Det Gamle Testamente af 1931:

copyrighted Etext (c)1931 Det Danske Bibelselskab.

The Old Testament of 1931: copyrighted Etext
(C) by Det Danske Bibelselskab 1931.
[The Danish Bible Society]

Det gamle Testamente.

Fortegnelse over Det gamle Testamentes Kanoniske Bøger:

Første Mosebog

Anden Mosebog

Tredje Mosebog

Fjerde Mosebog

Femte Mosebog

Josuabogen

Dommerbogen

Ruts Bog

Første Samuelsbog

Anden Samuelsbog

Første Kongebog

Anden Kongebog

Første Krønikebog

Anden Krønikebog

Ezras Bog

Nehemias's Bog

Esters Bog

Jobs Bog

Salmernes Bog

Ordsprogenes Bog

Prædikerens Bog

Højsangen

Esajas's Bog

Jeremias's Bog

Klagesangene

Ezekiels Bog

Daniels Bog

Hoseas's Bog

Joels Bog

Amos's Bog

Obadias's Bog

Jonas's Bog

Mikas Bog

Nahums Bog

Habakkuks Bog

Zefanias's Bog

Haggajs Bog

Zakarias's Bog

Malakias's Bog

1.Mosebog

1.Mosebog 1

  1. I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
  2. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet.
      Men Guds Ånd svævede over Vandene.
  3. Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
  4. Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og
      Mørket,
  5. og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev
      Aften, og det blev Morgen, første Dag.

  6. Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at
      skille Vandene ad!"
  7. Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet
      under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
  8. og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev
      Morgen, anden Dag.

  9. Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted,
      så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
 10. og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet
      samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
 11. Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer
      Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og
      således skete det:
 12. Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter,
      og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så,
      at det var godt.
 13. Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.

 14. Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at
      skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse
      af Højtider, Dage og År
 15. og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og
      således sket det:
 16. Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen,
      det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
 17. og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
 18. og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra
      Mørket. Og Gud så, at det var godt.
 19. Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.

 20. Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende
      Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under
      Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
 21. Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende
      Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle
      vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
 22. Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige
      og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på
      Jorden!"
 23. Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.

 24. Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres
      Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og
      således skete det:
 25. Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter
      dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at
      det var godt.
 26. Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de
      ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle,
      Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber
      på Jorden!"
 27. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han
      det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
 28. og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og
      mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og
      hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle
      vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
 29. Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden,
      som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal
      være eder til Føde;
 30. men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der
      kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne
      Urter til Føde." Og således skete det.
 31. Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre
      godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.

1.Mosebog 2

  1. Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
  2. På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og
      han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
  3. og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den
      hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
  4. Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN
      gjorde Jord og Himmel
  5. dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu
      var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde
      ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til
      at dyrke Agerjorden,
  6. men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens
      Flade
  7. da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste
      Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.

  8. Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem
      satte han Mennesket, som han havde dannet;
  9. Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en
      Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt
      i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
 10. Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte
      den sig i fire Hovedstrømme.
 11. Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der
      findes Guld
 12. og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
 13. Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
 14. Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien.
      Den fjerde Flod er Frat.
 15. Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke
      og vogte den.
 16. Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at
      spise,
 17. kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den
      Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"

 18. Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være
      ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
 19. Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og
      Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han
      vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende
      Væsener, det skulde være deres Navn.
 20. Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr
      Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede
      til ham.
 21. Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet
      ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
 22. og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han
      en Kvinde og førte hende hen til Adam.
 23. Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit
      Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
 24. Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin
      Hustru, og de to bliver eet Kød.
 25. Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes
      ikke.

1.Mosebog 3

  1. Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud
      HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig
      ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
  2. Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens
      Træer;
  3. kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke
      spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
  4. Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
  5. men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive
      som Gud til at kende godt og ondt!"
  6. Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for
      Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og
      spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
  7. Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor
      syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.

  8. Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam
      og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
  9. Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
 10. Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var
      nøgen, og så skjulte jeg mig!"
 11. Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har
      spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
 12. Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af
      Træet, og så spiste jeg."
 13. Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden
      svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."

 14. Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være
      du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din
      Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
 15. Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og
      hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i
      Hælen!"
 16. Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit
      Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din
      Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
 17. Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og
      spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal
      Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig
      Føde af den alle dit Livs Dage;
 18. Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din
      Føde;
 19. i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender
      tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og
      til Støv skal du vende tilbage!"

 20. Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt
      levende.
 21. Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og
      klædte dem dermed.
 22. Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til
      at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage
      også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
 23. Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde
      dyrke Jorden, som han var taget af;
 24. og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han
      Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til
      Livets Træ.

1.Mosebog 4

  1. Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte
      Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!"
  2. Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain
      Agerdyrker.
  3. Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens
      Frugt,
  4. medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres
      Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
  5. men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre
      vred og gik med sænket Hoved.
  6. Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du
      med sænket Hoved?
  7. Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men
      handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står
      til dig, men du skal herske over den!"
  8. Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på
      Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.

  9. Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han
      svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
 10. Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til
      mig fra Jorden!
 11. Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig
      og tog din Broders Blod af din Hånd!
 12. Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin
      Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
 13. Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
 14. når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig
      for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver,
      der møder mig, slå mig ihjel!"
 15. Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han
      hævnes;syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen,
      der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
 16. Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod
      østen for Eden.

 17. Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte
      Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
 18. Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede
      Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
 19. Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
 20. Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og
      holder Kvæg;
 21. hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der
      spiller på Harpe og Fløjte.
 22. Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle
      dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
 23. Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst,
      Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et
      Sår, en Dreng for en Skramme!
 24. Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og
      halvfjerdsindstyve Gange!"

 25. Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav
      Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i
      Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
 26. Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte
      man at påkalde HERRENs Navn.

1.Mosebog 5

  1. Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde
      han det i Guds Billede;
  2. som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav
      dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
  3. Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig
      og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
  4. og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede
      Sønner og Døtre;
  5. således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
  6. Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
  7. og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede
      Sønner og Døtre;
  8. således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
  9. Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
 10. og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede
      Sønner og Døtre;
 11. således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
 12. Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
 13. og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og
      avlede Sønner og Døtre;
 14. således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
 15. Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
 16. og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og
      avlede Sønner. og Døtre;
 17. således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde
      han.
 18. Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
 19. og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede
      Sønner og Døtre;
 20. således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
 21. Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
 22. og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem,
      levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
 23. således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
 24. og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
 25. Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek;
 26. og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og
      avlede Sønner og Døtre;
 27. således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
 28. Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
 29. som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os.
      Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har
      forbandet."
 30. Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede
      Sønner og Døtre;
 31. således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
 32. Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.

1.Mosebog 6

  1. Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der
      fødtes dem Døtre,
  2. fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så
      mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
  3. Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i
      Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120
      År."

  4. I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og
      disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede
      Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til
      Fortids Dage.
  5. Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at
      deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
  6. Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og
      det. skar ham i Hjertet.
  7. Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har
      skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og
      Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
  8. Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne

  9. Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand
      blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
 10. Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
 11. Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af
      Uret;
 12. og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød
      havde fordærvet sin Vej på Jorden.

 13. Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt
      Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil
      jeg nu udrydde dem af Jorden.
 14. Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum
      ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
 15. og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
 50. Alen bred og 30 Alen høj;
 16. du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud
      end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du
      skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste
      Stokværk.
 17. Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød
      under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden,
      skal forgå.
 18. Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med
      dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
 19. og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags
      ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal
      det være,
 20. af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af
      alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind
      til dig for at holdes i Live.
 21. Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for
      at det kan tjene dig og dem til Føde."
 22. Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde
      han.

1.Mosebog 7

  1. Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi
      dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
  2. Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle
      urene Dyr eet Par, Han og Hun,
  3. ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan
      forplante sig på hele Jorden.
  4. Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve
      Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har
      gjort, fra Jordens Flade."
  5. Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
  6. Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
  7. Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i
      Arken for at undslippe Flodens Vande.
  8. De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på
      Jorden,
  9. gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud
      havde pålagt Noa.

 10. Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
 11. i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den
      Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser
      åbnedes,
 12. og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve
      Nætter.
 13. Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem,
      Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
 14. og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg
      efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle
      Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
 15. af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til
      Noa;
 16. Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og
      HERREN lukkede efter ham.
 17. Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg
      og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
 18. Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på
      Vandet;
 19. og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under
      Himmelen stod under Vand;
 20. femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under
      Vand.

 21. Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg,
      vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
 22. alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det
      faste Land, døde.
 23. Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade,
      Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af
      Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
 24. Vandet steg over Jorden i 150 Dage.

1.Mosebog 8

  1. Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos
      ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at
      Vandet begyndte at falde;
  2. Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra
      Himmelen standsede,
  3. og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af
      efter de 150 Dages Forløb.
  4. På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på
      Ararats Bjerge,
  5. og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den
      første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
  6. Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde
      lavet på Arken,
  7. og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet
      var tørret bort fra Jorden.
  8. Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra
      Jordens Overflade;
  9. men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til
      ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han
      rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
 10. Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud
      fra Arken;
 11. ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et
      friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet
      bort fra Jorden.
 12. Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom
      den ikke mere tilbage til ham.
 13. I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var
      Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da
      han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
 14. På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

 15. Da sagde Gud til Noa:
 16. "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
 17. og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt
      Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på
      Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
 18. Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
 19. og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt
      Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af
      Arken.

 20. Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene
      Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
 21. Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv:
      "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi
      Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil
      aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu
      har gjort!
 22. Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede,
      Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

1.Mosebog 9

  1. Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv
      frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
  2. Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens
      vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden
      vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
  3. Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde;
      ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
  4. Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
  5. Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver
      jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for
      Menneskenes Liv.
  6. Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod
      udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
  7. Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør
      eder til Herre over den!"

  8. Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
  9. "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter
      eder
 10. og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og
      alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken,
      alle Jordens Dyr;
 11. jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt
      Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en
      Vandflod for at ødelægge Jorden!"

 12. Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige
      Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er
      hos eder:
 13. Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem
      mig og Jorden!
 14. Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i
      Skyerne,
 15. vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og
      hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere
      blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
 16. Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme
      den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød
      på Jorden."
 17. Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter
      imellem mig og alt Kød på Jorden!"

 18. Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var
      Fader til Kana'an;
 19. det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens
      Befolkning.

 20. Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
 21. Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde
      i, sit Telt.
 22. Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte
      sine Brødre det;
 23. men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik
      baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte
      Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
 24. Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn
      havde gjort ved ham,
 25. sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for
      sine Brødre!"
 26. Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an
      blive hans Træl!
 27. Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an
      blive hans Træl!"

28. Noa levede 350 År efter Vandfloden; 29. således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.

1.Mosebog 10

  1. Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter
      Vandfloden fødtes der dem Sønner.

  2. Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og
      Tiras.
  3. Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
  4. Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
  5. fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets
      Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter
      og i deres Folkeslag.

  6. Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an.
  7. Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas
      Sønner: Saba og Dedan.
  8. Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
  9. Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En
      vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod."
 10. Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i
      Sinear;
 11. fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-
      Ir, Kela
 12. og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
 13. Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
 14. Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og
      Kaftorerne.
 15. Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
 16. Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
 17. Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
 18. Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte
      Kana'anæernes Slægter sig,
 19. så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af
      Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim
      indtil Lasja.
 20. Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
      Lande og Folk.

 21. Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder,
      fødtes der Sønner.
 22. Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
 23. Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
 24. Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
 25. Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid
      adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
 26. Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
 27. Hadoram, Uzal, Dikla,
 28. Obal, Abimael, Saba,
 29. 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
 30. og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar,
      Østens Bjerge.
 31. Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
      Lande og Folk.

32. Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.

1.Mosebog 11

  1. Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
  2. Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog
      de sig ned.
  3. Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og
      brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som
      Kalk.
  4. Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top
      når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal
      spredes ud over hele Jorden!"
  5. Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som
      Menneskebørnene byggede,
  6. og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og
      når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig
      for, umuligt for dem;
  7. lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de
      ikke forstår hverandres Tungemål!"
  8. Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de
      opgav at bygge Byen.
  9. Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al
      Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele
      Jorden.

 10. Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han
      Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
 11. og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og
      avlede Sønner og Døtre.
 12. Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
 13. og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og
      avlede Sønner og Døtre.
 14. Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
 15. og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 16. Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
 17. og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 18. Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
 19. og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 20. Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
 21. og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 22. Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
 23. og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 24. Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
 25. og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede
      Sønner og Døtre.
 26. Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.

 27. Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran.
      Haran avlede Lot.
 28. Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur
      Kasdim.
 29. Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors
      Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
 30. Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
 31. Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin
      Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur
      Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til
      Karan, slog de sig ned der.
 32. Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.

1.Mosebog 12

  1. HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og
      din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
  2. så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig
      og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
  3. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der
      forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"
  4. Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham.
      Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
  5. og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den
      Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i
      Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
  6. Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til
      Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.
  7. Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom
      giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for
      HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
  8. Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel,
      og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han
      byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
  9. Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.

 10. Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev
      trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
 11. Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj:
      Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
 12. når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår
      de mig ihjel og lader dig leve;
 13. sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og
      jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
 14. Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre
      smuk Kvinde;
 15. og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så
      blev Kvinden ført til Faraos Hus.
 16. Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik
      Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og
      Kameler.
 17. Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams
      Hustru Sarajs Skyld.
 18. Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig!
      Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
 19. Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til
      Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
 20. Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres
      Ejendom på Vej;

13-1. og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten
      op til Sydlandet, og Lot drog med ham.

1.Mosebog 13
  2. Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
  3. og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra
      Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde
      stået første Gang, mellem Betel og Aj,
  4. til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og
      Abram påkaldte der HERRENs Navn.
  5. Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og
      Telte.
  6. Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen;
      thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
  7. Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var
      dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
  8. Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to
      eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
  9. Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil
      du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så
      går jeg til venstre!"
 10. Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det
      var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som
      HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
 11. valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå,
      og de skiltes,
 12. idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned
      i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted
      helt hen til Sodoma.
 13. Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.

 14. Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne:
      "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod
      Syd, mod Øst og mod Vest;
 15. thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til
      evig Tid,
 16. og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så
      lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
 17. Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!"
 18. Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres
      Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.

1.Mosebog 14

  1. Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer
      i Elam og Tidal i Gojim.
  2. lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra,
      Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i
      Bela, det et Zoar.
  3. Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims
      Dal, det er Salthavet.
  4. I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende
      faldt de fra;
  5. og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte
      ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i
      Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
  6. og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens
      Rand;
  7. så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og
      slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der
      boede i Hazazon Tamar.

  8. Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er
      Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
  9. med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel
      af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
 10. Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og
      Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens
      de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
 11. Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle
      Levnedsmidlerne og drog bort;
 12. ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt
      hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

 13. Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der
      boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til
      Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
 14. Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede
      han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte
      efter Fjenden til Dan;
 15. der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på
      Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
 16. Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og
      hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

 17. Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger,
      der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det
      er Kongedalen.
 18. Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte
      Brød og Vin
 19. og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den
      Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
 20. og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din
      Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.

 21. Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og
      behold selv Godset!"
 22. Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den
      Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd
      på,
 23. at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem
      eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke
      sige, at du har gjort Abram rig!
 24. Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine
      Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"

1.Mosebog 15

  1. Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således:
      "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre
      stor!"
  2. Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg
      dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal
      arve mit Hus."
  3. Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min
      Hustræl kommer til at arve mig!"
  4. Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at
      arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."
  5. Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen
      og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham:
      "Således skal dit Afkom blive!"
  6. Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.

  7. Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra
      Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
  8. Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg
      skal få det i Eje?"
  9. Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og
      en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"
 10. Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene
      over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
 11. Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede
      dem bort.
 12. Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og
      se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
 13. Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som
      fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for
      dem og mishandles af dem i 400 År.
 14. Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og
      siden skal de vandre ud med meget Gods.
 15. Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god
      Alderdom.
 16. I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er
      Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

 17. Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en
      rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de
      sønderskårne Kroppe.
 18. På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit
      Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod,
      Eufratfloden,
 19. det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
 20. Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
 21. Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og
      Jebusiterne."

1.Mosebog 16

  1. Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en
      Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
  2. og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå
      derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved
      hende!" Og Abram adlød Saraj.
  3. Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar,
      efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand
      Abram hende til Hustru;
  4. og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun
      så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
  5. Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg
      lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal
      føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og
      dig!"
  6. Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med
      hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun
      flygtede for hende.

  7. Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved
      Kilden på Vejen til Sjur;
  8. og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og
      hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde
      Saraj!"
  9. Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din
      Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"
 10. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så
      talrigt, at det ikke kan tælles."
 11. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og
      du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har
      hørt, hvad du har lidt;
 12. og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle,
      og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine
      Frænder!"
 13. Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en
      Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt
      af ham, som ser mig?"
 14. Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem
      Kadesj og Bered.
 15. Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte
      ham, Ismael.
 16. Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham
      Ismael.

1.Mosebog 17

  1. Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN
      sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre
      for mit Åsyn og vær ustraffelig,
  2. så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et
      overvættes stort Afkom!"
  3. Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
  4. "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en
      Mængde Folk;
  5. derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde
      Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
  6. Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk,
      og Konger skal nedstamme fra dig.
  7. Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig
      fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil
      være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
  8. og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land,
      hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"

  9. Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min
      Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
 10. og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og
      eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
 11. I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn
      mellem mig og eder;
 12. otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle
      kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt,
      alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
 13. omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på
      eders Legeme skal være en evig Pagt!
 14. Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres
      på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min
      Pagt!"

 15. Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke
      mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
 16. jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg
      vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags
      Konger skal nedstamme fra hende!"
 17. Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en
      hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År
      føde en Søn?"
 18. Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit
      Åsyn!"
 19. Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn,
      som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det
      skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
 20. Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham
      og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom;
      tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et
      stort Folk.
 21. Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et
      År ved denne Tid."
 22. Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

 23. Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de
      købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag
      deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
 24. Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på
      sin Forhud;
 25. og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin
      Forhud.
 26. Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
 27. og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var
      købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.

1.Mosebog 18

  1. Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han
      sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
  2. Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så
      snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren,
      bøjede sig til Jorden
  3. og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå
      ikke din Træl forbi!
  4. Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og
      hvile ud under Træet.
  5. Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder;
      siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder
      forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
  6. Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag
      hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
  7. Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den
      til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
  8. Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte
      det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.

  9. Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede:
      "Inde i Teltet!"
 10. Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen,
      og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren
      bag ved dem;
 11. og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det
      ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
 12. lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle
      Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
 13. Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde
      jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
 14. Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid
      kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
 15. Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men
      han sagde: "Jo, du lo!"

 16. Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med
      for at følge dem på Vej.
 17. Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for
      Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
 18. da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle
      Jordens Folk skal velsignes i ham?
 19. Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og
      sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve
      Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad
      han har forjættet ham."
 20. Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er
      stort, og deres Synd er såre svar.
 21. Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så
      galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig
      - derom vil jeg have Vished!"

 22. Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men
      HERREN blev stående foran Abraham.
 23. Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde
      retfærdige sammen med gudløse?
 24. Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da
      virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de
      halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
 25. Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige
      sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de
      gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele
      Jorden, ikke selv øve Ret?"
 26. Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige
      i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele
      Stedet!"
 27. Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at
      tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
 28. Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du
      da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil
      ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
 29. Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i
      den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det
      være."
 30. Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale:
      Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke
      gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
 31. Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min
      Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves
      Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
 32. Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun
      tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han
      svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
 33. Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham
      vendte tilbage til sin Bolig.

1.Mosebog 19

  1. De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas
      Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde,
      bøjede sig til Jorden
  2. og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus
      og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men
      de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."
  3. Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå
      tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de
      spiste.
  4. Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk,
      Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge,
      alle uden Undtagelse,
  5. og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom
      herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
  6. Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
  7. Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
  8. Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg
      bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men
      disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet
      ind under mit Tags Skygge!"
  9. Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor
      som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle
      værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot,
      og nærmede sig Døren for at sprænge den.
 10. Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede
      Døren;
 11. men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både
      store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.

 12. Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her,
      dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til
      i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
 13. thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget
      over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os
      for at ødelægge dem."
 14. Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte
      hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge
      Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
 15. Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag
      din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for
      at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"
 16. Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre
      ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og
      bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
 17. Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit
      Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i
      Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal
      omkomme!"
 18. Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!
 19. Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig
      stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene
      og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
 20. Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den
      betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo
      ikke stort, og mit Liv er frelst!"
 21. Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil
      ikke ødelægge den By, du nævner;
 22. men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når
      derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.

 23. Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
 24. lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN,
      fra Himmelen;
 25. og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes
      Indbyggere og Landets Afgrøde.
 26. Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til
      en Saltstøtte.
 27. Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde
      stået hos HERREN,
 28. og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen.
      så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en
      Smelteovn.
 29. Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og
      førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer,
      Lot boede i.

 30. Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine
      Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule
      med sine to Døtre.
 31. Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der
      findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig
      Vis.
 32. Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at
      få Afkom ved vor Fader!"
 33. De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig
      hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller
      at hun stod op.
 34. Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos
      min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du
      så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor
      Fader!"
 35. Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste
      lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig,
      eller at hun stod op.
 36. Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
 37. og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs
      Stamfader den Dag i Dag.
 38. Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er
      Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.

1.Mosebog 20

  1. Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned
      mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
  2. Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster,
      sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
  3. Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham:
      "Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun
      er en anden Mands Hustru!"
  4. Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde:
      "Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?
  5. Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har
      også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed
      og med rene Hænder har jeg gjort dette."
  6. Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i
      dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at
      synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
  7. Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han
      kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du
      hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"

  8. Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og
      fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
  9. Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du
      dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du
      bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod
      mig, hvad man ikke bør gøre!"
 10. Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle
      således?"
 11. Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt
      på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
 12. Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke
      min Moders; men hun blev min Hustru.
 13. Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde
      jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi
      kommer hen, siger, at jeg er din Broder."
 14. Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder
      og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
 15. og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig;
      slå dig ned, hvor du lyster!"
 16. Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel
      Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er
      tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
 17. Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og
      hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
 18. HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus
      for Abrahams Hustru Saras Skyld.

1.Mosebog 21

  1. HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved
      Sara, som han havde sagt,
  2. og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til
      den Tid Gud havde sagt ham.
  3. Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
  4. og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel,
      således som Gud havde pålagt ham.
  5. Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
  6. Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører
      det, vil le ad mig."
  7. Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer
      Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"

  8. Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et
      stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.
  9. Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født
      Abraham, lege med hendes Søn Isak,
 10. sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort,
      thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med
      Isak!"
 11. Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
 12. men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen
      og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi
      efter Isak skal dit Afkom nævnes;
 13. men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er
      jo dit Afkom!"
 14. Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav
      Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han
      sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i
      Be'ersjebas Ørken,
 15. og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under
      en af Buskene
 16. og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra,
      idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen
      dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
 17. Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra
      Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt
      ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger;
 18. rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil
      gøre ham til et stort Folk!"
 19. Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand;
      og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at
      drikke.
 20. Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i
      Ørkenen og blev Bueskytte.
 21. Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra
      Ægypten.

 22. Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham:
      "Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
 23. tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs
      mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så
      venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod
      dig!"
 24. Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"
 25. Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som
      Abimeleks Folk havde tilranet sig.
 26. Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det;
      hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det
      før i Dag!"
 27. Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå
      sluttede de Pagt med hinanden.
 28. Men Abraham satte syv Lam til Side,
 29. og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har
      sat til Side?"
 30. svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til
      Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."
 31. Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de
      hinanden Eder;
 32. og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans
      Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.
 33. Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der
      HERREN den evige Guds Navn.
 34. Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.

1.Mosebog 22

  1. Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til
      ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
  2. Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og
      drag hen til Morija Land.og bring ham der som Brændoffer på et
      af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
  3. Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine
      Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet
      Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde
      sagt ham.
  4. Da Abraham den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt
      borte.
  5. Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens
      jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi
      tilbage til eder."
  6. Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn
      Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
  7. Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede:
      "Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor
      er Dyret til Brændofferet?"
  8. Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet,
      min Søn!" Og så gik de to sammen.
  9. Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et
      Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og
      lagde ham på Alteret oven på Brændet.
 10. Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
 11. Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!"
      Han svarede: "Se, her er jeg!"
 12. Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham
      ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer
      din Søn, din eneste, for mig!"
 13. Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder,
      hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik
      hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
 14. Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som
      man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.

 15. Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:
 16. "Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har
      gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,
 17. så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens
      Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine
      Fjenders Porte i Besiddelse;
 18. og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød
      mig!"
 19. Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og
      tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.

 20. Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har
      født din Broder Nakor Sønner:
 21. Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,
 22. Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;
 23. Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder
      Nakor,
 24. og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og
      Ma'aka."

1.Mosebog 23

  1. Sara levede l27 År, så mange var Saras Leveår.
  2. Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik
      Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.
  3. Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til
      Hetiterne:
  4. "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos
      eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit
      Ansigt!"
  5. Da svarede Hetiterne Abraham:
  6. "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din
      døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin
      Grav og hindre dig i at jorde din døde."
  7. Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på
      Stedet,
  8. og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og
      bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt
      Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn,
  9. så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin
      Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den
      til Gravsted!"

 10. Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham
      i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port:
 11. "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen
      derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den;
      jord du kun din døde!"
 12. Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet
 13. og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde
      høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af
      mig, så jeg kan jorde min døde der."
 14. Da sagde Efron til Abraham:
 15. "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel
      Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din
      døde!"
 16. Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde
      nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.
 17. Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin
      Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken
 18. over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind
      gennem hans Bys Port.
 19. Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på
      Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.
 20. Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til
      Abraham som Gravsted.

1.Mosebog 24

  1. Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet
      ham i alle Måder.
  2. Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for
      hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,
  3. så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud,
      at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre.
      blandt hvem jeg bor,
  4. men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en
      Hustru derfra!"
  5. Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til
      Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du
      vandrede ud fra?"
  6. Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage
      dertil!
  7. HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og
      min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han
      vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran
      dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;
  8. men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til
      mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"
  9. Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor
      ham Eden.

 10. Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde
      kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i
      Aram Naharajim.
 11. Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid,
      ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;
 12. og han bad således: "HERRE. du min Herre Abrahams Gud, lad det
      lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!
 13. Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går
      ud for at hente Vand;
 14. og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at
      drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine
      Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din
      Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist
      Miskundhed mod min Herre!"

 15. Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter
      af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru
      Milka, gående med Krukken på Skulderen,
 16. en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand.
      Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.
 17. Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at
      drikke af din Krukke!"
 18. Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin
      Hånd og lod ham drikke;
 19. og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse
      Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."
 20. Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage
      til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans
      Kameler.

 21. Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om
      HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;
 22. og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering,
      der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti
      Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;
 23. og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der
      Plads til os i din Faders Hus for Natten?"
 24. Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"
 25. og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos
      os og Plads til at overnatte "
 26. Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
 27. idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud. som
      ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed!
      HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."
 28. Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders
      Hus.

 29. Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til
      Manden ved Kilden;
 30. og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og
      hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til
      hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved
      Kilden;
 31. og han sagde: "Kom, du HERRENs velsignede, hvorfor står du
      herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."
 32. Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og
      Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for
      Manden og hans Ledsagere.
 33. Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde,
      før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"

 34. Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl.
 35. HERREN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en
      velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld,
      Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler
 36. og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom,
      og ham har han givet alt, hvad han ejer.
 37. Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min
      Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;
 38. Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min
      Søn en Hustru derfra!
 39. Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge
      med mig?
 40. svarede han: HERREN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende
      sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min
      Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;
 41. i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min
      Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til
      mig!
 42. Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HERRE, du min
      Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg
      nu har for!
 43. Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den
      Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af
      din Krukke!
  4. og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine
      Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min
      Herres Søn!
 45. Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da
      kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden
      og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at
      drikke!
 46. løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil
      også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også
      Kamelerne at drikke.
 47. Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er
      Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i
      hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;
 48. og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min
      Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg:
      kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!
 49. Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det,
      og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette
      mig efter!"

 50. Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra HERREN,. vi kan
      hverken gøre fra eller til!
 51. Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan:
      blive din Herres Søns Hustru, således som HERREN har sagt!"
 52. Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for
      HERREN.
 53. Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav
      Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.
 54. Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da,
      de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare
      til. min Herre!"
 55. Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos
      os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage
      bort"
 56. Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min
      Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"
 57. De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!"
 58. Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med
      denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!"
 59. Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med
      Abrahams Træl og hans Ledsagere;
 60. og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive
      til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders
      Porte!"
 61. Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne
      og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.
 62. Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og
      han boede i Sydlandet.
 63. Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede,
      så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.
 64. Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned
      af Kamelen
 65. og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde
      på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit
      Slør og tilhyllede sig.
 66. Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.
 67. Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende
      til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet
      efter sin Moder.

1.Mosebog 25

  1. Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;
  2. og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og
      Sjua.
  3. Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne,
      Letusjiterne og Le'ummiterne.
  4. Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse
      var Keturas Sønner.
  5. Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;
  6. men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han
      Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn
      Isak, østpå til Østlandet.

  7. De År, Abraham levede, udgjorde 175;
  8. så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og
      mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.
  9. Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule
      på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,
 10. den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham
      og hans Hustru Sara.
 11. Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede
      ved Be'erlahajro'i.

 12. Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde,
      Ægypterinden Hagar, fødte ham.
 13. Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og
      Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,
 14. Misjma, Duma, Massa,
 15. Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.
 16. Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres
      Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.
 17. Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og
      samledes til sin Slægt.
 18. De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen
      ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig
      ned.

 19. Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.
 20. Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af
      Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban,
      til Hustru.
 21. Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar;
      og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev
      frugtsommelig.
 22. Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det
      således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at
      adspørge HERREN.
 23. Da svarede HERREN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk
      skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste
      tjene den yngste!"
 24. Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes
      Liv.
 25. Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele
      Kroppen; og de kaldte ham Esau.
 26. Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor
      kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de
      fødtes.
 27. Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes
      i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede
      i Telt.
 28. Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka
      holdt mest af Jakob.

 29. Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem
      fra Marken.
 30. Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde
      der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom.
 31. Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!"
 32. Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg
      mig om min Førstefødselsret!"
 33. Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau
      på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.
 34. Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og
      drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om
      sin Førstefødselsret.

1.Mosebog 26

  1. Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på
      Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i
      Gerar.
  2. Og HERREN åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til
      Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig;
  3. bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne
      dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og
      stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham;
  4. og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give
      dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk
      velsignes,
  5. fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter
      efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love."
  6. Så blev Isak boende i Gerar.

  7. Da nu Mændene der på Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde
      han: "Det er min Søster!" Thi han turde ikke sige, at hun var
      hans Hustru, af Frygt for at Mændene der på Stedet skulde slå
      ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk.
  8. Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at
      Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak
      kærtegne sin Hustru Rebekka.
  9. Så lod Abimelek Isak kalde og sagde: "Hun er jo din Hustru; hvor
      kunde du da sige, at hun er din Søster" Isak svarede: "Jo, jeg
      tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes
      Skyld."
 10. Men Abimelek sagde: "Hvad er det dog, du har gjort imod os!
      Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget
      hos din Hustru, og så havde du bragt Skyld over os!"
 11. Så bød Abimelek alt Folket: "Hver den, der rører denne Mand
      eller hans Hustru, skal lide Døden."

