The Project Gutenberg eBook of Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom
    
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Det stille Vand: En Fortælling om Ungdom

Author: Albert Theodor Gnudtzmann

Release date: April 16, 2011 [eBook #35886]
                Most recently updated: January 7, 2021

Language: Danish

Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
        https://www.pgdp.net (This file was produced from images
        generously made available by The Internet Archive)


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK DET STILLE VAND: EN FORTÆLLING OM UNGDOM ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
https://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by The Internet Archive)





Afskriverens bemærkninger:




 DET STILLE VAND




 ALBERT GNUDTZMANN

 DET STILLE VAND

 EN FORTÆLLING OM UNGDOM


 KØBENHAVN

 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG

 FR. BAGGES BOGTRYKKERI

 1901




Stille, stille stod Luften over Furesøens dovent-blanke Vandflade,
sommertung og stille. Nu og da strøg der et Vindpust ind mellem
Bøgeskovens Træer, og det var som et afmægtigt Gisp fra et træt
Bryst. Hivende nødte det sig frem, og det hørtes næppe. Ubevægeligt
hang de grønne, tætte Løvmasser, skærmende som sænkede Alkovegardiner
ludede de sig ud over Søen. Under dem var der lønlige Kroge, skjulte
Smuthuller, hvor forelskede Solsort-Par strøg ind og ud.

Der var Fred over Landet. Sommerfred, dansk Fred.

Men inde mellem Sivene der summede og surrede det af lodne Insekter,
der tumlede sig i den bagende Sol. Og nu og da slog en Karuds i
Vandskorpen med et fedt Skvæt. Vandet boblede, og der dannede sig
Ringe. Og saa blev alt igen stille, stille ...

Men i Skoven var der Mennesker. De var søgt derud for at holde
Søndag. Familievis kom de traskende med trætte og slæbende Skridt
hen ad Vejen, der lysnede mellem de mørkløvede Træer. Arbejdet, de
seks Dages Tynge, sad endnu i Kroppen paa dem. Og desuden havde de
læsset sig med Madkurve af brutalt Omfang og med overflødigt Overtøj
og grønne Grene. De lange Døgns Slid havde mærket dem -- bøjet en
Ryg, krøget et Lem -- som Arbejdsredskaber langsomt formes efter det
Brug, der daglig gøres af dem ...

Ganske tavse kunde de gaa der, bare strækkende Lemmerne i den
skyggefulde, friske Luft.

Men pludselig kunde den briste ud af dem, voldsomt, næsten trodsigt,
den indelukte Tørst efter frit Liv. Saa gav de sig til at løbe. De
dansede tungt over Vejen og klappede i Hænderne. Eller de sang med
grove, usikkert-drævende Stemmer: Der er et yndigt Land ... Og naar
de saa blev trætte, lagde de sig ned paa Jorden, klæbede deres
Legemer som døde Klumper til Skovbunden og indsugede den ramme,
vejrede Lugt af Jord og af vissent Løv.

Andre havde slaaet sig ned ved Bordene udenfor Sommerhotellet. Der
sad de, fordybede i forbitret Venten. Opvarterne dryppede af
Overanstrengelse; alligevel tilfredsstillede de ingen. Og undertiden
rejste sig et Selskab og gik med harmfuldt dirrende Skridt og med
Ansigter, der tindrede af Forurettelse ...

Men oppe paa Hotellets Altan drak de faste Sommergæster Middagskaffe.
De sad og stirrede sløvt ned paa Søndagsmængden, der syntes dem at
vanhellige Stedet. Selv gennemgik de ganske stille Fordøjelsens
Mysterium, mens den solvarme Luft sivede ind gennem deres Hudporer.
Kun Hobens utilfredse Larm forstyrrede idag den Taknemmelighed mod
Livet, som ellers daglig fyldte deres Sind i disse Timer. Man spiste
saare godt paa Hotellet, og Gæsterne blev fede og frodige som stærkt
gødede Planter.

Dog det kunde hænde, at den fredsommelige Søndagspludren
gennemboredes af et højt og gjaldende Mandsraab -- eller af en
kvidrende, vældende Kvindelatter -- eller af flere Stemmer, der
pludselig sprudlede højt til Vejrs som en Springkilde af Latter. Det
kom fra unge Folk, som bruste gennem Skoven, overmodige af Sundhed og
Styrke. De følte, hvordan Blodet dansede i Aarerne paa dem, og de
kunde gribes af en Fornemmelse, som bar de paa for meget Liv. Somme
Tider satte de i susende Løb, saa Vejret var lige ved at forgaa dem
-- og saa kastede de sig pludselig ned paa Jorden og aandede
Skovluften ind af alle Kræfter. De kunde have rykket Træer op med
Rode ...

Inde i Skoven, tæt ved Vejen, sad Biblioteksassistent Preben Flyge.
Sin Cykle havde han stillet ved Siden af sig. Selv havde han gjort
sig det mageligt med Ryggen støttet op mod et Træ.

Han var søgt herud i en pludselig Tørst efter at fornemme sin egen
Personlighed. Han syntes, den ligesom brystede sig og blev sig mere
bevidst, bare han kunde faa Lov at blive ene med fri Luft og
uforfalsket Natur. Det var saa en Trang, der undertiden ganske
uvarslet brød ind over ham som en borende Uro. Saa blev Bøgerne lagt
til Side. Og baaren af Cyklen kunde han jage milelangt ud i Landet,
spile sine Næsebor op og aande Luften som den vejredes ham i Møde,
fyldt af al Jordens Krydder og Dunst. Han følte et eget stærkt Behag
ved at blive svedig, tilstøvet, gennemblæst. Og han fyldtes af en
Styrkens og Livets Glæde som et Markens Dyr.

I denne Fornemmelse var der en Flugt. Men for Mennesker flygtede han
ikke. Tvært imod: han holdt af at høre deres Stemmer om sig, fremmede
Stemmer, der for ham blot var Lyd. De nynnede Stilhed ind i hans
Sind.

Denne Stilhed var det, han trængte til.

Thi naar han var ene, kunde han sidde og stirre sig ind i et Liv af
bølgende og skiftende Tankerækker, hvori han ikke fandt Fæste. Han
kunde lade sig gribe af en tilfældig Stemning, der efterhaanden helt
beherskede ham. Lidet kunde vække den: en ringe Oplevelse, en Bog
eller bare en Avisartikel. Men bedst som han hengav sig til den og
lod den indgaa Forbund med nye Tankeforbindelser i voksende
Rækkefølge, kunde et helt andet Følelsessæt fra en skjult Afgrund i
hans Sjæl trænge sig frem -- en Ødelæggelsesdrift, der stadig var i
Bevægelse for at udslette Virkningen af, hvad der for et Øjeblik
formaaede at optage ham. Det var som et Haglvejr af spottende og
vrængende Tvivl, der nedslog hans Sjæls friske Blomsterflor, og det
kunde komme, naar hans Sind var fuldt af Højtid, og lægge hans
Stemning øde.

Men rundt om sig i Verden saa han sikre Mennesker. Smaa de fleste men
belæssede med store Meninger, struttende og strittende som Pindsvin
af allandsens fastspigrede Overbevisninger og brægende Fordomme.
Smaa agtede Mennesker med dresserede Sjæle, som de fremførte i alle
den højere Skoles Gangarter og som de lod springe gennem de
partiprivilegerede Anskuelsers Tøndebaand ... Smaa velstriglede og
skinnende Mennesker, der travede rundt i Manègen og som vrinskede
forarget, naar de saa, at andre var dresserede i en anden Skole end
deres egen ...

Der kunde komme Øjeblikke, da Preben Flyge spurgte sig selv, om ikke
Menneskeslægtens evige Forbandelse var den, at den havde lært at
stræbe efter Sandhed. Thi Sandhederne spægedes i Tidens Løb til
Dumheder og laa saa og spærrede for nye Sandheder, der vilde frem. Og
i mulden og bedærvet Tilstand slugtes de netop allergladeligst af
Folk, hvem de siden forvoldte en moralsk Diarrhoe.

Men naar han var sammen med andre Mennesker, holdt han oftest disse
Tanker for sig selv. I det højeste lod han dem skimte frem gennem en
vis lun og godlidende Skepsis. Han skyede at stille sig blot for den
haandgribelige Alvor. Derfor var han i Grunden velset, hvor han kom
frem.

-- -- Det begyndte at blive Aften. Hen over Søens Flade drog
Skumringen sig som en uhyre matgraa Presenning. Og i Tusmørket gled
alle Fjernsyn ud. Den blaagrønne Mur af Skov, der hegnede Søen, saas
som en fjern, dybsort Skygge.

Nu blev der sat en Baad i Vandet. Et Selskab af unge Kvinder og Mænd
tog Plads i den. Lidt efter saa man den vippe og gynge rundt paa
samme Plet, mens et Aarepar, der ikke kunde komme i Takt, skiftedes
til at falde med et tungt Plask i Vandet. En stod op i Baaden og
kommanderede. Han svingede frem og tilbage og fægtede med Armene.
Hvert Øjeblik maatte han sætte sig ned. De andre vred sig paa
Tofterne af Latter.

Preben Flyge laa nogen Tid og saa paa det. Baaden kom ikke videre:
den syntes fordømt til stadig at snurre rundt om sit eget Midtpunkt.
Tilsidst tog Mandskabet ombord Aarerne ind. Og efterhaanden blev de
stille -- ogsaa de.

Thi frem mellem Træernes mørke Stammer groede Lydløsheden med stedse
større Magt. Kun en forsigtig og dulgt Hvisken spændte sit Spindelvæv
imellem dem. Og nu og da knistrede en lille kælen Latter frem -- og
døde atter ganske pludselig bort ...

Flyge rejste sig med et Ryk og fik Cyklelygten tændt. Lidt efter
flimrede den som et lille lyst Punkt hen ad Skovvejen. Han næsten
trampede paa Pedalerne. Det gjorde ham godt at mærke Lufttrækket af
Aftenvinden slaa sig ind i Ansigtet, at suse hensynsløst ind mellem
Fodgængernes Klynger, se Folk springe til Side og høre deres
harmfulde Udraab dø bag sig.

Da han kom til Østerbro, kørte han om ad en af Rosenvængets
Sidegader. Han sprang af Cyklen, stod saa lidt og saa op mod to
Vinduer paa en Førstesal. Rullegardinerne var sænkede. Bag dem
skinnede Lampelyset mat og roligt.

Flyge syntes tvivlraadig. Han gik lidt frem og tilbage hen ad
Fortovsflisen og skottede stadig op til de to Vinduer. Med et syntes
han at have taget sin Beslutning. Han sprang op paa Cyklen og satte
den i Gang. Men næppe var han naaet til det nærmeste Gadehjørne, før
han igen vendte om. Han steg paany af Cyklen, stillede den ind paa
Trappegangen og slukkede Lygten.

Og ilsomt, som for at overdøve en sidste Betænkelighed, løb han op ad
Trappen.




Oppe bag Førstesalens nedrullede Gardiner faldt en Hængelampes
dæmpede Skær over en Stue.

Der levede Enkefru Herding og hendes Datter Anna.

Stuen var ikke stor, og den bar Præg af renvasket og gennemskuret
Nødtørftighed. Møblerne var gamle og en Del slidte -- og saa fyldte
de altfor meget i Rummet. Man kunde se, at de en Gang havde kendt
bedre Dage og haft til Huse i et større Hjem. Nu stod de der og krøb
sammen med deres anløbne Politur og deres sammensunkne Polstring,
over hvilken det falmede Betræk slog Rynker og Folder -- stod og
vaklede paa deres brøstfældige Ben -- som Lemmer i en Stiftelse,
stuvede sammen paa en Belægningsstue.

Over dem paa Væggen hang der Billeder, samlede sammen gennem et
Samliv -- tilfældigt som de Minder, der knyttede sig dertil. I Midten
var anbragt i Glas og Ramme et kalligraferet Mindevers over Fruens
afdøde Mand. Han havde været Toldkasserer i en Købstad, og det
formodedes i Verset, at han nu inkasserede de himmelske Toldintrader.

Fru Herding var en rummelig Dame med skælvende Former og
betydningsfulde Anlæg til Dobbelthage. Hun var nærsynet og bar
Næseklemmer. Paa hver Side af Næsen, der havde Form som et bredt og
stærkt Næb, havde den gravet en dyb Fure. Naar hun vilde give sine
Ord Eftertryk, tog hun Næseklemmeren af og fæstede Blikket skarpt og
eftertrykkeligt paa den, hun talte med. Øjnene var kuglerunde og
matte: de var uudgrundelige for den, der gennem dem søgte at læse i
hendes Sjæls Dybder.

Det kunde hænde Fremmede, der traadte ind ad Døren, at de ligestraks
ikke lagde Mærke til, at der var endnu en Person til Stede i Stuen.
Thi Datteren syntes undertiden at blive helt opslugt af Moderens
Skygge. Alt paa hende var spædt og en Smule blegsottigt. Hendes Lød
var skær og hvid, og i de blege Kinder jog Blodet op, saa saare blot
nogen lagde Mærke til hende. Med de store undrende Øjne, der blaanede
frem under et stærkt purret Haar og som beherskede hele Ansigtet,
lignede hun en nysudklækket, skræmt og hjælpeløs Fugleunge.

Fru Herding havde formet et trangt og indviklet Begreb om en ung
Pige, hvorefter hun ubønhørligt fordrede, at Datteren skulde danne
sig. Naar det blev presset ned om hende, følte Anna det, som skruedes
hun tom for al personlig Villie og Følelse. Gennem mange Aars
Indøvelse var den Sindets Trods, som maaske en Gang havde boet i
hende, forkrøblet og visnet. Blot Moderen begyndte at rømme sig
advarende, saadan som hun havde for Skik, naar noget mishagede hende,
faldt enhver gryende Uafhængigheds-Fornemmelse slapt sammen. Og i
Tidens Løb var der over hendes Væsen kommet en underlig forsagt
Aarvaagenhed. Hun syntes altid at være paa sin Post mod mulige
Irettesættelser fra Moderen.

Indenfor den stille Stues fire Vægge levede de to Kvinder deres sagte
rindende Liv, ensformigt, stilfærdigt, næsten uden Berøring med
Omverdenen. Vinduskarmene var tæt besat med Potteplanter, der under
Annas varsomme Pleje groede saa frodigt, at det næsten var umuligt at
komme til at se ned paa Gaden. Naar den unge Pige om Formiddagen
besørgede de mindre Indkøb for Moderen -- til de store blev hun ikke
betroet -- var det hende, som gik hun gennem en fremmed Bys Gader.
Fremmede var Menneskene hun mødte, fremmed klang deres Tale i hendes
Øren.

En sjælden Gang modtog de Besøg af Fru Herdings Broder, Onkel Klavs
Kihler. Det var en lille spraglet og tummelumsk Herre, hvis
Specialitet det var at gaa fallit. Han havde i sine unge Dage i kort
Tid rejst med et Skuespillerselskab, derefter havde han i Rækkefølge
været Impresario, Fuglehandler, Artistagent, Bladudgiver og
Korsetfabrikant. For Tiden havde han en Musikskole, der paatog sig
efter et amerikansk System at udvikle fuld Færdighed i Klaverspil i
Løbet af en Maaned. Desuden var han Agent i Flygler og tilbød sig med
Undervisning i levende Sprog og Handelskorrespondance. Han opholdt
sig gerne et Kvarter ad Gangen i sin Søsters Dagligstue, vippende paa
Kanten af en Stol, med Hatten paa Hovedet og fægtende med sin Stok i
Luften. I den Tid kunde han udkaste ti Planer til en fremtidig
Løbebane for Anna, der opskræmt og rød i Hovedet søgte at skærme
Etagèrens Nips mod at blive ramt af hans Stok.

"Hvordan har Kæresten det idag?" plejede hans første Spørgsmaal at
være, naar han var kommen indenfor Døren. Og naar Anna harmfuldt
benægtede, at hun havde nogen Kæreste, sagde han:

"Ja Tak -- den kender vi nok -- den er bare lidt for tyk. Et
konfirmeret Pigebarn har altid en Kæreste. Har hun ham ikke om
Dagen, saa drømmer hun sig sgu til ham om Natten."

Anna kunde længe i Forvejen grue for disse Bemærkninger, som hun
vidste var ligesaa uundgaaelige som Onkelens Besøg.

Endnu et fremmed Ansigt viste sig dog af og til i Fru Herdings
Dagligstue. Det var Kandidat Hansen-Maagerups.

Han havde lejet det ene af Lejlighedens tre Værelser og havde nu
beboet det i fem Aar. Hans Kandidattitel var ikke beseglet med nogen
Embedseksamen, thi Hansen-Maagerup studerede endnu stadig Teologi,
saadan som han havde gjort det i den sidste halve Snes Aar. Hvert
Halvaar hed det sig, at han nu omsider vilde underkaste sig den
endelige Prøve. Men bestandig gyste han tilbage for at vove det
afgørende Skridt. Naar han saa Eksamen for sig, fik han en
Fornemmelse, som om alle hans møjsommelig sammenskrabede Kundskaber
pludselig gled ud og faldt fra hinanden. De blev til løse Brokker
uden Sammenhæng, og det var ham ikke muligt at bringe noget ordnet
Hele ud deraf. Skønt han læste med stedse voksende Iver, syntes han,
at det for hver Gang blev mere forvirret og mere brudstykkeagtigt.

Fru Herding gjorde intet for at spore hans Beslutning frem, thi med
hemmelig Skræk imødesaa hun den Mulighed, at han en Gang virkelig
kunde naa sit Maal. Ikke blot skulde hun saa have en fremmed
Mandsperson i Huset -- thi et Værelse til den Pris fandt vanskelig en
kvindelig Lejer -- men hun vilde ogsaa iøvrigt komme til haardt at
savne Hansen-Maagerup. Han var saa hyggelig og næsten barnligt
beskeden -- han ordentlig lunede i Stuen, naar han var der inde.

Og han kom der hver Søndag Aften. Saa fik man sig et Slag Whist. Hele
Ugen igennem kunde hun gaa og glæde sig dertil.

Altid forløb disse Spilleaftener paa samme rolige Vis.

Paa Slaget halv otte blev Spillebordet gjort i Stand. Tæppet blev
taget af det aflange Divanbord, Hængelampen tændt, en Pude anbragt
midt i den lave Sofa for at højne Sædet for den, der her skulde have
sin Plads. Paa Bordet blev der lagt to Spil Kort, Papir og et spidst
Blyant til Regnskabet, og en Underkop blev stillet frem, for at
Kandidaten kunde bruge den som Askebæger. Thi der tilstodes ham den
Gunst at ryge en lille Cigar i Damernes Selskab. Han røg saa
fintfølende, sagde Fru Herding -- pustede Røgen fra sig i ganske
spæde og belevne smaa Skyer, der kun frembragte en behagelig Duft af
Mandfolk i Værelset.

Naar saa disse Forberedelser var trufne, traadte Hansen-Maagerup ind
-- nøjagtig Klokken tre Kvarter paa otte. Han var iført en stoisk
sort Frakke, bar skinnende hvid løs Krave og graa uldne Muffediser
under de snævre Manchetter. Dertil sirlige Lædermorgensko, for hvilke
han hver Søndag gjorde Undskyldning.

Mens man fordelte Pladserne og blandede Kortene, vekslede Fru Herding
og Hansen-Maagerup Indtryk fra Formiddagens Prædiken. De hørte til
Stadighed hver sin Prædikant, og hver især ansaa de det for en
Æressag at stille sin i saa blændende et Lys som muligt. Undertiden
kunde de begge to blive ganske hede, og det var næppe nok, at de
vilde lade hinanden komme til Orde. Ja, de kunde være saa optagne af
det gejstlige Emne, at deres Sans for Spillet føleligt svækkedes
under en stor Del af den første Rubber.

Naar denne Rubber var forbi, spiste man til Aften. Derefter spilledes
endnu to -- aldrig mere -- og under den sidste bød Fru Herding gerne
paa en lille bly Forfriskning, der hver Søndag syntes at overraske
Hansen-Maagerup stærkt og som altid aflokkede ham den Ytring, at det
virkelig var en stor Skam.

Men naar den tredie Rubber var endt, rejste han sig og fremtog af sin
Lomme en liden hæklet Pung for at udbetale Aftenens Tab eller
nedlægge den vundne Sum. Stor var Omsætningen aldrig, thi man
spillede om en Ottendedel Øre Pointet og gjorde det kun, fordi
Spillet manglede Spænding, naar man spillede om intet.

"Det er rigtig et behageligt Menneske," sagde Fru Herding gerne til
sin Datter, naar Hansen-Maagerup havde trukket sig tilbage. Og Anna
bøjede samtykkende sit Hoved. Men hun sagde intet.

Thi for hende var disse Whist-Aftener fulde af bange Spænding. Hun
saa i Spillet en indviklet Labyrint, i hvis vildsomme Snirkler der
skjulte sig allehaande uberegnelige Snarer og Faldgruber. Al sin
Aandsnærværelse maatte hun anspænde for ikke at falde i dem. Og
efterhaanden var der groet op i hende et stille lidenskabeligt Had
imod det. Lignende Følelser havde i hendes Barndom besjælet hende
overfor den lille Tabel.

Dertil kom, at hun hele Tiden følte sig som Skive for
Hansen-Maagerups søgende og bedende Sideblikke. Hun vidste godt, at
han bar paa en lille forknyt Forelskelse i hende. Og skønt han aldrig
havde forsøgt den mindste Tilnærmelse, dirrede hun af Beklemthed,
naar Moderen en Gang imellem lod hende være alene i Stuen med ham.
For sæt han nu virkelig en Gang tog Mod til sig og _sagde_ noget ...
Der kunde jo slet ikke være Tale om at imødekomme hans Ønsker.

Og paa den anden Side vilde hun saa nødig bedrøve ham. Han var dog i
Grunden saa skikkelig med sin langsomme, trohjertet drævende Tale,
med sit rare, runde Ansigt og sin høje, blanke Pande, over hvilken
det allerede tyndede, askefarvede Haar lidt ængsteligt var redt hen.
Hun havde en Gang hjulpet Moderen med at pleje ham, da han var syg,
havde bragt ham Kamilleté og tilberedt varme Omslag, mens han
feberhed og smilende laa i Sengen og saa paa hende med store, fugtige
Øjne. Det havde den Gang faldet hende ganske naturligt, og skulde han
nogensinde atter trænge til hendes Hjælp, vilde hun gøre alt for ham,
hvad hun formaaede. Men det andet -- Blodet steg hende til Hovedet,
naar hun blot tænkte derpaa!

Kunde det dog blot en Gang gaa op for ham, hvor han pinte hende ved
at se paa hende med dette ynkværdige og saa underlig svømmende Blik!

... Længe havde de tre Mennesker forslaaet hver eneste Søndag Aften i
hverandres Selskab. Ingen af dem havde noget andet Sted at gaa hen,
og efterhaanden havde ved Vanens Magt Whisten faaet noget af Pligtens
Hellighed og turde ikke forsømmes. Men i den sidste Tid havde de
undertiden haft en Fjerdemand.

Det var Preben Flyge.

Han og Hansen-Maagerup var gamle Skolekammerater. I flere Aar havde
de ikke talt sammen, men saa en skønne Dag havde de mødt hinanden paa
Gaden. De havde givet sig til at opfriske gamle Fællesminder, og
tilsidst var Flyge fulgt med Hansen-Maagerup hjem. Siden var han af
og til kommet igen, og en Søndag Aften, da han tilfældigvis var der,
havde Fru Herding spurgt, om han ikke havde Lyst til at deltage i
Whisten. Han havde taget mod Indbydelsen, var senere kommet igen --
og nu faldt det af sig selv, at han indfandt sig, naar han havde
Lyst.

Naar han var til Stede, var det mest ham, der førte Ordet. Han
spillede meget slet, men hvilket Emne han saa berørte, glimtede det
frem i hans Ord med Synspunkter, som for de to Kvinder var ganske
nye, Kendsgerninger og Navne, som de aldrig før havde hørt. Fru
Herding og han var langt fra altid enige -- han _havde_ jo nogle
Anskuelser somme Tider! Men han trængte maaske bare til at have et
Hjem at komme i -- Familie havde han nok ikke -- og saa var det jo
godt, om han kunde finde det her hos hende. Hun behøvede sandelig
ikke at stikke op for ham, for vel havde han Kundskaber, men hun
mærkede jo nok, at han manglede Modenhed og at han ikke kendte Livet.
Anna kunde ogsaa have godt af at høre til. Fru Herding fik overfor
Flyge Lejlighed til at anbringe mangen en Livssandhed, som i Grunden
var møntet paa hende, men som det daglige Liv vanskeligt vilde have
givet hende passende Anledning til at indprænte.

Hun havde heller ikke Grund til at klage over Mangel paa Opmærksomhed
fra Datterens Side. Det hændte, at Anna helt glemte Spillet for at
lytte til. Men selv blandede hun sig aldrig i Samtalen. Og dog havde
hun undertiden en Fornemmelse af, at alt, hvad Flyge sagde, var
henvendt til hende alene, og at de to andre slet ikke var til Stede.

Ofte forstod hun ikke helt Meningen af hans Ord. Men altid vakte de
hos hende en sitrende Længsel efter noget, som hun ikke en Gang
formaaede at give Navn. Og naar han for længe siden var gaaet og hun
og Moderen var komne i Seng, kunde hun ligge længe og stirre ud i
Sovekamrets Mørke og tænke, tænke ...

... indtil Tankerne tilsidst gled ud i vage, brogede Billeder og blev
til rastløse, forvirrede Drømme ...




Denne Aften gik Samtalens Bølger højt. Man var kommen til at tale om
Moralen, og Flyge havde baade Fru Herding og Hansen-Maagerup imod
sig.

Han havde faaet Plads i Gyngestolen. Fru Herding vippede iltert paa
Puden midt i Sofaen. Hansen-Maagerup havde lagt Cigaren fra sig og
famlede nervøst ved Kortene, hver Gang han skulde spille ud.

Alene Anna lod ganske rolig og syntes at passe Spillet med den
redeligste Opmærksomhed.

"Moral," sagde Flyge, "er overhovedet et meget aristokratisk Begreb.
Der skal Finhed til for at omgaas den paa rette Maade. Men Du gode
Gud! hvor tager man ikke plumpt og groft paa den til Hverdagsbrug!
Hvilke ubarberede Personer er det ikke, der paatager sig at sørge for
vor sædelige Naturalforplejning! Indremissionærer i Religion og
Indremissionærer i Radikalisme -- allesammen af samme Sort
Svinelæder -- hellige Grever og hellige Skraldemænd, politiske
Indterpere med folkelig Flomme og demokratisk Frase-Fusel ud af
Halsen, Digtere med erotisk Mavekatarh og Snue i Taarekertlerne ...
Jeg synes altid, jeg ser dem til Hobe for mig med en opløftet snavset
Finger. Den snavsede Finger -- den er for mig Symbolet paa den Slags
Moral, som saadan er beregnet paa Husholdningsbrug."

"Du er en Spotter, Flyge," sagde Hansen-Maagerup forarget. "Der er
naturligvis menneskelig Ufuldkommenhed i alle den Slags Bevægelser.
Men man kan dog altid -- Sandhedsmomentet -- det kan man dog altid
finde deri. Og jeg for min Part vilde ikke bryde mig om at leve,
undtagen de sædelige Livsværdier de stod fast."

"Nej, det var da heller ikke godt andet," indskød Fru Herding.

"Ja, hvad forstaar Du saa egentlig ved sædelige Livsværdier? Der er
saa mange Slags, synes jeg."

"Hvad jeg forstaar derved? Jeg forstaar naturligvis det, som
Menneskene de til alle Tider har set op til -- og levet paa. Jeg
tænker, det er mere værd end al denne saakaldede moderne Oplysning."

"Med Oplysningen er det noget helt andet. Den er et Onde maaske, men
et nødvendigt Onde. Kundskaber har samme Betydning for det aandelige
Livs Maskineri som Kullene for det fysiske: de er Drivkraften,
Varmen, Bevægelsen ..."

"Og de fortæres af Ild -- ligesom Kullene."

"Ganske sandt -- ja. Men hvad bedre kan man give Menneskene?"

"Føde -- Føde for Sjælen -- de sædelige Livsværdier kan man give
dem."

"Føden den fortæres altsaa ikke, mener Du?"

"De sædelige Livsværdier ikke." Hansen-Maagerup skuede paa ham med et
urokkeligt Blik.

"Kære Ven, hvor jeg elsker Dig for Din Naivitet! De sædelige Værdier
skulde ikke fortæres, siger Du! Herrejemini! har da Menneskeslægten
siden sin første Oprindelse bestilt andet end at opæde dem?
Moralister og Religionsstiftere har udklækket dem -- det store
slugvorne Dyr, som kaldes Folket, har gladelig ladet sig fodre med
dem, og naar det igen har givet dem fra sig, har det været i en
ynkelig fordøjet Tilstand. Føj for en Ulykke -- en sædelig Værdi, som
er gaaet gennem et Slægtleds aandelige Tarmkanal! Hvad der var
livsfriskt og sundt og ungt for vore Bedsteforældre, det har vi nu
osende os ud af Halsen."

"Du bruger ellers nogle smagfulde Sammenligninger."

"Jeg bruger dem, som de nu en Gang tvinger sig ind paa mig ... Du
taler om sædelige Værdier, som ikke fortæres. Tør Du indestaa for, at
Du ikke selv har sat Din Beholdning til Livs? Ved Du, hvordan Du
tænker eller føler imorgen -- eller bare om en Time? ... Nej!"

"Aa jo, ved De hvad?" sagde Fru Herding, "det ved vi da rigtig
allesammen -- ellers kunde man jo ikke -- ingenting kunde man ... Har
De ikke Esset?"

Hun syntes, at Opmærksomheden efterhaanden svævede lovlig langt bort
fra Spillet.

"Nej, jeg maa bekende ..."

"Sikke noget! Har De det virkelig ikke? Det maa da sidde et Sted."

"Ja naturligvis ... Jeg vilde sige, Frue, at dette med at ..."

"Ja men saa faar vi jo kun fire Stik ..."

"Ja -- naa ja ... Nej ser Du, Maagerup, dette med at have Ansvar, det
er nok i Grunden ikke stort andet end en Talemaade. Vi har allesammen
et stort dresseret Dyr i os. Bevares! man holder jo til daglig de
bestialske Fornemmelser nede. Men selv i de bedste Menagerier kan
der ske, hvad man kalder et Uheld -- det vil sige, at Dressuren
pludselig brister ..."

Fru Herding rykkede igen i Ilden:

"Der er da virkelig Forskel -- paa Mennesker og saa paa Dyr."

"Hm -- jo. Dyrene er klogere. De prøver slet ikke paa at bekæmpe
deres naturlige Tilbøjeligheder. Menneskene derimod gør det
undertiden."

"Det er jo nogle ganske forargelige Anskuelser," sagde
Hansen-Maagerup. "Man skulde bare lade staa til og gøre og lade,
akkurat som man havde Lyst til! Jeg skal sige Dig en Ting: Du mener
det ikke!"

"Hvad gør jeg ikke? ... Om Forladelse: jeg saa ikke, at jeg havde
Ruder Knægt ... mener jeg ikke, hvad jeg siger?"

"Nej, Du gør saamænd ikke."

"Det var da heller ikke godt," tonede det fra Fru Herding.

"Jeg forsikrer Dem for -- jeg mener det. Og hvorfor skulde jeg ikke
det? Menneskenes Børn er virkelig nogenlunde utilregnelige i, hvad de
foretager sig. Hvem kan f. Eks. indestaa for, at Hansen-Maagerup ikke
en skønne Dag gør Alvor af at gaa op til Eksamen?"

"Du kunde ellers gerne holde det Anliggende udenfor."

"Ja ja -- saa skal jeg tage et andet Tilfælde. Jeg har en Ven -- en
udmærket Karakter, brav, trofast -- han gaar en Gang om Aaret rundt
og laaner Penge af alle os, der kender ham fra gammel Tid. Vi giver
ham gerne lidt -- alle -- vi kan jo allesammen godt lide ham. Han maa
have dem, siger han bare -- og saa lægger han Hovedet paa Siden og
ler ... Ved De, hvad han bruger dem til?"

"Nej ... Han drikker dem kanske op?"

"Nej fy! Han er det pæneste og ædrueligste Menneske paa Jorden. Han
ødelægger dem blot. Han kan gaa ind i Butiker og købe Ting, han ikke
har Spor af Brug for. Eller han kaster Skillinger i Grams til Drenge
paa Gaden. Eller han gaar ned til Havnen og slaar Smut med
Femogtyveører ... Han vil bare have den Fornemmelse, at der ingen
Grænser er for, hvad han kan tillade sig -- de Par Gange om Aaret."

"Saa synes jeg virkelig, Pengene de kunde være bedre anvendte."

"Ja -- hvordan f. Eks.?"

"Aa -- der er da altid et fattigt Menneske ..."

"Ja vel -- Brød mener Du. Jo, Du er mig en net Teolog ..."

"Hvad mener Du med det?"

"... som ikke ved, at Mennesket ikke lever af Brød alene."

"Tilvisse ved jeg, at ..."

"Du ved ikke, at der er anden Ulykke til end den, som skriger ud af
et Par slunkne Tarme og anden Lykke end at faa Maven fyldt ... Se nu
min Ven, ham jeg talte om. Han elskede at føle sig som en Fyrste --
at kunne strø Penge ud -- ganske hensynsløst. Maa han ikke have Lov
til det? Og er det ikke ligesaa berettiget at sætte sin Glæde i det
som i at æde og drikke og sætte Børn i Verden? Enhver har jo sin
Lyst. Nogle finder deres Morskab i at spise Østers, Andre i at samle
paa Frimærker, atter Andre i at holde Moralprækener. Hvorfor saa ikke
lade dem hver følge sin?"

"Du taler, som om der kun var Spørgsmaal om Lyst."

"Ja, vi kan jo godt give det et andet Navn. Derpaa kommer det ikke
an."

"Jeg mener, at det, som er det ædleste og bedste i En ..." Det bævede
om Hansen-Maagerups Mundvige, saadan som det gerne gjorde, naar et
eller andet satte ham i Sindsbevægelse.

"Det ædleste og bedste -- ja, er det ikke det, som ligger dybest i
vor Natur? Hvorimod det ringe og daarlige -- det er det, som er den
fremmed. For Dig, Hansen-Maagerup, er Teologien utvivlsomt det
ædleste og bedste. Du er, om jeg saa maa sige, Teolog fra Mo'ers Liv
..."

"Aa -- det ved jeg dog ikke." Hansen-Maagerup rødmede beskedent.

"Ja, Du tænker maaske paa, at Du ikke har faaet den Eksamen --
undskyld, at jeg igen berører dette smertelige -- men er det ikke
netop et Udslag af det evig teologiske? Hvor kan man nogensinde
afslutte sin religiøse Forstaaelse med en Eksamen? Din Teologi er
uendelig som selve Himmeldybet."

"Ja, det er jo en let Sag at gøre Nar."

"Paa Ære -- jeg mener det. Men hvad Dit Studium er for Dig, det er f.
Eks. Svineopdrætning for en Landmand. Ja, det skal ikke være nogen
Kynisme -- er det ikke en stor og rig Kærlighed til Livet, dets
Frugtbarhed, dets Grøde, der er Kærnen i saadan et Menneske? Han ser
det svulme i Modersoen, myldre i det ene Kuld Grise efter det andet
-- omskabes gennem Flæskets Anvendelse som Næringsmiddel -- tror Du
ikke, at han i sin Sjæl har et Alter for Frugtbarhedens Guddomme
...?"

"Svineopdrætning maa vel siges at henhøre til Adiafora -- til de
Ting, der er neutrale lige overfor det sædelige Begreb. Men lad os nu
sætte, at Talen er om ligefrem Ryggesløshed ..."

"Ja hvad saa? Utallige Folkeslag har dyrket Vinens Gud -- ikke at
tale om Kærlighedens -- og Digterne har besunget baade Rusen og ..."

"Ja, Digterne de ..."

"Er nogle uteologiske Lødekøer -- naa ja -- men se saa til vore gamle
brave nordiske Forfædre -- de dyrkede da baade det ene og det andet.
De drak, saa det drev dem ud af Brynjeringene -- de overtraadte
henrykt alle Straffelovens Paragraffer og drak Guderne paa Pelsen af
Glæde, naar de havde gjort det -- de ..."

"Ja, man kan vel ikke gaa saa langt tilbage, naar man skal bevise
noget. Hedningernes Forhold til Loven er jo overhovedet et af de
vanskeligste Spørgsmaal ... Men nu er Du og saa Fruen ligegodt blevne
lilleslem."

Han tog sejrsæl det sidste Stik hjem. Fru Herding kastede et lynsnart
Blik paa det Kort, Flyge endnu havde i Haanden.

"Men Hr. Flyge dog!" sagde hun, og hendes Ansigt strammedes til en
stor Bebrejdelse, "nu har jeg aldrig kendt Mage! De sidder jo med
Kongen! Og jeg, som saa sikkert troede ..."

"Ja, jeg maa meget bede undskylde. Jeg sad i Tanker."

"Det kan jeg sandelig mærke."

Fru Herding var vred. Hun svulmede. Naar hendes Harme tændtes, saa
hun ud, som om hun blev pustet op indvendig fra. Og hendes Øjne blev
endnu rundere end ellers.

Det var et Par Gange hændet, at det ved Spillebordet kom til
ligefremme Scener.

Anna afværgede det imidlertid denne Gang. Hun begyndte at tale om, at
det vistnok var paa Tide at sørge for Aftensmaden. Vandet skulde
sættes over nu til Te -- ellers blev det for sent. Den første Rubber
var jo desuden forbi.

Og Fru Herding rejste sig og gik med hende ud i Køkkenet.

Flyge blev alene med Hansen-Maagerup. Men han havde ikke Lyst til at
genoptage Samtalen. Hansen-Maagerup sad og saa paa ham med sine
skikkelige, bedrøvede Øjne, mens hans brede, kluntede Hænder
ubehjælpsomt famlede ved Bordtæppets ene Hjørne. Og Flyge fik næsten
Medlidenhed med ham. Han vidste, at han følte ligefrem Smerte, naar
der med unænsom Haand blev grebet ind i den Forestillingskres, han
levede sin beskedne Tilværelse paa. Og han bestemte sig til at lade
ham have Fred -- i hvert Fald for Resten af Aftenen.

"Ja," sagde han med et Smil, "vi to bliver nok aldrig enige i denne
Verden."

"Nej," sagde Hansen-Maagerup, og det bævede paany om hans Mundvige,
"og jeg vilde dog saa inderlig ønske, at Du kunde ... Det gør mig saa
ondt at høre Dig staa paa det Standpunkt."

Anna kom ind og begyndte at dække Bord. Flyge følte en stedse mildere
og fredsommeligere Stemning dale ned over sig. Den lune Stue med dens
vage Duft af Blomster, dens renlige Fordringsløshed og sirlige Orden
-- den hvide Dug og den pyntelige Opdækning med det gamle Spisestel
og de smaa Frynseservietter -- alt dette fik i det dæmpede Lampelys
et Skær af naiv Hygge, der dulmende trængte sig ind i hans Sind. Og
han lovede sig selv, at han vilde være skikkelig og ikke yppe nogen
ny Strid.

Anna vimsede ud og ind -- fra Køkkenet ind i Stuen og tilbage igen.
Hun havde taget et hvidt Forklæde paa -- det gjorde, at hendes Buste
tog sig rankere og mere spændstig ud i den tarvelige, mørkeblaa
Kjole. Nu, da hun var optagen af sit Arbejde, var det ogsaa, som om
hendes sædvanlige Forsagthed var strøgen af hende. Hendes Hænder greb
saa sikkert og rapt, var de end smaa og svage at se til ...

Flyge kunde ikke lade være at gøre hende en Slags Undskyldning for
Striden før. Han vidste ikke hvorfor, men han syntes pludselig, det
var hende, han først og fremmest skyldte en saadan.

"Hvad mon De egentlig mener om os to?" sagde han. "De synes vist, at
vi er et Par rigtig rødkammede Hanekyllinger, at vi ikke kan gemme
vore Disputer til vi er alene?"

Hun smilede.

"Aa," sagde hun, "De mente det vel ikke saa farligt."

"Ikke saa farligt? Hvorfor ikke det?"

