest helsebringende af alle Kropsbevægelser, thi den ryster op baade Legeme og Sjæl paa en Gang, befordrer Fordøielsen, Blodcirkulationen og Luftvekslingen i Lungerne, samt forhøier Livskraften i alle Retninger.

Man har mange Eksempler paa, at Mennesker[157] er blevet helbredet af alvorlige Sygdomme ved et pludseligt Latterudbrud. Der laa saaledes to Mænd syge i et Værelse, den ene i Hjernebetændelse, den anden i et ondartet Tilfælde af en anden Sygdom. De var begge saa meget medtagne, at man maatte vaage over dem om Natten, og det var Tvil underkastet, hvorvidt nogen af dem vilde blive friske igjen. Det blev tilladt en Herre at vaage hos dem om Natten, og det blev paalagt ham at tilsige Sygepleiersken, naar Medicinen skulde gives. Om Natten sovnede baade Vogteren og Sygepleiersken. Den sidstnævnte af de Syge laa og saa paa Klokken og saa, at Tiden var inde til at give Feberpatienten hans Drik. Han kunde ikke tale høit, ei heller røre nogen Del af sit Legeme med Undtagelse af Armene, hvorfor han greb en Pude, som det lykkedes ham at slaa Vogteren i Ansigtet med. Denne for op fortumlet, og herunder faldt han overende paa Gulvet og vækkede baade Sygepleiersken og Feberpatienten. Det hele forekom begge de syge saa løierligt, at de lo af Hjertens Lyst en lang Stund. Da Doktoren kom ind om Morgenen fandt han, at der var indtraadt stor Bedring hos begge Patienterne, og sagde, at han aldrig hadde paatruffet en saa hastig Vending til det bedre. Inden kort Tid var begge oppe og friske.

Naar alt kommer til alt,» siger Dryden, «saa er det godt at le, og hvis et Halmstraa kan frembringe Latter, saa er det et Lykkens Redskab.»

SEKSOGSEKSTIENDE KAPITEL.
Nogle Vink om hvordan man skal kunne holde sig ung og bevare et ungdommeligt Udseende.

Lord Lytton og andre har skrevet Romaner, i hvilke de har fremstillet sine Helte, beklædte med evig Ungdom ved Opdagelsen af Livseliksirens Hemmelighed. I Virkeligheden findes der naturligvis ingen saadanne Midler mod Tidens Herjinger, og dog kan man sige, at enkelte Mennesker aldrig bliver gamle. De er stadig unge, fulde af Liv og bærer sine Aar med meget større Lethed end andre, som har et mindre sangvinsk Temperament. Den store Hemmelighed ved at holde sig ung ligger i, at man holder Sindet ungt og friskt, Hjertet let og lader Livets smaa Bekymringer fare.

Ved personlig Iagttagelse i en lang Række af Aar, og ved Behandling af mange hundrede Personer har jeg fundet, at de, som ser yngre ud end[160] de virkelig er, altid har et ungt og friskt Sindelag, medens de, som ser ældre ud end de virkelig burde gjøre, er for tidligt gamle baade i Tanker og Vaner. Deraf følger, at hvis vi vil bibeholde et ungdommeligt Udseende, maa vi bevare Ungdommelighed i det Indre. Legemet er et Modstykke til Sjælen; som det indre Menneske er, saaledes viser ogsaa det ydre sig. Det beror meget paa os selv, om vi bliver gamle. Mange ældes fortidlig, fordi de lægger bort ungdommelige Lyster og Interesser og tilegner sig gamle Folks Vaner, paa samme Maade som en Del Mennesker bliver kraftesløse og svage, naar de med en Smule Anstrængelse skulle kunne ryste af sig sin fysiske Dvaletilstand og løfte sig op til Sundhed og Kraft.

En middelaldrende Dame, som tilhører de alvorlige Kvækere, omtalte for mig, at hun nylig havde sluttet med sit stillesiddende Liv og begyndt at kjøre Velociped, fordi hun ellers vilde blive gammel før Tiden. «Jeg pleiede at føle mig nitti Aar gammel,» sagde hun, «men nu føler jeg mig som firti.» Hendes Udseende modsagde sandelig ikke hendes Ord, thi hun var virkelig blevet yngre, Tusenvis af Personer vilde ligesom denne Dame blive forynget ved at opøve et ungdommeligt Sind.

TIENDE DEL.
Diætens Indflydelse paa Helbreden.

SYVOGSEKSTIENDE KAPITEL.
Fordøielsens Vidunder.

Den Proces, hvorigjennem Føden forvandles til Næring for Legemets Ophold, er et af de mange Undere i vor Organisme. Fordøielsen begynder i Munden, hvor Føden sønderdeles ved Tændernes Virksomhed og opblandes med Spyt. Denne Vædske synes at være meget vigtig i og for Madens Tilberedelse for de Forandringer, som den videre skal gjennemgaa. Den afsondres fra tre Par Kjertler, som ligger i en liden Afstand fra Mundhulen og staar i Forbindelse med den gjennem Kanaler. Naar Maden er blevet godt tygget, rulles den sammen af Tungen, som fører den frem til Svælget og ind i Spiserøret, gjennem hvilket den fortsætter sin[162] Vei til Mavesækken. Mavesækken er enslags Sæk eller Pose, som tillader en ganske betydelig Udvidelse. Dens Slimhinde er besat med tusenvis af Kjertler, som afsondrer en sur Vædske, der er kjendt under Navnet Mavesaft. Denne afsondres, naar Føden kommer i Mavesækken, opløser Maden og forvandler den til en grødagtig Masse, som kaldes Chymus. Men Processen bliver meget lettet af Mavens Muskelvirksomhed, thi denne holder Føden i stadig Bevægelse frem og tilbage og fører saaledes enhver Del deraf i Berøring med den opløsende Vædske. Efter en Stund sammentrækker Mavesækken sig og presser Føden, som nu er forvandlet til Chymus, ind i den første Del af Tarmkanalen, hvor den blandes med Galde fra Leveren og Mavespytkirtlernes Saft. Føden gaar videre gjennem Tyndtarmen, som er omtrent tyve Fod lang, drevet frem ved en ormlignende Sammentrækning af Musklerne. Al den Næring, som er færdig til at absorberes, optages nu og tilføres Blodet, medens de ufordøielige Stoffe lidt efter lidt trænges ind i Tyktarmen og Endetarmen og tilslut forlader Legemet.

OTTEOGSEKSTIENDE KAPITEL.
Kunsten at tygge.

Selv Spisningen er en Kunst. God Fordøielse og altsaa god Helbred er i høi Grad afhængig af den Maade, hvorpaa vi tygger Maden. Personer, som sluger Maden i sig, er i Regelen magre og lider af daarlig Fordøielse. Den rigtige Maade at spise paa, er at lade Maden blive i Munden til den er blevet nok tygget og blandet med Spyt. Det er høist nødvendigt at al Mad, til og med af løs Beskaffenhed, som f. Eks. Havregrød, kommer i Berøring med Mundens Saft, og det kan kun ske ved Tygning, Mr. Gladstone tilskrev sin udmærkede Helbred hovedsagelig den Omstændighed, at han tyggede enhver Kjødbid fem og tyve Gange.

NIOGSEKSTIENDE KAPITEL.
Maaltidernes Indflydelse paa Sundheden.

«Spis aldrig, naar Appetiten mangler,» er en enkel, fysiologisk Grundsætning, som enhver bør følge, der sætter Pris paa sin Helbred. Det er meget bedre at undvære et almindeligt Maaltid end at spise, naar Maven ikke har Behov for Føde. Et stort Misgreb er det at spise mellem de regelmæssige Maaltider, hvad mange pleier at gjøre. Maven behøver et vist Maal af Hvile og kan ikke arbeide stadig, uden skadelige Følger. For at skaffe sig en virksom Fordøielse, bør man helst lade fem Timer gaa mellem hvert Maaltid. Aftensmaaltidet bør ikke indtages senere end tre Timer før Sengetid. Det er ogsaa det sundeste aldrig at indtage mere end tre Maaltider om Dagen. Man bør huske, at det ikke er den Fødemængde, vi spiser, men den, som fordøies og tilgodegjøres af Legemet, der holder os friske og stærke.

SYTTIENDE KAPITEL.
Hvorledes man faar god Appetit.

God Appetit maa regnes som en af Livets Behageligheder. Maden er blevet os givet af en algod Skaber saavel til Nydelse som til Ophold. De, som aldrig føler Længslen efter Mad, har aldrig et fornøiet og muntert Sind, men bliver i Almindelighed melankolske, mørke og pessimistiske. Men hvis man vil sikre sig en god Appetit, maa man have regelmæssige Maaltider. De, som ikke spiser regelmæssigt, men indtager sin Middag den ene Dag Klokken to, den anden klokken tolv eller et, vil aldrig komme til at være i Besiddelse af rigtig god Madlyst. Det samme er Tilfældet med Søvnen; den, som ikke hviler paa bestemte Tider, men gaar tilsengs naarsomhelst, naar han synes det passer, kan umulig skaffe sig en god Nats Hvile. Naturen hader Uregelmæssighed og vil altid opponere derimod. En anden Regel, der bør følges af dem,[166] som ønsker at skaffe sig god Appetit, er aldrig at drikke mellem Maaltiderne. Mange ødelægger Appetiten til Middag ved at spise Kager om Formiddagen, medens andre gjør det samme med en Kop Kaffe, et Glas Øl eller Vin. Røgning har ogsaa samme Virkning.

ENOGSYTTIENDE KAPITEL.
Sindstilstande, som hindrer Fordøielsen.

Sjælen udøver en stærk Indflydelse paa Fordøielsen, saavelsom paa Appetiten, hvilket mange ved af praktisk Erfaring. En god Appetit kan næsten øieblikkelig tabes ved en eller anden Sindsbevægelse, foraarsaget f. Eks. af en daarlig Nyhed, et Udbrud af daarligt Lune eller lignende. Mennesker, som stadig græmmer sig over alle mulige Smaating og aldrig ved, hvad det er at have et roligt Sind, nyder meget mindre af sin Mad end de, som har et sangvinsk Temperament, og de faar desuden ogsaa meget mindre Næring af den. Dette er en af Grundene til at Personer, som bærer paa Bekymringer, altid er magre.

«Erfaring,» siger Dr. Comb, «maa have lært os, at vi altid sidder ned og nyder Bordets Glæder med meget større Lyst og Appetit, naar Sindet er[168] let og frit, end naar vi gaar tilbords overvældede af Bekymring, eller har hele Sjælens Opmærksomhed rettet paa en eller anden vigtig Sag.»

Den tyske Fysiolog Hufeland bemærker, at han ikke kjender noget bedre Hjælpemiddel ved Fordøielsen end Latter, og den Vane vore Forfædre havde at opvække denne ved Hjælp af Gjøglere og Narre, var grundet paa sande, medicinske Principper. Prøv med et Ord at opmuntre og glæde Deltagerne i Eders Maaltider, thi den Ernæring, som man faar under Spøg og Munterhed, kommer sikkert til at fostre godt og let Blod.

TOOGSYTTIENDE KAPITEL.
Forskjellige Fødemidlers Indflydelse paa vore Lidenskaber og Tilbøieligheder.

At Fødens Beskaffenhed udøver moralsk Indflydelse paa ethvert Individ, er et Faktum, som alle Fysiologer fremholder, skjønt de sjelden gjør det med den Vægt, som det fortjener. Vore Tanker, vore Handlinger, vore Bestræbelser, vore Luner og Lidenskaber, alle røber de mere eller mindre Indflydelse af den Mad, vi spiser og de Drikke, vi nyder. De, som spiser meget Kjød, er sædvanligvis mere livlige, lidenskabelige og irritable end de, som sjelden faar animalsk Føde.

Lord Byrons Biograf fortæller følgende: «En Dag, da jeg sad ret overfor ham, sysselsat med en Beafsteg, sagde han, efter at have iagttaget mig en Stund: ,Moore, synes De ikke, at man bliver sint af at spise Beafsteg?»

Skuespilleren Kean siges at have afpasset sin Diæt efter den Rolle, han skulde spille, og herunder valgte han Faarekjød til Elskerroller, Oksekjød til Morderroller og Svinekjød til Tyranernes.

Der siges om Maleren Fuselli, at han pleiede at spise raat Kjød for i sit Sind at fremkalde fantasifulde Billeder, og i samme Hensigt spiste Mr. Radeliffe ukogt Kjød i den Tid han skrev sin bekjendte Bog «Udolphos Mysterier.»

Saadanne Indfald som disse savner dog videnskabelig Værdi. De bedste Beviser paa at Føden har Indflydelse paa Lidenskaber og Tilbøieligheder, finder vi maaske i den store Forskjel mellem planteædende og kjødspisende Dyr, og hvorpaa Løven og Lammet er de bedste Eksempler. Middelveien er vistnok den, der giver et fornøiet, roligt, muntert og eftertænksomt Sindelag.

TREOGSYTTIENDE KAPITEL.
De skadelige Virkninger af Overmættelse.

Napoleon lod engang falde den Ytring, at flere Mennesker dør af formeget end forlidet Mad. Dette er en fysiologisk Sandhed, der kan bestyrkes af enhver praktiserende Læge i Landet. Thi tusenvis af Mennesker holder daglig paa at grave sin egen Grav med Tænderne. Mange tror, at jo mere Mad man kan tvinge ned gjennem Halsen, desto stærkere bliver man. Men Overmaal i alt, som angaar Legemet, er farligt, og Spisning og Drikning er ikke nogen Undtagelse fra denne Regel. En Middag paa fire eller fem Retter, som er almindelig blandt de høiere Samfundsklasser, er ofte en Anledning til at man spiser formeget og bliver udsat for ubehagelige Følger. Megen Forandring i Mad, som fortæres under samme Maaltid, har tilfølge, at Fordøielsesorganerne faar en meget besværlig Opgave[172] at fylde. Dette kommer af, at ethvert særskilt Fødemiddel ved Fordøielsen fordrer en særskilt Kraftanstrængelse af Maven og forskjellig Tid for at fordøies. Forskjellige Stadier af Fordøielsen opstaar altsaa samtidig, hvorhos der dannes en upassende Blanding af Fødemidlerne i Maven, hvilket maa overanstrænge de føielige, men stundom ogsaa oprørske Fordøielsessafter.

Man siger jo, at til og med en Mark vender sig mod sin Undertrykker, hvorfor det ikke er underligt, om Maven i Vrede vender sig mod sin Eier og straffer ham med daarlig Fordøielse eller overdreven Fedme.

Andre Samfundsklasser gjør sig ogsaa skyldig i Overdrivelse med sine færre Retter. Man spiser ofte det for meget og med særdeles skadelige Følger. Det er en god Regel at slutte Spisningen lidt før man er aldeles mæt. Det er Overmaal, omend aldrig saa lidet, der skader.

FIREOGSYTTIENDE KAPITEL.
Drikke til Maden.

Vi bør aldrig drikke uden at være tørstige og altid ophøre, naar Tørsten er slukket. Det er ikke bra at drikke umiddelbart før Maden, da dette udspænder Maven og opspæder Mavesafterne, hvilket følgelig hindrer Fordøielsen. Den mest passende og naturlige Tid at drikke paa, er ved Slutten af Maaltidet, da en Vædske er meget virksom til at lette Madens Opløsning og Fordøielse. Som Regel drikker Menneskene mere end deres Legeme taaler.

At drikke formeget, selv om Drikken bestaar af rent Vand, er en ikke ualmindelig Aarsag til Svaghed og mange andre Lidelser. Hvis man optager mere Vædske i Systemet end dette passende kan tilgodegjøre sig, bliver Følgen, at naar denne afsættes gjennem Huden eller Nyrerne, bortfører den andre Stoffe, som Legemet behøver.

Dr. Rudichum bemærker, at «Vand i stor Mængde virker som urindrivende Middel, saalænge der i Blodet findes løse Stoffe, som kan bortføres med det. Dette har naturligvis sin Gyldighed ogsaa ved andre Vædsker, som Øl, The, Kaffe osv.»

FEMOGSYTTIENDE KAPITEL.
Omtrentlig Tid for de vigtigste Fødemidlers Fordøielse.

Da enkelte Fødemidler fordøies lettere end andre, gjør man klogt i at studere Letfordøieligheden af de forskjellige animalske og vegetabilske Stoffe, som udgjør den daglige Føde. Hvis man i Almindelighed valgte sin Mad mere omhyggeligt, vilde der ikke forekomme saa mange Uordener i Fordøielsen.

Følgende Tabel viser den omtrentlige Tid, som de forskjellige Fødemidler behøver for at fordøies

	Timer	Min.
Ris, kogt	1	00
Æg, vispede	1	30
Ørret, stegt	1	30
Æbler, søde, raa	1	30
Vildt, kogt	1	30
[176]Sago, kogt	1	45
Korn, kogt	2	00
Melk, kogt	2	00
Lever (Okse) ristet	2	00
Æg, ferske, raa	2	00
Æbler, sure, raa	2	00
Melk	2	15
Æg, stegte	2	15
Gaas, stegt	2	30
Kalkun, stegt	2	30
Sukkerbrød	2	30
Frikassé, varm	2	30
Flødekage	2	50
Æg, blødkogte	3	00
Oksesteg	3	00
Faarekjød, kogt	3	00
Bønnesuppe	3	00
Hønsesuppe	3	00
Flesk, salt, kogt	3	15
Faaresteg	3	15
Brød,	3	15
Smør	3	30
Ost, gammel	3	30
Brød, nybagt	3	30
Poteter, kogte	3	30
[177]Æg, haardkogte	3	30
Mais, kogt	3	45
Bønner, kogte	3	45
Laks, salt, kogt	3	45
And, stegt	4	00
Kalvesteg	4	30
Kaal, kogt	4	30
Flesk, stegt	5	15
Nyretalg (Okse) stegt	5	30

SEKSOGSYTTIENDE KAPITEL.
De forskjellige Fødemidlers forskjellige Næringsværdi for Legemet.

Menneskenes Mangel paa Kjendskab til den relative Næringsværdi af de forskjellige Fødemidler er i Sandhed beklagelsesværdig. Man indbilder sig, at det ikke har noget at betyde, hvad vor Diæt bestaar af. Endel Fødemidler danner Kjød og frembringer Varme i meget høiere Grad end andre; nogle danner intet Kjød og har ingen anden Virkning end at skaffe Maven haardt Arbeide. Vi behøver Mad, som baade frembringer Varme og danner Kjød for at opholde Livet; og det er yderst vigtigt for Sundhedens Bestaaen, at vor Næring indeholder begge Dele i rigelig Mængde. Den store Forskjel i Fødemidlernes Sammensætning viser sig deri, at der i 100 Kg. Ost er 31 Kg. kjøddannende Stof dg 25 Kg. varmedannende, medens i det Brød, man sædvanligvis spiser samtidig, er af 100 Kg.[179] kun 7 Kg. kjøddannende og 48 Kg. varmedannende Stof. I samme Kvantum Erter er 23 Kg. kjøddannende og 60 Kg. varmedannende Stof, hvilket danner en slaaende Modsætning til Gulerødder, i hvilke der kun findes 1 Kg. kjøddannende og 12 Kg. varmedannende Stof.

Nedenstaaende Tabel viser den relative Værdi af de hovedsageligste Fødemidler, i deres Egenskab at frembringe Varme og danne Kjød. Saadanne Sager som Sukker, Smør, Talg, Fedt osv. er ikke medtagne, da de kun frembringer Varme.

Fødemidler	Kjøddannende Bestanddele i Pct.	Varmegivende Bestanddele i Pct.	Vand i Pct.	Mineralholdige Stoffe i Pct.
Ost	31	25	39	5
Tørre Erter	23	60	14	3
Kogt Kjød	22	14	63	1
Havremel	17	69	11	3
Kornmel	14	68	16	2
Fisk	14	7	78	1
Hvedemel	13	66	20	1
Maismel	11	73	13	1
Kakaobønner	10	86	1	3
Flesk	8	63	28	1
[180]Brød	7	49	42	2
Ris	7	92	42	1
Grønne Erter	7	36	54	3
Melk	5	8	86	1
Sago	4	82	13	1
Poteter	2	23	74	1

SYVOGSYTTIENDE KAPITEL.
Hvori en sund Diæt bestaar.