 12. Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og HERREN
      velsignede ham,
 13. så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev
      såre mægtig,
 14. og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover
      blev Filisterne skinsyge på ham.
 15. Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader
      Abrahams Dage, kastede Filisterne til.og fyldte dem med Jord;
 16. og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet
      os for stærk!"
 17. Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.

 18. Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams
      Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter
      Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde
      givet dem.
 19. Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med
      rindende Vand;
 20. men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: "Dette Vand
      tilhører os!" Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de
      med ham.
 21. Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også
      yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna.
 22. Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke
      yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu
      har HERREN skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet"

 23. Så drog han derfra til Be'ersjeba.
 24. Samme Nat åbenbarede HERREN sig for ham og sagde: "Jeg er din
      Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil
      velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams,
      Skyld!"
 25. Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der
      opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.

 26. Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og
      sin Hærfører Pikol.
 27. Isak sagde til dem: "Hvorfor kommer I til mig, når I dog hader
      mig og har jaget mig bort fra eder?"
 28. Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor
      har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og
      lad os slutte en Pagt med dig,
 29. at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet
      dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred;
      du er og bliver jo HERRENs velsignede!"
 30. Så gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak.
 31. Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked
      med dem, og de drog bort i Fred.
 32. Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd,
      de havde gravet, og sagde: "Vi har fundet Vand!"
 33. Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag
      Be'ersjeba.

 34. Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af
      Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte.
 35. Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.

1.Mosebog 27

  1. Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde
      se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham:
      "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"
  2. Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden
      kommer
  3. tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå
      ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
  4. lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at
      jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"

  5. Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og
      da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til
      sin Fader,
  6. sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader
      sige til din Broder Esau:
  7. Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg
      kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min
      Død.
  8. Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:
  9. Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af
      dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
 10. bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan
      velsigne dig før sin Død!"
 11. Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er
      håret, jeg derimod glat;
 12. sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en
      Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"
 13. Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min
      Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"
 14. Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun
      tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
 15. Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde
      hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;
 16. Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det
      glatte på hans Hals,
 17. og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde
      tillavet.

 18. Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han
      svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"
 19. Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg
      har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt,
      for at din Sjæl kan velsigne mig!"
 20. Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde
      noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det
      i Møde!"
 21. Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan
      føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"
 22. Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham
      sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!"
 23. Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans
      Broder Esaus. Så velsignede han ham.
 24. Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede:
      "Ja, jeg er!"
 25. Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns
      Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det,
      og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
 26. Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys
      mig, min Søn!"
 27. Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af
      hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min
      Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
 28. Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i
      Overflod!
 29. Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for
      dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje
      sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet,
      hvo dig velsigner!"

 30. Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var
      gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra
      Jagten;
 31. også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og
      sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt,
      for at din Sjæl kan velsigne mig!"
 32. Så sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er
      Esau, din førstefødte!"
 33. Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han.
      der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg
      spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han
      velsignet!"
 34. Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og
      hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"
 35. Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din
      Velsignelse!"
 36. Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde
      overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min
      Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og
      han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"
 37. Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og
      alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og
      Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min
      Søn?"
 38. Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse.
      Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og
      græd.
 39. Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra
      Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde
      ovenfra;
 40. af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når
      du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"

 41. Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans
      Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke
      længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå
      min Broder Jakob ihjel!"
 42. Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun
      Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder
      Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;
 43. adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
 44. og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
 45. til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad
      du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem.
      Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"

1.Mosebog 28

46. Men Rebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"

  1. Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød
      ham: "Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre.
  2. Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig
      der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!
  3. Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig
      et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal.
  4. Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du
      får din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!"
  5. Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til
      Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs
      og Esaus Moder.

  6. Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham
      til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han
      velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru
      blandt Kana'ans Døtre,
  7. og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til
      Paddan-Aram.
  8. Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks
      Mishag,
  9. og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn
      Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre
      Hustruer.

 10. Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til.
 11. På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der,
      da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og
      brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der.
 12. Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede
      til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;
 13. og HERREN stod foran ham og sagde: "Jeg er HERREN, din Fader
      Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og
      dit Afkom;
 14. dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod
      Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle
      Jordens Slægter velsignes;
 15. se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og
      føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig,
      men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!"
 16. Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, HERREN er på
      dette Sted, og jeg vidste det ikke!"
 17. Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette
      Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!"
 18. Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som
      Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.
 19. Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.

 20. Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: "Hvis Gud er med mig og
      vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at
      spise og Klæder at iføre mig,
 21. og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal
      HERREN være min Gud,
 22. og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds
      Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!"

1.Mosebog 29

  1. Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns
      Land.
  2. Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg,
      der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og
      over Hullet lå der en stor Sten,
  3. som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for
      siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.
  4. Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra
      Karan!"
  5. Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede:
      "Ja, ham kender vi godt."
  6. Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham
      vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!"
  7. Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at
      drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!"
  8. Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede;
      først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande
      Dyrene."

  9. Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet
      derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;
 10. og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans
      Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede
      sin Morbroder Labans Hjord.
 11. Så kyssede han Rakel og brast i Gråd;
 12. og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn
      af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte
      ham det"
 13. og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i
      Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus.
      Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;
 14. og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham
      en Månedstid.

 15. Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi
      du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!"
 16. Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;
 17. Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så
      dejlig ud,
 18. og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv
      År for din yngste Datter Rakel."
 19. Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en
      fremmed; bliv kun hos mig!"
 20. Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få
      Dage, fordi han elskede hende.
 21. Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min
      Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!"
 22. Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.
 23. Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til
      ham, og han gik ind til hende.
 24. Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.

 25. Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til
      Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for
      Rakel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?"
 26. Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give
      den yngste bort før den ældste;
 27. men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig
      hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til."
 28. Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban
      ham sin Datter Rakel til Hustru.
 29. Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til
      Trælkvinde.
 30. Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end
      Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.

 31. Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes
      Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.
 32. Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet
      Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min
      Mand elske mig!"
 33. Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde:
      "HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!"
      Derfor gav hun ham Navnet Simeon.
 34. Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:
      "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født
      ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.
 35. Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun
      sagde:"Nu vil jeg prise HERREN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda.
      Så fik hun ikke flere Børn.

1.Mosebog 30

  1. Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun
      skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers
      dør jeg!"
  2. Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: "Er jeg i Guds Sted?
      Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"
  3. Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så
      hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"
  4. Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind
      til hende.
  5. Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,
  6. og Rakel sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt
      min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.
  7. Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte
      Jakob en anden Søn;
  8. og Rakel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og
      sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.

  9. Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin
      Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;
 10. og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,
 11. sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.
 12. Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;
 13. og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor
      gav hun ham Navnet Aser.

 14. Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han
      nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde
      Rakel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"
 15. Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig?
      Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Rakel sagde:
      "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i
      Nat!"
 16. Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og
      sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns
      Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.
 17. Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en
      femte Søn;
 18. og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min
      Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.
 19. Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;
 20. og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand
      blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav
      hun ham Navnet Zebulon.
 21. Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.

 22. Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes
      Moderliv,
 23. så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud
      har borttaget min Skændsel."
 24. Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HERREN give mig
      endnu en Søn!"

 25. Da Rakel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare,
      at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;
 26. giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og
      lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent
      dig!"
 27. Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne!
      Jeg har udfundet, at HERREN bar velsignet mig for din Skyld."
 28. Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg
      give dig den!"
 29. Så sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og
      hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;
 30. thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod;
      HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men
      når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"
 31. Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du
      skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu
      foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og
      vogte dem.
 32. Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle
      spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller
      spættede Geder skal være min Løn;
 33. i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du
      kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de"
      Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke
      er sorte, stjålet af mig."
 34. Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"
 35. Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de
      spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og
      alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,
 36. og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob
      vogtede Resten af Labans Hjord.

 37. Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og
      Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber
      på Grenene; 38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene
      foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de
      parrede sig, når de kom for at drikke;
 39. Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og
      blakket Afkom.
 40. Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod
      de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik
      han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.
 41. Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene
      op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran
      Grenene;
 42. men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således
      kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.
 43. På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde,
      Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.

1.Mosebog 31

  1. Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor
      Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."
  2. Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham
      som tidligere.
  3. Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og
      din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"
  4. Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til
      sin Hjord;
  5. og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han
      ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har
      været med mig;
  6. og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
  7. medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti
      Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
  8. sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele
      Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være
      min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.
  9. Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
 10. Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene,
      der sprang, var stribede, spættede og brogede
 11. og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se,
      her er jeg!
 12. Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der
      springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt,
      hvad Laban har gjort imod dig.
 13. Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor
      du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og
      forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"
 14. Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor
      Faders Hus?
 15. Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os
      og selv brugte de Penge, han fik for os?
 16. Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore
      Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"
 17. Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne
 18. og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet
      sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for
      at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.
 19. Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin
      Faders Husgud.
 20. Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke,
      at han vilde flygte;
 21. og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte
      over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

 22. Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;
 23. han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som
      syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge
 24. Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til
      ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til
      Jakob!"

 25. Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget.
      Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge
 26. sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og
      mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!
 27. Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke
      meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed
      og Sang, med Håndpauker og Harper?
 28. Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var
      dårligt gjort af dig!
 29. Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders
      Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som
      et ondt Ord til Jakob!
 30. Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter
      din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"
 31. Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde
      rive dine Døtre fra mig!
 32. Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv!
      Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit
      er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den.
 33. Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to
      Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til
      Rakels, Telt.
 34. Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat
      sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet
      fundet,
 35. sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at
      jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!"
      Således ledte han efter Husguden uden at finde den.

 36. Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og
      Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd,
      at du satte efter mig!
 37. Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af
      alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder,
      at de kan dømme os to imellem!
 38. I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder
      ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,
 39. det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af
      min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om
      Natten;
 40. om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne
      kendte ikke til Søvn.
 41. I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to
      Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret
      min Løn.
 42. Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået
      mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så
      min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin
      Kendelse!"
 43. Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er
      mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er
      mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller
      de Sønner, de har født?
 44. Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem
      os."

 45. Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;
 46. og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog
      Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.
 47. Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.
 48. Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os
      to!" Derfor kaldte han den Galed
 49. og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og
      dig, når vi skilles.
 50. Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer
      ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til
      Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"
 51. Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne
      Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!
 52. Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i
      fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du
      heller ikke vil gå forbi den ind til mig;
 53. Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer
      imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,
 54. og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine
      Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten
      over.

1.Mosebog 32

 55. Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre,
      velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin
      Hjemstavn,

  1. men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
  2. og da Jakob så dem, sagde han: "Her er Guds Lejr!" derfor kaldte
      han Stedet Mahanajim.

  3. Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i
      Se'irs Land på Edoms Højslette,
  4. og han bød dem: "Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader
      dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil
      nu;
  5. jeg har samlet mig Okser,Æsler og Småkvæg, Trælle og
      Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning
      herom i Håb om at finde Nåde for dine Øjne!"
  6. Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: "Vi kom til din
      Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!"
  7. Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine
      Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
  8. idet han tænkte: "Hvis Esau møder den ene Lejr og slår den, kan
      dog den anden slippe bort."

  9. Derpå bad Jakob: "Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud,
      HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din
      Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig!
 10. Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har
      udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der,
      og nu er jeg blevet til to Lejre;
 11. frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han
      skal komme og slå mig, både Moder og Børn!
 12. Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit
      Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!"

 13. Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en
      Gave til sin Broder Esau,
 14. 200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre,
 15. 34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre,
 20. Aseninder og 10 Æselhingste;
 16. han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet
      han sagde til dem: "Gå i Forvejen og lad en Plads åben mellem
      Hjordene!"
 17. Og han bød den første: "Når min Broder Esau møder dig og
      spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift
      tilhører,
 18. skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave. han
      sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!"
 19. Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte
      med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham:
 20. "Din Træl Jakob kommer selv bagefter!" Thi han tænkte: "Jeg vil
      søge at forsone ham ved den Gave. der drager foran, og først
      bagefter vil jeg træde frem for ham; måske han da tager venligt
      imod mig!"
 21. Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om
      Natten.
 22. Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine
      elleve Børn og gik over Jakobs Vadested;
 23. han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han
      alt. hvad han ejede, over.

 24. Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes,
      med ham til Morgengry;
 25. og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et
      Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han
      brødes med ham.
 26. Da sagde han: "Slip mig, thi Morgenen gryr!" Men han svarede:
      "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"
 27. Så spurgte han: "Hvad er dit Navn?" Han svarede: "Jakob!"
 28. Men han sagde: "Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel;
      thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!"
 29. Da sagde Jakob:"Sig mig dit Navn!" Men han svarede: "Hvorfor
      spørger du om mit Navn?" Og han velsignede ham der.
 30. Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: "Jeg har skuet
      Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst."
 31. Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på
      Hoften.
 32. Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise
      Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et
      Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven.

1.Mosebog 33

  1. Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400
      Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to
      Trælkvinder,
  2. idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med
      hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef;
  3. selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden,
      før han nærmede sig sin Broder.
  4. Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og
      kyssede ham, og de græd;
  5. og da han så op og fik Øje på Kvinderne og Børnene, sagde han:
      "Hvem er det, du har der?" Han svarede: "Det er de Børn, Gud
      nådig har givet din Træl."
  6. Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til
      Jorden,
  7. derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til
      Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig
      til Jorden.
  8. Nu spurgte han: "Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf på?"
      Han svarede: "Finde Nåde for min Herres Øjne!"
  9. Men Esau sagde: "Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!"
 10. Da svarede Jakob: "Nej, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
      så tag imod min Gave! Da jeg så dit Åsyn, var det jo som Guds
      Åsyn, og du har taget venligt imod mig!
 11. Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig
      nådig, og jeg har fuldt op!" Således nødte han ham, til han tog
      det.

 12. Derpå sagde Esau: "Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg
      vil drage foran dig!"
 13. Men Jakob svarede: "Min Herre ved jo, at jeg må tage Hensyn til
      de spæde Børn og de Får og Køer, som giver Die; overanstrenger
      jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Småkvæget.
 14. Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og
      Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene,
      til jeg kommer til min Herre i Seir."
 15. Da sagde Esau: "Så vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk
      ledsage dig!" Men han svarede: "Hvorfor dog det måtte jeg blot
      finde Nåde for min Herres Øjne!"
 16. Så drog Esau samme Dag tilbage til Se'ir.

 17. Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et
      Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet
      Navnet Sukkot.
 18. Og Jakob kom på sin Vandring fra Paddan Aram uskadt til Sikems
      By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen;
 19. og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af
      Sikems Pader Hamors Sønner for 100 Kesita
 20. og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud.

1.Mosebog 34

  1. Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at
      besøge Landets Døtre,
  2. så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og
      greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;
  3. men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede
      Pigen og talte godt for hende;
  4. og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til
      Hustru!"
  5. Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans
      Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom
      hjem.
  6. Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.
  7. Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og
      Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet
      Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt
      bør ikke ske.
  8. Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger
      ved eders Datter; giv ham hende til Hustru
  9. og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med
      vore Døtre;
 10. tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned
      og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"
 11. Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde
      for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give
 12. forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I
      kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!"
 13. Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar,
      fordi. han havde skændet deres Søster Dina,
 14. og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til
      en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.
 15. Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader
      alle af Mandkøn iblandt eder omskære;
 16. i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og
      bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;
 17. men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi
      vor Datter og drager bort"
 18. Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;
 19. og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var
      indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige
      i sin Faders Hus
 20. og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til,
      Mændene i deres By:
 21. "Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit
      om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres
      Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til
      Hustruer!
 22. Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os,
      så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig
      omskære, således som de er omskårne.
 23. Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort;
      lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!"
 24. Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i
      hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys
      Port, lod sig omskære.
 25. Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner
      Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i
      Byen, uden at nogen anede Uråd, 0g slog alle Mændene ihjel
 26. og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af
      Sikems Hus og drog bort.
 27. Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen,
      fordi de havde skændet deres Søster;
 28. deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på
      Markerne, tog de med sig,
 29. og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort
      som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.
 30. Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved
      at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og
      Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod
      mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!"
 31. Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!"

1.Mosebog 35

  1. Derpå sagde Gud til Jakob: "Drag op til Betel og bliv der og byg
      der et Alter for Gud, som åbenbarede sig for dig, da du flygtede
      for din Broder Esau!"
  2. Jakob sagde da til sit Hus og alle sine Folk: "Skaf de fremmede
      Guder, der findes hos eder, bort, rens eder og skift Klæder,
  3. og lad os drage op til Betel, for at jeg der kan bygge et Alter
      for Gud, der bønhørte mig i min Trængselstid og var med mig på
      den Vej, jeg vandrede!"
  4. De gav så Jakob alle de fremmede Guder, de førte med sig, og
      alle de Ringe, de havde i Ørene, og han gravede dem ned under
      Egen ved Sikem.
  5. Derpå brød de op; og en Guds Rædsel kom over alle Byerne rundt
      om, så de ikke forfulgte Jakobs Sønner.
  6. Og Jakob kom med alle sine Folk til Luz i Kana'ans Land, det er
      Betel;
  7. og han byggede et Alter der og kaldte Stedet: Betels Gud, thi
      der havde Gud åbenbaret sig for ham, da han flygtede for sin
      Broder.
  8. Så døde Rebekkas Amme Debora, og hun blev jordet neden for Betel
      under Egen; derfor kaldte han den Grædeegen.

  9. Gud åbenbarede sig atter for Jakob efter hans Hjemkomst fra
      Paddan Aram og velsignede ham;
 10. og Gud sagde til ham: "Dit Navn er Jakob; men herefter skal du
      ikke mere hedde Jakob; Israel skal være dit Navn!" Og han gav
      ham Navnet Israel.
 11. Derpå sagde Gud til ham: "Jeg er Gud den Almægtige! Bliv
      frugtbar og mangfoldig! Et Folk,ja Folk i Hobetal skal nedstamme
      fra dig, og.Konger skal udgå af din Lænd;
 12. det Land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit Afkom
      efter dig giver jeg Landet!"
 13. Derpå for Gud op fra ham på det Sted, hvor han havde talet med
      ham;
 14. og Jakob rejste en Støtte på det Sted, hvor han havde talet med
      ham, en Stenstøtte, og hældte et Drikofer over den og udgød Olie
      på den.
 15. Og Jakob kaldte det Sted, hvor Gud havde talet med ham, Betel.

 16. Derpå brød de op fra Betel, Da de endnu var et Stykke Vej fra
      Efrat, skulde Rakel føde, og hendes Fødselsveer var hårde.
 17. Midt under hendes hårde Fødselsveer sagde Jordemoderen til
      hende: "Frygt ikke, thi også denne Gang får du en Søn!"
 18. Men da hun droges med Døden thi det kostede hende Livet gav hun
      ham Navnet Ben'oni; men Faderen kaldte ham Benjamin".
 19. Så døde Rakel og blev jordet på Vejen til Efrat, det er
      Betlehem;
 20. og Jakob rejste en Stenstøtte på hendes Grav; det er Rakels
      Gravstøtte, som står endnu den Dag i Dag.

 21. Derpå brød Israel op og opslog sit Telt hinsides Migdal Eder.
 22. Men medens Israel boede i den Egn, gik Ruben hen og lå hos sin
      Faders Medhustru Bilha; og det kom Israel for Øre. Jakobs Sønner
      var tolv i Tal;

 23. Leas Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte, Simeon, Levi, Juda,
      Issakar og Zebulon;
 24. Rakels Sønner: Josef og Benjamin;
 25. Rakels Trælkvinde Bilhas Sønner: Dan og Naftali;
 26. Leas Trælkvinde Zilpas Sønner: Gad og Aser. Det var Jakobs
      Sønner, der fødtes ham i Paddan Aram.

 27. Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre i Kirjat Arba, det er
      Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede.
 28. Isaks Leveår var 180;
 29. så gik Isak bort; han døde og samledes til sin Slægt, gammel og
      mæt af Dage. Og hans Sønner Esau og Jakob jordede ham,

1.Mosebog 36

  1. Dette er Esaus, det er Edoms, Slægtsbog.
  2. Esau tog sine Hustruer af Kana'ans Døtre: Ada, en Datter af
      Hetiten Elon, Oholibama, en Datter af Ana, Hivviten Zibons Søn,
  3. og Ismaels Datter Basemat, Søster til Nebajot.
  4. Ada fødte Esau Elifaz, Basemat fødte Reuel,
  5. og Obolibama fødte Jeusj, Jalam og Kora. Det var Esaus Sønner,
      der fødtes ham i Kana'ans Land.

  6. Derpå tog Esau sine Hustruer sine Sønner og Døtre, hele sin
      Husstand, sit Kvæg og al den Ejendom, han havde samlet sig i
      Kana'ans Land, og drog til Landet lige over for sin Broder
      Jakob;
  7. deres Gods var for meget til, at de kunde bo sammen, og
      deres. Udlændigheds Land kunde ikke rumme dem, så store var
      deres. Hjorde;
  8. og Esau bosatte sig i Seirs. Bjerge; Esau, det er Edom.

  9. Dette er Esaus Slægtebog, han, som var Stamfader til Edomiterne
      i Seirs Bjerge.
 10. Følgende var Esaus Sønners Navne: Elifaz, en Søn af Esaus Hustru
      Ada, og Reuel, en Søn af Esaus Hustru Basemat.
 11. Elifazs Sønner var Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz.
 12. Timna, som var Esaus Søn Elifazs Medhustru, fødte ham
      Amalek. Det var Esaus Hustru Adas Sønner.
 13. Følgende var Reuels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. Det
      var Esaus Hustru Basemats Sønner.
 14. Følgende var Sønner af Esaus Hustru Oholibama, Datter af Zibons
      Søn Ana; hun fødte for Esau: Jeusj, Jalam og Kora.

 15. Følgende var Esaus Sønners Stammehøvdinger: Elifaz's, Esaus
      førstefødtes, Sønner: Høvdingeroe Teman, Omar, Zefo, Henaz,
 16. Kora, Gatam og Amalek. Det var de fra Elifaz stammende Høvdinger
      i Edoms Land; det var Adas Sønner.
 17. Følgende var Esaus Søn Reuels Sønner: Høvdingerne Nahat, Zera,
      Sjamma og Mizza. Det var de fra Reuel stammende Høvdinger i
      Edoms Land; det var Esaus Hustru Basemats Sønner.
 18. Følgende var Esaus Hustru Oholibamas Sønner: Høvdingerne Jeusj,
      Jalam og Kora. Det var de Høvdinger, der stammede fra Oholibama,
      Esaus Hustru, Anas Datter.
 19. Det var Esaus Sønner, og det var deres Stammehøvdinger; det var
      Edom.

 20. Følgende var Horiten Seirs Sønner, Landets oprindelige
      Befolkning: Lotan, Sjobal, Zibon, Ana,
 21. Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammebøvdinger,
      Seirs Sønner i Edoms Land.
 22. Lotans Sønner var Hori og Hemam, og Lotans Søster var Timna.
 23. Følgende var Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjefo og
      Onam.
 24. Følgende var Zibons Sønner: Aja og Ana. Det var denne Ana, som
      fandt de varne Kilder i Ørkenen, da han vogtede sin Fader Zibons
      Æsler.
 25. Følgende var Anas Børn: Disjon og Oholibama, Anas Datter.
 26. Følgende var Disjons Sønner: Hemdan, Esjban, Jitran og Keran.
 27. Følgende var Ezers Sønner: Bilhan, Zåvan og Akan.
 28. Følgende var Risjons Sønner: Uz og Aran.
 29. Følgende var Horiternes Stammehøvdinger: Høvdingerne Lotan,
      Sjobal, Zibon, Ana,
 30. Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammehøvdinger efter
      deres Stammer i Seirs Land.

 31. Følgende var de Konger, der herskede i Edoms Land, før
      Israeliterne fik Konger:
 32. Bela, Beors Søn, herskede i Edom; hans By hed Dinbaba.
 33. Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans
      Sted.
 34. Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans
      Sted.
 35. Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Kongei hans Sted; det
      var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed
      Avit.
 36. Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted.
 37. Da Samla døde, blev Sjaul fra Rehobot ved Floden Konge i hans
      Sted.
 38. Da Sjaul døde, blev Bål Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted.
 39. Da Bål Hanan, Akbors Søn, døde, blev Hadar Konge i hans Sted;
      hans By hed Pau, og hans Hustru hed Mehetabel, en Datter af
      Matred, en Datter af Mezahab.

 40. Følgende var Navnene på Esaus Stammehøvdinger efter deres
      Slægter, Bosteder og Navne: Høvdingerne Timna, Alva, Jetet,
 41. Oholibama, Ela, Pinon,
 42. Kenaz, Teman, Mibzar
 43. Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger efter deres
      Boliger i det Land, de fik i Eje. Det var Esau, Edoms Fader.

1.Mosebog 37

  1. Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans
      Land
  2. Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten År gammel,
      vogtede han Småkvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han
      hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte
      ondt Rygte om dem til deres Fader.
  3. Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han
      var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med
      Ærmer til ham.
  4. Men da hans Brødre så, at deres Fader foretrak ham for alle sine
      andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt
      til ham.

  5. Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som
      yderligere øgede deres Had til ham.
  6. Han sagde til dem "Hør dog, hvad jeg har drømt!
  7. Se, vi bandt Neg ude på Marken, og se, mit Neg rejste sig op og
      blev stående, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig
      for det!"
  8. Da sagde hans Brødre til ham: "Vil du måske være vor Konge eller
      herske over os?" Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og
      hans Ord.
  9. Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han
      sagde: "Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Måne og elleve
      Stjerner bøjede sig for mig!"
 10. Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader
      på ham og sagde: "Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal
      virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til
      Jorden for dig?"
 11. Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i
      sit Minde.

 12. Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders
      Småkvæg ved Sikem,
 13. sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem;
      kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!"
 14. Så sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til
      med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel
      sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.
 15. Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham
      og spurgte: "Hvad søger du efter?"
 16. Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres
      Kvæg!"
 17. Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem
      sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og
      fandt dem i Dotan.

 18. Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til
      dem, lagde de Råd op om at dræbe ham
 19. og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester!
 20. Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at
      et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af
      hans Drømme!"
 21. Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og
      sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!"
 22. Og Ruben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i
      Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde
      nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til
      Faderen.
 23. Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham,
      Ærmekjortelen, han havde på,
 24. tog ham og kastede ham i Citernen; men Cisternen var tom, der
      var intet Vand i den.

 25. Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de
      Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres
      Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og
      Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med.
 26. Så sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor
      Broder ihjel og skjule Mordet?
 27. Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på
      ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre
      gik ind på Forslaget.
 28. Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af
      Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel
      Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.

 29. Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der
      ikke. Så sønderrev han sine Klæder
 30. og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte!
      Hvad skal jeg dog gøre!"
 31. Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk,
      som de slagtede;
 32. og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud:
      "Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!"
 33. Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt
      Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!"
 34. Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og
      han sørgede over sin Søn i mange Dage.
 35. Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste
      ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min
      Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans
      Fader begræd ham.
 36. Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand
      Potifar, Livvagtens Øverste.

1.Mosebog 38

  1. Ved den Tid forlod Juda sine Brødre og sluttede sig til en Mand
      fra Adullam ved Navn Hira.
  2. Der så Juda en Datter af Kana'anæeren Sjua, og han tog hende til
      Ægte og gik ind til hende.
  3. Hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Er;
  4. siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn, som hun gav
      Navnet Onan;
  5. og hun fødte endnu en Søn, som hun gav Navnet Sjela; da hun
      fødte ham, var hun i, Kezib.
  6. Juda tog Er, sin førstefødte, en Hustru, der hed Tamar.
  7. Men Er, Judas førstefødte, vakte HERRENs Mishag, derfor lod
      HERREN ham dø.
  8. Da sagde Juda til Onan: "Gå ind til din Svigerinde og indgå
      Svogerægteskab med hende for at skaffe din Broder Afkom!"
  9. Men Onan, som vidste, at Afkommet ikke vilde blive hans, lod,
      hver Gang han gik ind til sin Svigerinde, sin Sæd spildes på
      Jorden for ikke at skaffe sin Broder Afkom.
 10. Denne hans Adfærd vakte HERRENs Mishag, derfor lod han også ham
      dø.
 11. Da sagde Juda til sin Sønnekone Tamar: "Bliv som Enke i din
      Faders Hus, til min Søn Sjela bliver voksen!" Thi han var bange
      for, at han også skulde dø ligesom sine Brødre. Så gik Tamar hen
      og blev i sin Faders Hus.

 12. Lang Tid efter døde Judas Hustru, Sjuas Datter; og da Juda var
      hørt op at sørge over hende, rejste han med sin Ven, Hira fra
      Adullam, up til dem, der klippede hans Får i Timna.
 13. Og da Tamar fik at vide, at hendes Svigerfader var på Vej op til
      Fåreklipningen i Timna,
 14. aflagde hun sine Enkeklæder, hyllede sig i et Slør, så det
      skjulte hende, og satte sig ved indgangen til Enajim ved Vejen
      til Timna; thi hun så, at hun ikke blev givet Sjela til Ægte,
      skønt han nu var voksen.
 15. Da nu Juda så hende, troede han, det var en Skøge; hun havde jo
      tilhyllet sit Ansigt;
 16. og han bøjede af fra Vejen og kom hen til hende og sagde: "Lad
      mig gå ind til dig!" Thi han vidste ikke, at det var hans
      Sønnekone. Men hun sagde: "Hvad giver du mig derfor!"
 17. Han svarede: "Jeg vil sende dig et Gedekid fra Hjorden!" Da
      sagde hun: "Ja, men du skal give mig et Pant, indtil du sender
      det!"
 18. Han spurgte: "Hvad skal jeg give dig i Pant?" Hun svarede: "Din
      Seglring, din Snor og din Stav, som du har i Hånden!" Så gav han
      hende de tre Ting og gik ind til hende, og hun blev
      frugtsommelig ved ham.

 19. Derpå gik hun bort, tog Sløret af og iførte sig sine Enkeklæder.
 20. Imidlertid sendte Juda sin Ven fra Adullam med Gedekiddet for at
      få Pantet tilbage fra Kvinden; men han fandt hende ikke.
 21. Han spurgte da Folkene på Stedet: "Hvor er den Skøge, som sad på
      Vejen ved Enajim?" Og de svarede: "Her har ikke været nogen
      Skøge!"
 22. Så vendte han tilbage til Juda og sagde: "Jeg fandt hende ikke,
      og Folkene på Stedet siger, at der har ikke været nogen Skøge."
 23. Da sagde Juda: "Så lad hende beholde det, hellere end at vi skal
      blive til Spot; jeg har nu sendt det Kid, men du fandt hende
      ikke."