"Nej -- det tror jeg virkelig ikke, De gjorde. Saa vilde De have talt
paa en anden Maade. Jeg var saamænd lige ved at sige det til Dem før,
da De var midt i det. For det kunde jeg tydelig mærke paa Dem ...

Men saa vilde jeg alligevel ikke. For De kan naturligvis have Ret i
noget af det ..."

Hun var igen ude af Stuen. Men Flyge syntes, at hendes Stemme havde
sitret en Smule som af Latter, der holdes nede.

Skulde hun virkelig ikke tage ham højtidelig?

Det krænkede ham saa smaat. Ikke for det: hun havde jo i Grunden Ret.
Han mente det virkelig ikke saa farligt -- i alt Fald mente han det
ikke nu mere. Det var jo i det hele taget hans store Ulykke: han
mente egentlig aldrig ret noget for Alvor. Men han var dog vant til,
at man lagde en vis, passende Vægt paa, hvad han sagde. Og saa havde
denne lille, stilfærdige Pige siddet der saa ganske uimponeret.

Han saa hen paa Hansen-Maagerup. Ogsaa paa hans Ansigt syntes han at
kunne skimte et noksaa lunt lille Smil. Det ærgrede ham. Hans
teologiske Ven havde saa sandelig ikke nogensomhelst Aarsag til at
føle sig overlegen.

Det var ham næsten som en Smule Oprejsning, at Fru Herding endnu, da
hun kom ind, syntes ikke at være uden Beskhed.

Men ved Aftensbordet var han Medgørligheden selv. Han gav sig til at
fortælle Historier. Ganske uskyldige og uanstødelige Smaatræk --
saadant som man hører hvor man færdes paa Gader og Stræder -- i det
højeste med et lille Stænk af blid Ondskab mod en eller anden kendt
Personlighed. Han fortalte godt og vakte altid Moro dermed. Og han
hørte ogsaa nu smaa Latterknist, bredt fra Hansen-Maagerup, dybt
stønnende fra Fruen, næsten barnligt lyst fra Frøken Anna.

Alligevel kunde han ikke frigøre sig for en Fornemmelse af, at den
sidste betragtede ham med et Stænk af Ironi ... Han begyndte at faa
Interesse for hende: skulde virkelig dette lille Stykke Kvindekøn
sidde der og have ham ganske lunt til bedste? Sidde og skinne af
frejdig Kritik bag disse bly sænkede Øjenlaag? Det kunde sandelig
more ham en Gang at komme nærmere i Lag med hende. Egentlig havde
hendes Skjulthed altid pirret hans Nyfigenhed -- nu følte han det
næsten som et Behov at komme til at se om bag hendes sagtmodige
Væremaade -- se, om der kanske skulde findes en lille spillende og
spydig Pigesjæl, som ikke hendes Nærmeste kendte ...

-- -- Under de to sidste Rubbere sad han hele Tiden og tænkte paa,
hvordan han skulde finde Paaskud til at besøge de to Damer udenfor de
sædvanlige Whistaftener. Hansen-Maagerups retskafne Nærværelse vilde
nemlig være ham en Hindring i mulige Eksperimenter.

Og da han ikke fandt noget bedre, drejede han Samtalen saadan, at han
kunde tilbyde Frøken Anna at laane hende Bøger fra Biblioteket.

Hun blev rød i Hovedet af Glæde derover. Men det var Fru Herding,
der tog imod Tilbudet paa hendes Vegne.

Da han var ved at gaa, kom imidlertid Anna hen til ham ude i Entréen.

"De skal have Tak for det med Bøgerne," sagde hun. "Jeg vil saa uhyre
gerne læse. Men nu glemmer De det ikke."

Han lovede højt og dyrt, at han skulde huske det.

Og da han lidt efter gik ned ad Trappen, følte han en glad
Forventning stige op i sig. Han syntes pludselig, at et uanet Haab
var tindret frem for hans Blik.

Men hvori det i Grunden bestod -- det vidste han ikke selv.




Preben Flyge havde sin Ungkarlelejlighed paa en af Sidevejene paa
Frederiksberg.

Huset var nyt. Facaden prydedes af afskaarne Englehoveder og indlagte
Ornamenter af himmelblaa og hvide Glasursten, og ganske vilkaarligt
hang hist og her en Karnap med store Spejlglasruder som et Flueskab
paa Murfladen. Stedet ejedes af en Murmester, der selv havde udført
Tegningen og som havde gjort det til et broget Prøvekort paa alle
mulige Stilarter.

"Det ordentlig skratter," sagde Flyge. "Man kan blive helt ophidset
af at se paa det. Og det kan man ogsaa have godt af en Gang imellem."

Men i sit eget Værelse vilde han have det dæmpet. Væggene var næsten
ganske dækkede af Reoler, Gulvet skjultes af et tykt Tæppe. Og der
var gamle, blide og stilfærdige Møbler.

Flyge havde samlet dem møjsommelig gennem flere Aar. Men han gik som
Samler frem uden nogen bestemt Plan. Han holdt af, at Stuen skulde
være som en blødt glidende Skala af forskellige Tiders Smag, saa at
hvert Møbel gav sin Tone. I Timevis kunde han sidde og lade Blikket
glide fra det tykke, massive Kuglebord til Empire-Lænestolens
Sprinkelværk, fra det gamle Stueurs troskyldige Kluntethed til
Rokoko-Kommoden, der lignede en pyntet ældre Levemand med en
velfodret Mave, baaren af et Par tynde, krumme Podagra-Ben ... Hvert
af disse Møbler talte sin Tids Sprog til ham, og alle stod de der til
enhver Tid taalmodigt rede til at afløse hverandre i hans
Opmærksomhed.

Paa samme Maade gik det ham med Mennesker. Han holdt af at skifte.
Naar han i nogen Tid havde dyrket et Bekendtskab, fyldtes han af en
Følelse af Tomhed og Kedsomhed ved bestandig at møde samme
uforanderlig fastslaaede Synsmaader, samme Vaner og Tilbøjeligheder.
Han kunde da pludselig bryde af og opsøge halvglemte og fjerne
Omgangsfæller, som han saa holdt sig til en kort Tid. Saadan var det
gaaet til, at han var begyndt at omgaas Hansen-Maagerup.

Nu var der for Resten gaaet nogen Tid, siden han sidst var hos Fru
Herding. De sidste Søndage havde han ikke følt sig oplagt til at gaa
derhen. Frøken Anna tænkte han kun flygtig paa, og den Stemning, hun
hin Aften havde vakt hos ham, var ganske bleget. Hvad havde han i
Grunden ogsaa med hende at skaffe? Hvorfor overhovedet lære flere
Mennesker at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. Man burde vist
aldrig drive et Venskab videre end til, at man uden Fortrydelse kunde
spise til Middag sammen.

Men en Formiddag, kort før han skulde gaa paa Biblioteket, stod
Frøken Anna pludselig i hans Værelse. Han havde hørt, at det havde
ringet svagt, næsten bønfaldende paa Entréklokken ... Og nu var hun
der.

Han vidste ikke ret, om han skulde være tilfreds eller misfornøjet.
Foreløbig var han kun forbavset.

"Frøken Herding!" sagde han, "det maa jeg sige: det var en
Overraskelse ... Ja, en behagelig Overraskelse naturligvis," føjede
han til, da han mente at se et ængsteligt Udtryk i hendes Ansigt.
"Men vil De ikke sidde ned?"

"Jeg kommer blot for at bede Dem om noget," svarede hun og blev
staaende.

"Ja -- naar det er noget, jeg _kan_ opfylde, saa ..."

"Aa, det er bare ... jeg maatte maaske hellere have gaaet op til Dem
paa Biblioteket ... men jeg ved jo slet ikke ... De havde lovet mig
nogle Bøger ..."

"Ja -- men det er da ogsaa en Skam, at jeg kunde glemme ... Saa De
holder saa meget af at læse? Men saa sæt Dem dog ned, Frøken -- jeg
maa jo da have Lov til at høre, hvad det er for en Slags Bøger, De
nærmest havde tænkt Dem ..."

Hun satte sig paa en Stol. Men han fik hende hen i Chaiselongen, tog
Parasollen fra hende og anbragte den i en Krog. Selv stillede han sig
lige overfor hende med Ryggen op mod Bordet.

"Altsaa Bøger", sagde han. "Men der er mange Slags Bøger, Frøken
Herding."

"Jeg troede, De kunde tænke Dem ... Jeg læser gerne alt muligt."

"Alt muligt!" Han smilede. "Ja, det gør det naturligvis lettere for
mig at træffe Valget. Eller sværere -- ligesom man vil tage det. Se
nu her" -- han gik hen til Reolen og tog en Bog frem -- "synes De om
noget af den Slags?"

Anna saa ikke en Gang paa Titlen.

"For mig er det vist godt altsammen," sagde hun. "Jeg kender jo slet
ingenting. Ikke Navnene en Gang paa dem, der skriver. Saa hvis jeg
maa laane denne her, saa takker jeg ..."

Hun gjorde Mine til at ville gaa. Men Flyge holdt hende tilbage.

"Tror De nu, Menneskene bliver bedre -- eller blot klogere -- af det,
de læser?" sagde han.

Hun svarede ikke men saa uforstaaende paa ham.

"Ja, for jeg tror det ikke. Folk, der ikke har læst noget, har i
Reglen en meget bedre Forstand end vi andre."

"Tror De det?"

"Ja, det kan jeg forsikre Dem. De Mennesker, man kalder dannede -- de
er det ikke, fordi de har læst og lært noget, men fordi de har faaet
Lov at leve i et vist Velvære. De har ikke været nødt til at krympe
sig for alle mulige aandsfortærende Hensyn -- det er det hele. Men
Gudbevares! jeg har naturligvis den største Ærbødighed for den
herskende Oplysningsidioti."

"Ja men den Aften, De var hos os -- da sagde De jo netop ..."

"Ja, jeg sagde lige netop det stik modsatte. Jeg priste Oplysningen.
Men det var til Hansen-Maagerup. Og overfor ham var det Sandhed."

"Kan da noget være sandt for Nogle og ikke for Andre?"

"Ja, det kan det saa udmærket. For et Barn er saa meget Sandhed, som
ikke er det for os Voksne. Man maa ikke gaa ud fra sine egne
Begreber, naar man taler med Børn; for de taaler i det højeste
Sandheden i opspædt Form."

"Ja men Hansen-Maagerup er da ikke noget Barn."

"Han er ligesom et Barn. Han tror paa Storken. Forstaar De: en
moralsk Stork, en Oplysningsstork osv., der bringer os alt, hvad vi
har Brug for, fikst og færdigt. Det kan slet ikke nytte at sige til
ham, at Oplysning er noget Bras. Man maa nemlig selv have noget af
den for at forstaa, at den ikke er noget værd."

"Saa kan det da heller ikke nytte, at De siger det til mig."

"Jo, det kan det godt. For en Dame har altid den Oplysning hun har
Brug for."

"Det forstaar jeg ikke. Men nu maa jeg hjem."

"Skal De ind ad Alleen?"

"Ja ..."

"Har De noget imod at følges med mig?"

"Nej -- hvad skulde jeg have imod det?"

De blev ved at passiare sammen, mens han tog sit Overtøj paa. Anna
havde faaet Tungen paa Gled og pludrede løs om, hvad der faldt hende
ind. Mest var det nok om Vejret og sligt. Men det var iøvrigt Flyge
ganske ligegyldigt. Han stod blot og saa paa hende og lyttede til
hendes Stemmes lyse Klang.

Det var mærkeligt med hendes Ansigt. Naar man saa det i Profil, var
det, som blev det et ganske andet. Alt det bløde og barnlige, som
ellers prægede det, veg bort, og i Stedet for fik man Øje paa en
stærk og fast Linie, der fra Næsens fine Fløje drog sig ned mod Hagen
og ligesom pressede sig sammen om Munden. Det var, som bævede der bag
den et Spil af haarde og energiske Muskler. Og det faldt Flyge ind,
at den Forsagthed, der ellers saa ofte laa næsten lammende over
hendes Væsen, den gemte sig mest i de dybe blaa Øjne. Saa snart de
ikke saa paa En, saa røbede den sig ikke.

Han blev ved at iagttage hende, da de lidt efter gik ned ad Gaden
sammen. Han havde en Fornemmelse, som om han idag saa hende for
første Gang, og hans Sind fyldtes af en lys Opdagerglæde. Denne baade
spæde og ranke Skikkelse, der i korte Sæt bares frem paa de smaa,
sikre Ben, dette lille Hoved med det lyse Haar, der var strøget op
over den ret store Nakke, disse smale, lige Skuldre føjede sig
sammen til et Indtryk af Støthed, som han aldrig før havde fundet
hos hende. Han syntes, hun saa ud, som gik hun bare og samlede paa
Styrke for en skønne Dag at bryde igennem alt det, der nu stængende
skød sig mellem hende og Livet.

Han var med et bleven tavs. Han følte sig greben af en Forlegenhed,
der saa ofte paakom ham overfor Kvinder, der vakte hans Behag og som
han selv havde ondt ved at forklare sig. Den var som en ulden Dunst,
der lagde sig over hans Hjerne og gjorde hans Tanker døde og flove.
Hvad maatte hun tro om ham -- ham, der ellers havde saa stor Overflod
af Ord ...?

De var drejet om Hjørnet af den Sidevej, hvor han boede, og gik nu
ned ad Alleen. Der kom en frisk og munter Blæst bag paa dem. Den
tvang ham til at holde paa sin Hat og løsnede en Lok af hendes Haar.
Begge to hældede de sig forover og løb nogle Skridt, inden de atter
fandt fuld Ligevægt.

Den løsrevne Haarlok flagrede lystigt i Vinden som en lang, smidig
Vimpel. Og der undslap Anna et lille, leende og forskrækket Udbrud.

"Det er en ordentlig Blæst!" sagde han. Noget _maatte_ han jo sige.

"Aa, Herrerne kan da sagtens," svarede Anna og saa paa ham.

Hendes Blik bar ham over Forlegenheden.

"Kan vi sagtens?" sagde han. "Vi bliver jo simpelthen latterlige i
Blæst. Man gaar og holder paa sin Hat, saa det ser ud, som om man
holdt paa sit eget Hoved. Eller man holder ikke paa den, men lader
den blæse af. Saa løber man efter den, mens Haaret rejser sig som
Marehalmstotter paa Ens Hoved -- eller man fremviser sin skaldede
Isse, der skinner som en blank Skilling -- og man skridter ud,
pustende og stønnende, mens Hatten danser afsted i Snavset ... Nej,
man er latterlig, hvordan man saa vender og drejer det."

Hun lo. "Det har jeg saamænd aldrig tænkt over," sagde hun. "Jeg
synes bare, det er Synd for Herrerne. Og saa giver jeg mig somme
Tider ogsaa til at løbe efter Hatten. Det var da en Skam andet end at
hjælpe dem, hvis man kan -- og saa løber vi om Kap -- alle tre -- ja,
for Hatten løber jo ogsaa ... Men det er maaske ikke passende ...
Forleden Dag var der en Herre, der begyndte at spørge mig ud."

"Spurgte han Dem ud?"

"Ja -- men han spurgte for Resten blot, hvor jeg boede. Det var en
ældre En -- naturligvis. Ellers havde jeg vist heller ikke løbet
efter Hatten. For han var meget nærmere ved den selv."

"Sagde De ham saa det?"

"Hvilket?"

"Hvor De boede."

"Jeg sagde bare, at jeg boede i Rosenvænget. Mere syntes jeg ikke kom
ham ved. Det var kedeligt, at det ikke var paa Kristianshavn, sagde
han bare. Hvad tror De i Grunden, han mente med det?"

"Han skulde vel den Vej."

"Tror De? Aa ja. Han _var_ nu ældre."

... Der var kun faa Mennesker i Alleen. Mest gamle Folk, der stred
sig frem mod Blæsten. Undertiden tvang den dem næsten til at staa
stille.

"Jeg gaar og tænker paa," sagde Anna videre, "hvor det i Grunden er
underligt at leve."

"Aa ja -- mere underligt end egentlig behageligt."

"Behageligheden er jo forskellig. Men det er underligt, at man saa
tidt ikke kan gøre Folk Tjenester, fordi de vilde blive fornærmede,
hvis man prøvede paa det. Jeg saa forleden Dag en Herre i en
Sporvogn. Det var en meget pæn Herre, men han havde saadan en
frygtelig Vorte paa Kinden. Jeg ved godt, hvordan man kan blive af
med saadan en, og jeg kunde jo altsaa godt have sagt det til ham. Men
havde jeg gjort det, saa var han naturligvis bare bleven vred."

"Det var han rimeligvis."

"Ja men det er jo netop det underlige. Hvis jeg nu havde været hans
Søster, saa vilde der ikke være noget i det. Men hvorfor skal man
absolut kende hinanden i Forvejen for at gøre hinanden Nytte? Der er
nu det med Hattene -- _De_ synes maaske ikke en Gang, at det er
rigtigt?"

"Jeg tror helst, De skulde lade være."

"Ja, det _er_ ogsaa rædsomt med mig. Hjemme der passer jeg virkelig
saa nøje paa, at jeg ikke gør noget galt. Men saa snart jeg kommer
udenfor en Dør, saa synes jeg, det er saa ligegyldigt, hvordan jeg
er. For der er dog aldrig Nogen, der kender mig."

"Saa skulde De se at komme lidt mere ud."

"Mo'er synes ikke om det."

"Har De forsøgt?"

"Nej -- men jeg ved det jo."

"Ved De hvad, Frøken Herding" -- han standsede et Øjeblik og slog
Dupskoen af Stokken mod Stenbroen -- "var jeg i Deres Sted, saa
gjorde jeg sandt for Dyden Oprør."

Hun blev ved at gaa men bøjede Hovedet, som om hun overvejede denne
Mulighed.

"Nej," sagde hun saa, "det gør jeg nu ikke. For det er Synd for
Mo'er."

"Mener De det?"

"Ja, det ved jeg, det vilde være. Hun vilde ikke kunne forstaa det.
Og hun er jo saa sikker paa, at saadan som det er, saadan er det det
bedste for mig."

"Ja, det tror de jo allesammen -- alle de Ældre. Saadan som de gør
det, saadan er det naturligvis det ene saliggørende. Men jeg mener
netop, det er Synd for dem selv, at de faar Lov til at tro det."

"Hvad Synd skulde der kunne være i det?"

"Der er den Synd, at de gaar bare og bliver endnu ældre af det. Saa
æld-ældgamle. De faar Lov til at stænge sig af. Naar man har Børn,
saa er det gennem dem, man skal holde sig Døren aaben til Fremtiden.
De er inde i Ens Liv, og saa gaar de ud i Verden og bringer stadig
noget nyt og friskt med der ude fra. Gennem dem faar Forældrene Lov
til at leve med i den næste Slægt ogsaa: de staar endnu midt ude i
det hele og kan mærke, hvordan det lufter ind imod dem ... Men naar
Børnene gemmer sig ind til En og med Villie gør sig gamle ligesom En
selv, saa er der jo slet ikke mere. Saa synes man, at hele Verden
udenom En er bleven ond, og saa er der ikke mere tilbage -- uden at
dø."

Han havde talt sig varm. Men Anna rystede bedrøvet paa Hovedet.

"Mo'er vilde slet ikke kunne forstaa saadan noget som det, De der
siger. Hun vilde bare synes, jeg svigtede hende. Nu har hun det godt:
hun bryder sig ikke om noget udenfor, bare hun har mig. Jeg turde
saamænd ikke en Gang fortælle hende, at jeg vilde op til Dem idag."

Hun lo -- en Smule forlegent.

"Hvad tror hun da?"

"Hun tror, jeg er hos Onkel Kihler. Det var jeg ogsaa: jeg plejer at
se op til ham en Gang om Maaneden. Men han var ikke hjemme. Og saa
fik jeg saadan en pludselig Lyst til at ..."

"Til at faa noget at læse i?"

"Ja."

"Det var letsindigt af Dem, Frøken. For nu slipper jeg Dem ikke igen
saadan uden videre."

"Hvad vil De da gøre ved mig?" Hun saa saa hjælpeløst forskrækket
ud, at han kom til at le.

"Jeg vil saamænd have Dem med ind paa en Kafé."

"Der har jeg aldrig været før." Hun blev rød af Glæde. "Og saa kan
jeg ogsaa meget bedre fortælle Mo'er, at jeg har været sammen med
Dem."

"Mener De det?"

"Ja -- for saa er det jo Dem, der har inviteret mig og ikke mig, der
..."

"Er gaaet op til en fremmed Herre -- nej. Med andre Ord: vi lyver
lidt -- ikke sandt?"

"Ja, det gør vi vel," sagde hun og saa angerfuldt paa ham.

-- -- De var naaet ned til Vesterbros Passage og vilde gaa tværs over
Gaden. Fra den ene Side kom der en Række Arbejdsvogne, fra den anden
susede en elektrisk Sporvogn frem. Anna saa ikke Sporvognen og vilde
gaa frem lige foran den.

Flyge stak uden at tænke over det sin Arm ind under hendes og holdt
hende saaledes tilbage. Den blev ved at hvile der, til de var naaet
over Gaden. Anna gjorde intet for at gøre sig fri. Og han kunde mærke
hendes Arms Varme gennem sit Frakkeærme.

Det blev ham, der af egen Drift gav slip. Hun syntes ikke et Øjeblik
at have tænkt over, at de havde gaaet der Arm i Arm.

"Men jeg kan jo ikke blive længe hjemme fra," sagde hun pludselig --
hun var endnu inde i Samtalen fra før. "For saa troer Mo'er straks,
at jeg er kommen noget til."

-- -- De tog Plads udenfor en af Kaféerne i Nærheden af Tivoli. Flyge
vilde helst gaa ind i Kaféen, han vilde ikke gerne udsætte sig for
senere at blive beskudt med Spørgsmaal om, hvem den Dame var, han
havde haft med. Men Anna holdt paa, at de skulde sidde udenfor. Der
kunde de have det nok saa lunt, og der var Læ for Vinden.

Anna skulde have Chokolade, naturligvis. Flyge vilde, at der ogsaa
skulde være Vin.

Men da de havde faaet det, blev han paany tavs og vidste ikke ret,
hvad han skulde sige til hende.

Anna lod ikke til at mærke det. Hun var i ypperligt Humør og lo og
pludrede løs med Munden fuld af Kage.

"Tror De, saadan en Kafé betaler sig?" sagde hun. "Det tror jeg, den
gør. Her sidder altid saa mange, naar man gaar forbi. Især Herrer.
Jeg har for Resten somme Tider saa ondt af dem."

"Hvorfor det?"

"Jo, for de ser tidt saa ulykkelige ud -- de kan sidde og se helt
fortabt paa deres Smørrebrød. De har naturligvis ikke noget andet
Sted -- jeg vil nok sige: saadan Dag ud og Dag ind at sidde og spise
ganske alene ved et lille Bord -- Tak! det skulde jeg dog ikke have
noget af. De er vist ogsaa sære, mange af dem -- jeg synes, de, som
varter op, de gaar og ser saa underligt paa dem ... Kan De se den
tykke Opvarter der -- sikke han ligefrem slænger Maden ned paa Bordet
foran dem ... Se, der kommer en Hund -- aa, det er Synd: den faar
vist ikke noget. Jeg kan ikke forstaa, at Nogen kan nænne at tage en
Hund med paa saadan et Sted og saa lade den staa og se med tør Mund
paa, at man selv spiser ... Ja, kom Du bare her hen, min Ven, saa
skal Du faa Sukker ... Monstro den holder af Sukker? ... Saa -- sitze
-- god Hund ... Nej, hvad er nu det?"

Hunden havde meget behændigt grebet det Stykke Sukker, hun kastede
ind i Gabet paa den. Men opmuntret herved havde den med et Sæt sat
sine Forpoter op i hendes Skød. Og i sin Overraskelse havde Anna
ganske rolig ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den anden
Haand.

"Nej stop, det var ikke Meningen -- fy, skamme sig ..."

Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes Nærhed. Og han sagde
til sig selv, at paa denne Maade skulde man egentlig altid have det
med Kvinder. Ingen Forelskelse, ingen Uro. Bare have dem om sig som
en sagte Musik.

Han hævede sit Glas og drak med hende.

"Skaal, Frøken!" sagde han. "Paa et langt, langt Bekendtskab!"

"Tak" -- hun lo -- "jeg bliver saa fuld som en Allike, naar jeg har
drukket dette her."

... Paa en Gang var der en ung Mand, der inde fra Kaféen stilede hen
mod Bordet, hvor de sad. Han var høj med lyst krøllet Haar og et
svagt Fuldskæg. Gangen var en Smule slentrende, og to store Hænder
med stærkt fremtrædende Sener dinglede frem og tilbage ved hans
Sider. I den ene holdt han en lille Haandkuffert, og for Resten havde
han intet Overtøj men var klædt i en grov blaa Jakke, der var knappet
helt op i Halsen.

Uden at tage fjerneste Hensyn til Flyges Nærværelse gik han lige hen
til Anna, glædestraalende og svingende med Haandkufferten.

"Frøken Herding!" raabte han, "Frøken Herding! Nej, det var da
morsomt, det var da forfærdelig morsomt!"

Anna var lige bleven forsonet med Hunden. Hun havde taget en Lommekam
frem, og bøjet ned over den var hun i Færd med at frisere dens Øren.
Men ved Lyden af denne Stemme saa hun i Vejret, og op i hendes Kinder
skød der en varm Strøm af Blod.

"Bøg! ... Nej dog! hvordan kommer De her?" ... Hun rejste sig op og
rakte ham sin Haand, som han stærkt rystede frem og tilbage.

"Jeg kommer lige fra Banegaarden. Igaar blev jeg færdig med
Militærtjenesten -- nu har jeg rejst hele Natten ... Og saa skal jeg
netop komme her ind og spise Frokost ... Og det første Menneske, jeg
træffer paa -- det skal være Dem!"

"Vi havde vel nok truffet hinanden alligevel. For De var da kommen op
til os -- ikke sandt -- det var De da?"

"Naturligvis var jeg det ... skønt jeg vidste jo ikke Deres Adresse
-- -- men det er da meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig.
De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i København -- ja,
og saa Deres Mo'er da ... Hun har det vel godt kan jeg tænke ...?"

De stod begge to og saa hinanden smilende ind i Øjnene. Hunden, der
mærkede, at den nok ikke kunde vente sig mere af Anna, forsøgte at
indsmigre sig hos Bøg ved logrende at gnide sig op ad hans Ben. Ingen
syntes at tænke paa Flyge.

Han maatte selv bede om at blive forestillet for den unge Mand.

"Ja, det er sandt," sagde Anna. "Det er Hr. Bøg, Viggo Bøg, en meget
god Barndomsven af mig. Og det er Hr. ... Hr. ..." Hun stirrede paa
ham. I sin glade Forfjamskelse kunde hun paa en Gang ikke finde hans
Navn frem af sin Hukommelse.

"Flyge," sagde han med et lille Smil.

"Ja, Hr. Flyge -- om Forladelse ... Men saa sæt Dem dog ned, Bøg."

Bøg trykkede Flyges Haand og saa spørgende paa ham.

"Ja, hvis Hr. Flyge tillader?"

"Værsaaartig."

Bøg rykkede en Stol hen til Bordet og tog Plads. Anna blev ved at se
dybt paa ham.

"Nu bliver De her da nogen Tid -- her i Byen," sagde hun.

"Ja -- jeg har jo faaet en Plads herinde. Det er derfor, jeg kommer
her. Jeg skal tiltræde den imorgen."

"En Plads? Nej virkelig? Er den god?"

"Aa -- jeg begynder med halvfjerds om Maaneden. Men saa er det saa
udmærket, at det er noget helt nyt. 'Avanti' -- kender De det?"

"Nej."

"Det er et Aktieselskab. Det skal udnytte en ny Opfindelse -- en
kemisk Sammensætning -- til Fremstilling af Næringsmidler."

"Er det saadan, at man kan gaa med et helt Rugbrød i en
Pebermynteæske? For det har jeg læst om i 'Familie-Journalen'."

"Nej, saa vidt er man nok ikke endnu. Jeg kender for Resten slet ikke
noget til det, jeg bliver først sat ind i det, naar jeg nu imorgen
kommer paa Fabrikken. Og saa maa jeg give mit Ord paa, at jeg ikke
vil røbe Hemmeligheden."

"Saa skal De naturligvis være den, der staar for det hele?"

"Nej, det tror jeg dog ikke. Der gaar nok nogle Aar, inden jeg naaer
saa vidt. Men det er jo alligevel et storartet Held for mig, at jeg
har faaet den Plads, skønt jeg endnu ikke har taget min Eksamen."

"De vil være Polytekniker?" blandede Flyge sig i Samtalen.

"Ja, jeg vil læse ved Siden af. Og noget kan jeg da allerede."

"Men hvordan var det, Bøg," sagde Anna, "jeg synes, De var kommen til
Jernbanen."

Han trak paa Skulderen.

"Det var jeg ogsaa," sagde han. "Men det passede ikke for mig. Sidde
der inde paa Kontoret -- og saa se Togene suse forbi og forbi -- ud i
Verden. Nej det _kunde_ jeg ikke. Saa gik jeg en skønne Dag til gamle
Møller ..."

"Overlæreren? Hvordan har han det?"

"Udmærket! Jeg sagde til ham, at han _maatte_ læse med mig -- Fysik
og Kemi -- og hvad der ellers skulde til. Det gjorde han ogsaa, men
det gik kun langsomt, for jeg havde jo ikke saa megen Fritid ..."

"Og Møller kunde vel heller ikke lære Dem noget videre?"

"Jo--o-- han har skam været dygtig en Gang ... Men nu er jeg jo glad,
at jeg er kommen saa vidt. Det skal nok gaa -- det tror jeg da saa
sikkert."

Flyge havde siddet tavs og vippet frem og tilbage paa Stolen. Uden at
han ret vilde tilstaa det for sig selv, virkede Bøg en Kende
ubehageligt paa ham. Al denne uplejede Frejdighed skurrede mod hans
Nerver.

Han fik Lyst til at drille ham en Smule.

"Er De nu ikke lidt nervøs, naar De tænker paa Deres nye Stilling?"
sagde han.

"Nervøs -- nej! Hvad skulde der være at være nervøs for? Selv ved jeg
jo i Grunden slet ikke, hvad det er, jeg gaar ind til. Men de, som
har antaget mig, de maa jo tro paa, at jeg kan bruges. Og saa kan jeg
det vel ogsaa nok."

"Jo -- men Ansvaret ved det hele -- det var det, jeg tænkte paa ...
Her er altsaa Talen om kemisk Fremstilling af Levnedsmidler -- ikke
sandt? Lad os antage, at det gaar ud paa at erstatte f. Eks. Kødet
som Næringsmiddel ..."

"Jamen det gør det vist ikke."

"Maaske ikke -- men De ved det dog ikke -- det kunde i al Fald
udvikle sig derhen. Vi sætter det nu. Kan De saa ikke se, hvilken
Revolution De der vilde være med til? Tusinder af Mennesker brødløse
-- jagede ud i Fortvivlelse ... Men Deres Fabrik stor og kvabset af
Ubarmhjertighed -- skovlende Guldet ind ..."

"Jamen saa vilde jeg naturligvis røbe Hemmeligheden, saa Alle kunde
nyde godt af den."

"De skal jo give Deres Ord."

"Man kan ikke binde sig til noget, som er skændigt. En Opfindelse
bliver jo da gjort for at gøre godt mod Menneskene. Gør den ikke
det, saa vil den aldrig kunne gaa -- nej, den vil aldrig kunne gaa!"

"Maaske. Men selv om den gør godt, saa forlanger den ogsaa Ofre.
Menneske-Ofre. De faar maaske ikke hele Elendigheden ind paa Dem. De
kan sidde paa Deres Fabrik og føle Virksomheden vokse under Dem. Og i
Aviserne vil De kunne læse mange smukke Ting om, hvor stor en
Velgerning De er med til at berede Menneskeheden. Men Elendigheden er
der alligevel. Den skjuler sig rundt om i Krogene. Bliver Verden
overhovedet lykkeligere af Fremskridt? Sæt nu, Talen var om en
Opfindelse, der vendte op og ned paa alle Begreber i Verden, saa det
bestaaende gik ganske i Stykker ..."

"Ja, saa fik vi vel noget andet bestaaende i Stedet. Og maaske noget
bedre. I al Fald kan vel det ene være ligesaa godt som det andet."

"De er en farlig Person, lader det til, Hr. Bøg."

"Jeg -- haha -- nej, det mener De nok ikke ... Men nu kommer jeg skam
til at gaa. For jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om i Byen.
Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og saa faar jeg jo ikke megen Tid.
Gaar De med, Frøken Anna ..."

"Ja -- se, Frøken Anna var jo egentlig min Dame ..."

"Jo -- ja undskyld -- men jeg kan jo slet ikke hitte om i Byen alene.
Jeg har aldrig været her før nemlig. Hvis Frøken Anna nu gik med mig
-- saa blev det jo saa meget lettere. Vil De ikke nok det, Frøken
Anna?"

"Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden Betænkning. Men skottende
hen til Flyge føjede hun til: "For De skal vel alligevel ..."

"Jeg skal paa Biblioteket -- ja. Saa mig skal De ikke tage Hensyn
til."

Han slog ud med Haanden, og Anna og Bøg sagde Farvel. Det forekom
ham, at der glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i Annas Øjne.
Hun var dog Kvinde -- vilde sagtens søge at udfinde, om der ikke hos
ham skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa en Anelse af
Skinsyge ...

Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, saa han de to unge
Skikkelser dreje om det nærmeste Hjørne. Bøg tog lange Skridt og
svingede stadig med Haandkufferten i Luften. Anna næsten _løb_ ved
Siden af ham.

Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blæst -- en
munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om
dem og nappede dem i Klæderne ...

... en rask lille Blæst, der laa paa Lur bag Gadehjørner og som foer
halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner ...




Flyge gik op i Biblioteket.

Da han i sin Tid havde taget mod Stillingen deroppe, var det ikke
fordi han ønskede for bestandig at blive Biblioteksaand eller
Arkivvæsen. Han havde lige taget Magisterkonferens i romansk Sprog
med udmærket Udfald, og nogle Tidsskriftsartikler havde vakt nogen
videnskabelig Opmærksomhed for hans Navn. Fremtiden syntes ham ikke
tvivlsom: den maatte føre ham gennem en Doktordisputats til en
Universitetsstilling. Assistentposten i Biblioteket var altsaa kun
til ganske foreløbig at flyde paa.

Men lidt efter lidt havde Bøgerne trængt sig ind i hans Sind og
omklamret hans Fantasi, saa at han ikke kunde slippe dem.

Der stod de paa de lange, hvidmalede Reoler, Bind ved Bind, Ryg ved
Ryg i uendelige Rækker. Tanker, der forlængst var blegede og visne,
Tanker, der i eneboeragtig Kyskhed var fremmede for Hoben, og atter
Tanker, der endnu hver Dag strakte deres tusinde Rodtrevler rundt om
i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bøger, stod
urørlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det
Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed.

Og denne Hær med dens Uoverskuelighed af Afdelinger var ikke en
tilfældig samlet Flok, der en skønne Dag kunde møde sin Overmand og
hvis Rækker kunde opløses. Den var sammensat af alle Vaabenarter og
alle Nationer, og gennem alle Tider havde Slægt paa Slægt opbudt sin
Styrke for at kunne yde sit Bidrag dertil.

Flyge følte sig som en Konge, naar han saa hen over alle disse
Rækker. Han herskede over dem, kunde kalde enhver af dem til sin
Tjeneste, naar han vilde. Men ukaldede kom de aldrig. De trængte sig
ikke frem med dum, utidig Passiar og kaglende Vigtighed, med ørkesløs
Udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede Meninger. De ytrede sig, naar
man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, saa tav de.

Han havde efterhaanden udviklet sin Smag for Læsning til det bizarre.
Han læste ikke mere for det Livs Skyld, der rummedes i Bøgerne. Helst
søgte han til de Værker, som ingen Andre læste, de glemte og
forsmaaede, og fandt en egen Nydelse deri, at han kunde føle sig ene
om deres Selskab.

Saaledes kunde han med en stille Tilfredshed tage for sig en
indbunden Aargang af en eller anden gammel Avis. Han lod Øjet glide
hen over det gulnede Papir og den blegede Tryksværte. Spalte op og
Spalte ned kunde han læse Artikler, Nyheder, vrede og tilfredse,
perfide og ørkesløse.

Hvor de havde sprættet, alle disse Sjæle, som havde undfanget dem,
hvor de havde spruttet, disse Penne, som havde skrevet dem, hvor de
havde pirret op i Myretuen! Og nu stod Resultaterne der, kendt døde
og magtesløse af Livet, der blev ved at rulle hen over dem ... Med en
vis ondskabsfuld Glæde kunde han fordybe sig i en saadan gammel
afmægtig Artikel: hvor var nu den Blæst henne, som den havde rejst?
Glemt, glemt altsammen, mens andre Aviser, lige optagne af sig selv,
lige spjættende af unyttig Iver, hver Dag flagrede ud, hvirvledes
rundt som Sneflokke og faldt til Jorden ...

Selv en daarlig Avisartikel fik dog undertiden her i Verden sin
Straf: den at blive læst flere Aar efter, at den var skreven ...

Men det var ikke blot Bøgerne, der optog ham. Ogsaa de Mennesker, der
søgte Biblioteket, skaffede ham Nydelser.

Der var nogle, der sneg sig ind som Tiggere. De blev staaende ved
Døren, ydmygt blussende af Generthed, inden de vovede sig frem med en
stakaandet Anmodning. Og de satte sig paa Kanten af Stolen, mens de
ventede. Der var unge Studenter imellem, der var gamle, underlig
jordslaaede Autodidakter, og der var unge Piger, der vilde laane
Billedværker ... Dem var det morsomt at skræmme og imponere. Naar man
saa paa dem med et eget lærd, dødt misbilligende Blik, kunde deres
Forlegenhed stige til en selvudslettende Højde.

Men der var ogsaa dem, der kom skridtende ind med en vis uindviet
Fripostighed. De trampede i Gulvet og stillede med høj Røst
Forlangender om de Bøger, de ønskede. Og naar de havde gjort det,
satte de sig ned, stak Hænderne i Lommerne og strakte med en frygtløs
Gaben Benene fra sig. De var til himlende Forargelse for Bibliotekets
gamle Bud, der stiv i Nakken og barket af mange Aars Ensformighed
hentede Folianterne fra Reolerne.

Og endelig Læsestuens Stamgæster, der hver Dag til nøjagtig samme Tid
kom ind, fik deres Bog udleveret og satte sig til at gøre
Optegnelser. Nogle af dem var Videnskabsmænd og Studerende -- for
andre var Læsestuen kun et lunt Opholdssted, der var blevet dem en
Vane og hvor de søgte en Afbrydelse i Dagenes Træghed ...

I Biblioteket følte Flyge sig i Ligevægt. Naar han sad deroppe bag
sin Pult, blev han greben af en mild og styrkende Kedsomhed, der
kvalte alle Længsler og forjog alle usunde Drømme.

Men idag kunde han ikke ret falde til Ro. Han saa for sig Anna og
Bøg, som de sammen gik ned ad Gaden fra Kaféen. Denne Bøg -- han
ærgrede sig i stigende Grad over ham, -- saa ugenert selvskreven han
havde teet sig, han med sine store, daskende Hænder.

Men det kunde ikke nægtes, at han bar sit Hoved rankt frem. Da han
gik der med Annas lille spæde og faste Skikkelse trippende ved Siden
af sig, saa han saa urokkelig sikker ud, som om han havde tilbudt sig
at være hendes Værn og Forsyn mod alt, hvad der kunde møde hende af
ondt. Højst sandsynligt, at han virkelig kunde paatage sig det. Thi
han syntes at eje den blanke Uvidenheds Naadegave, den medfødte
Ubetydeligheds Sikkerhed og Herskeevne.

Muligvis var det den inderligste Daarskab at misunde ham det.
Hvad vedkom overhovedet denne lille Frøken Herding ham,
Biblioteksassistent Preben Flyge? Saadan en lille Mo'ers Skødeunge,
der gik og pippede nysgerrigt om det Liv, hun ikke kendte ...