«Jo længere jeg lever,» siger Sidney Smith i sin lystige Fremstilling af Vigtigheden af at holde Diæt, «desto mere overbevist bliver jeg om, at Halvdelen af Menneskeslægtens Elendighed kommer af smaa Uregelmæssigheder i Organismen, af at en Kanal er bleven igjenfyldt, at Føden trykker paa et urigtigt Sted og mange andre Ting. Det Selvbedrag og de Misforstaaelser, hvori Menneskene gjør sig skyldige, er komiske og forbausende. En Bekjendt af mig spiser Aftens sent; først sætter han tillivs en kraftig Suppe, derpaa Hummer, siden Bagværk og saa opspæder han altsammen med Vin. Næste Dag aflægger jeg ham et Besøg. Han agter at sælge sit Hus i Byen og trække sig tilbage til Landet. Han er ængstelig for sin ældste Datters Helse. Hans Udgifter vokser stadig og intet kan beskytte ham for Ruin, hvis han ikke snart trækker[182] sig tilbage. Alt dette kommer af Hummeren, og naar den overanstrængte Natur har havt Tid til at faa Bugt med sin Kraftdyrsbelastning, saa friskner Datteren til, Forretningerne er i god Orden og enhver Tanke paa Landet er banlyst fra hans Sind. Paa samme Maade bliver gamle Venskabsforbindelser opløste ved ristet Ost, og haardt saltet Kjød har ledet til Selvmord. Ubehagelige Følelser i Legemet fremkalder tilsvarende Fornemmelser i Sjælen, og en ynkelig Rolle spilles paa Grund af en Bid ufordøielig Mad.»

Om vi end kan le af den originale Forfatters Humør, saa ligger der dog en hel Del Sandhed i hans Ytring om Diæten. Valget af en passende Føde er af den yderste Vigtighed for vor Sundhedstilstand. «Jeg er kommet til den Slutning,» siger den fremstaaende Læge, Sir H. Thompson, «at mere end Halvdelen af de Sygdomme, som efter Middelalderen forbitrer Livet for Middelklasserne og de høiere Klasser i Samfundet, har sin Grund i Diætfeil, som burde kunne undgaaes, men som bereder mange Mennesker en ulykkelig, gavnløs og smertefuld Tilværelse og fører andre til en altfor tidlig Grav.»

Hvori bestaar da en sund Diæt? Der findes, saa at sige, forskjellige diætiske «Skoler». For[183] Eksempel den vegetariske, hvor al animalsk Føde undgaaes, og «Densmore» Skolen, som forbyder alle stivelsesholdige Fødemidler og betragter Brød som en Dødsbærer istedenfor en Livbringer. Saadanne diætiske Systemer kan være passende for visse Konstitutioner, men ingen saadanne almindelige Regler kan opstilles. Efter grundige Undersøgelser er jeg kommet til den Overbevisning, at en maadelig og blandet Diæt er den bedste for Mennesker i Almindelighed. Jeg holder paa, at animalsk Føde bør indtage den anden Plads i vor Diæt, og der bør ikke spises større Kvantum end 125 Gram. Frugt og Grøntsager bør danne en vigtig Del af Middagsmaaltidet, og selv ved de øvrige Maaltider bør de fortæres istedenfor Syltetøi, Kage osv. Hvad angaar stivelsesholdige Næringsmidler, blandt hvilke regnes Brød, saa maa man nyde dem med stor Maadelighed, naar Aarene tiltager. De jordartholdige Stoffe [2], som de indeholder, og som er nødvendige for at styrke Benbygningen hos de unge, fortætter Vævene hos de gamle, og frembringer let Atkræftelse.

De af Læserne, som ønsker at leve længe, maa iagttage stor Maadelighed i Fortæringen af animalsk Føde. Blandt Hundredeaaringer turde man knapt kunde paavise nogen, som spiser meget Kjød.

«Jo langsommere en Person vokser,» siger Hufeland, «desto senere naar han frem til Modenhed; og jo længere Tid det tager for hans Evner at udvikle sig, desto længere kommer hans Liv til at vare, thi en Skabnings Livstid forlænges i samme Grad som Tiden for hans Udvikling. Alt, som derfor paaskynder Omsætning af Livskraft, forkorter Livet, og jo heftigere Livsvirksomheden er, desto kortere bliver følgelig Livet. Hvis De vil leve længe, saa lev maadelig og undgaa stimulerende, hidsende Diæt.»

Graham forklarer i sine «Lectures», at enhver Fysiolog maa medgive, at Kjød giver en mere stimulerende og hurtigere Puls og en hedere Hud, paaskynder Legemets Livsfunktioner, foraarsager større Udtømning af Livskræfterne og slider ud Legemet betydelig hurtigere end en passende vegetabilsk Føde. «Af denne Grund,» sagde han, «paatræffer man aldrig høi Alder hos saadanne Folkeslag, som hovedsagelig lever af Kjødspiser. Patagonierne, hvis klimatiske og andre Forhold, med Undtagelse af de diætiske, er usædvanlig gunstige for en høi Livsalder, bliver sjelden saa gamle som sytti Aar; og dog er deres Livstid gjennemsnitlig længere end andre kjødspisende Nationers.»

OTTEOGSYTTIENDE KAPITEL.
Diæt, som befordrer Sjælens Udvikling og aandelig Kultur.

Hjernen fordrer Næring paa samme Maade som alle andre Legemets Væv. Enhver aandelig Anstrængelse foraarsager et vist Forbrug eller Spaltning af noget af denne hemmelighedsfulde graa Substans, som udgjør en Hoveddel af Hjernen. Det er bevist ved Undersøgelse af Hjernens Stofomsætning, at jo livligere Sjælsanstrængelserne er, desto større Portion Fosfor anvendes og omsættes. Hjernen hos en sindssvag Person indeholder mindre end Halvdelen af den Mængde Fosfor, som findes hos et Menneske med almindelig Forstand, og jo mere begavet en Person er, desto mere Fosfor indeholder hans Hjerne. Denne mærkelige Omstændighed paavistes først af de berømte franske Kemikere Vauqualin og L’Harittee. De, som anstrænger sin Hjerne meget, bør fortære den Føde, som indeholder mest Fosfor.[186] Fisk er for en stor Del sammensat af denne Substans, og svarer saaledes udmærket til Hensigten, hvorfor den ofte bør forefindes paa Bordet. Æbler og Bananer er ogsaa rige paa Fosfor, medens mange andre Fødemidler indeholder det i mindre Grad.

Dr. Albert J. Bellows siger angaaende Næring for Hjernen: «Den Mængde fosforholdig Føde, som indeholdes i et Dyrs Kjød, og den fysiske og aandelige Virksomhed, som frembringes deraf, staar i direkte Forhold til dette Dyrs Livlighed. Saaledes giver Ørretten, Laksen eller Gjedden mere aandelig Kraft end den søvnige Torsk, Aal eller Flyndre, og Kjødet af den vilde Bisonokse eller af Vildsvinet mere end af den tamme Okse eller Svin; samt den virksomme Arbeidsokse mere end det sovende Svin eller Kalven, som opfødes og gjødes indenfor en Indhegning uden Legemsbevægelse. Det samme gjælder Kjødet af vilde og tamme Fugle. Ved at tage Hensyn til denne Regel, kan man have stor Hjælp under Valget af Føde til Hjernen.»

Endel Autoriteter anser vegetarisk Diæt særlig gunstig for dem, som har aandelig Anstrængelse, og som tilstræber intellektuel Udvikling. Sir John Sinclaire siger: «Vegetarisk Føde har en god Indflydelse paa Sjælskræfterne og bidrager til at bevare Finhed i Følelsen, Livlighed i Indbildningen[187] og en Skarphed i Omdømmet, som sjelden paatræffes hos dem, som spiser rigelig animalsk Føde.» Den berømte Franklin paastod, at vegetarisk Diæt bør foretrækkes af dem, som arbeider med Tanken, eftersom den frembringer Klarhed i Begribelsen, Hurtighed i Opfattelsen. Vegetariske Fødemidler udvider aldrig Karrene eller belaster Systemet, og derfor afbryder de heller ikke Sjælens stærkere Bevægelser, medens Heden, Mættelsen og Tyngden, som fremkaldes af den animalske Føde, modsætter sig mere kraftige Anstrengelser. Maadeligheden ligger derfor ikke saa meget i Kvantiteten, der mere eller mindre reguleres af Appetiten, som i Kvaliteten, nemlig i forholdsvis meget vegetariske Fødemidler. Som Bevis paa Sandheden af den Paastand, at vegetarisk Diæt befordrer Klarhed i Forstanden og Hurtighed i Tanken, og at Overgang fra vegetabilsk til animalsk Føde har skadelige Følger, opgiver en af mine Bekjendte, at han mere end en Gang blandt sine Forpagteres Børn i Irland, har udvalgt en Gut, som har udmærket sig ved den skarpe Intelligens, som er almindelig blandt de irske Gutter, naar de anvendes som Visergutter eller Stalddrenge paa Godserne, inden de er blevet gjødet med bedre Mad end den, som de fik i Fædrehjemmet. Gutterne var i Begyndelsen livlige og intelligente og[188] udviste en Skarpsindighed, som langt overgik hvad man finder hos Ynglinge af ganske høie Samfundsklasser i England. Men han fandt altid, at i samme Grad som disse Gutter blev vant til animalsk, og, ifølge almindelig Opfatning, bedre Føde, saa slappedes deres Livlighed og de blev træge og dumme. Efter hans Overbevisning var denne Forandring hos dem en Følge af Forandringen i Diæt, og ikke noget, som foraarsagedes af, at deres Sind fordærvedes ved Omgangen med de andre Tjenere. I Virkeligheden mistede de hele den Livlighed, som er medfødt for alle irlandske Gutter, hvad enten de stammer fra Allens vidstrakte Myrer eller Mayos og Galways tørre Klippeegne. Han tror derfor ogsaa, at Folkets Karakter ikke saa meget afhænger af Klimaet som af Føden, thi ingen Dele af Jorden kan være mere ulig hinanden, end disse to Dele af Irland.

Cullen siger i sine Afhandlinger om «Materia Mediæa», at Finhed i Følelsen, Livlighed i Fantasien, Hurtighed i Opfattelsen og Skarphed i Omdømmet som oftest følges af en svag Legemskonstitution. Det er visslig sandt, at samme Tilstand let følges af Rædhed, Ubestemthed og Tvil, medens derimod en stærk Person besidder mere af den Fasthed i Omdømmet og Bestemthed i sin Beslutning,[189] som passer for høiere og virksommere Livsforhold. Den værdifuldeste Sjælstilstand synes imidlertid iallefald at tilhøre en mindre Grad af Legemsstyrke og Fasthed.

NIOGSYTTIENDE KAPITEL.
Frugt som Føde og Medecin; dens for skjellige Virkninger paa Legemets Konstitution.

Man spiser ikke nok Frugt, og specielt er dette Tilfældet med Arbeidsklassen, som synes at betragte Frugt mere som en Luksusartikel end som et Fødemiddel. I forskjellige andre Lande er Forholdet anderledes, og næsten ved hvert Maaltid er Bordet forsynet med Frugt. Man vilde spare ganske betydelig ind paa sine Udgifter til Læge, hvis der spistes mindre Kjød og mere Frugt. Vore Haver er Landets ypperste Apothek, og den Medecin, de indeholder, er tilvisse mere velsmagende end Medecin af andet Slags.

En af de bedste Frugter er Æblet. Den store Mængde Fosfor, som det indeholder, gjør det til et meget vigtigt Fødemiddel for Hjernen. Æblesyren er særdeles nyttig for stillesiddende Personer,[191] hvis Lever har en træg Virksomhed og behøver Stimulering. De er Naturens Merkurialpiller. Mytologien fremstiller Æblet som Gudernes Føde, og naar disse kjendte, at de blev gamle og svage, fortærede de denne Frugt for at forynge sine Legems- og Sjælskræfter. Æbler er ogsaa meget sundt for Huden og Teinten.

Blandt andre Frugter, som er nyttige ved sine medecinske Egenskaber, er ogsaa Jordbærene, der indeholder meget Jern, og derfor er udmærkede for blodfattige Personer.

Bananer er, ligesom Æbler, rige paa Fosfor, og bør derfor spises meget af dem, som arbeider med Hjernen. Der findes heller ingen bedre Diæt for Tyfuspatienter end Bananer. De kan spises i Form af en Velling af Bananmel eller ogsaa stegte.

Tomater, om hvilke man ikke er enige, hvorvidt de tilhører Frugter eller Grøntsager, har en kraftig Virkning paa Leveren og Tarmerne. De indeholder en stor Mængde Jern og er specielt at anbefale for Tilfælder af Blodmangel.

Appelsiner er nyttige for at forebygge Forstoppelse og for at rense Blodet; det samme kan siges om Granatæbler og Citroner.

Smaafrøet Frugt som Hindbær og Figener etc. virker baade som Føde og Medicin for Legemet.[192] Det Sukker, de indeholder, er nærende, deres Syrer renser Blodet og deres Frø virker forløsende.

I Nødder har vi alle de Næringsstoffe, som vi finder i Kjød, Æg, Smør, Ost og Melk, Nødder indeholder fra 35% til 53% Fedt i envulgeret Form, hvilket gjør, at det let smeltes af Maven. Nødder indeholder ogsaa mere Æggehvide end Kjødet.

OTTIENDE KAPITEL.
Grøntsager som Føde og Medecin!

Som jeg før har bemærket, bør Grøntsager udgjøre en vigtig Del af vor Diæt. Det er godt muligt at afholde sig fuldstændig fra al animalsk Føde, og alligevel have den bedste Helse; men at banlyse Frugt og Grøntsager fra vore Maaltider, vilde være at fremkalde Sygdomme hos os.

Poteter, som er vor almindeligste Grøntsagesort, er en meget helsebringende Artikkel i vor daglige Næring; paa Grund af den Mængde Vand, de indeholder (75 Procent i raa Tilstand) bør de imidlertid spises sammen med andre Fødemidler. Angaaende Poteters Egenskaber, siger Dr. F. W. Pavy i sin «Treatise on Food», at den Mængde kvælstofholdige Stoffe, som de indeholder, er for liden, til at de alene skulde kunne være en passende Føde; men sammen med Sager, der er rige paa Kvælstof, saasom Kjød, Fisk osv., er de et nyttigt[194] og billigt Næringsmiddel. I melet Tilstand er Poteter let fordøieligt, men naar de er faste, vandholdige eller voksagtige, giver de Fordøielsesorganerne meget at gjøre og bør derfor i denne Tilstand undgaaes af daarlige Maver. Ferske Poteter kan være mere lokkende end gamle, men er, som det fremgaar af det foregaaende, vanskelige at fordøie. Poteter har stor Anseelse for sin Evne til at modvirke Skjørbug.

Turnips danner et let og sundt Fødemiddel. Paa mange Personer har de en lakserende Virkning og bør derfor spises i rigelig Mængde af alle, der lider af haard Mave.

Pastinakker er et velsmagende og nærende Fødemiddel. Jeg kjender en Mand paa Øen Wight, som levede i tre Maaneder udelukkende paa denne Vækst og ikke saa ud, som han havde lidt Nød under Eksperimentet, men jeg vil ikke anbefale mine Læsere en saa exentrisk Diæt.

Gulerødder er temmelig nærende, men tungt fordøielige for enkelte Personer, da de let foraarsager Gasdannelser.

Løg indeholder Svovl og har paa Grund deraf helsebringende Egenskaber. Om denne Vækst siger Dr. H. Datton i en Artikel i «Medical Brief»: «Da Svovel er et vigtigt Element i vort Legeme, maa[195] Forbruget deraf erstattes af et Næringsstof i vor Føde, og i hele vort diætiske Forraad synes intet at byde dette rigeligere og i mere letfordøielig Form end Løgen; den er, fra et fysiologisk Standpunkt seet, nødvendig for at vi skal være fuldstændig friske. Naar den er godt tilberedt—hvad enten den er kogt, stegt eller stuet—er den let fordøielig og indeholder Næringens Hovedbestanddele saavelsom Svovl. Og hvis den anvendes raa som Krydder til Maden, saa er den et udmærket Middel til at styrke Maven til dens Opgave efter Maaltidet.»

Kaal og andre grønne Vækster er i og for sig af liden Næringsværdi, men blandede med andre Ting udgjør de vigtige Fødemidler. De renser Blodet og har Tilbøielighed til at virke som Laksativ. Spinat er specielt nyttig for blodfattige Personer paa Grund af den store Jernmængde de indeholder.

Vandkarse virker i nogen Grad som Krydder og befordrer derfor Fordøielsen og modvirker den Tilbøielighed til Kolik, som andre raa Grønsager gjerne fremkalder. Ifølge Xenofons Opgave levede de gamle Persere næsten udelukkende paa Vandkarse, som de ansaa for særdeles sundt. Peberrod er høist værdifuld som stimulerende Middel for dem,[196] som lider af daarlig Fordøielse og er maaske det bedste Middel til at forhindre Gasdannelse.

Agurker er de usundeste af alle raa Grøntsager og bør aldrig spises af dem, som lider af daarlig Fordøielse. Bedst vilde det være for alle at undgaa dem.

ENOGOTTIENDE KAPITEL.
Nogle farlige Fødemidler.

Ved Fortæring af Svinekjød fremkalder man i Legemet visse Uordener, som ingen anden Diæt kan fremkalde. Det er uden Tvil af denne Grund, at Moseloven forbyder Fortæring af Svinekjød og erklærer det for urent. Selv Muhammed forbyder dets Fortæring, og hans to hundrede Millioner Efterkommere, som for Tiden findes, vægrer sig ved at røre «det urene Dyr». Svinet er i Sandhed et meget urent Dyr, og intet andet Dyr i hele Verden har saa væmmelige Vaner. Det spiser alt, hvad der kommer i dets Vei, til og med døde Dyr, der er gaaet i Forraadnelse. En amerikansk Forfatter siger, at et «Svin forlader gjerne et delikat Maaltid af Nødder i Skogen for at kjæmpe med Gribbene om de stinkende Levninger af et dødt Mulæsel.» Sir James Paget var den, som først opdagede i Svinet den yderst lille Parasit, som har[198] faaet Navnet Trichina Spiralis. Hvis denne mikroskopiske Mark ikke uskadeliggjøres ved tilstrækkelig Kogning, saa indgaar den i Menneskets Mave og foraarsager smertefulde Symptomer, der i Løbet af nogle Uger kan ende med Døden. Disse Parasiter har i enkelte Tilfælde gjennemtrængt hele Muskelsystemet, og man har talt optil 50 000 paa en Kvadrattomme. Heldigvis er disse Sygdomstilfælder temmelig sjeldne, men de forekommer dog imellem og beviser, at alle, som spiser Svinekjød, udsætter sig for denne Fare. Bændelorm er en oftere forekommende Parasit, der udvikler sig i Menneskets Mave som en Følge af, at man spiser Svinekjød. Næsten hvert Tilfælde af Bændelorm skriver sig fra Brugen af denne Mad. Ligeledes kan de fleste Tilfælder af Kjertler, Galdesyge, Mavekathar og andre lignende Plager, der saa ofte piner Menneskene, for en stor Del tilskrives deres Kjærlighed til Flesk.

Lever, der i saa stor Udstrækning spises af Arbeidsklassen, er et andet Næringsmiddel, som fører urene Stoffer ind i Legemet. Som de fleste ved, er Leveren den største Afsondringskjertel i Legemet. En af dens Opgaver er at afsondre Galde, som indeholder en vis Portion giftigt Stof. Nyrerne[199] er ligeledes skadelige, da de er Organ for modbydelige Stoffes Adskillelse fra Blodet.

Angaaende Pølser giver jeg det Raad at lade dem være, forsaavidt man ikke bestemt ved, hvad de indeholder. De stadige Politirapporter bør oplyse enhver om den Fare han løber ved at kjøbe disse velsmagende, men mystiske Madvarer.

TOOGOTTIENDE KAPITEL.
Vore Drikke og deres forskjellige Indvirkning paa Legemet.

Naar man drikker sin Kaffe, The eller Chokolade til Frokost, tænker man som Regel ikke paa, hvilken Indflydelse ens Valg af Drikke har paa ens aandelige og legemlige Velbefindende. Baade The og Kaffe er blevet fordømt af mange fremstaaende Læger, og jeg tror neppe uden Grund.