 24. En tre Måneders Tid efter meldte man Juda: "Din Sønnekone Tamar
      har øvet Utugt og er blevet frugtsommelig!" Da sagde Juda: "Før
      hende ud, for at hun kan blive brændt!"
 25. Men da hun førtes ud, sendte hun Bud til sin Svigerfader og lod
      sige: "Jeg er blevet frugtsommelig ved den Mand, som ejer disse
      Ting." Og hun lod sige: "Se dog efter, hvem der ejer denne Ring,
      denne Snor og denne Stav!"
 26. Da Juda havde set efter, sagde han: "Retten er på hendes Side og
      ikke på min, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sjela!" Men
      siden havde han ikke Omgang med hende.

 27. Da Tiden kom, at hun skulde føde, se, da var der Tvillinger i
      hendes Liv.
 28. Under Fødselen stak der en Hånd frem, og Jordemoderen tog og
      bandt en rød Snor om den, idet hun sagde: "Det var ham, der
      først kom frem."
 29. Men han trak Hånden tilbage. og Broderen kom frem; så sagde hun:
      "Hvorfor bryder du frem? For din Skyld er der sket et Brud.
      Derfor gav man ham Navnet Perez.
 30. Derefter kom Broderen med den røde snor om Hånden frem, og ham
      kaldte man Zera.

1.Mosebog 39

  1. Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne,
      der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar,
      Livvagtens Øverste, en Ægypter.
  2. Men HERREN var med Josef, så Lykken fulgte ham. Han var i sin
      Herre Ægypterens Hus;
  3. og hans Herre så, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt,
      hvad han foretog sig, lykkes for ham.
  4. Således fandt Josef Nåde for hans Øjne og kom til at gå ham til
      Hånde; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede,
      i hans Hånd;
  5. og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han
      ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og
      HERRENs Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, både inde
      og ude;
  6. og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv
      bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men
      Josef havde en smuk Skikkelse og så godt ud.

  7. Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede
      sine Øjne på Josef og sagde: "Kom og lig hos mig!"
  8. Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: "Se, min
      Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han
      ejer, har han givet i min Hånd;
  9. han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke
      unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans
      Hustru hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og
      synde mod Gud!"
 10. Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke
      føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre.
 11. Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen
      af Husfolkene var til Stede i Huset,
 12. greb hun fat i hans Kappe og sagde: "Kom og lig hos mig!" Men
      han lod Kappen blive i hendes Hånd og flygtede ud af Huset.
 13. Da hun nu så, at han havde ladet hende beholde Kappen og var
      flygtet ud af Huset,
 14. kaldte hun på sine Husfolk og sagde til dem: "Her kan I se! Han
      har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind
      til mig og vilde ligge hos mig, men jeg råbte af alle Kræfter,
 15. og da han hørte, at jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe
      blive hos mig og flygtede ud af Huset!"

 16. Så lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom
      hjem,
 17. og sagde så det samme til ham: "Den hebraiske Træl, du bragte os
      til at drive Spot med os, kom ind til mig;
 18. men da jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig
      og flygtede ud af Huset."
 19. Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: "Således har din Træl
      behandlet mig!" blussede Vreden op i ham;
 20. og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor
      Kongens Fanger sad fængslet. Således kom Josef i Fængsel.
 21. Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde
      Nåde hos Fængselets Overopsynsmand,
 22. så at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han
      sørgede for alt, hvad der skulde gøres der.
 23. Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst
      af, hvad der var lagt i Josefs Hånd, eftersom HERREN var med ham
      og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.

1.Mosebog 40

  1. Nogen Tid efter hændte det, at Ægypterkongens Mundskænk og Bager
      forbrød sig mod deres Herre Ægypterkongen,
  2. og Farao vrededes på sine to Hofmænd, Overmundskænken og
      Overbageren,
  3. og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, i samme
      Fængsel, hvor Josef sad fængslet;
  4. og Livvagtens Øverste gav dem Josef til Opvartning, og han gik
      dem til Hånde. Da de nu havde været i Forvaring en Tid lang,
  5. drømte Ægypterkongens Mundskænk og Bager, som sad i Fængselet,
      samme Nat hver sin Drøm med sin særlige Betydning.
  6. Da Josef om Morgenen kom ind til Faraos Hofmænd, der sammen med
      ham var i Forvaring i hans Herres Hus, og så, at de var
      nedslåede,
  7. spurgte han dem: "Hvorfor ser I så ulykkelige ud i Dag?"
  8. Besvarede: "Vi har haft en Drøm, og her er ingen, som kan tyde
      den." Da sagde Josef til dem: "Er det ikke Guds Sag at tyde
      Drømme? Fortæl mig det da!"

  9. Så fortalte Overmundskænken Josef sin Drøm og sagde: "Jeg så i
      Drømme en Vinstok for mig;
 10. på Vinstokken var der tre Ranker, og næppe havde den sat
      Skud. før Blomsterne sprang ud, og Klaserne bar modne Druer;
 11. og jeg havde Faraos Bæger i Hånden og tog Druerne og pressede
      dem i Faraos Bæger og rakte Farao det."
 12. Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Ranker betyder
      tre Dage;
 13. om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og genindsætte dig i dit
      Embede, så du atter rækker Farao Bægeret som før, da du var hans
      Mundskænk.
 14. Vilde du nu blot tænke på mig, når det går dig vel, og vise mig
      Godhed og omtale mig for Farao og således hjælpe mig ud af dette
      Hus;
 15. thi jeg er stjålet fra Hebræernes Land og har heller ikke her
      gjort noget, de kunde sætte mig i Fængsel for."

 16. Da nu Overbageren så, at Josef gav Mundskænken en gunstig
      Tydning, sagde han til ham: "Jeg havde en lignende Drøm: Se, jeg
      bar tre Kurve Hvedebrød på mit Hoved.
 17. I den øverste Kurv var der alle Hånde Bagværk til Faraos Bord,
      men Fuglene åd det af Kurven på mit Hoved!"
 18. Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Kurve betyder
      tre Dage;
 19. om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og hænge dig op på en
      Pæl, og Fuglene skal æde Kødet af din Krop!"

 20. Tre Dage efter, da det var Faraos Fødselsdag, gjorde han et
      Gæstebud for alle sine Tjenere, og da løftede han
      Overmundskænkens og Overbagerens, Hoveder iblandt sine Tjenere.
 21. Overmundskænken genindsatte han i hans Embede, så han atter
      rakte Farao Bægeret,
 22. og Overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem.
 23. Men Overmundskænken tænkte ikke på Josef; han glemte ham.

1.Mosebog 41

  1. To År senere hændte det, at Farao havde en drøm. Han drømte, at
      han stod ved Nilen;
  2. og se, op af Floden steg der syv smukke og fede Køer, som gav
      sig til at græsse i Engen;
  3. efter dem steg der syv andre Køer op af Nilen, usle at se til og
      magre, og de stillede sig ved Siden af de første Køer på Nilens
      Bred;
  4. og de usle og magre Køer åd de syv smukke og fede Køer. Så
      vågnede Farao.
  5. Men han sov ind og havde en Drøm og så syv tykke og gode Aks
      skyde frem på et og samme Strå;
  6. men efter dem volksede der syv golde og vindsvedne Aks frem;
  7. og de golde Aks slugte de syv tykke og fulde Aks. Så vågnede
      Farao, og se, det var en Drøm.

  8. Men om Morgenen var hans Sind uroligt; og han sendte Bud efter
      alle Ægyptens Tegnsudlæggere og Vismænd og fortalte dem sin
      Drøm, men ingen kunde tyde den for Farao.
  9. Da sagde Overmundskænken til Farao: "Jeg må i Dag minde om mine
      Synder.
 10. Den Gang Farao vrededes på sine Tjenere og lod dem sætte i
      Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, mig og Overbageren,
 11. da drømte vi engang samme Nat hver en Drøm med sin særlige
      Betydning.
 12. Sammen med os var der en Hebraisk Yngling, som var Træl hos
      Livvagtens Øverste, og da vi fortalte ham vore Drømme, tydede
      han dem for os, hver på sin Måde;
 13. og som han tydede dem for os, således gik det: Jeg blev indsat i
      mit Embede, og Bageren blev hængt."

 14. Da sendte Farao Bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af
      Fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet Klæder
      fremstillede han sig for Farao.
 15. Så sagde Farao til Josef: "Jeg har haft en Drøm, som ingen kan
      tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en
      Drøm, så kan du tyde den."
 16. Josef svarede Farao: "Ikke jeg men Gud vil give Farao et
      gunstigt Svar!"
 17. Da sagde Farao til Josef: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens
      Bred;
 18. og se, op af Floden steg der syv fede og smukke Køer, som gav
      sig til at græsse i Engen;
 19. efter dem steg der syv andre Køer op, ringe, såre usle og magre,
      så usle Dyr har jeg ikke set nogensteds i Ægypten;
 20. og de magre og usle Køer åd de syv første, fede Køer;
 21. men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de
      så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg.
 22. Men jeg sov atter ind og så i Drømme syv fulde og gode Aks skyde
      frem på et og samme Strå;
 23. men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne Aks
      frem,
 24. og de golde Aks slugte de syv gode Aks. Det fortalte jeg mine
      Tegnsudlæggere, men ingen kunde forklare mig det."

 25. Da sagde Josef til Farao: "Faraos Drømme betyder begge det
      samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre.
 26. De syv gode Køer betyder syv År; de syv gode Aks betyder
      ligeledes syv År; det er en og samme Drøm.
 27. Og de syv magre og usle Køer, der steg op efter dem, betyder syv
      År, og de syv golde og vindsvedne Aks betyder syv Hungersnødsår.
 28. Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil
      gøre, har han ladet Farao skue!
 29. Se, der kommer syv År med stor Overflod i hele Ægypten;
 30. men efter dem kommer der syv Hungersnødsår, og man skal gemme al
      Overfloden i Ægypten; og Hungersnøden skal hærge Jorden,
 31. så man intet mærker til Overfloden på Jorden på Grund af den
      påfølgende Hungersnød; thi den bliver såre hård.
 32. Men at Drømmen gentog sig to Gange for Farao, betyder, at Sagen
      er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske.
 33. Men nu skulde Farao udse sig en indsigtsfuld og klog Mand og
      sætte ham over Ægypten,
 34. og Farao skulde tage og indsætte Tilsynsmænd over Landet og
      opkræve Femtedelen af Ægyptens Afgrøde i Overflodens syv År;
 35. og de skal samle al Afgrøden fra de gode År, der kommer, og
      oplagre Høsten som Faraos Eje og bringe Afgrøden under Lås og
      Lukke i Byerne,

 36. for at Afgrøden kan tjene til Forråd for Landet i Hungersnødens
      syv År, som skal komme over Ægypten, at ikke Landet skal gå til
      Grunde ved Hungersnøden."
 37. Både Farao og alle hans Tjenere syntes godt om den Tale,
 38. og Farao sagde til sine Tjenere: "Hvor finder vi en Mand, i hvem
      Guds Ånd er som i ham?"
 39. Og Farao sagde til Josef: "Efter at Gud har åbenbaret dig alt
      dette. kan ingen måle sig med dig i Indsigt og Kløgt;
 40. du skal forestå mit Hus, og efter dit Ord skal alt mit Folk
      rette sig; kun Tronen vil jeg have forud for dig."
 41. Og Farao sagde til Josef: "Så sætter jeg dig nu over hele
      Ægypten!"
 42. Og Farao tog Seglringen af sin Hånd og satte den på Josefs,
      klædte ham i fine Linnedklæder og hængte Guldkæden om hans Hals:
 43. han lod ham køre i sin næstbedste Vogn, og de råbte Abrek for
      ham. Således satte han ham over hele Ægypten.
 44. Og Farao sagde til Josef: "Jeg er Farao, men uden dit Minde skal
      ingen røre Hånd eller Fod nogensteds i Ægypten!"
 45. Derpå gav Farao Josef Navnet Zafenat Panea, og han lod ham ægte
      Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog
      omkring i Ægypten.

 46. Josef var tredive År gammel. da han stededes for Farao, Ægyptens
      Konge. Så forlod Josef Farao og drog omkring i hele Ægypten.
 47. Og Landet bar i bugnende Fylde i Overflodens syv År;
 48. og Josef samlede al Afgrøden i de syv År, i hvilke der var
      Overflod i Ægypten, og bragte den til Byerne; i hver By samlede
      han Afgrøden fra Markerne der omkring.
 49. Således ophobede Josef Korn i vældig Mængde, som Havets Sand,
      indtil man opgav at måle det, da det ikke var til at måle.

 50. Før Hungersnødens År kom. fik Josef to Sønner med Asenat,
      Præsten i On Potiferas Datter;
 51. og Josef gav den førstefødte Navnet Manasse, thi han sagde: "Gud
      har ladet mig glemme al min Møje og hele min Faders Hus."
 52. Og den anden gav han Navnet Efraim, thi han sagde: "Gud har
      givet mig Livsfrugt i min Elendigheds Land."

 53. Da Overflodens syv År, som kom over Ægypten, var omme,
 54. begyndte Hungersnødens syv År, som Josef havde sagt; og der
      opstod Hungersnød i alle Lande, men i hele Ægypten var der Brød.
 55. Så hungrede hele Ægypten; og Folket råbte til Farao om Brød; men
      Farao sagde til alle Ægypterne: "Gå til Josef og gør, hvad han
      siger eder!"
 56. Og der var Hungersnød over hele Jorden. Da åbnede Josef for alle
      Kornlagrene og solgte Korn til Ægypterne; men Hungersnøden tog
      til i Ægypten;
 57. og Alverden kom til Ægypten for at købe Korn hos Josef; thi
      Hungersnøden tog til over hele Jorden.

1.Mosebog 42

  1. Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til
      sine Sønner: "Hvad venter I efter?"
  2. Og han sagde: "Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag
      ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!"
  3. Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten;
  4. men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre,
      thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke.

  5. Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner;
      thi der var Hungersnød i Kana'ans Land.
  6. Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte
      Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede
      sig til Jorden for ham.
  7. Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed
      over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: "Hvorfra
      kommer I?" De svarede: "Fra Kana'ans Land for at købe Føde!"
  8. Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham.
  9. Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han
      sagde til dem; "I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet
      er åbent!"
 10. De svarede: "Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde!
 11. Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk. dine
      Trælle er ikke Spejdere!"
 12. Men han sagde: "Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er
      åbent!"
 13. De svarede: "Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og
      samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos
      vor Fader, og een er ikke mere!"
 14. Men Josef sagde til dem: "Det er, som jeg siger eder: I er
      Spejdere!
 15. Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I
      ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid!
 16. Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens
      holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er
      Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever,
      Spejdere!"
 17. Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage.

 18. Men Tredjedagen sagde Josef til dem: "Vil I beholde Livet, så
      skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud:
 19. Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som
      Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med
      Korn til at stille Hungeren i eders Huse;
 20. og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå
      til Troende, og I skal slippe for at dø!" Og således gjorde de.
 21. Da sagde de til hverandre: "Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi
      forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han
      bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne
      Vånde!"
 22. Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: "Sagde jeg eder ikke
      dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre;
      se, nu kræves hans Blod!"
 23. Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi
      han forhandlede med dem ved Tolk;
 24. og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til
      dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham
      fængsle for deres Øjne.

 25. Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge
      Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og
      således skete det.
 26. Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort.
 27. Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit
      Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken;
 28. og han sagde til sine Brødre: "Mine Penge er kommet igen; se, de
      er i min Sæk!" Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så
      forfærdede på hverandre og sagde: "Hvad har Gud dog gjort imod
      os!"

 29. Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land,
      fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde:
 30. "Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i
      Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet;
 31. men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere;
 32. vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke
      mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans
      Land.
 33. Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I
      er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre
      Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem!
 34. Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan
      kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg
      udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet."

 35. Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk;
      og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede.
 36. Og deres Fader Jakob sagde til dem: "I gør mig barnløs; Josef er
      ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin;
      det går alt sammen ud over mig!"
 37. Så sagde Ruben til sin Fader: "Du må tage mine to Sønners Liv,
      hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg
      skal bringe ham tilbage til dig!"
 38. Men han sagde: "Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi
      hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham
      en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned
      i Dødsriget med Sorg!"

1.Mosebog 43
 39. Men Hungersnøden var hård i Landet;

  1. og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten,
      sagde deres Fader til dem: "Køb os igen lidt Føde!"
  2. Men Juda svarede ham: "Manden sagde os ganske afgjort: I bliver
      ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!
  3. Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og
      købe dig Føde;
  4. men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi Manden
      sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders
      Broder er med!"
  5. Så sagde Israel: "Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte
      Manden, at I havde en Broder til?"
  6. De svarede: "Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og
      sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi
      svarede ham på hans Spørgsmål; kunde vi vide, at han vilde sige:
      Bring eders Broder herned!"
  7. Men Juda sagde til sin Fader Israel: "Send dog Drengen med mig,
      så vi kan komme af Sted og blive i Live og undgå Døden, både vi
      og du og vore Børn!
  8. Jeg svarer for ham, af min Hånd må du kræve ham: bringer jeg ham
      ikke til dig og stiller ham for dit Åsyn, vil jeg være din
      Skyldner for bestandig;
  9. havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to
      Gange!"
 10. Så sagde deres Fader Israel til dem: "Kan det ikke være
      anderledes, gør da i alt Fald således: Tag noget af det bedste,
      Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave,
      lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks,
      Pistacienødder og Mandler;
 11. og tag dobbelt så mange Penge med, så I bringer de Penge
      tilbage, som var lagt oven i eders Sække; måske var det en
      Fejltagelse;
 12. og tag så eders Broder og drag atter til Manden!
 13. Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, så
      han lader eders anden Broder og Benjamin fare - men skal jeg
      være barnløs, så lad mig da blive det!"

 14. Så tog Mændene deres Gave og dobbelt så mange Penge med; også
      Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de
      fremstillede sig for Josef.
 15. Da Josef så Benjamin iblandt dem, sagde han til sin
      Hushovmester: "Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave
      til, thi de skal spise til Middag hos mig."
 16. Manden gjorde, som Josef bød,. og førte Mændene ind i Josefs
      Hus.
 17. Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde:
      "Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore
      Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind på os og
      kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler."
 18. Derfor trådte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset
 19. og sagde: "Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe
      Føde,
 20. og da vi kom til vort Natteherberge og åbnede vore Sække, se. da
      lå vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste
      Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage
 21. og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der
      har lagt Pengene i vore Sække!"
 22. Men han svarede: "Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og
      eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække - eders Penge
      har jeg modtaget!" Og han førte Simeon ud til dem.
 23. Så førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at
      tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne.
 24. Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi
      de hørte, at de skulde spise der.

 25. Da Josef trådte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde
      med, og kastede sig til Jorden for ham.
 26. Han hilste på dem og spurgte: "Går det eders gamle Fader vel,
      ham, I talte om? Lever han endnu?"
 27. De svarede: "Det går din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!"
      Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden.
 28. Da han så fik Øje på sin kødelige Broder Benjamin, sagde han:
      "Er det så eders yngste Broder, som I talte til mig om?" Og han
      sagde: "Gud være dig nådig, min Søn!"
 29. Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede
      op i ham, og han kæmpede med Gråden; derfor gik han ind i sit
      Kammer og græd der.
 30. Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede
      sig og sagde: "Sæt Maden frem!"
 31. Så blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de
      Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise
      sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed.
 32. De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og
      den yngste nederst, og Mændene undrede sig og så på hverandre;
 33. og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem
      Gange så meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige
      sammen med ham.

1.Mosebog 44

  1. Derefter befalede han sin Hushovmester: "Fyld Mændenes Sække med
      Korn, så meget de kan have med sig, og læg hvers Pengesum oven i
      hans Sæk
  2. og læg mit eget Sølvbæger oven i den yngstes Sæk sammen med
      Pengene for hans Korn!" Og han gjorde, som Josef bød.
  3. Da Morgenen gryede, fik Mændene Lov at drage bort med deres
      Æsler.
  4. Men før de var kommet ret langt fra Byen, bød Josef sin
      Hushovmester: "Sæt efter Mændene, og når du indhenter dem, sig
      så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt?
  5. Hvorfor har I stjålet mit Sølvbæger? Det er jo min Herres
      Mundbæger, som han bruger til at tage Varsler af! Ilde har I
      handlet ved at gøre således!"

  6. Og da han havde indhentet dem, sagde han det til dem.
  7. Men de svarede: "Hvor kan min Herre tale således? Det være langt
      fra dine Trælle at gøre sligt!
  8. Se, de Penge, vi fandt oven i vore Sække, bragte vi tilbage til
      dig fra Kana'ans Land - hvorfor skulde vi da stjæle Guld eller
      Sølv fra din Herres Hus!
  9. Den af dine Trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi
      andre være din Herres Trælle!"
 10. Han svarede: "Vel, lad det blive, som I siger: Den, Bægeret
      findes hos, skal være min Træl, men I andre skal være
      sagesløse!"
 11. Så skyndte de sig at løfte hver sin Sæk ned på Jorden og åbne
      den,
 12. og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og
      Bægeret blev fundet i Benjamins Sæk.
 13. Da sønderrev de deres Klæder, og efter at have læsset Sækkene
      hver på sit Æsel vendte de tilbage til Byen.

 14. Da Juda og hans Brødre kom ind i Josefs Hus, hvor han endnu var,
      kastede de sig til Jorden for ham;
 15. men Josef sagde til dem: "Hvad har I gjort! Ved I ikke, at en
      Mand som jeg forstår sig på hemmelige Kunster?"
 16. Da sagde Juda: "Hvad skal vi svare min Herre, hvad skal vi sige,
      og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine
      Trælles Brøde! Se, vi er min Herres Trælle, både vi andre og
      han, Bægeret fandtes hos!"
 17. Men han svarede: "Det være langt fra mig at handle således; den,
      Bægeret fandtes hos, skal være min Træl, men I andre kan i Fred
      drage hjem til eders Fader."

 18. Da trådte Juda hen til ham og sagde: "Hør mig, min Herre, lad
      din Træl tale et Ord for min Herres Ører og lad ikke Vreden
      blusse op i dig mod din Træl, thi du er jo som Farao!
 19. Min Herre spurgte sine Trælle Har I Fader eller Broder?
 20. Og vi svarede min Herre: Ja, vi har en gammel Fader, og der er
      en Dreng, som blev født i hans Alderdom; en Broder til ham er
      død, og selv er han den eneste, hans Moder efterlod sig, og hans
      Fader elsker ham.
 21. Så sagde du til dine Trælle: Bring ham med herned til mig, at
      jeg kan se ham med egne Øjne!
 22. Men vi svarede min Herre: Drengen kan ikke forlade sin Fader,
      thi hans Fader dør, hvis han forlader ham!
 23. Så sagde du til dine Trælle: Kommer eders yngste Broder ikke med
      herned, så bliver I ikke mere stedt for mit Åsyn!
 24. Vi rejste så op til din Træl. min Fader, og fortalte ham, hvad
      min Herre havde sagt.
 25. Da vor Fader siden sagde: Rejs atter hen og køb os lidt Føde!
 26. svarede vi: Vi kan ikke rejse derned, hvis ikke vor yngste
      Broder følger med, thi vi bliver ikke stedt for Mandens Åsyn,
      medmindre vor yngste Broder er med!
 27. Så sagde din Træl, min Fader. til os: I ved jo, at min Hustru
      fødte mig to Sønner;
 28. den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er sikkerlig revet
      ihjel! Og jeg har ikke set ham siden;
 29. hvis I nu også tager denne fra mig, og der tilstøder ham en
      Ulykke, bringer I mine grå Hår i Dødsriget med Smerte!
 30. Kommer jeg derfor hjem til din Træl, min Fader, uden at
      Drengen. ved hvem han hænger med hele sin Sjæl, er med,
 31. så bliver det hans Død, når han ser, at Drengen ikke er med. og
      dine Trælle vil bringe din Træl vor Faders grå Hår i Dødsriget
      med Sorg.
 32. Men din Træl skal svare sin Fader for Drengen, og jeg har
      forpligtet mig til at være hans Skyldner for bestandig, hvis jeg
      ikke bringer ham til ham;
 33. lad derfor din Træl blive tilbage i Drengens Sted som min Herres
      Træl, men lad Drengen drage hjem med sine Brødre!
 34. Thi hvorledes skulde jeg kunne drage hjem til min Fader, når jeg
      ikke har Drengen med? Jeg vil ikke kunne være Vidne til den
      Ulykke, der rammer min Fader!"

1.Mosebog 45

  1. Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der
      stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der
      ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre.
  2. Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det
      spurgtes i Faraos Hus;
  3. og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader
      endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var
      de for ham.
  4. Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom
      derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte
      til Ægypten;
  5. men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte
      mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde
      Liv;
  6. i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu
      skal der hverken pløjes eller høstes;
  7. derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få
      Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og
      holdes i Live.
  8. Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig
      til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til
      Hersker over hele Ægypten.
  9. Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef
      lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom
      uden Tøven ned til mig
 10. og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og
      Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og
      har;
 11. der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare
      fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører
      dig til, skal gå til Grunde!
 12. Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er
      mig, der taler til eder;
 13. og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om
      alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min
      Fader herned."
 14. Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin
      græd i hans Arme.
 15. Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu
      kunde hans Brødre tale med ham.

 16. Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og
      Farao og hans Tjenere glædede sig derover:
 17. og Farao sagde til Josef: "Sig til dine Brødre: Således skal I
      gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land,
 18. hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, så vil
      jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde
      Landets Fedme.
 19. Byd dem at gøre således: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn
      og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid;
 20. bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele
      Ægypten, skal være eders!"
 21. Det gjorde Israels Sønner så. Og efter Faraos Bud gav Josef dem
      Vogne og Rejsekost med;
 22. hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han
      300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder;
 23. og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i
      Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og Rejsetæring til
      Faderen.
 24. Så tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han
      til dem: "Kives ikke på Vejen!"

 25. Således drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i
      Kana'ans Land;
 26. og de fortalte ham det og sagde: "Josef lever endnu, og han er
      Hersker over hele Ægypten." Men hans Hjerte blev koldt, thi han
      troede dem ikke.
 27. Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han
      så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes
      deres Fader Jakobs Ånd atter;
 28. og Israel sagde: "Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg
      vil drage hen og se ham, inden jeg dør!"

1.Mosebog 46

  1. Da brød Israel op med alt, hvad han havde, og drog til
      Be'ersjeba, og han slagtede Ofre for sin Fader Isaks Gud.
  2. Men Gud sagde i et Nattesyn til Israel: "Jakob, Jakob!" Og han
      svarede: "Se, her er jeg!"
  3. Da sagde han: "Jeg er Gud, din Faders Gud, vær ikke bange for at
      drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort Folk
      der;
  4. jeg vil selv drage med dig til Ægypten, og jeg vil også føre dig
      tilbage, og Josef skal lukke dine Øjne!"
  5. Da brød Jakob op fra Be'ersjeba; og Israels Sønner satte deres
      Fader Jakob og deres Børn og Kvinder på de Vogne, Farao havde
      sendt til at hente ham på.
  6. Og de tog deres Kvæg og al deres Ejendom, som de havde erhvervet
      sig i Kana'ans Land, og drog til Ægypten, Jakob og alt hans
      Afkom med ham;
  7. således bragte han sine Sønner og Sønnesønner, sine Døtre og
      Sønnedøtre og alt sit Afkom med sig til Ægypten.

  8. Følgende er Navnene på Israels Sønner, der kom til Ægypten,
      Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte;
  9. Rubens Sønner Hanok, Pallu. Hezron og Karmi;
 10. Simeons Sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
      Kana'anæerkvindens Søn Sjaul;
 11. Leois Sønner Gerson, Kehat og Merari;
 12. Judos Sønner Er, Onan, Sjela, Perez og Zera; men Er og Onan døde
      i Kana'ans Land. Perezs Sønner var Hezron og Hamul.
 13. Issakars Sønner Tola, Pua, Jasjub og Sjimron;
 14. Zedulons Sønner Sered, Eloo og Jalel;
 15. det var Leos Sønner, som hun fødte Jakob i Paddan-Aram; desuden
      fødte hun ham Datteren Dina; det samlede Tal på hans Sønner og
      Døtre var tre og tredive.
 16. Gods Sønner Zifjon, Haggi. Sjuni, Ezbon, Eri, Arodi og Areli.
 17. Asers Sønner Jimna, Jisjva. Jisjvi og Beria, og deres Søster
      Sera; og Berias Sønner Heber og Mallkiel;
 18. det var Sønnerne af Zilpo, som Laban gav sin Datter Lea, og som
      fødte Jakob dem, seksten i alt;
 19. Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner Josef og Benjamin;
 20. og Josef fik Børn i Ægypten med Asenat, en Datter af Potifera,
      Præsten i On: Manasse og Efraim;
 21. Benjomins Sønner Bela, Beker, Asjbel, Gera, Nåman, Ebi, Rosj,
      Muppim, Huppim og Ard;
 22. det var Rakels Sønner, som hun fødte Jakob, fjorten i alt;
 23. Dons Søn Husjim;
 24. Noffolis Sønner Jazeel, Guni, Jezer og Sjillem;
 25. det var Sønnerne af Bilha, som Laban gav Rakel, og som fødte
      Jakob dem, syv i alt.
 26. Hele Jakobs Familie, der kom til Ægypten med ham, fraregnet
      Jakobs Sønnekoner, udgjorde tilsammen seks og tresindstyve;
 27. og Josefs Sønner, der fødtes ham i Ægypten, var to; alle de af
      Jakobs Hus, der kom til Ægypten, udgjorde halvfjerdsindstyve.

 28. Men Juda sendte han i Forvejen til Josef, for at man skulde vise
      ham Vej til Gosen, og de kom til Gosens Land.
 29. Da lod Josef spænde for sin Vogn og rejste sin Fader i Møde til
      Gosen; og da han traf ham, omfavnede han ham og græd længe i
      hans Arme;
 30. og Israel sagde til Josef: "Lad mig nu kun dø, da jeg har set
      dit Ansigt, at du endnu lever!"
 31. Men Josef sagde til sine Brødre og sin Faders Hus: "Jeg vil
      drage hen og melde det til Farao og sige til ham: Mine Brødre og
      min Faders Hus i Kana'an er kommet til mig;
 32. disse Mænd er Hyrder, thi de driver Kvægavl, og de har bragt
      deres Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, med.
 33. Når så Farao lader eder kalde og spørger eder, hvad I er,
 34. skal I sige: Dine Trælle har drevet Kvægavl fra Barnsben af
      ligesom vore Fædre! for at I kan komme til at bo i Gosens Land.
      Thi enhver Hyrde er Ægypterne en Vederstyggelighed."