Men paa en Gang syntes han, at han sad her i Biblioteket som i en
aaben Begravelse. Var ikke alle disse Bøger Sarkofager, hvori døde
Tanker smuldrede hen, spredende en mulden Liglugt om sig? Og disse
Skikkelser, der gled ind og ud uden Lyd eller som sad ubevægeligt
bøjede over Bøgerne -- var det Liv, de førte? Gjaldt det ikke om de
fleste af dem, at de blot bevægede sig, tænkte, skrev og drog Aande,
fordi den Død, der ejede dem, ikke havde fundet det Umagen værd at
standse disse udvortes Rørelser? Skygger, Skygger ...

Levede han selv? Eller var han ikke højtideligt anbragt paa _lit de
parade_? Dag for Dag blev han mere og mere død. Bogrækkerne trængte
sig tættere og tættere sammen om ham, saa han ikke kunde røre sig. De
filtrede ham ind i et Net af døde Tanker, et Mylr af Traade, der alle
lovede at føre ham ud til Liv. Men naar han greb en enkelt og vilde
følge den, saa han alle de andre for sig, og han blev greben af Angst
for, at den, han holdt i sin Haand, ikke skulde være den rette. Længe
kunde han staa tvivlraadig og stirre paa Nettets indviklede
Slyngninger, til det alt var ved at løbe i et for hans Blik. Saa greb
han ganske vilkaarlig en ny Traad, den første, der faldt ham i Hænde
-- og atter tøvede han, atter greb han en ny -- atter døde der et
Stykke af ham ...

Med et bittert Smil indtog han sin Plads bag Pulten, hvorfra han
skulde lede Udlaanet.

"Her sidder man nu," tænkte han, "og formodentlig vil jeg alle mine
Dage blive ved at komme her hver Dag, sætte mig ned og være rede til
at staa paa Pinde for Oplysningsidioterne. De vil komme til mig og
bede mig om at række dem Giftbægeret. Jeg vil gøre det med et
beredvilligt Sind, for de fortjener ikke bedre. Og alle Tænkernes
svimle og farlige Tanker, alle Digternes syge og hede Længsler, alle
de lærde Penneskafters ligegyldige Reporter-Kendsgerninger vil
klumpes sammen i deres smaa og fattige Hjerner. Og de vil glemme, at
de selv er til, og af hundrede gamle Bøgers Forvirring vil de
sammenskrive hundrede nye. Saa vil de nye Bøger hoppe op paa de lange
Reoler og være rede til at gyde deres Indmad i andre Hjerner og atter
blive til nye Bøger ...

Og disse Bøger vil blive sendt ud til Folket for ogsaa at udmarve
det. Smaa, uldne Bøger vil lægge sig som Filt over Villierne. Og der
vil blive gjort endnu flere Bøger. Folket selv vil skrive dem:
Skomagere og Skræddere, Husmænd og Inderster, Vaagekoner og
Jordemødre. Og deres Sjæle vil blive som stegte Gæs, af hvilke Lever
og Lunge og Hjerte og Indvolde er tagne ud og erstattede med Æbler og
Svesker. Herrejemini! hvor de vil kro sig, hvor de vil føle paa deres
Maver og skændes om, hvis der er stoppet mest ..."

... Der kom en gammel Mand for at laane en Bog. Han var høj og tynd,
havde hvidt Fuldskæg og Briller og var klædt i en luslidt sort
Frakke, af hvis Ærmer et Par lange, stilkede Arme stak frem. Naar han
kom skridtende hen over Gulvet paa sine tynde Ben, saa det ud, som om
de knap kunde bære ham.

Flyge kendte ham godt. Det var en pensioneret Præst. For tyve Aar
siden havde han taget Afsked: han havde da set ud nøjagtig ligesaa
gammel som nu, og hans Ydre vakte en Forestilling om, at han heller
aldrig kunde blive ældre. Livets Safter var forlængst tørrede ind i
hans magre og kantede, næsten gennemsigtige Krop. Derfor syntes der
nu heller ikke mere at være noget tilbage hos ham, som Tiden kunde
tære paa.

I de Aar, Flyge havde været ansat i Biblioteket, havde denne Mand
hver Dag givet Møde. Og stedse havde han laant Værker, der angik et
og det samme Emne: Tiendepligtens Oprindelse i Danmark. Men Ingen
vidste, hvad han tilstræbte med disse Studier.

Da han nu kom hen til Flyge, saa denne skarpt paa ham. Under Armen
havde han et Par gamle Kvartbind i fuldt Læder, dem ønskede han at
faa byttet.

Flyge lod hente, hvad han ønskede, og rakte ham Bøgerne.

"De interesserer Dem for Tiendeforhold, Pastor Briksen," sagde han
venskabeligt.

"Ja," svarede Pastor Briksen og virrede lidt med Hovedet, "-- det er
jo -- det er jo et temmelig stort Emne."

"De vil formodentlig udgive et Værk derom?"

Den gamle Mand rødmede som en ung Pige, der ser sin første
jomfruelige Tilbøjelighed afsløret.

"Ja -- hm -- det kommer jo an paa ..."

"Ja undskyld, jeg saadan blander mig i det -- men jeg interesserer
mig selv en Smule for disse Spørgsmaal."

"Gør De? Gør De virkelig?" -- Han saa mistænksomt paa ham.

"Ja. Men yderst platonisk. Jeg vilde aldrig vove at give mig
videnskabelig af med dem."

"Aa, hvorfor ikke det? Det gælder jo blot om at have en Smule
Taalmodighed."

Flyge bøjede sig med et pludseligt Sæt frem imod ham.

"Jamen sæt nu -- sæt nu, jeg gav mig til at skrive et Værk om det --
og jeg saa aldrig fik Værket færdigt!"

"Ja -- man vil jo naturligvis gerne have lidt Udbytte af det. Jo, det
vil man. Ungdommen især. Det kan jeg saa godt forstaa."

"Jeg synes ikke, man her kan tale om, hvad man gerne _vil_. For mig
staar det saadan, at man _maa_ have det, maa absolut. Tænk at se
tilbage paa alle de mange Dage, man har anvendt til det -- og saa
maaske maatte indrømme, at man har stjaalet dem alle til Hobe ..."

"Stjaalet dem? Hvordan skulde det gaa til? Hvordan skulde man kunne
stjæle Dagene?"

"Man stjæler alle de Dage, da man intet udretter. Man tager dem fra
Livet -- det, som det var Ens Pligt at leve. Og naar man saa lægger
dem sammen, Dag til Dag, saa de tilsidst bliver til Aar -- er det saa
ikke, som om man havde udslettet sig selv af Tilværelsen for hele den
lange Tid? Er det ikke en Slags Selvmord? Vi ser det jo heroppe, vi
Biblioteksmænd. Vi ser Folk saadan gaa om og lade sig selv gaa til
Spilde."

"Da maa jeg sandelig tilstaa -- denne Betragtningsmaade forekommer
mig dog ellers ..."

"Ja, Dem kan den jo aldrig berøre pinligt, Pastor Briksen. De, som
virkelig arbejder paa et stort Værk og som efter al menneskelig
Beregning ogsaa naaer at faa det fuldført. De er maaske allerede
færdig -- ha ha -- De mangler maaske bare at faa det trykt ... Men
har De ikke somme Tider her oppe lagt Mærke til saa den Ene og saa
den Anden, som kommer herop Dag efter Dag og som bare gaar her og
bliver hængende? ... De bider sig fast i et eller andet Spørgsmaal,
som de aldrig slipper fra igen. Det er saadan noget lignende som at
samle paa tomme Sneglehuse."

"Naa -- naa ..." Den gamle Præst var bleven højrød i Hovedet.

"Jo -- for Kundskaberne har for dem fuldstændig mistet deres
Omsætningsværdi som Kundskaber. De bliver bare dyngede op. Det er en
Sport, det hele. Hvad mener De om at opdage Nordpolen?"

"Ja -- -- det er jo -- -- det er jo i og for sig ganske
interesseløst."

"Synes De? Aa -- jeg ved dog ikke. Jeg mener dog, de lever, de, som
prøver det. De ofrer sig naturligvis ikke for nogen Sag -- for der er
ingen Sag -- men de lever, saa længe det staar paa, i højere og
rigere Stræben end vi Andre. _Det_ har alligevel Folk ondt af der
kommer de snadrende og skal regne ud, om Nordpolen nu ogsaa kan give
Valuta for Pengene og Menneskelivene. Og saa aner de ikke, at her
oppe i Biblioteket gaar der hver Dag Snese af Mennesker og øder Aar
paa at opdage en eller anden videnskabelig Nordpol -- som i de fleste
Tilfælde er opdaget for længe siden -- af Andre."

"Ja, jeg kan aldeles ikke dele Deres Anskuelser. Aldeles ikke."
Præsten vendte ham vredt Ryggen og gik.

Men Flyge saa efter ham med et lille Smil.

"Der nappede jeg ham dog i Sjælen," tænkte han.

Og han blev ved at sidde med dette Smil om Munden, mens Folk blev ved
at komme og gaa, bringende Bøger, krævende Bøger -- og mens Støvet af
hundredaarige Bøger hvirvledes op i smaa, krusede Skyer og dalede
ned, læggende sig paa andre Bøger, dækkende Tanke-Sarkofagerne i
stedse tættere og tættere Lag.




Mere end Flyge ret vilde være ved det flakkede hans Tanker om Viggo
Bøg.

Hvad kendte han til ham? Hvad vidste han om ham? En Dag var han brudt
ind i hans Forestillingskres, som mellem Aar og Dag saa mange Andre
gjorde det -- det var det hele. Og alligevel fornam han det, som om
han i ham havde fundet en hemmelig Modstander, der stedse truede hans
Ro. Til at træffe sammen med ham havde han imidlertid ikke Lyst. Han
havde paa Fornemmelsen, at Bøg maatte være bleven en hyppig Gæst hos
Fru Herding. Og derfor holdt han sig selv borte derfra.

Hvad skulde han i Grunden ogsaa hos de Mennesker? Hvorfor grave sig
dybere ind i et Bekendtskab, som dog ikke i Længden kunde fængsle
ham?

En vis Nyfigenhed kunde han imidlertid ikke gøre sig fri for ... Han
kunde da i Grunden ogsaa se op til Hansen-Maagerup. Han var saa
skikkelig, saa inderlig skikkelig. Hvorfor da paa en Gang svigte ham?

Til sit Besøg valgte han en Søndag Formiddag. Det var ikke
sandsynligt, at der paa den Tid af Dagen var Gæster.

... Hansen-Maagerup selv var den, der lukkede op for ham, da han
havde ringet paa. Han var lige kommen hjem fra Kirke og var ganske
sortklædt. Hans Næse skinnede endnu mere glødende og blank end
sædvanlig -- i Reglen et sikkert Tegn paa, at et eller andet satte
ham i en trist Sindsstemning. Thi Hansen-Maagerup havde den tragiske
Skæbne, at hans Nedtrykthed altid øvede sin Indflydelse paa Næsen.
Den kunde tindre med Fyrtaarnsglans, saa at han gjorde Indtryk af at
være illumineret af Glæde, naar hans stakkels Hjerte netop var mest
sorgfuldt.

Han førte Flyge ind i sit Værelse. Der stod en halvtømt Kop Kaffe, og
ved Siden af laa en Bog opslaaet. Det var et Bind af H. C. Andersens
Eventyr, det eneste ikke-teologiske Værk, som Hansen-Maagerup ejede.
Naar han blev greben af et af sine Anfald af Tungsind, tyede han
gerne hertil.

"Det var rart, Du kom," sagde Hansen-Maagerup og trykkede Flyges
Haand. "Jeg trængte saa meget til at komme til at tale med et
Menneske."

Flyge rejste Hovedet og lyttede. Det tyktes ham, at der lød Stemmer
inde fra Dagligstuen.

"Her er nok Fremmede?" sagde han.

"Aa, det er bare Fruens Bro'er og saa ham Kemikeren eller hvad han er
for En -- det er En, der hedder Bøg, han kommer her saa meget i den
sidste Tid. De skal nok en Tur ud paa Frederiksberg og drikke Kaffe.
Mig vilde de ogsaa have haft med, men jeg er ikke ligefrem i Humør
til den Slags Pjankeri."

"Er der gaaet Dig noget imod?"

"Nej, det kan jeg ikke sige, for det er der ikke. Men naar man sidder
saadan hen for sig selv, saa kommer man mange Gange i Tanker om saa
meget. Der er jo baade det ene og det andet, som er kommet anderledes
end man havde tænkt sig det."

Hans runde, blaa Øjne fik fugtig Glans. Og hans troskyldigt plumpe
Hænder famlede nervøst som efter et Holdepunkt, de ikke kunde finde.

"Det er jo det," sagde han næsten hæftigt, "at jeg gaar her og bliver
til ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det: her gaar den
ene Dag som den anden og det ene Aar som det andet -- det gaar ogsaa
-- og jeg kommer ikke ud af Stedet ... Tror Du i Grunden ikke,
Flyge, at jeg er et meget svagt begavet Menneske?"

"Aa -- kære Ven -- Du har vel Forstand som de Fleste. Man har jo saa
mange Slags Begavelse."

"Ja, saa mange Slags -- men naar man nu ikke har nogen af dem ...
Jeg har aldrig tænkt mig, det kunde gaa mig saa ringe, jeg har altid
haft Lyst til at studere, og jeg har jo ogsaa gaaet baade til
Forelæsninger og til Manuduktør. Men det hjælper mig jo aldrig det
mindste: jeg kan virkelig saa usselt lidt. Der er ingenting, der vil
blive i Hovedet paa mig. Jeg kan ligge og drømme om Natten, at jeg er
oppe til Eksamen, og at jeg gaar fra det paa noget, som jeg har vidst
bare et Par Dage forinden. Naar saa jeg vaagner op og skal til at
forsøge, om nu jeg ved det, saa skal det sjælden slaa fejl, at det
ogsaa i Virkeligheden er gaaet fra mig. Det er lige alt det, at jeg
tør gaa i min Seng om Aftenen. Og hvis nu jeg aldrig faar den Eksamen
..."

Hans Stemme svigtede. Men han betvang sin Sindsbevægelse og vedblev:

"Man synes dog, man er saa underlig tilpas, naar man skal gaa og lade
sig underholde fra Hjemmet af i min Alder. Men hvad skal jeg gøre?
Kontorarbejde kan jeg ikke tage mig paa, for min Haandskrift den er
jo saadan, at Folk de gaar langt væk, bare de ser den. Undervisning
det har jeg ogsaa tænkt paa; men der har aldrig været Nogen, der har
meldt sig, naar jeg averterede om det. Jeg er jo ingenting til, jeg
er jo ingenting til! Jeg synes, jeg gaar og bliver saa ringe for mig
selv, Flyge -- og for andre med naturligvis."

Flyge saa paa ham -- forskende som en Læge, der undersøger en
Patient.

"Jeg tror, Du skulde gifte Dig," sagde han. "Ja, det er mit Alvor.
Ægteskabet er godt for Nerverne: det vilde give Dig Ro, saa Du kunde
samle Dig. Det er det, Du trænger til for at faa Eksamen."

Men Hansen-Maagerup rystede bedrøvet paa Hovedet.

"Hvor skulde Nogen ville have mig? Jeg har jo været forlovet en Gang
-- men det gik da saa uheldigt som det kunde gaa."

"Har Du det? Det har jeg aldrig før hørt."

"Jo -- det var lige ved den Tid, da jeg første Gang skulde op til
Eksamen -- ja Herregud, nu er det jo allerede snart syv Aar siden ...
Vi vilde ikke have noget ud om det, saa længe jeg ikke var noget. Men
det blev jo ikke til noget med Eksamen den Gang -- og heller ikke
senere -- og da saa der var gaaet tre Aar, saa gjorde hun det forbi
med mig. Jeg siger ikke noget til hende for det -- hun var fire Aar
ældre end jeg, saa hun kunde daarlig vente -- og nu er hun gift med
en Dyrlæge ..."

Han gik hen til Vinduet og gav sig til at se ned paa Gaden. Der gik
Folk, pyntede og tilfredse -- Ægtefæller omgivne af deres Børneflok,
Forlovede, der saa hinanden ind i Ansigtet og som syntes at have
glemt hele den øvrige Verden -- -- eller unge Kvinder og Mænd, der
svælgede Livet som en brusende og fyrig Drik uden Bitterhed, uden
Bærme ... Alle var de glade, fordi Solen skinnede og det var Søndag
og de kunde gaa med dem, de holdt mest af i Verden. Han alene stod
her, forgræmt, upaaagtet og unyttig og saa de Andre gaa forbi, som
han nu havde gjort det i saa mange Aar og som han altid vilde blive
ved at gøre det.

Disse Søndage var ogsaa de værste for ham at komme over, især naar
Vejret som idag var højt og soltindrende. Han følte sig saa alene,
saa knugende alene. Alle hans Studenterkammerater var forlængst borte
fra Byen: som Embedsmænd, Præster og Læger sad nu allerede Flere af
dem rundt om i Landet. Og naar han nu mødte til Forelæsninger paa
Universitetet, følte han, hvordan de unge Studenters medynkblandede
Lattermildhed boblede om ham. Af Slægtninge havde han kun en Onkel,
der sad i den fædrene Gaard ovre i Jylland og som forvaltede hans
lille Kapital. Men det var flere Aar siden han havde været derovre.
Han vilde ikke høre Onkelens Bebrejdelser, fordi hans Studier endnu
ikke havde baaret nogen Frugt trods alle de mange gode Penge, der var
stukket i dem, ikke møde de halvt skadefro halvt medlidende Blikke
fra sine Jævnaldrende i Sognet, dem han havde villet hæve sig over
ved at studere til Præst. Ingen, Ingen i Verden havde han at holde
sig til -- Ingen uden den Gud i Himlen, hvis ringeste Tjener det var
hans Livs Maal at blive men som syntes at agte ham uværdig dertil.

Flyge kunde fra Siden se, at et Par store Taarer faldt fra hans Øjne.
Med en hurtig Haandbevægelse viskede han dem bort -- men der kom en
til og en til -- hede og tunge piblede de frem -- og hans stakkels
røde Næse tindrede med metallisk Glans i Solskinnet ...

Inde fra Fru Herdings Dagligstue hørte man Latter. Først en stærk og
klar Mandslatter. Saa en anden, fed og bred, der begyndte helt nede i
Svælget og som efterhaanden arbejdede sig frem til et Brøl. Og
tilsidst en spæd og lidt frygtsom Pigelatter, der brast i smaa
nervøse Ryk ...

"De er nok glade," sagde Flyge. Men Hansen-Maagerup snøftede ganske
ubehersket.

Flyge gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder.

"Du skulde se at blive gift med Frøken Herding," sagde han. "I vilde
passe godt sammen."

Han vidste egentlig ikke, hvorfor han sagde det. Men han ønskede
virkelig i Øjeblikket, at noget saadant kunde lade sig gøre. Selv
vilde han ogsaa føle en Art Lettelse derved.

Men Hansen-Maagerup vendte sig om og saa bedende paa ham.

"Det maa Du ikke tale om," sagde han sagte. "Jeg kan ikke taale det."

Der var nogle Øjeblikkes Stilhed i Værelset. Inde fra Dagligstuen
hørte man paany Latter og højrøstet Tale.

"Ja," sagde saa Flyge og gav sin Stemme en sorgløs Klang, "jeg skulde
vel egentlig have hilst paa Damerne derinde. Gaar Du med derind?"

"Jeg vil helst være fri."

"Nej hvorfor det? Du sidder jo bare og bliver menneskesky. -- Bare
ikke give fortabt!"

"Jeg vil saa nødig ... jeg kan ikke nu ... Det kan jo være, jeg
kommer senere ..."

Mere var der ikke til at faa ud af ham. Og Flyge gik saa alene
derind.

Ved Bordet sad begge Damerne. Paa Sofaens Armlæn vippede Hr. Klavs
Kihler med Hat paa Hovedet og svingende ud i Luften med sin Stok. Og
midt paa Gulvet stod Viggo Bøg. I den ene Arm holdt han en Stol, som
han havde grebet i et af Benene og som han nu var i Færd med at hæve
over sit Hoved.

"Fem -- seks -- syv -- otte," talte Hr. Kihler, efterhaanden som Bøg
blev ved at stemme Stolen i Vejret, og markerede hvert af Tallene med
Stokken. Han lettede knap paa Hatten, da Flyge traadte ind.

"Bliv ved, bliv ved!" raabte han til Bøg. Og Bøg blev ved, til han
dirrede af Anstrengelse og Sveden i tunge Draaber brast frem paa
Panden af ham.

"Det var storartet!" sagde Kihler, "storartet! De er en ren Atlet. De
burde uddanne Dem."

"Uddanne mig?" sagde Bøg, der imidlertid havde hilst paa Flyge.
"Hvad skulde jeg uddanne mig til? Jeg er jo Medlem af en
Gymnastikforening."

"Det er ikke tilstrækkeligt. De burde drive Sporten
forretningsmæssigt -- sætte Rekorder förstås -- komme i Bladene med
Medaille og Tilbehør ... Det er altid en Reklame for Deres private
Business ... Gentleman!" -- han rejste sig og bukkede for Flyge --
"habe die Ehre ..."

"Hvorfor har vi ikke set Dem saa længe, Hr. Flyge?" sagde Fru Herding
og fæstede sine kuglerunde Øjne paa ham.

"Fordi man undertiden har godt af at bekæmpe sit Hjertes Trang,
Frue," sagde han og bukkede. Og i det samme lod han glimte et
Sideblik hen paa Anna. Det forekom ham, at hun slog Øjnene ned.

"Aarr" -- Fruen slog koket ud efter ham med Haanden -- "sikke noget,
De staar og siger!"

"Hr. Kontorchefen er galant," smiskede Kihler. "Galant mod Damerne!
Bedaarende Vejr idag, ikke sandt, Hr., ganske storartet! Man er lige
ved og kan gaa uden noget paa. Finder Hr. Kontorchefen ikke?"

"Jeg er ikke Kontorchef," sagde Flyge tørt. "Jeg er
Biblioteksassistent."

"Pardon -- jo -- skal ikke glemme det. De finder Branchen
tilfredsstillende?"

"Det kommer an paa ..."

"Jo -- jeg fatter Dem fuldkomment. Den er -- selvfølgelig -- i og
for sig særdeles reel -- men man er ikke fulgt med Tiden deroppe. Der
mangler lidt Bekvemmeligheder for Publikum -- lidt W. C. og saadan --
moderne Udstyr i det hele taget."

"De har vist ganske Ret, Hr. Kihler."

"Ja, ikke sandt? ... Bare der blev gjort noget, saa kunde der saamænd
godt tages en lille Entré -- for Bøger det er jo alligevel --
dannende -- og det er ogsaa noget, man ikke saadan holder hjemme ...
Nu snakker de jo saa meget om Restaurantvogne paa Statsbanerne -- jeg
siger: naar Staten den drev sine forskellige Bikser som nu
Biblioteket med lidt mere Smartneshed, saa blev der magelig Penge til
noget af den Slags -- og til mere med ..."

"Det tror jeg ogsaa."

"Glæder mig -- glæder mig at finde en saa fordomsfri Personlighed,
Hr. ... Tillad mig at spørge: De er en jævnlig Gæst hos Hr. Kandidat
Hansen-Maagerup -- kommer der undertiden -- jo ...?"

"Somme Tider."

"Ja -- jeg ved ikke -- vi skulde en lille Tur paa Frederiksberg idag
-- Sommerlyst -- eller Alleenberg -- det morer mig at komme der en
sjælden Gang. Det er jo i den lidt ældre -- Stilart -- De ved, gamle
Fre'rik med Sekstallet -- skønt nu er jo det hele snart fuldstændig
omforandret derude ..."

"Ja, de skal jo immer rive ned og bygge op igen," faldt Fru Herding
ind.

"Netop ... Men for at komme til Sagens Kærne: jeg tillod mig før at
anmode Deres ærede Ven, Hr. Kandidaten, om at deltage i vor lille
Ekskursion. Men Kandidaten ønskede ikke at entrere. Humøret er nok
lidt sort i Kanten idag, saa vidt jeg kunde forstaa. Nu er jo
imidlertid Hr. Biblioteksassistenten kommen -- og hvis nu De maaske
vilde gøre os den Ære, saa maaske Kandidaten ogsaa fik lidt mere
Kulør paa Leveren ..."

"Ja," sagde Flyge, "jeg takker for min Part."

Fru Herding gik ind til Hansen-Maagerup for at gøre endnu et Forsøg
paa at faa ham med. Men hun kom tilbage med den Besked, at han helst
vilde være fri.

"All right," sagde Kihler og slog ud med Haanden, "naar ikke han vil,
det staar vi magtesløse overfor. Vi kan vel starte med det samme?"

... Efteraaret havde allerede næsten fuldendt sit Hærværk. Fra
Træernes graagrønne Grene flagrede det tynde gule Løvværk som
Tøjtrevler fra en Fane, der er baaren gennem Kugleregn. Og mod den
matblaa Høsthimmel tegnede sig skarpt Husenes spirprydede
Silhouetter.

Man var kørt i Sporvogn til Raadhuspladsen og spaserede nu ad Alleen.
Flyge og Kihler var kommen til at gaa sammen bagved de Andre. Bøg gik
ved Siden af Anna, Fru Herding lidt i Forvejen.

"Ungdom!" sagde Kihler med Hentydning til Anna og Bøg, "Ungdom,
Højstærede! De klæ'r hinanden, de der -- hva' -- gør de ikke?"

"Det gør de vist."

"Ja -- han er jo ogsaa en Knopsak -- ham dette lille Stykke
Kemikerskidt ... Jo -- man forstaar jo at iagttage den Slags. Han
skal ogsaa være kommen morderligt efter det paa Fabrikken -- det er
jo med Opfindelser, saa der er Sjans, forstaar De ... Det er skam
glædeligt for min Søster -- i hendes Stilling -- som ubemidlet Enke
-- det er jo noget, hun ligefrem kunde takke Vorherre for, om det nu
kunde blive ..."

"Jeg vidste ikke, at han var forlovet med Deres Søsterdatter," sagde
Flyge. Hans Stemme var ganske rolig. Men ved Kihlers Ord havde det
alligevel givet et lille Sæt i ham.

Han ærgrede sig derover. Havde hun endelig saa stærk en Appetit paa
dette store lodne Provinsgeni, hvorfor saa ikke lade ham have hende?
_Ham_ kunde det jo aldrig vedkomme.

"Forlovet!" sagde Kihler, "nej, det er for meget sagt. Han er jo
saadan lidt ude fra Landet a' -- det gaar ikke saa gesvindt med ham
... Men naar først de saadan begynder at gaa for dem selv og saa skal
lade, som om de slet ikke ved af hinanden at sige, saa saare vi Andre
er til Stede, saa ved man jo, hvad den staar paa ... Nu har man jo
arrangeret denne lille Selskabstur -- man vil jo gerne gøre, hvad man
formaar. For ved De hvad: saa længe de skal sidde og række Tunge ad
hinanden paa en Førstesal til Gaarden og med Udsigt til rent ud sagt
Nødtørftspalæerne, saa kommer der sgu ingen rigtig Kanel i
Pærekompotten."

Den lille Mand blev ved at tale. Men Flyge hørte ikke mere synderligt
af, hvad han sagde. Han kunde ikke faa sine Øjne bort fra det unge
Par der forude.

Saa gik man altsaa her og bryggede ganske koldblodigt en lille
hyggelig Forlovelse sammen. Hjalp frem, pirrede til, pudsede Parterne
paa hinanden. Man gik forsigtigt og besindigt frem: ingen paafaldende
Iver, intet snublende Hastværk, ingen Uro. Bare lade de to unge Sind
uddunste deres naturlige Varme -- det var alt, hvad man ansaa for
nødvendigt. Og saa for Resten med en god Samvittigheds Ro vente paa
den Dag, da Frugten var moden ...

Selv gik han nu her for i paakommende Tilfælde at kunne være
Skærmbrædt. Sandsynligvis var Fru Herding gaaet i Forvejen, for at
Kihler kunde sætte ham ind i Sagerne. Hans Nærværelse var egnet til
at dæmpe enhver Mistanke, der muligvis kunde opstaa hos Bøg om, at
hele Turen var planlagt som en Fælde for ham. Og paa den anden Side
var intet naturligere end, at han slog sig sammen med Fru Herding og
hendes Broder, der saa smukt havde sat det hele Foretagende i Scene,
mens man lod de to Unge sværme paa egen Haand. Hvem kunde vide --
maaske kunde Forlovelsen gaa i Orden endnu idag og han være med til
at lyse Velsignelse derover!

Men hvad om han nu gik ud af sin Rolle! Sandelig -- det kunde more
ham at eksperimentere en Smule! Naturligvis vilde han ikke for Alvor
gøre de to Unge Fortræd, ikke rive noget itu af, hvad der var ved at
gro op imellem dem -- blot bore en lille uskadelig Sonde ned i deres
Hjerter for at se, hvordan det i Grunden var fat med dem. Det vilde
kunne stille hans Videlyst tilfreds og ikke genere dem det
allermindste. For ham kunde de overhovedet forlove sig ligesaa galt
de vilde.

Uvilkaarlig gik han rask til for at naa det øvrige Selskab. Kihler
maatte halvvejs sætte i Løb for at vinde med.

... Man bestemte sig til at drikke Kaffe paa Sommerlyst. Naar man sad
i Glas-Verandaen, var det næsten ligesaa godt som at være i fri Luft.
Og dog var man under Tag og havde en stor buldrende Kakkelovn i
Ryggen.

Der var kun faa Folk, og de frøs højtideligt i Søndagspynten. Kun et
Par unge Mennesker havde drukket sig røde i Kammen i Whisky, der i
stadig nye, sodavandsperlende Strømme skinnede gyldent i Glassene
foran dem. Gennem Tobakstaagen, som de pustede fra sig i tætte og
tunge Flager, sendte de idelig svømmende Øjekast til Anna.

"Se, hvor de sidder og glor herhen," sagde Bøg. "Det er da en
underlig Maner. Man kan ligefrem faa Lyst til at gaa hen og sige det
til dem."

"Er De gal, Mand?" sagde Kihler. "Tror De, vi vil have
Værtshusspektakler her? Dette er ingen Snask."

"Det var heller ikke saadan ment. Men det er dog en sær Maner, mange
Mennesker har her i København. De gør lige hvad der lyster dem.
Damerne kan jo daarlig nok gaa alene paa Gaden om Aftenen, bare fordi
der kommer Mandspersoner, som de ikke kan blive fri for. Det skulde
vi lige prøve paa hjemme hos os. Man kunde da ikke nære sig i Byen,
naar man en Gang havde forsøgt paa de Kunster."

Hans Blik dvælede, mens han talte, ved Anna. Men den unge Pige var
tavs. Hun sad og legede adspredt med Frynsen om Borddugen.

Flyge saa det. Han mærkede ogsaa, at Bøg befandt sig ilde ved hendes
Tavshed og søgte at fange hende ind i Samtalen. Der maatte have været
en Kurre paa Traaden, som han nu stræbte efter at faa udjævnet.

Ogsaa Kihler syntes at have faaet en Fornemmelse deraf. Og han søgte
da at skylle Misstemningen bort ved at udfolde en ganske overdaadig
Veltalenhed.

"Det er sgu ganske sjov at komme herud en Gang imellem," sagde han.
"Man har jo diverse Ungdoms-Souvenirer herude fra. Her gik man og
hørte Tyrolere før i Tiden. -- Kan Du erindre det, Karoline?"
henvendte han sig til Søsteren.

"Du ved, Klavs, at jeg aldrig er kommet saadanne Steder."

"Nej, det er Du nok ikke. Du har jo ikke været saadan videre med paa
Trallaen i Dine yngre Epoker -- det har Du ikke ... Nej men -- her
havde jeg sgu for Resten en Historie. Der optraadte en Tyrolerpige
derinde -- hun hed Sessi -- det var saadan en lille gevaldig En. Hun
var ligesaa bred over Enden som det Bord her -- ja, jeg overdriver
ikke, naar jeg siger det ..."

"Det var da ikke kønt."

"Ikke kønt? Hvad vil det sige, at det ikke var kønt? Du kan sige om
den Hund, der gaar der ude i Haven, at den ikke er køn, fordi at
Hovedet det ikke passer til Kroppen og den i det hele taget mere
ligner et Pindsvin end en Hund -- men tag Du og se paa denne lille
Venus fra Milo -- af Thorvaldsen eller hvem hun er af -- saa skal Du
se, at hun er ligesaa bred over Enden som Sessi, undtagen at hun jo
ikke har Skørter. Dette her med smale Steder over det hele -- det
kommer bare af Korsettet. Det har jeg læst om i en Lægebog ... Jo
Sessi var sgu netop køn -- hun var saadan -- landskabelig -- ja der
var Partier af hende, som ligefrem ikke var til at staa for. Og saa
havde hun en Stemme -- den var, saa det bævrede indeni En, naar hun
rigtig lagde Kraft i og tog til at jodle. Jeg var jo et lille ungt
Skvat den Gang -- jeg havde ikke noget videre at koste paa hende
..."

"Klavs," afbrød Fru Herding strengt, "mon det er værd, at Du
fortæller den Historie?"

"Aa skidt -- den kan sgu et treaars Barn høre paa. Nej men man var jo
en Svend fra Fad i de Dage: der var ikke noget, man gik af Vejen for.
Saa hvad jeg havde at gøre: jeg inviterede hende paa Banko. Jeg
sendte et Kort op, om hun vilde have den brungen op paa Tribunen --
saa kunde vi kanske mødes bagefter og slaa en lille Sludder ... Se,
jeg havde det jo lige, saa jeg kunde udrede Betalingen, men jeg
haabede saa smaat, at hun ikke vilde have noget. Men hun var altfor
meget Forretningsmand til at lade noget gaa fra sig a' -- saa jeg
maatte nok saa grangivelig op med en halv Caloric ..."

"Og saa?" sagde Flyge, "saa bagefter?"

"Hun brændte mig sgu af, den Kæltring. Jeg stod og ventede en halv
Time, men der kom ingen Sessi. Hvad er den af? tænkte jeg, nu skal Du
se, at hun er stukken ud ad en anden Vej. For saadan gjorde hun ved
saa mange -- hun lod dem ganske rolig give ud paa sig, og naar saa de
kom og vilde have noget med hende at gøre, saa færdig, Kære -- saa
kunde de staa og kigge de smaa Stjerner og fryse om Tæerne ... Men
ved De, hvad det kom sig af, at hun gjorde det?"

"Nej?"

"Det kom sig af, at hun var et Mandfolk. Det er sandt som jeg siger:
hun blev senere Værtshusholder. Saa var hun jo gaaet lige forbi mig i
sit daglige Tøj naturligvis, og det var der Ingen, der kunde tænke
sig. Men Bankoen den drak hun, det Øg."

Flyge saa paa ham med et ironisk Blik.

"De er vist en lykkelig Mand, Hr. Kihler," sagde han. "De tager
Livet, som det er. Vi Andre kommer saa tidt ingen Vegne, fordi vi
synes, det er saa lavt og smudsigt, saa vi ikke gider røre ved det.
Vi gaar saa forsigtigt frem, holder ikke af at gøre et Skridt, naar
vi ikke kan se, hvor vi træder ... Men De gaar lige paa -- De har
ingen Skrupler, ingen moralsk Kvalme. De lader Verden være ligesaa
akavet, den være vil -- De kommer dog til Rette med den."

"Jaha, det gør jeg sgu" -- han lo højt og tilfreds og strakte Benene
fra sig, saa hans Mave rundede sig opefter -- "jeg er saa tilfreds,
saa tilfreds. Jeg kan gøre og lade ligesom jeg vil ..."

"Og De fortryder aldrig noget bagefter?"

"Nej, hvorfor skulde jeg det? Hvad der smager godt det _er_ godt,
siger jeg altid. Hvad mener De?" -- han vendte sig til Bøg.

"Jeg? Jeg mener, Livet er dejligt at leve."

Flyge saa, at der trak sig en let Fure mellem Annas Øjenbryn.

"Ja, det er rigtigt -- det kan sgu i al Fald være det, naar man har
Raad til det. -- Skal vi tage en Bajer?"

Der var imidlertid Ingen, der vilde have Øl.

"Ja, saa kan vi vel starte videre. Vi skulde jo lidt ind i zoologisk
Have."

De rejste sig og gik. Bøg gjorde Mine til atter at ville gaa ved
Siden af Anna, men hun undgik hans Følgeskab og gik om paa den anden
Side af Fru Herding. Saa fik Kihler fat i Bøg og gav sig til at
udvikle sine Leveregler videre for ham.

... Solen skinnede blegt og sygt ind mellem de graagrønne Træstammer
i Frederiksberg Have, og i Alleerne havde de visne Blade lagt sig som
et tungt, fast Kludetæppe. Man maatte gaa hurtigt for at blive varm.

Mellem Flyge og de to Damer faldt der ikke mange Ord. Misstemningen
mellem Anna og Bøg havde ægget Flyges Nyfigenhed, og han gik og
grundede over, hvordan han skulde komme under Vejr med dens Aarsag.

Da de kom til Indgangen til zoologisk Have, blev Fru Herding
staaende for at vente paa Kihler og Bøg. Men Anna og Flyge gik
videre.

Der var kun faa Folk i Haven. De gik om mellem Dyrene, tavse som gik
de mellem Grave.

Ogsaa Anna tav. Hun gik med sænket Hoved, men hendes Skridt var
hurtige. Flyge havde paa Fornemmelsen, at hun vilde bort fra de
Andre. Han bøjede om ad en Sidegang, og hun fulgte med uden at gøre
nogen Bemærkning derom.

Han gik og iagttog hende. Det var bedst at lade hende være i Fred
nogle Minuter. Hun var øjensynlig gal i Hovedet. Og Vreden burde have
Tid til at trække til.

"De er saa forstemt idag, Frøken Herding," sagde han omsider.

"Jeg skammer mig." Hendes Stemme lød haard.

"Skammer Dem? Over hvad?"

"Over Onkel Kihler. Over -- det hele."

"Man vælger jo ikke sine Onkler selv."

"Det er heller ikke ham alene. Der er ogsaa andet."

Han fandt det hensigtsmæssigt igen at give hende et lille Pusterum.
Trængte han for hurtigt paa, udsatte han sig for, at hun blev skræmt
ind i sig selv.

"Frøken Herding," brød han saa igen Tavsheden, "jeg ved virkelig
ikke, hvordan jeg skal forklare mig for Dem ... Det gør mig meget
ondt, at jeg er kommen til at berøre noget, som er Dem pinligt, men
-- ja, det er naturligvis noget, De selv bedst ved -- tror De ikke,
De kunde have godt af, at vi talte lidt om det, som er i Vejen? De
skal slet ikke sige ja, hvis De ikke mener det -- men jeg synes, vi
har talt saa godt sammen før ..."

"Hvorfor skulde De plages med mine Sorger?"

"Naar jeg nu selv saa gerne vil ..."

"Det er det" -- hun ligesom huggede Ordene frem -- "det er det, at
jeg ikke kan lide Onkel Kihler. Han er saa underlig imod mig. I
Formiddags, da Bøg kom -- og saa tidt i den sidste Tid, især naar Bøg
er hos os -- jeg ved ikke, hvordan det er, han ser paa mig. Og Mo'er
hun holder med ham. Det er, som om de havde noget sammen, som jeg
ikke maatte vide af."

"Det har de maaske ogsaa. Men Herregud -- det kan jo være noget, som
bare er til Deres Bedste."

"Hvor ved de, hvad der er til mit Bedste? Men selv bliver jeg holdt
udenfor alting. Saa snart der kommer Nogen til os, saa sidder Mo'er
og taler med dem, som om jeg ikke var til Stede. Men mest er det
Onkel Kihler. Saadan han ser paa mig -- jeg kan blive helt syg af
det."

"Har De -- har De talt med Hr. Bøg om dette?"

Der kom -- syntes han -- et hurtigt Blink af Mistænksomhed i hendes
Øjne.

"Hvorfor spørger De mig om det?"

"Det faldt mig ind. Han er jo Deres Barndomsven."

Hun betænkte sig lidt.

"Ja," sagde hun saa, "jeg har talt til ham om det. Nu for lidt siden,
da vi gik sammen. Vi har jo kendt hinanden saa længe -- saa jeg
troede, han kunde gaa ind paa, hvad jeg tænker. Men" -- hendes Stemme
dirrede -- "han er ikke anderledes end de Andre. Han kan sidde der og
le ad, hvad Onkel Kihler siger, skønt han ser, at det gør mig saa
bitterlig ondt. Onkel Kihler kan gøre og sige, hvad han vil -- men
hvad jeg tænker, det er der Ingen, der bryder sig om."