The og Kaffe ligner hverandre meget i sin Sammensætning og i sine Egenskaber. De indeholder begge en vis Mængde sammentrækkende Stoffe, saasom Garvesyre, der i The gaar op til 15% og i Kaffe til 5%; begge indeholder et flygtigt aromatisk Stof, som udvikles ved Tørring og Brænding, og begge indeholder en krystalliserbar Substans, kjendt under Navnet Téin og Koffëin. Denne Substans har man skilt fra The og Kaffe og anstillet Forsøg dermed, hvilke viser, at den er en dræbende[201] Gift, som kan foraarsage øieblikkelig Død baade for Mennesker og lavere Dyr. Naturligvis bevises ikke derved, at Indholdet af vore The- og Kaffekander er direkte giftigt, ligesaalidet som Tobak kan siges at være giftig, fordi om et fem hundredels Gram af dens Nikotin dræber en Padde. Ikke desto mindre beviser det dog, at saadanne Drikke som Kaffe og The mildest talt er skadelige for vort Legeme indtil en vis Grad, og at derfor enhver staar sig paa at forsage dem. The er en af de kraftigste Aarsager til daarlig Fordøielse. Den lammer Spyttets Indflydelse paa Maden og hindrer Maven i dens Virksomhed. At overdreven Thedrikning gjor Personer nervøse, er en velkjendt og bevist Sag, som ikke behøver at fremholdes. Muskeldirringer, Mavekathar, Pirrelighed og Søvnløshed er nogle af de Straffe, som før eller senere rammer stærke Thedrikkere.

Liebig siger om Kaffe: «De, som har svage eller følsomme Organer, kan let overbevise sig om, at en Kop stærk Kaffe efter Maden straks afbryder Fordøielsen. Først efterat den er blevet absorberet eller fjernet, kjender man Lettelse. For dem, der har god Fordøielse, tjener derimod Kaffen af samme[202] Grund til efter Maden at berolige den af Vin og Krydder ophidsede Maves Virksomhed.»

Kaffe er ingenlunde passende for svage og pirrelige Personer. Da den stimulerer uden at indeholde Næring, paaskynder den Organernes Udnyttelse og fremkalder let Bleghed og Afmagring. Kakao eller Chokolade bør høiligen foretrækkes fremfor The og Kaffe, da de er mindre skadelige for Legemet. De indeholder baade Mad og Drikke i Spørgsmaalet om Næring, og de fede æggehvide- og stivelsesholdige Stoffe i deres Sammensætning er i høi Grad nærende.

Melk er en udmærket Drik for Personer med svag Helse, isærdeleshed hvis de er ude af Stand til at fortære megen fast Føde. Men for dem, som har stærk Helse og god Appetit, er Melk temmelig overflødig. «Den fremstiller,» siger Dr. Lancaster, «al den Føde, som vi anvender, og som ikke er af medicinsk Natur. En Beaf og et Glas Melk danner derfor en diætisk Feiltagelse. Melk bør altid drikkes sagte i smaa Slurker, ikke mere end en Theske ad Gangen, ellers løber den i Maven sammen til en stor Masse, som bliver vanskelig at smelte.»

Hvad angaar alkoholholdige Drikke, har der været talt og skrevet saameget om deres daarlige Følger, at man kunde være fristet til at forbigaa[203] dem i Taushed. Dog turde nogle faa Antydninger angaaende Virkningen af Alkohol paa Legemets System ikke være ubeføiet.

Alkohol er intet Næringsstof, hvad endel Personer urigtig antager. Paa ingen Maade nærer den Legemet, ligesom den hverken giver eller underholder Kræfter. Den kan ikke producere Blod, og af dette alene dannes Kjød, Ben, Nerver og Muskler; men den hindrer de naturlige Forandringer, som foregaar i Blodet og lammer de nærende og tilbagevirkende Funktioner.

Man tror ofte, at Alkohol letter Fordøielsen, men dette er en Feiltagelse, hvorom næsten alle Autoriteter er enige. Den Indvirkning, som Alkohol har paa Mavesaften, er, at den ødelægger dens Grundstof (Pepsin), hvilket kemiske Eksperimenter har bevist. Dette er Grunden til, at saamange Spiritusdrikkere lider af Mavekathar. En anden Feiltagelse er den Forestilling, at Alkohol formindsker Kuldens Indflydelse paa Legemet. Thi i Virkeligheden har den den Virkning paa Legemet, at dette lettere udsættes for Forkjølelse, da den kunstige og tilfældige Varme, som fremkaldes, altid ledsages af Kulde.

At Alkohol forkorter Livet kan neppe nægtes, naar vi erindrer, at Fortæring af tre Centiliter om[204] Dagen har den Virkning paa Hjertet, at dets Virksomhed øges 3 Slag i Minuttet. Naar man lægger et saadant Ekstraarbeide paa det Livsorgan, som bestemmer Blodomløbet, maa med Nødvendighed Legemssystemet udslides længe før den Tid Naturen har bestemt.

TREOGOTTIENDE KAPITEL.
Vand som Føde, stimulerende Middel og Medecin.

Vand maa betragtes som Fødemiddel, da det danner en nødvendig Bestanddel af ethvert Væv i vort Legeme, foruden at det udgjør en Hovedbestanddel af det Blod, som rinder i vore Aarer. Vi tilfører Legemet store Mængder med Vand i Form af almindelige Fødemidler, af hvilke mange indeholder indtil 75% deraf. Men ikke engang dette er nok til at møde Legemets Behov og erstatte, hvad der forbruges af det. En fuldvoksen Mand mister daglig to og en halv Liter Vand, hvoraf Halvdelen afsættes gjennem Huden og Lungerne.

Bortseet fra, at Vandet udgjør Næring for Legemet, virker det ogsaa som stimulerende Middel, men uden den slappende Reaktion, som følger med Brugen af Vin. Naar vi drikker et Glas Vand, øges Hjertevirksomheden lidt, hvilket gjør at Blodet[206] rinder fortere og frembringer en oplivende Virkning paa hele Legemet.

Dr. George Keith priser i sin Bog «Fads of an old Fysician» varmt Vand som et fortræffeligt stimulerende Middel. «Varmt Vand,» siger han, «virker stimulerende ved at give færdiglavet Varme eller Kraft, naar Organerne ikke er istand til at danne dette af varmedannende Føde.» Varmt Vand letter saaledes eller erstatter snarere Legemets kemiske Funktioner.

Alkohol derimod hindrer disse Funktioner og bevirker altsaa, at Legemets Virksomhed nedsættes og fos Anledningen taber i Styrke; paa Høiden af sin Virkning stiver den op Legemet for Øieblikket ved en hemmelig nervøs Pirring, men snart følger en Reaktion, og Svaghed indtræder.

Vand kan ogsaa betragtes som Medecin, da det renser hele Systemet, befordrer Fordøielsen i høi Grad og virker lakserende, i Tilfælde af at det drikkes om Morgenen. Varmt Vand istedenfor The, Kaffe og alle andre Drikke er et udmærket Middel mod daarlig Fordøielse, især hvis man drikker et Glas ved Slutten af hvert Maaltid. Jeg kjender flere enkelte Tilfælde, som er blevet helbredet ved dette enkle Middel, efterat alle andre er slaaet feil.

FIREOGOTTIENDE KAPITEL.
Luften som Fødemiddel.

Luften har længe af Videnskabsmænd været erkjendt som et Fødemiddel. Den er ogsaa paa sin Maade et Fødemiddel for Legemet, ligesaameget som Kjød, Brød, Frugt, Grøntsager og andre Næringsmidler er det paa sin Maade. Et Menneske kan leve Dage, ja Uger, uden at en Smule fast Føde kommer indenfor dets Læber; men det kan ikke leve mere end et Par Minutter uden Luft. Surstof, som er det hovedsagelig opholdende Element i Luften, udgjør en Femtedel af hele Jordens Atmosfære; de øvrige fire Femtedele er Kvælstof. Uden Surstof kan intet Dyr og ingen Vækst leve, hvorfor det er saa at sige selve Livet. Ved enhver Indaanding af Lungerne kommer det værdifulde Surstof oplivende ind i Blodet, understøtter alle dets Funktioner og hjælper det at bortrydde de gamle Stoffe samt erstatter dem med nye. Et andet vigtigt[208] Arbeide, som udføres af Surstoffet, er at det frembringer animalsk Varme. Dette sker derved, at det langsomt forbrænder det Kul, som indeholdes i Blodet og i Legemets Cellevæv. Naar alt kommer til alt, er Livets Fænomen intet andet end en Ild, som stadig brænder inde i os, og hvis Brændsel udgjøres af den Surstofgas, vi indaander, og den Føde, vi spiser.

Enhver maa derfor indse, hvor vigtigt det er for os stadig at indaande frisk Luft med normalt Forhold af livgivende Surstof. Vi behøver den ikke alene med visse Mellemrum, som den daglige Føde, men hvert Øieblik, baade Dag og Nat. En Spadsertur i frisk Luft om Eftermiddagen er af liden Nytte, hvis vi hele Aftenen sidder indestængt i et daarligt ventileret Rum og sover om Natten under lignende Omstændigheder.

ELLEVTE DEL.
Hygieniske og andre Indflydelser paa Sundheden.

FEMOGOTTIENDE KAPITEL.
Lyset og dets Indflydelse paa Sundheden.

Blandt de ydre Kræfter, som udøver en velgjørende Indflydelse paa Sundheden, er ingen af større Betydning end Lyset. Hudens Farve, Skjønhed og Helse beror i høi Grad paa dets Indflydelse. Et dagligt Solskinsbad er mere velgjørende for Huden end alle Skjønhedsmidler og under alle Omstændigheder billigere. Saadanne Mennesker som f. Eks. Grubearbeidere, der tilbringer sit Liv paa mørke Steder, er uden Undtagelse blege og affældige samt har daarlig Teint. Lignende Fænomener kan man iagttage i Planteverdenen. Naar Planter berøves[210] Lyset, ophører deres Blade at tilgodegjøre sig Atmosfærens Kulsyre, hvorfor de bliver blege, vandige og svage. Det herlige Solskin, som forlener Roserne i Haven deres overordentlige Farve, er samme Kraft som fremkalder Roserne paa Pigens Kind.

Fra de tidligste Perioder i Medicinens Historie er Solvarmen anseet som en vigtig Faktor, naar det gjaldt Spørgsmaalet om at bevare Helsen og forlænge Livet. «Gamle Folk,» siger Hippocrates, «er om Vinteren dobbelt gamle og om Sommeren ynngre end sin Alder.» For at kunne tilgodegjøre sig Fordelene ved Sollyset fuldt ud, byggede de gamle Romere Terasser ovenpaa sine Huse, og kaldte disse Solaria, og her nød de sine Solluftbad.

Dr. Forbes Winslov siger i sit Arbeide om Lysets Indflydelse følgende: «Der kan ikke findes bestaaende Livskraft eller en sundt udviklet Legemskonstitution uden Lys. Hvis det var muligt for et Menneske hele sit Liv at færdes i et absolut mørkt Rum, vilde dets Legemes Væv saavelsom dets aandelige Evner undergaa alvorlige Omdannelser og Svækkelse. Der, hvor Lyset ikke faar trænge frem, træffer man de største legemlige Lyder, aandelig Slappelse, Sygdomme og tidlige, ofte pludselige[211] Dødsfald. Materiel saavelsom moralsk og aandelig Farveløshed eller Bleghed indtræder, naar Lysets livgivende Kraft holdes borte. En stor Mængde Vidnesbyrd stadfæster paa det bestemteste Lysets uvurderlige Nytte. Man behøver blot at sammenligne de skinnende, røde, glade Ansigter hos dem, som bor paa Landet og arbeider paa de aabne, solbelyste Marker, med de blege, flegmatiske Ansigter, de tærede Træk og det forsagte Udtryk hos de Mennesker, hvis Kald i Livet berøver dem Lysets helsebringende og velgjørende Indflydelse.»

SEKSOGOTTIENDE KAPITEL.
Frisk Luft og dens Indflydelse paa Sundheden.

Det er umuligt at overvurdere Betydningen af frisk Luft. Der er sagt: «Ved Luften lever vi, bevæger vi os og er til. Luften er Naturens store Læge. Sundheden betror sig til Luften som sin mest trofaste Ven. Den svage styrkes og den trætte vederkvæges af Luften.»

Atmosfærens Luft er i ren Tilstand sammensat af Surstof, Kvælstof og lidt Kulsyregas. Den Luft, som har været indaandet, er blevet berøvet største Delen af sit Surstof og er mættet med en tilsvarende Mængde Kulsyregas. Derfor er det nødvendigt for Sundhedens Bevaring, at vi ikke indaander samme Luft omigjen. For at undgaa dette bør vore Rum ventileres godt. I et foregaaende Kapitel (Luften som Fødemiddel) har jeg allerede paapegt Surstoffets livgivende Egenskaber, og denne[213] Gas indaander vi stadig af Luften og udaander Kulsyregas. Det er Indaanding af saadan Luft istedenfor den friske, som foraarsager Hovedpine, søvnløse Nætter, Lungetæring og andre Sygdomme.

«I et indestængt Soverum,» siger Dr. W. W. Hall, «bliver Luften mere og mere udskjæmt for hvert Minut, thi Kulsyregas, som er en dødelig Gift, dannes i Lungerne og udaandes ved hvert Aandedræt; da den forener sig med Fugtighed er den tungere end almindelig Luft og synker ned i Nærheden af Gulvet. Det sidste, man derfor bør gjøre, er at sælge sin Seng, men i Virkeligheden synes den fattige, at han af alle sine Møbler lettest kan undvære den, og derfor bliver ofte Sygdom Fattigdoms Følge.»

Dr. J. Lave Notter siger i sin Artikel om Luften: «Virkningen af at indaande Luft, som i sig har optaget Forbrændingsgaser, kan man se paa de Arbeidere, som er tvungne til at brænde Gas en stor Del af Dagen under sit Arbeide. Luftrørssygdomme er sædvanlige hos disse, og i samme Grad som Luften er bortskjemt, lider de af Hovedpine, Slaphed og Tunghed i Legemet. Et andet Eksempel paa de skadelige Virkninger af Gas, har man i den Omstændighed, at i Sparebankafdelingen i Queen Victoria Street i London, hvor 1200[214] Personer er sysselsatte, har Indføring af elektrisk Lys istedenfor Gas, i saa høi Grad formindsket Tilfælderne af Fravær paa Grund af Sygdom, at det ekstra Arbeide, man har faaet, har betalt det elektriske Lys.»

Dr. A. Ransome siger i sin Afhandling om frisk Luft, at han er af den Mening, at Sygdomme i Aandedrætsorganerne oftere kommer af utilstrækkelig Bedækning af Legemet og Indaanding af urene Partikler i Luften, end at Luftrørene til Lungerne er direkte udsat for kold Luft. Hvad der i Almindelighed kaldes «Forkjølelse», er ofte Indaanding af bedærvet Luft i overbefolkede Rum, eller ogsaa Resultatet af en eller anden Uorden i Blodcirkulationen, som igjen er opstaaet ved, at den har været svag i en eller anden Del af Legemet, eller at Legemets Overflade er blevet forskjellig udsat for Kulde. Hvis man er godt klædt, og Blodet ved Bevægelse sendes kraftigt gjennem Legemet, og den Luft man indaander er ren Landluft, saa hænder det yderst sjelden, at man tager Skade af at indaande den.

SYVOGOTTIENDE KAPITEL.
Maaden at aande paa og dens Indflydelse paa Sundheden.

Der findes en ret og en uret Maade at aande paa, og det har meget forskjellig Virkning paa vort Legeme, om vi aander paa den ene eller anden af disse Maader. En absolut Betingelse for at vinde Helse og et langt Liv, er at aande gjennem Næsen. Det er det bedste Beskyttelsesmiddel mod smitsomme Sygdomme.

Næseborene er forsynede med Slimhinder, der tjener som Filtreringsapparater og hindrer Luftens urene Stoffe i at passere ind i Lungerne. Aanding gjennem Næsen giver os desuden den Fordel, at Luften varmer om Vinteren og gjøres fugtig om Sommeren, saa at vi faar omtrent samme Klima hele Aaret. Dette er i Sandhed en stor Gave af Forsynet, men hvor faa er det ikke, som benytter sig af den!

De, som har for Vane altid at aande gjennem Næsen, lider meget mindre end andre af Forkjølelser, Halsonder og Brystlidelser.

Da Gud skabte Mennesket, indblæste han i dets Næse en levende Aande, og denne Maade at aande paa kan ikke forbedres.

En bekjendt amerikansk Artist har skrevet en Bog med Titelen: «Luk Munden». I denne Bog læser vi, «at ingen Mennesker paa Jorden, som er vaagnet op efter et Mareridt, kan nægte, at da de vaagnet fandt de Munden og Svælget vidt aabent, tørt og feberagtigt. Intet Menneske er blevet redet af Maren, medens det sov med lukket Mund. Man kan altsaa trække den Slutning, at Søvn med aaben Mund er Aarsag til denne uhyggelige og farlige Sygdom—jeg siger farlige, thi ethvert Anfald af Mareridt kan, vil jeg paastaa, let gaa over til Kvælning. En Mand, som har Mareridt, holder paa at kvæles. Naar hans Legeme hviler og Aandedrættet som Følge deraf er svagt, bliver den for heftige Indaanding af Luft i de sovende Lunger gjennem den aabne Mund, for stærk i Forhold til den svage Udaanding, hvorved der opstaar Ophidselse og Feber, indtil Kvælning finder Sted; og Følelsen af Hindring foraarsages af Hindringen mod at aande frit. Man synes at være blevet plaget i lang[217] Tid af disse græsselige Fornemmelser, endskjønt Anfaldet i Høiden ikke varer mere end halvandet Minut (det længste Tidsrum man kan leve uden at aande); havde Anfaldet varet længere, vilde Kvælning have været Følgen. Fugt derfor dine Læber og din Hals og luk Munden, ellers banker Døden paa din Dør.»

OTTEOGOTTIENDE KAPITEL.
Legemsbevægelse og dens Indflydelse paa Sundheden.

Man kan ikke overvurdere Nytten af Legemsbevægelse, hvad Sundheden angaar. Bevægelse er nødvendig i alle Livets Perioder, thi uden den bliver Hjertet svagt, Blodcirkulationen mindre kraftig, Lungerne gjør sit Arbeide ufuldstændigere, og enenhver Del af Legemet lider mere eller mindre. Dr. C. Wilson siger: «Ikke blot Musklerne selv faar Gavn af Legemsbevægelser ved at de sættes i Virksomhed, men gjennem sin Virksomhed paaskynder de Blodcirkulationen til Hjertet; Hjertet selv slaar kraftigere, en større Blodmængde sendes gjennem Lungerne, mere Surstof bliver optaget i Legemet, større Varmemængde udvikles, og Huden tilligemed andre Afsondringsorganer sættes i Virksomhed for at afsondre den overflødige Varme og Produkterne af Forbrændingsprocessen i Legemet. Saaledes[219] bringes Hjertet, Lungerne, Huden og andre af Legemets Organer i større Virksomhed ved Muskelvirksomheden; Hjernen og Nervesystemet styrkes, Fordøielsen forbedres, og hele Legemsmaskineriet holdes i god Stand.»

Blandt Bevægelser i fri Luft kan ingen maale sig med en Spadsertur; ingen anden Motion kan erstatte denne med Hensyn til at fornye Livskraften og bevare Legemet sundt. Man bør gaa temmelig hurtig, men jevnt, kaste Skuldrene tilbage og svinge Armene i Overensstemmelse med Benenes Bevægelser. Man vil da finde, at Spadserturen har havt en meget opfriskende Indflydelse paa Legemet. «Ved Spadserture,» siger Forsyth, «befordres Appetiten og Uddunstningen, Legemet holdes ved jevn Temperatur, Sindet oplives ved Veksling af de Gjenstande, man ser, Lungerne styrkes, deres Arbeide lettes, og Stivheden, som kommer af, at man sidder formeget, fjernes. Enkelte Sygdomme og de besværlige hysteriske og hypokondre Lidelser er blevet helbredet ved flittige Spadserture.»

Velocipedridning er i vore Dage en populær Maade at tage Motion paa. Den er et passende Tidsfordriv for baade unge, ældre, ja selv gamle Personer, naar den bare sker med Maade. En af de største Farer ved Velocipedridning er, at den[220] let drives til Overmaal. Jeg kjender mange Til fælde, hvor dette har skeet og med de alvorligste Følger. Dr. Schott i Nauheim i Tyskland, som nøie har studeret Velocipedridning fra hygienisk Standpunkt, udtaler sig saaledes: «Det er med Velocipedridning som med Bjergbestigning, at den paaskynder Hjertevirksomheden og saaledes øger Pulsen. Dette har helt naturligt Tilbøielighed til at udvide Hjertet under Virksomheden, endskjønt denne Proces gaar tilbage igjen under Hvilen; og Hjertet gjenindtager sin normale Størrelse. Men ved voldsom eller formegen Velocipedridning, naar Pulsen slaar 140 Slag i Minuttet, forandrer Omstændighederne sig. Hjertet gjenindtager ikke sin normale Størrelse, hvad der tydelig viser sig i det trætte Udseende hos Velocipedryttere efter et Kapridt. Skulde denne anstrængende Motion fortsætte, saa vilde ogsaa Hjertet vedvarende blive udvidet og farlige Følger opstaa.»