1.Mosebog 47

  1. Så drog Josef hen og meldte det til Farao og sagde: "Min Fader
      og mine Brødre er kommet fra Kana'ans Land med deres Småkvæg og
      Hornkvæg og alt, hvad de ejer, og befinder sig i Gosen."
  2. Og han tog fem af sine Brødre med sig og forestillede dem for
      Farao.
  3. Da nu Farao spurgte dem, hvad de var, svarede de: "Dine Trælle
      er Hyrder ligesom vore Fædre!"
  4. Og de sagde til Farao: "Vi er kommet for at bo som Gæster i
      Landet, thi der er ingen Græsning for dine Trælles Småkvæg, da
      Hungersnøden er trykkende i Kana'an, og nu vilde dine Trælle
      gerne bosætte sig i Gosen."
  5. Da sagde Farao til Josef: "Din Fader og dine Brødre er kommet
      til dig;
  6. Ægypten står til din Rådighed, lad din Fader og dine Brødre
      bosætte sig i den bedste Del af Landet; de kan tage Ophold i
      Gosens Land; og hvis du ved, at der er dygtige Folk iblandt dem,
      kan du sætte dem til Opsynsmænd over mine Hjorde!"

  7. Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao,
      og Jakob velsignede Farao.
  8. Farao spurgte Jakob: "Hvor mange er dine Leveår?"
  9. Jakob svarede ham: "Min Udlændigheds År er 130 År; få og onde
      var mine Leveår, og ikke når de op til mine Fædres År i deres
      Udlændigheds Tid."
 10. Derpå velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham.
 11. Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem
      Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet
      Rameses, som Farao havde befalet.
 12. Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders
      Hus med Brød efter Børnenes Tal.

 13. Der fandtes ikke mere brød Korn i Landet, thi Hungersnøden var
      overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult.
 14. Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og
      Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos
      Hus.
 15. Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten
      til Josef og sagde: "Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for
      dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!"
 16. Josef svarede: "Kom med eders Hjorde, så vil jeg give eder
      Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op."
 17. Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for
      Hestene, for deres Hjorde af Småkvæg og Hornkvæg og for Æslerne;
      og han forsørgede dem i det År med Brødkorn for alle deres
      Hjorde.
 18. Men da Året var omme, kom de til ham det følgende År og sagde:
      "Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op,
      og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet
      tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord;
 19. lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men
      køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive
      livegne for Farao, og giv os derfor Såsæd, så vi kan blive i
      Live og slippe for Døden, og vor Jord undgå at lægges øde!"
 20. Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter
      solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og således kom
      Landet i Faraos Besiddelse;
 21. og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra
      Ende til anden.
 22. Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter
      fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket
      dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord.

 23. Derpå sagde Josef til Folket: "Nu har jeg købt eder og eders
      Jord til Farao; nu har I Såsæd til Jorden;
 24. men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de
      fire Femtedele skal tjene eder til Såsæd på Marken og til Føde
      for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn."
 25. De svarede: "Du har reddet vort Liv; måtte vi eje min Herres
      Gunst, så vil vi være Faraos Trælle!"
 26. Således gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag
      gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun
      Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse.

 27. Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast
      Ophold der, blev frugtbare og såre talrige.
 28. Jakob levede i Ægypten i sytten År, så at Jakobs Levetid blev
      147 År.
 29. Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn
      Josef til sig og sagde til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for
      dine Øjne, så læg din Hånd under min Lænd og lov mig at vise mig
      den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten.
 30. Når jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig
      fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!" Han svarede: "Jeg skal
      gøre, som du siger."
 31. Da sagde han: "Tilsværg mig det!" Og han tilsvor ham det. Da
      bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde.

1.Mosebog 48

  1. Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var
      syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig
  2. Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog
      Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet
  3. Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig
      i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig;
  4. og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et
      talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give
      dit Afkom efter dig Land til evigt Eje!
  5. Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme
      til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være
      mine så godt som Ruben og Simeon;
  6. derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de
      skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod
  7. Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var
      undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og
      jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem".

  8. Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?"
  9. Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har
      skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg
      kan velsignedem!"
 10. Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde
      se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede
      dem.
 11. Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få
      dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!"
 12. Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til
      Jorden. på sit Ansigt.
 13. Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for
      Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og
      førte dem hen til ham;
 14. men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved,
      uagtet han var den yngste.. og sin venstre Hånd lagde han på
      Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse
      var den førstefødte.
 15. Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn
      mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet
      mig: fra min første Færd og til nu,
 16. den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene,
      så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive
      nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!"

 17. Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims
      Hoved, var det ham imod,. og han greb sin Faders Hånd for at
      tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses;
 18. og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi
      denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!"
 19. Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg
      ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive
      stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans
      Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!"
 20. Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal
      Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og
      han stillede Efraim foran Manasse.

 21. Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være
      med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land.
 22. Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har
      fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!"

1.Mosebog 49

  1. Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så
      vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste
      Dage:
  2. Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!
  3. Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts
      første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!
  4. Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du
      besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit
      Leje!

  5. Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.
  6. I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min
      Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de
      Okser.
  7. Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så
      voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i
      Israel!

  8. Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine
      Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.
  9. En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger
      og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække
      ham!
 10. Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder,
      til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.
 11. Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole,
      tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,
 12. med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!

 13. Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst,
      hans Side er vendt mod Zidon.

 14. Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,
 15. fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under
      Byrden og blev en ufri Træl.

 16. Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme.
 17. Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider
      Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover!
 18. På din Frelse bier jeg, HERRE!

19. Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene på dem.

20. Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.

21. Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.

 22. Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker
      slynger sig over Muren.
 23. Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,
 24. men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra
      Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,
 25. fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han
      velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets
      Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!
 26. Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges
      Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over
      Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!

 27. Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om
      Aftenen deler han Bytte!"

 28. Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad
      deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af
      dem gav han sin særlige Velsignelse.

 29. Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til
      mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons
      Mark.
 30. i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den
      Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,
 31. hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede
      Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.
 32. Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne."
 33. Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han
      strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin
      Slægt.

1.Mosebog 50

  1. Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede
      ham;
  2. og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at
      balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel.
  3. Dermed gik fyrretyve Dage, thi så lang Tid tager Balsameringen:
      og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage.
  4. Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: "Hvis I
      har Godhed for mig, så sig på mine Vegne til Farao:
  5. Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Når jeg er død, så jord
      mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig
      derfor drage op og jorde min Fader og så vende tilbage hertil!"
  6. Da sagde Farao: "Drag kun op og jord din Fader, som han har
      ladet dig sværge."
  7. Så drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle
      Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten,
  8. hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres
      Kvinder og Børn, Småkvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i
      Gosen;
  9. og med ham fulgte både Stridsvogne og Ryttere, så det blev en
      overmåde stor Karavane.
 10. Da de kom til Gorenhåtad hinsides Jordan, holdt de der en
      overmåde stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest
      for sin Fader i syv Dage.
 11. Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, så denne Sørgefest i
      Gorenhåtad, sagde de: "Ægypterne holder en højtidelig
      Sørgefest." Derfor gav man det Navnet Abel Mizrajim; det ligger
      hinsides Jordan.

 12. Og hans Sønner gjorde, som han havde pålagt dem;
 13. hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen
      på Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted
      af Hetiten Efron over for Mamre.
 14. Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten
      med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans
      Faders Jordefærd.

 15. Da Josefs Brødre så, at deres Fader var død, sagde de: "Blot nu
      ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det
      onde, vi har gjort ham!"
 16. Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: "Din Fader pålagde os
      før sin Død
 17. at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de
      har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din Faders Guds Tjenere
      deres Brøde!" Da græd Josef over deres Ord til ham.
 18. Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: "Se,
      vi vil være dine Trælle!"
 19. Da sagde Josef til dem: "Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted?
 20. I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode
      for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live;
 21. frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!"
      Således trøstede han dem og satte Mod i dem.

 22. Josef blev nu i Ægypten, både han og hans Faders Hus, og Josef
      blev 110 År gammel.
 23. Josef så Børn i tredje Led af Efraim; også Børn af Manasses Søn
      Makir fødtes på Josefs Knæ.
 24. Derpå sagde Josef til sine Brødre: "Jeg dør snart, men Gud vil
      se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han
      tilsvor Abraham, Isak og Jakob."
 25. Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: "Når Gud ser til
      eder, skal I føre mine Ben bort herfra!"
 26. Josef døde 110 År gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i
      Kiste i Ægypten.

2.Mosebog

2.Mosebog 1

  1. Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til
      Ægypten med deres Familier:
  2. Ruben, Simeon, Levi og Juda,
  3. Issakar, Zebulon og Benjamin,
  4. Dan og Naftali, Gad og Aser.
  5. Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef
      var i Ægypten.
  6. Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette
      Slægtled.
  7. Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev
      mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.

  8. Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om
      Josef;
  9. og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og
      stærkere end vi.
 10. Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal
      blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at
      de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst
      forlader Landet!"
 11. Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med
      Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og
      Ra'amses.
 12. Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere
      bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne.
 13. Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde
 14. og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og
      alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at
      udføre for sig.

 15. Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af
      hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua:
 16. "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved
      Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er
      det et Pigebarn, lad det så leve!"
 17. Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen
      havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve.
 18. Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem:
      "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene
      leve?"
 19. Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de
      Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen
      kommer til dem, har de allerede født!"
 20. Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og
      såre talrigt;
 21. og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.
 22. Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle
      Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene
      skal I lade leve!"

2.Mosebog 2

  1. Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte,
  2. og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det
      var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder;
  3. og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste
      af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i
      den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred.
  4. Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der
      vilde ske med ham.
  5. Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik
      hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten
      mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den.
  6. Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et
      Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må
      være et af Hebræernes Drengebørn!"
  7. Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og
      hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for
      dig?"
  8. Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og
      hentede Barnets Moder.
  9. Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am
      ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden
      tog Barnet og ammede ham.
 10. Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos
      Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses;
      "thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet."

 11. På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til
      sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en
      Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel.
 12. Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig
      om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og
      gravede ham ned i Sandet.
 13. Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i
      Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret:
      "Hvorfor slår du din Landsmand?"
 14. Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os? Vil
      du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og
      Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!"
 15. Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men
      Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte
      han sig ved en Brønd.

 16. Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og
      fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg.
 17. Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og
      hjalp dem og vandede deres Småkvæg.
 18. Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor
      kommer I så tidligt hjem i Dag?"
 19. De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne,
      ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget."
 20. Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I
      ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at
      spise!"
 21. Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav
      Moses sin Datter Zippora til Ægte,
 22. og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han,
      "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."

 23. Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde
      Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres
      Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud.
 24. Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham,
      Isak og Jakob,
 25. og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.

2.Mosebog 3

  1. Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i
      Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til
      Guds Bjerg Horeb.
  2. Da åbenbarede HERRENs Engel sig for ham i en Ildslue, der slog
      ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod
      Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret.
  3. Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue,
      hvorfor Tornebusken ikke brænder op."
  4. Men da HERREN så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til
      ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er
      jeg!"
  5. Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder,
      thi det Sted, du står på, er hellig Jord!"
  6. Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og
      Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for
      at skue Gud.

  7. Derpå sagde HERREN: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten,
      og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja,
      jeg kender deres Lidelser;
  8. og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre
      dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et
      Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes,
      Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og
      Jebusiternes Egn.
  9. Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også
      set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem.
 10. Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk,
      Israeliterne, ud af Ægypten!"
 11. Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå
      til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?"
 12. Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig
      Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført
      Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!"
 13. Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og
      siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal
      jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7"
 14. Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således
      skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"

 15. Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til
      Israeliterne: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud
      og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til
      evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt.
 16. Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: HERREN,
      eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret
      sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man
      har gjort imod eder i Ægypten,
 17. og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed
      til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes,
      Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med
      Mælk og Honning!
 18. De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til
      Ægypterkongen, og I skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud,
      har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i
      Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud!
 19. Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage
      bort uden med Magt;
 20. men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine
      Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov
      til at drage af Sted.
 21. Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I,
      når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder.
 22. Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til
      Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give
      eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra
      Ægypterne."

2.Mosebog 4

  1. Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men
      siger, at HERREN ikke har åbenbaret sig for mig?"
  2. Da sagde HERREN til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han
      svarede: "En Stav!"
  3. Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til
      Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den.
  4. Og HERREN sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!"
      Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd.
  5. "For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams
      Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig."
  6. Og HERREN sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på
      Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak
      den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed.
  7. Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han
      atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var
      den igen som hans øvrige Legeme.
  8. "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første
      Tegn, så vil de tro det sidste;
  9. men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag
      da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som
      du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."

 10. Men Moses sagde til HERREN: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende
      Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du
      har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig
      og tale for mig."
 11. Da svarede HERREN ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem
      gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?
 12. Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du
      skal sige!"
 13. Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!"
 14. Da blussede HERRENs Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du
      ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig.
      Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde
      sig i sit Hjerte, når han ser dig;
 15. du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg
      være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre.
 16. Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund,
      og du skal være som Gud for ham.
 17. Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"

 18. Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde
      til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og
      se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort
      i Fred!"
 19. Da sagde HERREN til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten,
      thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde."
 20. Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og
      vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden.
 21. Men HERREN sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten,
      så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt
      til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans
      Hjerte, så han ikke lader Folket rejse.
 22. Og da skal du sige til Farao: Så siger HERREN: Israel er min
      førstefødte Søn;
 23. men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan
      dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din
      førstefødte Søn!"

 24. Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde
      dræbe ham.
 25. Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og
      berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en
      Blodbrudgom!"
 26. Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet
      "Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.

 27. Derpå sagde HERREN til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han
      gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham.
 28. Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde pålagt ham, og
      om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre.
 29. Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes
      Ældste sammen;
 30. og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne
      gjorde Tegnene i Folkets Påsyn.
 31. Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på
      Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og
      tilbad.

2.Mosebog 5

  1. Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger
      HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde
      Højtid for mig i Ørkenen!"
  2. Men Farao sagde: "Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og
      lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og
      jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!"
  3. De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage
      tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at
      han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!"
  4. Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron,
      forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!"
  5. Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have
      dem fri fra deres Trællearbejde!"

  6. Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over
      Folket og dets Opsynsmænd:
  7. "I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet;
      de skal selv gå ud og sanke Halm;
  8. men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten
      som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og
      derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til
      vor Gud!
  9. Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være
      optaget deraf og ikke af Løgnetale."
 10. Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket:
      "Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm;
 11. gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders
      Arbejde bliver der intet eftergivet!"
 12. Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå.
 13. Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt
      Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!"
 14. Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over
      dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I
      ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?"
 15. Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor
      handler du således med din Fræne?
 16. Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav
      Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit
      Folk."
 17. Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I:
      Lad os rejse ud og ofre til HERREN!
 18. Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I
      skal levere det samme Antal Teglsten!"

 19. Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle
      sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af
      Teglsten!"
 20. Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som
      stod og ventede på dem,
 21. sagde de til dem: "HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har
      vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd
      i Hånden til at dræbe os med!"
 22. Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: "Herre, hvorfor
      har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig?
 23. Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han
      handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!"

6-1. Men HERREN svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit Land!"

2.Mosebog 6
  2. Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er HERREN!
  3. For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den
      Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende
      for dem.
  4. Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem
      Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som
      fremmede,
  5. har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder
      dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu.
  6. Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil
      udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og
      frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og
      med vældige Straffedomme;
  7. og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I
      skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som udfrier eder fra
      Ægypternes Trællearbejde;
  8. og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville
      skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er
      HERREN!"
  9. Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på
      Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres
      Trællearbejde for hårdt

 10. Da talede HERREN til Moses og sagde:
 11. "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade
      Israeliterne drage ud af, sit Land!"
 12. Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på
      mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren
      på Læberne?"
 13. Da talede HERREN til Moses og Aron og sendte dem til Farao,
      Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.

 14. Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens,
      Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi;
      det er Rubens Slægter.
 15. Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
      Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter.
 16. Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning:
      Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År.
 17. Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter.
 18. Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid
      var 133 År.
 19. Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter
      deres Nedstamning.
 20. Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og
      Moses. Amrams Levetid var 137 År.
 21. Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri.
 22. Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri.
 23. Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte;
      og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar.
 24. Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes
      Slægter.
 25. Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte
      ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse
      efter deres Slægter.
 26. Det var Aron og Moses, som HERREN sagde til: "Før Israeliterne
      ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!"
 27. Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre
      Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.

 28. Dengang HERREN talede til Moses i Ægypten,
 29. talede HERREN til Moses således: "Jeg er HERREN! Forkynd Farao,
      Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!"
 30. Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på
      Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"

2.Mosebog 7

  1. Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao,
      men din Broder Aron skal være din Profet.
  2. Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder
      Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne
      rejse ud af sit Land.
  3. Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn
      og Undere i Ægypten.
  4. Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på
      Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af
      Ægypten med vældige Straffedomme;
  5. og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne
      ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN."
  6. Da gjorde Moses og Aron, som HERREN pålagde dem.
  7. Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da
      de talte til Farao.

  8. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
  9. "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din
      Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en
      Slange!"
 10. Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da
      Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til
      en Slange.
 11. Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og
      de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres
      hemmelige Kunster;
 12. de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons
      Stav opslugte deres Stave.
 13. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem,
      således som HERREN havde sagt.

 14. HERREN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han
      vægrer sig ved at lade Folket rejse.
 15. Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til
      Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der
      forvandledes til en Slange, i Hånden
 16. og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med
      det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen!
      Men hidtil har du ikke adlydt.
 17. Så siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg
      slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og
      det skal forvandles til Blod,
 18. Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal
      væmmes ved at drikke Vand fra Nilen."
 19. Og HERREN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk
      din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme
      og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der
      skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar."
 20. Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og
      slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt
      Vandet i Nilen forvandledes til Blod;
 21. Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde
      drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.
 22. Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres
      hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke
      hørte på dem, således som HERREN havde sagt.
 23. Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde
      han sig på Sinde.
 24. Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand,
      thi de kunde ikke drikke Nilvandet.
 25. Og således gik der syv Dage, efter at HERREN havde slået Nilen.

2.Mosebog 8

  1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
      siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
  2. Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg
      plage hele dit Land med Frøer;
  3. Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i
      dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og
      dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;
  4. ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne
      kravle op."
  5. Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med
      Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til
      at kravle op over Ægypten!"
  6. Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede
      Frøerne op og fyldte Ægypten.
  7. Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige
      Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.
  8. Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos
      HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil
      jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN."
  9. Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til
      hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit
      Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun
      bliver tilbage i Nilen?"
 10. Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du
      siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud;
 11. Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit
      Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage."
 12. Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HERREN
      om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;
 13. og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i
      Gårdene og på Markerne,
 14. og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke
      deraf.
 15. Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit
      Hjerte og hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt.

 16. Derpå sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og
      slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele
      Ægypten!"
 17. Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog
      Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr;
      alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten.
 18. Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at
      fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over
      Mennesker og Dyr.
 19. Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos
      Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som
      HERREN havde sagt.

 20. Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
      Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så
      siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
 21. Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser
      over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes
      Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på;
 22. men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre
      en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende,
      at jeg HERREN er i Landet;
 23. og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal
      dette Tegn ske!"
 24. Og HERREN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i
      Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet
      hærgedes af Bremserne.
 25. Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring
      eders Gud et Offer her i Landet!"
 26. Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til
      HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en
      Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad
      der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?
 27. Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor
      Gud, således som han har pålagt os!"
 28. Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN
      eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå
      i Forbøn for mig!"
 29. Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i
      Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans
      Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os
      og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!"
 30. Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN.
 31. Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra
      Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste
      tilbage.
 32. Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke
      Folket rejse.

2.Mosebog 9

  1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
      siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan
      dyrke mig!
  2. Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med
      at holde dem fast,
  3. se, da skal HERRENs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over
      Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en
      såre forfærdelig Pest.
  4. Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens
      Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører
      Israeliterne."
  5. Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal
      HERREN lade dette ske i Landet."
  6. Den følgende Dag lod HERREN det så ske, og alt Ægypternes Kvæg
      døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
  7. Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes
      Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke
      Folket rejse.

  8. Derpå sagde HERREN til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder
      fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i
      Faraos Påsyn!
  9. Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til
      Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele
      Ægypten!"
 10. Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses
      kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i
      Bylder på Mennesker og Kvæg.
 11. Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af
      Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de
      andre Ægyptere.
 12. Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem,
      således som HERREN havde sagt til Moses.

 13. Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
      Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit
      Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
 14. Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og
      mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er
      ingen som jeg på hele Jorden.
 15. Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit
      Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade;
 16. dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min
      Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden.
 17. Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det
      rejse.
 18. Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr
      bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det
      blev til og indtil nu.
 19. Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på
      Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig
      på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og
      omkomme."
 20. De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENs Ord, bragte nu
      deres Trælle og Kvæg under Tag;
 21. men de, der ikke lagde sig HERRENs Ord på Hjerte, lod deres
      Trælle og Kvæg blive ude på Marken.
 22. Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
      skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på
      alle Markens Urter i Ægypten!"
 23. Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden
      og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over
      Ægypten;
 24. og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så
      voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten,
      siden det blev befolket;
 25. og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken,
      både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned,
      og alle Markens Træer knækkede den;
 26. kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

 27. Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne
      Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har
      Uret;
 28. gå i Forbøn hos HERREN, at det nu må være nok med Guds Torden og
      Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive
      længer!"
 29. Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg
      udbrede mine Hænder mod HERREN; så skal Tordenen høre op, og
      Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden
      tilhører HERREN."
 30. Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud
      HERREN."
 31. Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og
      Hørren i Blomst;
 32. derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes
      senere.
 33. Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen,
      udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og
      Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
 34. Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op,
      fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede
      deres Hjerte.
 35. Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne
      rejse, således som HERREN havde sagt ved Moses.

2.Mosebog 10

  1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har
      forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at
      gøre disse mine Tegn iblandt dem,
  2. for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes
      jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt
      dem; så skal I kende, at jeg er HERREN."
  3. Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger
      HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at
      ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
  4. Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil
      jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
  5. og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden,
      og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter
      Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken;
  6. og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle
      Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres
      Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom
      til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og
      forlod Farao.
  7. Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand
      styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem
      dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går
      til Grunde?"
  8. Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til
      dem: "Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu,
      der vil af Sted?"
  9. Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af
      Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort
      Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENs
      Højtid."
 10. Da sagde han til dem: "HERREN være med eder, om jeg lader eder
      rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har
      ondt i Sinde!
 11. Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I
      ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao.
 12. Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få
      Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde
      alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!"
 13. Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en
      Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat;
      og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
 14. Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele
      Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så
      mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange.
 15. Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af
      dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle
      Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet
      grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten.
 16. Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde:
      "Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
 17. Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos
      eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra
      mig!"
 18. Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
 19. Og HERREN lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog
      Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en
      eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område.
 20. Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
      Israeliterne rejse.

 21. Derpå sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
      skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle
      på!"
 22. Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt
      Mørke i hele Ægypten i tre Dage;
 23. den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet
      i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.
 24. Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk HERREN.
      Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders
      Kvinder og Børn må I tage med."
 25. Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre,
      som vi kan bringe HERREN vor Gud;
 26. også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage,
      thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi
      ved jo ikke,hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til
      Stedet."
 27. Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem
      rejse.
 28. Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at
      komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du
      dødsens!"
 29. Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig
      for Øje!"

2.Mosebog 11

  1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Een Plage endnu vil jeg lade
      komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder
      rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har,
      skal han endog drive eder herfra!
  2. Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver
      Kvinde sin Naboerske om Sølv og Guld smykker!"
  3. Og HERREN stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var
      den Mand Moses højt anset i Ægypten både hos Faraos Tjenere og
      hos Folket.
  4. Moses sagde: "Så siger HERREN: Ved Midnatstid vil jeg drage
      igennem Ægypten,
  5. og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den
      førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den
      førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Håndkværnen, og
      alt det førstefødte af Kvæget.
  6. Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig så stort, at dets
      Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres.
  7. Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne,
      hverken ad Folk eller Fæ for at du kan kende, at HERREN gør Skel
      mellem Ægypterne og Israel.
  8. Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til
      Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der
      følger dig! Og så vil jeg drage bort !" Og han gik ud fra Farao
      med fnysende Vrede.
  9. Men HERREN sagde til Moses: "Farao skal ikke høre på eder, for
      at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten."
 10. Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos
      Påsyn, men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
      Israeliterne drage ud af sit Land.

2.Mosebog 12

  1. Derpå talede HERREN til Moses og Aron i Ægypten og sagde:
  2. "Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos
      eder være den første af Årets Måneder.
  3. Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne
      Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver
      Familie.
  4. Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen
      med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes
      Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter.
      hvad hver enkelt kan spise.
  5. Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det
      enten blandt Fårene eller Gederne.
  6. I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og
      hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid.
  7. Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to
      Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det.
  8. I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise
      usyret Brød og bitre Urter dertil.
  9. I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt
      over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra.
 10. I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver
      tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde.
 11. Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden ,Sko på
      Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast.
      Det er Påske for HERREN.
 12. I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det
      førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle
      Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er HERREN!
 13. Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn,
      og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag
      skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.

 14. Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en
      Højtid for HERREN, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning
      skal I fejre den.
 15. I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal
      I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser
      noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske
      skal udryddes af Israel.
 16. På den første dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes på den
      syvende Dag. Intet Arbejde må udføres på dem; kun det, enhver
      behøver til Føde, det og intet andet må I tilberede.
 17. I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi på denne selv samme
      Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I
      højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig
      gyldig Ordning.
 18. På den fjortende Dag i den første Måned om Aftenen skal I spise
      usyret Brød og vedblive dermed indtil Månedens en og tyvende Dag
      om Aftenen.
 19. I syv Dage må der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver
      den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af
      Israels Menighed, de fremmede så vel som de indfødte i Landet.
 20. I må ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I
      spise usyret Brød."

 21. Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå
      ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt
      Påskeofferet;
 22. og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget
      deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må
      gå ud af sin Husdør før i Morgen.
 23. Thi HERREN vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser
      Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren
      forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå
      eder.
 24. Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og
      dine Børn til evig Tid.
 25. Og når I kommer til det Land, HERREN vil give eder, således som
      han har forjættet, så skal I overholde denne Skik.
 26. Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der
      har?
 27. så skal I svare: Det er Påskeoffer for HERREN, fordi han gik
      Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne,
      men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad.
 28. Og Israeliterne gik hen og gjorde, som HERREN havde pålagt Moses
      og Aron.

 29. Men ved Midnatstid ihjelslog HERREN alle de førstefødte i
      Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone,
      til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt
      det førstefødte af Kvæget.
 30. Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle
      Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var
      intet Hus, hvor der ikke fandtes en død.
 31. Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: "Bryd op og
      drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud
      og dyrk HERREN, som I har forlangt.
 32. Tag også eders Småkvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og
      drag bort; og bed også om Velsignelse for mig!"
 33. Og Ægypterne trængte på Folket for at påskynde deres Afrejse fra
      Landet, thi de sagde: "Vi mister alle Livet!"
 34. Og , Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar
      Dejtrugene på Skulderen, indsvøbte i deres Kapper.
 35. Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt
      Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder;
 36. og HERREN havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, så de havde
      givet dem, hvad de bad om. Således tog de Bytte fra Ægypterne.

 37. Så brød Israeliterne op fra Rameses til Sukkot, henved 600.000
      Mand til Fods foruden Kvinder og Børn.
 38. Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil
      Småkvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg.
 39. Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret
      Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten
      uden at få Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig
      Tæring til Rejsen.
 40. Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 År.
 41. Netop på den Dag da de 430 År var til Ende, drog alle HERRENs
      Hærskarer ud af Ægypten.
 42. En Vågenat var det for HERREN, i hvilken han vilde føre dem ud
      af Ægypten. Den Nat er viet HERREN, en Vågenat for alle
      Israeliterne, Slægt efter Slægt.

 43. HERREN sagde til Moses og Aron: "Dette er Ordningen angående
      Påskelammet: Ingen fremmed må spise deraf.
 44. Men enhver Træl, der er købt for Penge, må spise deraf, såfremt
      du har fået ham omskåret.
 45. Ingen indvandret eller Daglejer må spise deraf.
 46. Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet må bringes
      ud af Huset; I må ikke sønderbryde dets Ben.
 47. Hele Israels Menighed skal fejre Påsken.
 48. Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Påske for
      HERREN, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; så må han være
      med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den
      indfødte i Landet; men ingen uomskåren må spise deraf.
 49. En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den
      fremmede, der bor som Gæst hos eder."

 50. Og Israeliterne gjorde, som HERREN havde pålagt Moses og Aron.
 51. På denne selv samme Dag førte HERREN Israeliterne ud af Ægypten,
      Hærskare for Hærskare.

2.Mosebog 13

  1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2. "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner
      Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal
      tilhøre mig!"

  3. Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I
      vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte
      HERREN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød.
  4. I Dag vandrer I ud, i Abib Måned.
  5. Når nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes,
      Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor
      dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og
      Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned.
  6. I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal
      der være Højtid for HERREN.
  7. I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken
      findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine
      Landemærker.
  8. Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i
      Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af
      Ægypten!
  9. Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke
      på din Pande, for at HERRENs Lov må være i din Mund, thi med
      stærk Hånd førte HERREN dig ud af Ægypten.
 10. Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den
      fastsatte Tid, År efter År.
 11. Og når HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han
      tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,
 12. da skal du overlade HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt
      det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er
      et Handyr, skal tilhøre HERREN.
 13. Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke
      Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets
      Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner
      skal du udløse.
 14. Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette?
      skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten,
      af Trællehuset;
 15. og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort,
      ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og
      Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv, for
      så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore
      Sønner udløser vi!
 16. Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et
      Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HERREN os
      ud af Ægypten."

 17. Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til
      Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde:
      "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver
      Krig, og vende tilbage til Ægypten."
 18. Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det
      røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.
 19. Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels
      Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben
      med eder herfra!"
 20. De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af
      Ørkenen.
 21. Men HERREN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at
      vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så
      kunde de rejse både Dag og Nat.
 22. Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten
      om Natten.

2.Mosebog 14

  1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2. "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi
      Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I
      lejre eder ved Havet.
  3. Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i
      Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;
  4. og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og
      jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og
      Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN!" Og de gjorde således.

  5. Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede
      Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde
      vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!"
  6. Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;
  7. han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne,
      alle bemandede med Vognkæmpere.
  8. Og HERREN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte
      efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en
      stærk Hånds Værn.
  9. Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og
      øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde
      slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon.
 10. Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på
      Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da
      råbte Israeliterne til HERREN;
 11. og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i
      Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det
      dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?
 12. Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og
      lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for
      os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen."
 13. Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal
      I se HERRENs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som
      I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.
 14. HERREN skal stride for eder, men I skal tie!"