"Hm ..."

Mere sagde han ikke. Han kunde mærke, hvordan Annas Forventning
næsten bankede ham i Møde.

De kom imidlertid til en Bænk, og han opfordrede hende til at tage
Plads.

"Lad os nu tale lidt om Tingene," sagde han. "Jeg tror ikke, det hele
er saa galt, som De mener. Eller man kan ogsaa sige, at det er endnu
værre. Det er ganske som man tager det ...

Vi vil Dem jo Allesammen vel -- ogsaa Deres Onkel -- men vi har ikke
været rigtig heldige med at vise det. Menneskene er tidt værst mod
dem, de helst vil glæde. De kan nemlig aldrig forstaa, at Enhver
bliver salig i sit Himmerig. Derfor gaar de nu Allesammen og spænder
hver sit blaa Lykketelt ud over Dem i Stedet for at lade Dem selv om,
hvordan det skal være. For Deres Mo'er er det Lykken at sidde hen bag
lukkede Vinduer og lade Livets Safter langsomt tørre ind i sig. For
Deres Onkel er der ikke andet end at gramse til sig, hvad Dagen
byder. Og Bøg -- han gaar med Øjnene oppe i Skyerne og synes, at
Jorden er dejlig, fordi han aldrig har set, hvordan den i
Virkeligheden saa ud. Og nu vil de alle tre have, at De skal se med
deres Øjne."

"Ja, jeg tror, De har Ret. Det er vist saadan."

"Jeg er ganske vis paa det. Men De -- De staar i et helt andet
Forhold til Livet. De ser det hver Dag skylle imod Dem -- De kan
mærke, hvordan det vil suge Dem til sig. De maa igennem det -- De kan
ikke blive siddende inden Døre -- og De maa leve her paa Jorden. Er
der en Himmel for Dem, saa er den ikke som den, Deres Ven Bøg lever
i. Den er ikke en Slags Kvistetage over Deres Hoved -- den ligger saa
langt, langt ude, hinsides Sol og Maane. Man maa stride sig til den
-- det er det eneste visse. Men det er netop den Strid, der er Livet.
Og at leve det er Lykken."

Han kunde se, hvordan hendes Øjne lyste imod ham.

"Ja leve det," sagde hun, "leve det ... Men naar jeg nu er saa helt
alene -- naar de Andre nu ikke gør andet end at holde mig tilbage
..."

Hun rejste sig hæftigt op.

"Jeg forstaar Dem saa godt, Frøken Anna," blev han ved. "De maa jo
have Nogen at holde af, ikke sandt? Og nu har De kun Deres Mo'er --
slet ingen Andre. Deres Mo'er med hele Ritualet. De tør ikke rokke
ved en lille Tøddel deraf, for saa er De bange for, at De skal blive
drevet helt ud i det klare Oprør mod det hele. -- Er det ikke saadan
omtrent, De tænker?"

"Jo, det er vist det."

"Jamen har De nu ikke tænkt paa, at hvis De bliver ved med at
underkaste Dem, saa vil De en skønne Dag slet ikke mere være i Stand
til at sætte Dem imod det. Deres Evne dertil vil slappes. Og der vil
komme det Øjeblik, da De ikke mere holder af Deres Mo'er -- ikke kan
holde af hende."

"Ja," sagde hun hæftigt, "saa er der ingenting mere for mig at gøre.
Jeg kan ikke være anderledes end jeg er. Jeg _kan_ ikke gøre mig
fri."

"Nej, De kan det vel ikke," sagde han langsomt. "Ikke uden at De
havde Nogen at holde Dem til udenfor -- Nogen, som De -- holdt af."

"Ja men det ..."

Hun standsede. Hun var kommen til at se paa ham, og det gav et næsten
umærkeligt Ryk i hende. Hans Ansigt var ganske roligt. Men som han
stod der foran hende, saa han ud som en pludselig hærdet Beslutning.

"Ja," sagde han langsomt, "En, De holdt af" -- og blev ved at se paa
hende.

Og mens han gjorde det, mærkede han, hvordan hun bøjede sig ind under
hans Villie, som pludselig overvældet af en Magt, hvis Nærhed hun for
sent blev var. Han syntes, at hun i et Nu faldt sammen for hans Fod.
Og han blev greben af en varm og stærk Higen efter helt at befæste
sit Herredømme over hende. I et Nu fløj gennem hans Hjerne en Flok af
Fornuftgrunde, der vilde holde ham tilbage, Grunde, som med klare,
logiske Omrids tegnede sig for hans Bevidsthed. Han gav sig ikke Tid
til at veje og dømme dem -- skød dem blot hensynsløst til Side --
alle uden Forskel. Han fornam, hvordan lange Tiders tilbageholdt
Villiestyrke brød paa og gjorde sig mægtig over et andet Menneskes
Sind. Og Følelsen heraf greb ham som en Galskab og lod sig ikke
afvise.

Den unge Piges Blik hang ved ham. Men Skikkelsen var saa hjælpeløs
som sunken i Knæ.

Han bøjede sig frem mod hende og lagde sin Arm om hendes Liv. Hun laa
slapt hen i den. Hendes Ansigt var vendt opad imod hans, og hendes
Læber aabnedes halvt -- som et Bæger, der byder sin Vin til den
Tørstende. Men idet han nærmede sit Ansigt til hendes, lukkede hun
Øjnene -- som gav hun sig hen i noget, der var uundgaaeligt men som
hun dog ikke havde Mod til at møde.

Saa kyssede han hende -- længe. Hendes Læber næsten klamrede sig til
hans, men de var uden Varme.

"Anna," sagde han blot, "lille kære Anna ..."

Og langsomt gik de ved hinandens Side frem i Haven ...

Bøg var den første, de traf. Han var gaaet ud for at søge dem. Men
Anna undgik at se paa ham.

Og baade Fru Herding og Kihler kom med Bemærkninger om, saa bleg hun
var, saa daarlig hun saa ud ...




Vinteren igennem havde Flyge været forlovet med Anna Herding.

Nogen offentlig Deklaration var ikke sket. Flyge havde ikke ønsket
det, og det hjalp ikke, at Fru Herding var af modsat Mening. Han
havde været fast bestemt paa at sejre i dette første Feltslag. Hans
Svigermoder maatte føle sig utryg overfor ham, om en passende
Ligevægt i Forholdet skulde kunne opretholdes.

Men naturligvis kunde han ikke modsætte sig, at der gik Budstikke til
Paarørende og Venner. Og da han desuden færdedes sammen med Anna paa
Gader og Stræder, blev enhver Deklaration snart ganske overflødig.

Fru Herding perlede i denne Tid af Iver og Optagethed. Der var Snese
af Etikettespørgsmaal, der satte hende i Bevægelse, og saa var det
jo ogsaa ligesaa godt at begynde at tænke paa Udstyr med det samme.
Hun gav sig til at stifte Bekendtskaber blot for at have Nogen at
drøfte Forlovelsens mange Udenomsspørgsmaal med. Bestandig fløj
Næseklemmeren paa og af, mens hun selv føg som en aldrig hvilende
Hvirvelvind om de Nyforlovede.

Det rørte hende under disse Forhold kun lidt, at Hansen-Maagerup
sagde sit Værelse op. Allersnarest var det hende en Lettelse. Den
skikkelige Teolog var i den sidste Tid bleven ganske underlig i sit
Væsen. Det lod til, at han slet ikke læste mere. Naar han var inde
paa sit Værelse, kunde man i Timevis høre den tunge Lyd af hans
Skridt hen over Gulvet, uden Hvile, som en fangen Bjørns. Det hændte
ogsaa, at han gik ud ved Sengetid og ikke kom hjem igen før sent paa
Natten. Aldrig var sligt sket før. Ja, en enkelt Gang kom han slet
ikke hjem før den lyse Morgen -- jo, Fru Herding var rigtig bleven
saa forskrækket ved den Lejlighed. Hun forsøgte at faa ham til at
sidde inde i Stuen, men der sad han bare og hang i Gyngestolen og
rokkede saa hjælpeløst frem og tilbage med Overkroppen, saa man kunde
blive helt søsyg af at se paa det ...

Før Jul var han flyttet. Og Bøgs Besøg blev efterhaanden sjældnere og
sjældnere.

"Jeg troede sgu for Resten, det skulde have været Dem," sagde Kihler
til ham en Dag, da de talte om Forlovelsen. "Men De har nok haft Lyst
til at slaa nogle skæve paa fri Haand endnu, inden De skulde i
Seletøjet. Der kan De saamænd ogsaa tidsnok komme. Man skal tage den
Fornøjelse, man kan faa, saa længe man er ung, og der er sgu Piger
nok, naar en Gang De synes, at nu kan det være nok."

Efter den Tid kom Bøg ikke mere der i Huset.

Men Flyge førte Anna rundt i sin Omgangskres, og hun kom i Selskaber
og Teatre. Det flimrede om hende med nye Ansigter og fremmede
Indtryk. Tanker, der havde ligget i Svøb hos hende, naar hun gik om
hjemme, ene med Moderen -- Tanker om Livet, som det vel maatte leves
-- de foldede sig nu ud i fuld Styrke. Og hver Dag hørte og læste hun
Ting, der kom til hende som Svar paa lønlige Spørgsmaal.

Flyge syntes, at hun stedse blev smukkere. Det var, som
gennemfarvedes hendes hele Væsen af friske, dunkle Blodstrømme, der
sugede deres Styrke fra alt det nye Liv, hun nu gennemlevede. Hun
blev sikrere og frejdigere i sin Optræden, ogsaa overfor Moderen. Nu
vovede hun at modsige hende, og hun gjorde det med en næsten fornøjet
Selvfølgelighed, der ligesom skød al Tvang til Side.

Og Fru Herding begyndte at tale om Ungdommen -- Tidens oprørske
Ungdom. Men hun passede paa at ytre sig i stor Almindelighed, saadan
at hun ikke æggede til Modsigelse. Thi hun vidste godt, at bagved
Anna der stod Flyge.

Overfor sin Forlovede var Anna fuld af fornøjet Sikkerhed. Hun
kærtegnede ham villigt, og hun fulgte ham, naar han ønskede det. Det
var, som havde hun altid været vant dertil og aldrig tænkt sig, at
det kunde være anderledes.

Men det hændte ikke, at hun selv søgte hans Ømhed. Og aldrig fornam
han sit Herredømme over hendes Villie saadan som den første Dag.

Elskede hun ham? Han stillede aldrig det Spørgsmaal aabent til sig
selv. I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde det ligget i hans
Sind som en sagte bankende Uro. Siden tænkte han ikke en Gang paa, at
det en skønne Dag _kunde_ stilles ...

... Da det var blevet Foraar, kom Flyge en Dag og indbød Anna og
hendes Moder til et Landophold, saasnart der kom Varme i Luften. Ude
ved Kysten skulde det være -- der fandt de vel et Sted en Lejlighed,
hvor de alle tre kunde bo. Om Fru Herding saa vilde holde Hus og bare
sige ham, hvad der skulde til? Han fandt det heldigt, at Anna og han
i nogen Tid kunde være uforstyrrede af Fremmede og saaledes lære
hinandens inderste Væsen at kende.

Fru Herding rejste nogle sagtmodige Indvendinger. Det var maaske ikke
just saa ganske passende, mente hun, at to unge forlovede Mennesker
boede under Tag sammen en hel Sommer. Men naturligvis kunde Anna, der
havde lidt Blegsot, have godt af Landluften ... Og efterat Flyge
stærkt havde støttet dette sidste Hensyn, gav hun efter.

De kom til at bo i et lille gulmalet Hus lige nede ved Stranden. Der
var to Værelser i Stuen til Damerne, og Flyge rykkede ind i
Kvistværelset ovenpaa. Fiskerfamilien, hvem Huset tilhørte, havde
sammenstuvet sig i et trangt og ildelugtende Rum lige op ad Køkkenet.

Til Huset hørte der en Have, og i den var der et Lysthus,
sammentømret af halvraadne, skrøbelige Brædder. Ellers overskyggedes
det meste af Urtegaarden af en Syrenbusk, og midt i var der et Bed
med en kødfuld Bonderose, omgiven af Tusindfryd. Men op ad Muren paa
Huset klatrede en tungsindig og spæd Rosenbusk, der aldrig kom i
Blomst.

I denne Have kunde man sidde og se ud over Søen, der ved Fiskerlejet
skar sig ind i en Vig. Stranden skraanede her ganske fladt ud, og
naar det var stille Vejr, laa alskens Affald og vuggedes blidt af de
kraftløse Bølger, saa en stærk, raadden Duft nu og da bares ind i
Haven.

Paa Pladsen mellem Huset og Stranden tumlede sig Dagen igennem
Børnene fra Fiskerlejet, Landliggernes saavelsom Fiskernes. Af det
vaade Sand i Strandkanten byggede de stolte Fæstninger, eller de trak
Strømper og Sko af, kiltrede op og soppede ud i det lave Vand. Men
paa varme Dage forslog det ikke. Saa gik Drengene ud paa Molen, der
skød sin graa Stenryg langt ud i Vandet. Der klædte de sig af, og
under høje Raab plaskede den ene blegrøde Krop efter den anden ud i
Bølgerne. Hele og halve Timer ad Gangen kunde de tumle sig, snart i
Vandet, snart oppe igen for endnu en Gang at springe ud, føle Legemet
suse gennem Luften og Skvættet af Vandet, der lukkede sig over
Hovedet. Indtil de blegblaa og dirrende af Kulde maatte op og gav sig
til at løbe med den stumpede Skjorte flagrende om sig, frem og
tilbage paa Molen for at faa en Kende Varme i Kroppen.

Men inde i Nabohusets Have sad det meste af Dagen en lille bleg
Dreng. Han gik ikke i Vandet, soppede ikke, deltog ikke i de Andres
Lege. Han sad bare og blæste paa Mundharmonika, øvede sig taalmodigt
atter og atter, til han af det simple og tungsindige Instrument fik
frempint en Melodi, hvis tomme Lystighed hans Spil syntes at
forvandle til Jammer ...

Ofte spillede han til sent paa Aftenen. Da lød Mundharmonikaens
dirrende Toner næsten som en Graad. Den lod sig ikke overdøve af den
højrøstede Passiar i Villahaverne, af de unge Fiskeres Latter, naar
de holdt deres Fyraften sammen med Pigerne henne paa Baadpladsen --
ikke af Larmen fra de hjemvendende Skovgæster eller af de hæse Brøl
fra Sunddamperne, der som svømmende Sagndyr med røde og grønne
Ildøjne skød sig frem gennem Sundet ...

Om Dagen gik Anna og Flyge jævnlig op i Skoven sammen.

De første Dage havde Fru Herding gjort dem Følgeskab. Men længe
varede det ikke, før hun opgav det, for hun _døjede_ ikke Varme. Den
mindste Anstrengelse bevirkede, at hun _flød_, erklærede hun, og ved
saadanne Lejligheder varslede hun altid Torden i Luften. Hun blev da
hjemme, satte sig gerne med sit Haandarbejde i Lysthuset og gav sig
til at smaasove.

Saa gik de to Forlovede ene. De havde fundet et Sted, hvor der kun
sjældent kom Skovgæster men hvor der i Skyggen af fuldtløvede Bøge
var en jævn Skraaning med blødt Græs. Der strakte de sig saa, og de
kunde ligge og sige ganske ligegyldige Ord til hinanden -- Ord, der
jog Tankerne bort snarere end at vække dem. Indtil de ogsaa blev
trætte af det og nøjedes med at lytte til det evige Sus af Vinden i
det store Træs sagte gyngende Grene.

I saadanne Timer dalede der ned over Flyges Sjæl en stille og mæt
Tilfredshed. Han syntes, at en saadan mild og sval Forlovelse uden
Attraa var Kærlighedens eneste gyldige Maade. Den var som en
sagtmodig Plantevækst under en blaa Himmel. Dagene kunde glide hen
over den med Sol og Regn -- den vilde blive ved at gro saa grønt,
suge sin Næring og skyde sine Skud, sunde og uden overflødige
Længsler som den selv var.

Naar de skulde hjem, kunde han da fuld af Taknemmelighed lægge sin
Arm om Livet paa den unge Kvinde, der skænkede ham denne trygge
Lykke. Saadan gik de sammen henad Vejen, der mellem modnende
Kornmarker førte til de lave Hjem under Straa og under Tegl, til
Vigen med det grundede Vand, til Stranden, hvor Børnene legede Dagen
lang ...




Da Preben Flyge havde boet i Fiskerhuset en Maaneds Tid, var han
ganske gleden ind i Forlovelsens Smulvande. Endnu Vinteren igennem
havde af og til en Iling af Attraa, et Sus af hede Ønsker kunnet jage
gennem hans Sjæl, naar han var sammen med Anna. Nu var alt sligt
forbi. Her ude var han helt i Ligevægt og uden Længsler af
nogensomhelst Art.

Og med en vis Glæde mærkede han selv, at han begyndte at blive fed og
magelig. Naar han om Morgenen tog med Damperen ind til Byen, kunde
han sidde sløvt hen paa Dækket og lade Solen skinne paa sig, til
Hjernen døvedes og Lemmerne blev tunge. Det var da altid med
betydelig Overvindelse, at han gik i Land og vandrede ad de solhede
Gader op i Biblioteket.

"Der er," havde han en Dag sagt til Anna, "ikke noget lykkeligere Ord
i Sproget end det ikke at gide. Den, der ikke gider, han kommer ikke
i Fortræd og han gør ikke Fortræd. Det er anstrengende at være ond,
og det tager paa Kræfterne at være ulykkelig. Naar man ikke gider,
saa svæver man over Vandene, og man bliver et godt Menneske."

Og Anna havde smilet til ham, som om hun ganske delte hans Tanker. I
det hele taget gik hun i den sidste Tid smilende om og med store,
lykkelige Øjne. Hun saa ud, som om hun bestandig var til Fest.

Og Flyge øvede sig hver Dag i ikke at gide. Han holdt med Flid alle
Tanker nede, hvoraf der kunde spire en Attraa eller blot et Ønske
frem.

Efterhaanden blev det ham ogsaa mindre om at gøre at have Anna ved
sin Side. Det var ham nok, at hun var i hans Nærhed, at han kunde
søge hendes Selskab naar han vilde. Ja, hun kunde for den Sags Skyld
godt have rejst fra ham. Han vilde dog fremdeles være glad, saa længe
han blot følte sig tryg paa hendes rolige Hengivenhed.

Sjældnere end før gik han op i Skoven sammen med hende. Naar han om
Eftermiddagen var kommen hjem fra Byen, søgte han nu ofte ud paa
Molen. Der indrettede han sig et Leje af tørret Tang, trak sin Frakke
af, rullede den sammen og lagde den under sit Hoved. Saa kunde han i
Timevis ligge paa Ryggen og stirre lige op i den tindrende blaa
Himmel. Sagte Luftninger fra Søen strøg hen over ham som med bløde,
kølige Kæmpehænder. Vandet skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod
Bolværket nedenfor Molen. Og en uhyre, vellystig Døsighed krøb
igennem hele hans Legeme.

... Det var en Dag, da han havde fri fra Biblioteket og saaledes
kunde nyde sin Hvile i endnu flere Timer end ellers. Det var
gnistrende solvarmt, og Himmel og Sø svømmede i en Overflod af
lyseblaa Lyksalighed.

Han havde netop indrettet sit Leje og skulde nu til at strække sig
paa det. Men først sad han lidt over Ende og saa sig om. Hans Blik
strejfede det lille gule Hus, fra hvis Skorsten Røgen stod lige til
Vejrs som en strittende Ravnefjer, Haven, hvor en lys Kjole skimtedes
mellem grønne Buske, de optrukne Baade, hvis uvirksomme Skrog
gennembagtes af Solen ... Ogsaa han havde jo trukket sin Baad paa
Land, og Verden var for ham et gulmalet Hus og en Have med Lysthus.
Var den tillige Lykke? Vist saa: i al Lykke var der Dovenskab. Kanske
vilde han en Gang naa saa vidt, at han heller ikke behøvede disse
Ting for at være tilfreds -- ja at overhovedet intet i den vide
Verden var uundværligt til hans Lykke. Da vilde han sejle som en smuk
Luftballon gennem den rene, saliggørende Lediggangs Æter, stolt,
fri, hævet over Jorderig ...

Men pludselig var der en Stemme, der tæt ved Siden af ham sagde "Sov
vel". En Kvindestemme var det, og den lød, som sitrede der en
undertrykt Latter gennem den.

Han rørte sig ikke. Men da det klingende "Sov vel" blev gentaget,
overvandt han sin Magelighed og væltede sig paa Siden hen til Randen
af Molens Stensætning. Derfra kunde han se ned paa det lave Bolværk
nedenunder.

Der sad en Dame dernede. Men det meste af hendes Person skjultes for
hans Blik af en uhyre Havehat med en stor rød Sløjfe. Hendes Fødder
var nøgne, og hun sad og dinglede med dem i Vandet. De lignede to
smaa hvide Kaniner, der kom frem fra Kjolens Skjul, saa sig
nysgerrigt om og løb tilbage igen.

"Goddag," sagde han og lo ned til hende.

"Goddag, goddag." Hun nikkede op.

"Maa jeg komme ned til Dem?"

"Nej, De maa ikke. De maa ikke saa meget som se paa mig."

Et Øjeblik efter sad han ved Siden af hende nede paa Bolværket.

"Jeg sagde jo, De maatte ikke."

"Nej, jeg hørte det," svarede han tørt.

Hun havde trukket Fødderne op under Kjolen og sad og skottede hen
til ham med et Blik, der halvt var udfordrende, halvt duggedes af en
vaneagtig Blyhed. Hendes Øjne var mørkeblaa og spillede i et lille
kækt, næsten fripostigt Ansigt. Hele Skikkelsen var spinkel som et
halvvoksent Barns. Men hendes Holdning røbede, at hun var vant til
Beskuelse og gerne udsatte sig derfor.

"Nu har jeg nok af det!" sagde hun, da hun havde set lidt paa ham.

"Af hvad?"

"Af Dem naturligvis. Men gener Dem bare ikke, min Herre."

"Det gør jeg heller ikke. Vi er jo paa Landet."

De sad lidt og saa paa hinanden.

"De tillader maaske, at jeg trækker mine Strømper paa?"

"Værs'god."

"Jamen saa maa De vende Ryggen til."

"Hvorfor maa jeg det?"

"Det kan De da nok begribe. -- Naa, hvad bliver det saa til?"

Han gjorde, som hun bad ham. Men mens hun iførte sig Strømper og Sko,
forsøgte han et Par Gange at vende sig om. Hver Gang udstødte hun et
lille Hvin.

"Nu er man Dame til Fingerspidserne -- forstaar De."

"Skal vi sige til Taaspidserne?"

"De er vist en væmmelig En."

"Maaske. Tillader Fruen, at jeg forestiller mig for Dem?"

"Ja. Fru Ellis Birger -- det er mit Navn."

"Tak, det ved jeg. Herude kender man jo hinanden. Mit Navn er Preben
Flyge."

"Det er Dem, der boer der ovre i det lille Hus?"

"Ja."

"Keder De Dem ikke morderlig her ude?"

"Jo -- Gudskelov. Det er derfor, jeg er her."

"Det var en rar Fornøjelse. Jeg keder mig, saa Vandet løber mig ned
ad Kinderne."

"Saa kan vi jo kede os sammen."

"Det kan vi. Men hvad tror De, Deres Kone vil sige til det?"

"Jeg har skam ingen Kone."

"Ikke det? Sikken et lyksaligt Menneske! Jeg troede for Resten, at
den lille Dame, De boer sammen med oppe i Huset ..."

"Det er min Kæreste!"

"Av! det var næsten endnu værre. Saa er det nok bedst, vi dyer os
lidt."

"Aa -- det er en fornuftig Pige, min Kæreste."

"Der er ingen fornuftige Piger til. De maa da endelig ikke opfatte
mig som en fornuftig Pige."

"Det kunde heller aldrig falde mig ind."

"Naa -- men hvad vil De mig saa? Nu skal jeg hjem -- hører De det."

"Allerede?"

"Ja. Hvad vil De saa? Vil De se min Have?"

"Jeg takker."

"Ikke noget at takke for. Den ligner en Mødding. Men De skal faa Lov
alligevel. Naar det saa er bestilt, kan De gaa hjem og kysse i
Maaneskin."

Med et Sæt var hun paa Benene og entrede op ad Stensætningen. Han
fulgte efter. Og sammen gik de ind ad Havelaagen.

Haven var ret stor og gik lige ud til Søen. Men den var yderlig
forsømt. Der groede Nelder og Tidsler i frodig Samdrægtighed med
Blomsterne i Bedene, og Plænens grønne Græstæppe spættedes af hvid
Tusindfryd og af gul Løvetand.

I den halvt tilgroede Gang laa en lille Purk paa Jorden og legede.
Han var iført en brun Fløjls Dragt og Lakstøvler, men Tøjet var
forrevet og smudsigt og hans Ansigt og Hænder tilklæbede med Snavs.

"Nej, ligger Truttemand der?" sagde Fru Ellis og bøjede sig ned over
ham. "Sikken en Svend, sikke han kan svine sig til! Er Marie gaaet
bort med Kæresten, hva' -- og har ladet Truttemand ligge? Det skal
Truttemand ikke bryde sig om -- naar han bliver stor, skal han ogsaa
faa en Kæreste -- han skal faa ligesaa mange, han vil ha'e ... Nej,
Mama vil ikke nysse ham -- Mama kan ikke li'e Kys, der smager af
Snavs -- rod han bare videre i Jorden, den er til det samme ..."

Hun vendte sig til Flyge:

"Ja, her kan De se vores Have. Den er ganske sød -- ikke? Men der
gror saa meget Ukrudt i den. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved
det."

"De skulde luge det bort."

"Jamen Gud -- det kan man da ikke selv gøre. Min Mand er i Byen hele
Dagen, det Skind. Og Fiskerne er saa tvære. Der gaar En her med en
stor Lap paa -- bagpaa. Han har ikke andet end at passe en Gris. Ham
har jeg budt en Krone for det; men tror De, han svarede? Han gryntede
bare -- ligesom Grisen. Men det er jo noget Svineri, dette her --
det ved jeg saa godt. Jeg skulde slet ikke have vist Dem det."

"Aa ..."

"Nej, det skulde jeg ikke. Man kan ikke være det bekendt i Grunden.
De faar heller ikke Lov at komme ind i Lejligheden: der er ikke pænt.
Det er ogsaa uheldigt med den Pige, vi har. Den forrige løb fra os
til den første -- nu har vi faaet en ny her ude, men hun er lige
bleven forlovet med En af Opvarterne nede paa Strandhotellet. Saa hun
holder Hvedebrødsdage -- naturligvis."

"Ja ja -- naar De ikke vil have mig ind, saa ..."

"En anden Gang maaske -- naar Birger er hjemme -- han er saa rar --
han er hos en Sagfører ... Vil De ikke ha'e noget -- vil De ikke ha'e
Øl?"

"Nej Tak."

"Vi har heller ikke noget ... Det er skrækkeligt her paa Landet --
man skal gaa saa langt efter alting. Og saa synes jeg, her er endnu
varmere end inde i Byen. Der er ikke andet at gøre end at drikke Øl.
Og det kan man ikke faa."

"Man kan jo gaa i Vandet."

"I Vandet? Gaar De i Vandet? Er det godt?"

"Ja naturligvis er det godt. De gaar altsaa ikke?"

"Nej. Jeg har ingen Badedragt. Og man kan vel ikke gaa uden? Tror
De?"

"Kære Frue -- _det_ Spørgsmaal har jeg virkelig ikke sat mig ind i."

"Nu tænker De paa noget uartigt. Fy Dem an, jeg vil ikke se Dem for
mine Øjne mere."

"Aldrig mere?"

"Nej aldrig mere. Nu kan De gaa hjem til Deres lille Kæreste. Det er
saadan en lille blond En -- ikke? -- jeg har set hende, naar jeg er
gaaet forbi ... Hun er for Resten sød -- hun er altfor god til Dem
..."

Flyge gik. Da han kom udenfor Laagen, hørte han hende synge for
Drengen:

    Kender Du Katinka, hun var Peters Sukkergris --
    paa den gode gamle Vis.
    Hun var sød, og hun var dydig
    men mod Peter var hun lydig
    og hun smeltede som Is --
    paa den gode gamle Vis ...

Flyge stod og lyttede. Saa frimodig lød hendes Stemme, saa barnligt
uskyldig, at han for Alvor spurgte sig selv, om ikke hele hendes
Væsen skulde være Naivitet.

Men pludselig rev han sig løs og gik hjem.

Han slog ind paa den smale Smøge mellem Fiskerhusene. Naar han gik
denne Vej, kunde man ikke fra hans egen Have se, hvor han kom fra. Og
ganske uvilkaarligt valgte han da denne Vej fremfor at skraa over den
aabne Plads mellem Haven og Stranden.

Hele Aftenen igennem var han livlig. Det faldt ham ikke ind at søge
Hvile paa sin sædvanlige Plads ude paa Molen. Han bad Anna gaa en Tur
med ham ned gennem Fiskerlejet. Og villig som altid fulgte hun.

Maanen stod blank og rund paa Himlen. Fiskerne kom ud fra Husene og
stillede sig med Ryggen op ad Baadeskurene og med Hænderne dybt
begravne i Lommerne og udsendte fra de korte Snadder tunge Røgskyer,
der lugtede som Baal af visne Blade. Og der kom unge Folk vandrende
ned ad Landevejen, og de tog hverandre i Hænderne og gik syngende
frem, mens en Harmonika ledsagede dem med slæbende og sørgmodige
Toner.

Flyge lagde sin Arm om Annas Liv. Han følte hendes Hoved mod sin
Skulder. Og han syntes, at Livet paa en Gang rakte ham en styrkende
og sødt dyssende Drik, fuld af god Glemsel.

Han _vilde_ ikke leve det anderledes. _Vilde_ ikke lokkes ud i
æggende og urolige Eventyr.

Men alligevel klang stadig i hans Øre en Stemme, enkel og spæd men
sitrende af en undertrykt, kaad Latter ...




En Dag, da Flyge sad i Lysthuset sammen med Fru Herding og Anna,
traadte Fru Ellis ind ad Laagen.

"Goddag," sagde hun, "jeg fik Lyst at se, hvordan De boer."

Flyge forestillede hende for sin Forlovede og hendes Moder.

"Hr. Flyge kender min Mand," sagde Fru Ellis til Forklaring af det
noget overraskende Besøg. Det var paa en Maade sandt, eftersom hun et
Par Dage i Forvejen havde forestillet ham for Birger, da han
tilfældig havde mødt dem sammen.

"Hvor De har det yndigt her, Fru Herding," blev hun ved. "Vi ligger
nu blot paa Landet, fordi vi alligevel skulde flytte. Saa har vi
ingen Lejlighed i Byen i Sommer. Ellers havde vi ikke Raad: vi maa jo
leve meget økonomisk ... Hvad er det, De syer der, Frøken?" Hun
bøjede sig ned over Annas Haandarbejde. "Hedebosyning -- hvad? Hvem
der bare kunde det! Men det er ikke saa let, naar man er saa uheldig
at være ved Teatret -- og man saa oven i Købet har en lille Dreng,
som trænger til Ens hele Omhu."

Fru Ellis saa hen for sig med et forsagende Blik. Hun havde iført sig
en tarvelig, mørkeblaa Vaskekjole og en hvid Blondekrave. Haaret var
skilt i Midten og strøget glat og puritansk til Siderne.

"Har De Børn?" sagde Fru Herding næsten bebrejdende. "De er jo næsten
selv et Barn. -- Hvor gammel kan han være?"

"Han bliver saamænd tre Aar til Efteraaret."

"Det er da ikke muligt! Hvor kan De have været gift saa længe?"

"Ork, vi har været gift i tre Aar nu -- nej tre og et halvt er det da
-- næsten fire." Hun slog Øjnene ned og syntes fuld af sød
Forvirring.

Men da hun atter hævede Blikket, var det for at bede Fru Herding
laane hende noget Smør. Thi hun havde haft det kedelige Uheld, at hun
havde glemt at faa Penge af sin Mand, før han tog til Byen. Og her
ude holdt man jo ikke af at bede de Handlende om Kredit.

Hun fik Smørret og gik.

"Det var da en sød lille Dame," sagde Fru Herding. "Saadan Nogen som
dem, der er ved Teatret, dem er der ellers ikke noget ved -- mange
Gange. Det er jo ogsaa et _Liv_, de fører! Man maa jo takke til, at
ikke En af Ens Egne er gaaet _den_ Vej. Men naar de har den rette
Aand, saa kan de jo gaa det igennem. Og hende kunde man da straks se
paa, at hun er anderledes end de fleste de er."

"Hun spiller ogsaa i Ingenufaget," sagde Flyge.

"Jeg troede i Grunden snarere, det var Operetten."

"Operette-Ingenuer -- det kan gerne være."

Anna forholdt sig tavs. Men det syntes Flyge, at hun saa forskende
paa ham og at der i hendes Blik var et lille Stænk af Ironi.

... Et Par Dage senere kom Fru Ellis igen. Denne Gang var det Søndag,
og som Følge af Butikslukningen var hun kommen i en stærk Forlegenhed
for Øl. Der var netop kommet Fremmede fra Byen -- ganske uventet. Fru
Herding var henrykt over at kunne hjælpe hende.

Næste Gang, hun kom, var Manden med. Hr. Birger var høj, mager og
sortsmudset forsoren, klædt i en flunkende, lys Sommerdragt, der
gjorde et færdigkøbt Indtryk, og bar Turistsko og Gamascher. Fruen
var denne Gang i mørkegrønt Fløjl.

De vilde hilse paa Familien, da de jo nu en Gang var blevne dens
Naboer -- og saa takke for de smaa udviste Tjenester.

"Rørt paa Konens Vegne," sagde Hr. Birger og slog Hælene sammen. "Hun
er vel ikke for slem ved Dem?"

"Det er jo aldeles ikke noget at tale om," sagde Fru Herding.

"Nej -- ikke hvis De fik igen, hvad hun saa hæderligt laaner af Dem."

"Jamen det haster da aldeles ikke."

"De faar det heller ikke. Det bruger hun ikke. Det vilde forfærde
mig, hvis hun pludselig en Dag fandt paa det."

"Aa Du!" Fru Ellis tjattede ham koket over Fingrene. "De skal slet
ikke tro, hvad han siger. Han er altid saa nederdrægtig imod mig."

"Hun er nemlig," blev Hr. Birger uanfægtet ved, "ligesaa fingernem
til at have med Penge at gøre som en Vaskebjørn til Sukker. Jeg tror,
de virker paa hendes Portemonnæ som Kløpulver. Derfor _maa_ hun af
med dem. Der har faktisk ikke været et Tikrusdyr i hendes agtede
Besiddelse i den historiske Tid. Det finder jeg det retsindigt at
sige forud."

"Aa, De hører da ikke paa hans Snak," sagde Fru Ellis.

"Nej, det _var_ da ikke godt," svarede Fru Herding.

Birger opsøgte efter denne Dag af og til Flyge. Lidt efter lidt
begyndte han endogsaa at skænke ham en vis Fortrolighed.

"Ellis er en god lille Pige," sagde han. "Men hun er for kilden i
Fantasikirtlerne."

"Hvordan forstaar jeg det?"

"Jo -- hun er urolig. Man kan ikke dirigere hende."

"Saa det kan De ikke?"

"Nej det kan man ikke. Hun elsker mig -- det ved Gud hun gør, det
lille Lam. Men hun kan ikke fatte, at jeg vil have, en Kvinde skal
være sagtmodig. Hun tror, hun skal more mig -- jeg siger: lad os bare
være fri. Vil hun more sig selv -- det er noget andet. Men maa jeg
saa bede om, hun gør det, naar jeg ikke er til Stede."

"De er meget liberal."

"Det er jeg. Men man gifter sig jo ikke for at faa sine Nerver
ødelagt. Gør mig den Tjeneste at holde hende lidt med Munterhed. Jeg
kan sgu ikke."

Flyge turde ikke love ham nogen virksom Hjælp. Men naar Birger var i
Byen, faldt hans Veje ikke desto mindre jævnlig sammen med Fru
Ellis'. Han plejede nu at blive bedt ind i Haven, naar han kom forbi.
Der satte han sig saa ved hendes Side paa en Bænk, mens Barnet fik
Lov til at rode i Jorden.

I Lejligheden vilde Fru Ellis derimod stadig ikke have ham ind. Der
var slet ikke pænt, blev hun ved at sige.

Men en Dag, da hun ikke var i Haven, betraadte han uden videre de
forbudne Enemærker.

Iført en Frisertrøje laa hun paa en Chaiselongue og læste i en gammel
Roman med fedtet Bind. Paa Chaiselongens Hovedgærde flød hendes
opløste, havannabrune Haar. Rundt om paa Borde og Stole svømmede det
med Bøger, Papirer og Rollehæfter, og midt paa Gulvet sad Drengen og
forsøgte at synge "O Dagmar", mens han fægtede i Luften med et
gammelt ituslaaet Barometer.

Hun foer op med et lille Skrig.

"Gud, er det Dem! Hvad vil De her! Har jeg ikke sagt Dem, at jeg ikke
vilde ha'e det?"

"Jo, det har De. De har Deres Ryg fri. Men Herregud, hvorfor maa jeg
ikke se, hvordan De boer? Ens Hjem er dog gerne som En selv. Hvorfor
skal man saa skamme sig over det?"

"Det var sgu en nydelig Kompliment! Denne Røverrede -- skulde jeg
være som den?"

"Ja paa en Prik! Smaa viltre, svirrende, oprørske Tanker. Et
klædeligt Negligée. Læsning flydende om i broget Uorden ... er _det_
maaske ikke Dem? De er selv en Røverrede, meget ærede Frue."

"Men det klæder mig, vilde De sige. Ikke?"

"Jo netop. Og hvorfor skulde det ikke det? Jeg ved i Grunden ikke,
hvorfor en Kvinde skal være ordentlig. Det er dog ellers Manden, der
i Tilværelsen betyder Reglen, Loven. Kvinden det er Kærligheden. Men
Kærlighed er aldrig regelmæssig, aldrig efter en Snor, end sige
pedantisk. Kærlighed er lunefuld, vilkaarlig, op og ned -- _skal_
være det. -- Frue, dersom De vidste ..."

"Jo Tak, jeg ved det saamænd storartet. Men nu maa De tillade mig at
tage en Smule ordentligt Tøj paa."

"Værs'god."

"Jamen -- naa for Resten: har De set det ene, kan De jo ligesaa godt
se det andet med."

Hun tog Frisertrøjen af og iførte sig meget koldblodigt sit Kjoleliv.

"Nu kan Truttemand gaa ud i Haven og lege," sagde hun. Hun tog
Drengen om Livet og satte ham udenfor, skønt han brølte i vilden Sky
af Arrigskab og sprællede i Luften med sine korte, tykke Ben.

Fru Ellis knappede sit Kjoleliv. Derpaa satte hun Haaret op i en løs
Knude og stænkede sig med Parfume.

"Se saa," sagde hun, da hun var færdig, "er jeg nu smuk?"

Hun havde nærmet sit Ansigt tæt ind til hans. Og halvt uden at gøre
sig Rede derfor trykkede han et let Kys paa hendes Kind.

"Fy, hvor De er uartig," sagde hun og slog efter ham. "Hvad tror De,
min Birgermand vilde sige om det, hvis han havde været hjemme? Jo, De
er sandelig en net Herre!"

Flyge sagde intet. Han gentog med kold og klar Bevidsthed i sit
stille Sind de Ord: "Det var dumt, det var dumt!" Og imens dirrede
hans Nerver som en Fortøjning, naar der kastes los.

Men Fru Ellis gik med smaa vævre Trin hen imod Døren. Han fulgte
langsomt efter. I den snævre Entré stillede hun sig i Vejen for ham,
saa han maatte smyge sig tæt op ad hende for at naa ud i det fri.

Saa gik de sammen ud paa Molen ...

Men næste Dag kom Hr. Birger over til Flyge. Hans Ærind var at søge
en Vennehaand i et pinligt Øjeblik. Nogle Penge, som han havde gjort
aldeles sikker Regning paa, var ved et uforklarligt Uheld udeblevne.
Og nu stod han der og skulde absolut bruge halvhundrede Kroner,
skulde det for al sin timelige og evige Velfærds Skyld. Og da han her
ude paa Landet jo ikke kendte Andre end Hr. Flyge, saa _maatte_ han
henvende sig til ham trods det, at Bekendtskabet kun var saa løst.
Pengene skulde -- her svor han dyre Eder -- blive betalt tilbage med
den mest nøjeregnende Punktlighed.