Jo ældre Velocipedrytteren er, desto lettere antager Hjertemusklerne utilbørlige Proportioner, og da Pulsaarene bliver mindre elastiske med Aarene, er Faren stor for en ældre Person. Aandedrættet faar en vis Lyd; som er en usvigelig Advarsel for Gymnastikere, men den forfeiler ofte sit Maal hos Velocipedrytteren, thi ved den stærke Træk, som[221] foraarsages ved hans Fart, faar han mere Surstof end det er nødvendigt.

Roning er en udmærket Sport for dem, som er unge og stærke. Den sætter et stort Antal Muskler i Virksomhed og foraarsager en friere og fuldere Udvidelse af Lungerne. Svømning kan ogsaa høilig anbefales i samme Hensigt.

Blandt andre Sysselsættelser, som tjener til at udvikle Muskelsystemet og befordre Sundheden, kan nævnes Boldspil, Fodbold, Tennis og Bjergbestigning. Men til at øve alle Muskler i Legemet findes naturligvis intet saa kraftigt som den systematiske Gymnastik. Haandvægter er specielt nyttige til at udvikle Muskelsystemet. Ved Brug af disse er mange svage Personer blevet stærke.

NIOGOTTIENDE KAPITEL.
Om Bad og deres Indflydelse paa Sundhedstilstanden.

Yderhuden udstøtes stadig i Form af smaa Skjæl, som blandes med de salte, sure og fede Afsondringer fra selve Huden og afsætter sig paa Legemets Overflade. Hvis ikke disse Partikler ofte bortskaffes ved Vaskning, tilstopper de Hudens Porer, hindrer Uddunstningen og skader Sundheden alvorligt. Et lunkent eller varmt Bad er mere at anbefale end et koldt, specielt for Renslighedens Skyld. Kolde Bad har en Tilbøielighed til at gjøre Huden haard og skjællet; det samme kan ogsaa siges om meget varme Bad. Varme Bad er ogsaa afgjort svækkende, og udsætter os for Forkjølelse. Man bør derfor efter disse tage en afkjølende Dusch.

Angaaende Bad skriver Sir Erasmus Wilson følgende: «Vandets Temperatur bør være saa høi, at det kjendes lunkent, men heller ikke mere. Thi er koldt Vand skadeligt for Huden, saa er varmt Vand det meget mere, især om Vinteren. Varmen forhøier Blodcirkulationen partielt og stimulerer endel Nerver; disse bliver maaske umiddelbart udsatte for kold Luft. Kan vi vel undre os over, at Huden ved saadanne Yderligheder bliver iriteret, haard og sprukken, og at Teinten farer ilde?» Personer med stærk Legemsbygning kan tage kolde Bad, som maadelig anvendte sikkert bidrager til Sundhed. Men mange skjæbnesvangre Følger har kolde Bad havt for dem, som ikke har taalt dem. Sjøbad er høist velgjørende for de fleste. Salt Vand føles ikke saa koldt paa Legemet som ferskt.

Hvad angaar den rette Tid for Bad, saa gjør man klogt i at give Agt paa følgende Regler og Advarsler, der er udfærdigede af The Royal Humane Society:

«Bad aldrig før mindst to Timer efter et Maaltid. Lad være at bade, naar De er udmattet af Træthed eller af en anden Grund. Lad være at bade, naar Legemet er i Afkjølelse efter et Svedebad. Lad være at bade i fri Luft, hvis et kort[224] Ophold i Vandet foraarsager en Følelse af Kulde og Følelsesløshed i Hænder og Fødder. Bad, naar Legemet er varmt, under Forudsætning af, at man kommer hurtigt ned i Vandet. Lad være at afkjøle Legemet ved at sidde eller staa afklædt paa Stranden eller i Baaden, efter at have været i Vandet. Vær ikke forlænge i Vandet, men gaa straks op, hvis der mærkes nogen Følelse af Kulde. Stærke og kraftige Personer kan bade om Morgenen paa fastende Mave. De unge og svage gjør klogt i at bade to eller tre Timer efter et Maaltid, helst efter Frokost. De, som lider af Svimmelhed, Besvimelse eller Hjerteklap og andre Hjertefeil, bør ikke bade uden sin Læges Tilladelse.»

NITTIENDE KAPITEL.
Ægteskabet og dets Indflydelse paa Sundheden.

Statistiken viser, at gifte Personer lever længere end ugifte. Af en Folketælling, som foretoges i England i den Hensigt at sammenligne Alderen af et bestemt Antal gifte Personer af begge Kjøn med det samme Antal ugifte, fremgaar det, at 78 gifte Mænd opnaar en Alder af firti Aar, medens blot 41 ugifte opnaar samme Alder. Forskjellen er endnu større, efterhaanden som Alderen tiltager. I Sekstiaarsalderen lever 98 gifte mod 27 ugifte, medens Forholdet i Nittiaarsalderen er 9 til 3. Samme Regel holder ogsaa Stik med Hensyn til det kvindelige Kjøn. Gifte Kvinder i Trediveaarsalderen kan gjennemsnitlig vente at leve i 36 Aar længere, men de ugifte kun 30. Af dem, som bliver 45 Aar, er 72 gifte Kvinder mod 52 ugifte; Forskjellen er altsaa næsten en Trediedel. Dog beviser[226] saadanne statistiske Opgaver ikke helt og holdent hvad De synes at bevise. Dr. Haydn Brown fremholder meget træffende, at Ægteskab «ikke alene befordrer Sundheden, men Sundheden befordrer ogsaa Ægteskabets Indgaaelse, og hvis alle gifte Personer var forblevet ugifte, og alle ugifte var gifte, saa vilde Ægteskabet uden Tvil have syntes at være usundt.» Der er ingen Tvil om, at Ungkarle tager mindre Vare paa sin Sundhed end den gifte Mand, da de ikke har, saa at sige, nogen Ægtehalvdel, som holder Øie med dem. De har heller ikke i Almindelighed nogen, som deler deres Bekymringer og Sorger, hvorfor de ogsaa har større Byrder at bære. Undertiden giver ogsaa ugifte Mænd, især under Middelalderen, efter for Drukkenskab, Spil og andre Laster, som slutter med aandelig og legemlig Slappelse. Bacon siger: «I Ungdommen er Kvinden vor Kjæreste, i Middelalderen vor Ledsagerinde, i Alderdommen vor Pleierske, og derfor burde alle Mænd være gunstig stemt mod Ægteskabet.»

Hufeland siger, at Ægtestanden er en ufravigelig Betingelse for Menneskehedens moralske Fuldkommenhed. Han paastaar, at det paa den ene Side forhindrer svækkende Udsvævelser, og paa den anden Side kold og unaturlig Ligegyldighed.[227] Det holder Nydelsen inden rimelige og tilbørlige Grændser, medens det befordrer huslige Glæder, som er de reneste og bedste. Det er den Stand, der bedst fremmer saavel moralsk som fysisk Sundhed, og den, som bedst bevarer Sindet i denne lykkelige Ligevægt, som er saa gunstigt for et langt Liv.

Tidlige Ægteskaber er dog ikke tilraadelige. De er ofte skadelige for Sundheden, foruden at de medfører mange andre Ubehageligheder. Under gunstige Omstændigheder bør Manden gifte sig mellem 25-30 Aar, Kvinden mellem 21-25.

ENOGNITTIENDE KAPITEL.
Hundrede Beskjæftigelser og deres respektive Indflydelse paa Sundheden og et langt Liv.

En Persons Beskjæftigelse udøver stor Indflydelse paa hans Livslængde. Da dette er Tilfælde, tilkommer det enhver Fader ved Valget af Sønnens Livskald at se efter, at det ikke er et saadant, at det skader Sundheden og forkorter Livet. Desværre ofres Sundheden ofte paa Mammons Alter. Dødelighedssifrene er i de forskjellige Livskald saa forskjellige, at der, hvor de er størst, er de tre Gange større, end hvor de er mindst. Nedenfor følger en Liste over forskjellige Beskjæftigelser, opsat efter Dødelighedssifrene. Vi begynder med det høieste Siffer og slutter med det laveste. Tallet efter Beskjæftigelsen angiver Dødelighedssifrene:

Værtshusholdere i Industridistrikter 2.030; Havnearbeidere 1.829; Teglstensarbeidere 1.810; Blyarbeidere[229] 1.783; Hoteltjenere 1.725; Krudtarbeidere 1.706; Hotelværter i London 1.685; Frugt- og Grønthandlere 1.652; Kulsjauere 1.528; Knivsmede 1.516; Maskinindustriarbeidere 1.509; Glasarbeidere 1.487; Bryggere 1.427; Dagarbeidere i London 1.413; Værktøiarbeidere 1.412; Arbeidere i Tingruber 1.409; Apothekere 1.392; Kobberslagere 1.381; Uld- og Silkefarvere 1.370; Sjømænd 1.352; Skiferarbeidere 1.322; Hotelværter i Landdistrikter 1.320; Feiere 1.311; Arbeidere i Blygruber 1.310; Spigersmede 1.301; Formænd og Bærere 1.284; Arbeidere i Kobbergruber 1.230; Vaabensmede 1.228; Bybud 1.222; Musiklærere og Musikanter 1.214; Færgeroere 1.199; Zinkarbeidere 1.198; Stenhuggere 1.176; Droschekuske 1.153; Kulgrubearbeidere i Wales 1.143; Bomuldsfabrikanter 1.141; Hattemagere 1.109; Frisører 1.099; Slagtere 1.096; Bogtrykkere 1.096; Bødkere 1.088; Gibsarbeidere 1.087; Bogbindere 1.060; Vognmagere 1.041; Klædeshandlere 1.014; Sagførere 1.010; Tobaksarbeidere 1.002; Murere 1.001; Skræddere 989; Finsnedkere 979; Læger 966; Fiskog Fuglehandlere 963; Urmagere 936; Gasværksarbeidere og Laasesmede 925; Silkearbeidere 921; Bagere og Konditorer 920; Skomagere 920; Bogholdere 915; Grovsmede 914; Kulgrubearbeidere i Yorkshire 912; Papirfabrikarbeidere 904; Talg og[230] Sæbearbeidere 897; Maltarbeidere 884; Mattefabrikarbeidere 873; Diversehandlere 859; Fiskere 845; Møllere 845; Journalister 833; Jernbanekonduktører 925; Jurister og Advokater 821; Lokomotivførere 818; Jernhandlere 807; Kulhandlere 803; Snedkere 783; Jernbanebogholdere og Tjenestemænd 781; Arkitekter, Billedhuggere, Artister og Gravører 778; Hjulmagere 778; Kulgrubearbeidere i Durham og Northumberland 774; Sagarbeidere 768; Tjenere i Privathuse 757; Garvere 756; Jernmalmbrydere 744; Tegelbrændere 741; Kulgrubearbeidere i Derbyshire og Nottinghamshire 727; Værftstømmermænd 713; Kniplingsarbeidere 709; Strømpefabrikarbeidere 698; Agerbrugsarbeidere 666; Grosserere 664; Skolelærere 604; Landbrugere 563; Havegartnere 553; Præster 533.

TOLVTE DEL.
Søvnen og dens Forhold til Sundheden.

TOOGNITTIENDE KAPITEL.
Søvnens Natur og Mysterium.

«Velsignet være den, som først opfandt Søvnen!» udbrød Sauche. «Den omslutter Menneskene som en Kappe.» Dette er ikke daarligt sagt af en saa udannet Mand som han; men vi maa vende os til Englands udødelige Sanger for at faa en fuldstændig Definition paa Søvn. Hør, hvad han siger om den:

Philip Sidney taler om Søvnen som «den Fattiges Rigdom og Fangens Forløsning,» og Dryden siger, at det er «den bedste af alle Kræfter, Sindets Fred, som opreiser alt det, der er forfaldent, og hvis Balsam fornyer Lemmerne og gjør dem dueelige til at udføre Dagens Arbeide.»

Hvad er Søvnen? Fra fysiologisk Synspunkt er den en Aareladning eller en Bortflyden af Blodet fra Hjernen. Denne Forklaring af Søvnen fik man først ved Iagttagelser, som udførtes i Paris paa Hjernen af en Tigger, som havde faaet sin Hovedskalle indslaaet. Man maatte indsætte en Sølvskive for at dække Hullet, og herunder observerede man, at naar Manden faldt isøvn, sammentrak hans Hjerne sig og gjenvandt ikke sin naturlige Størrelse og Form førend han vaagnede.

Vi ved alle, hvor vanskelig det er at falde isøvn, naar Hjernen er blevet overanstrængt eller paa nogen Maade irriteret. Dette kommer af, at al Sjælsvirksomhed udvider Hjernen og fylder den med Blod. Derfor er det klart, at Sjælsro er nødvendigt, for at man skal falde isøvn.

Over Søvnens Mysterium i metafysisk Henseende kan Fysiologien ikke kaste meget Lys. «For dem, som er vaagne,» siger Heraklit, «findes en fælles Verden; men naar vi sover, trækker enhver sig tilbage til sin egen private Verden.»

TREOGNITTIENDE KAPITEL.
Søvnens Indflydelse paa Sundheden.

Søvnen er Naturens store Fornyer. De, som har den bedste Helbred og lettest bærer sine Aar, er de, som sover godt. Vort Legeme bruger stadig baade Materiale og Kraft, og Søvnen er næst efter Føden det, som fornyer hvad vi har forbrugt og tabt.

Dr. Forbes Winslow siger: «Inden Menneskenes Fysiologi er intet mere klart bevist end dette, at Hjernen forbruger sig selv og sine Kræfter i den vaagne Tilstand, og at dette erstattes under Søvnen. Hvis ikke det gjenvundne gaar op imod, hvad vi har udgivet, saa visner Hjernen, og dette er Vanvid. Deraf kom det, at de som i Englands tidligere Historie dømtes til at dø ved at hindres fra at sove, altid døde helt vanvittige; af samme Grund bliver ogsaa de Mennesker vanvittige, som dør af Sult, thi naar Hjernen ikke faar nogen Næring, kan[234] de heller ikke falde isøvn. De praktiske Slutninger, vi kan trække, er først og fremst, at de, som tænker mest og arbeider mest med Hjernen, behøver mest Søvn; endvidere at den Tid, som tages fra den nødvendige Søvn, er ruinerende for Sjæl og Legeme.»

En anden medecinsk Autoritet skriver: «Den, som ringeagter Legemets og Sjælens Krav paa den Mængde Hvile og Søvn, som Naturen opstiller, kommer før eller senere til dyrt at faa betale, for at han har overtraadt denne vigtige Sundhedslov. Naturen er den bedste Bogholder, som Verden endnu har seet; man kan trække for store Veksler, men man maa altid betale tilbage til sidste Øre og undertiden med høie Renter. Det gaar ikke an at stjæle fra Naturen. Jeg tror ikke, at man bør vækkes om Morgenen, og det af følgende Grunde: Naar en Person falder isøvn, er han i Reparationsværkstedet, som det heder i Jernbanesproget. Hans Legeme med alt dets indviklede Maskineri undersøges og sættes i Orden til næste Dags Arbeide. Hvad der er forbrugt den foregaaende Dag, repareres. Naturen selv udfører dette Arbeide. Den ved hvad det trætte Legeme behøver, paa samme Tid, som den forstaar at sætte Hjertet i Gang for at drive Blodet gjennem Aarerne.»

FIREOGNITTIENDE KAPITEL.
Betingelsen for sund Søvn.

Legemets Stilling er en vigtig Faktor i Spørgsmaalet at faa en sund, helsebringende Søvn. Man bør ikke ligge i en sammenkrøben Stilling, og aldrig paa Ryggen. Høire Side er den bedste at ligge paa, thi naar Legemet ligger i denne Stilling, kan Maven lettest tømme sit Indhold over i Tarmkanalen; Leveren trykker heller ikke saa haardt Tarmerne. Enkelte Mennesker sover bedst, naar Hovedet er opstøttet med høie Puder, medens andre foretrækker at ligge i næsten vandret Stilling. For dem, som lider af Søvnløshed, er det maaske en Fordel at have høie Puder, da derved Blodet rinder ned fra Hjernen; men under almindelige Omstændigheder er en lav Pude at foretrække. Enhver bør have et Soverum, der er mindst ti Fod i hver Retning. Da det er yderst nødvendigt at have tilstrækkelig Luftveksling, bør man altid have[236] et Vindu eller en Ventil aaben nogle Tommer. Hverken Gas eller Stearinlys bør faa brænde i Soverummet, da begge Dele udskjæmmer Luften og gjør den uskikket til at indaandes. Det er meget sundere at sove paa en Madras end i en Dunseng. Man bør endvidere være varsom i Valg af Tapeter til Soveværelset. Dr. W. W. Hall siger, at «ikke alene er grønne Tapeter giftige, forsaavidt de ikke er godt fernisserede eller malede, men det samme er ogsaa Tilfældet med røde Tapeter; thi det Stof, som bruges til at fæste den røde Farve, indeholder Arsenik, og det samme gjør grønne Tapeter, Tepper og Gardiner. Det er sikkert, at kalkede Vægge i Soveværelset er sundere end de, som er tapetserede, hvilken Farve Tapeterne end har.»

FEMOGNITTIENDE KAPITEL.
Søvn i forskjellige Aldre.

Der er sagt. «Seks Timers Søvn for en Mand, syv for en Kvinde og otte for en Daare.» Men dette er et særdeles dumt Ord, som det vilde være meget uklogt at følge. I Virkeligheden kan ingen bestemt Regel opstilles for hvormeget Søvn en fuldvoksen Person behøver. Det beror for en stor Del paa Individets Sundhed, Sinds- og Legemsbeskaffenhed. Fredrik den store undte sig blot fem Timers Søvn; John Hunter fem Timer; General Elliot, Helten ved Gibraltar, fire Timer, og Hertugen af Wellington endnu mindre. Men der findes svært faa «Jernhjerter», og medens fire eller fem Timers Søvn kan være nok for endel Personer, har andre virkelig Brug for otte eller ni. Personer med nervøst Temperament behøver mest Søvn.

Hvad Børn angaar, behøver de naturligvis betydelig mere Søvn end voksne. Hos Diebørn er[238] Bevidstheden saa lidet udviklet, at en meget kort Stund i vaagen Tilstand er tilstrækkelig til at fremkalde Udmattelse. I de første fire til seks Uger bør Barnet ikke være vaagent mere end to Timer i Døgnet, og efterhaanden som det vokser, bør denne Tid udstrækkes. I Alderen mellem et og to Aar behøver Barnet 16 til 18 Timers Søvn; mellem to og tre Aar 15 til 17 Timer; mellem fire og seks Aar 13 til 15 Timer; mellem seks og ni Aar 10 til 12 Timer og mellem ni og fjorten Aar 8 til 10 Timer. Otte Timer er senere det Maal af Søvn, som de fleste Mennesker har Behov for i den resterende Del af sit Liv.

SEKSOGNITTIENDE KAPITEL.
Søvnløshed.

Vi har allerede seet, at en vis Grad af Anemi eller Blodudtømning fra Hjernen er nødvendig for at fremkalde Søvn. Derfor er det nødvendigt at de, som ønsker at sove roligt, undgaar alt, der irriterer og foruroliger Sindet, naar de gaar til Hvile. Blandt Søvnens mange Fiender er Bekymring, Uro, Sorg og for meget Tankearbeide. En stor Del Søvnløshed har ogsaa sin Grund i den slemme Brug af for sen Aftensmad, thi derved holdes Fordøielsesorganerne i Virksomhed, naar de skal hvile. Usedvanlig stor fysisk Træthed kan undertiden være et Middel til at fremkalde Søvnløshed. Man har saaledes Eksempel paa Velocipedryttere, som efter en lang anstrængende Ridning har maattet ligge flere Nætter vaagne uden at det lykkes dem at sovne fuldstændig ind. Kulde er ogsaa ofte en Grund til Søvnløshed, thi naar Lemmerne er kolde, bevirkes større Blodtilførsel til Hjernen.

Ikke engang den stærkeste Person kan undvære en Nats Hvile uden Straf. En gammel Regel siger: «Lettere at forebygge end at bote.» For at forebygge Søvnløshed maa man undgaa at spise kraftige Aftensmaaltider, idetmindste ikke senere end tre Timer før man gaar tilsengs. Gjør intet Forsøg paa at søvne, thi dette indeholder en Anstrængelse, men lad Søvnen komme af sig selv. Men naar Søvnen vægrer sig for at komme, er det en god Maade at fremkalde den paa at trætte ud Hjernen uden at anstrænge den. Det kan ofte ske ved at tælle til Hundrede omigjen og omigjen. En from Missionær, som led af Søvnløshed, pleiede at læse Fadervor lige til at Satan bedøvede ham for at slippe at høre Bønnen, og dette Middel forfeilede aldrig sin Virkning.