 15. Da sagde HERREN til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til
      Israeliterne, at de skal bryde op!
 16. Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to
      Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund.
 17. Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem,
      og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på
      hans Vogne og Ryttere,
 18. og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN, når jeg forherliger
      mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."

 19. Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik
      bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og
      stillede sig bag ved dem
 20. og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det
      blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste
      Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

 21. Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HERREN drev Havet bort
      med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde
      Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.
 22. Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens
      Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
 23. Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter
      dem og forfulgte dem midt ud i Havet.
 24. Men ved Morgenvagtens Tid skuede HERREN fra Ild og Skystøtten
      hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;
 25. og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem
      frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi HERREN
      kæmper for dem imod Ægypten!"

 26. Men HERREN sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal
      Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!"
 27. Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage
      til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de
      flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HERREN drev Ægypterne
      midt ud i Havet.
 28. Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i
      hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke
      en eneste af dem blev tilbage.
 29. Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens
      Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
 30. Og HERREN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og
      Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.
 31. Da så Israel den Stordåd, HERREN havde udført mod Ægypterne; og
      Folket frygtede HERREN, og de troede på HERREN og på hans Tjener
      Moses.

2.Mosebog 15

  1. Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for
      HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest
      og Rytter styrted han i Havet!
  2. HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til
      Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og
      jeg vil ophøje ham.
  3. HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn!

  4. Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste
      Vognkæmpere drukned i det røde Hav,
  5. Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet.
  6. Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser
      Fjenden.
  7. I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din
      Harme løs, den fortærer dem som Strå.
  8. Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en
      Vold, Strømmene stivnede midt i Havet.
  9. Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler
      Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd
      skal udrydde dem."
 10. Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de
      vældige Vande.

 11. Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i
      Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger!
 12. Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem.
 13. Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i
      din Vælde til din hellige Bolig.
 14. Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk.
      15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af
      Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet.
 16. Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de
      målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til
      Folket, du vandt dig, var nået frem. 17du førte dem frem og
      planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig
      til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder
      grundfæsted.
 18. HERREN er Konge i al Evighed!

 19. Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet,
      lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens
      Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.

 20. Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle
      Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse,
 21. og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet,
      Hest og Rytter styrted han i Havet!

 22. Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud
      i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde
      Vand.
 23. Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre
      Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara.
 24. Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?"
 25. Men han råbte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt
      Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet
      drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der
      satte han dem på Prøve.
 26. Og han sagde: "Hvis du vil høre på HERREN din Guds Røst og gøre,
      hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig
      alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe
      nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne,
      men jeg HERREN er din Læge!"

27. Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.

2.Mosebog 16

  1. Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til
      Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag
      i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten.
  2. Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i
      Ørkenen,
  3. og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for HERRENs
      Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os
      mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade
      hele denne Forsamling dø af Sult."

  4. Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra
      Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så
      meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de
      vil følge min Lov eller ej.
  5. Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt
      hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre
      Dage."
  6. Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I
      kende, at det er HERREN, som har ført eder ud af Ægypten,
  7. og i Morgen skal I skue HERRENs Herlighed, thi han har hørt
      eders Knurren mod HERREN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod
      os!"
  8. Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når HERREN i Aften giver eder
      Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HERREN har
      hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er
      ikke os, I knurrer imod, men HERREN."

  9. Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes
      Menighed: Træd frem for HERRENs Åsyn, thi han har hørt eders
      Knurren!"
 10. Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de
      sig mod Ørkenen, og se, HERRENs Herlighed viste sig i Skyen.
 11. Da talede HERREN til Moses og sagde:
 12. "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid
      skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at
      mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud."
 13. Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i
      et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om
      Lejren,
 14. og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint,
      skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.

 15. Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?"
      Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det
      er det Brød, HERREN har givet eder til Føde!
 16. Og således har HERREN påbudt: I skal samle deraf, enhver så
      meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage
      deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage
      deraf til dem, der er i hans Telt!"
 17. Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og
      andre mindre;
 18. og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke
      for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde
      samlet, hvad han behøvede til Føde.
 19. Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste
      Morgen!"
 20. Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til
      næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev
      Moses vred på dem.
 21. Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde
      behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

 22. På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to
      Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde
      det til Moses;
 23. men han sagde til dem: "Det er netop, som HERREN har sagt. I
      Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I
      vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne
      til Side for at gemme det til i Morgen!"
 24. De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet,
      og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.
 25. Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det
      Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken.
 26. I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på
      Sabbaten, er der intet at finde."
 27. Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende
      Dag for at samle; men de fandt intet.
 28. Da sagde HERREN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at
      holde mine Bud og Love?
 29. Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han
      eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal
      blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende
      Dag!"
 30. Da hvilede Folket på den syvende Dag.

 31. Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide
      Korianderfrø og smagte som Honningkager.
 32. Moses sagde fremdeles: "Således har HERREN påbudt: En Omer fuld
      deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det
      Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af
      Ægypten!"
 33. Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri
      og stil den foran HERRENs Åsyn for at gemmes til eders
      Efterkommere!"
 34. Og Aron gjorde, som HERREN havde pålagt Moses, og han stillede
      den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.
 35. Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til
      beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af
      Kana'ans Land.
 36. En Omer er Tiendedelen af en Efa.

2.Mosebog 17

  1. Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra
      Lejrplads til Lejrplads efter HERRENs Bud. Men da de lejrede sig
      i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke.
  2. Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!"
      Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister
      I HERREN?"
  3. Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og
      sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade
      os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?"
  4. Da råbte Moses til HERREN: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk?
      Det er ikke langt fra, at de vil stene mig."
  5. Men HERREN sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af
      Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og
      kom så!
  6. Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du
      slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan
      få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels
      Ældste.
  7. Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der
      havde kivedes og fristet HERREN ved at sige: "Er HERREN iblandt
      os eller ej?"

  8. Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim.
  9. Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud
      til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen
      med Guds Stav i Hånden!"
 10. Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod
      Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen.
 11. Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne
      Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne
      Overtaget.
 12. Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under
      ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans
      Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede
      til Solen gik ned,
 13. og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med
      Sværdet.

 14. Da sagde HERREN til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det
      kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette
      Amalekiternes Minde under Himmelen!"
 15. Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "HERREN er mit
      Banner!"
 16. Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på HERRENs Trone! HERREN
      har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!"

2.Mosebog 18

  1. Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt,
      hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes
      HERREN havde ført Israel ud af Ægypten,
  2. tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han
      havde sendt hjem,
  3. tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi",
      havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land";

  4. og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud
      har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!"
  5. Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til
      Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg,
  6. og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig
      med din Hustru og hendes to Sønner!"
  7. Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og
      kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i
      Teltet.
  8. Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort
      ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de
      Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes
      HERREN havde frelst dem.
  9. Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod
      Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd.
 10. Og Jetro sagde: "Lovet være HERREN, som har frelst eder af
      Ægypternes og Faraos. Hånd!"
 11. Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved
      det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket
      af Ægypternes Hånd.
 12. Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre
      til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid
      for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader.

 13. Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og
      Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften.
 14. Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med
      Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med
      Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står
      omkring dig fra Morgen til Aften?"
 15. Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at
      rådspørge Gud;
 16. når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne
      imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love."
 17. Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du
      bærer dig ad med det.
 18. På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig
      ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan
      ikke overkomme det alene.
 19. Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og
      Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på
      Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager;
 20. og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den
      Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.
 21. Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter
      Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og
      dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde,
      andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over
      ti;
 22. lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager
      skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv
      afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære
      Byrden med dig.
 23. Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og
      alt Folket der kan gå tilfreds hjem."

 24. Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han
      foreslog.
 25. Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til
      Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre
      over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti.
 26. De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager
      forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv.
 27. Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig
      til sit Land.

2.Mosebog 19

  1. I den tredje Måned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, på
      denne Dag nåede de Sinaj Ørken.
  2. De brød op fra Refdim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i
      Ørkenen. Der slog . Israel Lejr lige over for Bjerget,
  3. men Moses steg op til Gud. Da råbte HERREN til ham fra Bjerget:
      "Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn:

  4. I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar
      eder på Ørnevinger og bragte eder hid til mig.
  5. Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, så skal I være
      min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til,
  6. og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk!
      Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn !"
  7. Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde
      dem alle disse Ord, som HERREN havde pålagt ham.
  8. Og hele Folket svarede, alle som een: "Alt, hvad HERREN har
      sagt, vil vi gøre!" Da bragte Moses HERREN Folkets Svar.

  9. Derpå sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en
      tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for
      stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde HERREN Folkets
      Svar.
 10. Da sagde HERREN til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig
      i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder
 11. og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil HERREN
      stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg.
 12. Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog
      eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten
      deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!
 13. Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned;
      hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste
      Livet. Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget."
 14. Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige
      sig, og de tvættede deres Klæder;
 15. og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen
      må komme en Kvinde nær!"

 16. Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og
      lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes
      vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren.
 17. Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig
      neden for Bjerget.
 18. Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi HERREN steg ned derpå
      i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele
      Folket skælvede så1e.
 19. Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og
      Gud svarede ham med høj Røst.
 20. Og da HERREN var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af
      Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg
      derop.
 21. Da sagde HERREN til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de
      ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke
      skal ske et stort Mandefald iblandt dem.
 22. Selv Præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige
      sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres Rækker."
 23. Da sagde Moses til HERREN: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj
      Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og
      hellige det."
 24. Men HERREN sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen
      med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at
      komme op til HERREN, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker."
 25. Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.

2.Mosebog 20

  1. Gud talede alle disse Ord og sagde:
  2. Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af
      Trællehuset.
  3. Du må ikke have andre Guder end mig.
  4. Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede
      af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i
      Vandet under Jorden;
  5. du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en
      nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres
      Brøde på Børn af dem, som hader mig,
  6. men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og
      holder mine Bud!
  7. Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke
      den ustraffet, der misbruger hans Navn!
  8. Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig!
  9. I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
 10. men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må
      du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter,
      din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden
      dine Porte.
 11. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt,
      hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har
      HERREN velsignet Hviledagen og helliget den.
 12. Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det
      Land, HERREN din Gud vil give dig!
 13. Du må ikke slå ihjel!
 14. Du må ikke bedrive Hor!
 15. Du må ikke stjæle!
 16. Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
 17. Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes
      Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller
      noget, der hører din Næste til!

 18. Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene
      og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig
      skælvende i Frastand;
 19. og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men
      lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!"
 20. Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at
      prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke
      synder."
 21. Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet,
      hvori Gud var.

 22. HERREN sagde da til Moses: Således skal du sige til
      Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra
      Himmelen!
 23. I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller
      Guld må I ikke gøre eder!

 24. Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine
      Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert
      Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og
      velsigne dig.
 25. Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af
      tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover,
      vanhelliger du dem.
 26. Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din
      Blusel skal blottes over det.

2.Mosebog 21

  1. De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende:
  2. Når du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks År,
      men i det syvende skal han frigives uden Vederlag.
  3. Er han ugift, når han kommer til dig, skal han frigives alene;
      er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham.
  4. Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner
      eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes
      Herre, og Trællen frigives alene.
  5. Hvis han imidlertid erklærer: "Jeg har fået Kærlighed til min
      Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!"
  6. da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad
      Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre
      med en Syl, og så skal han være hans Træl for Livstid.
  7. Når en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke
      frigives som Trællene.
  8. Dersom hun pådrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft
      Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har
      ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, når han har gjort
      Uret imod hende;
  9. hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru,
      skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre.
 10. Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den
      første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der
      tilkommer hende.
 11. Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives
      uden Vederlag og Betaling.

 12. Den, der slår en Mand ihjel, skal lide Døden.
 13. Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Hånd af
      Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen.
 14. Når derimod en handler med Overlæg, så han med List slår sin
      Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han
      kan lide Døden.
 15. Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
 16. Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han
      har solgt det, eller det endnu findes hos ham.
 17. Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden.

 18. Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med
      en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog
      må holde Sengen,
 19. så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå
      ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans
      Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.
 20. Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de
      dør på Stedet, skal han straffes derfor;
 21. men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke
      straffes; det er jo hans egne Penge.
 22. Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig
      Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke
      sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give
      Erstatning for det dødfødte Barn.
 23. Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv,
 24. Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod,
 25. Brandsår for Brandsår, Sår for Sår, Skramme for Skramme.
 26. Når en Mand slår sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og
      ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet;
 27. og hvis han slår en Tand ud på sin Træl eller Trælkvinde, skal
      han give dem fri til Erstatning for Tanden.

 28. Når en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen
      stenes, og dens Kød må ikke spises, men Ejeren er sagesløs;
 29. men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens
      Ejer er advaret, men alligevel ikke passer på den, og den så
      dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer
      skal også lide Døden;
 30. men hvis der pålægges ham Sonepenge, skal han betale så stor en
      Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham.
 31. Også hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles
      efter samme Lovbud.
 32. Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale
      deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.

 33. Når en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne
      uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel så falder deri,
 34. da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer
      Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham,
 35. Når en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge
      den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det
      døde dyr.
 36. Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet
      stange, og dens Ejer ikke har passet på den, da skal han
      erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham.

2.Mosebog 22

  1. Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger
      dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får
      for Fåret.
  2. Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og
      bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld;
  3. men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld.
      Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som
      Træl til Vederlag for det stjålne;
  4. hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da
      skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et
      Æsel, eller et Får.

  5. Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden
      brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det
      bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning;
  6. men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg
      eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der
      antændte Ilden, give simpel Erstatning.

  7. Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de
      stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give
      dobbelt Erstatning;
  8. men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud
      og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods.
  9. I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse,
      et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst
      bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag
      bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give
      den anden dobbelt Erstatning.
 10. Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et
      andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade
      eller røves, uden at nogen ser det,
 11. da skal han sværge ved HERREN på, at han ikke har forgrebet sig
      på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem;
      Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at
      give Erstatning.
 12. Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning.
 13. Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med
      som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.
 14. Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller
      dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning;
 15. er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var
      det lejet, er Lejesummen Erstatning.

 16. Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger
      hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage
      hende til Hustru;
 17. og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han
      tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.

 18. En Troldkvinde må du ikke lade leve.
 19. Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden.
 20. Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges
      Band på.
 21. Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var
      selv fremmede i Ægypten.
 22. Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle;
 23. hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg
      visselig høre på deres Klageråb,
 24. og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med
      Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn
      faderløse.
 25. Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag,
      må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage
      Renter af ham.
 26. Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den
      tilbage inden Solnedgang;
 27. thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han
      hyller sit Legeme i; hvad skulde han,ellers ligge med? Og når
      han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.
 28. Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke
      forbande.

 29. Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde
      tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig.
 30. Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage
      skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give
      mig det.
 31. I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke
      spise, I skal kaste det for Hundene.

2.Mosebog 23

  1. Du må ikke udsprede falske Rygter. Gør ikke fælles Sag med den,
      der har Uret, ved at optræde som uretfærdigt Vidne.
  2. Du må ikke følge Mængden i, hvad der er ondt, eller i dit
      Vidnesbyrd for Retten tage Hensyn til Mængden, så du bøjer
      Retten.
  3. Du må ikke tage Parti for den ringe i hans Retssag.
  4. Når du træffer din Fjendes Okse eller Æsel løbende løse, skal du
      bringe dem tilbage til ham.
  5. Når du ser din Uvens Æsel segne under sin Byrde, må du ikke lade
      ham i Stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse Byrden af.
  6. Du må ikke bøje din fattige Landsmands Ret i hans Retssag.
  7. Hold dig fra en uretfærdig Sag; og den, som er uskyldig og har
      Ret. må du ikke berøve Livet; nej, du må ikke skaffe den Ret,
      som har Uret.
  8. Tag ikke mod Bestikkelse, thi Bestikkelse gør den seende blind
      og fordrejer Sagen for dem, der har Ret.
  9. Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er
      til Mode, thi I,var selv fremmede i Ægypten.

 10. Seks År igennem skal du tilså dit Land og indsamle dets Afgrøde;
 11. men i det syvende skal du lade det hvile og ligge urørt, så at
      de fattige i dit Folk kan gøre sig til gode dermed, og Markens
      vilde Dyr kan æde, hvad de levner; ligeså skal du gøre med din
      Vingård og dine Oliventræer.
 12. I seks Dage skal du gøre dit Arbejde, men på den syvende skal du
      hvile, for at dine Okser og Æsler kan få Hvile og din
      Trælkvindes Søn og den fremmede hvile ud.
 13. Hold eder alt, hvad jeg siger eder, efterrettelig; du må ikke
      nævne andre Guders Navn, det må ikke høres i din Mund.
 14. Tre Gange om Året skal du holde Højtid for mig.
 15. Du skal fejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
      usyret Brød, som jeg har pålagt dig, på den fastsatte Tid i Abib
      Måned, thi i den Måned vandrede du ud af Ægypten, Man må ikke
      stedes for mit Åsyn med tomme Hænder.
 16. Fremdeles skal du fejre Højtiden for Høsten, Førstegrøden af dit
      Arbejde, af hvad du sår i din Mark, og Højtiden for Frugthøsten
      ved Årets Udgang, når du har bjærget Udbyttet af dit Arbejde
      hjem fra Marken.
 17. Tre Gange om Året skal alle dine Mænd stedes for den Herre
      HERRENs Åsyn.
 18. Du må ikke ofre Blodet af mit Slagtoffer sammen med syret
      Brød. Fedtet fra min Højtid må ikke gemmes til næste Morgen.
 19. Du skal bringe det første, Førstegrøden af din Jord, til HERREN
      din Guds Hus. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.

 20. Se, jeg sender en Engel foran dig for at vogte dig undervejs og
      føre dig til det Sted, jeg har beredt.
 21. Tag dig vel i Vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig
      imod ham, thi han skal ikke tilgive eders Overtrædelser, efterdi
      mit Navn er i ham.
 22. Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine
      Fjenders Fjende og dine Modstanderes Modstander,
 23. Ja, min Engel skal drage foran dig og føre dig til Amoriterne,
      Hetiterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hivviterne og
      Jebusiterne, og jeg vil udrydde dem.
 24. Du må ikke tilbede eller dyrke deres Guder eller følge deres
      Skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres Stenstøtter.
 25. I skal dyrke HERREN eders Gud, så vil jeg velsigne dit Brød og
      dit Vand og holde Sygdomme borte fra dig.
 26. Utidige Fødsler eller Ufrugtbarhed skal ikke forekomme i dit
      Land, og dine Dages Mål vil jeg gøre fuldt.
 27. Jeg vil sende min Rædsel foran dig og bringe Bestyrtelse over
      alle de Folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine Fjender
      på Flugt for dig.
 28. Jeg vil sende Gedehamse foran dig, og de skal drive Hivviterne,
      Kana'anæerne og Hetiterne bort foran dig.
 29. Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme År, for
      at Landet ikke skal lægges øde, og for at Markens vilde Dyr ikke
      skal tage Overhånd for dig;
 30. lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du
      bliver så talrig, at du kan tage Landet i Besiddelse.
 31. Jeg vil lade dine Landemærker nå fra det røde Hav til
      Filisternes Hav, fra Ørkenen til Floden, thi jeg giver Landets
      Indbyggere i eders Hånd, så du kan drive dem bort foran dig.
 32. Du må ikke slutte Pagt med dem eller deres Guder.
 33. De må ikke blive boende i dit Land, for at de ikke skal forlede
      dig til Synd imod mig, til at dyrke deres Guder, så det bliver
      dig til en Snare!

2.Mosebog 24

  1. Og han sagde til Moses: "Stig op til HERREN, du og Aron, Nadab
      og Abih og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste, og tilbed i
      Frastand;
  2. Moses alene skal træde hen til HERREN, de andre ikke, og det
      øvrige Folk må ikke følge med ham derop."
  3. Derpå kom Moses og kundgjorde hele Folket alle HERRENs Ord og
      alle Lovbudene, og hele Folket svarede enstemmigt: "Alle de Ord,
      HERREN har talet, vil vi overholde."
  4. Da skrev Moses alle HERRENs Ord op; og tidligt næste Morgen
      rejste han ved Foden af Bjerget et Alter og tolv Stenstøtter
      svarende til Israels tolv Stammer.
  5. Derefter sendte han de unge Mænd blandt Israeliterne hen for at
      bringe Brændofre og slagte unge Tyre som Takofre til HERREN.
  6. Og Moses tog den ene Halvdel af Blodet og gød det i
      Offerskålene, men den anden Halvdel sprængte han på Alteret.
  7. Så tog han Pagtsbogen og læste den op i Folkets Påhør, og de
      sagde: "Vi vil gøre alt, hvad HERREN har talet, og lyde ham!"
  8. Derpå tog Moses Blodet og sprængte det på Folket, idet han
      sagde: "Se, dette er Pagtens Blod, den Pagt, HERREN har sluttet
      med eder på Grundlag af alle disse Ord."

  9. Og Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels
      Ældste steg op
 10. og skuede Israels Gud; under hans Fødder var der ligesom
      Safirfliser, som selve Himmelen i Stråleglans.
 11. Men han lagde ikke Hånd på Israeliternes ypperste Mænd. De
      skuede Gud, og de spiste og drak.

 12. Og HERREN sagde til Moses: "Stig op til mig på Bjerget og bliv
      der, så vil jeg give dig Stentavlerne, Loven og Budet, som jeg
      har opskrevet til Vejledning for dem."
 13. Da bød Moses og Josua, hans Medhjælper op, og Moses steg op på
      Guds Bjerg;
 14. men til de Ældste sagde han: "Vent på os her, til vi kommer
      tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der
      har en Retstrætte, kan han henvende sig til dem!"
 15. Derpå steg Moses op på Bjerget. Da indhyllede Skyen Bjerget,
 16. og HERRENs Herlighed nedlod sig på Sinaj Bjerg. Og Skyen
      indhyllede Sinaj Bjerg i seks Dage, men den syvende Dag råbte
      HERREN ud fra Skyen til Moses;
 17. og medens HERRENs Herlighed viste sig for Israeliternes Øjne som
      en fortærende Ild på Bjergets Top,
 18. gik Moses ind i Skyen og steg op på Bjerget. Og Moses blev på
      Bjerget i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.

2.Mosebog 25

  1. HERREN talede til Moses og sagde:
  2. Sig til Israeliterne, at de skal bringe mig en Offerydelse; af
      enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I
      tage min Offerydelse.
  3. Og Offerydelsen, som I skal tage af dem, skal bestå af Guld,
      Sølv, Kobber,
  4. violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
  5. rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
  6. Olie til Lysestagen, vellugtende Stoffer til Salveolien og
      Aøgelsen,
  7. Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
      Brystskjoldet.
  8. Og du skal indrette mig en Helligdom, for at jeg kan bo midt
      iblandt dem.
  9. Du skal indrette Boligen og alt dens Tilbehør nøje efter det
      Forbillede, jeg vil vise dig.

 10. Du skal lave en Ark af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
      halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
 11. og overtrække den med pu1t Guld; indvendig og udvendig skal du
      overtrække den og sætte en gylden Krans rundt om den;
 12. og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem på dens
      fire Fødder, to Ringe på hver Side at den.
 13. Så skal du lave Bærestænger af Akacietræ og overtrække dem med
      Guld,
 14. og du skal stikke Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for
      at den kan bæres med dem;
 15. Stængerne skal blive i Ringene, de må ikke tages ud.
 16. Og i Arken skal du nedlægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
 17. Så skal du lave et Sonedække af purt Guld, halvtredje Alen langt
      og halvanden Alen bredt;
 18. og du skal lave to Keruber af Guld, i drevet Arbejde skal du
      lave dem, ved begge Ender af Sonedækket.
 19. Den ene Kerub skal du anbringe ved den ene Ende, den anden Kerub
      ved den anden; du skal lave Keruberne således, at de er i eet
      med Sonedækket ved begge Ender.
 20. Og Keruberne skal brede deres Vinger i Vejret, således at de
      dækker over Sonedækket med deres Vinger, og de skal vende
      Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sonedækket skal Kerubernes
      Ansigter vende.
 21. Og Sonedækket skal du lægge over Arken, men i Arken skal du
      lægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
 22. Der vil jeg mødes med dig, og fra Sonedækket, fra Pladsen mellem
      de to Keruber på Vidnesbyrdets Ark, vil jeg meddele dig alle de
      Bud, jeg har at give dig til Israeliterne.

 23. Fremdeles skal du lave et Bord at Alkacietræ, to Alen langt, en
      Alen bredt og halvanden Alen højt,
 24. og overtrække det med purt Guld og sætte en gylden Krans rundt
      om det.
 25. Og du skal sætte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
      gylden Krans rundt om Listen.
 26. Så skal du lave fire Guldringe og sætte dem på de fire Hjørner
      ved dets fire Ben;
 27. lige ved Listen skal Ringene sidde til at stikke Bærestængerne
      i, så at man kan bære Bordet.
 28. Og du skal lave Bærestængerne af Akacietræ og overtrække dem med
      Guld, og med dem skal Bordet bæres.
 29. Og du skal lave de dertil hørende Fade og Kander, Krukker og
      Skåle til at udgyde Drikoffer med; af purt Guld skal du lave
      dem.
 30. På Bordet skal du altid have Skuebrød liggende for mit Åsyn.

 31. Fremdeles skal du lave en Lysestage af purt Guld, i drevet
      Arbejde skal Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, laves,
      således af dens Blomster med Bægere og Kroner er i eet med den.
 32. Seks Arme skal udgå fra Lysestagens Side, tre fra den ene og tre
      fra den anden Side.
 33. På hver af Armene, der udgår fra Lysestagen, skal der være tre
      mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
 34. men på selve Stagen skal der være fire mandelblomstlignende
      Blomster med Bægere og Kroner,
 35. et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgår fra
      Lysestagen.
 36. Bægrene og Armene skal være i eet med den, så at det hele udgør
      eet drevet Arbejde af purt Guld.
 37. Og du skal lave syv Lamper til den og sætte disse Lamper på den,
      for at de kan lyse Pladsen foran op.
 38. Dens Lampesakse og Bakker skal være af purt Guld.
 39. Der skal bruges en Talent purt Guld til den og til alt dette
      Tilbehør.
 40. Se til, at du udfører det efter det Forbillede, som vises dig på
      Bjerget.

2.Mosebog 26

  1. Boligen skal du lave af ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og
      rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn med Keruber på i
      Kunstvævning.
  2. Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt og fire Alen
      bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
  3. Tæpperne skal sys sammen, fem og fem.
  4. I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
      Stykke, skal du sætte Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
      skal du sætte Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
      sammensyede Stykke;
  5. du skal sætte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
      halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
      andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
  6. Og du skal lave halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
      Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgør et Hele.

  7. Fremdeles skal du lave Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden
      om Boligen, og her skal du lave elleve Tæpper,
  8. hvert Tæppe skal skal være tredive Alen langt og fire Alen
      bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
  9. Og du skal sy de fem af Tæpperne sammen for sig og de seks for
      sig; det sjette Tæppe, det, der kommer til at ligge over Teltets
      Forside, skal du lægge dobbelt.
 10. Og du skal sætte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det
      yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve
      Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede
      Stykke.
 11. Og du skal lave halvtredsindstyve Kobberkroge og stikke dem i
      Løkkerne og sammenføje Teltdækket, så de udgør et Hele.
 12. Men hvad angår det overskydende af Teltdækkets Tæpper, skal
      Halvdelen deraf hænge ned over Boligens Bagside,
 13. og den overskydende Alen på begge Sider af Telttæppernes Længder
      skal hænge ned over begge Boligens Sider for at dække den.
 14. Fremdeles skal du lave et Dække over Teltdækket af rødfarvede
      Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
 15. Fremdeles skal du lave Brædderne til Boligen af Akacietræ til at
      stå op,
 16. hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt.
 17. På hvert Bræt skal der være to indbyrdes forbundne Tapper;
      således skal du indrette det ved alle Boligens Brædder.
 18. Af Brædderne, som du skal lave til Boligen, skal tyve være til
      Sydsiden,
 19. og til de tyve Brædder skal du lave fyrretyve Fodstykker af
      Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
 20. Andre tyve Brædder skal laves til Boligens anden Side, som
      vender mod Nord,
 21. med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
 22. Og til Bagsiden, der vendet mod Vest, skal du lave seks Brædder.
 23. Til Boligens Baghjørner skal du lave to Brædder,
 24. som skal bestå af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
      foroven, indtil den første Ring; således skal de begge indrettes
      for at danne de to Hjørner.
 25. Altså bliver der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende
      seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
 26. Og du skal lave Tværstænger af Alkacietræ, fem til de Brædder,
      der danner Boligens ene Side,
 27. fem til de Brædder, der danner Boligens anden Side, og fem til
      de Brædder, der danner Boligens Bagside mod Vest;
 28. den mellemste Tværstang midt på Brædderne skal nå fra den ene
      Ende af Væggen til den anden.
 29. Du skal overtrække Brædderne med Guld, og deres Ringe, som
      Tværstængerne skal stikkes i, skal du lave af Guld, og
      Tværstængerne skal du overtrække med Guld.
 30. Og du skal rejse Boligen på den Måde, som vises dig på Bjerget.

 31. fremdeles skal du lave et Forhæng af violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det skal laves i
      Kunstvævning med Keruber på.
 32. Du skal hænge det på fire Piller af Akacietræ, overtrukne med
      Guld og med Knager af Guld, på fire Fodstykker af Sølv;
 33. og du skal hænge Forhænget under Krogene og bringe Vidnesbyrdets
      Ark ind i Rummet bag ved Forhænget, og Forhænget skal danne eder
      en Skillevæg mellem det Hellige og det Allerhelligste.
 34. Og Sonedækket skal du lægge over Vidnesbyrdets Ark i det
      Allerhelligste.
 35. Men Bordet skal du stille uden for Forhænget, og Lysestagen over
      for Bordet ved Boligens søndre Væg; Bordet skal du altså stille
      ved den nordre Væg.
 36. Fremdeles skal du lave et Forhæng til Teltets indgang af violet
      og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
      broget Vævning;
 37. og til Forhænget skal du lave fem Piller af Akacietræ, som du
      skal overtrække med Guld, med Knager af Guld, og du skal støbe
      fem Fodstykker dertil af Kobber.