Og saa skulde han for Resten hilse fra sin Kone ...

Han _fik_ Pengene. Om Aftenen fik Flyge at vide, at Ægteparret Birger
var kørt til Byen i lejet Landauer.

Den næste Formiddag gik han og drev ene om nede ved Stranden.

Birgers var øjensynlig ikke kommen hjem endnu. Der var rullet ned hos
dem, skønt det var højt op ad Formiddagen. Altsaa maatte de være
blevne i Byen om Natten.

I Grunden kom det jo ikke ham ved. Men det kunde dog have adspredt
ham en Smule at passiare med Fru Ellis.

... Det var en mild, blaahimlet Sommerdag. Der strøg kun en sagte
Luftning let og lindt hen over det slumrende, solstænkede Vand. Men
om Natten havde det regnet. Og den rene, friske Luft var krydret af
al Aromaen fra Havens Blomster og de viftende Træer.

Flyge følte sig til overs og ene. Han havde Ingen at tale med. Thi i
den sidste Tid havde han kun søgt Annas Selskab et Par Timer om
Eftermiddagen. Og saa regelmæssig var denne Sædvane bleven ham, at
det nu næsten vilde være paafaldende, om han gik ind og satte sig ved
Siden af hende paa Bænken i Lysthuset, hvor hun sad og syede.

Han fandt Sæde paa en landtrukken Baad og gav sig til at betragte
hende. Over hendes Skød laa bredt et skinnende hvidt Stykke Linned,
og han saa hendes Haand føre Naalen frem og tilbage igennem det --
frem og tilbage.

Det var Brudeudstyret, hun syede paa -- hendes og hans ...

Og pludselig blev han greben af en stærk Higen imod hende, som hun
sad der, halvt skjult af dette bølgende hvide Lin, med de blaa,
alvorlige Øjne sænkede mod Arbejdet. At dvæle hos hende vilde være
som at sidde ved Bredden af en dyb og sivkranset Sø, under hvis
spejlblanke Overflade rene og læskende Kilder altid fornyede Vandet.

Og det Hustrunavn, hvormed han en Gang skulde kalde hende, brusede
frem fra hans Sjæls Dyb. Hans Hustru -- Kvinden, der skulde føde hans
Børn -- hun, hvis bløde, varsomme Hænder skulde lægge sig dulmende
paa hans Pande, stryge fra den alle stirrende Tvivl, alle flakkende
Tanker!

Han gik hen imod hende og bredte Armene ud. Han vilde sidde hos
hende -- sidde der hver Dag -- ikke vide af nogen Anden end hende,
var det end nok saa flygtigt!

Men da han saa hendes Blik rettet paa sig, lod han atter sine Arme
synke. Og med en ligegyldig Bemærkning gik han ud ad Laagen, ned til
Stranden.

Der blev han ved at gaa frem og tilbage. Den Ro, han en Gang havde
fundet der nede, var vegen fra ham.




"Fru Birger er her for at spørge, om vi ikke kunde have Lyst til at
se Atletkampen imorgen. Hendes Mand har Billetter."

Anna havde hentet Flyge ind fra Haven. Fru Ellis sad i Sofaen,
smilende elskeligt og jomfrueligt.

"Tak -- jeg ved ikke -- det er elskværdigt af Fruen." Flyges Tone var
koldt høflig. "Hvad mener Du, Anna? Har Du Lyst?"

"Jeg vil, hvis Du vil."

"Det vil I naturligvis med Fornøjelse," sagde Fru Herding afgørende.
"Det var saa opmærksomt af den lille Frue."

Og hun gik hen til Fru Ellis, der slog Øjnene ned, kyssede hende paa
Panden og sagde:

"Er hun nu ikke kær?"

"Gudbevares ..." Flyge vidste ikke ret, hvad han skulde sige.

"Ja forlovede Herrer kan det nok ikke nytte at komme til ... Min
Svigersøn er ogsaa saa forfærdelig optagen af sin Kæreste,"
henvendte hun sig paany til Fru Ellis.

"Det er Ungdommen, Fru Herding. Vi to gamle Koner er nok færdige med
at gøre vores Lykke. Men det maa vi tilgive ham."

"Ja, vi maa nok saa. Vi to holder sammen, lille Fru Ellis ..."

Flyge fik pludselig Interesse for noget, han havde for ude i Haven.

Men Indbydelsen var altsaa modtagen.

-- -- Udenfor Sportspladsen, hvor Atletkampen skulde foregaa, var der
den næste Dag et Mylder af Mennesker. Der kom rullende Vogn paa Vogn,
prunkende Landauere, slanke Sulkyer, tungt raslende Charabancer,
Drosker, der luntede frem som en jævn Passiar. Tidt maatte de holde
stille i lange Rækker, og der var Folk, som rejste sig op fra
Sæderne, ubændige af Utaalmodighed, og lod det skylle med Anklager
mod Kuskene, der indbyrdes skændtes og som lod Piskene smælde over
Hovederne paa de snøftende og stampende Heste. Ind imellem Vognene
snoede sig Cyklister som Aal mellem Sildestimer, klemtende, spejdende
med vagtsomme Øjne, snart hastende frem foran et skummende Hestepar,
snart holdende sig varsomt tilbage.

Med korte Mellemrum kom der nede fra Jernbanestationen en hel
Karavane af Mennesker. Undertiden satte de i Løb for at komme ind og
erobre sig de bedste Pladser -- uordnet, væltende sig frem som
skræmte Faar. Og Træerne udenfor Indhegningen var tæt behængte med
Drenge, der var klatrede op for fra dette høje Stade at kunne se over
Plankeværket ind paa Sportspladsen.

Herinde saa det endnu mere broget ud. Det skvulpede med Mennesker i
Tusindvis, der snart trængtes frem og tilbage og snart blev klemt
fast i en tæt Masse af andre Mennesker, saa man knap kunde røre sig.
Men over alt dette mørke skinnede de lyse Sommerhatte og Damernes
Parasoller som brogede Blomster i alle Farver, og under dem tonede
atter Menneskeansigter frem, harmfulde, sløve, taalmodig ligeglade
eller begejstrede -- et Liv af Ansigter, der spillede i Tusinder af
Afskygninger. Uafbrudt summede og surrede Latter og Tale, stemmede
sig op til en brusende Larm, brast og begyndte igen som en uhyre,
mangestemmet Hvisken, der steg og sank. Undertiden blev der næsten
helt stille: nede ved Indgangen arbejdede nogle Efternølere sig
igennem Mængden. Man troede, det var Atleterne, som skulde optræde,
trængte sig frem for bedre at kunne se og tav af Forventning. Naar
man saa opdagede, at man havde taget fejl, tog Larmen af Stemmerne
fat med fornyet Styrke.

Fru Ellis kedede sig.

"Her er virkelig ikke rart," sagde hun. "Skal vi ikke hellere gaa hen
og faa os noget Øl?"

"Saa faar vi ikke noget at se," sagde hendes Mand. "Du er ogsaa saa
Satans lidenskabelig. Du skal altid ha'e noget, enten af den ene
eller af den anden Slags."

"Der er jo Ingen, der beder Dig om at gaa med. Har _Du_ Lyst til at
blive her og omkomme af Tørst og Varme, saa værs'god. Det er mig saa
raslende ligegyldigt."

Flyge sagde intet, skønt hun øjensynligt ventede, at han skulde
tilbyde hende Ledsagelse. Han havde taget Anna under Armen. Og skønt
det voldte dem Besvær at komme frem i Mængden saaledes, blev han ved
at holde hende fast. Han havde paa en Gang faaet en underlig Angst
for at slippe hende.

"Gud, hvor De er skrupforlovet," sagde Fru Ellis spydigt og med en
noget tvungen Latter. "Det er ordentlig rørende -- man skulde tro,
Kærligheden var frisk fra Fad ... Johan, skal vi to ikke ogsaa give
de Elskende med Hank?"

"Smaa Piger maa være artige, naar de er ude at spasere med fremmede
Folk," sagde Birger tørt.

Anna havde intet hørt af, hvad der blev sagt. Thi paa en Gang var
hendes Opmærksomhed bleven optagen af et Punkt midt i Mylderet.

"Se," brød hun ud og rykkede Flyge i Armen, "er det ikke -- jo -- er
det ikke Bøg?"

"Hvor?" Flyges Stemme lød uvillig. "Nej, det tror jeg ikke."

"Jo -- jo vist er det saa -- kan Du da ikke se ham? ... Lad os vifte
til ham -- saa maaske han faar Øje paa os."

Og hun gav sig til at vifte. Først med Parasollen, saa, da det ikke
hjalp, med Lommetørklædet.

"Jo -- nu har han faaet Øje paa os -- nu vifter han igen ... Nu
kommer han hen til os -- bare han dog kan komme frem ... Nej hvad er
det? Det var da morsomt: Hansen-Maagerup er med -- kan Du se --
Hansen-Maagerup ..."

Virkelig banede i dette Øjeblik Viggo Bøg sig Vej i Stimmelen -- med
Hansen-Maagerup i sit Kølvand. Han brød hensynsløst paa, skød til
Side, vilde bare frem. Hans graa Sommerdragt ætsede sig gennem
Menneskemassen. Og i det tomme Rum, der dannedes bag ham, gled
Hansen-Maagerup efter, blank af Sved, sortklædt, med en skyggestærk
Straahat skærmende over sig som et mægtigt Tag.

"Frøken Herding!" sagde Bøg, da han var naaet helt hen til hende,
"Frøken Herding! Nej, at jeg virkelig skulde træffe Dem her!"

Han greb hendes Haand og trykkede den. Først saa besindede han sig
paa, at der var Andre til Stede, og hilste paa Flyge. Hansen-Maagerup
gav dem Haanden, tavst, med bøjet Hoved, som vilde han bevidne dem
sin Deltagelse i en eller anden sørgelig Anledning.

Flyge forestillede de to Nyankomne for Birgers. Fru Ellis smilede, da
Bøg trykkede hendes Haand.

"Det kan man da kalde et Haandtryk," sagde hun.

"Om Forladelse, Frue. Jeg tog maaske for haardt?"

"Nej tværtimod. Jeg kan netop ikke lide at faa fat i en sjasket Pote.
Det er ligesom man fik en Klump Fars i Haanden."

"Den Herre er maaske selv Atlet?" sagde Birger.

"Det just ikke. Men Idrætsmand er jeg rigtignok."

"Ja, det kan man jo næsten se paa Dem," sagde Fru Ellis. "De holder
af Muskler."

"Nej, det var da en forfærdelig Opfattelse af Idræt, Frue. Ja
undskyld, men Idræt er jo slet ikke Muskler. Det er bare Villie. Det
kan ikke nytte, at man har aldrig saa mange Kræfter, naar man ikke er
fuldkommen Herre over dem."

"Om Forladelse, Hr. Idrætsmand." Fru Ellis gjorde et lille Kniks. "Om
Forladelse."

Oppe paa Tilskuertribunen begyndte man at trampe i Gulvet. Man raabte
højt Atleternes Navne. Det var trukket ud over den Tid, da
Forestillingen skulde begynde. Og man _krævede_, at de skulde møde
frem.

Der var de -- man bøjede sig frem over hverandres Skuldre for bedre
at se -- der -- der -- nej, det var alligevel ikke dem -- jo der --
der ...

Nu kom de. Der blev en smal Rende i Menneskemængden. Et Par
ubedækkede Hoveder bevægede sig frem gennem Stimmelen. De svømmede
som Korkpropper paa Vandene. Og nu gik der to Mænd op ad Trappen til
Forhøjningen, hvor de skulde optræde.

Der stod de i deres lyse, forskelligt farvede Trikot med nøgne,
senesvulmende Arme og kraftige, solbrændte Nakker. Jubelen fra
Publikum bruste op imod dem.

"Det er sgu Mørbrad," sagde Birger.

Bryderne gav hinanden Haanden. Saa stillede de sig Ansigt til Ansigt
som to Tyre, der fælder Hornene til Angreb. Deres Blik borede sig i
hinanden. Og mens de snart vigende snart gaaende rundt om hinanden
hver især vogtede paa den mindste Blottelse fra Modpartens Side,
søgte de af og til at faa fat paa hinanden.

Undertiden krummede de sig sammen, syntes at samle al deres Styrke
til et Angreb. Men atter gled de til Side, og Lemmerne slappedes,
mens Øjnene beholdt deres spejdende, gennemtrængende Udtryk.

Paa en Gang tørnede de to store Legemer sammen. Den ene af Bryderne
slyngede sine Arme om Modpartens Liv. Han søgte at løfte ham op fra
Jorden og saaledes kaste ham omkuld. Benene strammedes og spændtes,
som skulde de stemme imod en uhyre Vægt, og to store Hænder greb
krampagtigt i Modstanderens Kød som to Rovdyr, der bed sig fast. Og
pludselig vaklede begge de to overstærke Mænd. De svajede et Øjeblik
frem og tilbage -- saa laa de paa Jorden, rullende deres Kødmasser
sammen til et eneste Bundt af svulmende Lemmer, af Tyrenakker og
sitrende Muskler og strittende Ben ...

Fru Ellis tindrede af Optagethed. Hun klappede og raabte.

"Nej se dog, se dog! Bravo, Bravo -- nu falder han -- han er underst
-- han _er_ underst -- nej ..."

Kæmperne var igen komne paa Benene og trak i en sekundlang Pavse
Vejret, mens Øjnene stirrede fjendsk ud af de røde, svedglinsende
Ansigter.

"Synes De om det, Frøken Anna?" sagde Bøg.

"Nej -- jeg synes, de ser saa onde ud."

"Det gør de ogsaa. Det er fordi der er Penge under det. Penge gør
altid Folk onde og smaa. De skulde blot have set, om der ikke var
noget af den Slags. Saa vilde de have haft et ganske andet Udtryk."

"Hvor kan De nu sige det?" Fru Ellis vendte sig om mod ham. "Penge --
det er jo netop storartet. Alt det andet er bare dumt. De kan maaske
lide Gymnastik og den Slags -- hvor man ser nogle fjottede Fyre
springe om i Jerseyliv og Underpermissioner -- hva'?"

"Ja, det kan jeg netop."

"Det er sgu ogsaa morsomt! Anstrenge sig uden at faa noget for det --
det vil jeg nok sige! Nej dette her -- det er noget. De ser saa yndig
ædende, gloende gale ud -- og sikke nogle Muskler, sikke nogle
Mandfolk!"

"Ja det er jo noget for -- for dem, der ikke forstaar sig paa
Idræt," sagde Bøg. "Men det er nu alligevel at tage Sporten
forfængelig."

Fru Ellis lo.

"Man skulde tro, De var Præst."

"Det vilde jeg ogsaa ønske, jeg var, selv om jeg ikke vilde være af
dem med Pibekrave. Men man kan jo præke paa mange forskellige Maader.
Jeg vilde nu bare præke om, at man skal _ville_ noget. Og det skal
ikke bare være saadan noget som at tjene Penge eller blive berømt
eller at faa den, man holder af. Det skal ligge helt udenfor alt det.
Det er derfor, jeg holder af Idræt, for den vænner Folk til at ville.
Jeg har selv træneret til Kaproning -- jeg kan forsikre Dem for, jeg
tænkte ikke paa Præmierne -- og jeg fik for Resten heller ingen --
jeg tænkte bare paa at _ville_, ville ... Og saa føle, at alt det,
som stritter imod indeni En, det maa give sig. Det slappes og kryber
sammen -- til man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan er det
-- De er jo ved Teatret, Frue -- er De ikke?"

"Haha -- nej han er sød -- han spørger, om Ellis Birger er ved
Teatret -- det skulde De ha'e et Kys for ... Ja gu' er Ellis Birger
ved Teatret -- og det er godt for Teatret, det samme -- i disse sløje
Tider ..."

"Naa ja -- saa maa De vel have følt det samme -- paa en anden Maade.
For Kunst forlanger jo ogsaa, at man _vil_ -- uden at man tænker paa
noget andet -- paa Pengene eller Æren -- naar det da er god Kunst
..."

"Ja, De er fremdeles sød ... De burde udstilles. -- Burde han ikke,
Flyge?"

Flyge havde ladet, som om han ikke hørte Samtalen. Men i Smug havde
han set, hvordan Anna var helt optagen af Bøgs Ord. Hun lyttede til
hvad han sagde, som om det var hendes Sag, han forsvarede. Og nu, da
man appellerede direkte til hendes Forlovede, rettede hun sit Blik
fuldt af Forventning mod ham.

Han vilde have svaret undvigende. Men det opirrede ham, at Anna
næsten bydende syntes at ville lægge Beslag paa hans Mening. Og
derfor slog han sig paa Fru Ellis' Parti.

"Ja," sagde han, "Hr. Bøg er jo unægtelig lidt for god til denne
Verden. Hvis der overhovedet er Tale om at ville nogetsomhelst, saa
har Villien i al Fald ingen Værdi i sig selv. Det eneste, det kommer
an paa, er _hvad_ man vil. Jeg gad vide, hvordan det skulde være
anderledes. For ellers vil man jo ikke andet end at ville. Og naar
man i Forvejen vil, behøver man ikke at ville ville, for saa kan man
det. Saa i Grunden er det en Selvmodsigelse at ville styrke sin
Villie. Man kunde snarere sætte sit Maal i at se at blive af med
den. Jo mindre Villie man har, des færre Fornødenheder har man
ogsaa."

... Mens han talte, saa han Skuffelsen som en Maske glide ned for
Annas Ansigt og gøre det fremmed. Han havde en ubehagelig Fornemmelse
af, at hun ligesom stivnede imod ham. Men det var ham ikke muligt at
modstaa Fristelsen til at forfølge sin Tankegang.

Og han blev ved at udvikle sit Evangelium om Villiens Svækkelse som
det højeste Gode. Blot se at tæmme dette rebelske Dyr, der arbejdede
indeni En og som ikke gjorde anden Nytte end at sætte Menneskenes
Tilfredshed med Livet paa Spil.

Viggo Bøg vilde svare. Men i det samme rejste der sig i Mængden
en uhyre Larm. Fra alle Kanter slyngedes der høje Raab mod
Brydertribunen. Tusinder af glødende, ophidsede Ansigter var vendt
mod de to Mænd deroppe. Og rundt omkring Forhøjningen opstod der en
stærk Bølgegang. Man trængtes, man skubbedes -- Kvinder skreg og Mænd
bandede og skældte -- det saa ud, som vilde man løbe Storm. Og et Par
guldtressede Kasketter viste sig oppe mellem Bryderne.

"Fy! fy!" raabte en tyk Mand, der stod lige ved Siden af
Hansen-Maagerup. "Føj for Satan! sikken en Sjover! Sikken en Løjser!
Han kværker ham -- kan De se, min Herre" -- han greb ildfuldt
Hansen-Maagerup i Armen -- "han kværker ham, den nederdrægtige
Møghund! Føj da, føj da, føj da for Satan!"

Og han raabte af al sin Evne op mod Bryderne:

"Slip ham, slip ham, Din Bandittermikkel! Slip ham for Sat'n i hede
Helvede! ... Raav med, min Herre, vi maa raave allesammel -- ellers
sla'r han ham gustraffeme' ihjel!"

Hansen-Maagerup søgte lempelig at gøre sig fri. Men da det ikke
lykkedes, raabte ogsaa han et spagfærdigt "Fy, fy!"

Oppe paa Tribunen havde den ene af Bryderne lagt sig fladt paa Maven
med Lemmerne strakt fra sig som en død Tudse. Den, der var øverst,
havde plantet sin flade Næve over hans Næse og Mund og søgte paa
samme Tid at bryde Modstanden i hans Nakke. Dens Sener svulmede, saa
de traadte frem som spændte Tove. Mandens Ansigt var blevet blaarødt,
og Øjnene syntes at skulle træde ud af deres Huler.

Fru Ellis klappede.

"Kvæl ham bare! kvæl ham bare!" raabte hun. "Hvor det er dejligt at
se paa! Se, hvor han gi'er sig -- klem til, klem til!"

Men nu skred Kampdommeren og de Guldtressede oppe paa Tribunen ind.
Og begge Bryderne rejste sig.

"Jeg vil sige den lille Dame," sagde den tykke Mand og vendte sig til
Fru Ellis, "at den Slags Ting skulde den Dame ikke sige. Det kunde
være, at Vorherre han tog den Dame paa Ordet og gjorde hende selv
ulykkelig for det en Gang i Tiden."

Mandens Stemme bævede, og han aandede dybt af Ophidselse. Fru Ellis
lo. Men hun veg alligevel nogle Skridt tilbage.

Lidt efter var Brydekampen forbi. Den ene af Kæmperne havde trykket
sin Modstanders Skuldre ned mod Madrassen, og nu rejste de sig begge
og gav hinanden Haanden. Saa traadte Sejrherren frem for at modtage
sin Hyldest. Den skyllede op imod ham i et Brøl af Stemmer, et
rasende Skrig af Begejstring, af udløst Spænding, af brutal Glæde
over Styrken. Og Lommetørklæder og Hatte svingedes, mens Manden
deroppe, forpustet og udmattet, blev ved at smile og bukke ...

Saa strømmede Alle mod Udgangen. Fod for Fod naaede man frem under
Puf og bidske Ord.

Da man langt om længe var naaet ud i Skoven, vilde Bøg og
Hansen-Maagerup straks tage Afsked. Men Anna søgte at holde dem
tilbage.

"Gaar De ikke med os hjem?" sagde hun. "Mo'er vilde blive saa glad
ved at se Dem."

"Jeg vil helst være fri, Frøken," sagde Bøg ligefremt. "Men jeg
tænker, vi mødes en anden Gang. Det gør vi ogsaa, det kan slet ikke
være anderledes."

Hansen-Maagerup sagde ingenting. Han stod bare med dirrende Mundvige
og fugtige Øjne og saa paa Anna.

Ved den nærmeste Omdrejning af Skovvejen vendte Bøg sig om og
svingede med Hatten. Anna stod og saa efter dem, til Træerne havde
skjult dem for hende.

Saa gik hun langsomt efter de Andre.

"Sikke to sære Fyre," sagde Fru Ellis til Flyge. "Den ene var nok
Præst og den anden Degn."

Og Flyge istemmede hendes Latter.




Ægteparret Birger havde pludselig en Dag forladt Fiskerlejet. En
Morgen var Huset, de havde lejet, tomt. Og næsten alle de stedlige
Handlende sad tilbage i Vaande: overalt havde Birgers faaet Kredit.
Der var endogsaa Tale om, at man vilde sammenkalde et Møde for at
forhandle om en mulig fælles Optræden mod de Bortdragne.

Fru Herding gik hver Dag ud for at spørge nyt i denne ophidsende Sag.
Hun struttede nu af løftet Harme mod "det Fruentimmer", som hun saa
godtroende havde budt velkommen hos sig.

Men Flyge gik om i en Kedsomhedens Døs. Han savnede oprigtigt Fru
Ellis. Hendes sorgløse Kynisme havde nu i et Par Maaneder strøget
blødt hen over hans Væsen. Nu hun var borte, syntes han pludselig, at
en Mængde Indtryk, som han hidtil havde holdt borte, trængte sig ind
paa ham med en fordringsfuld og brutal Virkelighed. Aldrig havde han
som nu haft Øje for, hvor ensformigt her var med denne flade Strand,
denne evige Tanglugt, disse tvære Fiskere, der drev om med Hænderne i
Lommerne og saa uvilligt til Landliggerne -- aldrig havde Stuerne
forekommet ham saa trange og saa hyggeløse, Haven saa ynkelig og
forpjusket ... Og inde i Nabohaven sad Drengen med Mundharmonikaen,
hvis Toner lød som Graad af smaa Børn, og spillede, spillede --
spillede hans Nerver sønder ...

Desuden faldt det endnu i Juli Maaned ind med Regn. Om Morgenen var
det Opholdsvejr, men op ad Formiddagen trak Skyerne sammen, og Regnen
begyndte at drysse, fin og tæt som et ensformigt, graat Slør. Naar
han om Eftermiddagen kom fra Byen, var han halvvaad. Og hele Resten
af Dagen maatte han saa sidde med de to Damer i den trange og
lavloftede Stue -- sidde og spejde ud i det trøstesløse graa -- efter
en Lysning af Sol, som aldrig viste sig ... Mange Ord skiftede de
ikke, og mest var det om Vejret.

Og efterhaanden som Sommeren led, viste det sig, at Anna mod
Forventning ikke havde godt af Landluften. Hun blev atter tavs, som
hun havde været det før sin Forlovelse, og som oftest saa hun ud, som
om hun frøs. Hendes Øjne blev paany forskræmte og forknytte. Og det
lod til, at hendes Iver for at sy paa Udstyr havde tabt sig.

Fru Herding var utrættelig i at forsikre Flyge, at alt, hvad der
fejlede hende, var en Smule Blegsot.

"Hun er jo i saadan en vrippe-værkelig Alder," sagde hun. "Det er
Blodet, det er galt med -- hun skyder for stærkt i Vejret, saa vil
det ikke rigtig. Man skal bare ikke tage sig noget af det."

Men da man var naaet ind i August uden at Forholdene forandrede sig,
foreslog Flyge sin Svigermoder og Kæreste, at de skulde opgive deres
Sommerlejlighed og flytte ind til Byen. Damerne gik med Glæde ind
derpaa. Og faa Dage efter var Beslutningen sat i Værk.

Sjældnere end før kom Flyge efter den Tid i sin Svigermoders Hjem.
Han genoptog det Kaféliv, han tidligere havde dyrket. Mest holdt han
af at komme paa Kaféen hen imod Aften, naar der var færrest Folk i
Lokalet. Saa fik han hele Bunken af Aviser lagt foran sig og læste
dem alle. Han gennemgik dem med stor Omhu, men det var uden
Lidenskab, at han lod deres Meddelelser og Betragtninger togte gennem
sine Tanker.

En Dag, da han som saa ofte sad hen uden at kunne overvinde sig til
at rejse sig og gaa, kom der en ung Mand hen til ham.

Flyge kendte ham: han var Medarbejder ved et udbredt folkeligt Blad.
Hans journalistiske Særomraade var Beundring. Han hyldede store Mænd
og opdagede unge, frembrydende Talenter. Af og til udgød han ogsaa
selv en lille fugtig Digtsamling, som hans Blad priste i svømmende
Henrykkelse. Han havde vandblaa Øjne og Lokkehaar og gik om i en
stadig forbavset Løftelse.

"Undskyld," sagde han, "er det ikke Hr. cand. mag. Flyge?"

"Jo." Flyge saa træt paa ham.

"Ja undskyld, Hr. Flyge," sagde han, "det er en Sag af nogen
Vigtighed, jeg vilde tale med Dem om. Det er en ung Videnskabsmand,
Hr. Bøg -- Viggo Bøg -- jeg saa Dem sammen med ham for nogen Tid
siden ved en Brydekamp ..."

"Ja, jeg kender ham kun meget lidt."

"Det gør heller ikke noget -- vi vilde gerne have saa upartiske
Oplysninger om ham som muligt ... De ved maaske, han har gjort en
Opfindelse?"

"Nej. Som sagt: jeg kender ham kun meget lidt."

"Jo" -- Journalisten tog Plads ved Flyges Bord -- "det skal oven i
Købet være en meget opsigtsvækkende Opfindelse. Den gaar ud paa at
fremstille Brød af Straa -- eller Græs ... men De maa endelig ikke
tale om det, før vi har haft det i Bladet."

"Jeg skal holde tæt."

"Ja for De forstaar, hvor mægtigt det er -- man kan knap fatte det,
synes jeg."

"Det er jo heller ikke saa lidt."

"Nej, det er det sandelig ikke ... Og nu var det, jeg vilde bede Dem,
Hr. Flyge: vil De give mig lidt om den unge Opfinder -- lidt
Biografi, nogle Træk af hans Liv? Vi skulde jo ogsaa have hans
Portræt ..."

Flyge begyndte at more sig over hans Iver.

"Ja, hvis jeg kan saa ... Men oprigtig talt: han er et ganske
almindeligt ungt Menneske. Han gør nærmest et lidt ubetydeligt
Indtryk."

"Det gør aldeles ingenting -- jeg havde netop tænkt mig ham saadan
... Han er ikke nogen lærd Mand -- vel?"

"Nej jeg tror ikke Lærdommen trykker ham. Han har vist knap nok taget
sin Eksamen."

"Det er udmærket -- jeg kan næsten sige, jeg havde ønsket mig ham
saadan. Havde han levet sit Liv i Laboratorier mellem Retorter og
Digler -- saa vilde det blive noget helt andet: et Sprængstof --
eller et nyt Belysningsmiddel ... Den, der giver Brød, han maa have
gjort sin Opfindelse ude under aaben Himmel -- paa en Solskinsdag,
tænker jeg mig. Der er han gaaet, og han har følt sig saadan til
Mode, at han kunde omfavne alle dem, han mødte. Men allevegne, hvor
han er kommet frem, har det skreget imod ham, at der var Mennesker,
som var ulykkelige og som sultede. Og paa en Gang er det slaaet ned i
ham, at ude paa Markerne der var der Guld -- ja mere end Guld: der
var det Brød, de skreg imod. Og nu vil han tage deraf og give til
dem, der sulter ..."

"Det er smukt."

Journalistens Øjne lyste:

"Ja er det ikke? Jeg gaar altid og siger til dem, jeg træffer, og jeg
kan ikke lade være at sige det til Dem: jeg er saa stolt af at leve
netop nu, netop nu i vor Tid. Jeg kan ikke forstaa, at der er Folk,
som har saa mange politiske Bekymringer -- Herregud, Frisindet maa da
sejre en Gang, og saa synes jeg ikke, det er saa magtpaaliggende, om
det sker nu eller vi skal vente nogle Aar. Men se, det at Mennesket
nu endelig er bleven Herre over Jorden, bliver det i højere Grad for
hver Dag, der gaar -- det er det store. At leve nu -- det er jo som
at være med i en Hær, der rykker frem ustandseligt, ubetvingeligt, og
erobrer den ene Stilling efter den anden. Og De kan tro, Hr. Flyge,
endnu inden vi dør, vil vi se en lykkelig Slægt vokse op om os. Det
ene af Fortidens Spøgelser efter det andet forsvinder jo -- de, der
er døde, de døde Profeter og døde Idealer -- dem frygter vi allerede
ikke mere. Men nu kommer Turen ogsaa til de levende Spøgelser: de
store sociale Onder: Prostitutionen, Drikfældigheden, Fattigdommen
..."

"Og det skal Hr. Bøg bidrage til?"

"Ja -- De tror det kanske ikke, og det lyder jo ogsaa sælsomt,
sælsomt. Men De skal se alligevel -- min Kilde er tilsyneladende
ganske paalidelig ... Sig mig nu bare: hvordan er han? Kender De hans
Forhold?"

Flyge begyndte at fortælle, hvad han vidste om Bøg, hans
Familieforhold, hans Alder og Fødested, hans Ydre og Sædvaner.
Journalisten noterede. Men pludselig afbrød han ham:

"Jamen hans Anskuelser, hans Anskuelser, Hr. Flyge? Forstaar De: det
er saa nødvendigt for mig at lære den Sjæl at kende, som hans store
Opfindelse er groet frem af. Hvordan tror De, han selv maa se paa den
-- i Sammenhæng med hele Udviklingen, med Religionen, det sociale
Spørgsmaal, den politiske Situation? Hvis Talen var om en Sportsmand,
saa vilde Folk have at vide, hvordan hans Legeme var beskaffent. Nu
er han Videnskabsmand -- saa er det Sjælen, de ønsker at se."

Flyge lo:

"Hans Sjæl -- jeg har paa Ære ikke noget nærmere Bekendtskab til den.
Jeg skal ikke en Gang kunne sige, om han overhovedet har nogen."

"Hvordan mener De? Om han har nogen? Det er da indlysende!"

"Han skjuler den i hvert Fald for det meste. Han er overhovedet ikke
en Mand af mange Ord."

"Det stille Vand! Det stille Vand!" Journalisten virrede begejstret
med Hovedet. "Har De ikke lagt Mærke til, at Flertallet af dansk
Ungdom nu om Stunder er et stille Vand? Men De kan tro, den ejer
Kræfter. Det vil vise sig en skønne Dag. Der kan endnu i vor Levetid
ske Omvæltninger, som Verden aldrig har set Mage til. Da skal De se
det stille Vand røre sig. Jeg spørger Dem: hvor tror De da, man vil
finde Viggo Bøg? Mellem de Unge naturligvis -- mellem dem, der
stormer frem! Ikke sandt -- det tror De da?"

"Jo, det tror jeg temmelig sikkert. Bestandig mellem de ubeskrevne
Blade!"

"Ja ikke sandt -- det maa jeg have Lov til at skrive. Jeg er selv --
jeg kan godt sige revolutionær -- ja paa ingen Maade intolerant --
jeg har Agtelse for enhver Overbevisning -- selvfølgelig ... Men han
_maa_ være med i Fremskridtet -- ikke sandt -- det er han ... De har
maaske endogsaa hørt ham udtale det?"

"I hvert Fald har han Anskuelser, som han er temmelig ene om."

"Virkelig? Det er meget interessant. Saa har jeg ham -- fuldstændig.
Jeg har netop i Sinde at skrive en Serie Artikler med Fællestitlen
'Det stille Vand'. Det skal være om alt det, som gror op fra neden,
fra de Unge -- i disse Aar, da det kunde se ud, som om der var saa
stille her hjemme. Det skal være om Arbejde først og fremmest -- og
om Tanker -- om en ny Sædelighed og et nyt Samfund -- forstaar De: i
dette stille Vand skal Fremtiden spejle sig som en ny By -- et nyt
Jerusalem kan man kalde det -- med Taarn og Tind. Nu har De givet mig
Stof, for Viggo Bøg skal naturligvis være den første, der omtales
deri, fordi Brødet er det første af al Ting ... Bare jeg nu kan faa
Lov at skrive meget, rigtig meget -- to Spalter, det er det mindste
... Maa jeg takke Dem for Deres værdifulde Oplysninger og for den
store Elskværdighed, hvormed De har givet mig dem ..."

"Aa, jeg be'er ..."

Journalisten rejste sig. Men da han var ved at gaa, sagde Flyge:

"Sig mig nu: hvorfor er De ikke gaaet til Hr. Bøg selv om disse
Oplysninger?"

"Jeg har været der. Men han vilde ingenting sige. Han vilde gøre det
hele til slet ingenting. Det er hans uhyre Beskedenhed.

Men saadan maatte han jo være. Ellers vilde han ikke være det stille
Vand."

Han var ude af Døren. Paa Bordet foran Flyge laa hans Optegnelser,
som han havde glemt.




Fra den Dag, da Anna Herdings Forlovelse med Flyge var bleven
bekendt, havde Viggo Bøg og Hansen-Maagerup sluttet sig stedse
nærmere sammen.

Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men de havde
stadig truffet sammen, paa Gaden og i offentlige Lokaler. Og
ganske umærkeligt havde de fattet Venskab for hinanden. Fra vidt
forskellige Udgangspunkter var de naaet frem til megen Samstemthed.
Hansen-Maagerups blide Enfold gled svalende og beroligende hen over
Bøgs varme Ungdommelighed, og selv syntes han, at Tilværelsen ligesom
blev en Smule rigere og lysere, naar han lyttede til sin Vens iltre
Ord.

Oppe paa Bøgs Værelse kunde de da sidde sammen i Timevis, samtalende
og rygende.

Hansen-Maagerup skænkede Bøg hele sin Fortrolighed. Han forklarede
ham, hvordan han var kørt fast i sit Studium, saa han ikke mere
øjnede nogen Udvej. Kanske var det en Formastelse af ham, at han
nogensinde havde tænkt paa at blive Præst, for han vidste saa
inderlig godt, at hans Gaver kun var ringe, og det var sagtens ogsaa
derfor, at Vorherre ikke mente at have nogen Brug for ham. Men lige
fra han var lille havde den Gerning staaet for ham som den eneste,
der nogensinde vilde kunne mætte hans Sjæls Behov. Og hjemme i
Landsbyen havde han fra sin tidligste Barndom hørt, at han da nok en
Gang blev Præst, saa meget som han hang over Bøgerne ...

Han huskede saa tydelig den første Gang, han hørte en Forelæsning i
det teologiske Fakultet. Det havde sunget i hans Sjæl, og i et
Øjebliks Svimmelhed havde det grebet ham, at han var kaldet til at
være En af Ordets store Forkyndere, En af dem, der skulde være med at
bygge Kirken op paany i en vantro Slægt. Men skaanselløst havde Livet
plukket Bladene et for et af hans Forhaabningers grønne Træ, til der
nu næsten ikke var flere tilbage. Nu -- ak nu vilde det mindste og
mest ubemærkede Hedekald synes ham en overvældende Lykke ...

Bøg havde søgt at genrejse hans Selvtillid. Den maatte jo dog være
til at tage, denne Eksamen. Der var saa Mange, der kom igennem den,
og sandelig langtfra altid af de mest Evnerige. Saa blot han tog det
hele ganske roligt og skødesløst og var lige glad, om ogsaa et eller
andet Fag gik i Skuddermudder, saa vilde og maatte det gaa ...

Han fik da ogsaa Hansen-Maagerup saa vidt, at han indmeldte sig og
gik op til den skriftlige Prøve. Men straks under det første Fag
flygtede han -- ligefrem reddede sig bort fra Valpladsen over Hals og
Hoved. Der var kommet en uimodstaaelig Rædsel over ham, mens han sad
og stirrede sig ør paa Opgaven. Og pludselig havde han rejst sig --
og var undveget som en Forbryder ...

Saa indsaa Bøg, at ethvert yderligere Forsøg paa at spore ham gennem
Eksamens-Ilden vilde være ørkesløst. Men fra nu af blev han ikke træt
af at indskærpe ham, at han maatte kaste sit Studium helt over Bord.
Saa længe han blev ved at holde fast paa det, var der intet Haab for
ham. Teologien vilde stadig ligge som en overmægtig Byrde over ham --
han maatte en Gang se den Sandhed lige i Øjnene. Men Livet maatte da
ogsaa sagtens have en anden Plads til overs for ham. Endnu var han
ung, og der var nok at tage fat paa. Blot maatte han handle, ikke
grave sig ned i Selvopgivelse og umandig Forsagthed.

Og Hansen-Maagerup havde tilsidst med blødende Hjerte givet efter for
hans Grunde. I et Hjørne af sit Værelse havde han en stor Kuffert. I
den havde Bøg gemt hans teologiske Bøger og taget Nøglen til sig. Og
højtidelig lovede han, at han ikke vilde udlevere den igen, før
Vennen en Gang var falden til Ro i en praktisk Livsstilling.

Langt om længe var en saadan ogsaa bleven funden. Hansen-Maagerup var
bleven Lærer ved en Skole for forsømte Børn. Her krævedes ikke store
Kundskaber, kun en høj Grad af Taalmodighed. Netop en saadan besad
han. Han anvendte kun nødig Straf, og da pinte det ham altid saadan,
at han i flere Dage derefter kunde være greben af den dybeste
Modløshed. Derimod kunde han blive ved atter og atter at indskærpe de
samme Grundsætninger, at paavise Velsignelsen ved at gøre det gode og
Betydningen af, at man tilegnede sig Kundskaber.

Han følte sig i denne Stilling fuldkommen lykkelig. Hvad gjorde det,
at Lønnen kun var liden? De Tilskud, han fik fra Hjemmet, satte ham
jo fuldtud i Stand til at tilfredsstille de beskedne Fordringer, han
stillede til Livet.

En ny Lykke var det for ham, da han gennem det godgørende
Selskab, som havde oprettet Skolen, kom ind i det københavnske
Velgørenhedsarbejde. Dag for Dag gik han rundt i Fattiggader og op ad
Bagtrapper. Han lempede sig ind i de Fattiges Fortrolighed, hørte
med ubrydeligt Taalmod paa deres Klager, deres sørgmodige eller
indsmigrende, bitre eller sleske Ord. Kunde han saa give en Familie
Udsigt til Hjælp, saa stormede han glad som et Barn op paa Kontoret.