SYVOGNITTIENDE KAPITEL.
Drømme og Drømmere.

Man tror i Almindelighed, at Drømme kun forekomme under ufuldstændig Søvn og blot nogle Minutter før man vaagner. En Drøm kan synes at strække sig over Perioder af Dage eller Uger, men i Virkeligheden er den blot et Øiebliks Værk, hvilket er konstateret ved forskjellige Eksperimenter med sovende Personer.

Dr. Macnish har i sin «Philosophy of Sleep» fremsat en meget fornuftig Teori angaaende Drømme. Han siger: «Jeg tror, at Drømme er Gjenoplivelse eller Tilbagevenden af Tanker, som før paa en eller anden Maade har beskjæftiget Sindet. De er gamle Ideer, som har vaagnet til Liv, enten i sin oprindelige Form eller sammenhængende blandet med hverandre. Jeg betviler Muligheden af, at en Person kan drømme om noget, som han ikke før paa en eller anden Maade har havt i Tankerne. Hvis[242] de Ting, som man ved forskjellige Tilfælder har tænkt paa, rives løs fra sin Sammenhæng og blandes om hinanden, hvilket ofte sker, saa giver de Ophavet til urimelige Kombinationer; men Elementerne af Drømmen har dog en Forudsætning, om de end aabenbarer sig i en ny Form, som savner Sammenhæng.»

En eiendommelig Omstændighed ved de, der drømmer, er at deres Evne til Omdømme er aldeles ophævet. De drømmer f. Eks., at de samtalede med en Bekjendt, om hvem de dog ved, at han er død eller langt borte. Naar de vaagner, ser de straks det urimelige i altsammen, men dette kunde de ikke fatte under Søvnen. «Vi begaar under Drømmen», siger Miss Cobbe, «Handlinger, for hvilke vi, hvis de var virkelige, vilde udgyde Taarer af Blod, og dog føler vi aldrig den mindste Samvittighedskval. Den almindelige Tanke, naar man er vaagen: ‘Jeg vil ikke gjøre det, thi det er uret,’ synes aldrig at hindre os fra at tilfredsstille hvilkensomhelst Nykke, der kan komme over os under Drømmen. En fremragende Filantrop, som i mange Aar har beklædt et høit Dommerembede, begaar stadig Forfalskninger i Drømme, men han angrer det aldrig, før han har faaet høre, at han vil blive hængt. En Dame, der er beskjæftiget med[243] at undervise Børn, ser en Gut gjøre Grimaser til hende, hvorfor hun griber ham og tvinger ham ind mellem Stængerne i et Løvebur.»

De, som plages meget af ubehagelige Drømme, bør afholde sig fra at spise meget tilaftens og vogte sig for at sove paa Ryggen.

OTTEOGNITTIENDE KAPITEL.
Døsighed om Dagen.

I Modsætning til de ulykkelige Tilværelser, som plages af Søvnløshed, findes der mange, som lider af utilbørlig Døsighed, og som i Lighed med den fede Dreng i Pickwick stadig falder isøvn. Aarsagen til denne stadige Følelse af Søvnighed ligger ofte i, at de fortærer mere Føde, end Legemet behøver, og saaledes mere end det kan omsætte. Fordøielsen begunstiger Søvnen derved, at Maven trækker Blodet fra Hjernen, saa at denne kommer i en Tilstand af Blodfattigdom. Dette er Grunden til, at de fleste faar Trang til Søvn efter en god Middag og gjerne tager sig en liden Lur. En anden Aarsag til Døsighed er Legemssvaghed. Dette kommer af den Omstændighed, at Hjernen er et af de Organer, som først kjender Virkningen af, at Blodmængden formindskes, eller at Blodet svækkes.

Et Middel mod Døsighed, naar den optræder[245] hos sunde og stærke Personer, er at spise mindre ved hvert Maaltid. Men hvis Døsigheden har sin Grund i Svaghed, maa Personens Helbred i Almindelighed forbedres.

TRETTENDE DEL.
Sandseorganer og Sjælsevner.

NIOGNITTIENDE KAPITEL.
Øiet og dets Bevaring.

Meget træffende har man kaldt Øiet «Sjælens Speil.» Dr. Addison siger om Synsorganet: «Synet er det mest fuldkomne og mest behagelige af alle vore Sandser; det fylder Sjælen med den største Omveksling af Tanker, samtaler med sin Gjenstand paa de største Afstande og fortsætter sin Virksomhed længst uden at trættes eller blive kjed. Følelsen kan visselig give os en Forestilling om Udstrækning, Form og alle andre Begreber, som opfattes af Øiet, med Undtagelse af Farve; men samtidig er den ogsaa meget indskrænket og begrændset i sin Virksomhed hvad angaar Antal, Størrelse og Afstand af de forskjellige Gjenstande. Vort[247] Syn synes bestemt til at udfylde alle disse Mangler og kan betragtes som et Slags finere og mere vidtstrakt Følelsesorgan, som spreder sig over en uendelig Masse Legemer, fatter de største Tal og bringer forskjellige af Universets fjerneste Dele inden vor Rækkevidde.»

Øiet er et usedvanlig fint og dygtigt sammensat «Camera Obscura»—et mørkt Rum, saadant som den Kasse Fotograferne benytter. Det har Linser fortil og en fin Nervehinde (Nethinden) bagtil for Billedernes Modtagelse. Naar vi ser paa en Gjenstand, dannes dens Billede i de mindste Detaljer paa Øiets bagre Del, som kaldes Nethinden, og omvendt ligesom i Fotografiapparatet. Men Nethinden, som staar i Forbindelse med Hjernen, overfører Billedet opretstaaende og fuldstændig til Hjernen.

Blandt Øiets mange Undere er dets Evne til at lempe sig efter Gjenstande, som staar paa forskjellig Afstand. Det kan med Tydelighed se en stor Gjenstand paa ti Kilometers Afstand, og næste Øieblik kan det indstille sig til at opdage en Gjenstand paa ti Centimeters Afstand. Det er derfor et sammensat Tele- og Mikroskop.

For at bevare Øinene og hindre dem fra at blive overanstrængt kan det være nyttigt at faa[248] nogle Vink. Først og fremst er det nødvendigt at mindes, at alt, som har en svækkende Indflydelse paa Helbreden i Almindelighed, ogsaa sedvanlig svækker Synet. Taaget Luft og sandfyfdte Vinde, Solhede og skarp Kulde er skadelige for Øinene. Udtræt dem aldrig. Straks man mærker, at de er trætte, maa man lade dem hvile fra det, der anstrænger dem. Lad Lyset falde paa de Gjenstande, som man er sysselsat med, men ikke paa Øinene. Læsning og Skrivning i Skumringen eller ved ufuldstændig Belysning er meget skadelig og bør aldrig finde Sted. Naar Øinene er trætte, kan man bade dem med koldt Vand, som baade vederkvæger og styrker dem. Det er ikke klogt at anstrænge Øinene, fordi man ikke liker Briller; brug dem straks de behøves. Mange Personer har fordærvet sine Øine ved at vente forlænge med at bruge Briller, skjønt de virkelig trængte dem.

Farveblindhed er ganske almindelig nu for Tiden, især Rødblindhed, og sedvanligvis medfødt. Undertiden kan den faaes paa Grund af overdreven Tobaksrøgning.

HUNDREDE KAPITEL.
Øret og Hørselen; Tilfælder af Døvhed.

En almindelig Grund til Døvhed er Ansamling af Voks i Ørene. Dette kan opmyges med nogle Draaber Olivenolje, som derpaa kan skylles ud med en liden Sprøite og varmt Vand. Undertiden kan Ørevokset foranledige hvad man kalder «Ørehoste». Man har paatruffet Tilfælde, hvor en besværlig Hoste har holdt sig i Aarevis trods Behandling, indtil det tilfældigvis har vist sig, at Aarsagen ikke havde sit Sæde i Lungerne, men i Ørene. Mange Personer har kun sin egen Dumhed at takke for at de savner Hørsel. En ofte forekommende Grund til Døvhed er f. Eks. Forsømmelsen af at tørke Ørene efter Vaskning. En anden Aarsag er den Vane at skrue Haandklædesnippen ind i Øret for at rense det. Det forekommer endvidere, at man[250] kjøber Øreskeer af upraktisk Konstruktion. Dette Værktøi har jo til Hensigt at rense Øret, men kan isteden skade, da det sammenpresser Ørets Afsondringer. Naar man vasker Ørene, bør man vogte sig for at komme nær den Del af Mellemøret, som ligger yderst, d. v. s. Trommehinden.

Døvhed kommer ofte af svag Helbred. Under saadanne Omstændigheder kan man tage Levertran og lidt Jernopløsning.

Der findes naturligvis utallige andre Aarsager til Tabet af Hørselen, af hvilke mange er indviklede Øresygdomme, som fordrer dygtig Lægebehandling.

Slaa aldrig Børn paa Øret. Denne Uvane driver ikke sjelden Luften med saadan Kraft til Trommehinden, at denne brister. Jeg tror, at Børns Mangel paa Hørsel ofte har sin Grund i denne grumme og tankeløse Straf.

HUNDREDEOGFØRSTE KAPITEL.
Stemmen, dens Uddannelse og Bevaring.

Menneskets Taleorgan er blevet lignet ved et Kirkeorgel. Ligheden er næsten fuldstændig, hvilket fremgaar af at Bælgerne repræsenteres af Lungerne, Tungerne af Stemmebaandene, Piberne af Luftstruben ovenfor Stemmebaandene, og Lydkammeret, hvor Tonerne faar Resonans, gjenfindes i Mundhulen.

Ved fuld Anvendelse af Taleorganet bliver dette stærkere, kraftigere, mere vellydende og bøieligt. Dette kan bedst ske ved Sangøvelser, men man kan ogsaa paa en fortræffelig Maade øve Stemmen ved at tale offentlig eller læse høit, ifald man ikke har Øre for Musik. En vakker Stemme har megen Tiltrækning, det være sig i almindelig Samtale, Sang eller Foredrag, og enhver bør søge at erhverve sig en saadan. Ungdomstiden er den[252] mest passende Tid for Stemmens Uddannelse, da den kan siges at være fæstnet ved det femogtyvende Aar. Men selv i de senere Aar er den modtagelig for ydre Indflydelse og kan forbedres betydelig ved Øvelse.

For at bevare Stemmen maa man pleie Tænderne, Struben og Lungerne. Til og med Tabet af en eneste Tand kan i nogen Grad skade Udtalen. Fortsæt aldrig at synge eller tale, naar Stemmen bliver hæs og Struben slap efter en lang Anstrængelse. At holde Munden lukket, naar man gaar ud i Kulden fra et varmt Værelse, er en Regel, som, hvis den strængt følges, vil spare en for mange Forkjølelser, der ikke sjelden fremkalder Hæshed og tilfældig Tab af Stemmen.

Hvad angaar langvarigt Tab af Stemmen, kan dette have sin Grund i Hysteri, især hvis den følger paa et tilfældigt Stemmetab efter en Forkjølelse.

Dr. A. T. Schofield giver Eksempel paa et saadant Tilfælde. «En Patient kommer og forklarer med Vanskelighed i en anstrængt Hvisken, at han eller hun (thi de findes af alle Aldere og Klasser) har været ude af Stand til at tale i to Maaneder eller to Aar, og at alle Midler har været forsøgt uden Resultat. En kort Undersøgelse viser, at Luftstruben er ganske frisk, og saa begynder det[253] tilsyneladende Mirakel med Behandling. Patienten, som ikke er paa sin Post, raaber «aah, aah» og begynder først lavt, siden stadig høiere og høiere at udtale og tilslut at raabe høit hvert Bogstav i Alfabetet, og dette varer i omtrent en halv Time. I disse Tilfælder gjør ikke Patienten sig skyldig i nogetsomhelst Bedrageri. Han kunde virkelig ikke tale, fordi han troede, at han ikke kunde.»

HUNDREDEOGANDET KAPITEL
Hukommelsen og dens Opøvelse.

En god Hukommelse er paa mange Maader en stor Gave i Livets Forhold, thi en daarlig foraarsager ofte vedkommende megen Fortræd og pekuniære Tab, foruden alle de Ubehageligheder, som man derved volder andre. I Lighed med vore andre Evner, er Hukommelsen for en stor Del afhængig af Helbreden. En fuldkommen Hukommelse findes blot i den fuldstændig friske Hjerne i et fuldstændig friskt Legeme.

Hukommelsen er ofte i mærkværdig Grad stærkere eller svagere hos samme Person, afhængig af hans Helbredstilstand. Reisende fortæller, at de undertiden har været saa trætte, at de endog har glemt sit eget Navn. Men efterat de har hvilt en Stund og faaet lidt Mad, er Hukommelsen kommet igjen. At Hukommelsen pludselig svigter, kan indtræffe selv under vanlige Forhold, hvilket mange ved af Erfaring. En Dame har fortalt mig, at hun en Dag mødte en Bekjendt, som hun ikke havde[255] truffet paa lang Tid, og som ønskede hendes Adresse. Til sin store Forbauselse, (og visselig ogsaa til hans) kunde hun hverken huske, Husnummeret, Gaden eller den Bydel, hvor hun boede.

De, som lider af daarlig Hukommelse, bør søge at afhjælpe det. Paa samme Maade som hvilketsomhelst andet svagt Organ i Legemet kan forbedres og styrkes ved passende Opøvelse, kan dette ogsaa finde Sted med Hukommelsen. En Maade at opøve Hukommelsen paa, er at paase, at de Ting, som vi ønsker at huske, har gjort et saa stærkt Indtryk paa Hjernen, at de saa at sige er blevet en Del af dens Bygning. Dette kan bedst ske, ved alvorligt at rette Sjælsevnerne og Blikket paa den angjældende Sag og gjentage dette flere Gange. Vi glemmer aldrig de Tildragelser eller Ting, som har forekommet os usædvanlige eller eiendommelige, men alle dagligdagse Ting gaar os snart af Minde. Grunden dertil er, at de første gjør Indtryk paa Hjernen, hvilket derimod de sidste ikke gjør. Derfor bør alt, hvad vi vil huske paa, uudslettelig indplantes i Hjernen. Hr. Hermann Rothe siger, at «den bedste Tid at opøve Hukommelsen paa, er om Aftenen, naar Lyset er svagt og Sindet ikke let distraheres af andre Ting, eller ogsaa tidligt om Morgenen, straks efter at man er vaagnet, naar[256] Sjælsevnerne er klare. Cato og Cicero handlede efter denne Grundsætning og styrkede sin Hukommelse ved enten om Aftenen eller følgende Morgen at gjentage den foregaaende Dags Hændelser. Hukommelsen bør opøves paa regelmæssige Tider; men disse Tider bør ikke være hverken med forlangt Mellemrum eller af for lang Varighed, ei heller bør de komme for ofte. Følgen af at man overskrider disse Regler er den, at Hukommelsen bliver forvirret og de Ting, man ikke mindes, sammenblandede. Hvis man skal huske en hel Mængde Ting let og fuldstændig, maa de omhyggelig ordnes i Tanker, og deres naturlige indbyrdes Sammenhæng gjøres saa fuldstændig som mulig. Paa denne Maade fremkaldes det ene af det andet, og det hele kan opfattes med et eneste Blik. Ting, som er vanskelige at fæstne i Hukommelsen, kan vi betragte i Sammenhæng med et ydre Tegn, en Streg under et Ord eller en Mening, et Tegn i Margen, med farvet Blyant, hvorved muligvis Farven kan staa i Forbindelse med Omstændigheden. Undertiden kan vi mindes en vanskelig Ting ved at indprente i Sjælens Øie det første Bogstav, Stavelse eller Ord, eller hvis der er flere Ting, ved at forbinde Begyndelsesbogstaverne i hver Mening til et Ord, eller de første Ord til en Sætning og lære denne.»

At den Mad, vi spiser, udøver et vist Maal af Indflydelse paa Sjælsvirksomheden og Hukommelsen, er en Omstændighed, som mange offentlige Talere kjender af egen sørgelig Erfaring. Om dette Emne siger Dr. Kirk i sin Bog «Papers on Health», at naar visse Stoffe indføres i Maven og Fordøielsen begynder, saa føles det, at den aandelige Virksomhed møder uovervindelige Vanskeligheder, og hele Sjælssystemet viser sig snart at savne Nervesubstans til at arbeide med. Denne Substans er i hele sin Udstrækning optaget med at søge at formindske det uheldige Materiale, der er overladt den som Føde. Og selv den bedste Føde kan være af saadan Natur, hvis den ikke er tilstrækkeligt kogt. Saaledes er Forholdet f. Eks. med Ris, hvis den ikke er godt tilberedt ved langvarig Kogning. I visse Tilfælde kan dette helt og holdent berøve os Evnen til at tænke sammenhængende. Hvis nogle Personer spiser kraftig Ost før de prædiker eller taler offentlig, og de er afhængige af Stemningen for Øieblikket, saa vilde de finde, at Fødemidlet i Maven optager Nervesystemet saaledes, at Hjernen ikke kan faa hvad den behøver til sin frie Virksomhed.

HUNDREDEOGTREDIE KAPITEL.
Stamning og dens Helbredelse.

Stamning har sin Grund i Mangel paa Evne til at benytte den Muskelkraft, som er nødvendig for at tale. I næsten hvert Tilfælde er den fremkaldt ved Hermning og bibeholdt ved Sindsuro og Vane. En Autoritet i denne Henseende siger, at den skrider saa langsomt frem, at det knapt kan mærkes, fra en vis Hakken ved enkelte Leiligheder til en stadig Stamning, efterfulgt af voldsomme Anstrængelser for at tale og megen Forvridning af Ansigtet; disse to Stadier, der synes saa forskjellige, fremkaldes af samme Aarsag og er i Virkeligheden de samme, skjønt Sygdommen optræder voldsommere i det ene Tilfælde end i det andet. Hvis denne ringe Hakken, som kun optræder imellem, ikke vises nogen Opmærksomhed, kan den hos en følsom Person og især hos den, som taler[259] hurtigt, blive større og større, indtil den lidt efter lidt har udviklet sig til fuld Stamning.

Stamning kan ikke bødes paa i Løbet af nogle Uger, Tid og stor Omhu kræves, inden den kan afhjælpes. Jeg tilraader Iagttagelse af følgende Regler, som er befundet at være udmærkede.

1. Før man begynder at tale, drager man først et dybt Aandedræt. Derved fyldes Lungerne med Luft, og Stamning kan ikke opstaa af Mangel herpaa.

2. Man bør øve sig i at lade Læberne, Tænderne og Tungen udføre sine forskjellige Funktioner, naar de Bogstaver skal udtales, som fordrer deres respektive Brug.

3. Læg stærk Vægt paa hvert Ords sidste Stavelse. Derved udtales det følgende Ord lettere.

4. Træk altid Aanden ved Slutten af hver fuld Sætning, og lad Sætningerne være korte.

5. Begynd hver Sætning langsomt og tydelig med temmelig lav Stemme, og udtal hver Stavelse med størst mulig Nøiagtighed.

6. Hav altid paa det rene hvad De vil sige, og naar De taler, saa ofre hele Opmærksomheden paa det Emne, der tales om.

FJORTENDE DEL.
Maaden at forebygge Sygdomme paa. Sygdomme helbredede ved Diæt og andre enkle Midler.

HUNDREDEOGFJERDE KAPITEL.
At forebygge Sygdomme.

Man har regnet ud, at de almindeligst forekommende Sygdomme i England og Wales koster Landet aarlig 20.000.000 Ugers Arbeide.