2.Mosebog 27

  1. Fremdeles skal du lave Alteret af Akacietræ, fem Alen langt og
      fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være, og tre Alen højt.
  2. Du skal lave Horn til dets fire Hjørner, således at de er i eet
      dermed, overtrække det med Kobber
  3. og lave Kar dertil, for at Asken kan fjernes, ligeledes de
      dertil hørende Skovle, Skåle, Gafler og Pander; alt dets
      Tilbehør skal du lave af Kobber.
  4. Du skal omgive det med et flettet Kobbergitter, og du skal sætte
      fire Kobberringe på Fletværket. på dets fire Hjørner.
  5. Og du skal sætte Gitteret neden under Alterets Liste, således at
      Fletværket når op til Alterets halve Højde.
  6. Fremdeles skal du lave Bærestænger til Alteret, Stænger af
      Akacietræ, og overtrække dem med Kobber.
  7. Og Stængerne skal stikkes gennem Ringene, så at de sidder langs
      Alterets to Sider, når det bæres.
  8. Du skal lave det hult af Brædder; som det vises dig på Bjerget,
      skal du lave det.

  9. Boligens Forgård skal du indrette således: På Sydsiden skal der
      være et Forgårdsomhæng af tvundet Byssus, hundrede Alen langt på
      denne ene Side,
 10. med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
      Bånd af Sølv til Pillerne.
 11. Og på samme Måde skal der på den nordre Langside være et Omhæng,
      hundrede Alen langt, med tyve Piller og tyve Fodstykker af
      Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
 12. På Forgårdens Bredside mod Vest skal der være et Omhæng,
      halvtredsindstyve Alen langt, med ti Piller og ti Fodstykker,
 13. og Forgårdens Bredside mod Øst skal være halvtredsindstyve Alen
      lang.
 14. På den ene Side deraf skal der være femten Alen Omhæng med tre
      Piller og tre Fodstykker,
 15. på den anden Side ligeledes femten Alen Omhæng med tre Piller og
      tre Fodstykker.
 16. Forgårdens Indgang skal have et Forhæng på tyve Alen af violet
      og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
      broget Vævning med fire Piller og fire Fodstykker.
 17. Alle Forgårdens Piller rundt omkring skal have Bånd af Sølv,
      Knager af Sølv og Fodstykker af Kobber.
 18. Omhænget om Forgården skal være hundrede Alen på hver Langside,
      halvtredsindstyve Alen på hver Bredside og fem Alen højt; det
      skal være af tvundet Byssus, og Fodstykkerne skal være af
      Kobber.
 19. Alle Redskaber, der bruges ved Arbejdet på Boligen, alle dens
      Pæle og alle Forgårdens Pæle skal være af Kobber.

 20. Fremdeles skal du pålægge Israeliterne at skaffe dig ren
      Olivenoli af knuste Frugter til Lysestagen, og der skal stadig
      sættes Lamper på.
 21. I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget, der hænger foran
      Vidnesbyrdet, skal Aron og hans Sønner gøre den i Stand, at den
      kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være
      en evig gyldig Bestemmelse, der skal påhvile Israeliterne fra
      Slægt til Slægt.

2.Mosebog 28

  1. Du skal lade din Broder Aron og hans Sønner tillige med ham
      træde frem af Israeliternes Midte og komme hen til dig, for at
      de kan gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab,
      Abihu, Eleazar og Itamar.
  2. Og du skal tilvirke din Broder Aron hellige Klæder til Ære og
      Pryd,
  3. og du skal byde alle kunstforstandige Mænd, hvem jeg har fyldt
      med Kunstfærdigheds Ånd, at tilvirke Aron Klæder, for at han kan
      helliges til at gøre Præstetjeneste for mig.
  4. Klæderne, som de skal tilvirke, er følgende: Brystskjold, Efod,
      Kåbe, Kjortel af mønstret Stof, Hovedklæde og Bælte. De skal
      tilvirke din Broder Aron og hans Sønner hellige Klæder, for at
      de kan gøre Præstetjeneste for mig,
  5. og dertil skal de bruge Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      Karmoisinrødt Garn og Byssus.

  6. Efoden skal du tilvirke af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i Kunstvævning.
  7. Den skal have to Skulderstykker, der skal være til at hæfte på;
      den skal hæftes sammen ved begge Hjørner.
  8. Og dens Bælte, som skal bruges, når den tages på, skal være af
      samme Arbejde og i eet med den; det skal være af Guldtråd,
      violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus.
  9. Så skal du tage de to Sjohamsten og gravere Israels Sønners
      Navne i dem,
 10. seks af Navnene på den ene Sten og de andre seks på den anden
      efter Aldersfølge;
 11. med Stenskærerarbejde, som ved Gravering af Signeter, skal du
      indgravere Israels Sønners Navne i de 14 Sten, og du skal
      indfatte dem i Guldfletværk.
 12. Disse to Sten skal du fæste på Efodens Skulderstykker, for at
      Stenene kan bringe Israels Sønner i Minde, og Aron skal bære
      deres Navne for HERRENs Åsyn på sine Skuldre for at bringe dem i
      Minde.
 13. Og du skal tilvirke Fletværk af Guld
 14. og to Kæder af purt Guld; du skal lave dem i snoet Arbejde, som
      når man snor Reb, og sætte disse snoede Kæder på Fletværket.

 15. Fremdeles skal du tilvirke Retskendelsens Brystskjold i
      Kunstvævning på samme Måde som Efoden; af Guldtråd, violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus skal du
      lave det;
 16. det skal være firkantet og lægges dobbelt, et Spand langt og et
      Spand bredt,
 17. Og du skal udstyre det med en Besætning af Sten, fire Rækker
      Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række,
 18. Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
 19. Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
 20. Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde; og de skal omgives med
      Guldfletværk i deres Indfatninger.
 21. Der skal være tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en
      for hvert Navn; det skal være graveret Arbejde som Signeter,
      således at hver Sten bærer Navnet på en af de tolv Stammer.
 22. Til Brystskjoldet skal du lave snoede Kæder af purt Guld, snoet
      Arbejde, som når man snor Reb.
 23. Til Brystskjoldet skal du lave to Guldringe og sætte disse to
      Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
 24. og de to Guldsnore skal du knytte i de to Ringe på
      Brystskjoldets Hjørner;
 25. Snorenes anden Ende skal du anbringe i det Fletværker og fæste
      dem på Forsiden af Efodens Skulderstykke.
 26. Og du skal lave to andre Guldringe og sætte dem på
      Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre, mod Efoden
      vendende Rand.
 27. Og du skal lave endnu to Guldringe og fæste dem på Efodens to
      Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den er hæftet sammen
      med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
 28. og man skal med Ringene binde Brystskjoldet fast til Efodens
      Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kommer til at
      sidde oven over Efodens Bælte og ikke løsner sig fra Efoden.
 29. Aron skal således stedse bære Israels Sønners Navne på
      Retskendelsens Brystskjold på sit Hjerte, når han går ind i
      Helligdommen, for at bringe dem i Minde for HERRENs Åsyn.
 30. Og i Retskendelsens Brystskjold skal du lægge Urim og Tummim, så
      at Aron.bærer dem på sit Hjerte, når han går ind for HERRENs
      Åsyn, og Aron skal stedse bære Israeliternes Retskendelse på sit
      Hjerte for HERRENs Åsyn.

 31. Fremdeles skal du tilvirke Kåben, som hører til Efoden, helt og
      holdent af violet Purpur.
 32. Midt på skal den have en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
      Panserskjorte, omgivet af en Linning i vævet Arbejde, for at den
      ikke skal rives itu;
 33. og langs dens nedeste Kant skal du sy Granatæbler af violet og
      rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn og mellem dem Guldbjælder
      hele Vejen rundt,
 34. så at Guldbjælder og Granatæbler skifter hele Vejen rundt langs
      Kåbens nederste Kant.
 35. Aron skal bære den, når han gør Tjeneste, så at det kan høres,
      når han går ind i Helligdommen for HERRENs Åsyn, og når han går
      ud derfra, at han ikke skal dø,

 36. Fremdeles skal du lave en Pandeplade af purt Guld, og i den skal
      du gravere, som når man graverer Signeter: "Helliget HERREN."
 37. Den skal du fastgøre med en violet Purpursnor, og den skal sidde
      på Hovedklædet, foran på Hovedklædet skal den sidde.
 38. Aron skal bære den på sin Pande, for at han kan tage de Synder
      på sig, som klæder ved de hellige Gaver, Israeliterne frembærer,
      ved alle de hellige Gaver, de bringer; og Aron skal stedse have
      den på sin Pande for at vinde dem HERRENs Velbehag.

 39. Kjortelen skal du væve i mønstret Vævning af Byssus. Og du skal
      tilvirke et Hovedklæde af Byssus og et Bælte i broget Vævning.

 40. Også til Arons Sønner skal du tilvirke Kjortler, og du skal
      tilvirke Bælter til dem og Huer til Ære og Pryd.
 41. Og du skal iføre din Broder Aron og hans Sønner dem, og du skal
      salve dem, indsætte dem og hellige dem til at gøre
      Præstetjeneste for mig.

 42. Tillige skal du tilvirke Linnedbenklæder til dem til at skjule
      deres Blusel, og de skal nå fra Hoften ned på Lårene.
 43. Dem skal Aron og hans Sønner bære, når de går ind i
      Åbenbaringsteltet eller træder frem til Alteret for at gøre
      Tjeneste i Helligdommen, at de ikke skal pådrage sig Skyld og
      lide Døden. En evig gyldig Anordning skal det være for ham og
      hans Afkom efter ham.

2.Mosebog 29

  1. Således skal du bære dig ad med dem, når du helliger dem til at
      gøre Præstetjeneste for mig: Tag en ung Tyr, to lydefri Vædre,
  2. usyrede Brød, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød,
      smurte med Olie; af fint Hvedemel skal du bage dem.
  3. Læg dem så i een Kurv og bær dem frem i Kurven sammen med Tyren
      og de to Vædre.
  4. Lad derpå Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
      Indgang og tvæt dem med Vand.
  5. Tag så Klæderne og ifør Aron Kjortelen, Efodkåben, Efoden og
      Brystskjoldet og bind Efoden fast på ham med Bæltet.
  6. Læg Hovedklædet om hans Hoved og fæst det hellige Diadem på
      Hovedklædet.
  7. Tag så Salveolien og udgyd den på hans Hoved og salv ham.
  8. Lad dernæst hans Sønner træde frem og ifør dem Kjortler,
  9. omgjord dem med Bælter og bind Huerne på dem. Og
      Præsteværdigheden skal tilhøre dem med evig Ret. Så skal du
      indsætte Aron og hans Sønner.

 10. Før Tyren frem foran Åbenbaringsteltet, og Aron og hans Sønner
      skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved.
 11. Slagt så Tyren for HERRENs Åsyn ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet
 12. og tag noget af Tyrens Blod og stryg det på Alterets Horn med
      din Finger og udgyd Resten af Blodet ved Alterets Fod.
 13. Tag så alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne
      med Fedtet på dem og bring det som Røgoffer på Alteret;
 14. men Tyrens Kød, dens Hud og dens Skarn skal du brænde uden for
      Lejren. Det er et Syndoffer.

 15. Derpå skal du tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skal
      lægge deres Hænder på dens Hoved.
 16. Slagt så Væderen, tag dens Blod og spræng det rundt om på
      Alteret.
 17. Skær så Væderen i Stykker, tvæt dens Indvolde og Skinneben, læg
      dem på Stykkerne og Hovedet
 18. og bring så hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det er et
      Brændoffer for HERREN; en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN er
      det.

 19. Derpå skal du tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skal
      lægge deres Hænder på dens Hoved.
 20. Slagt så Væderen, tag noget af dens Blod og stryg det på Arons
      og hans Sønners højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og
      højre Tommeltå og spræng Resten af Blodet rundt om på Alteret.
 21. Tag så noget af Blodet på Alteret og af Salveolien og stænk det
      på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres
      Klæder. så bliver han hellig, han selv og hans Klæder og
      ligeledes hans Sønner og deres klæder.
 22. Derpå skal du tage Fedtet af Væderen, Fedthalen, Fedtet på
      Indvoldene, Leverlappen, begge Nyrerne med Fedtet på dem, dertil
      den højre Kølle, thi det er en Indsættelsesvæder,
 23. og en Skive Brød, en Oliebrødkage og et Fladbrød af Kurven med
      de usyrede Brød, som står for HERRENs Åsyn,
 24. og lægge det alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lade
      dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
 25. Tag det så igen fra dem og bring det som Røgoffer på Alteret
      oven på Brændofferet til en liflig Duft for HERRENs Åsyn, et
      Ildoffer er det for HERREN.
 26. Tag derpå Brystet af Arons Indsættelsesvæder og udfør
      Svingningen dermed for HERRENs Åsyn: det skal være din Del.
 27. Således skal du hellige Svingningsbrystet og
      Offerydelseskøllen. det, hvormed Svingningen udføres. og det,
      som ydes af Arons og hans Sønners Indsættelsesvæder.
 28. Og det skal tilfalde Aron og hans Sønner som en Rettighed, de
      har Krav på fra Israeliternes Side til evig Tid; thi det er en
      Offerydelse, og som Offerydelse skal Israeliterne give det af
      deres Takofre, som deres Offerydelse til HERREN.

 29. Arons hellige Klæder skal tilfalde hans Sønner efter ham, for at
      de kan salves og indsættes i dem.
 30. I syv Dage skal de bæres af den af hans Sønner, som bliver Præst
      i hans Sted, den, som skal gå ind i Åbenbaringsteltet for at
      gøre Tjeneste i Helligdommen.
 31. Så skal du tage Indsættelsesvæderen og koge dens Kød på et
      helligt Sted;
 32. og Aron og hans Sønner skal spise Væderens Kød og Brødet i
      Kurven ved Indgangen til Åbenbaringsteltet;
 33. de skal spise de Stykker, hvorved der skaffes Soning ved deres
      Indsættelse og Indvielse, og ingen Lægmand må spise deraf, thi
      det er helligt.
 34. Og dersom der bliver noget af Indsættelseskødet eller Brødet
      tilovers til næste Morgen, da skal du opbrænde det
      tiloversblevne; spises må det ikke, thi det er helligt.

 35. Således skal du forholde dig over for Aron og hans Sønner,
      ganske som jeg har pålagt dig. Syv Dage skal du foretage
      Indsættelsen;
 36. daglig skal du ofre en Syndoffertyr til Soning og rense Alteret
      for Synd ved at fuldbyrde Soningen på det, og du skal salve det
      for at hellige det.
 37. Syv dage skal du fuldbyrde Soningen på Alteret og hellige det;
      således bliver Alteret højhelligt; enhver, der kommer i Berøring
      med Alteret, bliver hellig".

 38. Hvad du skal ofre på Alteret, er følgende: Hver Dag to årgamle
      Lam som stadigt Offer.
 39. Det ene Lam skal du ofre om Morgenen og det andet ved Aftenstid.
 40. Sammen med det første Lam skal du bringe en Tiendedel Efa fint
      Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Oliven, og et
      Drikoffer af en Fjerdedel Hin Vin.
 41. Og det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; sammen med det skal
      du ofre et Afgrødeoffer og et Drikoffer som om Morgenen til en
      liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
 42. Det skal være et stadigt Brændoffer, som I skal bringe, Slægt
      efter Slægt, ved Indgangen til Åbenbaringsteltet for HERRENs
      Åsyn, hvor jeg vil åbenbare mig for dig for at tale til dig,
 43. og hvor jeg vil åbenbare mig for Israels Børn, og det skal
      helliges ved min Herlighed.
 44. Jeg vil hellige Åbenbaringsteltet og Alteret, og Aron og hans
      Sønner vil jeg hellige til at gøre Præstetjeneste for mig.
 45. Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og være deres Gud;
 46. og de skal kende, at jeg HERREN er deres Gud, som førte dem ud
      af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg HERREN deres Gud!

2.Mosebog 30

  1. Fremdeles skal du lave et Alter til at brænde Røgelse på: af
      Akacietræ skal du lave det,
  2. en Alen langt og en Alen bredt, firkantet skal det være, og to
      Alen højt, og dets Horn skal være i eet med det.
  3. Du skal overtrække det med purt Guld, både Pladen og Siderne
      hele Vejen rundt og Hornene, og sætte en Guldkrans rundt om;
  4. og du skal sætte to Guldringe under Kransen på begge Sider, på
      begge Sidestykkerne skal du sætte dem til at stikke Bærestænger
      i, for at det kan bæres med dem;
  5. og Bærestængerne skal du lave af Akacietræ og overtrække med
      Guld.
  6. Derpå skal du opstille det foran Forhænget, der hænger foran
      Vidnesbyrdets Ark, foran Sonedækket oven over Vidnesbyrdet der,
      hvor jeg vil åbenbare mig for dig.
  7. På det skal Aron brænde vellugtende Røgelse; hver Morgen, når
      han gør Lamperne i Stand, skal han antænde den.
  8. Og når Aron sætter Lamperne på Lysestagen ved Aftenstid, skal
      han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt Røgelseoffer
      for HERRENs Åsyn fra Slægt til Slægt.
  9. I må ikke ofre et lovstridigt Røgelseoffer derpå, ej heller
      Brændofre eller Afgrødeofre, lige så lidt som I må udgyde
      Drikofre derpå.
 10. Men een Gang om Året skal Aron skaffe Soning på dels Horn; med
      noget af Forsoningssyndofferets Blod skal han een Gang om Året
      skaffe Soning på det, Slægt efter Slægt. Det er højhelligt for
      HERREN.

 11. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 12. Når du holder Mandtal over Israeliterne, skal enhver, som
      mønstres, ved Mønstringen give HERREN Sonepenge for sit Liv, at
      ingen Ulykke skal ramme dem i Anledning af Mønstringen.
 13. Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, skal udrede en halv
      Sekel i hellig Mønt, tyve Gera på en Sekel, en halv Sekel som
      Offerydelse til HERREN.
 14. Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, fra Tyveårsalderen og
      opefter, skal udrede HERRENs Offerydelse.
 15. hen rige må ikke give mere, den fattige ikke mindre end en halv
      Sekel, når de bringer HERRENs Offerydelse til Soning for deres
      Sjæle.
 16. Og du skal tage Sonepengene af Israeliterne og bruge dem til
      Tjenesten ved Åbenbaringsteltet. og de skal tjene til at bringe
      Israeliterne i Minde for HERRENs Åsyn, til Soning for eders
      Sjæle.

 17. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18. Du skal lave en Vandkumme med Fodstykke af Kobber til at tvætte
      sig i op opstille den mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
      hælde Vand i den,
 19. for at Aron og hans Sønner kan tvætte deres Hænder og Fødder
      deri.
 20. Når de går ind i Åbenbaringsteltet, skal de tvætte sig med Vand
      for ikke at dø; ligeledes når de træder hen til Alteret for at
      gøre Tjeneste og brænde Ildofre for HERREN.
 21. De skal tvætte deres Hænder og Fødder for ikke at dø. Det skal
      være en evig Anordning for ham og hans Afkom fra Slægt til
      Slægt.

 22. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 23. Du skal tage dig vellugtende Stoffer af den bedste Slags, 500
      Sekel ædel Myrra, halvt så meget. 25O Sekel, vellugtende
      Kanelbark, 25O Sekel vellugtende Kalmus
 24. og 500 Sekel Kassia, efter hellig Vægt, og en Hin Olivenolie.
 25. Deraf skal du tilberede en hellig Salveolie, en krydret
      Blanding, som Salveblanderne laver den; en hellig Salveolie skal
      det være.
 26. Med den skal du salve Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark,
 27. Bordet med alt dets Tilbehør, Lysestagen med dens Tilbehør,
      Røgelsealteret,
 28. Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
      Fodstykke,
 29. Således skal du hellige dem, så de bliver højhellige. Enhver,
      der kommer i Berøring med dem, bliver hellig" .
 30. Ligeledes skal du salve Aron og hans Sønner og hellige dem til
      at gøre Præstetjeneste for mig.
 31. Men til Israeliterne skal du sige således: Dette skal være mig
      en hellig Salveolie fra Slægt til Slægt.
 32. Den må ikke udgydes på noget Menneskes Legeme, og i denne
      Blanding må I ikke tilberede lignende Salve til eget Brug,
      hellig er den, og hellig skal den være eder.
 33. Den, der tilbereder lignende Salve eller anvender den på en
      Lægmand, skal udryddes af sin Slægt.

 34. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: Tag dig
      Røgelseoffer, Stakte, Onyksmusling, Galbanum og ren Virak, lige
      meget af hvert,
 35. og tilbered deraf en krydret Røgelse, som Salveblanderne laver
      den, saltet, ren, til hellig Brug.
 36. Deraf skal du støde en Del til Pulver, og noget deraf skal du
      lægge foran Vidnesbyrdet i Åbenbaringsteltet, hvor jeg vil
      åbenbare mig for dig. Det skal være eder højhelligt.
 37. Den Røgelse, du tilbereder i denne Blanding, må I ikke tilberede
      til eget Brug. Hellig skal den være dig for HERREN.
 38. Den, der tilbereder lignende Røgelse for at nyde dens Duft, skal
      udryddes af sin Slægt.

2.Mosebog 31

  1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2. Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas
      Stamme
  3. og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
      alskens Arbejde
  4. til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
      Kobber
  5. og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
      kort sagt til at udføre alskens Arbejde.
  6. Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme
      til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg
      udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har
      pålagt dig,
  7. Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt
      Teltets Tilbehør,
  8. Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens
      Tilbehør, Røgelsealteret,
  9. Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
      Fodstykke,
 10. Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans
      Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten,
 11. Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen. Ganske
      som jeg har pålagt dig, skal de udføre det.

 12. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 13. Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde
      mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra
      Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der
      helliger eder.
 14. I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som
      vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget
      Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt.
 15. I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
      en fuldkommen Hviledag, helliget HERREN; enhver, som udfører
      Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden.
 16. Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra
      Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt:
 17. Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og
      Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden,
      men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.

18. Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg, overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var beskrevet med Guds Finger.

2.Mosebog 32

  1. Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget,
      samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en
      Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet
      af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"
  2. Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer,
      Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"
  3. Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til
      Aron.
  4. Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og
      lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er
      din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
  5. Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod
      kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HERREN!"
  6. Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og
      Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for
      at lege.

  7. Da sagde HERREN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk,
      som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;
  8. hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har
      lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med
      de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
  9. Og HERREN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set,
      at det er et halsstarrigt Folk.
 10. Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg
      tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"
 11. Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: "Hvorfor HERRE skal
      din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med
      vældig Kraft og stærk Hånd?
 12. Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem
      ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af
      Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du
      vilde gøre dit Folk!
 13. Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor
      ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens
      Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg
      har talet, og de skal eje det evindelig!"
 14. Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit
      Folk.

 15. Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med
      Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på
      begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.
 16. Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset
      ind i Tavlerne.
 17. Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til
      Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"
 18. Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det
      er Sang, jeg hører!"
 19. Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen,
      blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og
      sønderslog dem ved Bjergets Fod.
 20. Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i
      Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod
      Israeliterne drikke det.
 21. Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden
      du har bragt så stor en Synd over det?"
 22. Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger
      i det onde,
 23. og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi
      vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud
      af Ægypten!
 24. Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af!
      De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom
      denne Tyrekalv ud deraf!"

 25. Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres
      Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,
 26. stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er
      for HERREN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne
      sig om ham,
 27. og han sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Bind alle
      Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren
      til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"
 28. Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt
      der af Folket henved 3000 Mand.
 29. Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN,
      thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse
      komme over eder i Dag."

 30. Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ;
      men nu vil jeg stige op til HERREN, måske kan jeg skaffe Soning
      for eders Synd!"
 31. Derpå gik Moses atter til HERREN og sagde: "Ak, dette Folk har
      begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.
 32. Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig
      af den Bog, du fører!"
 33. HERREN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg
      udslette af min Bog!
 34. Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre
      det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil
      jeg straffe dem for deres Synd!"
 35. Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den,
      Aron lavede.

2.Mosebog 33

  1. HERREN sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du
      førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og
      Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det!
  2. Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne,
      Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne
      bort
  3. til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg
      ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog
      jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!"
  4. Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog
      sine Smykker på.
  5. Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et
      halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din
      Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så
      skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!"
  6. Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.

  7. Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i
      nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet".
      Enhver som vilde rådspørge HERREN, gik ud til Åbenbaringsteltet
      uden for Lejren.
  8. Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op
      og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter
      Moses, indtil han kom ind i Teltet.
  9. Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede
      sig ved Indgangen til Teltet; da talede HERREN med Moses.
 10. Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet,
      rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.
 11. Så talede HERREN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene
      Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til
      Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg
      ikke fra Teltet.

 12. Moses sagde til HERREN: "Se, du siger til mig: Før dette Folk
      frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig;
      og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet
      Nåde for mine Øjne!
 13. Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig
      dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine
      Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!"
 14. Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således
      føre dig til Målet?"
 15. Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad
      os ikke drage herfra!
 16. Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine
      Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der
      således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle
      and1e Folkeslag på Jorden?"
 17. HERREN svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi
      du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."

 18. Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!"
 19. Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og
      udråbe HERRENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg
      vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!"
 20. Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan
      se mig og leve."
 21. Og HERREN sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på
      Klippen der!
 22. Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i
      Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er
      kommet forbi.
 23. Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit
      Åsyn kan ingen skue!"

2.Mosebog 34

  1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Tilhug dig to Stentavler ligesom
      de forrige, så vil jeg på Tavlerne skrive de samme Ord, som stod
      på de forrige Tavler, du slog i Stykker.
  2. Gør dig så rede til i Morgen, stig om Morgenen op på Sinaj Bjerg
      og stil dig hen og vent på mig der på Bjergets Top.
  3. Ingen må følge med dig derop, og ingen må vise sig noget Sted på
      Bjerget, end ikke Småkvæg eller Hornkvæg må græsse i Nærheden af
      dette Bjerg."
  4. Da tilhuggede han to Stentavler ligesom de forrige, og tidligt
      næste Morgen steg Moses op på Sinaj Bjerg, som Gud havde pålagt
      ham, og tog de to Stentavler med sig.
  5. Da steg HERREN ned i Skyen; og Moses stillede sig hos ham der og
      påkaldte HERRENs Navn.
  6. Og HERREN gik forbi ham og råbte: "HERREN, HERREN, Gud, som er
      barmhjertig og nådig, langmodig og rig på Miskundhed og
      Trofasthed,
  7. som bevarer Miskundhed mod Tusinder, som tilgiver Brøde,
      Overtrædelse og Synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som
      straffer Fædres Brøde på Børn og Børnebørn, på dem i tredje og
      fjerde Led!"
  8. Da bøjede Moses sig hastelig til Jorden, tilbad
  9. og sagde: "Har jeg fundet Nåde for dine Øjne, Herre, så drage
      min Herre med i vor Midte; thi det er et halsstarrigt Folk. Men
      tilgiv vor Brøde og vor Synd og lad os være din Ejendom!"

 10. Han sagde: "Se, jeg vil slutte en Pagt; i hele dit Folks Påsyn
      vil jeg gøre Undere, som aldrig før er sket nogensteds på Jorden
      og blandt noget Folkeslag, og hele det Folk, i hvis Midte du
      lever, skal se HERRENs Værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er
      forfærdeligt.
 11. Hold dig det efterrettelig, som jeg i Dag byder dig! Se, jeg vil
      drive Amoriterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne,
      Hivviterne og Jebusiterne bort foran dig!
 12. Vogt dig vel for at slutte nogen Pagt med Indbyggerne i det
      Land, du kommer til, for at de ikke skal blive en Snare for dig,
      når de lever i din Midte.
 13. Men I skal nedbryde deres Altre, sønderslå deres Stenstøtter og
      omhugge deres Asjerastøtter!
 14. Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi "Nidkær" er HERRENs
      Navn, nidkær Gud er han.
 15. Du må ikke slutte Pagt med Landets Indbyggere, og når de boler
      med deres Guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være
      med, må du ikke spise af deres Ofre;
 16. og du må ikke af deres Døtre tage Hustruer til dine Sønner, så
      deres Døtre, når de boler med deres Guder, får dine Sønner til
      også at bole med dem.
 17. Du må ikke gøre dig noget støbt Gudebillede.
 18. Du skal lejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
      usyret Brød, som jeg har pålagt dig, lå den fastsatte Tid i Abib
      Måned, thi i Abib Måned drog du ud af Ægypten.
 19. Alt førstefødt tilhører mig; af dine Hjorde skal du ofre mig det
      førstefødte af Handyrene, både af Okset og småt Kvæg;
 20. men de førstefødte Æsler skal du udløse med et Stykke småt Kvæg,
      og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde Halsen derpå;
      alle dine førstefødte Sønner skal du udløse. Du må ikke stedes
      for mit Åsyn med tomme Hænder
 21. I seks Dage må du arbejde, men på den syvende skal du hvile; i
      Pløje og Høsttiden skal du holde Hviledag.
 22. Du skal fejre Ugehøjtid med Førstegrøden af Hvedehøsten og
      Frugthøsthøjtid ved Jævndøgnstide.
 23. Tre Gange om Året skal alle at Mandkøn hos dig stedes for den
      Herre HERREN Israels Guds Åsyn.
 24. Thi jeg vil drive Folkeslag bort foran dig og gøre dine
      Landemærker vide, og ingen skal attrå dit Land, medens du drager
      hen for at stedes for HERREN din Guds Åsyn tre Gange 01n Året.
 25. Du må ikke ofre Blodet af mit offer sammen med syret Brød.
      Påskehøjtidens Offer må ikke gemmes til næste Morgen.
 26. Det bedste af din Jords Førstegrøde skal du bringe til HERREN
      din Guds Hus. Du må ikke koge et Hid i dets Moders Mælk!"

 27. Og HERREN sagde til Moses: "Skriv disse Ord op, thi på Grundlag
      af disse Ord slutter jeg Pagt med dig og Israel."
 28. Og han blev der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter
      uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord,
      på Tavlerne.

 29. Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i
      Hånden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at
      stråle, ved at han talede med ham.
 30. Men Aron og alle Israeliterne så Moses, og se, hans Ansigts Hud
      strålede, og de turde ikke komme ham nær.
 31. Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle Menighedens
      Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem.
 32. Derpå kom alle Israeliterne hen til ham, og han pålagde dem alt,
      hvad HERREN havde talet til ham på Sinaj Bjerg.
 33. Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække
      over sit Ansigt.
 34. Hver Gang han derefter trådte frem for HERRENs Åsyn for at tale
      med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og når han
      kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham
      påbudt.
 35. Da så Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud strålede; og Moses
      lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at
      tale med ham.