Men det hændte jo ogsaa, at det ikke var muligt at faa Familiens
Forhold til at stemme med, hvad Selskabet satte som Betingelse for
Hjælpen. I saadanne Tilfælde følte han en dyb personlig Skuffelse.
Han kunde sidde i Timevis og forklare den uheldige Ansøger, hvorfor
Selskabet umuligt kunde imødekomme ham. Han udviklede omhyggeligt
alle Synspunkter, baade de moralske og de sociale -- han vilde saa
inderlig gerne, at Afslaget ikke skulde efterlade nogen Bitterhed.
Alligevel hørte han ofte onde Ord. Han tog imod dem med lysende Øjne.

Undertiden gled jo ogsaa ved saadanne Lejligheder et Par Kroner af
hans egen Lomme ned i den hjælpsøgende Haand. Bagefter følte han
gerne Samvittighedsnag. For det var jo paa en Maade at modarbejde
Foreningens Grundsætninger -- og det bag dens Ryg.

I saadanne Tilfælde kunde han faa Tilbagefald til sin tidligere
Modløshed og synes sig selv ganske unyttig. Men ellers følte han sig
som efter et langvarigt Sygeleje -- fornam Glæden ved atter at
færdes mellem Mennesker og at kunne leve Livet paa lige Fod med dem.
Ogsaa i hans Ydre prægede sig den ny Retning, hans Tilværelse havde
taget. Han klædte sig ikke mere saa ufravigelig i sort som før men
holdt af at boltre sig i en graa Dragt af ungdommeligere Snit.

Overfor Viggo Bøg nærede han en ubegrænset Taknemmelighed. Det gjorde
ham saa bitterlig ondt at se, at han vistnok ikke var ganske
lykkelig. Han vilde saa inderlig gerne kunne være noget for ham. Men
han vovede ikke at spørge ham om, hvad der tyngede hans Sind.

En Dag kom imidlertid Bøg til ham og foreslog, at de skulde leje et
Par Værelser i Forening. Det var ham en stor Glæde. Naar de saadan
kom til at leve sammen Dag ud Dag ind, maatte vel før eller senere
Tilbageholdenheden briste.

De fik da to Værelser i en af Sidegaderne paa Nørrebro. Her slog de
sig ned med egen Husholdning, spiste til Middag sammen paa et
Spisekvarter og holdt sig selv med Tørkost, som Hansen-Maagerup
besørgede købt og anrettet.

Familien, de boede hos, havde ialt fire Værelser. De to til Gaden
lejede den ud, mens den selv var sammentrængt i to smaa, mørke
Gaardværelser. Manden havde en lille Kontorplads, og saa drak han
desværre. Konen havde en Gang tjent i større Herskabshuse. Hun var
altid saa optagen af Rengøring i Huset, at hun ikke havde Stunder at
renholde sig selv. I de to Logerendes Værelser skinnede det af
Properhed. Paa alle Møblerne lyste renvaskede hvide Haandarbejder, og
den Messing Spyttebakke, der hver Dag blev forsynet med nyt Sand,
luede som en Sol.

Længe gik de to Venner udenom alt, hvad der kunde dreje Samtalen hen
paa Fru Herding og Anna. Men alligevel laa Emnet Gang paa Gang paa
Bunden af deres Samtaler -- det sitrede i deres Ord og gav dem en
Betydning, som de ellers ikke vilde have. En skønne Dag lod det sig
ikke længere holde nede. Og da Annas Navn først var nævnt imellem
dem, fandt de begge to en smerteblandet Glæde i hyppigere og
hyppigere at bringe det paa Bane. De talte imidlertid om hende som om
en Afdød, de begge havde haft kær. De sænkede Stemmerne og ligesom
tilslørede hendes Skikkelse med deres Ord. Og Ingen af dem nævnede
sine egne Følelser for hende.

Men den Dag, da de tilfældig havde truffet hende ved Brydekampen, fik
hendes Person nyt Liv for dem. Det var dem ikke mere muligt at lade
hende hvile i en Skygge af halv Glemsel. Og paa en Gang forstod de,
at de maatte betro sig helt til hinanden.

De var blevne enige om at gaa hjem ad Strandvejen. Og der, mens Livet
susede dem forbi, mens der rundt om dem støvedes og larmedes og
hujedes af den søndagsglade Hob, mens Vogne og Cykler strøg forbi i
et evindeligt Tog, gik de to unge Mænd og talte om den Lykke, Ingen
af dem nogensinde skulde naa.

Hansen-Maagerup fortalte om sin langsomt fremgroede Tilbøjelighed.

Kanske var Sædekornet til den blevet nedlagt den Dag, han var kommen
til at bo hos Fru Herding. Men han havde længe standhaftig kæmpet
imod den. Han vidste jo godt, at han kun var lidet egnet til at
paavirke en ung Kvindes Fantasi, og selv om Anna alligevel kunde
holde af ham, saa vilde det være uforsvarligt af ham at knytte hende
til sig, saa længe han ikke havde nogen Udsigt til en ordentlig
Livsstilling.

Det havde imidlertid været forgæves, alt det han strittede imod. Naar
han om Aftenen sad ved sine Bøger, kunde han ikke lade være at lytte
til Klangen af hendes Stemme inde fra Værelset ved Siden af. Den
kunde lægge sig saa varmt om hans Hjerte, at han ikke kunde beskrive
det, og han kunde blive siddende helt fortabt i det og glemme, at han
havde andre Ting for. Aldrig kunde han nogen Aften bekvemme sig til
at gaa i Seng, før han havde hørt Lyden af hendes smaa hastige Skridt
i Entréen, naar hun gik ud for at sætte Sikkerhedskæden for, inden
hun søgte Hvile.

Han skulde gerne bekende sin Svaghed: tidt og ofte havde han været
lige ved at sige hende, hvor usigelig meget han holdt af hende. Men
naar det kom til Stykket, havde han ikke dristet sig dertil. Thi han
frygtede for, at et saadant Skridt for bestandig skulde berøve ham
den Lykke at være i hendes Nærhed.

... For Viggo Bøg derimod havde Anna været sammenlevet med
Drengeaarenes forsorne Ridderlighedstrang, med den pure Ungdoms vage,
sølvglinsende Drømme, med Tyveaarenes fordringsfulde Lykkekrav. I
Konfirmationsalderen havde han skrevet lyriske Vers til hende, og han
var vokset op i en halvt ubevidst Tillid til, at hun en Gang vilde
blive hans. Hans Følelse for hende havde skudt sin stille Vækst
Aarene igennem, havde suget Næring af alt det Liv, han levede --
groet i Skygge fra den Dag, hun efter Faderens Død rejste bort fra
den lille By, og atter følt Solens Blus, modnende og vækkende, da han
paany traf hende i København ... Han havde dvælet i denne Følelse
uden nogen hidsig Længsel efter at faa en fuld Afgørelse, fordi han
havde ment at kunne vente og føle sig tryg ...

Og nu, da hun kaldte sig en Andens, _kunde_ han ikke slaa sig til
Taals dermed. Han strittede imod Tanken derom med al den Energi,
hvormed den, der føler sig sund, vægrer sig ved at dø. Han maatte
sige sig selv, at hun havde valgt frit -- han havde ingen Ret til
at bebrejde hende noget, ingen Kendsgerninger at støtte sine
Forhaabninger paa. Og alligevel -- alligevel levede de, fyldte ham,
bestemte hele hans Liv. Han kunde ikke frigøre sig for Troen paa, at
hun dog en Gang maatte blive hans ...

Han havde forklaret Hansen-Maagerup alt dette hæftigt, indtrængende,
næsten fanatisk, som den gør det, der søger at hverve Tilhængere for
at styrke sin egen Overbevisning. Men paa en Gang tog han sig i det.
Han var kommen i Tanker om, at den, han talte til, jo selv holdt af
Anna. I sin Iver havde han glemt, at hvis det nogensinde skulde times
ham at vinde hende tilbage fra Flyge, vilde ogsaa alt Haab for
Hansen-Maagerups ydmyge og beskedne Tilbøjelighed være slukt.

Han blev et Øjeblik helt ulykkelig over sin Mangel paa Finfølelse.

Men Hansen-Maagerup bøjede sit Hoved og erklærede, at han havde
forlængst opgivet Tanken om nogen Besiddelses-Lykke. Han indsaa, at
den Slags Tanker vilde være Daarskab fra hans Side. Kun følte han sig
ganske overtydet om, at Anna havde skuffet sig selv, da hun troede at
holde af Flyge. Og Gud vilde nok en Dag lade det gaa op for hende, at
det var et uværdigt Forhold, hun var kommen ind i ...

Han var bleven ganske højrød i Hovedet, da han sagde det, og som
sædvanlig glinsede hans Næse. Det følte han selv, og han var glad
ved, at det var begyndt at skumre, saa Bøg maaske ikke havde opdaget
det. Det var ogsaa en Ulykke for ham, at han aldrig kunde beherske
sit Ansigt ...

... Længe gik de to Venner tavse -- ind gennem Byens Gader, mellem
Flokke af hjemvendende Skovgæster, som hastede hjem med store grønne
Grene i Hænderne, øre af den friske Luft, der var dem uvant. Og
efterat de var komne hjem, blev de siddende oppe, til det blev sent.
De talte sammen om Anna, og de talte sammen om Livet -- dette
sælsomme Liv, der var saa let at komme igennem for den, der ejede
Nøglen til dets Hemmelighed, men som lagde tusinde Hindringer i
Vejen, naar blot en enkelt lille Del af dets Maskineri var kommen i
Uorden. De følte Trang til at lade deres Ord svæve saa højt over
Jordens Runding som muligt, og de lod gyldne Drømme taarne sig,
højere og højere, til de halvvejs glemte sig bort fra den
Virkelighed, der krævede Kamp.

Da Bøg var gaaet til Ro, blev Hansen-Maagerup endnu i nogen Tid
siddende ved det aabne Vindue. Der boblede Latter og Tale op til ham
fra sene Aftenvandrere. Og det var ham, som om Sommeren drog forbi
dernede og lod sin Hilsen stige op til ham ...

I den Tid, der fulgte efter, talte de hver Dag sammen om Anna. Det
var stiltiende slaaet fast imellem dem, at Bøg maatte og skulde vinde
hende. Hansen-Maagerup levede sig saa stærkt ind i den Tanke, at den
ogsaa for ham syntes at rumme fuld, personlig Lykke ... ja, han
længtes i higende Uro efter den Dag, da den skulde blive Virkelighed.

Og i Fællesskab dyrkede de da Minderne om den Tid, de begge havde
kendt Anna. De viede hende en sværmerisk, from Tilbedelse -- som
lyste hendes Skikkelse stedse gloriekranset over deres Liv langt,
langt borte fra. Det eneste synlige Minde, de havde om hende, var et
Askebæger, som hun en Gang havde foræret Hansen-Maagerup. Det blev
nu ophøjet til Blomstervase og stillet paa Bøgs Skrivebord.

Og Hansen-Maagerup sørgede for, at det hver Dag var fyldt med friske
Blomster ...




En Dag kom der til Bøg et Blad i Korsbaand. Han aabnede det -- lidt
forbavset. Hans eget Billede stirrede ham i Møde fra dets Spalter.

Han gav sig til at læse -- fløj igennem Artiklen. Saa slog han en høj
Latter op.

"Nej det er dog for morsomt! Læs det, Maagerup! De har sat mig i
Avisen, de har sat mig i Avisen. Og saa er det jo Løgn og Sludder til
Hobe ...!"

"Er det -- Opfindelsen?" sagde Hansen-Maagerup og greb efter Bladet.
Han kunde mærke, hvordan hans Hænder rystede, og han turde slet ikke
se paa Bøg.

"Naturligvis er det Opfindelsen -- men jeg har jo slet ikke gjort
nogen Opfindelse. Jeg eksperimenterer ganske vist hver Dag -- det ved
Du nok -- og jeg tror, jeg er inde paa et ganske godt Spor -- men
saadan noget som det, de her beskylder mig for, det vilde jo være nok
til at faa mig paa en Daarekiste! Han har hørt lidt om, at det er
Brødfabrikationen, jeg bakser med -- og saa har han lavet hele Resten
selv! Det er dog en skabet Knægt!"

Hansen-Maagerup bøjede sig dybt ned over Bladet.

"Jamen," sagde han, "det kan da egentlig ikke genere Dig, selv om nu
ogsaa det er noget overdrevent. For det kan jo kun gøre saa meget, at
Du bliver bekendt ved det. Og Du ved aldrig, hvem der kan faa dette
her Referat eller hvad det er at læse -- og hvad Slags Tanker det kan
vække ..."

"Ja, og hvad saa? Naar saa de opdager, at det hele er Løgn og Humbug,
saa bliver jeg jo simpelthen til Grin ... Jeg ved ikke, hvad jeg skal
gøre. Jeg tør knap give Møde paa Fabrikken idag -- der vil jo staa en
Latter om mig -- og naturligvis tror de allesammen, at det er mig
selv, der har sørget for at faa det dumme Vrøvl i Bladet ... Der er
kun en Ting, jeg ikke kan begribe. Det er, hvordan de Asener har
faaet fat i mit Portræt. Det er jo det sidste, der blev taget af mig
-- det har jeg ellers ikke givet til Andre end Dig og saa ..."

Hansen-Maagerup saa bedende paa ham.

"Bøg, Du maa ikke være vred, det er mig, der ..."

"Har _Du_ givet ham det?"

"Ja -- jeg -- han kom jo her op, da Du ikke var hjemme -- han bad mig
saa meget om det -- det vilde være saa nyttigt for Dig, sagde han, om
Bladet skrev lidt om Dig. For Du var En af vore dygtigste unge
Kemikere -- og saa tænkte jeg ..."

"Hvad tænkte Du?"

"Ja, jeg tænkte som sagt, at det kunde da ikke andet end gavne Dig.
Og der var især En, jeg tænkte paa -- som muligvis kunde faa det at
læse ..."

"Anna?"

Hansen-Maagerup nikkede. Han havde Taarer i Øjnene. Men Bøg sagde
kort:

"Ja, Du har naturligvis gjort det i den bedste Mening. Men fjollet er
det alligevel."

Han greb atter Bladet.

"Men hvad er saa dette her om mine Anskuelser? Jeg er en Tilhænger af
den stille Revolution, staar der. Hvad vil det sige? Det griner jo
Folk ogsaa af!"

Hansen-Maagerup aandede atter op.

"Ja -- det har jeg ikke haft noget med at gøre. Men han mener vel, at
Du bare vil det, som godt er."

"Jamen 'den stille Revolution' -- hvad er det for noget? Vil det bare
sige, at jeg gaar om og har set mig gal paa det hele men at jeg
aldrig vilde vove min Trøje for at faa det forandret? At jeg er af
dem, der gaar og skvaldrer op og som alligevel ikke vil røre en
Finger, hvor det gælder om at handle ...? Ja, jeg ser jo tydelig,
hvad jeg har at gøre. Jeg maa straks op paa Fabrikken."

"Hvad vil Du der?"

"Jeg maa have talt med Direktøren. Jeg maa da forklare ham, at jeg
ikke har Spor af Lod eller Del i dette her. Hvad maa han ellers tro!
Det kan jo skade min Stilling i allerhøjeste Grad!"

Han gik. Hansen-Maagerup sad tilbage, dybt nedbøjet. Han saa tydelig
for sig den Ulykkes-Aften, da Journalisten havde været der for at
laane Billedet. Han havde været saa begejstret, havde talt saa varmt
og smukt om Viggo Bøg, at man kunde blive helt bevæget derved. Selv
forstod Hansen-Maagerup sig jo ikke paa sin Vens Forsøg, og han havde
aldrig anet, at de var af en saa uhyre Betydning. Men Journalisten
havde gjort saa redeligt et Indtryk, at det var umuligt at nære nogen
Mistillid til hans Ord.

Siden den Dag havde han gaaet om og glædet sig som et Barn til den
Overraskelse, der ventede Bøg ...

Og nu -- nu forekom det ham, at han kun var sat i Verden for at gøre
Fortræd mod dem, han undte det bedst. Selv havde han aldrig opnaaet
noget, men han havde fundet Trøst i, at han dog muligvis kunde være
noget for Andre. Nu viste det sig, at hans Iver for at fremme sin
bedste Vens Vel kun havde gjort Skade. Han maatte være født med en
eller anden Naturfejl, saadan en Slags aandelig Vanførhed, der
gjorde, at han altid kom trillende og stavrende ind i Forhold, hvor
han blot traadte ned og ødelagde.

Var han blot død! Hvorfor maatte man ikke have Lov at gøre Ende paa
et Liv, hvoraf der kun spirede Sorg?

... Om Eftermiddagen kom Bøg hjem. Han var forstemt og vred. Som han
havde tænkt sig det havde han været til Latter paa Fabrikken. Og det
havde kostet ham store Anstrengelser at faa Direktøren bort fra, at
det var ham selv, der havde fremkaldt Artiklen for at gøre Reklame. I
al Fald maatte han være fremkommen med Udtalelser, der kunde have
givet Anledning dertil, havde man sagt. Ogsaa fandt man det
mærkeligt, at der kunde tillægges ham revolutionære Anskuelser ...
han maatte dog i det mindste være fremkommen med uforsigtige Ytringer
... den Slags Ting fandt et Blad vanskeligt paa af sig selv ... Og
man havde meget bestemt ladet ham vide, at for Revolution var der
ingen Brug paa Fabrikken ...

Hansen-Maagerup turde slet ikke tale til ham mere. Han havde aldrig
før set saa harmfuldt og bekymret et Udtryk i hans Ansigt.

I Løbet af Dagen kom der flere Journalister fra andre Blade, der
ønskede Oplysninger om den store Opfindelse. Bøg svarede dem alle, at
han slet ingen Opfindelse havde gjort. Dagen efter blev der i de
forskellige Blade spaset lystigt med Sagen.

-- -- I den nærmest følgende Tid var Bøg ude det meste af Dagen. Naar
han ikke var paa Fabrikken, arbejdede han paa et Laboratorium, hvor
han havde faaet Lov at foretage sine Eksperimenter. Han tog sin Mad
med: Hansen-Maagerup smurte den til ham. Og han kom aldrig hjem før
ud paa Aftenen. Men selv da fik de to Venner ikke talt meget sammen,
for Bøg sad endnu oppe i flere Timer, bøjet over Tal og Tegninger.

Hansen-Maagerup spurgte ikke. Men han forstod af sig selv Grunden til
al denne anstrengte Flid -- forstod, hvor dybt Bøgs Æresfølelse var
bleven saaret ved den Latter, den usalige Artikel havde bragt over
ham. Nu vilde han have Oprejsning. Han _vilde_ gøre en Opfindelse.

Hansen-Maagerup følte sig i sin bestandig prikkende Anger greben af
en uimodstaaelig Trang til at gøre Bod. Da han ikke kunde yde Bøg
nogen Hjælp, vilde han i det mindste lide med ham. Og skønt han
langtfra var nogen Aftenhelt, tvang han sig hver Aften til at blive
siddende oppe, til hans Offer -- som et saadant betragtede han ham --
gik i Seng. Han tog en Bog for sig men læste ikke, sad blot med
glippende Øjelaag og vaagede som over en Syg. Naar han da saa ham
bleg og overanstrengt sidde ved Skrivebordet, kæmpende for at holde
sine Tanker samlede om Arbejdet, følte han Smerten og Selvanklagen
bore i sin Sjæl -- og fornam en vis blodig Vellyst derved.

Værst var det næsten at komme over de Timer paa Dagen, da han var
alene. Saa sad han og arbejdede sig ind i de mørkeste Fantasier om
Fremtiden, saa hans Hjerte var nær ved at briste.

Inde fra Værelset ved Siden af hørte han undertiden den fordrukne
Mands Stemme. Hr. Jensen var til daglig from som et Lam, men naar han
havde været ude og drikke sig fuld, blev han ond og raa, og saa gik
det ud over Konen. Man kunde høre ham komme buldrende og trampende
ind i Stuen, saa Møblerne raslede over ham.

En Dag var det særlig slemt. Han var kommen hjem op ad Formiddagen,
og det lod til, at han var overstadig drukken.

"Svinebæst!" kunde Hansen-Maagerup høre ham raabe til Konen,
"Svinebæst! Er det et Hjem, spør' jeg, er det et Hjem? Eller er 'et
en Kvægstald? Hva'? Kan Du ikke svare? Er det ægteskabelig Lykke? Jeg
gi'er Fa'en i saadan et Ægteskab!"

Fru Jensens Stemme hørtes, frygtsom og slæbende:

"Herregud, lille Jensen -- Herregud, lille Jensen -- tag nu dog inte
saadan paa Vej. Vil Du int' ha'e Kaffe -- hva' -- en lille Slant
Kaffe?"

Men Jensen vilde ikke have Kaffe.

"Hold Kæft!" brølte han op. "Hold Kæft! Hvem er det, der er inde i
Sovekammeret? Hvem er det, der er inde i Sovekammeret, siger jeg!"

"Der er Ingen i Sovekammeret, lille Jensen -- der er Ingen i
Sovekammeret!"

"Det er Løgn! ... Jeg vil ikke ha'e Rodemesteren i Sovekammeret ...
jeg vil ikke ... Han skal blive i Entréen ... Nu skal jeg ..."

Han larmede hen over Gulvet, og der hørtes Lyd af Porcelæn, som gik
itu ... Derpaa Fru Jensens graadkvalte Stønnen:

"Aa Herregud da ... aa Herregud da ... aa Herre -- Herregud da ..."

Hansen-Maagerup følte Blodet strømme sig til Hjertet. Her var dog
muligvis en Opgave for ham: han maatte se at skaffe den stakkels Kone
derinde Fred. Naar han optraadte med venlig og deltagende Bestemthed,
vilde det dog maaske kunne lykkes ham at tale den ulykkelige Jensen
til Rette.

Han bankede paa og traadte ind i Stuen. Jensen sad stolt, med en Mine
som en Fyrste, midt i Sofaen. Hans Kone laa paa Gulvet og opsamlede
Skaarene af en ituslaaet Blomsterskaal.

Jensen slog ud med Haanden.

"Goddag, min Herre," sagde han nedladende. "Her ser De Kvinden i sin
Fornedrelsestilstand. Men træd kun nærmere ..." Og til sin Kone
udslyngede han endnu et foragteligt: "Svinebæst!"

Hansen-Maagerup vilde begynde at tale godt for den fulde Mand. Men i
det samme rejste Fru Jensen sig op i sin fulde Højde. Hendes Øjne var
onde, og hun var ganske bleg.

Hvad han vilde? Om han ikke kunde lade dem være i Fred? Fordi de var
nødt til at leje de to bedste Værelser af Lejligheden ud, havde de
vel nok Lov til at være i deres eget Hjem! Og hvordan hendes Mand
havde det og hvad han lavede -- det kom vel Ingen ved. En anden En
var vel ogsaa et Menneske -- eller var man det ikke?

Hansen-Maagerup blev saa betuttet, at han følte sig ganske svimmel.

"Men lille Fru Jensen," mumlede han, "lille Fru Jensen dog ..."

Men Fru Jensen vilde intet høre. Hun blev mere og mere ubændig. Under
Graad og tænderskærende Raseri lagde hun hele sit Livs Ulykke blot,
slyngede med næsten kynisk Aabenhed dette fremmede Menneske i
Ansigtet, hvor nedværdiget og ussel hendes Tilværelse var. Hun var
lige glad, hvad der blev af hende -- der var ikke andet til for hende
end Ulykke. Men hun vilde ikke lade sig fornærme -- og saa kunde han
for Resten gøre og sige, hvad han vilde -- og han kunde sige op og
flytte lige paa Minuten -- og om Værelset saa skulde staa tomt -- det
var hende lige kært. Men komme her og genere Folk -- føj -- føj!

Hun spyttede. Men henne i Sofaen sad Jensen og sang "Den tapre
Landsoldat".

... Da Hansen-Maagerup igen sad inde hos sig selv, var han endnu
længe efter ganske fortumlet.

Om Eftermiddagen holdt der en Hospitalsvogn udenfor Huset. Han saa
fra Vinduet, at Jensen blev ført ned i den og kørte bort.

Hvor Livet dog var en uendelig Sorg -- og hvor haabløst at kæmpe imod
den! Og alligevel kunde han ikke forholde sig rolig, hvor der syntes
ham at være noget godt at udrette.




Nogle Dage senere stod Hansen-Maagerup udenfor Fru Herdings Dør.

Der var kommet en besynderlig Uro over ham. Han _maatte_ tale med
Anna -- se at faa Rede paa, hvordan hendes Sindsstemning overfor
Flyge i Grunden var, og maaske faa Lejlighed til at bringe Bøg og
hans Forhold paa Bane. Hvad han vilde opnaa dermed stod ham ikke
ganske klart. Men da Tanken en Gang var kommen op i ham, lod den ham
ikke have Fred, før han bragte den til Udførelse.

Med bankende Hjerte gik han op ad de kendte Trapper. Han tænkte paa,
om der mon nu boede Nogen i hans gamle Værelse. Maaske stod det tomt
-- det var i Grunden højst sandsynligt. Hvor glad vilde han ikke have
været, om han nu selv havde kunnet flytte ind i det -- og om saa alt
det, der var sket i Mellemtiden, kunde gøres usket. Ingen, ingen
taabelige Ønsker om at vinde Anna for sig selv skulde da nogensinde
plumre hans fredelige Venskab med hende.

... Der lyste Navnet Herding ham i Møde fra Dørpladen. Hans Ben kom
til at ryste under ham. Det varede længe, inden han fik samlet sit
Mod saa vidt, at han kunde strække Haanden ud og trykke svagt og
frygtsomt paa det elektriske Ringeapparats Knap.

Lidt efter stod Anna foran ham.

"Nej, Hansen-Maagerup!" sagde hun og gav ham Haanden, "det var da
morsomt, at De endelig en Gang vilde se op til os!"

Det forekom ham, at hun saa ned ad Trappen som for at se, om der ikke
var Nogen med ham, og at hendes Tone var en Smule skuffet, da hun
gentog:

"Nej, det var da morsomt!"

Han blev ført ind i Stuen. Der sad Fru Herding ved Vinduet, og i den
amerikanske Gyngestol laa Klavs Kihler i Overtøj og med Hatten paa
Hovedet, fægtende med Stokken i Luften.

Fru Herding rejste sig og hilste. I en lidt fornærmet Tone spurgte
hun, hvorfor han saa længe ikke havde set op til dem.

Kihler derimod blev liggende.

"'Da, meget ærede," sagde han. "Undskyld, at jeg bibeholder min
Stilling. Længe siden, vi har krydset hinandens Baner -- ikke sandt?
Jeg tror ikke, jeg har haft Æren siden den Dag, De ved -- i Abehuset
-- da den gik af mellem min Nièce og Biblioteksraaden."

"Du ved jo godt, at det ikke var i Abehuset, Onkel," sagde Anna.

"Naa ja -- det er sgu lige meget -- saa var det hos Rovdyrene
-- eller Pelikanerne. Der var i al Fald hvad man kalder
Forlovelsesstemning i Luften."

"Klavs!" Fru Herding søgte at spidde ham med sit Blik. Men Kihler saa
lige ud i Luften og lod sig ikke anfægte.

"Ja hvad Fa'en," sagde han, "et Dyr kan sgu være ligesaa godt som et
Menneske. De skaber sig bare ikke. Hvad siger De, Ærede?" -- han
vendte sig til Hansen-Maagerup -- "De har nok ikke faaet Guld om
Kloen endnu, hva'? De lever fremdeles i enlig Stand, forsaavidt det
nu en Gang staar til et Mandfolk?"

Hansen-Maagerup sad højst ulykkelig paa Kanten af en Stol. Han var
blussende rød og vidste ikke, hvad han skulde svare.

"Jeg troede sgu for Resten en Gang," blev Kihler ved, "at De gik paa
Frierpoter her i Huset. De saa sgu saa brandfarlig ud, naar De her
kom gaaende ind i Stuen om Aftenen med Hodet paa Siden og
Konfirmationsbukserne paa. Men det var naturligvis ikke andet end
Husvarme. Det kender vi jo nok, det er for Resten noget, man skal
tage sig i Agt for."

"Nej hør nu, Onkel Kihler," sagde Anna med funklende Øjne. Hun
rødmede om Kap med Hansen-Maagerup.

"Hvad Fanden -- det behøver Du da ikke at tage Dig af, min Pige. Du
kunde jo ikke gøre for det. Og nu, da Du er en forlovet Pige, kan Du
vel nok taale, at man skæmter en lille Smule med Dig ... Vi havde det
for Resten rart sammen den Dag hos Dyrene. Hvad var det nu, han hed,
der var med -- det lille Menneske?"

"Det er vist Viggo Bøg, Onkel mener," sagde Anna. Hendes Rødme vilde
slet ikke fortage sig.

"Ja, det er rigtigt -- saadan var det nok, han hed. Hvad var det, jeg
saa om ham for nylig? Det var nok noget med en Opfindelse, han skulde
have gjort. Men saa bagefter saa kom det for en Dag, at den var nok
ikke af ham selv. Han havde li'saa stille hugget hele Kodillen et
eller andet Sted, tror jeg ..."

"Der tager De aldeles fejl, Hr. Kihler," sagde Hansen-Maagerup med
fast Stemme. "Bøg har aldeles ikke givet sig ud for at have gjort en
Opfindelse, som ikke han i Virkeligheden har gjort -- saadan noget
_kunde_ han aldrig gøre! Han er Hæderligheden og Retskaffenheden selv
-- det vil jeg bare lade Dem vide!"

"Hov -- hov -- bid mig ikke! Jeg siger jo ikke andet end som hvad jeg
har læst om i Bladene. Man har jo da en Presse til det samme."

"Jamen noget af den Slags har der aldrig staaet i Bladene. Der stod
..."

"Ja mig er det sgu for saa vidt lige revnende, hvad der stod eller
ikke stod. Jeg erindrer bare, at der var nogen Muggendom ved
Historien."

"Jamen det var der slet ikke. Bøg har ingenting at bebrejde sig --
ikke det mindste!"

Og nu fortalte han det hele saadan som det var gaaet til. Med Ord,
der snublede over hverandre af Iver, skildrede han Bøgs Kamp for at
naa frem, hans Dygtighed, hans Uplettethed, hans Beskedenhed -- hans
Harme over at være bleven dragen offentlig frem. Og tilsidst beskrev
han, hvordan han hver Dag arbejdede for at den Opmærksomhed, der var
bleven vakt om hans Navn, ikke for stedse skulde hvile paa ham som en
uafrystelig Vægt, der vilde kunne trykke ham til Jorden -- hvordan
han nægtede sig al Adspredelse, bare stræbte og sled for det, der nu
syntes ham at være en Æressag.

Han havde rejst sig op og understregede sine Ord med store,
indtrængende Haandbevægelser. I flere Dage havde han gaaet og tænkt
over, hvordan han skulde forme dette Forsvar for sin Ven, naar
Lejlighed gaves. Derfor var det efterhaanden blevet til et helt
sammenhængende Foredrag, og han afleverede det med et Fynd og en
Varme, der ellers var hans forlegne og frygtsomme Natur fremmed.

Han kunde ogsaa godt mærke, at hans Ord gjorde stærkt Indtryk paa
Anna. Hele Tiden havde hendes Blik hængt ved ham -- han havde en
Fornemmelse, som om hun rent fysisk sugede til sig alt, hvad han
sagde. Men da han tav, sad hun og saa ud ad Vinduet. Og der var
ganske stille i Stuen.

"Ja det var jo naturligvis en anden Sludder," sagde Kihler. "Fanden
kan ogsaa hitte ud af alt det Avispjadderi. Disse Journalister gaar
jo og lyver En Bukserne fulde hver eneste Dag -- undskyld jeg siger
det. -- Naa, nu maa jeg for Resten stikke af. Venter vi Kæresten
idag?"

"Vi ved ikke, om Flyge kommer," sagde Fru Herding. "Det er for Resten
underligt af ham -- han har slet ikke været her i den sidste Uge."

"Ja saadan gaar det," sagde Kihler. "Varmen den fordamper jo så
småningom ... Har han ikke talt om Bryllup endnu?"

"Nej" -- Fru Herdings Ansigt strammedes -- "det har han ikke."

"Vi har jo da ogsaa Tiden for os endnu," sagde Anna. "Begge to."
Tonen var næsten harmfuld.

Kihler gik. Hansen-Maagerup vilde tage Afsked med det samme. Men Fru
Herding vilde paa ingen Maade tillade ham det. Nu da han endelig var
der, maatte de have en Passiar sammen om de gamle Dage, de gamle
Minder.

Og Hansen-Maagerup blev ved at tale. Ikke om den sidste Tid, han
havde boet hos Fru Herding -- den var i dette Øjeblik ikke mere til
for ham. Men om alle de Aftener da de havde siddet sammen og
passiaret -- kun de tre, som nu igen var her i hinandens Selskab. Det
havde været Hjem -- Hjem for ham, der aldrig selv vilde faa noget --
Lunhed og blød, kærtegnende Hygge.

... Hvor han godt huskede den første Aften, han kom der -- den Aften,
da han flyttede ind. Frøken Anna var den Gang lige bleven
konfirmeret. Den lange Kjole havde været hende saa ubekvem -- det saa
ud, som om hun hele Tiden vilde sparke den af sig. Da han kom ind i
Stuen, havde hun siddet henne i en Krog af Værelset ved et lille Bord
og spillet Skrabnæse med sig selv, og han var ganske uvilkaarlig
kommen til at sige Du til hende. Men det varede jo ikke længe, før
han opdagede, at hun var en voksen Pige ...

Der gik for Resten nogen Tid, inden de rigtig blev bekendt med
hinanden. I Begyndelsen flygtede hun gerne ud af Stuen, saa saare han
viste sig derinde.

Saa kom de mange Aar, da han havde siddet og herset med Teologien,
stønnet under en Byrde, der tvang ham stedse dybere i Knæ. Det var
saa lang og graa en Tid for ham, naar han nu tænkte tilbage derpaa --
saa ensformig som Regn, der drypper og drypper. Men frem af alt det
graa dukkede den ene Aften efter den anden -- alle de Timer, da han
havde siddet inde i denne Stue og mærket, at der dog var Nogen, der
havde noget til overs for ham. For det var jo i Grunden slet ikke for
at spille Kort, han var kommen derind. Det var for at være hos
Mennesker. Og hver Søndag Aften syntes han, han havde saa meget at
tale med dem om. Han vidste somme Tider slet ikke, hvordan han skulde
faa det sagt altsammen.

Flyges Navn nævnede han slet ikke -- talte ikke om de Aftener, da han
havde været Fjerdemand ved Whistbordet. Men saa var det, Bøg var
begyndt at komme der. Hvor han havde været ung, hvor han havde været
glad! Han sprang altid op fra Stolen og gav sig til at gaa frem og
tilbage, naar han blev ivrig -- og ivrig det blev han i næsten enhver
Samtale, han førte. Men der var ikke ærligere Menneske til end han,
og han gik aldrig med forud fattede Meninger til noget. Ak ja! nu gik
han jo der og halvvejs sled sig sin friske Ungdom ud af Sjælen. Og
saa var han saa alene -- for en gammel Vens Selskab kunde jo ikke
være noget virkeligt for ham. Han var netop af den Slags, som skulde
have Mennesker om sig -- Mennesker, han kunde være god imod. Han
havde saa varmt et Hjerte, saa rig en Kærlighedstrang!

Hele Tiden havde han rettet sine Ord til Fru Herding. Anna sad endnu
henne ved Vinduet -- tavs. Men han følte, at de ogsaa naaede til
hende. Han havde en Fornemmelse, som om han talte fra en Prækestol.

Fru Herding vilde, at han skulde drikke en Kop Kaffe med dem. Og
trods hans Indsigelser gik hun ud for at besørge det dertil fornødne.
Saaledes blev han ene med Anna.

Da saa han hen paa hende. Hendes Udtryk var bedende, næsten angst.
Pludselig skjulte hun sit Ansigt i sine Hænder. Og mellem hendes
Øjenvipper piplede de blanke Taarer frem.

Han blev paa en Gang glad bevæget og ulykkelig forlegen. Han kunde
ikke finde Ord, vilde ikke saare, kunde ikke trøste. Halvt uden at
vide, hvad han gjorde, gik han hen til hende og strøg hende med sin
store Haand varsomt, varsomt over det bløde Haar.

Hun satte sig ikke imod det. Mere og mere knugedes hun af Graad. Hun
søgte at staa imod men fandt ikke Styrke dertil. Smerten var over
hende, og den sitrede gennem hendes Legeme, bøjede det sammen som i
Krampe. Hansen-Maagerup forstod, at hun _maatte_ græde, at det var
bedst for hende saadan. Alligevel fyldtes hans Hjerte af en uendelig
Medfølelse. Han var lige ved at græde selv.

Men da Moderens Skridt hørtes, rejste Anna sig og gik ind i Værelset
ved Siden af, pludselig og uden et Ord.

"Hvor er Anna?" spurgte Fru Herding, da hun fandt Hansen-Maagerup ene
i Stuen.

"Hun gik," svarede han, opreven og skælvende af daarlig Samvittighed.
"Hun var bleven noget nervøs."

"Ja, det kommer jo saadan af og til. Men det gaar vel over med
Tiden."

Og hun gav sig til at skænke Kaffe.




Fru Herding kunde ikke lade være at beklage sig saa smaat over Flyge.

Gud, han havde jo saa mange gode Sider -- det skulde hun aldrig
nægte. Han var virkelig saadan et solidt Menneske -- og saa opmærksom
ogsaa. Men hun kunde ikke lade være at finde det mærkeligt, at han
slet ikke syntes at tænke paa Bryllup. Ja, hver Gang hun drejede
Samtalen hen derpaa, var det ligesom han gerne vilde bort fra Emnet.

Han var dog saadan stillet -- det vidste hun -- at han kunde stifte
Hjem naarsomhelst. Ved Biblioteket kunde han ikke vente Forfremmelse
de første Aar, saa i den Retning var der heller ikke noget at vente
efter. Desuden maatte han være fuldkommen paa det rene med, at hans
Svigermoder sad i smaa Kaar og at det faldt haardt for hende at
forsørge den voksne Datter. Men hvorfor tøvede han saa? Straks da han
var bleven forlovet, havde han erklæret, at han ikke holdt af lange
Forlovelser. Nu syntes han fuldstændig at have forsonet sig dermed.

Det var virkelig saa kedeligt med ham. Nu var Udstyret næsten ganske
færdigt -- det laa og fyldte op i alle Gemmer. Hun vidste slet ikke,
hvad hun skulde stille op ...

Det var for Hansen-Maagerup, hun aabnede sit Hjerte. Han var
efterhaanden atter bleven en hyppig Gæst i hendes Hjem. Ikke sjældent
gik han derhen i Mørkningen for at faa sig en Passiar. Han havde vakt
stor Deltagelse hos de to Damer for sit Arbejde for Velgørenheden, ja
undertiden fulgte Anna med ham paa hans Undersøgelses-Ture. Fru
Herding var glad derover: hun fandt det saa kvindeligt, at en ung
Pige stillede sig Opgaver i Barmhjertighedens Tjeneste. Og naar han
gik med hende ved sin Side, følte han sig gennemskinnet af en stille
Glæde, som han aldrig før havde kendt.

Om Bøg talte de nu kun sjældent. Hansen-Maagerup havde selv en
Fornemmelse af, at han en Gang for alle havde forsvaret hans Sag saa
godt, han formaaede, og at alt, hvad han kunde føje til, snarest
vilde svække det Indtryk, han havde fremkaldt. Og Anna nævnede aldrig
af sig selv hans Navn.

Men for Fru Herding var det en stor Lise, at hun havde fundet En,
til hvem hun kunde betro sine Bekymringer angaaende Flyge.

Han søgte i Begyndelsen at slaa dem hen og at trøste hende med, hvad
han kunde finde paa. Men da han i nogen Tid havde tænkt over Sagen,
kom han til det Resultat, at han gjorde Uret deri. Det var sikkert
bedst baade for Anna og Flyge, om de blev drevne frem til et
afgørende Valg. Kun derigennem vilde de faa fuld Klarhed over,
hvordan de stod til hinanden. Naar det kom til Stykket, vilde de
maaske begge vige tilbage for at binde sig til hinanden. Og Bruddet
vilde være der.

Han opmuntrede da af al Kraft Fru Herding til at holde Flyge til
Ilden. Og hun lovede ham, at om det blev nødvendigt, vilde hun rentud
kræve, at han skulde give klar Besked.

Flyge selv traf han kun sjældent der i Huset. Og han havde paa
Fornemmelsen, at han med Flid undgik at blive alene med ham.