For en stor Del kunde denne Sygelighed undgaaes, hvis blot Privatfolk vilde iagttage fornødne Forsigtighedsregler. Det bedste Middel til at hindre omtrent alle almindelige Sygdomme er frisk Luft, Renslighed, Luftveksling i Værelserne, sund Føde og rent Vand. Lord Playfair har sagt: Paa samme Tid, som omkring 20% af Ofrene dør af sine Saar paa Slagmarken eller efterpaa, men 80%[261] bukker under for de Sygdomme, som følger med Feltlivet, saa er ogsaa i fredelige Sysler Forholdet det, at Procenten af dem, som træffes af en voldsom Død, er liden i Forhold til alle dem, som bukker under, fordi de har overtraadt Sundhedslovene. Disse er ligesaa bestemte og ufravigelige som andre Naturlove. Hvis man gaar til Kanten af en Afgrund og kaster sig ud, saa trækkes man af Tyngdeloven nedad med stadig større Hastighed, indtil man slaar sig ihjel nede paa Bunden. Man stiller sig selv under Tyngdekraftens Lov og kan aldrig haabe, at den skal forandre sig for at redde en fra ens egen Daarskab. Paa samme Maade er det med Sundhedslovene. Hurtige, stenge ufravigelige og uforanderlige i sin Virksomhed straffer de alle Overtrædelser. Men Menneskene er ikke fødte for at de skal visne og dø, men for at de skal vokse i Kraft og leve den for dem bestemte Tid. Helbred er den normale Tilstand, som følger af at lyde Loven; Sygdom er Straffen for dens Overtrædelse. Paa Grund af saadan Overtrædelse maa England hvert Aar ofre 110 000 Liv, medens 220 000 Personer unødvendig ligger syge Aaret rundt. Og hvorfor? Fordi hverken de, som har Magten, eller Folket vil lære at kjende og lyde enkle sanitære Love. Ingen Farsot kan modstaa streng Renslighed[262] og Luftveksling. Der var en Periode paa tusen Aar da ingen Mand eller Kvinde i Europa nogensinde tog et Bad, og i et Aarhundrede af denne Periode døde firti Milioner Mennesker af Pest, en Sygdom, som tager mest Fart, naar Renslighed ikke iagttages. Men nu udgjør meget frisk Luft, godt Vand og Bortryddelse af alt Skarn udenfor og i Boligerne, Betingelserne for baade Almenhedens og den enkeltes Sundhed; vi fordrer Renslighed baade hvad angaar Byerne og deres Beboere. Det er en Lov, som er enkel baade at lære og anvende, men Stoltheden reiser sig imod den, ligesom Tilfældet tidligere var med den Spedalske, da han fik Besked om at bade sig i Jordan. «Hvis Profeten havde paalagt dig noget vanskeligt, vilde du da ikke have gjort det? Hvor meget mere, naar han kun har sagt dig: Vask dig, saa bliver du ren».

Lord Lubbock siger i sin Bog «The Pleasures of Life,» at «Sundhedens Fordringer er tydelige nok: Regelmæssige Vaner, daglig Motion, Renslighed og Maadelighed i alt, i Mad saavel som i Drikke, vil holde de fleste Mennesker ved en god Helbred».

Ved en Forelæsning i Manchester gav Dr. John Falham følgende fortræffelige Regler mod smitsomme Sygdomme:

1. Renslighed er den bedste Beskyttelse mod Smitte og det bedste Desinfektionsmiddel, som findes. Hvis man i Almindelighed blot brugte rigelig med rent Vand og holdt sig selv og sit Hus rent samt brød sig om at slippe frisk Luft ind i sine Værelser, saa vilde man sjelden behøve at anvende Desinfektionsmidler eller Medecin mod smitsomme Sygdomme.

2. Findes en smitsom Sygdom i Hjemmet, hold da Fremmede borte fra det. Afstæng de Syge for sig selv, og send Bud til Sundhedskommissionen, som kommer til at tage sine Forholdsregler. Læg alle smittede Klæder i Vand. Naar den Syge er frisknet til, maa alle Sengklæder og hele Huset decinficeres.

3. Hvis man ønsker at hindre Smitten fra at brede sig til andre Medlemmer af Familien, saa før helst den Syge til Sygehuset, hvor han bliver godt pleiet, og hvor han har større Udsigt til at blive frisk end i Hjemmet. Isaafald kan Hjemmet straks decinficeres.

4. Gjør Huset omhyggeligt rent og befri det for alle Spor af Sæbe og al Fugtighed, som har samlet sig under Møbler og andre Gjenstande. Filler, Tøistykker eller smudsigt Lintøi, som har været benyttet af den Syge, gjør man klogest i at brænde[264] op. Man ved da Størrelsen af sit Tab, og undgaar al Fare fra den Kant for Fremtiden.

5. De, som passer den Syge, bør være yderst renslige og omhyggeligt vaske sine Hænder, inden de spiser. Forsømmelser i denne Henseende har kostet mangen Pleierske hendes Liv, thi Bakterierne overføres let under saadanne Omstændigheder fra uvaskede Hænder til Maden.

6. Sørg for at Bækkenet holdes nøiagtig rent og daglig skylles med varmt Vand.

HUNDREDEOGFEMTE KAPITEL.
Naturens helbredende Evne.

«Doktor, ingen Mediciner!» sagde Keiser Napoleon. «Vi er Maskiner som er konstrueret for at leve. Vi er indrettede for det Øiemed og vor Natur er saadan. Arbeid ikke imod Livsprincipperne. Lad dem i Fred; lad dem have Frihed til at forsvare sig; det virker meget bedre end eders Mediciner.» Saaledes tænkte den store Selvhersker, og i hans Ord ligger i det hele taget en vis Sandhed, som Verden endnu har igjen at lære. Mange Mennesker tager straks sin Tilflugt til Medicinflasken eller Pilleæsken, saasnart de kjender lidt ondt. De venter ikke for at undersøge, paa hvilken Maade de har forbrudt sig imod Sundhedslovene, om de muligens skulde kunne rette paa sin Afvigelse fra dietiske og hygieniske Retfærdigheds Veie.

«Sygdom,» siger Dr. D. H. Kress, «kommer[266] aldrig uden Grund, og Bedring kan kun finde Sted ved at Grunden eller Grundene fjernes. Ved Behandlingen af en Sygdom, er det derfor yderst vigtigt eller rettere aldeles nødvendigt, saa hurtigt som muligt at forvisse sig om dens første Ophav.

Ved Anvendelse af Medicin og andre terapeutiske Midler er det muligt at hindre, forandre eller bortrydde ubehagelige Symptomer, men hvis ikke disse fjernes eller Opmærksomheden ikke fæstes paa Sygdommens Aarsag, saa er Patienten i Virkeligheden ikke bedre, thi Sygdommen er fremdeles tilstede. Man er blot bedraget, naar man tror, at Symptomerne udgjør Sygdommen, og før eller siden kommer man til at indse sin rette Tilstand.

Dr. H. Sinclair Paterson gjør følgende Bemærkning i sin Bog «Life, Function, Health.» Mange taabelige Ytringer er faldt om Læger, og jeg vil ikke forsvare dem, som stadig anvender stærkt virkende Mediciner for alt muligt; jeg tror, at der forekommer ganske meget overdrevent inden Lægepraksien, og at Patienter ofte er tilbøielige til at beundre dette. Man nærer Uvilje mod at behandles med enkle Midler. Vi har en Forestilling om at vi bør tage en eller anden Medicin—jo vondere desto bedre. Men jeg tror, at i fem af seks Tilfælde er den bedste Behandling intet andet end[267] omhyggelig Pleie, Undgaaelse af saadan Diæt, som kan forværre Sygdommen, fuldstændig Næring, Anordninger til at skaffe Hvile og Søvn og en passende Mængde Lys og Luft.»

Dr. Oliver Wendel Holmes siger i sin Bog «Border Lines of Knowledge:» Medicinens Vanære har været dette uhørte System af Selvbedrag, paa hvis Befaling Gruber er blevet tømt for sine irrede Metaller, Tarmer af Dyr er blevet tømte for sin Urenslighed, Slangers Giftkjertler er blevet udpressede, og alle disse urimelige Ting er blevet tvunget ned gjennem Menneskestruber for at hjælpe Patienter, som har lidt af Mangel paa passende ydre Anordninger, Føde eller andre livgivende Midler.

HUNDREDEOGSJETTE KAPITEL.
Forkjølelser og deres Natur samt Maaden at forebygge og behandle dem paa.

Der findes mange Slags Forkjølelser, som angriber forskjellige af Legemets Organer. Men alle er de Resultatet af Slaphed i Nerverne og en abnorm Reaktion, som er fremkaldt af Kulde. Den almindeligste Forkjølelse er naturligvis den, som angriber Hoved, Hals og Bryst. Nogle Mennesker er lettere udsat for Forkjølelse end andre og disse bør være specielt forsigtige. Man taler ofte ringeagtende om Forkjølelsen og lader den skjøtte sig selv, men denne Forsømmelse lægger ofte en Grund, som slutter med alvorlige Sygdomme. Den bedste Maade at forebygge Forkjølelse paa er at iagttage følgende Regler. 1). Spis meget varmefrembringende Mad, naar det er koldt. 2). Undgaa at forsømme et regelmæssigt Maaltid, især hvis man er udsat[269] for koldt og ugjæstmildt Veir. Enhver har lettere for at forkjøle sig, naar han er fastende end naar Legemet er godt forpleiet. 3). Undgaa pludselige Temperaturforandringer, f. Eks. ved at gaa fra et varmt Værelse ind i et koldt eller at sidde nær en Ild og lade den slukne. Undgaa ligeledes daarlig ventilerede og ophedede Rum. 4). Tag meget Motion i fri Luft, men vogt eder for at overanstrenge Legemet. Omnibuskuske, Lokomotivførere og andre, som er udsatte for alslags Veir, er mærkværdig fri for Forkjølelse af den Grund, at de stadig er ude i fri Luft. 5). Brug aldrig Skjærf. 6). Hold Fødderne varme.

Det bedste Middel mod Forkjølelse er en flere Timers Spadsertur om Dagen i frisk Luft. Om Aftenen bør Fødderne og Benene bades i Sennepsvand for at borttage Blodtilstrømningen til Hjernen, og man bør spise en Portion varm Velling eller Havresuppe for at fremkalde Svedning. Vær ikke ræd for at have Soveværelsevinduet lidt aabent om Natten, tiltrods for De er forkjølet. Frisk Luft uden Træk har aldrig skadet selv den mest ømfindtlige Person.

HUNDREDEOGSYVENDE KAPITEL.
Daarlig Fordøielse eller Mavekatarrh.

Mavekatarrhens Symptomer varierer meget i Natur og Styrke. Ved den enklere Form af Mavekatarrh, der i Almindelighed kaldes Mavesurhed, har man maaske blot en ubehagelig, tung og brændende Følelse i Brystet eller Maven efterat man har spist et rigeligt Maaltid. Men ved kroniske Tilfælde, som sædvanligvis gaar under Navn af Mavekatarrh, indtræffer ofte Tabet af Madlysten; et forvænt eller udartet Begjær efter Mad; Følelse af Tyngde eller Smerte i Brystet eller Maven; sure Opstød; træg Afføring, vekslende med Diarré; tung Hovedpine; ildelugtende Aandedræt; belagt Tunge.

Mavekatarrh har sin Grund i forskjellige Aarsager, der næsten alle kan forebygges. Den er ofte en Følge af at man har spist for mægtig Mad, af utilstækkelig Tygning af Føden, sene Aftenmaaltider eller forlidet Motion. Blandt andre Faktorer,[271] som kan bidrage til at fremkalde dette Onde, kan nævnes formeget Sjælsanstrængelse eller Bekymring, daarlig Luftveksling, formegen Tankevirksomhed umiddelbart efter Maaltiderne, utjenlig Føde og umaadelig Fortæring af stærke Drikke.

For at kunne helbrede Mavekatarrh maa man først og fremst undersøge hvoraf den er kommet og om muligt bortrydde Aarsagen. Diæten maa naturligvis reguleres og kun meget letfordøielig Føde fortæres. Undgaa The, Kaffe, stærke Drikke, raa Grøntsager, Pickles, Kalvekjød, Flesk, Hummer, Ost og Nødder. Hvis man undgaar alleslags Drikke undtagen varmt Vand, vil man finde, at dette er et enkelt, men usvigeligt Middel mod den mest haardnakkede Mavekatarrh. Jeg har seet et Tilfælde, hvor denne Behandling har hjulpet, efterat alt andet var mislykkedes. Et Glas varmt Vand bør drikkes ved Slutten af hvert Maaltid.

HUNDREDEOGOTTENDE KAPITEL.
Forstoppelse og dens Helbredelse uden Medicin.

Forstoppelse forekommer oftere hos Kvinder end hos Mænd, hvilket hovedsagelig kan tilskrives de førstes mere stillesiddende Liv. Hyppig Forstoppelse angriber ofte Sundheden i Almindelighed ganske betydelig, og kan til og med efter en Række Aar føre til et eller andet organisk Onde; derfor er det meget nødvendigt, at sørge for en regelmæssig Afføring. Mangel paa Motion og uregelmæssig Diæt er de vigtigste Aarsager til Forstoppelse. De, som lider deraf, bør spise lidet animalsk Føde og aldrig drikke The eller Kaffe. Grød af grovt Havremel bør udgjøre Dagens første Maaltid, og grovt, brunt Brød spises istedenfor hvidt. Frugt og ferske Grøntsager bør spises i stor Mængde, da de har en udmærket lakserende Virkning. En Appelsin eller et Glas Vand paa fastende Hjerte[273] har hjulpet mange. Man bør undgaa stadig at tage Medicin for at faa Afføring. Følgen bliver den, at Indvoldene slappes og tilslut bliver ude af Stand til at opfylde den Hensigt, hvortil de af Naturen er bestemt. Og snart indtræffer den Tid, da den ofte benyttede Medicin ophører at virke, hvorved de alvorligste Følger kan opstaa.

Dr. Parkes siger, at «den stadige Brug af Laksermidler ødelægger Fordøielsen og Absorberingen, og Anvendelsen af Klyster, som i og for sig er mindre skadelig, har ogsaa sine Mangler. Idetheletaget bør man kunne faa ordentlig Afføring ved at tage fornøden Motion, og specielt ved at bringe Bugmusklerne i Bevægelse eller ved at spise Klidbrød, Honning, Frugt og saadanne mildt løsende Fødemidler; fremkalder imidlertid ikke disse den tilsigtede Virkning, er det bedre at underkaste sig en vis Grad af Forstoppelse end at faa den Uvane stadig at bruge Laksermiddel.»

HUNDREDEOGNIENDE KAPITEL.
Nevralgi; hvorledes den opstaar og hvorledes den helbredes ved Diæt.

Nevralgi kommer af forlidet Næring for Nerverne; dog i de fleste Tilfælde ingenlunde af Mangel paa Blod, men af at Blodet er tykt og urent. Romberg siger om Nevralgi: «Det er en Nerves Bøn om sundt Blod.»

Nervesmerter kan fremtræde i næsten hver Del af Legemet, men oftest sætter de sig i Ansigtet eller i Hovedet. Der findes naturligvis mange terapeutiske Midler mod Nevralgi, og blandt disse er det vigtigste Kinin. Hvis man kan, gjør man dog altid bedst i at klare sig uden Medicin, da den altid skader paa en Kant, selv om den gavner paa en anden. Det eneste virkelige Middel mod Nevralgi er en forstandig Diæt og Motion. En liberal Diæt er bedst for Nevralgi. Den bør omfatte en ikke for stor Mængde Kjød, meget Melk og melkeholdige[275] Stoffe samt Levertran, hvis man taaler den. Alle stimulerende Midler, som Kaffe, The og stærke Drikke, maa undgaaes. Motion i fri Luft maa tages daglig, da den høilig styrker Nervesystemet og fordriver det overflødige Blod, som saa ofte er Grunden til denne Sygdom.

HUNDREDEOGTIENDE KAPITEL.
Rheumatisme; dens Aarsager, Forebyggelse og Behandling.

Rheumatisme er en Sygdom, som er i stærk Tiltagen i vort Land. Der findes tre Slags af den nemlig rheumatisk Feber eller akut Rheumatisme, Muskelrheumatisme og kronisk Rheumatisme. Baade det ene og det andet Slags fremkaldes af at man udsætter sig for Kulde og Fugtighed, som f. Eks. at man gaar i vaade Klæder eller ligger i fugtige Lagener. Visselig forberedes Legemet ogsaa for denne Sygdom ved uret Diæt og ved Indførelse af skadelige Stoffe i Blodet. Jeg er af samme Overbevisning som Dr. T. R. Allinson, naar han paastaar, at Brugen af formeget Kjød og stærke Drikke for en stor Del bærer Ansvaret for den overhaandtagende Rheumatisme. Han forsikrer, at hvor man ikke spiser Kjød eller drikker Vin, er denne Sygdom næsten ukjendt.

De, som lider af Rheumatisme, giver jeg det Raad at leve hovedsagelig paa melholdige Stoffe, Frugt og Grøntsager. Vin og maltholdige Drikke maa man afholde sig fra. Men hvis man vil tage en stimulerende Drik, er Whisky den mindst farlige.

Det er ikke almindelig kjendt, at Selleri er et udmærket Middel mod Rheumatisme. Mange er blevet helbredede kun ved dette. Sellerien bør skjæres i Biter og koges i Vand til den bliver aldeles myg. Patienten bør fortære baade Selleri og Vand. Det kan serveres som Suppe med ristet Brød.

HUNDREDEOGELLEFTE KAPITEL.
Gigt; dens Aarsag og Behandling.

Der findes ingen Medicin, som kan helbrede Gigt. Det eneste Middel ligger i Patientens egen Haand, og det bestaar i en streng Maadeholdenhed i Spørgsmaalet om Mad og Drikke.

Gigt fremkaldes altid af umaadelig Fortæring af stærke Drikke, isærdeleshed fyldige Vine, eller af formeget Mad, især Kjød. Undertiden kommer det af begge disse Ting i Forening. De, som lever maadelig og som er meget i Bevægelse, besværes sjelden af Gigt. Den kan med Rette kaldes de Riges Plage, da den oftest viser sig, hvor man fører et yppigt Liv i Magelighed og Uvirksomhed. Hos enkelte Mennesker er det desværre en Arv fra tidligere Slægter, idet Fædrenes Synder hevnes paa Børnene i tredie og fjerde Led. Naar altsaa Gigt virkelig er forekommet i Slægten før, saa er det af yderste Vigtighed at Tilbøieligheder for Sygdommen,[279] som kan vise sig, ikke faar Lov til at udvikles. Man maa derfor iagttage den største Nøiagtighed med Hensyn til Diæten. Det siges, at Gigten ofte hopper over et Slægtled og oftere angriber Børnebørnene end Børnene. En medicinsk Autoritet forklarer dette paa følgende Maade: «Det hænder, at en meget gigtbrudden Mands Søn, med Eksemplet stadig for sine Øine lever saa nødtørftigt, at han holder Fienden paa Afstand; men Børnebørnene, som staar helt og holdent under Indflydelse af de nedarvede Anlæg, men derimod ikke har det afskrækkende Eksempel for Øinene, tager sig ikke specielt ivare og falder derfor snart som Offer for den uhyggelige Fiende.»

For at fremkalde Bedring af Gigt maa man absolut afholde sig fra alle Maltdrikke og alslags Vin, samt undgaa animalsk Føde. En enkel Diæt maa holdes, hovedsagelig bestaaende af Grøntsager, Tapioka, Arrowrod, Sago, Kavringer, Melk, ristet Brød, Vand og andre lignende Fødemidler. Man bør ikke spise Sukker eller søde Sager, da de fremkalder Dannelsen af Syre og forværrer Gigten.

Dr. Craigie siger i sin «Elements of the Practise of Physics»: «En Diæt, som bestaar af Brød og Melk eller Ris og Melk, eller Mel af stivelsesholdigt Korn og Melk er fuldstændig istand til at[280] forebygge Tilbøielighed til Gigt og til at bortrydde en saadan Tilbøielighed, hvis den allerede findes. En saadan Diæt er ogsaa fuldt istand til at forhindre Sygdommen fra at optræde i sin uregelmæssige Form, og at angribe Hjernen og dens Hinder eller Hjertet og Lungerne. Hvis der behøves yderligere Bevis for den Paastand, at en rimelig Diæt paa Melk og Gryn eller kogte Grøntsager og Melk, som baade nødvendig og passende for Helbredelse af Gigt, er fuldt paalidelig og mindre skadelig end animalsk Diæt, saa kan man finde det i de Omstændigheder, som man har iagttaget i de fysiologiske Forhold mellem Maven og Lungerne.»

Dr. Anna Kingsford i Paris taler i sit Arbeide «The Perfect Way of Diet» om Tilbøieligheden for Gigt og siger blandt andet: «Et af den animalske Diæts Resultater er, at den fremkalder en Tilstedeværelse af Syre i Urinen, medens den vegetabilske Føde gjør den alkalisk. Menneskeurinens sædvanlige Reaktion er sur, og man kalder dette den normale Reaktion, da man møder denne næsten udelukkende hos alle, som lever paa blandet Diæt. Men Reaktionen bliver neutral eller alkalisk, naar man forlader den animalske Føde, og med Syren forsvinder ogsaa for en stor Del Dannelsen af de[281] faste Stoffe, som, naar de sammenhobes, danner Sten. Beskaffenheden af de Stoffe, som indføres i Maven, har endvidere en uhørt Indflydelse paa Dannelsen af Grus, og vi ved, at Urinsyre, som, naar den forekommer i for store Mængder, udgjør den fornemste Faktor ved Stendannelse og Gigt, har sit Udspring i ufuldstændig Forbrænding af kvælstofholdige Stoffe, thi naar disse ikke bliver fuldstændig oksyderede, danner de Urinsyre istedenfor de Urinbestanddele, som de normalt skulde danne. Man kan derfor vente, at hos dem, som spiser store Mængder af Kjød, findes der formeget Urinsyre og følgelig Tilbøielighed til Gigt, Stendannelse og Nyrekolik. For at forebygge eller helbrede disse Sygdomme er saaledes vegetarisk Diæt nødvendig.»

Dr. Cheyne opgiver, at Prinsen af Condé blev helt helbredet af Gigt ved fuldstændig at give Afkald paa Vin, Kjød og Fisk.

HUNDEDEOGTOLVTE KAPITEL.
Den oprørske Lever.

For mange Personer er Leveren en stadig Aarsag til Plage, en uafbrudt Arne for Sygdomme. Den bærer Ansvaret for en stor Del af saadanne Plager som Irritabilitet, Nedslaaethed, Melankoli, Døsighed, Hovedpine, Søvnløshed og mange andre lignende Uordener i Nervesystemet. Lykkelig den, som ikke mærker, at han har et Organ som den oprørske Lever! Næsten alle Leverens Uordener har sin Grund i det Materiale, der tilføres den,—de Fødemidler, vi fortærer, og den Luft, vi indaander. At spise formeget er en Maade at fremkalde Ubehagelighed i Leveren; at drikke formeget, især fyldige Vine og maltholdige Drikke, er en anden. The og Kaffe er ogsaa upassende Drikke for dem, som lider af Uordener i Leveren. Andre Faktorer, som udøver en skadelig Indflydelse, og som særskilt bør fremholdes, er stillesiddende Vaner,[283] Ophold i indestængte Rum og Mangel paa passende Motion.

Et udmerket Middel mod træg Lever er megen Motion i fri Luft sammen med klog Forsigtighed med Hensyn til Mad.

HUNDREDEOGTRETTENDE KAPITEL.
Nervøsitet og dens Behandling.

«Nervestærke Mennesker er Jordens Salt,» siger Dr. Schofield. «Hvis vi behøver en første Minister, en seierrig General, en dygtig Administrator, en paalidelig Dommer, en duelig Læge, en fremragende Skuespiller, saa maa vi have en med rigtig stærke Nerver.»

Men der findes mange Slags Nervøsitet, som har sin Grund i en høit udviklet nervøs Konstruktion, og en Del af disse har ganske alvorlige Symptomer. En ofte forekommende Grund til Nervøsitet er Mavekatarrh. I Virkeligheden er alle Former af Mavekatarrh i mere eller mindre Grad Følger af nervøse Rykninger. Undertiden kommer den af Uvirksomhed i Leveren, Forstoppelse eller Blodfattigdom. Kaffe, The, spirituøse Drikke og Tobaksrøgning bærer ogsaa Skylden for mange Menneskers daarlige Nerver.

De almindeligste Symptomer paa Nervøsitet er Pirrelighed, nervøs, urolig Opførsel, indbildte[285] Vanskeligheder, Sammenfaring ved enhver Lyd, Frygt for Mørke osv.

«En nervøs Person,» siger Dr. W. W. Hall, «er en syg Person; ikke syg i nogen særskilt Del af Legemet, men i hvereneste Haarsbred af det, og det kommer af, at Nerverne paavirkes af et Slags Blod, som er i ubrugbar Stand. Nerverne faar sin Næring fra Blodet, og Nerver og Blodkar gaar Side om Side til hver eneste Del af det menneskelige Legeme. Hvis disse Nerver underholdes af naturligt, friskt Blod, saa hersker der et Velbefindende over hele Legemet; hvis Blodet er daarligt, foraarsager dette et unaturligt Indtryk paa hver Nerve, og naar disse Millioner af Traade kommer frem til Hjertet med sin Klage, saa er det ikke underligt, at der opstaar Forvirring og almindelig Uorden i Sindet og Ubehag i Legemet.»

Alle, som lider af Nervesygdomme, bør søge at skaffe sig sundt Blod ved at give Agt paa sin Diæt. The, Kaffe, spirituøse Drikke og alle stimulerende Fødemidler maa banlyses. Hvis Patienten røger, saa maa han afstaa fra denne Vane, da den er meget skadelig for Nervesystemet. Tilstrækkelig Motion maa daglig tages i frisk Luft. Man maa gaa tidlig tilsengs og sove i mindst ni Timer.

HUNDREDEOGFJORTENDE KAPITEL.
Rødme; dens Fysiologi og Behandling.

Rødme, som ikke sjelden forekommer hos nervøse Personer, skriver sig fra visse Sindsbevægelsers Indflydelse paa det vasomotoriske Centrum eller den Del af det centrale Nervesystem, som bestemmer Blodkarrenes Virksomhed. Væggene i Kapillærkarrene udvides, og foraarsager saaledes et usædvanligt stort Blodtilløb, som i Ansigtet frembringer en Rødme, der i Almindelighed ansees som Bevis paa Forvirring eller Blyghed. Hos enkelte Mennesker kan dog Rødme betragtes som en Sygdom, og naar dette er Tilfældet, er den meget vanskelig at helbrede. Enkelte Autoriteter for ordner diætisk Behandling, bestaaende i Afholdenhed fra Sukker og andre søde Sager, Smør og alle fede Stoffe, The, Kaffe og spirituøse Drikke, Krydder og Tobak. Men jeg tror, at Rødmen bedst[287] kan helbredes ved aandelig Selvtræning. De, som lider deraf, bør begive sig ud blandt Fremmede og øve sig i at konversere. De bør søge at bibeholde sin Aandsnærværelse og sin Selvtillid. Lidt efter lidt kommer de da til at overvinde sin Forlegenhed og helbrede sig selv.

HUNDREDEOGFEMTENDE KAPITEL.
Hovedpine; dens Symptomer og Behandling.

Der findes forskjellige Former af den almindelige og besværlige Plage, som er kjendt under Benævnelsen Hovedpine.

En af disse er den nervøse Hovedpine, der som oftest følges af Galdesyge. Personer med nervøst Temperament er mest udsatte for den, og den er almindeligere hos Kvinder end hos Mænd. Som Behandling for denne Slags Hovedpine forordner en fremstaaende Autoritet varme Hovedbad, efterfulgt af lunkne Omslag, varme Drikke samt varme Omslag paa Maven.

Et andet Slags Hovedpine er den, som opstaar ved at Hjernens Blodkar er for overfyldte. Hovedet brænder, Ansigtet er rødt, Øinene røde, Nakkeaarerne opsvulmede, og hele Hovedet føles, som om det skulde springe istykker. Kolde Vandomslag[289] paa Hoved og Nakke pleier at lindre. Alle stimulerende Fødemidler maa undgaaes, samt Kaffe, The, Spirituosa og stærke Krydderier helt tilsidesættes. Kjød maa spises med Maade. Det er ogsaa bra at sove med Hovedet lidt høit for at hindre Blodtilstrømning til Hjernen.

Et andet Slags Hovedpine har sin Grund i utilstrækkelig Blodtilførsel til Hjernen. Denne Hovedpine er i Almindelighed forbundet med en nervøs Slappelse og kjendes paa en Følelse af Svimmelhed, naar man reiser sig op, hvilken igjen forsvinder, naar man lægger sig ned. Hovedmassage er en meget velgjørende Behandling for dette Slags Hovedpine, men naturligvis kan ingen virkelig Helbredelse fremkaldes, før hele Legemet er blevet bra.

HUNDREDEOGSEKSTENDE KAPITEL.
Tæring og dens hygieniske Behandling.

Tæring er en Sygdom, der før betragtedes som uhelbredelig; medens man nu kan nære alt Haab om at blive frisk, hvis Sygdommen behandles med Omhu i sine første Stadier.

At man paadrager sig Tæring mere ved Forholdene i ens Bolig end ved Arv fra Forældrene, er en Anskuelse, som nu næres af mange fremragende medicinske Autoriteter. Næsten ethvert Tilfælde af denne Sygdom kan spores tilbage til et Liv under daarlige hygieniske Forholde. Undertiden har en Familie i flere Generationer beboet et Hus, som har været fugtigt eller paa anden Maade usundt ved sine Omgivelser, og dette har været Grunden til, at de forskjellige Familiemedlemmer har faaet samme Sygdom.

Sir Richard Thorne sagde i et Foredrag i Londons Lægeforening, at en fugtig Mark og Udestængelse[291] af Luft og Solskin hørte til de vigtigste Aarsager til Tæringens Udbredelse. Det var bedre at betale høiere Husleie og faa sundere Boliger end vedvarende at tro paa den falske Fordom, at Tæring ligger i Familien. Den gjør ikke det, den ligger i Huset.

Det eneste Botemiddel for Tæring er frisk Luft, passende Motion og sunde Omgivelser. Der er oprettet adskillige Sanatorier mod denne Sygdom, hvor Patienten hovedsagelig behandles med frisk Luft og det med god Fremgang. Det første var Nordrach Colonie i Badisk Schweitz i Tyskland, der aabnedes af Dr. Otto Walther. Den eneste Medicin er frisk Luft, Motion og passende Diæt. Dette har vist sig at bevirke rene Undere med Hensyn til at sætte Patienterne istand til at frigjøre sig for Bacillerne og gjenvinde Helbreden.

I Windsor Magazine for Februar 1900 læses en Artikkel om dette Sanatorium, hvori det heder, at «Nordrach Colonie er det eneste Hus,[3] som er bygget udelukkende i den Hensigt at helbrede Tæring. Det ligger mod Sydost, og alle Værelser, tyve ialt, vender til denne Side; følgelig faar de[292] Patienter, som ikke kan komme ud, saa meget Sol som muligt. Vinduerne er store, saa de kan slippe ind saa meget Luft som muligt. Værelserne, atten Fod i Firkant, er helt og holdent panelede og malede. Korketæpper bedækker Gulvene, og Møblementet er af enkleste Slags. En Seng, et Par Stole, et Klædeskab, en Chaiselongue, et lidet Bord, varmt og koldt Vand, en Dusch og elektrisk Ringeledning, det er alt. Opvarmningen sker ved Hjælp af en elektrisk Ovn, men i mange Tilfælde bryder ikke Patienterne sig noget om den, saa hærdede er de blevet ved stadig at være udsat for Veirlaget, thi enten det er Regn eller Solskin, maa de tage sine regelmæssige Spadserture, forsaavidt som de er stærke nok til at gaa.»

«To Sanatorier,» fortsætter Forfatteren, «et i Mendip Hill og et i New Forest er nylig blevet opførte efter samme Principer som Nordrach Colonie, og de har hidtil været godt besøgt. Om man i nogen større Grad oprettede saadanne og satte dem i Forbindelse med det Kjærlighedsarbeide, som udføres af de forskjellige Foreninger for Modarbeidelse af Tæring, saa er det mere end troligt, at denne uhyggelige Sygdoms Dødsliste vil blive mindre og mindre og tilslut i Fremtiden helt forsvinde.»

FEMTENDE DEL.
Veien til et langt Liv.

HUNDREDEOGSYTTENDE KAPITEL.
Individuelle Anlæg for høi Alder.

Aarsagerne til et langt Liv, slig som de fremstilles af Hufeland, kan i Korthed angives saaledes:

1). Hele Fordøielsessystemet maa være friskt og i god Orden. Uden en god Mave er det umuligt at opnaa en høi Alder.

5). Stærk naturlig Evne til at helbrede og læge, saa at alle daglige Tab ikke alene bliver reparerede, men godt reparerede. Dette afhænger[294] af en god Fordøielse og en rolig, jevn Blodcirkulation.

8). Legemets Væv maa holde «den gyldne Middelvei,» være stærke og holdbare, men ikke for tørre eller stive.

HUNDREDEOGATTENDE KAPITEL.
Omstændigheder, som befordrer høi Alder.

Man finder ialmindelighed, at «det ikke er de Rige eller Store, ei heller de, som tager meget Medicin der bliver gamle, men de, som er meget i Bevægelse, meget ude i frisk Luft og som spiser enkelt og maadeligt.» Og sikkert er det, at Personer som de sidst beskrevne har den bedste Udsigt til at leve længe. Endvidere er det klart, at Livslængden beror paa Individets Sysselsættelse. Usunde Beskjæftigelser er ialmindelighed uheldige. Det bør ogsaa mærkes, at ikke alene passende Bevægelse, men ogsaa Kropsarbeide, hvis det ikke er for strengt, skjænker Sundhed og høi Alderdom.

HUNDREDEOGNITTENDE KAPITEL.
Leveregler for Opnaaelse af høi Alder.

2). Vælg saadanne Fødemidler, som er mest nærende for Legemet, og som har mindst skadelig Indflydelse paa det.

3). Betragt frisk Luft, som eders bedste Ven. Indaand den mest mulig om Dagen og sov om Natten med Vinduet halvaabent. Dette er en af de vigtigste Betingelser for at naa en høi Alder.

4). Hold eder rene baade paa Sjæl og Legeme. «Renslighed kommer næst efter Gudsfrygt.» Den er et Værn mod Sygdom.

6). Lær eder at elske Arbeidet og hade Lediggang. Den, som er lad, bliver aldrig hundrede Aar.

7). Skaf eder en Interesse. Den, som har det, dør ikke af at ældes fortidligt. Han har altid Beskjæftigelse enten for Sjælen eller for Legemet, og derfor bibeholdes disse friske og stærke.

11). Skaf eder et Maal i Livet. En Mand, som ikke har noget Livsmaal lever sjelden længe.

Til disse mine egne Raad vil jeg føie følgende fortræffelige Vink af Hufeland.

2. Man bør vænne sig til at betragte Livet ikke som et Maal, men som et Middel til at naa den høiere Fuldkommenhed og forlade sig paa Forsynet. Man har da den bedste Nøgle til Bestemmelsen af sin Gang gjennem Livets Labyrint[298] og den største Sikkerhed mod Angreb paa Sindsroen.

3. Lev altid for Dagen, men i Ordets rette Betydning, d. v. s. anvend hver Dag saaledes, som om den var den sidste, uden at bekymre dig for Morgendagen.

4. Forsøg at danne eder en saa sand Opfatning som muligt af enhver Hændelse, og I vil finde, at den største Del af denne Verdens Ulykker kommer af Feiltagelser, falske Interesser eller Forhastelse.

5. Anse hvert Menneske som godt, indtil I bliver overbevist om det modsatte ved ubedragelige Beviser; og selv under saadanne Omstændigheder bør vi betragte de Feilende som misledede, der snarere fortjener vor Medlidenhed end vort Had.

6. For at befordre Tilfredshed og Sindets Fred er det nødvendigt at haabe. Jeg mener ikke blot Haab, hvad dette Liv angaar, men Haab om en Tilværelse hinsides Graven. Efter min Formening er Haabet om Udødelighed det eneste, som gjør Livet værd at leve og skjænker os Kraft til at bære dets Byrder.

HUNDREDEOGTYVENDE KAPITEL.
Hvad der forkorter Livet.

Nedenfor gives en Fortegnelse over aandelige, fysiske, moralske og andre Indflydelser, som indvirker ufordelagtigt paa vort Liv og formindsker vor jordiske Tilværelses Aar.

Forfalskede Madvarer, Ukyskhed, ond Samvittighed, Vrede, Uro, daarlig Luft, tidligt Giftermaal, Uvirksomhed, ufornuftig Brug af Medicin, Umaadelighed, utilstrækkelig Søvn, Skinsyge, usunde Boliger, Mangel paa Luftveksling i Værelset, heftig Bevægelse, Mangel paa nødvendig Motion, Misundelse, formegen Munterhed, feilagtig Diæt, formegen trættende Bevægelse, Sorg, Had, unødig Bekymring, overdreven Tobaksrøgning, Urenslighed, usundt Klima, usund Beskjæftigelse, Nattevaagning, sene Aftensmaaltider, Sindsanstrængelse, Overflod af Mad, ufuldstændig Tygning, Græmmelse, Pirrelighed.

HUNDREDEOGENOGTYVENDE KAPITEL.
Hvad der forlænger Livet.

I Modsætning til de skadelige Indflydelser, som nylig er blevet opregnet, og som bidrager til at forkorte Livet, gjengives nedenfor endel, der har en velgjørende Virkning paa Helbredstilstanden og tjener til at forlænge Livet. Mange af dem er allerede paa Forhaand blevet fremholdt.

God Samvittighed, jevnt Lune, Nøisomhed, Munterhed, Renslighed, passende Selskab, daglig Bevægelse, Latter, Maadelighed i Mad og Drikke, Giftermaal, sunde Omgivelser, sund Diæt, at lægge sig tidlig og staa op tidlig, otte eller ni Timers Søvn, Kyskhed, sundt Klima, sund Beskjæftigelse, Haab, Glæde, Fortæring af Grøntsager, omhyggelig Tygning af Maden, Gudsfrygt og Haab om evigt Liv, tilstrækkelig Adspredelse og Hvile, godt ventilerede Beboelses- og Soveværelser.

HUNDREDEOGTOOGTYVENDE KAPITEL.
Diætens Indflydelse paa høi Alder.

«Hvis nogen ønsker at opnaa en høi Alder,» siger Dr. Fordyce, «maa han være nøieregnende med at spise maadeligt og ikke drikke Vin eller andre stærke Drikke. Hvis man ikke spiser mere end man tiltrænger, behøver man ikke at bruge Vin, Krydder eller andre stimulerende Stoffe for at lette Fordøielsen. Overdreven Spisning udtrætter Legemet uden Nytte.»

En anden gammel Læge, som levede inden Afholdsbevægelsen kom istand, skriver: «Vand er den eneste sunde Drik, og den, som bedst opløser og fortynder de faste Stoffe i vore Fødemidler. Vandet styrker Mavens Spænstighed uden at udtømme dens Kraft og forsyner Afsondringskarrene samt Legemets almindelige Behov af Fugtighed med den enkleste, mildeste og under alle Forhold mest passende Vædske.»

HUNDREDEOGTREOGTYVENDE KAPITEL.
Kunsten at opnaa hundrede Aar.

Der siges, at en berømt Læge, som i sine sidste Timer var omgivet af mange af sine Embedsbrødre, der beklagede hans Bortgang, sagde til dem: «Mine Herrer jeg efterlader tre store Læger.» Paa Spørgsmaal om hvilke disse var, svarede han: «Renslighed, Bevægelse og Nøisomhed.»

De, som ønsker at leve til de bliver hundrede Aar, maa gjøre det til sin Livsopgave at naa denne høie Alder. I Ungdommen at «brænde Lyset i begge Ender» er ingen god Begyndelse. Alle Sundhedslove maa studeres og følges fra Livets første Tid. Hver Gang vi forsynder os mod Naturens retfærdige Love, berøver vi os selv Timer, Dage, Uger, Aar af vort Liv.

HUNDREDEOGFIREOGTYVENDE KAPITEL.
Fortidlig Alderdom og dens Aarsager.

Endel Kvinder og Mænd ser ældre ud i Firtiaarsalderen end andre gjør i Sekstiaarsalderen. Fortidlig Alderdom er en af de Uleiligheder, for hvilke vi selv og ikke Naturen bærer Ansvaret. Mange stemples dermed allerede i sin Ungdom. Blandt de fornemste Grunde til fortidlig Slaphed, kan nævnes daarlige Vaner, Nattevaagen, stimulerende Mad og Drikke, Overanstrængelse af enten aandelige eller legemlige Evner, fortidlige Giftermaal, Bekymring, Ængstelse og Græmmelse. Kort sagt, alt, som foraarsager utilbørlig Udnyttelse af Sjæl eller Legeme, paaskynder Alderdommens Svagheder.

HUNDREDEOGFEMOGTYVENDE KAPITEL.
Merkværdige Eksempler paa høi Alder.

Det merkværdigste Eksempel paa høi Alder, som møder os i Englands Historie, er Thomas Carn, som ifølge Kirkebøgerne i S. Leonard, Shoreditch, døde den 28de Januar 1588 i den overordentlig høie Alder af 207 Aar.

Peter Garden, som blev 131 Aar gammel, var født i Aberdeenshire og døde den 12 Jan. 1775. Næsten lige til han døde var han sysselsat med Agerbrugsarbeide.

Grevinden af Desmond, som naaede 140 Aar, boede i Waterford og døde under Kong Jacob den førstes Regjering. Hun bibeholdt sin fulde Vigør lige til en meget høi Alder.

Thomas Parr, som blev 152 Aar gammel, fødtes 1483 i Alherbury. Han levede under ti Konger og Dronninger og begroves i Westminster Abbey.[305] Hans Regler for at opnaa høi Alder var: «Hold Hovedet koldt ved Nøgterhed, Fødderne varme ved Bevægelse; staa tidlig op og gaa tidlig tilsengs; og hvis de har Tilbøielighed til at blive tyk, saa vær nøisom baade med Hensyn til Diæt og Søvn.»

En Mulat, hvis Navn ikke kjendes, døde i Frederick Town i 1797 og var da 180 Aar gammel.

En Negerkvinde ved Navn Louisa Fruxo boede i Juni 1780 i Cordova, Sydamerika, 175 Aar gammel.

Petratsch Zortan, 185 Aar gammel, blev født i 1537 i Kofrock i Ungarn, hvor han boede i 180 Aar.

J. Effingham døde i Cornwall 1757 i en Alder af 144 Aar. Han var født af fattige Forældre og opdraget til at arbeide. Han levede et meget nøgternt Liv, drak aldrig stærke Drikke og spiste sjelden animalsk Føde. Ligetil sit hundrede Aar vidste han knapt hvad Sygdom var, og han vandrede fem Kilometer otte Dage før sin Død.

Dr. William Mead, en meget fremstaaende Læge, som boede i Ware i Hertfordshire, døde den 28de Oktober 1652 i en Alder af 148 Aar og[306] ni Maaneder. Han levede et fuldstændigt nøgternt og regelmæssigt Liv.

James Sands i Harborne, Staffordshire, sagdes at have levet henimod 140 Aar og hans Hustru 120 Aar.

Jonathan Hartop i Byen Aldbonrough i Yorkshire døde 1791 i en Alder af 135 Aar. Han kunde læse lige til det sidste uden Briller.

Jeremias Gilbert, som var født i Apethorpe, Northamptonshire, døde i Luton i den fremskredne Alder af 132 Aar.

John Maxwell døde 1785 i Keswick Lake i Cumberland 132 Aar gammel. Nogle Dage før sin Død gik han tilfods femten Kilometer.

Skomageren John Baglis i Northampton, som døde den 4de April 1706, var ved sin Død 130 Aar gammel.

Thomas Martin, som boede i Helmsley i Yorkshire, var født i 1674 og døde i November 1804 130 Aar.

Esmina Diamond, en Negerkvinde, døde i Kingston paa Jamaica i Juli 1812 i en Alder af 130 Aar.

Paa Øen Anglesea levede den 1ste Mai 1809 en Kvinde ved Navn Winifred Rees, som da havde naaet den patriarkalske Alder 119 Aar og næsten syv Maaneder. Hun havde alle sine Sjælsevner i fuldt Behold; hendes Øine var lige gode, som da hun var femti Aar, og besynderlig nok havde hun knapt et graat Haar paa Hovedet. Den 27de Mars 1809 gik hun 24 Kilometer for at besøge en Bekjendt og medførte en Pakke, som veiede næsten 10 Kilo.

Cornelius Madigan døde i Mai 1812 i Cahirmurphy i Irland i en Alder af 117 Aar.

John Urssulak, en Silkevæver i Lemburg, døde Vaaren 1812 og var da 116 Aar gammel. Han var ualmindelig frisk og rørig og vandrede en hel norsk Mil Dagen før han døde.

Fru Jane Ludson døde i sit Hjem i London den 28de Mai 1816 i den fremskredne Alder af 116 Aar. Hun havde alle sine Evner i Behold lige til det sidste.

Charles Haverin døde i Juni 1813 i Derrymore nær Newry i Irland i 115 Aarsalderen.

David Ferguson, en Skotte, døde 124 Aar gammel den 6te August 1818 i Dunkirk i Kent.

Paa Kirkegaarden i Cachen ved Cardiff læses paa en Gravsten følgende Indskrift: «Herunder[308] hviler Støvet af William Edwards, død den 24de Februar 1668 i en Alder af 168 Aar.»

«Den ældste Mand i Wien», siger Daily News’ Korrespondent i nævnte Blad for 25de Oktober 1898, «har nylig feiret sin hundreogellevte (Fødselsdag.) Han er slet ikke lig en Mumie, men tvertom frisk og rask. Han er født 1787. Paa Spørgsmaal om hvorledes han havde levet i yngre Aar, svarede han: «Jeg har altid arbeidet haardt, og været hungrig efter Arbeidet. Kjød var ikke dengang saa dyrt som nu, og jeg spiste altid et Par Skaalpund til mit Maaltid og drak en halv Liter let ungarsk Vin. Den gamle Mand beskriver paa følgende Maade Grunden til sin lykkelige Alderdom: Jeg har aldrig græmmet mig eller plaget mig med unødige Bekymringer. Jeg har arbeidet til jeg blev træt og derpaa sovet til det blev Tid at arbeide igjen. Det er de, som sætter sig ned og græmmer sig over sine Uheld, som bliver gamle før Tiden, og en hel Nats Sorg har endnu aldrig saameget som forskaffet nogen en Øres Indtægt eller gjort en Modgang lettere at bære!»»

HUNDREDEOGSEKSOGTYVENDE KAPITEL.
Høi Alder hos store Mænd.

Følgende Tabel fremstiller den Alder, ved hvilken fremstaaende Mænd er døde. Ingen af dem har dog opnaaet nogen særlig høi Alder. Stor Aandsanstrængelse befordrer aldrig høi Alder.

HUNDREDEOGSYVOGTYVENDE KAPITEL.
Opnaaelse af høi Alder, tiltrods for legemlig Svaghed.

Et slaaende Eksempel paa at en høi Alder kan opnaaes af et spædt Legeme og en svækket Konstitution er Lewis Cornaro. Han var en Venetianer af adelig Byrd, som levede i det femtende og sekstende Aarhundrede og blev næsten hundrede Aar.

Ifølge sin Selvbiografi levede han et Liv i Drukkenskab og Fraadseri, og som Følge heraf fandt han sit Legeme, som af Naturen var svagt, saa nedbrudt allerede i Firtiaars Alderen, at han tvilede paa nogensinde at blive bra igjen. I fuld Overbevisning om, at jo ældre et Menneske bliver og jo mindre Kraft det besidder, desto mindre Føde behøver det at fortære, besluttede han at begynde et nyt Liv og holde en enkel og knap Diæt og[312] føre et yderst regelmæssigt Liv. «Følgen var,» siger han, «at jeg efter nogle Dage begyndte at mærke, at et saadant Levevis passede for mig, og ved at følge dette fandt jeg, at jeg, inden et Aar var gaaet, var fri for alle Sygdomme.»

Første Afsnit: Skjønhed.
Første Del: Hvordan Skjønhed kan erhverves.
Kap.		Side.
1.	Skjønhedens Værd og Fordele	9
2.	Skjønhedens Begreb	12
3.	De tre Skjønhedstrin i Kvindens Liv	15
4.	Muligheden af at opnaa Skjønhed	18
5.	Hvordan vi selv sætter Præg paa vort Ansigt	20
6.	Hemmeligheden ved et Ansigts Forvandling	24
7.	Helbreden i dens Forhold til Skjønheden	28
8.	Skjønhedens Forgjængelighed og Aarsagerne dertil	31
9.	Diætens Indflydelse paa Udseendet	33
Anden Del: Huden og Ansigtsfarven.
10.	Hudens eiendommelige Beskaffenhed	35
11.	Hudens Forhold til Helbred og Skjønhed	37
12.	Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Huden	40
13.	Varmens, Kuldens og vekslende Veirlags Indflydelse paa Huden	42
14.	Daarlig Ansigtsfarve, dens Aarsag og Midler derimod	45
15.	En for Huden og Ansigtsfarven skadelig Diæt	48
16.	Ernæring, som gjør Hudfarven smuk	51
17.	Almindelige Regler for Hudens Pleie	54
18.	Et Par offentlige Hemmeligheder	56
[314]19.	Forskjønnelsesmidler og Farer ved deres Anvendelse	59
Tredie Del: Ansigtets Feil og Mangler.
20.	Misdannede Næser og deres Behandling	61
21.	Udstaaende Øren og deres Behandling	64
22.	Fed Hud, tør Hud og slap Hud	66
23.	Fregner, Solbrændthed og Finner	68
24.	Rynker	71
25.	Vorter, Kopar o. s. v.	73
26.	Generende Haarvækst	76
27.	Ond Aande, dens Aarsag og Behandling	78
Fjerde Del: Haarets Pleie.
28.	Haarets Sammensætning og Vækst	80
29.	Haarets Affalden og Botemidlet derimod	82
30.	Fortidlig Skaldethed, dens Aarsag, Forebyggelse og Botemiddel	84
31.	Fortidlig Graasprængthed, dens Aarsager, Forebyggelse og Botemiddel	87
32.	Flas, dets Aarsag og Behandling	90
33.	Haarets Pleie i Almindelighed	91
34.	Haarfarvningsmidler og Faren ved deres Brug	93
35.	Kunsten at opsætte Haaret klædeligt	95
Femte Del: Tændernes Pleie.
36.	Tændernes Anatomi	96
37.	Tænderne og Skjønheden	98
38.	Tændernes Indflydelse paa Helbreden	99
39.	Aarsagen til Tændernes Forfald	101
40.	Tændernes almindelige Pleie	103
41.	Nogle Ord om kunstige Tænder	105
Sjette Del: Vækst og Figur.
[315]42.	Fuldkommenhed i Vækst og Figur: deres rette Proportioner	107
43.	Høi Vækst og hvorledes den opnaaes	109
44.	Overdreven Fedme, dens Aarsag og Botemiddel	111
45.	Magerhed og dens Behandling	113
46.	Skutryg og dens Behandling	115
47.	Kunsten at faa en veldannet Brystkasse	116
48.	Midjen; Faren ved Snøring	118
Syvende Del: Hænder, Negle, Arme og Fødder.
49.	Hændernes Pleie	120
50.	Neglenes Pleie	122
51.	Armens og Haandledets Pleie	123
52.	Føddernes Pleie	125
53.	Føddernes Sygdomme og deres Behandling	127
Ottende Del: Kunsten af en Persons Ansigtstræk at kunne slutte sig til hans Karakter.
54.	Hvad forstaaes ved Fysionomik?	128
55.	Hvorledes Karakteren fremtræder i Næsens Form	131
56.	Hvorledes Karakteren viser sig i Mundens, Læbernes, Tændernes og Hagens Form	133
57.	Hvorledes Karakteren fremtræder i Øinene og Øienbrynene	135
58.	Hvorledes Karakteren spores i Hovedets og Pandens Form	137
59.	Hvorledes Karakteren viser sig i Haarets Farve og Beskaffenhed	139
Andet Afsnit: Sundhed og et langt Liv.
Niende Del: Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Sundheden.
[316]60.	Sjælens Magt over Legemet	143
61.	Sjælens Magt til at fremkalde Sygdomstilstand hos Legemet	147
62.	Sjælens Indflydelse paa Sygdommens Helbredelse	149
63.	Hvorledes Bekymring dræber	152
64.	Hvorledes voldsomme Lidenskaber skader Helbreden	154
65.	Latter som Medicin	156
66.	Nogle Vink om hvordan man skal kunne holde sig ung og bevare et ungdommeligt Udseende	159
Tiende Del: Diætens Indflydelse paa Helbreden.
67.	Fordøielsens Vidunder	161
68.	Kunsten at tygge	163
69.	Maaltidernes Indflydelse paa Sundheden	164
70.	Hvorledes man faar god Appetit	165
71.	Sindstilstande, som hindrer Fordøielsen	167
72.	Forskjellige Fødemidlers Indflydelse paa vore Lidenskaber og Tilbøieligheder	169
73.	De skadelige Virkninger af Overmættelse	171
74.	Drikke til Maden	173
75.	Omtrentlig Tid for de vigtigste Fødemidlers Fordøielse	175
76.	De forskjellige Fødemidlers forskjellige Næringsværdi for Legemet	178
77.	Hvori en sund Diæt bestaar	181
78.	Diæt, som befordrer Sjælens Udvikling og aandelig Kultur	185
79.	Frugt som Føde og Medicin; dens forskjellige Virkninger paa Legemets Konstitution	190
80.	Grøntsager som Føde og Medicin	193
81.	Nogle farlige Fødemidler	197
82.	Vore Drikke og deres forskjellige Indvirkning paa Legemet	200
83.	Vand som Føde, stimulerende Middel og Medicin	205
[317]84.	Luften som Fødemiddel	207
Ellevte Del: Hygieniske og andre Indflydelser paa Sundheden.
85.	Lyset og dets Indflydelse paa Sundheden	209
86.	Frisk Luft og dens Indflydelse paa Sundheden	212
87.	Maaden at aande paa og dens Indflydelse paa Sundheden	215
88.	Legemsbevægelsen og dens Indflydelse paa Sundheden	218
89.	Om Bad og deres Indflydelse paa Sundhedstilstanden	222
90.	Ægteskabet og dets Indflydelse paa Sundheden	225
91.	Hundrede Beskjæftigelser og deres respektive Indflydelse paa Sundheden og et langt Liv	228
Tolvte Del: Søvnen og dens Forhold til Sundheden.
92.	Søvnens Natur og Mysterium	231
93.	Søvnens Indflydelse paa Sundheden	233
94.	Betingelsen for sund Søvn	235
95.	Søvn i forskjellige Aldre	237
96.	Søvnløshed	239
97.	Drømme og Drømmere	241
98.	Døsighed om Dagen	244
Trettende Del: Sandseorganer og Sjælsevner.
99.	Øiet og dets Bevaring	246
100.	Øret og Hørselen: Tilfælder af Døvhed	249
101.	Stemmen, dens Uddannelse og Bevaring	251
102.	Hukommelsen og dens Opøvelse	254
[318]103.	Stamning og dens Helbredelse	258
Fjortende Del: Maaden at forebygge Sygdomme paa. Sygdomme helbredede ved Diæt og andre enkle Midler.
104.	At forebygge Sygdomme	260
105.	Naturens helbredende Evne	265
106.	Forkjølelser og deres Natur samt Maaden at forebygge og behandle dem paa	268
107.	Daarlig Fordøielse eller Mavekatarrh	270
108.	Forstoppelse og dens Helbredelse uden Medicin	272
109.	Nevralgi; hvorledes den opstaar og hvorledes den helbredes ved Diæt	274
110.	Rheumatisme, dens Aarsager, Forebyggelse og Behandling	276
111.	Gigt, dens Aarsag og Behandling	278
112.	Den oprørske Lever	282
113.	Nervøsitet og dens Behandling	284
114.	Rødme, dens Fysiologi og Behandling	286
115.	Hovedpine, dens Symptomer og Behandling	288
116.	Tæring og dens hygieniske Behandling	290
Femtende Del: Veien til et langt Liv.
117.	Individuelle Anlæg for høi Alder	293
118.	Omstændigheder, som befordrer høi Alder	295
119.	Leveregler for Opnaaelse af høi Alder	296
120.	Hvad der forkorter Livet	299
121.	Hvad der forlænger Livet	300
122.	Diætens Indflydelse paa høi Alder	301
123.	Kunsten at opnaa hundrede Aar	302
124.	Fortidlig Alderdom og dens Aarsager	303
125.	Merkværdige Eksempler paa høi Alder	304
126.	Høi Alder hos store Mænd	309
127.	Opnaaelse af høi Alder tiltrods for legemlig Svaghed	311

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VEIEN TIL SKJØNHED, SUNDHED OG ET LANGT LIV ***

Updated editions will replace the previous one—the old editions will be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright law means that no one owns a United States copyright in these works, so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United States without permission and without paying copyright royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to copying and distributing Project Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™ concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you charge for an eBook, except by following the terms of the trademark license, including paying royalties for use of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for copies of this eBook, complying with the trademark license is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation of derivative works, reports, performances and research. Project Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark license, especially commercial redistribution.

START: FULL LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free distribution of electronic works, by using or distributing this work (or any other work associated in any way with the phrase “Project Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project Gutenberg™ License available with this file or online at www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™ electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™ electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to and accept all the terms of this license and intellectual property (trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be used on or associated in any way with an electronic work by people who agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works even without complying with the full terms of this agreement. See paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™ electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual works in the collection are in the public domain in the United States. If an individual work is unprotected by copyright law in the United States and you are located in the United States, we do not claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, displaying or creating derivative works based on the work as long as all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™ works in compliance with the terms of this agreement for keeping the Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily comply with the terms of this agreement by keeping this work in the same format with its attached full Project Gutenberg™ License when you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in a constant state of change. If you are outside the United States, check the laws of your country in addition to the terms of this agreement before downloading, copying, displaying, performing, distributing or creating derivative works based on this work or any other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no representations concerning the copyright status of any work in any country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.

1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not contain a notice indicating that it is posted with permission of the copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in the United States without paying any fees or charges. If you are redistributing or providing access to a work with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™ trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted with the permission of the copyright holder, your use and distribution must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works posted with the permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™ License terms from this work, or any files containing a part of this work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this electronic work, or any part of this electronic work, without prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with active links or immediate access to the full terms of the Project Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any word processing or hypertext form. However, if you provide access to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version posted on the official Project Gutenberg™ website (www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works provided that:

• You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has agreed to donate royalties under this paragraph to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid within 60 days following each date on which you prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty payments should be clearly marked as such and sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”
• You provide a full refund of any money paid by a user who notifies you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™ License. You must require such a user to return or destroy all copies of the works possessed in a physical medium and discontinue all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™ works.
• You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the electronic work is discovered and reported to you within 90 days of receipt of the work.
• You comply with all other terms of this agreement for free distribution of Project Gutenberg™ works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread works not protected by U.S. copyright law in creating the Project Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™ electronic works, and the medium on which they may be stored, may contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all liability to you for damages, costs and expenses, including legal fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a written explanation to the person you received the work from. If you received the work on a physical medium, you must return the medium with your written explanation. The person or entity that provided you with the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a refund. If you received the work electronically, the person or entity providing it to you may choose to give you a second opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy is also defective, you may demand a refund in writing without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in accordance with this agreement, and any volunteers associated with the production, promotion and distribution of Project Gutenberg™ electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, that arise directly or indirectly from any of the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of electronic works in formats readable by the widest variety of computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will remain freely available for generations to come. In 2001, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure and permanent future for Project Gutenberg™ and future generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit 501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up to date contact information can be found at the Foundation’s website and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread public support and donations to carry out its mission of increasing the number of public domain and licensed works that can be freely distributed in machine-readable form accessible by the widest array of equipment including outdated equipment. Many small donations ($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating charities and charitable donations in all 50 states of the United States. Compliance requirements are not uniform and it takes a considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up with these requirements. We do not solicit donations in locations where we have not received written confirmation of compliance. To SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition against accepting unsolicited donations from donors in such states who approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make any statements concerning tax treatment of donations received from outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation methods and addresses. Donations are accepted in a number of other ways including checks, online payments and credit card donations. To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be freely shared with anyone. For forty years, he produced and distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our website which has the main PG search facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™, including how to make donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

Parafinolje	1½	Deciliter
Lavendelolje	10	Draaber
Spansk Fluetinktur	7	Gram

Eau de Cologne	60	Gram
Spansk Fluetinktur	15	—
Lavendelolje	10	Draaber

100	—	Fontenelle.
99	—	Titian.
90	—	Sofokles.
89	—	Mikael Angelo. Gladstone.
88	—	John Wesley.
86	—	Earl Russel-Edmund Halloy. Carlyle.
85	—	Cato. Newton. Benjamin Franklin.
84	—	Voltaire. Tallyerand. Sir William Herschel. Jeremias Bentham.
83	—	Wellington. Gøthe. Victor Hugo. Bismarck. Tennyson.
82	—	Arnauld.
81	—	Buffon. Edward Young. Sir Edvard Coke. Lord Palmerstone.[310]
80	—	Plato. Wordsworth. Ralph Waldo Emerson. Kant. Thiers. William Kuller Bryant. Ruskin.
79	—	William Harvey. Robert Stephenson. Henry Cavendish.
78	—	Galileo. Corneille.
77	—	Thomas Telford. Sir Joseph Barks. Lord Beaconsfield.
76	—	Bossuet.
75	—	Haydn. Dugald Stewart.
74	—	Händel. Fredrik den store. Dr. Jenner.
73	—	Charles Darwin. Thorvaldsen.
72	—	Charlemagne. Samuel Richardson. Allen Ramsey. John Loch. Necker.
71	—	Linné.
70	—	Columbus. Lord Chatham. Petrarch. Copernicus. Spellanzani. Boerhaare. Gall.

Ulæsket Kalk	400	Gram
Potaske	60	—
Svovellever	60	—