2.Mosebog 35

  1. Moses kaldte hele Israeliternes Menighed sammen og sagde til
      dem: Dette er, hvad HERREN har pålagt eder at gøre:
  2. I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
      Helligdag, en fuldkommen Hviledag for HERREN. Enhver, der den
      Dag udfører noget Arbejde, skal lide Døden.
  3. På Sabbatsdagen må I ikke gøre Ild i nogen af eders Boliger.

  4. Derpå sagde Moses til hele Israeliternes Menighed: Dette er,
      hvad HERREN har påbudt:
  5. I skal tage en Offerydelse til HERREN af, hvad I ejer. Enhver,
      som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med
      det, HERRENs Offerydelse, Guld, Sølv, Kobber,
  6. violet og rødt Purpurgatn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
  7. rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
  8. Olie til Lysestagen, vellugtende Stofer til Salveolien og
      Røgelsen,
  9. Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
      Brystskjoldet.
 10. Og alle kunstforstandige Mænd iblandt eder skal komme og lave
      alt, hvad HERREN har påbudt:
 11. Boligen med dens Teltdække og Dække, dens Kroge, Brædder,
      Tværstænger, Piller og Fodstykker,
 12. Arken med Bærestængerne, Sonedækket og det indre Forhæng,
 13. Bordet med dets Bærestænger og alt dets Tilbehør og Skuebrødene,
 14. Lysestagen med dens Tilbehør, dens Lamper og Olien til
      Lysestagen,
 15. Røgelsealteret med dets Bærestænger, Salveolien og Røgelsen.
      Forhænget til Boligens Indgang,
 16. Brændofferalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
      Tilbehør, Vandkummen med dens Fodstykke,
 17. Forgårdens Omhæng, dens Piller og Fodstykker og Forhænget til
      Forgårdens Indgang,
 18. Boligens og Forgårdens Pæle med Reb,
 19. Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
      til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Brug ved
      Præstetjenesten.

 20. Da forlod hele Israeliternes Menighed Moses.
 21. Og enhver, som i sit Hjerte følte sig drevet dertil, og hvis Ånd
      tilskyndede ham, kom med HERRENs Offerydelse til Opførelsen af
      Åbenbaringsteltet og til alt Arbejdet derved og til de hellige
      Klæder.
 22. De kom dermed, både Mænd og Kvinder; enhver, som i sit Hjerte
      følte sig tilskyndet dertil, kom med Spænder, Ørenringe,
      Fingerringe og Halssmykker, alle Hånde Guldsmykker. Og enhver,
      der vilde vie HERREN en Gave af Guld, kom dermed.
 23. Og enhver, i hvis Eje der fandtes violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, rødfarvede Væderskind eller
      Tahasjskind, kom dermed.
 24. Og enhver, der vilde give en Offerydelse af Sølv eller Kobber,
      kom med HERRENs Offerydelse. Og enhver, der ejede Akacietræ til
      alt Byggearbejdet, kom dermed.
 25. Og alle kunstforstandige Kvinder spandt med egne Hænder og kom
      med deres Spind, violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
 26. Og alle Kvinder, som i Kraft af deres Kunstsnilde følte sig
      tilskyndede dertil i deres Hjerte, spandt Gedehårene.
 27. Og Øversterne kom med Sjohamstenene og Ædelstenene til
      Indfatningen på Efoden og Brystskjoldet
 28. og de vellugtende Stoffer og Olien til Lysestagen og til
      Salveolien og Røgelsen.
 29. Enhver Mand og Kvinde af Israeliterne, som i sit Hjerte følte
      sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til Udførelsen
      af alt det Arbejde, HERREN gennem Moses havde påbudt, bragte det
      som en frivillig Gave til HERREN.

 30. Derpå sagde Moses til Israeliterne: Se, HERREN har kaldet
      Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme
 31. og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
      alskens Arbejde
 32. til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
      Kobber
 33. og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
      kort sagt til at udføre alskens Kunstarbejde.
 34. Og tillige har han givet både ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af
      Dans Stamme Gaver til at lære fra sig.
 35. Han har fyldt dem med Kunstsnilde til at udføre alskens
      Udskæringsarbejde, Kunstvævning, broget Vævning af violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og Byssus og almindelig
      Vævning, så de kan udføre alt Slags Arbejde og udtænke
      Kunstværker.

36-1. Derfor skal Bezal'el og Oholiab og alle andre kunstforstandige
      Mænd, hvem HERREN har givet Kunstsnilde og Kløgt, så de forstår
      sig på Arbejdet, udføre alt Arbejdet ved Helligdommens Opførelse
      i Overensstemmelse med alt, hvad HERREN har påbudt.

2.Mosebog 36
  2. Derpå tilkaldte Moses Bezal'el og Oholiab og alle de
      kunstforstandige Mænd, hvem HERREN havde givet Kunstsnilde, alle
      dem, som i deres Hjerte følte sig tilskyndet til at give sig i
      Lag med Udførelsen af Arbejdet.
  3. Og de modtog af Moses hele den Offerydelse, Israeliterne var
      kommet med til Arbejdet med Helligdommens Opførelse, for at det
      kunde blive udført. Men de blev ved at komme med frivillige
      Gaver til ham, Morgen efter Morgen.
  4. Da kom alle de kunstforstandige Mænd, der udførte alt Arbejdet
      ved Helligdommen, hver fra den Del af Arbejdet, han var
      beskæftiget med,
  5. og sagde til Moses: "Folket kommer med mere, end der kræves til
      Udførelsen af det Arbejde, HERREN har påbudt!"
  6. Da bød Moses, at følgende Kundgørelse skulde udråbes i Lejren:
      "Hverken Mænd eller Kvinder skal yde mere som Offergave til
      Helligdommen!" Så hørte Folket op med at komme med Gaver.
  7. Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele Arbejdet,
      ja mer end nok.

  8. Så lavede alle de kunstforstandige Mænd blandt dem, der deltog i
      Arbejdet, Boligen, ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt
      Purpurgarn og karmoisinrødt Garn; han lavede dem med Keruber på
      i Kunstvævning,
  9. hvert Tæppe otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle
      Tæpperne havde samme Mål.
 10. Han syede Tæpperne sammen, fem og fem.
 11. I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
      Stykke, satte han Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
      satte han Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
      sammensyede Stykke;
 12. han satte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
      halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
      andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
 13. Derpå lavede han halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
      Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgjorde et Hele.

 14. Fremdeles lavede han Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om
      Boligen, og her lavede han elleve Tæpper,
 15. hvert Tæppe tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne
      havde samme Mål.
 16. De fem af Tæpperne syede han sammen for sig og de seks for sig,
 17. og han satte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste
      Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i
      Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.
 18. Og han lavede halvtredsindstyve Kobberkroge til at sammenføje
      Teltdækket med, så det udgjorde et Hele.
 19. Fremdeles lavede han over Teltdækket et Dække af rødfarvede
      Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.

 20. Derpå lavede han Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå
      op,
 21. hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt,
 22. og på hvert Bræt to indbyrdes forbundne Tapper; således
      indrettede han det ved alle Boligens Brædder.
 23. Af Brædderne, som han lavede til Boligen, var tyve til Sydsiden,
 24. og til de tyve Brædder lavede han fyrretyve Fodstykker af Sølv,
      to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
 25. Andre tyve Brædder lavede han til Boligens anden Side, som
      vendte mod Nord,
 26. med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
 27. Og til Bagsiden, som vendte mod Vest, lavede han seks Brædder.
 28. Til Boligens Baghjørner lavede han to Brædder,
 29. der bestod af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
      foroven, indtil den første Ring; således indrettede han dem
      begge for at danne de to Hjørner.
 30. Altså blev der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten
      Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
 31. Derpå lavede han Tværstænger af Akacietræ, fem til de Brædder,
      der dannede Boligens ene Side,
 32. fem til de Brædder, der dannede Boligens anden Side, og fem til
      de Brædder, der dannede Boligens Bagside mod Vest;
 33. den mellemste Tværstang lavede han således, at den midt på
      Brædderne nåede fra den ene Ende af Væggen til den anden.
 34. Brædderne overtrak han med Guld, og deres Ringe, som
      Tværstængerne skulde stikkes i, lavede han af Guld, og
      Tværstængerne overtrak han med Guld.

 35. Derpå lavede han Forhænget af violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, han lavede det i
      Kunstvævning med Keruber på,
 36. og han lavede dertil fire Piller af Akacietræ, som han overtrak
      med Guld, og Knagerne derpå lavede han af Guld, og han støbte
      fire Fodstykker af Sølv til dem.
 37. Derpå lavede han et Forhæng til Teltets Indgang af violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget
      Vævning
 38. og dertil fem Piller med Knager, hvis Hoveder og Bånd han
      overtrak med Guld, og fem Fodstykker af Kobber.

2.Mosebog 37

  1. Derpå lavede Bezal'el Arken af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
      halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
  2. og overtrak den indvendig og udvendig med purt Guld og satte en
      gylden Krans rundt om den.
  3. Derefter støbte han fire Guldringe til den og satte dem på dens
      fire Fødder, to Ringe på hver Side af den.
  4. Og han lavede Bærestænger af Akacietræ og overtrak dem med Guld;
  5. så stak han Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den
      kunde bæres med dem.
  6. Derpå lavede han Sonedækket af purt Guld, halvtredje Alen langt
      og halvanden Alen bredt,
  7. og han lavede to Keruber af Guld, i drevet Arbejde lavede han
      dem, ved begge Ender af Sonedækket,
  8. den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden;
      han lavede Keruberne således, at de var i eet med Sonedækket ved
      begge Ender.
  9. Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, således at de dækkede
      over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod
      hinanden; nedad mod Sone,dækket vendte Kerubernes Ansigter.

 10. Derpå lavede han Bordet af Akacietræ, to Alen langt, en Alen
      bredt og halvanden Alen højt,
 11. og overtrak det med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om
      det.
 12. Og han satte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
      gylden Krans rundt om Listen.
 13. Og han støbte fire Guldringe og satte dem på de fire Hjørner ved
      dets fire Ben.
 14. Lige ved Listen sad Ringene til at stikke Bærestængerne i, så at
      man kunde bære Bordet.
 15. Og han lavede Bærestængerne at Akacietræ og overtrak dem med
      Guld, og med dem skulde Bordet bæres.
 16. Og han lavede af purt Guld de Ting, som hørte til Bordet, Fadene
      og Kanderne, Skålene og Krukkerne til at udgyde Drikoffer med.

 17. Derpå lavede han Lysestagen af purt Guld, i drevet Arbejde
      lavede han Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, således at dens
      Blomster med Bægere og Kroner var i eet med den;
 18. seks Arme udgik fra Lysestagens Sider, tre fra den ene og tre
      fra den anden Side.
 19. På hver af Armene, der udgik fra Lysestagen, var der tre
      mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
 20. men på selve Stagen var der fire mandelblomstlignende Blomster
      med Bægere og Kroner,
 21. et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgik fra den.
 22. Bægrene og Armene var i eet med den, så at det hele udgjorde eet
      drevet Arbejde af purt Guld.
 23. Derpå lavede han de syv Lamper til den, Lampesaksene og Bakkerne
      af purt Guld.
 24. En Talent purt Guld brugte han til den og til alt dens Tilbehør.

 25. Derpå lavede han Røgelsealteret af Akacietræ, en Alen langt og
      en Alen bredt, i Firkant, og to Alen højt, og dets Horn var i
      eet med det.
 26. Og han overtrak det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele
      Vejen rundt og Hornene, og satte en Guldkrans rundt om;
 27. og han satte to Guldringe under Kransen på begge Sider til at
      stikke Bærestængerne i, for at det kunde bæres med dem;
 28. Bærestængerne lavede han af Akacietræ og overtrak dem med Guld.
 29. Han tilberedte også den hellige Salveolie og den rene,
      vellugtende Røgelse, som Salveblanderne laver den.

2.Mosebog 38

  1. Derpå lavede han Brændofferalteret af Akacietræ, fem Alen langt
      og fem Alen bredt, firkantet, og tre Alen højt.
  2. Han lavede Horn til dets fire Hjørner, således at de var i eet
      dermed, overtrak det med Kobber
  3. og lavede alt Alterets Tilbehør, Karrene, Skovlene, Skålene,
      Gaflerne og Panderne; alt dets Tilbehør lavede han af Kobber.
  4. Derpå omgav han Alteret med et flettet Kobbergitter neden under
      dets Liste, således at det nåede op til Alterets halve Højde.
  5. Derefter støbte han fire Ringe til Kobbergitterets fire Hjørner
      til at stikke Bærestængerne i.
  6. Bærestængerne lavede han at Akacietræ og overtrak dem med
      Kobber.
  7. Og Stængerne stak han gennem Ringene på Alterets Sider, for at
      det kunde bæres med dem. Han lavede det hult af Brædder.

  8. Derpå lavede han Vandkummen med Fodstykke af Kobber og brugte
      dertil Spejle, som tilhørte Kvinderne, der gjorde Tjeneste ved
      Indgangen til Åbenbaringsteltet.

  9. Derpå indrettede han Forgården: Til Sydsiden det hundrede Alen
      lange Forgårdsomhæng af tvundet Byssus
 10. med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
      Bånd af Sølv til Pillerne.
 11. Til Nordsiden hundrede Alen med tyve Piller og tyve Fodstykker
      af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
 12. Til Vestsiden det halvtredsindstyve Alen lange Omhæng med ti
      Piller og ti Fodstykker og med Knager og Bånd af Sølv til
      Pillerne.
 13. Og til Forsiden mod Øst, der var halvtredsindstyve Alen bred,
 14. det femten Alen lange Omhæng med fire Piller og tre Fodstykker
      til den ene Side af Indgangen,
 15. og det femten Alen lange Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker
      til den anden Side af Indgangen.
 16. Alle Omhæng rundt om Forgården var af tvundet Byssus,
 17. Fodstykkerne til Pillerne af Kobber,men deres Knager og Bånd af
      Sølv; alle Pillernes Hoveder var overtrukket med Sølv; og de
      havde Bånd af Sølv.
 18. Forhænget til Forgårdens Indgang var af violet og rødt
      Purpurgarn i broget Vævning, karmoisinrødt Garn og tvundet
      Byssus, tyve Alen langt og fem Alen højt, svarende til Bredden
      på Forgårdens Omhæng.
 19. Dertil hørte fire Piller med fire Fodstykker af Kobber; Knagerne
      var af Sølv og Overtrækket på Hovederne og Båndene ligeledes af
      Sølv.
 20. Alle Pælene til Boligen og Forgården rundt om var af Kobber.

 21. Her følger Regnskabet over Boligen, Vidnesbyrdets Bolig, som på
      Moses's Bud blev opgjort af Leviterne under Ledelse af Itamar,
      en Søn af Præsten Aron;
 22. Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme havde udført
      alt, hvad HERREN havde pålagt Moses,
 23. sammen med Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme, som udførte
      Udskæringsarbejdet, Kunstvævningen og den brogede Vævning af
      violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
 24. Hvad angår Guldet, der anvendtes til Arbejdet, under hele
      Arbejdet på Helligdommen, så løb det som Gave viede Guld op til
 29. Talenter og 730 Sekel efter hellig Vægt.
 25. Det ved Menighedens Mønstring indkomne Sølv løb op til 100
      Talenter og 1775 Sekel efter hellig Vægt
 26. en, Beka, det halve af en Sekel efter hellig Vægt, af enhver,
      der måtte lade sig mønstre, altså fra Tyveårsalderen og opefter,
      i alt 603 550 Mand:
 27. De 100 Talenter Sølv medgik til Støbningen af Helligdommens og
      Forhængets Fodstykker, 100 Talenter til 100 Fodstykker, en
      Talent til hvert Fodstykke.
 28. Men de 1775 Sekel anvendte han til Knager til Pillerne, til at
      overtrække deres Hoveder med og til Bånd på dem.
 29. Det som Gave viede Kobber udgjorde 70 Talenter og 2400 Sekel.
 30. Deraf lavede han Fodstykkerne til Åbenbaringsteltets Indgang,
      Kobberalteret med dets Kobbergitter og alt Alterets Tilbehør,
 31. Fodstykkerne til Forgården rundt om og til Forgårdens Indgang og
      alle Teltpælene til Boligen og alle Teltpælene til Forgården
      hele Vejen rundt.

2.Mosebog 39

1. Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de tilvirkede Arons hellige Klæder, således som HERREN havde pålagt Moses.

  2. De tilvirkede Efoden af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
  3. idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Tråde
      til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det
      karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning.
  4. Derpå forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte på; den
      blev hæftet sammen ved begge Hjørner.
  5. Og dens Bælte, som brugtes, når den skulde tages på, var i eet
      med den og af samme Arbejde, af Guldtråd, violet og rødt
      Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, således som
      HERREN havde pålagt Moses.
  6. Derpå tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og
      graverede som Signeter med Israels Sønners Navne;
  7. og de fæstede dem på Efodens Skulderstykker, for at Stenene
      kunde bringe Israels Børn i Minde, således som HERREN havde
      pålagt Moses.

  8. Derpå tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning på samme Måde
      som Efoden, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus;
  9. det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et
      Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt.
 10. De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd
      i den første Række,
 11. Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
 12. Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
 13. Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk
      i deres Indfatninger.
 14. Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for
      hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, således at
      hver Sten bar Navnet på en af de tolv Stammer.
 15. Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet
      Arbejde, som når man snor Reb.
 16. Derpå lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse
      to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
 17. og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe på Brystskjoldets
      Hjørner;
 18. Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede
      dem på Forsiden af Efodens Skulderstykker.
 19. Og d lavede to andre Guldringe og satte dem på Brystskjoldets to
      andre Hjørner på den indre Rand, der vendte mod Efoden.
 20. Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem på Efodens to
      Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den var hæftet sammen
      med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
 21. og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved
      Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kom til at sidde oven
      over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som
      HERREN havde pålagt Moses.

 22. Derpå tilvirkede de Kåben, som hører til Efoden, i vævet
      Arbejde, helt og holdent af violet Purpur.
 23. Midt på havde Kåben en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
      Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde
      rives itu,
 24. og langs Kåbens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
 25. og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem
      Granatæblerne langs Kåbens nederste Kant hele Vejen rundt,
      mellem Granatæblerne,
 26. så at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs
      Kåbens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som HERREN
      havde pålagt Moses.

 27. Derpå tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus
      i vævet Arbejde,
 28. Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne
      af tvundet Byssus,
 29. og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og
      karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 30. Derpå lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og
      forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved
      Signeter: "Helliget HERREN."
 31. Og de fæstede en violet Purpursnor på den til at binde den fast
      med oven på Hovedklædet, som HERREN havde pålagt Moses.

 32. Således fuldførtes alt Arbejdet ved Åbenbaringsteltets Bolig; og
      Israeliterne gjorde ganske som HERREN havde pålagt Moses;
      således gjorde de.

 33. Derpå bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets
      Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og
      Fodstykkerne,
 34. Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det
      indre Forhæng,
 35. Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket,
 36. Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene,
 37. Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes på den,
      og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen,
 38. Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til
      Teltets Indgang,
 39. Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
      Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket,
 40. Omhængene til Forgården, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til
      Forgårdens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til
      Tjenesten i Åbenbaringsteltets Bolig,
 41. Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
      til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten.
 42. Nøjagtigt som HERREN havde pålagt Moses, udførte Israeliterne
      hele Arbejdet.
 43. Da så Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som
      HERREN havde sagt; således havde de utdført det. Og Moses
      velsignede dem.

2.Mosebog 40

  1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2. På den første Dag i den første Måned skal du rejse
      Åbenbaringsteltets Bolig.
  3. Sæt så Vidnesbyrdets Ark derind og hæng Forhænget op for Arken.
  4. Og du skal bringe Bordet ind og ordne, hvad dertil hører, og
      bringe Lysestagen ind og sætte Lamperne på.
  5. Stil Guldalteret til Røgelsen op foran Vidnesbyrdets Ark og hæng
      Forhænget op foran Boligens Indgang.
  6. Stil Brændofferalteret op foran Indgangen til Åbenbaringsteltets
      Bolig
  7. og stil Vandkummen op mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
      hæld Vand deri.
  8. Rejs Forgården rundt om og hæng Forhænget op foran Forgårdens
      Indgang.
  9. Tag Salveolien og salv Boligen og alle Ting de1i, og du skal
      hellige den med alt dens Tilbehør, så den bliver hellig.
 10. Du skal salve Brændofferalteret og alt dets Tilbehør og hellige
      Alteret, så det bliver højhelligt.
 11. Og du skal salve Vandkummen og Fodstykket og hellige den.
 12. Lad så Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
      Indgang, tvæt dem med Vand
 13. og ifør Aron de hellige Klæder. salv og hellig ham til at gøre
      Præstetjeneste for mig.
 14. Lad så hans Sønner træde frem, ifør dem Kjortler
 15. og salv dem, som du salver deres Fader, til at gøre
      Præstetjeneste for mig. Således skal det ske, for at et evigt
      Præstedømme kan blive dem til Del fra Slægt til Slægt i Kraft af
      denne Salvning, som du foretager på dem.

 16. Og Moses gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham; således
      gjorde han.
 17. På den første Dag i den første Måned i det andet År blev Boligen
      rejst.
 18. Moses rejste Boligen, idet han anbragte Fodstykkerne, rejste
      Brædderne, stak Tværstængerne ind, rejste Pillerne,
 19. spændte Teltdækket ud over Boligen og lagde Teltdækkets Dække
      ovenover, som HERREN havde pålagt Moses.
 20. Derpå tog han Vidnesbyrdet og lagde det i Arken, stak
      Bærestængerne i Arken og lagde Sonedækket oven på den;
 21. så bragte han Arken ind i Boligen og hængte det indre Forhæng op
      og tilhyllede således Vidnesbyrdets Ark, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 22. Derpå opstillede han Bordet i Åbenbaringsteltet ved Boligens
      nordre Væg uden for Forhænget,
 23. og han lagde Brødene i Række derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN
      havde pålagt Moses.
 24. Derpå satte han Lysestagen ind i Åbenbaringsteltet lige over for
      Bordet, ved Boligens søndre Væg;
 25. og han satte Lamperne derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN havde
      pålagt Moses.
 26. Derpå stillede han Guldalteret op i Åbenbaringsteltet foran
      Forhænget,
 27. og han tændte vellugtende Røgelse derpå, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 28. Derpå hængte han Forhænget op for Boligens Indgang.
 29. Brændofferalteret opstillede han foran Indgangen til
      Åbenbaringsteltets Bolig og ofrede Brændofferet og
      Afgrødeofferet derpå, som HERREN havde pålagt Moses.
 30. Derpå opstillede han Vandkummen mellem Åbenbaringsteltet og
      Alteret og hældte Vand deri til Tvætning.
 31. Og Moses og Aron og hans Sønner tvættede deres Hænder og Fødder
      deri;
 32. når de gik ind i Åbenbaringsteltet og trådte hen til Alteret.
      tvættede de sig, som HERREN havde pålagt Moses.
 33. Så rejste han Forgården rundt om Boligen og Alteret og hængte
      Forhænget op for Forgårdens Indgang. Hermed var Moses færdig med
      Arbejdet.

 34. Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte
      Boligen;
 35. og Moses kunde ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi Skyen
      havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen.
 36. Men under hele deres Vandring brød Israeliterne op, når Skyen
      løftede sig fra Boligen;
 37. og når Skyen ikke løftede sig. brød de ikke op, men ventede, til
      den atter løftede sig.
 38. Thi HERRENs Sky lå over Boligen om Dagen, og om Natten lyste Ild
      i Skyen for alle Israeliternes Øjne under hele deres Vandring.

3.Mosebog

3.Mosebog 1

  1. HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet
      og sagde:
  2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil
      bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil
      bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.

  3. Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal
      det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets
      Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENs Velbehag.
  4. Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det
      kan vinde ham HERRENs Velbehag, idet det skaffer ham Soning.
  5. Derpå skal han slagte den unge Okse for HERRENs Åsyn, og Arons
      Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge
      Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet.
  6. Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker,
  7. og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge
      Brænde på Ilden;
  8. og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med
      Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
  9. Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og
      Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et
      Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

 10. Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at
      Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit
      Handyr, han bringer.
 11. Han skal slagte det for HERRENs Åsyn ved Alterets Nordside, og
      Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på
      Alteret.
 12. Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne
      tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på
      Alteret.
 13. Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal
      Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret;
      det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

 14. Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal
      Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller
      Dueungerne;
 15. Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og
      bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal
      udpresses mod Alterets Side.
 16. Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på
      Askedyngen ved Alterets Østside.
 17. Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem
      fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret
      på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en
      liflig Duft for HERREN.

3.Mosebog 2

  1. Når nogen vil frembære et Afgrødeoffer som Offergave for HERREN,
      skal hans Offergave bestå af fint Hvedemel, og han skal hælde
      Olie derover og komme Røgelse derpå.
  2. Og han skal bringe det til Arons Sønner, Præsterne; og Præsten
      skal tage en Håndfuld af Melet og Olien og al Røgelsen, det, som
      skal ofres af Afgrødeofferet, og bringe det som Røgoffer på
      Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;
  3. men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
      som en højhellig Del af HERRENs Ildofre.

  4. Men når du som Offergave vil bringe et Afgrødeoffer af Bagværk
      fra Bagerovnen, skal det bestå af fint Hvedemel, usyrede Kager,
      rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie.
  5. Er derimod din Offergave et Afgrødeoffer, bagt på Plade, så skal
      det bestå af usyret fint Hvedemel, rørt i Olie;
  6. du skal bryde det i Stykker og hælde Olie derover. Det er et
      Afgrødeoffer.
  7. Men er din Offergave et Afgrødeoffer, bagt i Pande, skal det
      tilberedes af fint Hvedemel med Olie.
  8. Det Afgrødeoffer, der tilberedes af disse Ting, skal du bringe
      HERREN; man skal bringe det til Præsten, og han skal bære det
      hen til Alteret;
  9. og Præsten skal af Afgrødeofferet udtage det, som skal ofres
      deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en
      liflig Duft for HERREN.
 10. Men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
      som en højhellig Del af HERRENs Ofre.

 11. Intet Afgrødeoffer, som I bringer HERREN, må tilberedes syret;
      thi Surdejg eller Honning må I aldrig bringe som Røgoffer, som
      Ildoffer for HERREN.
 12. Kun som Offergave af Førstegrøde må I frembære disse Ting for
      HERREN, men de må ikke komme på Alteret til en liflig Duft.
 13. Og du skal komme Salt i enhver Afgrødeoffergave, du frembærer,
      du må ikke undlade at komme din Guds Pagts Salt i dit
      Afgrødeoffer, men du skal frembære Salt med enhver af dine
      Offergaver.

 14. Dersom du vil frembære HERREN et Afgrødeoffer af Førstegrøden,
      skal det, du frembærer som Afgrødeoffer af din Førstegrøde, være
      friske Aks, ristede over Ilden, knuste, af nyhøstet Korn;
 15. og du skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå. Det er et
      Afgrødeoffer,
 16. Al Røgelsen og det, som skal ofres af de knuste Aks og Olien,
      skal Præsten bringe som Røgoffer, et Ildoffer for HERREN.

3.Mosebog 3

  1. Men er hans Offergave et Takoffer, så skal det, hvis han bringer
      det af Hornkvæget, være et lydefrit Han eller Hundyr, han
      bringer HERREN.
  2. Han skal lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret
      ved Indgangen til Åbenbaringsteltet; og Arons Sønner, Præsterne,
      skal sprænge Blodet rundt om på Alteret.
  3. Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
      Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
  4. begge Nyrerne med det Fedt. som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne.
  5. Og Arons Sønner skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på
      Brændofferet på Brændet, der ligger på Ilden, et Ildoffer til en
      liflig Duft for HERREN.

  6. Men hvis hans Offergave, der bringes som Takoffer til HERREN.
      tages af Småkvæget, skal det være et lydefrit Han eller Hundyr,
      han bringer.
  7. Er den Offergave, han vil bringe. et Lam, skal han bringe det
      hen for HERRENs Åsyn
  8. og lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret foran
      Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet deraf
      rundt om på Alteret.
  9. Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
      Fedtet, hele Fedthalen, skilt fra Rygraden, Fedtet, som dækker
      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
 10. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne.
 11. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
      Ildofferspise for HERREN.

 12. Men hvis hans Offergave er en Ged, skal han bringe den hen for
      HERRENs Åsyn
 13. og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den foran
      Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet rundt om
      på Alteret.
 14. Så skal han deraf frembære som sin Offergave, som et Ildoffer
      for HERREN, Fedtet, det dækker Indvoldene, og alt Fedtet på
      Indvoldene,
 15. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne.
 16. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
      Ildofferspise til en liflig Duft. Alt Fedt skal være HERRENs.
 17. En evig Anordning skal det være for eder fra Slægt til Slægt,
      hvor I end bor: Intet Fedt og intet Blod må I nyde!

3.Mosebog 4

  1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2. Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af Vanvare forsynder sig
      mod noget af HERRENs Forbud og overtræder et af dem, da skal
      følgende iagttages:

  3. Er det den salvede Præst, der forsynder sig, så der pådrages
      Folket Skyld, skal han for den Synd, han har begået, bringe
      HERREN en lydefri ung Tyr som Syndoffer.
  4. Han skal føre Tyren hen til Åbenbaringsteltets Indgang for
      HERRENs Åsyn og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for
      HERRENs Åsyn,
  5. og den salvede Præst skal tage noget af Tyrens Blod og bringe
      det ind i Åbenbaringsteltet,
  6. og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
      Gange for HERRENs Åsyn foran Helligdommens Forhæng;
  7. og Præsten skal stryge noget af Blodet på Røgelsealterets Horn
      for HERRENs Åsyn, det, som står i Åbenbaringsteltet; Resten af
      Tyrens Blod skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som
      står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  8. Men alt Syndoffertyrens Fedt skal han tage ud Fedtet, som dækker
      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
  9. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne,
 10. på samme Måde som det udtages af Takofferoksen. Og Præsten skal
      bringe det som Røgoffer på Brændofferalteret.
 11. Men Tyrens Hud og alt dens Kød tillige med dens Hoved,
      Skinneben, Indvolde og Skarn,
 12. hele Tyren skal han bringe uden for Lejren til et urent Sted,
      til Askedyngen, og brænde den på et Bål af Brænde; oven på Aske;
      dyngen skal den brændes.