Men en Aften kunde det ikke undgaas, at de kom til at følges ned ad
Gaden, da de skulde hjem.

De var længe uden Ord. Flyge gik og nynnede. Hansen-Maagerup tænkte
et Øjeblik paa, om han skulde gaa lige løs paa det, der dog laa dem
begge paa Hjerte, og spørge ham, hvad i Grunden hans Mening var med
Anna. Men han vovede det ikke. Det var ikke sagt, at Tiden var moden
dertil.

Men omsider fandt han dog, at han burde gøre Begyndelsen til at bryde
Tavsheden.

"Ja," sagde han, "det er længe siden, at vi to rigtig har faaet talt
sammen, Flyge."

Han kunde ikke gøre for, at hans Stemme fik en egen bedrøvet, næsten
bebrejdende Klang. Og Flyge standsede med et Ryk.

"Jeg vil sige Dig paa Forhaand: jeg afskyr Opgør," sagde han hæftigt.
"Jeg har nok set, at Du har gaaet om og set engleligt forarget paa
mig -- Du og min Svigermo'er ..."

"Men kære Ven -- kære Flyge ..."

"Jo -- jeg ved det. Naa ja -- jeg indrømmer ogsaa, at Du har nogen
Grund til at udspy mig af Din teologiske Agtelse. Jeg optraadte som
Din Ven -- Du skænkede mig Din Fortrolighed -- og samme Dag forlovede
jeg mig med den Pige, Du holdt af. Men nu kan Du tro mig eller lade
være, ligesom Du vil: i det Øjeblik, jeg talte med Dig, vidste jeg
ikke, at jeg selv nogensinde kunde komme til at holde af Anna. Du ved
jo, hvordan jeg tænker og føler: jeg tror, at alting her i Livet
beror paa Tilfældigheder. Det _var_ en Tilfældighed, at jeg blev
forlovet med hende, Ingen af os havde før det Øjeblik tænkt paa noget
saadant. Men naar først Afgørelsen er der, saa nær, at den kan
gribes, saa viser man den ikke fra sig. I mange Tilfælde _kan_ man
det ikke."

"Du skal heller ikke bryde Dig det mindste om mig mere," sagde
Hansen-Maagerup sagtmodigt. "Bare Du nu selv er rigtig lykkelig."

De gav sig igen til at gaa.

"Lykkelig," sagde Flyge roligere "-- ja paa en Maade er jeg
naturligvis lykkelig. Jeg har truffet et Valg -- jeg nyder min egen
mandige Beslutsomhed. Saa snart man bare gaar og venter paa noget,
der skal ske, selv om det i Grunden slet ikke er noget, man ønsker,
saa er Nerverne i Uro. Man føler sig revet ud af de daglige Fuger, af
alle sine Vaner rent ud sagt. Naar saa Afgørelsen er truffen,
ligegyldigt hvordan, saa faar man Fred. Det maa vel være det, man
kalder Lykke."

"En fattig Lykke, synes jeg."

"Mon Livet har den rigere?"

"Ja men saa hun -- Din Forlovede?"

"Hun! Jeg tror ikke, hun beklager sig. Hun længtes efter Lys og Luft,
men hun turde ikke selv kæmpe sig frem til det. Saa kom jeg og tvang
hende dertil. Nu har hun faaet Ro."

"Og hendes Kærlighed -- den er Du sikker paa?"

"Sikker -- nej. Jeg ved ikke, om hun føler noget af den Slags. Ikke
en Gang, om hun overhovedet magter den Følelse."

"Men om der nu ..."

"Om der kom en Anden, hun holdt af, vilde Du sige. Men det gør der
ikke. Du skal lægge Mærke til, at der er meget faa Mennesker, der har
Evner til de saakaldte store Følelser. De elsker den Religion, det
Land, de Forældre, Søskende, Tanter og Kusiner, den Mad og de Digtere
og det Væsen af det andet Køn, som man har vænnet dem til at dyrke.
Andet falder dem slet ikke ind, med mindre da Maden er rent uspiselig
og Digterne fuldkommen idiotiske og Væsenet af det andet Køn river
Øjnene ud af Hovedet paa dem. Anna svigter ikke, og hun vilde ogsaa
blot blive ulykkelig, hvis hun gjorde det."

"Jeg kan ikke lide saadan Tale, Flyge. Det vil jeg sige Dig, det kan
jeg ikke. Jeg synes ligefrem, Livet ikke var værd at leve, hvis Du
havde Ret."

"Hvem siger ogsaa, at det er det?"

"Og hvis Du nu tager fejl -- hvis der nu alligevel havde været en
anden Lykke for hende -- hvordan vil Du saa kunne bære Ansvaret for,
at Du har draget hende bort fra den?"

"Jeg faar jo i saa Fald min Straf. Jeg skal jo giftes med hende."

Hansen-Maagerup var lige ved at forsøge paa at udforske ham om hans
Bryllupsplaner. Men han vovede det ikke. Han var bange for at give
Anledning til, at Flyge skulde bryde overtvært og tage sin
Beslutning. Og han følte sig ikke mere sikker paa, at dette vilde
blive Signalet til, at den skæbnesvangre Forbindelse hævedes.

Det var med tungt Hjerte, at han lidt efter tog Afsked med ham.

Men Flyge drev ind ad Byen til. Skønt han overfor Hansen-Maagerup
havde ladet ganske ubekymret, havde dog dennes Ord vakt en Række
urolige Tanker hos ham, som i den sidste Tid havde forfulgt ham som
onde Drømme. Siden Sommeren paa Landet havde han vænnet sig til at
døse alle Bekymringer ind i en doven Sorgløshed, der til Tider hartad
imponerede ham selv. Men under denne havde en hel Skala af ubesvarede
Spørgsmaal trængt paa. Voldelig holdt nede var de men ikke døde. Og
der behøvedes blot det, at en Anden gav dem Ord, for at de skulde
bryde de Fortøjninger, der holdt dem tilbage.

Uden at han havde gjort sig Grunden klar, var Brylluppet efterhaanden
kommet til at staa som en Skræmsel for ham. Han havde søgt at bilde
sig selv ind, at det, han frygtede, blot var de ydre Forberedelser.
Det var Opgivelsen af Ungkarlehjemmet, Indretningen af en ny
Lejlighed, Indkøbene af Møbler, alle Formaliteterne med gejstlige og
verdslige Embedsmænd -- tilsidst selve Bryllupsdagen med dens
Udfoldelse af Familiefølelser, dens Opmærksomheder, for hvilke man
skulde krumbugte sig og være taknemmelig, Visiterne og Vennernes
Flovser og Hvedebrødsdagenes Sentimentalitet. Men nu gjorde han sig
det mere og mere klart, at alt dette var Smaating i Sammenligning med
det, at han vilde blive bunden til en fremmed Kvinde. Hun skulde
trænge sig ind i alle hans Livs Timer. Aldrig vilde han kunne fordre
at have noget for sig selv. En Umyndig vilde han blive, fik ikke mere
Lov at vælge den Mad, han vilde spise, de Nydelser, hvori han vilde
søge Hvile, de Tanker, han vilde tænke. Thi han vidste med sig selv,
at han ikke ejede den Herskervillie, der faar alle sine Omgivelser
til at tjene sig.

Han kunde ikke længere skjule det: han turde i Grunden ikke gifte sig
med Anna.

Og alligevel holdt han af hende -- saa meget, at han ikke kunde tænke
sig at opgive hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme
Kærtegn var blevne ham en kær Vane, som han ikke vilde kunne rive ud
af sin Tilværelse. Der kunde gaa lange Tider, uden at han saa hende,
og han følte intet Savn. Men han trængte til at eje Bevidstheden om,
at han naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.

Jo dybere han tænkte over det hele Forhold, des mere ophidset blev
han. Saa dumt og ufint det var -- dette at man for at være sikker paa
at eje en Kvinde skulde have hende gaaende Dag ud og Dag ind i sin
Stue. Talen var jo dog ikke om et vildt Dyr, der kunde befrygtes at
ville løbe sin Vej. Hvorfor kunde man ikke beholde sin Frihed og
Uafhængighed, naar man vilde være tryg for, at hun ikke forlod En?
Var det Forsørgelsesspørgsmaalet, der var det afgørende, saa skulde
han gerne forpligte sig til at yde hende et passende Underhold. Hun
skulde aldrig komme til at lide nogen Mangel.

Naar alt kom til alt, saa var det jo kun nogle af Ægteskabets
saakaldte Fordele, han vilde give Afkald paa. Det var den daglige
Gniden sig op ad hinanden, som man plejede at kalde Hjemmets Lykke.
Hun skulde tilhøre ham og være ham tro -- andet forlangte han ikke:
sin Personlighed fik de begge to Lov til at beholde. Saaledes vilde
de kunne bevare Forholdet finere og kyskere end de Fleste formaaede
det.

Men det var umuligt at sætte noget saadant igennem -- det var han
ganske paa det rene med. Om han saa ti Gange kunde overbevise Anna
om, at det var rettest saaledes, hun vilde dog aldrig vove det. Og
dristede hun sig alligevel til at tænke derpaa, saa skulde Moderen
nok vide at tage Modet fra hende.

... Han var uden at tænke derpaa kommen midt ind i Byen og gik nu ned
ad Østergade. Der færdedes smaa Klynger af Folk, som kom fra Teatre
og Selskaber. Nogle vandrede afsted i træt Familielykke, slæbende paa
halvsovende Børn, hastende mod Hvile. For Andre begyndte nu først
Aftenen. De strøg gennem Gaden som Rovfugle, der spejdende hviler paa
de udspilede Vinger. Der var Kvinder med begærligt lurende Øjne,
Mænd, der drev afsted paa maa og faa uden Maal og uden at kunne
beslutte sig til at gaa hjem, smaa støjende Flokke, der valsede hen
ad Fortovet, leende og snakkende, snart delende sig parvis, snart
samlende sig til en fælles Raadslagning om, hvilke Glæder man skulde
søge for Resten af Aftenen og Natten ...

Det var et saadant Selskab, Flyge pludselig saa sig omringet af. Og
ud af Kresen skingrede imod ham en høj Kvindestemme.

"Hr. Flyge -- halløj -- godaften Hr. Flyge ..."

Han standsede og saa i Skæret af en elektrisk Gadelygte Fru Ellis
Birgers Katteøjne flimre sig i Møde. Hun var i en højrød Aftenkaabe,
og hendes Ansigt var blegt.

Det øvrige Selskab larmede op. Fru Ellis præsenterede. Der var en
Maler, en Journalist og en Grosserer og endelig Hr. Birger. Men
Sidstnævntes Genkendelsesevne var sløret af en Rus.

"Undskyld," sagde han og trykkede noget klamt Flyges Haand, "jeg
kunde sgu ikke kende Dem."

"Gaar De med, Hr. Flyge?" sagde Fru Ellis. "Vi skal op et Sted og
have os noget vaadt."

Og hun stak sin Arm ind under hans.

Flyge lod sig drage med. Han vilde i dette Øjeblik have fulgt med
hvem det skulde være, blot han slap for at være alene. Men iøvrigt
kunde han ikke nægte, at Gensynet med Fru Ellis voldte ham et eget
Behag. Der var en saa velgørende Tomhed hos hende. Derfor kunde man
være sammen med hende uden at blive træt.

Selskabet gik hele Strøget igennem. Fru Ellis næsten dansede hen ad
Fliserne. Hun blev ved at holde Flyge under Armen og nødte ham
undertiden til halvt om halvt at sætte i Løb.

Foran paa Vesterbro gik de ind paa en Restaurant. Det store Lokale
var overfyldt. Som et Vand med talrige Svømmere laa det elektriske
Lys, blaanende i Tobakstaagen. Hver eneste Plads var optagen -- af
Mennesker, der spiste og drak, Mennesker, der anstrengte sig for at
komme i Stemning, Mennesker, der i Ensomhed søgte at slide Timerne.
Og stedse kom der andre Mennesker ind ad Indgangsdøren, saa sig om
efter et Bord, hvor de kunde slaa sig ned, og gik deres Vej, naar det
viste sig, at intet saadant var ledigt.

Birger greb en Opvarter, der kom svirrende med nogle Fade, i Kraven,
saa han standsede.

"Hansen," sagde han, "lad os faa et Bord for Satan!"

"Der er skam ikke i Øjeblikket, Hr. Birger," sagde Opvarteren. "Men
det der ovre i Hjørnet bliver straks ledigt."

Og han forsvandt igen.

Men Selskabet gik hen til det Bord, hvortil det var blevet henvist,
og stillede sig paa Vagt ved det, indtil de, der havde optaget det,
rejste sig.

"Saa snupper vi det," sagde Fru Ellis. "Kom her, Drenge! Hvad skal vi
nu ha'e? Skum? ... Næ -- først maa vi ha'e noget at spise ... Hvad
skal vi tage?"

"Jeg har spist," sagde Flyge.

"Sludder -- man kan altid spise ... En lille Fugl -- hva'? Skal vi
tage en Fugl? ... De der! Opvartermand! Alvorsmand! Pip over det
hele!"

Opvarteren nærmede sig med et velvillig-bekymret Ansigt.

"Vi vil ha'e Pip, forstaar De -- Pipfugl ..."

"Vi har en udmærket Hjerpe."

"Ja -- lad os bare tage Hjerpe -- og hvad? Øl? ... Nej Vin ... De kan
give os, hvad De vil -- bare den bliver go' ... Og saa noget Smør og
Ost -- og Dessert -- foreløbig ... Er Du gal -- jeg tror min Sandten,
Du sover!"

Birger havde sænket sit Hoved ned mod Bordet, lig en altfor safttung
Blomst.

"Det gaar ikke," sagde hans Kone. "Saa maa Du gaa ud og faa noget
Vand over Hovedet. Hører Du -- ud med Dig!"

Birger rejste sig og gik med tunge, vaklende Skridt ud af Lokalet.

"Han kan heller aldrig taale noget," vrissede Fru Ellis. "Han er en
kedelig En ... Kom her -- jeg maa ha'e En ind i Sofaen til mig. Nej
ikke Dem" -- Grossereren vilde rykke ind ved Siden af hende -- "det
skal være Hr. Flyge -- han skal være min Kavaller for i Aften."

Flyge satte sig i Sofaen, tæt op ad hende. Men han følte ikke mere
nogen Glæde ved hendes Nærhed. Vel vilde han sidde ved hendes Side,
men de to skulde være alene, og hendes Pludren skulde blot fylde
Stilheden om ham. Nu sad hun der og larmede uskønt bakkantisk. Og
rundt om hende disse Mænd, der gloede paa hende med paatrængende
Fortrolighed og som ikke gjorde nogen Indsigelse mod, at en Fremmed
trængte sig ind i Kresen, fordi de betragtede hende som en Art
Fælleseje, som ingen Mand vilde tænke paa at hævde for sig alene.

Han saa ind i hendes spillende Øjne -- Pupillerne var som svigefulde
Svælg ned til Afgrunde, hvor der ikke var Fæste. Han fulgte hendes
smidige Hænders Leg -- de var som to graadige Væseler, der snoede sig
efter Bytte. Hans Øje dvælede ved hendes fine, vævre Skikkelse -- den
syntes som skabt til at omslynges, men altid vilde den frigøre sig og
synes lige uberørt og barnlig. Og han gjorde sig det klart, at hos
hende var der kun usikre Eventyr at finde.

Men pludselig var det netop Eventyret og det usikre, der drog ham.
Var det maaske ikke hans Livs store Fordærv, at han altid lod sig
vugge i smult Vande? Han bevægede sig mellem lutter trygge
Ankerpladser, og den ene syntes ham ligesaa god som den anden. Var
det da ikke bedre, at der et Steds der ude -- der hvor Søen taarnede
sig mørkegrøn og skumkammet -- fandtes en Ø med rankere Træer og
rødere Blomster end dem, han hidtil havde kendt? Der vilde han gaa i
Land, og han vilde for bestandig dvæle der, og uden Frygt skulde han
se Bølgerne brydes rundt om sig ...

Der var kommet Vin paa Bordet. Han fyldte sit Glas og hævede det mod
Fru Ellis. Og hendes Øjne glimtede ham i Møde.

Omkring dem boblede Larmen op. Maleren sagde nærgaaende Vittigheder
til Fru Ellis, Grossereren krympede sig i Latter, og Journalisten
smilede beskyttende. Men Flyge havde ikke Øje for Nogen af dem. Han
sad blot og saa paa Fru Ellis, og det syntes ham, at han tvang hendes
Blik stadig mere og mere ind i sit.

Hr. Birger kom tilbage. Han bævede af undertrykt Beruselse og flød
tavs ud paa en Stol. Ingen af de Andre ænsede ham. Og i Lokalet
syntes man at anse hans Tilstand for en Selvfølgelighed. Der var
indadvendt Fuldskab baade her og der.

Maden kom paa Bordet. Fru Ellis tog sit Glas og hævede det højt over
sit Hoved. For Flyge var det, som om Vinens Rødme lagde et Solskær
over hende.

"Skaal Allesammen!" sagde hun. "Skaal, mine Trofaste! Kan I se, hvor
det skinner rødt! Det er ligesom jeg havde Ild i Haanden! Det har
jeg ogsaa -- jeg har Ild, og den skal rense, siger man. Nu vil vi
glemme alt det, som vi gaar og grunder paa til daglig: vi har jo
Allesammen vores. Jeg har ingen Roller, og Du, Maler, faar ikke noget
solgt. Du arme Pressedjævel er ved at gaa i Hundene, Grossereren har
Podraga, Birger er saa fuld som et Marsvin og Hr. Flyge er forlovet!
Men det bryder vi os ikke om! Det blæser vi et Stykke! For i Aften
vil vi være glade og tilbede Ilden! Kom her alle fem -- frem med
Ho'derne -- nej kom her med dem -- frem over Bordet -- saa skal jeg
indvie Jer ...!"

De bøjede Alle Hovederne frem. Fru Ellis dyppede Fingerspidserne i
sit fyldte Glas og stænkede hver af Herrerne et Par Draaber i
Hovedet. Saa kastede hun Glasset med Resten af dets Indhold mod
Gulvet, saa det splintredes i mange Stumper.

"Hansen -- et nyt!" raabte hun. "Skidt hvad det koster! Bagefter skal
vi have Skum!"

Alle Herrerne lo. Grossereren klappede. Han havde runde, udstaaende
Øjne, der helst dvælede ved Udskæringen i Fru Ellis' Kjole.

"Skal vi ikke ha'e Østers?" snøvlede han. "De er go'e for Tiden.
Østers om Vinteren og Kærlighed om Sommeren ..."

"Nej, vi skal hverken ha'e Østers om Vinteren eller Kærlighed om
Sommeren ... Pas paa Deres Øjne, Iversen, De spilder dem paa Dugen
... Birgermand, Du skal vist udenfor ..."

Birger stønnede saare. Og han rejste sig vaklende og gik ud.

Fru Ellis var denne Aften ganske ellevild. Hun udbragte Skaaler og
uddelte smaa, behændige Naalestik til hver især. Men alt, hvad hun
sagde, tjente kun til at hidse dem. De rykkede hende bestandig
nærmere. Grossereren var halvt om halvt inde i Sofaen ved Siden af
hende, de Andre bøjede sig idelig frem imod hende. Kun Birger syntes
ganske sløv. Han var bleg og bevægede sig hyppigt ud og ind.

Men Flyge sad med en tydelig Fornemmelse af, at det hele var en
Forestilling, som hun arrangerede for ham alene. Han saa disse Mænd
bøje sig under hendes Dressur, og han syntes, at hun paakaldte hans
Bifald. Undertiden trykkede hun hans Haand under Bordet, og hun
blinkede til ham og drak ...

Da følte han det, som om den Ild, hun havde indviet ham med, glødede
gennem alle hans Lemmer. Alt, hvad der i hans Sind havde stemt sig
imod hende, det slappedes og gled til Side. Han havde for et Par
Timer siden fornægtet Lykken -- nu blev han atter En af dens
Troende. Kun var denne Lykke ikke noget, der maaltes ud i Alenvis,
ikke en Sum af stille dvælende Tilfredshed, knap en smuk Drøm. Den
var et Glimt, et Sus, et Jag af Ild. Men kun den kunde gribe den, der
ikke kendte Frygt, ingen muldne Betænkeligheder, ingen klamme
Skrupler ...

... Forlængst var det adstadige Publikum forsvundet fra Kaféen.
Dørene var lukkede: ingen nye Gæster kunde komme ind. De, der nu sad,
fornam sig mere og mere som et sluttet Selskab. Man følte ikke
længere nogen Undseelse for hinanden men lagde højlydt sine Følelser
for Dagen. Opvarterne gled om og betjente Gæsterne med urokkelig
Overbærenhed, som fodrede de Dyr.

Paa Bordet foran Fru Ellis og hendes Selskab var det ene Sæt Flasker
efter det andet tonet frem. Champagnen havde bruset, Whiskyen havde
bredt sin tøre Frækheds Aande. Saa havde man ladet sig hidse af Kaffe
og inddovne af Likører. Og nu var Herrerne blevne trætte. Birger sov
ganske aabenlyst, og de Andre døsede over Cigarerne, hvis hvide Aske
fredeligt dryssede ned ad dem. Kun Fru Ellis og Flyge var fordybede i
Samtale.

Og Fru Ellis syntes pludselig at være bleven en Anden end den, han
før havde kendt. Hendes Øjne glimtede ikke som for lidt siden, de var
blevne dybere og havde faaet en fugtig og varm Glans, og de lange,
mørke Vipper skyggede for dem som en blid Sorg. Hendes Stemme var
dæmpet og blød, og Ordene, som hun fandt, var fine og vemodige ...
Hun fortalte ham om sig selv, om sin Kunst, der var hende en stadig
Søgen, om Sorger, hun larmede bort, om hvordan hun stedse søgte
Mennesker og kun fandt Mandfolk -- for Kvinderne dem var hun jo
forlængst færdig med, saadan som hun var. Og Flyge sad og lyttede.
Han greb hendes Haand og beholdt den, og han tænkte ikke over det. Og
han saa hende ind i Øjnene og syntes, at han sank ned i saa stærk og
dyb en Sjæl, hvor han kunde finde Hvile. Men det var ikke en tam
Tilfredshed som den, han følte sammen med Anna -- det var en Følelse,
der helt omsluttede hans Væsen og som gennemglødede det med en Varme,
han aldrig før havde fornummet.

... Langt om længe enedes man om Opbrud. Birger ruskedes vaagen, og
Regningen forlangtes. Flyge og Grossereren delte Udgifterne. Det
øvrige Selskab syntes ikke at skænke dette Spørgsmaal en Tanke.

Da man kom ud paa Gaden, havde en tæt Taage lagt sig over Byen.
Husene paa den anden Side af Gaden skimtedes kun utydeligt som døde,
sorte Masser. Og enkelte Lygter stirrede mat frem, ude af Stand til
at gennemtrænge Skydampene, røde og afmægtige som betændte,
halvblinde Øjne.

Man blev enig om at tage Droske. Birger blev anbragt paa Bagsædet i
en af Vognene. Fru Ellis greb Flyges Arm og smuttede ind med ham. Hun
smækkede Døren i, inden Grossereren, der med vaklende Skridt nærmede
sig, var naaet hen til den.

Flyge raabte ud ad Vinduet Ægteparret Birgers Adresse til Kusken.
Birger var allerede sunken ganske livløs sammen.

Og mens Vognen gled gennem Taagesøen, mærkede Flyge, at et Pur af
Haar strøg sagte hen over hans Kind ...




Det Øjeblik stod for Døren, da Viggo Bøgs Opfindelse skulde prøves af
de Sagkyndige. Gennem Modløshed og idelige Tvivl, gennem Fejltagelser
og mislykkede Forsøg var han naaet frem til et Resultat, et
Fremskridt i Brødfabrikationen, som han følte sig sikker paa.

Hvad han havde fundet var, sagde han selv, meget beskedent. Men hans
Opfindelse vilde dog betyde en lille Besparelse for hele Samfundet.
Han havde regnet ud, at hvis den trængte igennem og blev indført i
alle Fabrikker, maatte Brødet kunne sælges nogle Øre billigere end i
Øjeblikket. Og sammen med Hansen-Maagerup morede han sig med at regne
ud, hvor stort et aarligt Beløb der derved kunde indvindes for
fattige Familier, eftersom deres Børneantal var til.

"Meget bliver det maaske ikke," sagde han. "Det kan være, der er dem,
som knap nok vil kunne mærke det. Men det er altid et Fremskridt. Og
jeg synes dog, jeg har Lov til at være glad over det."

"Det har Du," sagde Hansen-Maagerup løftet, "og Du har fortjent alt,
hvad Du kan faa ud af det."

"Ja ser Du, jeg har jo ikke selv Kapital, saa jeg kan udnytte
Patentet. Men jeg vil tilbyde Opfindelsen til Fabrikken. Der vil
naturligvis gaa ikke saa kort Tid, inden den faar sin Anlægskapital
ind igen. Men jeg tror, Sagen er saa sikker, at der ikke er noget at
betænke sig paa."

"Er det da Din Mening, at Fabrikken skal have hele Fordelen?"

Bøg smilte.

"Nej, det er det sandelig ikke," sagde han. "Naturligvis skal den
have sine Udgifter dækkede. Og en Godtgørelse for Risikoen maa den
ogsaa have. Men hvad der ellers kan spares ved Opfindelsen, skal
komme Forbrugerne til gode. Det vil jeg betinge mig i Kontrakten."

"Og Du tror, Direktionen gaar ind paa det?"

"Ja naturligvis -- hvorfor skulde den ikke det? Skaffe de Fattige
billigere Brød -- det er jo noget, som vi Allesammen gerne vil.
Desuden bliver det Fabrikken, der faar hele Æren. Hvad jeg har gjort,
er det mindste af det den er det, der skal føre hele Sagen frem i
Livet."

"Har Du talt med Direktøren om det?"

"Nej, det har jeg ikke. Jeg kan jo ikke give mig til at forhandle,
synes jeg, før Opfindelsen er prøvet og funden god. Men jeg er sikker
i min Sag. Jeg har undersøgt alting saa nøje: jeg _kan_ ikke have
taget fejl. Det værste er, at min Metode maaske gør nogen
Arbejdskraft overflødig. Men ogsaa den Side af Sagen har jeg
tænkt paa. Tabet bliver mange Gange mindre end Fordelene. Og saa
maa Offeret jo bringes. Desuden vil Opfindelsen trænge saa
langsomt igennem, at Folk faar rigelig Tid til at træffe deres
Forholdsregler."

... Bøg havde henvendt sig til en anset Videnskabsmand og bedet ham i
Forening med Fabrikkens Direktør bedømme Opfindelsen. Han havde sendt
ham sine Planer og Tegninger, fra ham skulde de gaa videre til
Direktøren. Bøg gik nu og ventede paa at blive tilsagt til et Møde,
hvor han saa vilde faa deres Mening at vide.

Selv var han overmaade rolig. Men Hansen-Maagerup var syg af
Utaalmodighed. Hver Dag ventede han, at Svaret maatte komme. Naar det
ringede paa Dørklokken, isnede Lyden igennem ham, og han styrtede
febrilsk ud for at se, om det ikke skulde være Brev. Saa kunde det
hænde, at det virkelig var Postbudet, der havde ringet, og han kom
stormende ind med Brevet, sikker paa, at det maatte være det rette.
Og naar det saa viste sig, at det var et andet, ligegyldigt, kunde
han næsten harmes over Bøgs Ro.

Han kendte ham ikke igen: han, som ellers kunde være saa ilter ...

Men Tiden trak ud, og der kom ingen Besked. Bøg besørgede hver Dag
sit vante Arbejde paa Fabrikken, men Direktøren var tavs. Og Bøg
kunde ikke overvinde sig til at spørge.

Tilsidst blev Ventetiden ham dog for lang. Han mindede Direktøren
om Sagen. Og Direktøren lovede at bringe den i den ansete
Videnskabsmands Erindring.

Et Par Dage efter havde han Besked. Professoren havde endnu ikke haft
Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen. Men nu lovede han, at den
skulde blive fremmet saa hurtigt som muligt.

Saa ventede Bøg og Hansen-Maagerup paany.

Men omsider kom da Dagen, da det afgørende Møde skulde finde Sted.

Hansen-Maagerup stod i Brand fra om Morgenen, han glinsede og
glødede, og han flakkede bestandig om i Værelset, satte sig hist,
rejste sig atter op, drønede med tunge Skridt hen ad Gulvet, greb en
Bog og slap den efter faa Minuters Forløb. Ind imellem fortabte han
sig i alle de Muligheder, der vilde aabne sig, naar Opfindelsen nu
var bleven godkendt og skulde gaa sin Gang gennem Verden. Hvordan
Bøgs Navn vilde flyve rundt og blive nævnet med Ære -- hvordan man
vilde fejre ham paa Fabrikken -- hvordan maaske en skønne Dag en
højtstaaende Person vilde lade ham tilsige, fordi han var bleven
greben af Beundring for hans Snille og ønskede at støtte ham paa hans
fremtidige Løbebane ...

Men da Bøg var gaaet, grebes Hansen-Maagerup af Gru. Om der nu blot
var en lille Fejl i de Beregninger, Opfindelsen hvilede paa, saa
vilde den maaske helt styrte sammen. En saadan lille Fejl var det,
han selv stadig havde bævet for, da han forberedte sig til Eksamen,
og Skrækken sad ham endnu i Blodet.

Den lille Fejl -- den lille Fejl! Oprindelig havde Muligheden derfor
staaet for ham som et ubetydeligt Kryb, et lille ondt og giftigt
Bestie kanske men alligevel et, som kunde overvindes og udryddes. Men
i Tidens Løb havde den skudt Vækst. Den var bleven til et stort,
klamt Uhyre med ubarmhjertige, forstenende Øjne -- et mystisk Væsen,
som virkede lammende paa den, der kom det nær. Den var intetsteds og
allevegne, denne Fejl. Den kunde ligge saa lige for, og alligevel
kunde det være umuligt at faa Øje paa den. Naar galt skulde være,
kunde Bøg have begaaet en Fejl i den lille Tabel, og alle hans
Beregninger kunde snuble derover.

Efterhaanden som Timerne gik, blev han mere og mere hjertegreben af
Angst for, at noget saadant virkelig skulde være sket. Ja han følte
sig næstendels sikker paa, at det maatte være Tilfældet. Han var i
sit Liv saa vant til at møde Uheld, saa han næsten forudsatte, at det
til Stadighed laa og lurede ikke blot paa ham selv men ogsaa paa de
Mennesker, han holdt af.

Havde han blot tænkt paa alt det, inden Bøg gik: han vilde have
tvunget ham til endnu en Gang at se sine Beregninger igennem. Et
Øjeblik foer den Tanke ham gennem Hovedet, at der endnu var Tid. Han
maatte sporenstregs se at faa sendt Bud hen paa Fabrikkens Kontor,
hvor Samtalen skulde finde Sted. Under et hvilketsomhelst Paaskud
maatte han se at faa Bøg til afbryde den straks og faa den videre
Forhandling opsat til en anden Dag. Var der virkelig en Fejl, vilde
han da have Tid til at rette den ...

Men en Smule Eftertanke sagde ham, at han intet vilde kunne udrette.
Han vilde blot blive let ud og maaske volde Bøg en Ærgrelse.

Saa foldede han sine Hænder og bad til Gud, at Fejlen ikke maatte
være der men at Velsignelse maatte gro op af det Menneskeværk, der
idag skulde staa sin Prøve. Og da han havde gjort det, følte han sig
roligere til Mode.

Nede fra Etagen nedenunder lød der Klaverspil op til ham. Der var
Nogen, der øvede sig paa en Melodi. Naar den Spillende var naaet til
et bestemt Sted, gik Melodien i Stykker ... Det var ganske
interessant at følge med og se, hvor ofte det vilde gentage sig,
inden Vanskelighederne var overvundne. Han indgik i Tankerne
Væddemaal med sig selv og gav sig samvittighedsfuldt til at tælle.

Det adspredte ham for en Tid.

Siden kom Anfaldene af Angst af og til igen. Men han var utrættelig i
at finde paa ørkesløse Sysler for at holde dem nede ...

Omsider kom da Bøg hjem. Der var et underlig slapt Smil om hans Mund,
da han traadte ind ad Døren.

Hansen-Maagerup trippede om ham. Han havde en Fornemmelse, som malede
en stor Kværn i hans Indre. Han formaaede ikke at tyde Udtrykket i
sin Vens Ansigt, og han turde knap spørge.

"Naa?" sagde han da omsider.

"Ja," sagde Bøg i en træt Tone, "med Opfindelsen er der ikke noget i
Vejen. Det vidste jeg ogsaa nok. Mine Beregninger var rigtige. Det
_kunde_ ikke slaa fejl."

"Jamen hvad sagde de da?"

"Professoren var meget venlig. Det var virkelig et betydningsfuldt
Fremskridt, sagde han. Og Ideen tydede paa ualmindelige Evner ... Ja
han sagde saamænd, at den vilde kaste Glans over dansk Videnskab ..."

Hansen-Maagerup bøjede Hovedet. Nu da den store Glæde var der, følte
han sig næsten overvældet deraf. Han formaaede ikke ret at rumme den.

"Det var da en Glæde," sagde han kun.

"Direktøren var ogsaa meget anerkendende. Men han nævnede jo straks
den store Anlægskapital."

"Han mente da ikke, at det kunde være nogen Hindring?"

"Nej -- det gjorde han ikke. Han turde love mig, sagde han, at
Selskabet nok skulde overtage Risikoen. Der er i Virkeligheden
ingen, skønt der kræves straks Maskiner for over hundred Tusinde
Kroner."

"Det var meget!"

"Ikke for meget. Gevinsten vil jeg anslaa til 60-70,000 om Aaret. Saa
Du ser, det vil ikke vare saa farlig længe, før det er fuldstændig
dækket."

"Bøg -- jeg kan ikke sige Dig, hvor jeg er glad."

"Aa -- lad os nu først se, om der er Grund til det. For nu kommer det
an paa, om jeg kan faa en Kontrakt med Selskabet som jeg vil have
den."

"Det maa Du da sagtens kunne."

"Det skal Du ikke sige. Jeg bragte det jo straks paa Bane ..."

"Og hvad sagde han saa?"

"Han slog det hen. Han klappede mig paa Skulderen og sagde, at jeg
var en stor Idealist, men jeg lærte vel at se mere praktisk paa
Tingene. Han skulde nok sørge for, at jeg blev tilfreds."

"Havde han da noget andet at foreslaa?"

"Ja. Han nævnede, at Selskabet maaske vilde give mig en større Sum
straks for Opfindelsen og saa en passende Tantième ..." "Men det tog
Du da imod?"

"Tog imod? Jeg har jo sagt Dig, at jeg vil have, min Opfindelse skal
komme Forbrugerne til gode. Jeg vil have mit Arbejde betalt, og
Fabrikken skal have en rimelig Fortjeneste. Lad den beregne sig sin
Anlægskapital og en halv Snes Procent, saa mener jeg, den kan staa
sig ved Forretningen. Men hvorfor skulde disse Aktionærer høste saa
at sige hele Fordelen? Eller jeg? Hvad er mit Arbejde i Grunden
værd?"

"Jeg synes dog ..."

"Maagerup -- Du maa ikke sige mig imod. Og jeg skal sige Dig en Ting:
jeg synes ikke rigtig, jeg kunde faa Mod til at tage mod alle de
Penge -- nu, i min Alder. Det vilde ligesom blive saa tomt for mig,
naar jeg ikke mere havde noget at arbejde hen til for mig selv -- jeg
er bange for, at Pengene vilde tage min Villie fra mig ... Nej, nu
taler vi ikke mere om det. Nu kunde jeg godt lide, at vi gik ud
sammen -- det er saa længe siden ..."

Lidt efter sad de to Venner sammen paa en Restaurant. Maaltidet var
ikke overdaadigt, men blot det ikke at søge til det sædvanlige
Spisekvarter var dem en Fest. Hansen-Maagerup sad hensunken i en
sagte snurrende Lyksalighed og drak bestandig paa sin Vens
Velgaaende, mens denne udviklede sin Fremtids Planer. Hvordan det saa
gik, maatte vel nu Fabrikken holde paa ham og maaske forbedre hans
Stilling -- og han kunde faa Tid at dyrke sine Studier -- og gøre nye
Opfindelser naturligvis ... Det kunde nu more ham at finde paa noget
Djævelskab af en eller anden Slags, som blot skulde være til at more
Folk. Allerede dæmrede der noget for ham om en ny Art Lysvirkninger,
som særlig kunde anvendes ved Illuminationer og som havde den Fordel,
at de var langt billigere end noget af, hvad man hidtil havde kendt.
Det skulde tindre og gløde og skinne, saa Folk blev glade af det og
lette i Sindet og holdt op med at gaa og tænke surt ... Men det vilde
han have Penge for -- ikke saa faa Penge endda ...

Men naar han talte om, hvad Livet endnu kunde tiltænke ham, var der
Øjeblikke, hvor han blev tavs. Og Hansen-Maagerup saa forknyt og
raadvildt paa ham -- som en Hund, der føler, at dens Herre er
forstemt og som saa inderlig gerne vilde hjælpe, naar blot den vidste
sine levende Raad.

Og da Aftenen kom og de sad sammen i et Koncertlokale, hvor de havde
søgt hen for at lade Lyden af Orkestermusikken og af mange
Menneskers Summen stemme sig til Fest -- da krævede Dagens Spænding
sin Ret. Rundt om dem rørte Livet sig -- men de havde en Følelse af
selv at være udenfor, at sidde langt borte og se det hele gennem et
Slør af Taage.




I en Maaneds Tid forhandlede Bøg næsten hver Dag med Fabrikken. Først
var det med Direktøren alene, saa med Aktieselskabets Bestyrelse. Der
blev holdt lange Møder, men man naaede ikke frem til Enighed.
Aktieselskabet var villigt til at byde ham personligt saa gode
Vilkaar som han kunde ønske sig det, men man vilde ikke gaa ind paa
at lade sig foreskrive, hvor meget af den Fordel, Opfindelsen vilde
kunne yde, der skulde komme Forbrugerne til gode. Og Bøg stod paa
sit: han vilde ikke sælge sin Opfindelse paa andre Betingelser end
dem, han først havde stillet.

Imidlertid var Rygtet om Opfindelsen kommet ud. I Pressen begyndte
man med at omtale den med patriotisk Rørelse som en brav Sønnedaad
til Landets Velfærd. Derpaa glemte man den igen. Indtil det en Dag
kom frem, at Opfinderen havde vist sig utilbøjelig til at sælge den
paa hæderlige Vilkaar. Saa lod man ham faderligt vide, at han vistnok
vilde gøre bedst i at slaa ind paa en mindre balstyrig Gangart og at
Hensynet til Almenvellet var vigtigere end hans private Nykker.

Mellem Fabrikkens Arbejdere vakte Sagen ganske naturligt særlig
Opsigt. Og en Dag mærkede Bøg, at de var komne under Vejr med, at
Opfindelsen betød Indskrænkning af Arbejdsstyrken. Der rejste sig som
en kold Mur af Uvillie mellem ham og dem. Og naar han færdedes i de
store, øde Arbejdsrum, følte han Stinget af deres mistroiske Blikke.

Saa indbød han alle Arbejdere i Faget til et Møde. Han vilde forklare
dem, hvori hans Opfindelse bestod og hvad han haabede at udrette med
den. Bagefter kunde de komme med deres Indvendinger, og han vilde
give dem Svar derpaa, saa godt han formaaede.

... Salen, hvor Mødet skulde holdes, brugtes Aar ud og Aar ind til
allehaande. En klam, uren Lugt af gammelt Snavs slog ud fra dens Gulv
og Vægge. Gaskronen, der hang midt under Loftet, formaaede kun halvt
at oplyse den. Paa hver Side af Talerstolen viftede Flammen af et
Stearinlys.

Da Viggo Bøg stod deroppe, syntes han, at en fjendtlig Skummelhed
slog ham i Møde. Han kendte mange af de nærmeste Ansigter: der var
Arbejderne fra Fabrikken, og paa første Række lyste Hansen-Maagerups
bekymrede Venskab. Men de, der sad bagerst i Salen, kunde kun
utydeligt skælnes. Han saa Ansigterne tone blegt frem af Halvmørket,
og det var som stirrede der Kulde og Spot ud af dem.

Der havde været livlig Samtale, da han traadte ind, og han havde hørt
en Latter, som skraldede op fra en af Rækkerne. Nu, da han viste sig
paa Talerstolen, blev der tysset paa de Højrøstede. Det lød, syntes
han, som naar en vaad Svamp gaar hen over en Tavle.

Men saa blev der ganske stille.

Han begyndte at tale. Hans Stemme dirrede lidt -- og dog var han
ganske rolig. Saa rolig, at han kunde staa og beregne de rent ydre
Virkninger af sin Tale, lytte til sin Stemmes Klang, som var det en
fremmed.

Først og fremmest udviklede han sin Opfindelses rent tekniske Side.
Hjemme havde han anvendt megen Omhu paa at forme det hele saa simpelt
og tydeligt, at det maatte kunne nemmes af den mest knudrede Hjerne.
Og han mærkede, at han blev forstaaet. Undertiden kom der endogsaa
nede fra Salens nederste Ende en svag Bifaldsmumlen.

Og som han nu stod der og talte for disse Arbejdere, syntes han, at
han paany gennemlevede hele sin Opfindelses Tilblivelse. Han følte,
hvordan den første Tanke derom slog ned i ham og siden ikke vilde
unde ham Ro. Han syslede med den i sine Tanker i alle de ledige
Timer, han havde. Der var Øjeblikke, hvor han næsten fordømte den som
Galmandsværk og følte Undseelse overfor sig selv, fordi han i Alvor
havde givet sig af med den. Men saa kom den igen med større og større
Styrke: den vilde ikke slippe ham, den aad sig ind i hans Liv.
Vanskelighederne syntes mindre og mindre uoverstigelige, og den Dag
kom, da han kunde begynde paa den praktiske Udformning i
Laboratoriet. Dag efter Dag stred han, arbejdede, haabede,
fortvivlede, følte Sejrsvisheden risle varmt igennem sig og Frygten
for Nederlaget gribe sig om Hjertet med kold Haand. Men endelig var
da alle Vanskeligheder overvundne. Sejren kunde ikke længere vristes
fra ham -- og nu stod han her, bød sin Gave frem, rede til at modtage
sin Dom ...

Han var bleven varm. Store Sveddraaber stod paa hans Pande. Han
syntes, at en Bølge af hed og tung Luft væltede sig op imod ham. Men
han ænsede det knap. Han talte ikke mere alene til dem, der sad nede
i Salen. Talen var bleven ham et Liv, som han _maatte_ igennem.

Og han gik over til at forklare, hvad han nu haabede at kunne virke
med sin Opfindelse. Brødet var Livet for Menneskene. Gennem det diede
de daglig Moder Jord.

En Gang havde det været saadan, at de tog af Jorden, hvad de havde
behov -- tog det som det var og aad det. Men den Tid var kommen, da
Moder Jord ikke af sig selv gav sine Børn, hvad de behøvede for at
leve. De maatte vriste det fra hende, og de maatte kæmpe om det med
Hverandre indbyrdes. Barneforholdet var blevet krænket.

Men Kærligheden til Jorden havde de ikke mistet, og de kunde ikke
undvære det Brød, den skænkede dem. De havde taget Land, hver sit
Stykke, for at dyrke det. Intet af, hvad Mennesker ejede, følte de
sig saa inderligt knyttede til som til det. Deraf opstod Kærligheden
til Fædrelandet, til Hjemmet, til den Ejendom, der var nedarvet
gennem Slægterne ...

Og af denne Kærlighed var Kulturen født. Kulturen var Bestræbelserne
for at give Menneskene igen, hvad de en Gang havde mistet: Sansen for
det gode, det skønne og sande -- og saa Brødet.

Saa kom han ind paa sin egen Opfindelse. Maaske betød den kun
uendelig lidt, maaske vilde den om faa Aar være overfløjet af andre,
vigtigere. Men ogsaa den arbejdede dog for Kulturen, fordi den vilde
gøre det en Smule lettere for Mennesker at faa Brød. Skulde det vise
sig, at den ikke evnede det, da vilde den dø af sig selv.

Men om den havde den Betydning, som han saa sikkert troede, da havde
intet Menneske Lov til at stritte imod den, og Enhver skulde være
villig til at bringe Ofre for, at den kunde vinde frem. De, som
handlede anderledes, de arbejdede imod Kulturen. Og det var
Helligbrøde.

Han havde under de sidste Ord hørt nogle Udbrud af Misfornøjelse. Der
var bleven slynget et ironisk Spørgsmaal op til ham, og man havde
leet.

Men alt dette var ham ligegyldigt nu. Om han saa ikke vilde kunne
overbevise en Eneste af dem, der sad og hørte paa ham: han maatte dog
tale.

Og han gik over til at omtale, hvordan nu Opfindelsen vilde virke
indenfor Fabrikken. Han forklarede det hele ganske tørt og nøgternt
med Tal og uigendrivelige Kendsgerninger. Han vilde intet dølge: der
vilde blive nogen Indskrænkning i Tallet af de Arbejdere, som
herefter kunde anvendes. Men han vidste ogsaa, at Arbejderhæren følte
sig som et Hele. Den var et uhyre Broderskab, som der knap havde
været Mage til i Historien. Alle maatte de være villige til at ofre
sig for det fælles Bedste. Og det vilde de ogsaa gøre nu. Arbejderne
skulde nok selv sørge for, at Ingen blev brødløs, fordi Brødet blev
billigere for dem alle.

Han havde søgt Kapitalens Hjælp til at føre sin Opfindelse ud i
Livet. Om den vilde blive ham ydet, vidste han ikke. Det, han havde
virket, det lagde han nu frem for Arbejdernes Dom. Og han var vis
paa, at der ikke var en eneste, som vilde vise ham tilbage ...

Uroen nede i Salen var tagen til. Tilraabene blev stedse hyppigere:
man brød ud i ironiske Bifaldsraab, og man afbrød ham med allehaande
Spørgsmaal. Men han hørte det næppe. Han fornam blot det hele som en
ubestemt Larm. Om den betød Bifald eller Mishag, det gjorde han sig
ikke klart.

Men nu, da han steg ned, brød der en forvirret Støj løs. Der var ikke
Faa, der klappede, men Størstedelen af Forsamlingen blot larmede. Og
han fornam, at Stemningens Vindretning bar imod ham.

Midt i Salen rejste en arbejdsklædt Mand sig op. Han gik med tunge
Skridt gennem Sværmen op paa Talerstolen. Da han stod deroppe,
forvandledes Larmen til udelt Bifald.

Han saa med et selvsikkert Smil ud over Forsamlingen og slog ud med
Haanden. Saa blev alt stille.

Med en Stemme, der mest slæbte sig afsted men som undertiden dirrede
af Lidenskab, begyndte han at advare mod Kapitalismen. Arbejderne
havde lært at vare sig for den, naar den optraadte i sin sande,
krasbørstige og brutale Skikkelse. Men langt farligere var den, naar
den kom med de søde og fede Ord. Det var det, den havde gjort i dette
Tilfælde. Her var Tale om et rent og skært Kapital-Foretagende, der
efterhaanden vilde tage Brødet fra Tusinder af Arbejdere. Og nu vilde
man give det Udseende af, at det skulde være i Arbejdernes Interesse.
Men de var ikke saa dumme, at man kunde binde dem den Slags paa
Ærmet. De var oplyste og selvstændige Mænd. Og de skulde vel vide at
lyse enhver Art af Lumskerier hjem.

Da han tav, brød der Bifald løs fra alle Sider af Salen. Bøg vidste
nu, at han havde tabt sit Slag. Han følte hverken Vrede eller Sorg
derover, havde kun en slap og kold Fornemmelse af Tomhed.

Der kom flere Talere op imod ham. Nogle holdt vidtsvævende politiske
Foredrag, Andre talte ud fra rent faglige Synspunkter. De kom med
Tal, der beviste, hvordan de blev sultede. Og Stemningen i
Forsamlingen steg stadig. Trangen til at udtale sig svulmede i de
Fleste. Men de, som ikke havde Mod til at staa op paa Talerstolen,
nøjedes med at sidde paa deres Plads og raabe deres Anskuelser op mod
Talerne. Man ventede øjensynlig, at Bøg endnu en Gang vilde tage
Ordet. Og da han tøvede dermed, søgte man at hidse ham dertil.

"Op med Opfindelsen!" lød det, "op med Mekanikken! Lad os faa
Spilleværket at se! ... Han tør nok ikke! Han er bange for, at
Urværket ikke vil gaa!"

Men pludselig tav disse Raab og afløstes af en nysgerrig Mumlen. Der
var kommen en ny Taler op. Det var Hansen-Maagerup.

Hans store Ansigt var af Ophidselse endnu rødere end ellers. Og alle
dets Muskler dirrede. Han stod et Øjeblik og bøjede sig frem over
Talerstolens Rand. Hænderne havde han foldet.

"Det er en Præst!" var der saa En, der raabte. "Han skal kaste Jord
paa." Nogle lo, men der blev straks igen stille. Man vidste jo ikke,
om det var en Modstander eller en Meningsfælle, man havde for sig.

Han begyndte at tale. Han havde sin Nød med at faa Stemmen til at
lystre, og Sætningsbygningen gik hvert Øjeblik itu for ham.

"Kære Arbejdere!" sagde han, "jeg tør sige, at den Sag -- at Jeres
Sag, den kan ogsaa jeg -- ganske slutte mig til -- eller føle Sympati
for ... Jeg ved, hvor haardt det -- hvor haardt det er at kæmpe for
Udkommet -- jeg har maaske set mere deraf end Nogen af dem, der er
her til Stede. Men I maa være retfærdige -- og det her i Aften -- den
Maade, I har stillet Jer paa -- den er ukærlig -- den er nederdrægtig
..."

Der brød en forbitret, glammende Larm løs nede i Salen. For hans Øjne
glimtede det hadefuldt frem af et Par Hundrede Ansigter. Det saa ud,
som om de fleste Mennesker dernede var Vilddyr, der kunde styrte frem
og sønderrive ham. Men de raabte bare. "Ned med ham," "Vi vil ikke
høre ham," "Smid ham ud" raabte de.

Men Hansen-Maagerup blev staaende. Han var slet ikke bange --
tværtimod følte han nu, at al den Ængstelse, der før havde faaet hans
Røst til at skælve, var forsvunden. Nu vilde han kunne sige Sandheden
-- ganske jævnt og ligefrem, saa de Alle vilde kunne forstaa ham. Han
var ganske sikker paa, at naar han først kom til Orde, vilde han
kunne overbevise dem. Og han vilde ikke vige. Taalmodigt vilde han
blive staaende og vente, til der var kommet Ro i Sindene.

Men Støjen vilde ikke høre op. Den tog til i Styrke. De fleste havde
nu rejst sig fra deres Pladser, og de strakte truende Hænderne op mod
Talerstolen og raabte, at de ikke vilde høre noget mere.

Da stod den Mand, der først havde talt efter Bøg, op paa en Stol. Han
slog paany ud med Haanden, og lidt efter lidt blev der stille.

"Jeg vil blot sige," sagde han, "at vi staar uden Magtmidler mod dem,
der har lejet Salen. Der er ikke valgt nogen Ordstyrer, og derfor kan
Ordet ikke fratages den Mand, der har haanet Arbejderne. Lad ham bare
tale videre -- der er jo alligevel Ingen af os, der tager Skade
deraf. Men vi kan dog vise ham, at Arbejderne de ikke lader sig
spytte i Ansigtet. Derfor foreslaar jeg, at alle vi Arbejdere efter
den Fornærmelse, der er tilføjet os, øjeblikkelig forlader Salen. Saa
kan han jo snakke for dem, der bliver tilbage."

Et Skrig af Jubel fulgte paa disse Ord: man lo, man raabte, man
klappede. Et Øjeblik efter var hele Forsamlingen i Opbrud. Alle
styrtede mod Udgangen, trængte paa, brød frem, som kunde man ikke
hurtig nok komme ud. Men de, der var bagerst, blev ved at raabe
Vittigheder op mod Bøg og Hansen-Maagerup.

Hansen-Maagerup stod fremdeles paa Talerstolen. Det var, som han
stadig ventede, at man alligevel vilde betænke sig og vende tilbage
for at høre, hvad han havde at sige. Men han var bleven ligbleg, og
han kunde mærke, hvordan hans Ben rystede under ham.

Først da den sidste Arbejder var forsvunden og han og Bøg var ganske
alene i Salen, gik han ned af Talerstolen. Uden at sige et Ord til
hinanden fik de to Venner udleveret deres Overtøj i Garderoben og
gik.

... Da de kom ud paa Gaden, var det Regnvejr. En skarp, kold Regn,
som af en hidsig Blæst piskedes dem i Ansigtet. For dem begge var det
en Lindring, at de maatte stride sig frem mod Vejret.

Men de vekslede kun faa Ord, og da var de næsten hjemme.

"Ja ja," sagde Bøg saa, "saa er altsaa det hele forbi."

Det gav et Sæt i Hansen-Maagerup. Vennens Stemme havde faaet saadan
en uhyggelig Klang.

"Hvordan mener Du?" spurgte han.

"Jeg kan ikke blive paa Fabrikken. Jeg kan ikke mere arbejde sammen
med de Mennesker."

Hansen-Maagerup bøjede tavs Hovedet. Han havde ikke tænkt paa det
før, men han følte, at Bøg afgjort havde Ret.

"Og Opfindelsen?" dristede han sig endelig til at spørge.

"Opfindelsen -- ja. Den er vel foreløbig ikke det værd, som Patentet
koster. Men jeg giver ikke efter. Jeg sælger den ikke til
Aktieselskabet. Gjorde jeg det nu, vilde jeg jo give Arbejderne Ret."

"Ja ja," sagde Hansen-Maagerup, "der kommer maaske en Tid -- det kan
jo være, at alting bliver bedre, end vi tænker."

Men han følte selv, at hans Trøst var tom.

Lidt efter var de hjemme. Han gik straks i Seng. Han havde paa
Fornemmelsen, at Bøg helst vilde være ene.

Men længe efter, at han havde lagt sig til Ro, hørte han Vennen gaa
med rastløse Skridt op og ned ad Gulvet.

Og der gik Time efter Time. Nede paa Gaden stilnede Larmen af Færdsel
og Liv. Men han laa hen i Stilheden uden at kunne faa Søvn -- laa og
stirrede ud i Mørket, der syntes ham saa tæt og dybt, at det aldrig
vilde kunne vige for Dag og Sol.




Viggo Bøg havde sagt sin Plads op og faaet Tilladelse til at forlade
Fabrikken straks. Dermed var det givet, at alle Forhandlinger om
Opfindelsen var afbrudte.

Han havde nu i nogen Tid set sig om efter en ny Livsstilling. Men det
syntes ikke at ville lykkes for ham. Allevegne hvor han henvendte
sig, frygtede man Vanskeligheder med Arbejderne, hvis man antog ham
-- Arbejderne, i hvis Ban hans Opfindelse havde lyst ham.

Derimod havde han haft flere Tilbud fra Folk, der vilde købe hans
Opfindelse. Men Ingen vilde gaa ind paa de Betingelser, han
foreskrev.

Han havde nu ladet sig overtale til at modtage et Laan af
Hansen-Maagerup. Denne havde rejst Pengene gennem sin Familie, og
Summen var stor nok til, at Bøg for den kunde leve et Aar. Paa den
Tid mente han, at han vilde kunne gøre sine Studier færdige. Og der
maatte vel saa aabne sig en Udvej for ham.

Imidlertid randt Dagene langsomt hen, Dryp i Dryp, alle ens.
Hansen-Maagerup blev mere og mere tungsindig. Han puslede om saa
stille og forskræmt. Bøg arbejdede med en næsten forbitret
Ihærdighed.

Opfindelsen var som slettet ud af hans Liv. Ikke at han for bestandig
havde opgivet den. Men den optog ikke mere hans Tanker.

"Der er det, som jeg nu synes er større," sagde han en Dag. "Der er
noget, som er saa stort, at det staar for mig, som om alle de
Fremskridt, der hidtil er gjort, bliver til ingenting ved Siden af
det. Det var, om man kunde rive Menneskene løs fra hverandre, faa dem
til at tænke og tro og føle paa egen Haand uden at rotte sig sammen i
fanatisk Stædighed. Det er den saakaldte offentlige Mening, der er
Ondet, de dumme, uansvarlige Fællesmeninger, der suger Marven ud af
hver Enkelt. Vi tror, vi har frigjort os for Middelalderens Fordomme,
og vi taarner selv hver Dag nye op. Vi føler os dydig oprørte over
Kætterbaalene, og vi bærer selv Brænde sammen til at stege dem, der
vover at sige deres ærlige, oprigtige Mening. Vi gør os til af at
tænke frit, og vi tænker slet ikke ... Eller har jeg Uret? Er det
mig, der har set mig gal paa det hele, fordi jeg selv har haft Uheld
med mig?"

Ofte kom han med saadanne Tanker. Men Hansen-Maagerup rystede blot
paa Hovedet. Sagtens havde Bøg Ret -- selv forstod han ingenting mere
-- men det var dog saa sørgeligt at høre ham tale paa den Maade.

Anna blev ikke mere nævnt imellem dem. Der gik ikke en Dag, uden at
Hansen-Maagerup tænkte paa hende. Men han turde ikke nævne hendes
Navn til Bøg. Han var bange for en skarp og bitter Afvisning.

Men en Dag kom han stormende ind i Værelset, hvor Bøg sad og
arbejdede. Han var ganske forpustet og gav sig ikke Tid til at tage
Overtøjet af.

"Bøg," raabte han, "ved Du, hvad der er sket? Frøken Herdings
Forlovelse er hævet -- Anna Herdings Forlovelse -- Bøg!"

"Naa?" sagde Bøg, og der kom et smerteligt Udtryk i hans Ansigt.

Men Hansen-Maagerup lagde i sin Iver ikke Mærke dertil.

"Jeg hørte det af Kihler -- Onkelen," blev han ved. "Det er Flyge,
der har givet hende hendes Ord tilbage -- -- Men hun har i længere
Tid _lidt_ under at være bunden til ham -- -- Hun holdt ikke af ham,
Bøg -- hun har aldrig gjort det -- det sagde han ogsaa, Kihler -- men
de er naturligvis kede af det, Mo'eren og han ... Jeg løb herop, saa
snart jeg hørte det -- for jeg ved jo, at Du ikke har glemt hende --
Du kan ikke glemme hende ..."

Bøg havde rejst sig og stod nu lige overfor ham.

"Jeg vilde ønske, Du ikke havde fortalt mig det," sagde han.

"Men hvorfor dog det? Jeg troede virkelig ..."

"Kan Du ikke forstaa det? Den Vej, jeg nu gaar, den kan jeg ikke bede
nogen Anden følge mig paa."

"Naar det var En, som troede paa Dig og som ..."

"Det er lige meget. Jeg kan ikke -- _kan_ ikke ... Lad os nu ikke
tale mere om det."

Han satte sig igen til sit Arbejde. Men Hansen-Maagerup var dybt
skuffet. Hele Eftermiddagen blev han hjemme og vimsede stadig om Bøg,
som om han ventede, at han havde noget at sige ham. Men det var
forgæves. Bøg blev ved at sidde bøjet over Skrivebordet.

I den Tid, der fulgte efter, faldt Arbejdet imidlertid vanskeligere
for Bøg end før. Der var Øjeblikke, hvor han følte sig fristet til at
trække sig ud af den Kamp, han havde begyndt. Han behøvede jo blot at
sælge sin Opfindelse -- saa laa hele Livet aabent for ham. Atter og
atter spurgte han sig selv, om Anna elskede ham. Havde hun ikke
uigenkaldelig forsmaaet ham den Dag, hun gav Flyge sit Ord? Hun havde
jo dog allerede den Gang kendt ham, maatte vel have kunnet mærke hans
tavse Tilbedelse.

Men atter sagde han til sig selv, at det var det ubestemt higende
Lykkekrav i hende, der havde valgt, ikke hendes inderste og dybeste
Følelse. Hun havde grebet efter Flyges Haand, fordi det var den
første og den eneste, der blev rakt hende. For hende havde
Forlovelsen ikke været Kærlighed. Den havde været Frihed.

Hvorfor havde han saa bestemt, næsten barsk, afvist Hansen-Maagerup
den Dag, han havde bragt ham Budskabet om, at hun nu var fri? Selv
havde han troet, at det var stolt Resignation: han vilde ikke knytte
hende til et Liv, der syntes saa usikkert som hans. Det var en Art
Mod, han havde ment at vise ved at gøre det. -- -- Mod? Nej Fejghed
var det. Han frygtede for Kampen og Afgørelsen. Og derfor valgte han
at forraade sin Kærlighed og hende, hvem den gjaldt.

Men denne Fejghed formaaede han heller ikke nu at overvinde -- og det
uagtet han dog var kommen saa vidt, at han tilstod den for sig selv.

Han begyndte i denne Tid at føle sig syg. Der var en evigt jagende
Uro over ham. Bedst som han var optagen af sit Arbejde, kunde han
springe op og gaa ud.

Ofte blev han borte i Timevis. En Dag, da det hændte, listede
Hansen-Maagerup sig efter ham. Han fulgte ham gennem den ene Gade
efter den anden -- mest Sidegader, hvor han øjensynlig intet havde at
gøre. For det meste gik han rask til, men undertiden kunde han blive
staaende udenfor et eller andet Butiksvindue. Han lod, som om han
betragtede de Ting, der var udstillede der. Men Hansen-Maagerup, som
iagttog ham paa Afstand, kunde se paa Udtrykket i hans Ansigt, at han
intet saa. Han stod blot og stirrede frem for sig med et tomt og
adspredt Blik ...

Da indsaa Hansen-Maagerup, at der var Fare paa Færde. Endnu samme
Aften talte han til ham om Anna, tvang ham til at høre. Men for
første Gang blev han afvist med vrede og voldsomme Ord.

... Saa var det en Søndag hen paa Foraaret. Det var højt og
lyst Vejr. Men en Blæst, der endnu ejede noget af Vinterens
Bidskhed, strøg om Gadehjørnerne og fik Skiltene til at klapre.
I Søndagsstilheden hørtes det dobbelt tydeligt.

Bøg havde maattet love Hansen-Maagerup, at han denne Søndag ikke
vilde arbejde. De sidste Søndage havde han ikke undt sig Hvile. Men
efterhaanden var han bleven saa overanstrengt, at han godt selv
mærkede, hvor nødvendig en Dags Rast var for ham.

Hansen-Maagerup var gaaet hjemmefra temmelig tidlig om Morgenen. Bøg
vidste ikke hvorhen.

Selv havde han ogsaa tænkt paa at gaa ud. Men da det kom til Stykket,
kunde han ikke overvinde sig til det. Og nu sad han i Lænestolen og
saa ud ad Vinduet.

Højt oppe drev der nogle lette Skyer. Vinden legede med dem: de var
ganske i dens Magt, hvirvledes om, skiftede Form, splittedes og
samledes paany. Deroppe, deroppe -- der var der ingen Ufrihed og
intet Nid -- for der var der ingen Mennesker, ingen Smaalighed, ingen
skulende Mistænksomhed.

Men dette Rige vilde Menneskene erobre. Videnskaben havde allerede
slaaet Allarm for Fremtidens store Herskertanke: de skulde lægge
ogsaa Luftens Riger og Lande under sig. Mon det vilde lykkes? Vilde
man nogensinde opfinde det rette, trygge, styrbare Luftskib? ... Man
maatte ikke haabe det. Det manglede jo i Grunden blot, at ogsaa
Luften skulde gøres uren af menneskeligt Kævl, menneskelig Stræben --
at Blikket ikke mere kunde dvæle uforstyrret i den blaa Himmel eller
følge de drivende Skyers Leg ...

... Kunde man blot finde paa noget, der for bestandig gjorde en
saadan Verdens-Vandalisme umulig!

Nede paa Jorden burde Menneskene blive. Der lod Livet sig leve trygt
-- og smaat. Der hvirvledes Støvet op og lagde sig atter tæt og sejgt
over alt, hvad der levede og rørte sig. Der var Smuds og lav
Beregning, Egenkærlighed og Uærlighed -- der levedes saadan, som det
nu en Gang var muligt.

Og naar alt kom til alt -- var der saa andet at gøre end at være med
i dette Liv og tage dets Vilkaar som de bød sig frem? Han saa over
Hustagene Nettet af Telefontraade udspændt som Strenge paa et
Kæmpeinstrument. Gennem dem bruste hver Dag Menneskehedens store
Symfoni, det vældige Kor af _Interesser_ -- hele Forretningslivets,
Tilværelseskampens Tonehav, hvis eneste gyldige Ledemotiv var: Værg
Dig selv, værn Dig selv, elsk Dig selv! Hvad kunde det nytte, at den
Enkelte stemte sin lille Piccolofløjte i en anden Tonart? Den vilde
dog overdøves, saa intet Øre kunde opfange dens Lyd.

Han følte sig idag saa overflødig. Hansen-Maagerup udrettede med sine
smaa Evner mere i Livet end han. Saa ubesmittet han var af Egennytte
havde han dog fundet den lille Plads i Tilværelsen, hvor han kunde
udrette noget ...

... Der lød Skridt op ad Trappen. Han kendte Hansen-Maagerups -- men
han syntes -- jo, lød der ikke andre, lettere ved Siden af? De kom
nærmere og nærmere -- nu standsede de paa Afsatsen. Skulde de højere
op? ... Nej, nu blev Nøglen sat i Entrédørens Laas ...

Døren gik op -- der lød Stemmer derude -- sagte Stemmer ... Den ene
var Hansen-Maagerups -- der var Nogen, han talte til -- men denne
anden -- denne anden ...?

Han rejste sig op og stirrede mod Døren. Nu aabnedes den -- langsomt,
syntes han ... Hansen-Maagerup kom ind og efter ham -- tøvende og
halvt modstræbende -- en Anden ...

Gud i Himlen -- det var Anna -- Anna Herding -- der kom til ham --
til _ham_ ...!

Han fornam halvt sanseløs, at Vennen kom hen til ham og lagde Haanden
paa hans Skulder.

"Jeg har sagt hende det hele," sagde han. "Nu maa Du tale med hende
selv -- hører Du -- Du maa, Bøg ... Dette her _kan_ ikke blive ved at
gaa!"

Anna var bleven staaende henne ved Døren. Nu kom hun frem imod ham
... Han saa hendes Øjne saa skinnende blanke ...

Da var det, som om Aars Tynge gled fra hans Skuldre. Han vidste ikke,
om han blev glad, vidste slet ikke af nogen Ting at sige. Alt, alt
var glemt -- alt undtagen det, at hun var der. Og han tog hende i sin
Favn og knugede hende ind til sig -- det var, som sprængtes hans
Væsen af noget nyt, overmægtigt -- noget, der levede indeni ham men
som han aldrig før havde kendt ...

Men Hansen-Maagerup var forlængst ude af Værelset.




Der havde dannet sig et Samfund af Ungdom.

Nogen sluttet Forening var det ikke, for man havde ingen Love og
ingen Bestyrelse. Men Møder holdt man, og til Samlingssted havde man
valgt den Sal, hvor Viggo Bøg en Gang forgæves havde søgt at vinde
Arbejderne for sin Opfindelse.

Thi om Bøg havde Samfundet dannet sig. En ny Opfindelse, han havde
gjort -- den af det billige Illuminationslys -- havde paany vakt
Opmærksomhed om hans Navn. Hans første Arbejdes Skæbne var atter
dragen frem og drøftet, og en Kres af Jævnaldrende havde lidt efter
lidt sluttet sig til ham. Fra alle Lag af Folket kom de: Studenter og
Handelsmænd, unge Kunstnere og Arbejdere. Alle følte de hans Kamp,
hans Planer, hans unge Iver som deres egen. Og det var kommet ganske
af sig selv, at man havde valgt at mødes paa det Sted, hvor han havde
lidt sit første Nederlag.

"De Naives Fagforening" havde en Udenforstaaende en Gang kaldt denne
Ungdom. Selv havde den siden taget Navnet op.

Thi Naivitet -- det var netop det, den vilde. Den hellige Enfold
vilde den. Uden Frygt og uden Blu skulde Menneskene kunne se deres
Gud i Øjnene, vedkende sig deres Tro eller deres Tvivl, deres
Fornægtelse, deres Kærlighed og deres Had. Disse unge Mennesker
nærede en stærk Mistillid til _Ordet_, altid ivrige for at afsløre
Frasen, og de havde ingen Ærbødighed for nogen Art af Sammenklumpning
til Værn for Interesser. Kun den Trosbekendelse, der oprindelig og
stærk sprang ud af Personlighedens Inderste og som satte sig Frugt i
Handling, saa de op til og bøjede sig for.

De havde intet Tilhold hos noget Parti. I den offentlige Mening stod
der Smil om dem. Men alligevel havde de vakt en vis Opmærksomhed, og
deres Møder var stærkt besøgte.

Saa bestemte de sig til at holde Fest.

Det var Sommer, og Festen skulde staa under aaben Himmel. Ude ved
Furesøen skulde den holdes, midt i det brydende Liv af Bladpragt og
gyldne Agres Frodighed. Og paa Søen skulde der ligge Baade, hvorfra
Musikken skulde tone ind mod Land. Fra det stille Vand skulde Glæden
ligesom komme svævende ind til Menneskene, der færdedes langs
Bredden.

Af Boder og Lykkehjul skulde der ingen være. Mest skulde der være
Musik og Sang og Blomster, og danses skulde der ogsaa. Men især
skulde der være Lys. Naar Mørket faldt paa, skulde der illumineres og
afbrændes Fyrværkeri.

Overskuddet af Festen skulde anvendes til et Fond, hvis Hensigt var
at føre Viggo Bøgs første Opfindelse ud i Livet -- paa de Vilkaar,
han selv havde tænkt sig det lige fra først af. Han havde truffet
Aftaler med Fagmænd, som var villige til at forestaa den Fabrik, der
skulde anlægges. Selv vilde han kun komme til at beklæde en beskeden
Stilling derved.

... Planen om Festen vakte som alt, hvad "de Naive" foretog sig,
Latter. Dog et Par alvorlige Blade advarede deres Læsere mod at tage
Del deri, eftersom den var et maskeret Forsøg paa at skabe Uklarhed i
Partiforholdene og forvirre taagede og umodne Hjerner -- i sidste
Instans sigtende til at undergrave den rolige Udvikling i Landet.

Saaledes var Opmærksomheden vakt. Festen blev Dagens Emne.

Man talte ogsaa om den paa den Kafé, hvor Flyge holdt til og hvor han
efterhaanden var bleven indnittet i en lille fast Kres af
Stamgæster.

"Jeg vil se det," sagde han. "Jeg forsømmer aldrig nogen Kalv med to
Hoveder eller Gris med fem Ben, der kommer indenfor min Synskres, for
jeg synes, at naar Naturen en Gang imellem har et spøgefuldt Indfald,
saa bør man vise, at man paaskønner det. Derfor vil jeg heller ikke
svigte den foreliggende Naturmærkværdighed. Saa vidt jeg kan forstaa,
er der her Tale om Folk, der ikke vil tro paa noget men alligevel tro
paa alting. Det forekommer mig at maatte være noget i Retning af en
Skildpadde, der bider sig selv i Halen. Og jeg vilde bebrejde mig
selv det hele mit Liv, hvis jeg forsømte Lejligheden til at tage det
i Øjesyn."

"Ulykken er blot," var der Nogen der indvendte, "at man i vore Dage
bliver blaseret overfor sligt."

"Højstærede Herre -- _jeg_ bliver aldrig blaseret. Jeg har maaske en
Gang været det -- det var den Gang, da jeg troede, at man selv maatte
være med paa Livets Manège for at have nogen Fornøjelse af det. Men
nu har jeg forlængst opdaget, at den sande Nydelse bestaar i at
iagttage. Iagttageren kan aldrig blive blaseret, for der er altid
noget nyt, der frembyder sig til Beskuelse. Man kan blive hundrede
Aar, før man begynder at blive ked af Legen."

Altsaa gik han med til "de Naive"s Fest.

-- -- Der var faldet Regn den Dag, da den skulde holdes. En stærk
Skylle var der faldet med tunge, lunkne Draaber. Men Jorden havde
drukket den i sig, og ud paa Eftermiddagen havde Solen udslettet dens
Spor. Nu duftede det fra de grønnende og gulnende Agre og ud fra alle
Havernes Blomsterbede og fra Grøftekanternes brogede Frodighed. Og
højt oppe under Himmelloftet hang Lærken og sang og steg og dalede,
som blev den hejst op og ned i en usynlig Snor.

Flyge cyklede ud til Festpladsen. Han kørte ganske langsomt. I den
sidste Tid fornam han overhovedet ingen Lyst til at sætte Farten op.

Og som han sad der og lod Maskinen rulle jævnt og sindigt frem,
smilede han ved Tanken om denne Ungdom, som han nu skulde færdes
imellem. Der troede den sandsynligvis at have opdaget et nyt
forjættet Land: mindst en Gang for hver Menneskealder var der en
driftig Ungdom, der udførte en saadan Daad. Man afsatte nogle gamle
møre Idealer, som Ingen mente noget alvorligt med, og indsatte nogle
nye, der betød det samme -- altsammen med samme Lethed som den,
hvormed man byggede en gammel Rønne om til et moderne Hus. Man
forkyndte en ny Himmel og et nyt Helvede. Og alligevel blev Verden
ved at være paa en Prik den samme, den altid havde været.

Det var den rene, pure, skind- og benfri Barne-Uskyld.

At Nogen gad!

Skønt -- med Blusel maatte han erkende, at han selv for ganske nylig
var kommen over den sidste Rest af Naivitet. Han havde saaledes
virkelig en kort Tid taget Fru Ellis alvorlig. Han havde søgt efter
Personlighedens Kærne i hende -- havde villet fremelske den og hæge
om den -- ja, saa vidt var han gaaet, at han af ren menneskekærlig
Omhu havde tænkt paa at faa hende skilt fra Manden -- paa det at han
selv kunde tage hende til Ægte. Hellige Enfold -- Fru Ellis som
Personlighed! Fru Ellis som knækket Lillie, hvem det gjaldt om atter
at binde op til en solid Blomsterstang! Fru Ellis endelig som en
Vestalinde for Arnens hellige Ild, lutret gennem Kærlighedens Skole!
... Heldigvis -- han var snart bleven befriet for alle Illusioner i
den Retning. Og han var fuldstændig paa det rene med, at Fru Ellis'
kvindelige Dyder udelukkende var saadanne, som bedst kom til deres
Ret paa en Natrestaurant -- i Skæret af blinkende Flasker og
funklende Vin.

Et Øjeblik strejfede hans Tanker Anna. Ogsaa i Forholdet til hende
havde han været naiv som en Maaneskinsprins. Ogsaa hende havde han
villet udvikle -- ad andre Veje og mod andre Maal. Han saa nu, at han
ikke havde gjort hende nogen Velgerning før den Dag, da han brød med
hende. Saamænd om hun ikke allerbedst vilde være paa sin Plads som en
god gammel Jomfru i den rørende Lavendel-Stil ...

Han var i ypperligt Lune, da han naaede Skoven. Ved et Skovløberhus
fik han Cyklen indstaldet og blandede sig i Vrimlen.

Allevegne var der tæt med Mennesker. Størsteparten syntes mest
tilbøjelig til at tage hele Festen som en artig Spas. Der var
smaa Flokke af glade Københavnere med deres Damer -- de havde
Barnetrompeter med og truttede op mod Musikken. Og deres Vitser og
Latter skraldede og knitrede som Raketter under de høje, alvorlige
Træer.

Men i Mængden var der ogsaa dem, hvis Øjne lyste af ung Glæde. De
syntes slet ikke at have Øre for de spottende og vrængende Mislyde,
der søgte at plette deres Fest. Og det var næsten, som om deres
stærke Stemning efterhaanden smittede det øvrige Publikum.
Trompetskrattet og den larmende Lystighed hørtes svagere og svagere.
Men en ung og fri Livslyst tonede frem gennem Skoven, først som en
sagte Nynnen, saa stigende og stigende, til den blev som en brusende
Orkesterhymne. Og paa en Gang syntes alle disse tilfældig samlede
Mennesker at blive som gamle Bekendte. Ganske formløst tiltalte man
hinanden, og man sang uvilkaarligt de Melodier med, som Musikken
spillede.

-- -- Det var i Skumringen. Mellem Træerne var Illuminationsblussene
begyndt at tindre frem. Og fra Baadene ude paa Søen bares Sang af
Menneskestemmer ind.

Flyge havde sat sig paa en Bænk nede ved Søen. Alle de forvirret
blandede Lyde: Sangen her og Hornmusikken fra Orkestret mellem
Træerne, den bestandige Summen af Menneskestemmer, Lyden af Vognene,
der kom rullende over Stenbroen udenfor Kroen, af Aarerne, der
plaskede i Vandet, af Sommervinden, der susede sagte i de høje
Træers Kroner -- alt det lod han risle gennem sine Nerver. Og han
fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det
altsammen kom ham ved -- intet -- intet ...

Da var det, han saa Anna og Bøg komme gaaende ad Vejen -- hen imod
det Sted, hvor han sad. Bøg gik høj og rank og svingede med den ene
Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i hvidt. Og
skønt det var halvt mørkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom
laa badet i Lykke.

Han havde intet hørt om deres Forlovelse. Derfor virkede deres
Tilsynekomst paa ham næsten som en Vision. Han syntes, der blev lyst
om dem, hvor de gik frem. Og Træernes Grene, der ludede ud over
Vejen, hvælvede sig over dem som en Æreport.

De kom nærmere -- nu kunde han høre deres Stemmer. Og skønt han ikke
skælnede Ordene, vidste han, at de talte sammen om Fremtiden. De saa
ind i den med den Feber, hvormed den Rejsende første Gang drager ind
i et fremmed Land. Et Vidunderland, som han selv aldrig skulde gæste
-- et Land, hvor Solen altid skinnede og hvor Fuglene altid sang, og
hvor Roserne var som varmt, rindende Hjerteblod.

Nu var de lige ud for Bænken, hvor han sad -- nu vilde de faa Øje paa
ham ... Men de gik forbi. De var saa helt optagne af hinanden, at de
intet saa.

Nede ved Søen stod de stille -- længe. Saa ud over dens blanke Spejl,
der indrammedes af Skovens mørke Krushaar -- saa, hvordan stadig
flere og flere Blus tændtes. Hans Arm var lagt om hendes Liv, og hun
lænede sig op til ham -- saa trygt, saa trygt ...

Men omsider gik de videre. Skovmørket lukkede sig om dem.

Preben Flyge sad endnu paa samme Plet. Han var pludselig kommen til
at fryse.

Langt om længe rejste han sig med et Ryk.

"Det lader til," tænkte han ved sig selv, da han gik, "at man kan
udvikle sin Tvivl i den Grad, at man tilsidst har Mistillid til sin
egen Skepsis."

Lidt efter sad han paa sin Cykle og jog ind ad Byen til, hen ad
Landevejen, der strakte sig hvid og ensformig i den lyse Sommernat.

Fra det stille Vand bares der Lyd af unge Stemmer ind mod Land.

Over det stille Vand gled der Baade frem, roede af ung Styrke.

I det stille Vand spejlede sig Stjernerne.







*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK DET STILLE VAND: EN FORTÆLLING OM UNGDOM ***


    

Updated editions will replace the previous one—the old editions will
be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for an eBook, except by following
the terms of the trademark license, including paying royalties for use
of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
copies of this eBook, complying with the trademark license is very
easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
of derivative works, reports, performances and research. Project
Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
license, especially commercial redistribution.


START: FULL LICENSE

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg™ License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™
electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™
electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg™ License when
you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work
on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:

    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
    other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
    at www.gutenberg.org. If you
    are not located in the United States, you will have to check the laws
    of the country where you are located before using this eBook.
  
1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format
other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg™ website
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works
provided that:

    • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
        the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method
        you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
        to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has
        agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
        within 60 days following each date on which you prepare (or are
        legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
        payments should be clearly marked as such and sent to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
        Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
        Literary Archive Foundation.”
    
    • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
        you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
        does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
        License. You must require such a user to return or destroy all
        copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
        all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
        works.
    
    • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
        any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
        electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
        receipt of the work.
    
    • You comply with all other terms of this agreement for free
        distribution of Project Gutenberg™ works.
    

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any
Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg™ and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West,
Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
to date contact information can be found at the Foundation’s website
and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of
volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.

Most people start at our website which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.