 13. Men hvis det et hele Israels Menighed, der forser sig, uden at
      Forsamlingen ved af det, og de har overtrådt et af HERRENs
      Forbud og derved pådraget sig Skyld,
 14. da skal Forsamlingen, når den Synd, de har begået mod Forbudet,
      bliver kendt, bringe en ung, lydefri Tyr som Syndoffer; de skal
      føre den hen foran Åbenbaringsteltet,
 15. og Menighedens Ældste skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved
      for HERRENs Åsyn, og man skal slagte den for HERRENs Åsyn.
 16. Derpå skal den salvede Præst bringe noget af Tyrens Blod ind i
      Åbenbaringsteltet,
 17. og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
      Gange for HERRENs Åsyn foran Forhænget;
 18. og han skal stryge noget af Blodet på Hornene af Alteret, som
      står for HERRENs Åsyn i Åbenbaringsteltet; Resten af Blodet skal
      han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved
      Indgangen til Åbenbaringsteltet,
 19. Men alt, Fedtet skal han tage ud og bringe det som Røgoffer på
      Alteret.
 20. Derpå skal han gøre med Tyren på samme Måde som med den før
      nævnte Syndoffertyr. Da skal Præsten skaffe dem Soning, så de
      finder Tilgivelse.
 21. Så skal Tyren bringes uden for Lejren og brændes på samme Måde
      som den før nævnte Tyr. Det er Menighedens Syndoffer.

 22. Men hvis det er en Øverste. der forsynder sig og af Vanvare
      overtræder et af HERRENs Forbud og derved på drager sig Skyld,
 23. og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal den
      Offergave, han bringer, være en lydefri Gedebuk.
 24. Han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den der, hvor
      Brændofferet slagtes for HERRENs Åsyn. Det er et Syndoffer.
 25. Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
      stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal
      han udgyde ved Brændofferalterets Fod.
 26. Og alt dets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret ligesom
      Fedtet fra Takofferet. Da skal Præsten skaffe ham Soning for
      hans Synd, så han finder Tilgivelse.

 27. Men hvis det er en af Almuen, der af Vanvare forsynder sig ved
      at overtræde et af HERRENs Forbud og derved pådrager sig Skyld,
 28. og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal
      Offergaven, han bringer for den Synd, han har begået, være en
      lydefri Ged.
 29. Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte
      Syndofferet der, hvor Brændofferet slagtes.
 30. Præsten skal tage noget af Gedens Blod på sin Finger og stryge
      det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han
      udgyde ved Alterets Fod.
 31. Og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Fedtet tages
      ud af Takofferet, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på
      Alteret til en liflig Duft for HERREN. Da skal Præsten skaffe
      ham Soning, så han finder Tilgivelse.
 32. Men hvis den Offergave, han vil bringe som Syndoffer, er et Lam,
      da skal det være et lydefrit Hundyr, han bringer.
 33. Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte det som
      Syndoffer der, hvor Brændofferet slagtes.
 34. Og Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
      stryge det på Brændofferalterets Horn, men Resten af Blodet skal
      han udgyde ved Alterets fod,
 35. og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som
      Takofferlammets Fedt tages ud, og Præsten skal bringe det som
      Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Da skal Præsten
      skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder
      Tilgivelse.

3.Mosebog 5

  1. Hvis nogen, når han hører en Forbandelse udtale, synder ved at
      undlade at vidne, skønt han var Øjenvidne eller på anden Måde
      kender Sagen, og således pådrager sig Skyld,
  2. eller hvis nogen, uden at det er ham vitterligt, rører ved noget
      urent, hvad enten det nu er et Ådsel af et urent vildt Dyr eller
      af urent Kvæg eller urent Kryb, og han opdager det og bliver sig
      sin Skyld bevidst,
  3. eller når han, uden at det er ham vitterligt, rører ved Urenhed
      hos et Menneske, Urenhed af en hvilken som helst Art, hvorved
      man bliver uren, og han opdager det og bliver sig sin Skyld
      bevidst,
  4. eller når nogen, uden at det er ham vitterligt, med sine Læber
      aflægger en uoverlagt Ed på at ville gøre noget, godt eller
      ondt, hvad nu et Menneske kan aflægge en uoverlagt Ed på, og han
      opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
      Tilfælde,
  5. så skal han, når han bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
      Tilfælde, bekende det, han har forsyndet sig med,
  6. og til Bod for den Synd, han har begået, bringe HERREN et Hundyr
      af Småkvæget, et Får eller en Ged, som Syndoffer; da skal
      Præsten skaffe ham Soning for hans Synd.

  7. Men hvis han ikke evner at give et Stykke Småkvæg, skal han til
      Bod for sin Synd bringe HERREN to Turtelduer eller Dueunger, en
      som Syndoffer og en som Brændoffer.
  8. Han skal bringe dem til Præsten, og Præsten skal først frembære
      den, der skal bruges til Syndoffer; han skal knække Halsen på
      den ved Nakken uden at rive Hovedet helt af
  9. og stænke noget af Syndofferets Blod på Alterets Side, medens
      Resten af Blodet skal udpresses ved Alterets Fod. Det er et
      Syndoffer.
 10. Men den anden skal han ofre som Brændoffer på den foreskrevne
      Måde; da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har
      begået, så han finder Tilgivelse.

 11. Men hvis han ej heller evner at give to Turtelduer eller
      Dueunger, skal han som Offergave for sin Synd bringe en
      Tiendedel Efa fint Hvedemel til Syndoffer, men han må ikke hælde
      Olie derover eller komme Røgelse derpå, thi det er et Syndoffer.
 12. Han skal bringe det til Præsten, og Præsten skal tage en
      Håndfuld deraf, det, som skal ofres deraf, og bringe det som
      Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Det er et
      Syndoffer.
 13. Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået
      på en af de nævnte Måder, så han finder Tilgivelse. Resten skal
      tilfalde Præsten på samme Måde som Afgrødeofferet.

 14. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 15. Når nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod
      HERRENs Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer
      bringe HERREN en lydefri Væder af Småkvæget, der er vurderet til
      mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt;
 16. og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med
      over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien. Han
      skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved
      Skyldoffervæderen, så han finder Tilgivelse.
 17. Når nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at
      overtræde et af HERRENs Forbud, så han bliver skyldig og
      pådrager sig Skyld,
 18. da skal han af Småkvæget bringe en lydefri Væder, der er taget
      god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham
      Soning for den uforsætlige Synd, han har begået, uden at den var
      ham vitterlig, så han finder Tilgivelse.
 19. Det er et Skyldoffer; han har pådraget sig Skyld over for
      HERREN.

 20. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 21. Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HERREN,
      idet han frakender sin Næste Retten til noget, der var ham
      betroet, et Håndpant eller noget, han har røvet, eller han
      aftvinger sin Næste noget,
 22. eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han
      aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket
      forsynder sig ved at gøre,
 23. så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig,
      tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget,
      eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har
      fundet,
 24. eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte
      det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal
      give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod.
 25. Og til Bod skal han af Småkvæget bringe HERREN en lydefri Væder,
      der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til
      Præsten.
 26. Da skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn, så han
      finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man pådrager sig
      Skyld.

3.Mosebog 6

  1. HERREN taled fremdeles til Moses og sagde:
  2. Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om
      Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende på sit Bål på
      Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes
      ved lige dermed.
  3. Så skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder
      skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken,
      som bliver tilbage, når Ilden fortærer Brændofferet på Alteret,
      og lægge den ved Siden af Alteret.
  4. Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder på
      og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted.
  5. Ilden på Alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud:
      og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker på Alteret og
      lægge Brændofferet til Rette derpå og så bringe Takofrenes
      Fedtdele som Røgoffer derpå.
  6. En stadig Ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå
      ud.

  7. Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det
      for HERRENs Åsyn, hen til Alteret.
  8. Så skal han tage en Håndfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og
      al Røgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres
      deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft
      for HERREN.
  9. Men Resten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det
      spises på et helligt Sted; i Åbenbaringsteltets Forgård skal de
      spise det.
 10. Det må ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af
      mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og
      Skyldofferet.
 11. Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner må spise det; denne Del af
      HERRENs Ildofre skal være en evig gyldig Rettighed, de har Krav
      på fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig.

 12. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 13. Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for
      HERREN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer,
      Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen.
 14. Det skal tilberedes på Plade med Olie, og du skal frembære det
      godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som
      er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for
      HERREN.
 15. Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre
      det; det skal være en evig gyldig Rettighed for HERREN, og som
      Heloffer skal det ofres.
 16. Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det må
      ikke spises.

 17. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18. Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om
      Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes. skal Syndofferet
      slagtes for HERRENs Åsyn; det er højhelligt.
 19. Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal
      spises på et helligt Sted, i Åbenbaringsteltets Forgård.
 20. Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af
      dets Blod stænkes på en Klædning, skal det Stykke, Blodet er
      stænket på, tvættes på et helligt Sted.
 21. Det Lerkar, det koges i, skal slås i Stykker; og hvis det er
      kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand.
 22. Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; det er
      højhelligt.
 23. Men intet Syndoffer må spises, når noget af dets Blod bringes
      ind i Åbenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det
      skal opbrændes.

3.Mosebog 7

  1. Dette er Loven om Skyldofferet. Det er højhelligt
  2. Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Skyldofferet slagtes. Dets
      Blod skal sprænges rundt om på Alteret,
  3. og alt dets Fedt skal frembæres. Fedthalen, Fedtet, der dækker
      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
  4. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som skal skilles fra ved
      Nyrerne.
  5. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer
      for HERREN. Det er et Skyldoffer.
  6. Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; på et helligt
      Sted skal det spises; det er højhelligt.
  7. Det er med Skyldofferet som med Syndofferet, en og samme Lov
      gælder for dem: Det tilfalder den Præst, der skaffer Soning ved
      det.
  8. Den Præst, som frembærer nogens Brændoffer, ham skal Huden af
      det Brændoffer, han frembærer, tilfalde.
  9. Ethvert Afgrødeoffer, der bages i Ovnen, eller som er tilberedt
      i Pande eller på Plade, tilfalder den Præst, der frembærer det;
 10. men ethvert Afgrødeoffer, der er rørt i Olie eller tørt,
      tilfalder alle Arons Sønner, den ene lige så vel som den anden.

 11. Dette er Loven om Takofferet, som bringes HERREN.
 12. Hvis det bringes som Lovprisningsoffer, skal han sammen med
      Slagtofferet, der hører til hans Lovprisningsoffer, frembære
      usyrede Kager, rørte i Olie, usyrede Fladbrød, smurte med Olie,
      og fint Hvedemel, æltet til Kager, rørte i Olie;
 13. sammen med syrede Brødkager skal han frembære sin Offergave som
      sit Lovprisningstakoffer.
 14. Han skal deraf frembære een Kage af hver Offergave som en
      Offerydelse til HERREN; den tilfalder den Præst, der sprænger
      Blodet af Takofferet på Alteret.
 15. Kødet af hans Lovprisningstakoffer skal spises på selve
      Offerdagen, intet de1af må gemmes til næste Morgen.
 16. Er hans Offergaver derimod et Løfteoffer eller et
      Frivilligoffer, skal det vel spises på selve Offerdagen, men
      hvad der levnes, må spises Dagen efter;
 17. men hvad der så er tilbage af Offerkødet, skal opbrændes på den
      tredje Dag;
 18. og hvis der spises noget af hans Takoffers Kød på den tredje
      Dag, så vil den, som bringer Offeret, ikke kunne finde Guds
      Velbehag, det skal ikke tilregnes ham, men regnes for urent Kød,
      og den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde.
 19. Det Kød, der kommer i Berøring med noget som helst urent, må
      ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren,
      spise Kødet;
 20. men enhver, som i uren Tilstand spiser Kød af HERRENs Takoffer,
      skal udryddes af sin Slægt;
 21. og når nogen rører ved noget urent, enten menneskelig Urenhed
      eller urent Kvæg eller nogen Slags urent Kryb, og så spiser Kød
      af HERRENs Takoffer, skal han udryddes af sin Slægt.

 22. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 23. Tal til Israeliterne og sig: I må ikke spise noget som helst
      Fedt af Okser, Får eller Geder.
 24. Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr må bruges til alt, men I må
      under ingen Omstændigheder spise det.
 25. Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes
      HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af
      sit Folk.
 26. Og I må heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller
      Kvæg, hvor I end opholder eder;
 27. enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin
      Slægt.

 28. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 29. Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit
      Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham
      tilkommende Offergave;
 30. med egne Hænder skal han frembære HERRENs Ildofre. Han skal
      frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen
      kan udføres dermed for HERRENs Åsyn;
 31. og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer på Alteret, men
      Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner.
 32. Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders
      Takofre.
 33. Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet,
      ham tilfalder højre Kølle som hans Del.
 34. Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra
      Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og
      hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på hos
      Israeliterne.
 35. Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENs Ildofre, den, som
      blev givet dem, den dag han lod dem træde frem for at gøre
      Præstetjeneste for HERREN,
 36. den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at
      give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på fra Slægt
      til Slægt.

 37. Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet,
      Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet,
 38. som HERREN pålagde Moses på Sinaj Bjerg, den Dag han bød
      Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken.

3.Mosebog 8

  1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2. "Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien,
      Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød
  3. og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til
      Åbenbaringsteltet!"
  4. Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig
      ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  5. Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har HERREN påbudt at
      gøre."
  6. Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med
      Vand.
  7. Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte
      ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte
      og bandt dermed Efoden fast på ham;
  8. så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i
      Brystskjoldet,
  9. lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det
      hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde
      pålagt Moses.
 10. Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene
      deri og helligede dem;
 11. så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og
      alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at
      hellige dem;
 12. derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede
      ham for at hellige ham.
 13. Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler,
      omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som
      HERREN havde pålagt Moses.

 14. Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde
      deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved.
 15. Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger
      noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for
      Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således
      helligede han det ved at skaffe Soning for det.
 16. Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge
      Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret.
 17. Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren,
      som HERREN havde pålagt Moses.

 18. Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner
      lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
 19. Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret;
 20. og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og
      Fedtet som Røgoffer,
 21. men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så
      bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et
      Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som
      HERREN havde pålagt Moses.

 22. Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og
      Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
 23. Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på
      Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre
      Tommeltå.
 24. Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet
      på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre
      Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret.
 25. Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene,
      Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre
      Kølle:
 26. Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENs Åsyn, tog
      han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem
      oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle,
 27. lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod
      dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
 28. Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på
      Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til
      en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
 29. Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENs
      Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen,
      som HERREN havde pålagt Moses.
 30. Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret
      og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner
      og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og
      ligeledes hans Sønner og deres Klæder.

 31. Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen
      til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er
      i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og
      hans Sønner skal spise det!
 32. Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde.
 33. I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet,
      indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders
      Indsættelse.
 34. Ligesom i Dag har HERREN påbudt eder at gøre også de følgende
      Dage for at skaffe eder Soning.
 35. Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og
      Nat i syv Dage og holde eder HERRENs Forskrift efterrettelig,
      for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!"
 36. Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde påbudt ved
      Moses.

3.Mosebog 9

  1. Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels
      Ældste til sig
  2. og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder
      til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs
      Åsyn.
  3. Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til
      Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til
      Brændoffer
  4. og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs
      Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil
      HERREN vise sig for eder!"
  5. Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran
      Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede
      sig for HERRENs Åsyn.
  6. Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har pålagt eder at gøre,
      for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder."

  7. Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit
      Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning
      og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således
      som HERREN har påbudt!"
  8. Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;
  9. og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i
      Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet
      hældte han ud ved Alterets Fod.
 10. Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som
      Røgoffer på Alteret, således som HERREN havde pålagt Moses;
 11. men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.
 12. Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham
      Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret.
 13. Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med
      Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret.
 14. Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte
      det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.

 15. Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets
      Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme
      Måde som den før nævnte;
 16. så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne
      Måde;
 17. derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og
      bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige
      Morgenbrændoffer;
 18. så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og
      Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på
      Alteret.
 19. Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på
      Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,
 20. disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne
      bragte han som Røgoffer på Alteret,
 21. men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen
      for HERRENs Åsyn, som Moses havde påbudt.

 22. Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem
      og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og
      Takofferet.
 23. Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud
      derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for
      alt Folket;
 24. og Ild for ud fra HERRENs Åsyn og fortærede Brændofferet og
      Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og
      faldt ned på deres Ansigt.

3.Mosebog 10

  1. Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i
      dem og lagde Røgelse derpå og frembar for HERRENs Åsyn fremmed
      Ild, som han ikke havde pålagt dem.
  2. Da for Ild ud fra HERRENs Åsyn og fortærede dem, så de døde for
      HERRENs Åsyn.
  3. Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han
      sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min
      Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav.
  4. Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels
      Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort
      fra Helligdommen uden for Lejren!"
  5. Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses
      havde sagt.
  6. Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må
      hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder,
      ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders
      Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt;
  7. og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø,
      thi HERRENs Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde.

  8. Og HERREN talede til Aron og sagde:
  9. Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I
      gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal
      være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
 10. for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er
      helligt, og mellem det urene og det rene,
 11. og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har
      kundgjort dem ved Moses.

 12. Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og
      Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENs Ildoffer,
      og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt;
 13. I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine
      Sønners retmæssige Del af HERRENs Ildofre; thi således er det
      mig påbudt.
 14. Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et
      rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige
      med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre;
 15. Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen
      med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan
      udføres for HERRENs Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner
      tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som HERREN
      har påbudt!"

 16. Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var
      opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons
      tilbageblevne Sønner, og sagde:
 17. "Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted? Det
      er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal
      borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for
      HERRENs Åsyn.
 18. Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre,
      derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige
      Sted, således som jeg har påbudt!"
 19. Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres
      Syndoffer og Brændoffer for HERRENs Åsyn, og en sådan
      Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist
      Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?"
 20. Da Mose's hørte dette, billigede han det.

3.Mosebog 11

  1. HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem:
  2. Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr på Jorden må du spise
      følgende:
  3. Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, må
      I spise.
  4. Men følgende må I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem,
      der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke
      Klove; den skal være eder uren;
  5. Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove:
      den skal være eder uren;
  6. Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal
      være eder uren;
  7. Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger
      ikke Drøv; det skal være eder urent.
  8. Deres Kød må I ikke spise, og ved Åslerne af dem må I ikke røre;
      de skal være eder urene.

  9. Af alt, hvad der lever i Vandet, må I spise følgende: Alt i
      Vandet, både i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, må I
      spise;
 10. men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener
      i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten
      det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed.
 11. De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød må I ikke
      spise, og Ådslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed.
 12. Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en
      Vederstyggelighed.

 13. Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de
      må ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben,
      Havørnen,
 14. Glenten, de forskellige Arter af Falke,
 15. alle de forskellige Arter af Ravne,
 16. Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
 17. Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen,
 18. Tinsjemetfuglen,Pelikanen, Ådselgribben,
 19. Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
      Flagermusen.

 20. Alt vinget Kryb der går på fire, skal være eder en
      Vederstyggelighed.
 21. Af alt det vingede Kryb, som går på fire, må I dog spise
      følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe
      med på Jorden.
 22. Af dem må I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper,
      Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper.
 23. Men alt andet vinget Kryb, der går på fire, skal være eder en
      Vederstyggelighed.

 24. Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Ådslerne
      af dem, bliver uren til Aften,
 25. og enhver, der bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
      være uren til Aften:
 26. Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke
      tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver
      uren.
 27. Alle firføddede Dyr, der går på Poter, skal være eder urene;
      enhver der rører ved et Ådsel af dem, bliver uren til Aften,
 28. og den, som bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
      være uren til Aften; de skal være eder urene.

 29. Af Krybet, der kryber på Jorden, skal følgende være eder urene:
      Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben,
 30. Anakaen, Koadyret, Letåen, Homedyret og Tinsjemetdyret.
 31. Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der
      rører ved dem, når de er døde, skal være uren til Aften;
 32. alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent,
      alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der
      bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og
      være urent til Aften; derpå skal det være rent.
 33. Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, så bliver alt, hvad
      der er deri, urent, og ethvert sådant Kar skal I slå i Stykker;
 34. alt spiseligt, som man kommer Vand på, og alt flydende, der
      tjener til Drikke, bliver urent i et sådant Kar.
 35. Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent;
      Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de
      være eder.
 36. Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig
      Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Ådslerne deri,
      bliver uren.
 37. Falder et dødt Dyr af den Slags ned på nogen som helst Slags
      Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren;
 38. men kommes der Vand på Sæden, og der så falder et dødt Dyr af
      den Slags ned på den, skal den være eder uren.

 39. Når noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den,
      der rører ved den døde Krop, være uren til Aften.
 40. Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet
      og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal
      tvætte sine Klæder og være uren til Aften.

 41. Alt Kryb, der kryber på Jorden, er en Vederstyggelighed, det må
      ikke spises;
 42. intet af det, der kryber på Bugen, og intet af det, der går på
      fire, så lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der
      kryber på Jorden, må I spise thi det er en Vederstyggelighed.
 43. Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst
      krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, så I bliver urene
      deraf:
 44. thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være
      hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som
      helst Kryb, der rører sig på Jorden;
 45. thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være
      eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!

 46. Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der
      bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber på
      Jorden,
 47. til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der må
      spises, og dem, der ikke må spises.

3.Mosebog 12

  1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2. Tal til Israeliterne og sig: Når en Kvinde bliver frugtsommelig
      og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den
      Tid hun har sin månedlige Urenhed, skal hun være uren.
  3. På den ottende Dag skal Drengen omskæres på sin Forhud.
  4. Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens
      hun har sit Renselsesblod; hun må ikke røre ved noget helligt
      eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme.
  5. Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger
      ligesom under sin månedlige Urenhed; og derpå skal hun holde sig
      hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit
      Renselsesblod.
  6. Når hendes Renselsestid er omme, skal hun, både efter et
      Drengebarn og et Pigebarn, bringe et årgammelt Lam som
      Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til
      Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang;
  7. og han skal frembære det for HERRENs Åsyn og skaffe hende
      Soning, så hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en
      Kvinde. der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige.
  8. Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to
      Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til
      Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, så hun bliver
      ren.

3.Mosebog 13

  1. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
  2. Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt
      eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud,
      skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner,
      Præsterne.
  3. Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på
      det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge
      dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal
      Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.
  4. Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at
      ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide.
      så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;
  5. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da,
      at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden,
      skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;
  6. og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da
      viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt
      sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det
      almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og
      være ren.
  7. Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet
      Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten,
      når han anden Gang lader sig syne af ham,
  8. ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten
      erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

  9. Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til
      Præsten,
 10. og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en
      hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der
      vokser vildt Kød i Hævelsen,
 11. så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten
      erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi
      han er uren.
 12. Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden
      bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten
      kan se,
 13. og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så
      skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid,
      han er ren.
 14. Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren;
 15. og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren;
      det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.
 16. Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal
      han gå til Præsten;
 17. og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne
      er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han
      er ren.

 18. Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt,
 19. og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse
      eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten;
 20. og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end
      Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten
      erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem
      efter Betændelsen.
 21. Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være
      hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men
      er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;
 22. og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for
      uren; det er Spedalskhed.
 23. Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig,
      da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham
      for ren.

 24. Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser
      i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet,
 25. så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på
      Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end
      Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i
      Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er
      Spedalskhed.
 26. Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen
      hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end
      Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke
      ham inde i syv Dage;
 27. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har
      bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er
      Spedalskhed.
 28. Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på
      Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter
      Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er
      et Ar efter Brandsåret.

 29. Når en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg,
 30. skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at
      ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Hår
      derpå, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv,
      Spedalskhed i Hoved eller Skæg.
 31. Men hvis det skurvede Sted, når Præsten syner det, ikke ser ud
      til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Hårene derpå
      er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv dage;
 32. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven
      ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Hår derpå og
      Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom,
 33. da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede
      Sted rage; så skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv
      Dage.
 34. På den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da
      viser sig, at Skurven ikke har bredt sig på Huden, og at den
      ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så skal
      Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og
      være ren.
 35. Men hvis Skurven breder sig på Huden, efter at han er erklæret
      for ren,
 36. da skal Præsten syne ham; og hvis det så viser sig, at Skurven
      har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er
      guldgule Hår; han er uren.
 37. Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset
      sorte Hår frem derpå, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten
      skal erklære ham for ren.

 38. Når en Mand eller Kvinde får lyse Pletter, hvide Pletter på
      Huden,
 39. skal Præsten syne dem; og hvis der da på deres Hud viser sig
      hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er
      brudt ud på Huden; han er ren.

 40. Når nogen bliver skaldet på Baghovedet, så er han kun
      isseskaldet; han er ren.
 41. Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, så er han
      kun pandeskaldet; han er ren.
 42. Men kommer der på hans skaldede isse eller Pande et rødlighvidt
      Sted, er det Spedalskhed. der bryder frem på hans skaldede Isse
      eller Pande.
 43. Så skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen på
      det syge Sted på hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid,
      af samme Udseende som Spedalskhed på Huden,
 44. så er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for
      uren; på sit Hoved er han angrebet.

 45. Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gå med
      sønder1evne Klæder, hans Hår skal vokse frit, han skal tilhylle
      sit Skæg, og: "uren, uren!" skal han råbe.
 46. Så længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for
      sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdsted være.

 47. Når der kommer Spedalskhed på en Klædning enten af Uld eller
      Lærred
 48. eller på vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller på
      Læder eller Læderting af enhver Art
 49. og det angrebne Sted på Klædningen, Læderet, det vævede eller
      knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt
      eller rødligt, så er det Spedalskhed og skal synes af Præsten.
 50. Og når Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne
      Ting inde i syv Dage.
 51. På den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom
      Skaden har bredt sig på Klædningen, det vævede eller knyttede
      Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, så er Skaden
      ondartet Spedalskhed, det er urent.
 52. Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred
      vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er
      angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes.
 53. Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig på
      Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller på de
      forskellige Slags Læderting,
 54. så skal Præsten påbyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og
      derpå igen lukke den inde i syv Dage.
 55. Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet,
      og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, så er
      den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde
      den; det er ædende Udslæt på Retten eller Vrangen.
 56. Men hvis det, når Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved
      at svinde efter Tvætningen, så skal han rive det angrebne Sted
      af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede
      Stof.
 57. Viser det sig da igen på Klædningen eller det vævede eller
      knyttede Stof eller de forskellige Læderling, da er det
      Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de
      angrebne Ting.
 58. Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de
      forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal
      tvættes på ny; så er det rent.
 59. Det er Loven om Spedalskhed på Klæder af Uld eller Lærred eller
      på vævet eller knyttet Stof eller på alskens Læderting; efter
      den skal de erklæres for rene eller urene.

3.Mosebog 14

  1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2. Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med Renselsen
      af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten,
  3. og Præsten skal gå uden for Lejren og syne ham, og viser det sig
      da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske,
  4. skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle,
      Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal
      renses.
  5. Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et
      Lerkar med rindende Vand.
  6. Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde
      Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i
      Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand,
  7. og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for
      Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den
      levende Fugl flyve ud over Marken.
  8. Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt
      sit Hår og bade sig i Vand; så er han ren. Derefter må han gå
      ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit
      Telt.
  9. På den syvende Dag skal han afrage alt sit Hår, sit Hovedhår,
      sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Hår skal han afrage, og han
      skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; så er han
      ren.
 10. Men den ottende dag skal han tage to lydefri Væderlam og et
      lydefrit, årgammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie.
 11. Så skal den Præst, der foretager Renselsen, stille den, der skal
      renses, tillige med disse Offergaver frem for HERRENs Åsyn ved
      Åbenbaringsteltets Indgang.
 12. Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som
      Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre
      Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
 13. Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet
      slagtes, på det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder
      Skyldofferet Præsten; det er højhelligt.
 14. Derpå skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten
      skal stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på
      hans højre Tomme1finger og højre Tommeltå;
 15. og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og
      hælde det i sin venstre Hånd,
 16. og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i
      sin venstre Hånd, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran
      HERRENs Åsyn.
 17. Og af den Olie, han har tilbage i sin Hånd, skal Præsten stryge
      noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
      Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
 18. Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Hånd,
      på Hovedet af den, der skal renses, og således skal Præsten
      skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn.
 19. Derpå skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal
      renses, Soning for hans Urenhed.
 20. Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet på Alteret
      og således skaffe ham Soning; så er han ren.

 21. Men hvis han er fattig og ikke evner at give så meget, skal han
      tage et enkelt Lam til Skyldoffer. til at udføre Svingningen
      med, for at der kan skaffes ham Soning. desuden en Tiendedel Efa
      fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie
 22. og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den
      ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer.
 23. Dem skal han den ottende Dag efter sin Renselse bringe til
      Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn.
 24. Så skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som
      hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for
      HERRENs Åsyn.
 25. Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget
      af Skyldofferets Blod og stryge det på højre Øreflip af den, der
      skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå.
 26. Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Hånd,
 27. og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gangestænke noget
      af Olien, som er i hans venstre Hånd, for HERRENs Åsyn.
 28. Og af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten stryge noget på
      højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
      Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
 29. Og Resten af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten hælde på
      Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for
      HERRENs Åsyn.
 30. Derpå skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu
      har evnet at give,
 31. den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffet, sammen med
      Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses,
      Soning for HERRENs Åsyn.
 32. Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og
      ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin Renselse.

 33. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
 34. Når I kommer til Kanåns Land, som jeg vil give eder i Eje, og
      jeg lader Spedalskhed komme frem på et Hus i eders Ejendomsland,
 35. så skal Husets Ejer gå hen og melde det til Præsten og sige:
      "Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!"
 36. Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden
      han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der
      er i Huset, skal blive urent; derpå skal Præsten komme for at
      syne Huset.
 37. Viser det sig da, når han syner Pletten, at Pletten på Husets
      Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud
      til at ligge dybere end Væggen udenom,
 38. skal Præsten gå ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket
      i syv Dage.
 39. På den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis
      det da viser sig, at Pletten har bredt sig på Husets Vægge,
 40. skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste
      dem hen på et urent Sted uden for Byen
 41. og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde
      det fjernede Puds ud på et urent Sted uden for Byen.
 42. Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for
      de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed.
 43. Hvis Pletten så atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er
      taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset på ny,
 44. skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at
      Pletten har bredt sig på Huset, så er det ondartet Spedalskhed,
      der er på Huset; det er urent.
 45. Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset på
      Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen.
 46. Den, som går ind i Huset, så længe det er lukket, skal være uren
      til Aften;
 47. den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser
      deri, skal tvætte sine Klæder.
 48. Men hvis det, når Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at
      Pletten ikke har bredt sig på det, efter at det er pudset på ny,
      skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt.