The Project Gutenberg eBook of Vildanden, by Henrik Ibsen

(Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende akter hos fotograf Ekdal)

FØRSTE AKT.

(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.)

(Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to—tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale boldes; bravoråb og så atter summende samtale.)

PETTERSEN (tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over). Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby.

LEJETJENER JENSEN (flytter en lænestol frem). Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem?

JENSEN. Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de.

PETTERSEN. Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset.

EN LEJETJENER (i døren til den anden stue).
De, Pettersen, her er en gammel fyr, som—

(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.)

EKDAL. Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger mod tapetdøren.) Har gå't den vejen før.

PETTERSEN. Ja, De får så gøre da. (åbner døren.) Men sans endelig på, at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har fremmede.

EKDAL. Ved det nok,—hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. (mumier sagte.) Torsk! (han går ind i kontoret; Pettersen lukker døren efter ham.)

PETTERSEN.
Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det
nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle
Ekdal.

PETTERSEN. Ja gu' har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.

PETTERSEN. Jøss', Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med.

PETTERSEN. Eller kanske det var i bodsfængslet—(lytter). Hys, nu går de fra bordet.

(Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra.
Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt
efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer
Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)

FRU SØRBY (i forbigående til tjeneren).
Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen.

PETTERSEN. Ja vel, fru Sørby. (hun og de to herrer går ind i stuen og derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej.)

EN BLEGFED HERRE (til en tyndhåret).
Puh,—den dinér—det var et drøjt stykke arbejde!

DEN TYNDHÅREDE. Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer.

EN TREDJE HERRE. Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen.

GROSSERER WERLE (dæmpet og forstemt).
Jeg tror ikke nogen la' mærke til det, Gregers.

WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal).
Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige.)
Vær så artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne,
undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.)

HJALMAR (som har hørt samtalen).
Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.

GREGERS. Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven—

HJALMAR. Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset.

GREGERS. Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen.—Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten—sytten år.

GREGERS. Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er næsten ble't fyldig og svær.

HJALMAR. Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang.

HJALMAR (i dystrere tone). Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås.

HJALMAR. Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du.—Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket.

GREGERS. Dejlig ensomt har jeg havt det,—havt god anledning til at gruble over mangt og meget.—Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.

(han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar ned i en anden ved siden af.)

HJALMAR (blødt). Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har hoget imod mig.

HJALMAR. Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble't trukket med ind i disse her—å, disse her skrækkelige historierne!

HJALMAR. Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det.

GREGERS (studser). Far! Ja så. Hm.—Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig,—ikke med et eneste ord.

HJALMAR. Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting.

GREGERS (ser hen for sig).
Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.—Men sig mig nu,
Hjalmar,—finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din
stilling?

HJALMAR (sukker let). Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far,—skammen og skændselen, Gregers—

HJALMAR. Jeg kunde jo ikke tænke på at bli' ved med studeringerne; der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg—

HJALMAR. Nå, så syntes jeg det var bedst—sådan med et ryk, ser du— at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig—

HJALMAR. Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at lære fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro.

HJALMAR. Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig.

GREGERS. Ikke et ord om at det var ham. Han må ha' glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far—!

HJALMAR. Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske—ved du ikke det heller?

GREGERS. Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.—(ryster ham i armen.) Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her glæder mig—og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel—i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed-

GREGERS. Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far.—Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand?

HJALMAR. Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra' en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse.

HJALMAR. Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig—; og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.

HJALMAR. Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.

GREGERS (som har rejst sig). Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at—(går om på gulvet.) Jo, bi lidt;—kanske dog alligevel—når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar—; dette her er morsomt—; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina—med din hustru?

HJALMAR. Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom—; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa' hun op og flytted. Det var året før din mor døde,—eller kanske det var samme år.

GREGERS. Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?

HJALMAR. Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse.

HJALMAR. Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der,—ser du,—der var det egentlig jeg lærte Gina at kende.

GREGERS (rejser sig og driver lidt om). Sig mig,—da du var ble't forlovet—var det da, at far lod dig—; jeg mener,—var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering?

HJALMAR. Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere.

HJALMAR (fornøjet, rejser sig). Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen?

GREGERS. Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig, han.

HJALMAR (bevæget). Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han har hjertelag, ser du.

FRU SØRBY (kommer ind med grosserer Werle under armen). Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.

WERLE (slipper hendes arm og fører hånden over øjnene).
Jeg tror næsten, De har ret i det.

FRU SØRBY (til gæsterne i den anden stue). Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha' et glas punsch, så må han umage sig her ind.

DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sørby). Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den velsignede røgefrihed?

FRU SØRBY. Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre.

DEN TYNDHÅREDE HERRE. Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, fru Sørby?

FRU SØRBY. Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen.

DEN TYNDHÅREDE.
Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru
Berta? Virkelig aldeles ikke?

(De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens værelse; tjenerne byder punschglassene om.)

WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord).
Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?

DEN TYNDHÅREDE (som driver omkring).
Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.

DEN FEDE HERRE. Det skulde De ha' gjort; det er så godt for fordøjelsen således at sidde og se på billeder.

FRU SØRBY. Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man også arbejde for føden, herr Ekdal.

DEN FEDE HERRE. Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en forholdsvis sund drik for maven?

WERLE (ved kaminen). Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja, det forstod De da vel også.

DEN TYNDHÅREDE HERRE.
Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal.
Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?

FRU SØRBY. Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de trænger også svært til solskin, som der siges.

FRU SØRBY. Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste.

WERLE. Fru Sørby finder altid en udvej—når hun vil. Stik dog på glassene, mine herrer!—Pettersen, å, sørg for—! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers rører sig ikke.) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem ved bordet.

(Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og vender sig mod kaminen.)

EKDAL (ser ikke op, men gør korte huk til siderne i det han
går og mumler):
Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;-
-porten lukket. Ber om forladelse.

GREGERS (med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar).
Men det var da vel aldrig—!

FRU SØRBY (hvisker til tjeneren).
Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.

(Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed.)

DEN TYNDHÅREDE (nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og Gregers). Aha, står man her og frisker op gamle minder fra studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha' ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke—

DEN FEDE HERRE.
Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr
Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt.

HJALMAR (dystert). Gregers,—jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende slag på sit hoved, ser du—. Sig din far farvel fra mig.

HJALMAR. Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers,—især ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen.

FRU SØRBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage).
Nå, fik så den gamle noget med?

DEN FEDE HERRE (i døren med et notehæfte i hånden).
Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?

(Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre. Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå; da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.)

GREGERS. Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene.

WERLE. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.

WERLE. Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, —dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad løjtnant Ekdal foretog sig.

WERLE. Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden.

WERLE. Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,—her i byen er de historier glemt for længe siden—for mit vedkommende.

WERLE. Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige frem skulde blotstille mig og gi næring til alskens mistanke og folkesnak—

WERLE. Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd—

WERLE. Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfører jeg aldrig.

GREGERS (smiler koldt). Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at bogføre.

GREGERS (med tilkæmpet mod). Har du bogført, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal lære fotografering?

GREGERS. Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg også, at det var dig, som satte ham så rundelig istand til at etablere sig.

WERLE.
Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for
Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig
voldt mig udgifter nok.

GREGERS. Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig,—den tid, da du tog dig så varmt af din gamle vens søn,—var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig!

GREGERS.
Du skrev mig den gang et brev til,—et forretningsbrev
naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at
Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen.

GREGERS.
Men du skrev ikke noget om, at den frøken Hansen var Gina
Hansen,—vor forhenværende husjomfru.

WERLE (ler spotsk, men tvungent). Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så særligt for vor forhenværende husjomfru.

GREGERS. Det gjorde jeg heller ikke. Men—(sænker stemmen.) her var nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for hende.

WERLE. Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel aldrig til mig!

WERLE. Og det vover du—! Det understar du dig—! Hvor kan han, den utaknemmelige, han, fotografen—; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser!

GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt.

GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende.

WERLE.
Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du,—
I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik
dit sind vendt bort ifra mig.

GREGERS. Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så ynkelig til grunde.

WERLE. Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle.— Og så går du og bærer paa en slig mistanke,—går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta' dig noget nyttigere til.

WERLE. Så vilde kanske også dit sind bli' lettere, end det nu lader til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig.

WERLE. Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til at bli' uafhængig, din egen herre i et og alt.

WERLE. Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks—hm—

GREGERS. Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det.

WERLE. Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket.

WERLE. Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli' noget svage.

WERLE. Ikke som nu. Og så desuden,—omstændighederne kunde kanske gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe—i al fald for en tid.

WERLE. Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller imellem os. Men vi er jo dog far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med hinanden.

WERLE.
Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers.
Synes du ikke, det måtte kunne la' sig gøre? Hvad?

WERLE. I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden.

WERLE. Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom,—hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha' nogen om mig.—

WERLE. Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble't mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset;—og det kan jeg så sårt trænge til.

WERLE. Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke tjent med det.

GREGERS. Å, når en mand pir slige middagsselskaber som du, så kan han visst vove adskilligt.

WERLE. Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det,—selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og bagvaskelse og sligt noget—? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse—

GREGERS (afbryder ham). Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende?

WERLE. Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors minde—

WERLE. Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmåde kært, at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag.

GREGERS (ser ufravendt på ham).
Nu skønner jeg, hvad det er, du vil brage mig til.

GREGERS. Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord;—ikke på to mands hånd i al fald. (ler kort.) Ja så da! Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det!

GREGERS. Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta' sig godt ud, når det kan fortælles, at sønnen—på pietetens vinger—er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den stakkers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.

WERLE. Gregers,—jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg.

WERLE. Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt.) Men du skulde huske på, at de øjne var—omtåget en gang iblandt.

GREGERS (bævende). Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær' skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse—! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer—å!

GREGERS (uden at agte på ham). —og der sidder han nu, han med sit store troskyldige barnesind midt i bedraget,—lever under tag sammen med en slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget på en løgn! (et skridt nærmere.) Når jeg ser tilbage på al din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med knuste menneskeskæbner langs alle vejene.

GREGERS (bukker behersket). Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går.

GREGERS (peger ud mod baggrunden).
Se, far,—der leger kammerherrerne blindebuk med fru
Sørby.—God nat og far vel.

(Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.)

WERLE (mumler hånligt efter Gregers). He—! Stakker,—og så siger han, at han ikke er overspændt!

ANDEN AKT.

(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der-skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske apparater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet.)

(Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene i ørerne og læser i en bog.)

GINA (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen til hende; derpå siger hun): Hedvig!

GINA. Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker det ikke; han selv læser aldrig om kvellerne.

GINA (lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet
hæfte på bordet).
Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag?

GINA. Det er rigtig. (noterer.) Det er svært, hvad her bruges af smør her i huset. Og så var det til spegepølse og til ost,- -lad mig se—(noterer.)—og så var det til skinke—hm —(summerer.) Ja, der har vi straks—

HEDVIG. Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, siden far var ude.

GINA. Nej; og det var jo bra'. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne.

(Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hånd skyggende for øjnene.)

HEDVIG. Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle?

GINA. Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte bud efter ham. (lidt efter.) Vi har jo ikke noget med den grossereren at gøre.

HEDVIG. Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For han lovte, at han skulde be' fru Sørby om noget godt til mig.

(Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren.)

EKDAL. De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik jeg gå igennem—hm.

EKDAL Så? Snak; det er ikke noget. (sætter stokken fra sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her, Gina. (trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside.) Hys! (kikker en stund ind i rummet og skyder atter døren forsigtigt for.)

He—he! De sover såmænd alle i hob. Og hun
Selv har lagt sig i kurven. He—he!

EKDAL. Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå? (går mod den øverste dør til venstre). Jeg finder Vel fyrstikker?

HEDVIG. Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens restauration.

HEDVIG. Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke det, mor?

GINA. Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt værelset lejet bort.

GINA. Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til ingen nytte.

HEDVIG. Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er far godt oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset til en anden gang.

GINA (ser over til hende). Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han kommer hjem om kvellerne?

(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den forreste dør til venstre.)

GINA. Han roder da vel ikke med gløderne derude? (venter en stund.) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til.

EKDAL. Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg må skrive; og så er blækket ble't jørmet som en grød,—hm.

EKDAL. Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha' nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen,—hm.

HJALMAR. Nævnte han ikke noget om—? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham.

HJALMAR. Herre gud,—min stakkers gamle hvidhårede far—! Ja, lad ham saa bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode.

HJALMAR. Å det var forskellige. Der var kammerherre Flor og kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre— så og så; jeg ved ikke—

EKDAL (nikker). Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare kammerherrer.

HJALMAR. Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha' mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til.

HJALMAR. Nej; en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver, (spadserer om på gulvet.) Jeg gør det i al fald ikke.

HJALMAR. Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for underholdningen, når jeg er ude engang iblandt. Lad de andre anstrænge sig. Der går de fyrene fra det ene madhus til det andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem saa værs'go' gøre nytte for al den gode mad, de får.

HJALMAR. Det er ikke frit for det. (henkastende.) Siden kom vi i en liden dispyt om Tokayervin.

HJALMAR (standser). Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin druerne har fåt.

HJALMAR. De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle årgange lige fine—blev der sagt.

HJALMAR. Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige mennesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej!

Hedvig (indsmigrende). Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i kjole, far!

HJALMAR. Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget upåklageligt. Den passer næsten som om den var sydd til mig; —lidt trang i armhullerne kanske—; hjælp mig, Hedvig, (trækker kjolen af.) Jeg tar heller jakken på. Hvor har du jakken, Gina?

HJALMAR. Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig.

HJALMAR (atrækker sig).
Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs og
ledig husdragt passer også bedre til min hele skikkelse.
Synes ikke du det, Hedvig?

HJALMAR. Når jeg således slår halstørklædet ud i et par flagrende ender—; se her! Hvad?

HEDVIG. Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbarten og til det store krøllede håret.

Hedvig (rusker i ham). Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du lovte mig.

HEDVIG. Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor har du det henne?

HJALMAR. Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har noget andet til dig, Hedvig.

HJALMAR.
Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her står
«Menu»; det betyder spiseseddel.

HJALMAR. Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på mit ord: det er en dårlig fornøjelse med det slikkeri. Sæt dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der, HEDVIG.

(Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende; Hjalmar mærker det.)

HJALMAR (driver om på gulvet). Det er da også de utroligste ting, en familjeforsørger har at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste,— straks skal en se sure miner. Nå, en vænner Sig til det Også. (standser ved ovnen hos den gamle.) Har du kikket der ind i aften, far?

EKDAL. Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der nogen smaa grejer til—

HJALMAR. Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen.

EKDAL. Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først;—må nok renske den også. Hm.

HJALMAR. Å ja, ja, Gina, lad ham bare—; den stakkers skibbrudne gubbe.—Ja, de forbedringerne,—dem er det bedst, vi får fra hånden imorgen.

GINA. —for husk på de kopierne, som skal retuseres; her har nu været så mange bud efter dem.

HJALMAR.
Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli' færdige.
Er her kanske kommet nye bestillinger også?

GINA. Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to portrætterne, som du ved.

GINA. Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne alt det jeg årker, synes jeg.

HJALMAR. Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så har der vel ikke været nogen og set på værelset heller?

HJALMAR. Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så—. Man må ta' sig rigtig sammen, Gina!

HJALMAR. Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden, (driver om.) Jo, jeg skal såmænd arbejde imorgen; det skal ikke mangle på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine kræfter strækker til—

HJALMAR. Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig.—— (standser.) Øl?—Var det øl, du talte om?

HJALMAR. (ved ovnen, standser hende, ser på hende, griber hende om hodet og trykker hende op til sig). Hedvig! Hedvig!

HJALMAR. Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta't for mig ved den rige mands bord,—siddet og svælget ved det bugnende taffel—! Og så kunde jeg endda—!

HJALMAR. Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I ved jo, at jeg holder af jer alligevel.

HJALMAR. Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så—herre gud —husk på, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes hær. Nå! (tørrer øjnene.) Ikke øl i en sådan stund. Giv mig fløjten.

(Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans, men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag.)

HJALMAR (afbryder melodien, rækker Gina den venstre hånd og
siger bevæget):
Lad det kun være trangt og tarveligt under vort tag, Gina.
Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være.

HJALMAR (går hen imod døren).
Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da.

GREGERS.
Både fra selskabet og fra familjehjemmet.—God aften, fru
Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?

(trækker yderfrakken af. Han er nu omklædt, i en simpel grå klædesdragt af landligt suit.)

GREGERS (ser sig omkring). Så her er det altså du holder til, Hjalmar. Her bor du altså.

HJALMAR. Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne prægtige ydre rum—

GINA. Oe så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud.

HJALMAR. Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. (til Hedvig.) Men det var det øllet, du.

HJALMAR. Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste glæde i verden, og —(sænker stemmen.) hun er også vor dybeste sorg, Gregers.

HJALMAR. Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at miste synet.

HJALMAR. Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå bra' en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer ubønhørligt.

HJALMAR. Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvældet.) Å, det er så knusende svært for mig, Gregers.

HJALMAR. Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen.) Ja, kanske Gregers tar et stykke?

HJALMAR (fremdeles vemodig). Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha' en skalk, så var det bra'. Og så la' det være tilstrækkelig smør på, du.

GREGERS (som har fulgt hende med øjnene).
Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg.

GREGERS. Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor gammel kan hun nu være?

GREGERS. På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv blir.—Hvor længe er det nu De har været gift?

HJALMAR. Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (slår over.) Det må ha' været lange år for dig der oppe på værket, det, Gregers.

GREGERS. De var lange så længe jeg leved dem;—nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble't af.

(Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø.)

EKDAL. Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her—hm. Hvad var det nu for noget?

HJALMAR (går imod ham). Far, her er nogen. Gregers Werle—. Jeg ved ikke, om du kan huske ham.

EKDAL (ser på Gregers, som har rejst sig).
Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig?

GREGERS (går hen til ham).
Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant
Ekdal.

EKDAL. Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke går i gaderne med den, så—

(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos sin far.)

GREGERS. Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden.

EKDAL. Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også skudt. Har skudt hele ni.

EKDAL. Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja, ikke på den måden, da. For skogen, ser De,—skogen, skogen —! (drikker.) Står skogen bra' deroppe nu?

EKDAL. Hugget ud? (sagtere og ligesom ræd.) Det er farlig gerning, det. Det dra'r efter sig. Der er hævn i skogen.

GREGERS. Hvorledes kan en mand som De,—slig en friluftsmand,— leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge?

EKDAL (ler småt og skotter til Hjalmar).
Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde.

GREGERS. Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på vidder, mellem dyr og fugl—?

GREGERS (fortsætter til den gamle). Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og kvikke Dem op.

GREGERS.
Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som
De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og
vildt er—

EKDAL.
Snak; det er jo månelyst, (rejser sig.) Han skal se det,
siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig,
Hjalmar!

(Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigjennem et klart månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre ligger i dyb skygge.)

GREGERS (ved døren, ser ind i loftsrummet).
De holder jo høns, løjtnant Ekdal!

EKDAL.
Skulde mene det, at vi holder høns. De er fløjet op nu. Men
De skulde bare se de høns ved dagsens lys, De!

EKDAL. Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De har rugekasserne sine der oppe under tagskægget, de; for duerne vil helst ligge højt, kan De skønne.

EKDAL. Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den bingen der borte ved væggen?

EKDAL. Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner! Han spør, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem her; så ja; og se så der ned,—Ser De ikke der en kurv med strå i?

EKDAL. Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa',—det er vildanden, det. Det er vor vildand, far.

GINA (vender sig mod Hjalmar).
Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du.

EKDAL. Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i natteroen heller. Ta' i, du Hedvig.

EKDAL. En anden gang kan De få se hende rigtig. (sætter sig i lænestolen ved ovnen.) Å, de er svært mærkværdige, de vildænderne, kan De tro.

EKDAL. Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen, som vi kan takke for den.

GREGERS. Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og mangfoldigt; og så tænkte jeg som så—

EKDAL. Det er Håken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina. (til Gregers.) Han var ude i båd, skønner De; og så skød han på hende. Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så blev hun bare skamskudt.

EKDAL (søvnig, med tykt mæle). Kan vide det. Gør altid så vildænderne. Stikker til bunds— så dybt de kan vinde, far;—bider sig fast i tang og i tarre—og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og så kommer de aldrig op igen.

EKDAL. Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.—Og den hunden—den dukked efter og hented anden op igen.

HJALMAR. Ikke straks; først kom den hjem til din far; en der vilde den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde gøre ende på den—

HJALMAR (taler sagtere). På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.

HJALMAR. Ja, så utrolig vel, du. Den er ble't fed. Nå, den har jo nu også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på.

GREGERS. Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se himmel og hav—. Men jeg tør nok ikke bli' længer; for jeg tror, din far sover.

GREGERS. Men, det er sandt,—du sa', du havde et værelse at leje ud,—et ledigt værelse?

HJALMAR. Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke så ilde møbleret heller.

GREGERS. Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid oppe i Højdal.

GINA. Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner. De er så tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent hjem om naetterne, og da er de ikke altid så—

GREGERS. Sligt vaenner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden—

HJALMAR.
Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til
Gregers.) Men sig mig, tænker du altså at bli' her i byen
for det første?

Gregers. Ja-, vidste jeg bare det, du—da var jeg ikke så ilde faren endda. Men når en bar det kors på sig, at hede Gregers —. «Gregers»—og så «Werle» bagefter; har du hørt noget så fælt, du?

GREGERS. Huf! Isch! Jeg kunde ha' lyst til at spytte på den fyren, som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på sig at være Gregers—Werle her i verden, således som jeg er det—

HJALMAR. (ler). Ha—ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så være for noget?

GREGERS. Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til bunds efter vildænder, når de dukker under og bider sig fast i tang og tarre nede i mudderet.

GREGERS. Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men imorgen tidlig altså—så flytter jeg ind. (til Gina.) De skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør al ting selv. (til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen.—Godnat, fru Ekdal. (nikker til Hedvig.) Godnat!

HJALMAR (som har tændt et lys).
Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt på trapperne.

GINA (ser hen for sig, med sytøjet i fanget). Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en hund?

HEDVIG. Jeg skal sige dig en ting, mor,—jeg tror, at han mente noget andet med det.

HEDVIG. Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget andet, end det han sa'—hele tiden.

HJALMAR (kommer tilbage). Lampen brændte endnu. (slukker lyset og sætter det fra sig.) Ah, endelig kan man da få sig en bid mad i livet. (begynder at spise smørrebrød.) Nå, ser du det, Gina,—når man bare er om sig, så—

HJALMAR. Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det værelset lejet bort en gang. Og sa, tænk,—til et menneske som Gregers,—en gammel god ven.

HJALMAR. Du er da også besynderlig. Før var du så forhippet på at få lejet ud; og nu liker du det ikke.

GINA.
Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så—.
Men hvad tror du, grossereren vil sige?

GINA. Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved jo, hvorledes de to har det med hinanden.

HJALMAR. Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud bevar's,—det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.

GINA. Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle- far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten, han har hos Gråberg.

HJALMAR. Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker jeg. (tar et nyt stykke smørrebrød.) Har jeg så Sandt en opgave i livet, så skal jeg også udføre den!

HJALMAR (sagtere). Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme den dag, da—. Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand være, som har en opgave i livet, (henne ved lænestolen, bevæget.) Stakkers gamle hvidhårede far.—Lid på din Hjalmar, du.—Han har brede skuldre, han;—kraftfulde skuldre i al fald.—Du skal nok en vakker dag vågne op og —. (til Gina.) Tror du det kanske ikke?

GINA (rejser sig).
Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs.

TREDJE AKT.

(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind gennem det store vindu i skråtaget; forhænget er fratrukket.)

(Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en lågkurv på armen.)

GINA. Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer.

GINA. Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa han. Så skulde han nu lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så hele værelset er ble't fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at—

GINA. Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over af det værste svineri.

GINA. Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den grisen; men der blir ikke værendes der inde før i eftermiddag.

HJALMAR. Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det er jo første dagen—; vi kan ikke godt undgå det. Du har vel altid noget i huset.

HJALMAR.
Men lad det endelig ikke bli' for knapt. For Relling og
Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just
Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo—

HJALMAR. Herre gud,—et par stykker mere eller mindre; det gør da hverken fra eller til.

Gamle EKDAL (åbner sin dør og ser ind).
Hør her, du Hjalmar—(bemærker Gina.) Nå så.

HJALMAR. Ja, ja, det skal jeg nok.—Hør du, Gina; lidt sildesalat vilde være svært bra'; for Relling og Molvik har nok været ude på rangel inat.

HJALMAR (sidder en stund og pensler på fotografiet; det går trægt og med ulyst).

EKDAL (kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger
dæmpet):
Har du det travlt, du?

HJALMAR (fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han penselen fra sig og går hen til døren). Har du det travlt, far?

EKDAL (brummer indenfor).
Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm!

EKDAL (lidt efter, kommer atter frem i døren).
Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke.

EKDAL. For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller to? Det står da ikke om livet ved jeg.

EKDAL. Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det er jo imorgen? Hm?

(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side. Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne; hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet.)

HJALMAR.
Jo, ved du hvad,—jeg tror næsten—(ser Gina i
køkkendøren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde.—
Men så var det mekanismen—

(Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten, oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er således ikke længer synligt.)

HJALMAR (går hen til bordet).
Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund.

HJALMAR.
Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam
Eriksen? (sætter sig.) Er det noget, du vil? Du sa' jo—

GINA. Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til.

HJALMAR (lidt efter). Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på kanske?

HEDVIG. Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun (går hen til bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig med, far?

HJALMAR. Å nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen,— så længe kræfterne slår til. Det har ingen nød, Hedvig; når bare din far må få beholde sin helse, så—

HJALMAR. Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg være fordømt til at sidde her—!

HEDVIG. Pyt, hvad skulde det så gøre? (tar penselen.) Se så. (sætter sig.) Og her har jeg et at se efter.

HJALMAR. Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha' noget ansvar; du må selv ta' ansvaret på dig,—det siger jeg dig.

(Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet. Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at disputere derinde.)

HJALMAR (kommer frem indenfor garnet). Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og så hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare se, far. Lad mig da først få lov til at vise dig, hvorledes jeg mener det! Hedvig (har hentet det forlangte værktøj fra reolen og stikker det ind til ham)

HEDVIG (blir stående og ser på dem. En stund efter banker det på gangdøren; hun lægger ikke mærke til det).

GREGERS WERLE (barhodet og uden overtøj, kommer ind og standser lidt ved døren). Hm—!

(Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed.)

GREGERS (vendt mod loftsrummet). Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i måneskin.

HEDVIG. Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det anderledes ud end om eftermiddagen; og når det regner, ser det anderledes ud, end når det er godt vejr.

HEDVIG. Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke fåt tid til det endnu.

HEDVIG. Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig, rigtig—sådan—

GREGERS. Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er det vel som en verden for sig selv, der,—kan jeg tænke?

HEDVIG. Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder.

HEDVIG. Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer.

HEDVIG. Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.

HEDVIG. Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne.—Der er en svært stor bog, som heder «Harrysons History of London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og store skibe, som sejler på havet.

HEDVIG. Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført dem hjem. De kaldte ham «den fly vendes Hollænderen». Og det er underligt; for det var ikke nogen Hollænder.

HEDVIG. Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble't stående efter ham.

GREGERS. Hør, sig mig nu,—når De sidder der inde og ser på billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den store rigtige verden selv?

HEDVIG. Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg lære at gravere slige billeder, som de, der står i de engelske bøgerne.

HEDVIG.
Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt.
Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning og
stråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget.

HEDVIG. Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden.

HEDVIG. Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så tidt de vil.

HEDVIG. Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, stakker.

HEDVIG. Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller.

HEDVIG (ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil og
spør):
Hvorfor siger De havsens bund?

HEDVIG. Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker siger havsens bund.

HEDVIG. Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang—i en fart—kommer til at huske på det der inde, så synes jeg altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund».— Men det er jo så dumt.

HEDVIG (tier og ser på ham med åben mund).
(Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.)

GINA. Ået steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig.

(Hedvig ryder op; hun og Gina dækker under det følgende.
Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album.)

GINA. Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal, at gå her og ta' potrætter af kreti og preti.

GREGERS. Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den vejen, så—

GINA. Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne.

HJALMAR (indenfor garnet). Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta't—. (tu Hedvig.) Og du, som ikke siger os til!

GINA. Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gøre en ulykke med den pigstolen.

HJALMAR (ærgerlig). Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en pistol.

HJALMAR. Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars skyld, kan du skønne.

GINA. Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha' noget at dividere sig med.

HJALMAR. Nå; hm! (tu Gregers.) Jo, ser du, og så træffer det sig så heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det, når vi skyder. (lægger pistolen på den øverste reolhylde.) Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på det.

HJALMAR. Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen—. Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget.

GREGERS. Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.

HJALMAR. Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i kroppen og som har været mellem hundetænder—

GREGERS (med et øjekast til Hedvig). —og som har været på havsens bund—så længe.

GINA (steller ved bordet). Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for.

HJALMAR (halv højt). Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han liker det ikke.

HJALMAR. Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind. (skrammer med hændeme.) Hysch—hysch; Vil I væk med jer! (i det han hejser forhænget op og trækker døren sammen.) Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig ganske morsomt at ha' sligt noget at stelle med og gøre i stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha' kaniner og høns ind i atelieret.

HJALMAR. Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger; for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de ting, som vigtigere er.

HJALMAR. Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen?

HJALMAR. Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og ødemarkerne—

HJALMAR. Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for fotografien, så var det ikke for at gå her og ta' portrætter af alskens hverdagsmennesker.

HJALMAR. Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering, så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den mærkelige opfindelsen.

HJALMAR. Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu. Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat og dag.

HJALMAR. Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen.

HJALMAR. Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv. Pistolen der henne, du,—den, som vi bruger til at skyde kaniner med,—den har spillet en rolle i den ekdalske slægts tragedie.

HJALMAR. Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast,—da havde han pistolen i sin hånd—

HJALMAR. Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så ruineret på sjælen var han ble't allerede dengang. Å, kan du begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra to oberstløjtnanter,—ja, fra den ene efter den anden, naturligvis—. Kan du begribe det, Gregers?

HJALMAR. Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under lås og lukke,—å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse.

HJALMAR. I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit eget bryst.

HJALMAR.
Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv.
Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge
livet under de vilkår.

HJALMAR. Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som min eneste løn.

HJALMAR. Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fejrer en liden familjefest—som Ginas og min bryllupsdag, eller hvad det nu kan være—da træder oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens dage. Men banker det så bare på gangdøren,—for han tør jo ikke vise sig for fremmede, ved du,—da piler han ind i sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham. Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du!

HJALMAR. Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen,—på en indskydelse,—og det er næsten umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.

HJALMAR. Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det nytter ikke til noget; det siger Relling også.

GREGERS. Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet dra'r dig bort og spreder dig for meget?

HJALMAR. Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha' noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du,—når den kommer, så kommer den alligevel.

HJALMAR. Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har rammet far i vingen—og mig også?

GREGERS. Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt; men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at dø i mørke.

HJALMAR. Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig la' være med slig snak.

GREGERS. Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår.

HJALMAR. Ja det kan gerne være; men du skal bare la' mig bli udenfor. Jeg kan forsikkre dig, at—fraregnet min let forklarlige melankoli naturligvis—så befinder jeg mig så vel, som noget menneske kan ønske det.

HJALMAR. Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.

HJALMAR. Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft, som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget lavt, det ved jeg nok,—og mine kår er ringe. Men jeg er en opfinder, du,—og jeg er familjeforsørger tillige. Det bærer mig oppe over de små vilkår.—Ah, der kommer de med frokosten!

(Gina og Hedvig bringer ølflasker, brændevinskaraffel,
glasse og andet tilbehør. I det samme kommer Relling og
Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtøj;
Molvik er sortklædt.)

RELLING.
Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så
var han ikke til at holde.—Godmorgen for anden gang,
Ekdal.

HJALMAR. Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor—, ja, Relling kender du jo?

RELLING. Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne på hinanden oppe på Højdalsværket. De er nok netop flyttet ind?

RELLING. Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen.

HJALMAR. Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la' os nu sætte os og spise og drikke og være glade.

(Herrerne sætter sig; til frokostbordet, spiser og drikker.
Gina og Hedvig går ud og ind og varter op.)

Molvik. La' os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger jo ikke af mit bedre jeg.

RELLING (til Gregers). Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De.

RELLING.
Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene
gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt.—Nå, og
De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu?

RELLING. Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte «den ideale fordring».

RELLING. De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen —den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe.

RELLING. Nå, så er De vel ble't så klog at slå lidt af på beløbet da, kan jeg tænke.

(Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ind med et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.)

EKDAL. Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet; og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine herrer!

RELLING. For den gråhærdede—. (drikker.) Ja, sig mig,—er det gråt hår, han har, eller er det hvidt?

HJALMAR. Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke ret mange hårstrå igen på sin isse.

RELLING. Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre livsopgaven at stræve for—

RELLING. Og så har du din flinke kone, som lunter så lunt ud og ind på filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for dig.

HJALMAR. Ja, Gina—(nikker til hende.) du er en bra' ledsagerinde, at ha' med på livsvejen, du.

HJALMAR (bevæget). Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hid til mig. (stryger hende over håret.) Hvad er det for en dag imorgen, du?

HJALMAR. Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, når jeg tænker på, at det skal bli' så ringe; bare en liden festlig tilstelning inde på loftet—

RELLING. Og vent så bare til den mærkelige opfindelsen kommer til verden, Hedvig!

HJALMAR. Ja da—da skal du se! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil forlange noget for dig, et eller andet. Det skal være den fattige opfinders eneste løn.

RELLING (til Gregers). Nå, synes De ikke ganske bra' om det, til en forandring, at sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?

GINA. Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter såmænd ud hver evige dag.

RELLING. Om forladelse,—det skulde vel ikke være Dem selv, som bringer stanken med der oppe fra gruberne?

RELLING (går hen til ham).
Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at
De går med «den ideale fordring» uforkortet i baglommen
endnu.

RELLING. Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå' Dem til at spille inkassator her, så længe jeg er inde.

GINA (går imellem dem). Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem, herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om stank.

GINA. La' bare mig—. (går hen og åtmer dåren, studser, farer sammen og viger tilbage.) Åh! Uf da!

(Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina tar Hedvig med sig ud i køkkenet.)

WERLE. Du lod falde nogen yttringer igår aftes—. Og såsom du nu har lejet dig ind hos Ekdals, så må jeg næsten formode, at du har et eller andet i sinde imod mig.

GREGERS. Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin stilling, som den er;—det er det hele.

GREGERS. Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det med mor—. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.

GREGERS. Jeg skulde ha trådt op imod dig dengang, der blev stillet snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha' advaret ham; for jeg aned nok, hvor det vilde bære hen.

GREGERS.
Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg.
Jeg var så usigelig ræd for dig—både dengang og længe
bagefter.

GREGERS. Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal, både af mig og af—andre, det kan aldrig bødes på; men Hjalmar kan jeg fri ud af al den løgn og fortielse, som han her holder på at gå til grunde i.

WERLE. Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde takke dig til for en slig venskabstjeneste?

GREGERS. Og desuden—skal jeg bli' ved at leve længer, så må jeg se at finde helsebod for min syge samvittighed.

WERLE. Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers; —den eneste arv, hun efterlod dig.

GREGERS (med et hånsk halvsmil). Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned galt, da du trode, du skulde få formue med hende?

WERLE. Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting.—Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige?

WERLE. Nå, så kunde jeg jo ha' sparet min gang her op. For da nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til mig igen?

WERLE. Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet bli' skiftet imellem os.

GREGERS. Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på.

HJALMAR (tar sin hat og yderfrakke). Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne sig for mig i enrum—!

RELLING. Men, for fanden,—skønner du da ikke, at fyren er gal, forrykt, forstyrret!

GINA. Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde også slige fysiske raptusser iblandt.

HJALMAR.
Desto mere trænger han til en vens årvågne øje. (til Gina.)
Lad endelig middagsmaden være færdig i god betids. Farvel så
længe.

RELLING. Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til helvede ned i en af Højdalsgruberne.

RELLING. Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men en sygdom har han rigtignok i kroppen.

RELLING. Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut retskaffenhedsfeber.

RELLING. Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun sporadisk, (nikker tu Gina.) Tak for maden!

GINA (driver i uro hen over gulvet).
Uf, den Gregers Werle,—det har altid vær't en fæl fisk.

HEDVIG (står ved bordet og ser forskende på hende).
Dette her synes jeg er underligt.

FJERDE AKT.

(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig været fotograferet; et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en konsol og deslige står fremme på gulvet. Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere begynder det at mørkne.)

(Gina står i den åbne gangdør med en liden kasse og en våd glasplade i hånden og taler med nogen udenfor.)

GINA.
Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det
også. På mandag skal det første dusinet være færdig.—
Farvel, farvel!

(Man harer nogen gå ned af trapperne. Gina lukker døren, stikker pladen ind i kassen og sætter denne ind i det tildækkede apparat.)

Hedvig Ja tænk,—far, som altid passer så rigtig på at komme hjem til middag!

HEDVIG. Ja gid han bare vilde komme; for, jeg synes, her er ble't så underligt.

(Han trækker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjælpe ham; han afværger det.)

HJALMAR.
Bra'? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen,
Gregers og jeg.

HJALMAR. Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i denne verden, (driver nat omkring.) Har her været nogen, mens jeg var ude?

HJALMAR. Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta' fat med hele mit alvor.

HJALMAR. Nå, det er jo sandt—. Ja, så iovermorgen da. Herefter vil jeg gøre al ting selv; jeg vil være ganske alene om hele arbejdet.

GINA. Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at gøre dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og så blir du ved at stelle med opfindelsen.

HJALMAR. Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg aldrig mere min fod der inde på loftet.

HEDVIG. Ja men, far, du lovte, mig jo, at imorgen skulde der bli' tilstelning—

HJALMAR. Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha' lyst til at vri' halsen om på!

HJALMAR. Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke hjerte til det, —ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle under mit tag en skabning, som har været i de hænder.

GINA. Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her sjofle Pettersen, så—

HJALMAR (driver omkring). Der er visse krav—. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig sige—ideale krav,—visse fordringer, som en mand ikke kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl.

HJALMAR (standser). Du hører jo, jeg skåner den—for din skyld. Der skal ikke krummes et hår på—; nå, som sagt, jeg skåner den. For der er jo også større opgaver, end som så, at ta' fat på. Men nu skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så passelig skummert for dig.

HJALMAR. Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under dette tag.

HEDVIG. Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund. Kåben og hatten—? Å, det ligger inde hos mig selv. Far,—du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude.

HJALMAR. Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. (trykker hende til sig.) Du og jeg, Hedvig,—vi to—! Nå, gå bare, du.

HJALMAR. Fra imorgen af—eller, lad os sige fra iovermorgen af— kunde jeg ha' lyst til at føre husholdningsbogen selv.

HJALMAR.
En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at
strække så mærkværdig langt. (standser og ser på hende.)
Hvorledes går det til?

HJALMAR. Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den arkskrivningen hos grosserer Werle?

GINA. Jeg ved ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen på sligt noget.

GINA. Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster os, og så en liden lommeskilling.

GINA. Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du trodde, at han fik altingen af dig.

GINA (tænder). Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det kan jo godt være Gråberg—

GINA.
Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet.
Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.

GINA (fast). Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt og snakket om mig?

HJALMAR. Er det sandt,—kan det være sandt, at—at der var et slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du tjente der i huset?

GINA. Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la' sig efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både slog mig og hun drog mig; det gjorde hun;—og så gik jeg af tjenesten.

GINA. Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor—hun var ikke så real, som du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand da.

GINA. Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før han fik sin vilje.

HJALMAR (slår hæuderne sammen). Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget for mig!

GINA. Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha' sagt dig det for længe siden.

HJALMAR. Straks skulde du ha' sagt mig det;—så havde jeg da vidst, hvad du var for en.

GINA.
Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen.
For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved. Og
jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig—

HJALMAR (går om). Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg her ser for mine øjne—(sparker til en stol.)—hele mit hjem,—det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne forføreriske grosserer Werle!

HJALMAR (stiller sig foran hende). Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret på den væv af fortielse, som du, ligesom en ædderkop, har spundet mig ind i? Svar mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og våndet dig i anger og nag?

GINA. Å snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok med at tænke på huset og alt det daglige bestyret—.

HJALMAR. Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så oprørende ved sig. Tænk,—ikke angre engang!

GINA. Men sig mig nu, Ekdal,—hvad havde der ble't af dig, hvis du ikke havde fåt en slig kone, som jeg?

GINA. Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere kontant og suffisant end du. Nå, det forstår sig, jeg er jo også de par år ældre.

GINA. For du var da på alskens gale veje, den tiden du traf mig først; det kan du vel ikke nægte for.

HJALMAR. Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en mand har det, når han sørger og fortviler;—navnlig en mand med mit ildfulde gemyt.

GINA. Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra' en mand, straks du havde fåt hus og hjem.—Og nu havde vi fåt det så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med klæ'r.

HJALMAR. Også jeg syntes, at hjemmet var godt at være i. Det var en vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden? Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina, som har dræbt den.

GINA (nær ved at græde). Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for dig!

HJALMAR. Jeg spør,—hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm? Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen, da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft. Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i mine hænder,—den dag vilde bli min—afskedsdag. Og så var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den hedengangne opfinders velhavende enke.

GINA (tørrer tårerne af). Nej, du må ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!

GREGERS (går frem med strålende, fornøjet ansigt og vil
række dem hænderne).
Nå, I kære mennesker—! (ser afveksiende på dem og hvisker
til Hjalmar): Altså ikke sket endnu?

GREGERS. Så stort et opgør,—-et opgør, som en hel ny livsførelse skal grundes på,—en livsførelse, et samliv, i sandhed og uden al fortielse—

GREGERS. Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette dumpe, tunge, triste—

GREGERS. De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal der vel tid til—. Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha ta't en højere indvielse af det store opgør.

GREGERS. For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med det, at ha' tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til sig i kærlighed.

HJALMAR.
Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må jage på mig,
Gregers. Der skal tid til, ser du.

RELLING. Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for at forkluddre jer begge to.

GREGERS. De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt—

RELLING (til Gregers). Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil her i huset?

GREGERS. Det er visst et lige så godt ægteskab, som så mange andre, desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble't.

RELLING. Sludder, gutten min!—Med forlov, herr Werle; hvor mange- -bare så på en slump—hvor mange sande ægteskaber har De set i Deres liv?

GREGERS. Men jeg har set så utallige ægteskaber af den modsatte slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se, hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar.

HJALMAR. En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans fødder; det er det forfærdelige.

RELLING. Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør ikke dømme om de ting. Men det ved jeg da, at til et ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la' være i fred.

RELLING. Ja, Hedvig får I værs'go' se at holde udenfor. I to er voksne mennesker; I får i guds navn kluddre og klusse med jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gøre en ulykke på hende.

RELLING. Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv— og kanske på andre med.

RELLING. Dette her har ikke noget med øjnene at skaffe. Men Hedvig er i en vanskelig alder. Hun kan finde på alt det, som galt er.

GINA. Ja tænk,—det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på huset.

FRU SØRBY (til Gina). Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel.

FRU SØRBY. Ja, imorgen tidlig;—op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag. (henkastende til Gregers.) Kan hilse så meget fra ham.

FRU SØRBY. Ja, det blir nok til det. Werle har løst kongebrev, og så turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket.

FRU SØRBY. Tak skal De ha', hvis De mener noget med det. Og jeg håber da det, at det skal bli' til lykke både for Werle og for mig.

RELLING. Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld,—så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde.

FRU SØRBY. Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også.

FRU SØRBY. Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig. Den mand, som det gør, han får ta' følgerne.

GREGERS (til fru Sørby). Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden temmelig nøje.

FRU SØRBY. Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to.

FRU SØRBY. Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk heller.

GREGERS. Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la' min far få et nys om dette gamle bekendtskab?

FRU SØRBY. Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham; det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at han havde hensigter.

FRU SØRBY. Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer længst med.

GINA. Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden.

FRU SØRBY. Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig så åbent som et barn. Det har han aldrig havt lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener sig on de mest indbildte forgåelser,—efter hvad jeg har lad't mig sige.

FRU SØRBY. De kan gerne bli' for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha' rede på, at jeg ikke har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed. Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjaelpeløs.

FRU SØRBY.
Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne han end vil.
Han blir blind.

HJALMAR (studser). Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han også?

FRU SØRBY. Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli' længer; jeg er så opkavet i denne tid.—Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg.

GINA. Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta' nogen tingen fra grosserer Werle.

HJALMAR (langsomt og med vægt). Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg—

HJALMAR. —gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto over det beløb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale denne æresgæld—; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld! Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.

HJALMAR. Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det er ønsket om at bli' en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg.

FRU SØRBY. Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel.

HJALMAR. I visse tilfælde er det umuligt at sætte sig ud over de ideale krav. Som familieforsørger må jeg jo vri' og vånde mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig gældsfordring, som der, så at sige, havdé lagt sig glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket i mig kræver også sin ret.

GREGERS (lægger hånden på hans skulder).
Kære Hjalmar,—var det så ikke godt, at jeg kom?

HJALMAR (lidt utålmodig). Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min retfærdighedsfølelse.

HJALMAR. Det er dette her, at—; ja, jeg ved ikke, om jeg tør yttre mig så uforbeholdent om din far.

HJALMAR. Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at tænke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som realiserer det sande ægteskab.

HJALMAR. Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.

HJALMAR. Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette her vanskelige, som du selv sa', hørte til, for at grunde det sande ægteskab.

GREGERS.
Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da
vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to—?
Nå, du forstår mig nok.

HJALMAR. Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget, som sårer og krænker min retsbevidsthed. Det ser jo akkurat ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til.

HJALMAR. Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.

HJALMAR. Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det i al fald; for just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning.

HJALMAR. Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver grossererens egne øjne.

HJALMAR. Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens natsider en gang imellem.

HEDVIG. Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte jeg nogen i porten.

(Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den ene snart på den anden som for at udforske stemningen.)

HEDVIG. Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi' mig det på sengen imorgen tidlig.

HEDVIG. Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men tænk,—et brev! Jeg har aldrig fåt noget brev før. Og så står der «frøken» udenpå det. (læser.) «Frøken Hedvig Ekdal». Tænk,—det er mig.

HEDVIG (sagte). Å kan du ikke la' ham læse det! Det er visst noget godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen.

HJALMAR. Godt. (åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og synes forvirret.) Hvad er da dette her—?

HJALMAR. Vær Stille, (læser det en gang til igennem; er bleven bleg, men siger behersket:) Det er et gavebrev, Hedvig.

HEDVIG (afbryder læsningen).
Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha' det.

HJALMAR. Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner månedlig på kontoret—

HJALMAR. —hundrede kroner, så længe han har det nødig,—det vil naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne.

HJALMAR. Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på dig.

HJALMAR.
Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han.
Hører du det, Gina?

HEDVIG. Tænk—alle de penge, jeg får! (rusker i ham.) Far, far, er du da ikke glad—?

HJALMAR (undviger hende). Glad! (går om på gulvet.) Å, hvilke fjernsyn,—hvilke perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er det, han betenker så rigelig!

HEDVIG. Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg vil gi' alle pengene til dig og mor.

GREGERS. Da han var her imorges, sa' han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig.

HJALMAR (river langsomt papiret tvers over, lægger begge stykkerne på bordet og siger): Her er mit svar.

HJALMAR (går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger dæmpet): Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham blev belt forbi, da du—kom til at holde af mig, som du kalder det,—hvorfor satte han os da i stand til at gifte os?

HJALMAR. Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til— eller—? Nå!

HJALMAR (stille, vender sig fra hende).
Så har jeg ikke mere at gøre her i huset.

HJALMAR (tar sin yderfrakke på).
Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg.

GREGERS. Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sammen må I tre være, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens offerstemning.

HJALMAR.
Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (tar hatten.)
Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (brister i gråd.)
Gregers, jeg har ikke noget barn!

HEDVIG (som har åbnet køkkendøren).
Hvad er det du siger! (hen til ham.) Far, far!

HJALMAR. Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg taler ikke at se dig. Å, de øjnene—! Farvel.

HEDVIG (hænger sig fast i ham og skriger højt).
Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig!

HEDVIG (med fortvilede øjne). Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen!

HEDVIG (kaster sig hulkende ned i sofaen).
Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.

HEDVIG (ligger i sofaen). Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort ham? Mor, du må få ham hjem igen!

GINA. Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter ham. (tar ydentøjet på.) Kanske han er gåt indom til Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig det?

HEDVIG (græder krampagtigt).
Ja, jeg skal la' det være; når bare far kommer igen.

GREGERS (til Gina, som vil gå). Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin smertens kamp til ende?

GINA. Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få stagget barnet.

HEDVIG (sætter sig oprejst og tørrer tårerne af). Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke far vide af mig mere?

HEDVIG (hikster). Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen.—Jeg skønner nok, hvad det er.—Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.

HEDVIG. Mor kan jo ha' fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om.

HEDVIG. Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den.

GREGERS (afledende).
Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden,
Hedvig.

HEDVIG. Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri' halsen om på den!

HEDVIG. Nej, men han sa' det. Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er.

HEDVIG. Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler på halsen; og så sa' han, at' han sad med døden i hænderne.

HEDVIG. Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble't ved med det.

HEDVIG. Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen.

HEDVIG. Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget videre at være ræd for.

GREGERS.
Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde
Deres far vri' halsen om på.

HEDVIG. Nej, han sa', det var bedst for ham, om han gjorde det; men han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af far.

GREGERS (lidt nærmere).
Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?

GREGERS. Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og véd i verden?

GINA (tar tøjet af). Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har trukket ham hen! Jeg fløj over til madam Eriksen; men der var de ikke.

GREGERS. Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på det, Hedvig. God nat.

GINA (klapper hende på ryggen og sukker): Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det, når der kommer galne folk og pressenterer den intrikate fordringen.

FEMTE AKT.

(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind; der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet.)

(Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I det same kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.)

HEDVIG. —for portkonen sa', hun hørte, at Relling havde to stykker med sig, da han kom hjem i nat.

(Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt pibe, kommer frem i døren til sit værelse.)

EKDAL. Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg.

(Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går derind; hun lukker efter ham.)

HEDVIG (halvhøjt). Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse ifra os.

GINA. Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den hurlomhejen.

GREGERS. Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at samle sig i alvor—!

RELLING. Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det andre bæ- æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis; og siden så sovned jeg ind så tungt at—.

GINA. Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer ham for tidlig da. Tak skal De ha', Relling. Nu må jeg først få gjort huset lidt rensligt og pent, og så—. Kom og hjælp mig, Hedvig.

GREGERS (vender sig til Relling).
Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i
Hjalmar Ekdal?

RELLING. Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig rørelse i ham.

GREGERS. Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et nyt grundlag—? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed som Hjalmar—?

RELLING. Å, personlighed—han! Hvis han nogensinde har havt ansats til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så er både rødderne og trævlerne ble't grundigt exstirperet allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem.

GREGERS. Det skulde dog være mærkeligt—med den kærlighedsfulde opdragelse, som han har nydt.

GREGERS. Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den ideale fordring i glemmebogen;—ja, nu skal De vel til at gøre nar igen.

RELLING. Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse sine «tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds er ble't holdt for et lys—

RELLING. Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det, —lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle sine dage.

GREGERS. Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er det, De ikke skønner.

RELLING. Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble't student på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog,— rød og hvid,—slig, som småjomfruer helst vil ha' fyrene; og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at deklamere andres vers og andres tanker—

RELLING. Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig, det gudebillede, som De ligger næsegrus for.

RELLING. Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De.

RELLING. Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre er,—altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid skal De ha' noget at beundre udenfor Deres egne grejer.

RELLING. Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne, som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her bor ikke solvente folk her i huset.

GREGERS. Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være sammen med ham?

RELLING. Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at sige; og så må jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i hus med.

RELLING. Jo, jeg sa' livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De.

GREGERS. Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er befængt med?

RELLING. Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den på Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken.

RELLING. Hvad fan' vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham. Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu rigtignok fundet på kuren selv.

RELLING. Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere skytter til i verden, end han, den gamle manden, når han får tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem fortørkede juletræerne, som han har gemt på, de er for ham det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne, som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.

GREGERS. Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms idealer.

RELLING. Mens jeg husker det, herr Werle junior,—brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne.

GREGERS. Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar ud af Deres klør!

RELLING. Det turde bli' værst for ham. Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme, (til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.) Nå, lille vildand -mor, nu går jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og funderer på den mærkelige opfindelsen.

GREGERS. Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling, kan jeg tænke.

HEDVIG. Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det var så underligt.

HEDVIG. Ja jeg ved ikke—. Igår kveld, straks med det samme, syntes jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget videre.

GREGERS. Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til spilde i Dem.

GREGERS. Å, havde De så sandt fat opladt øje for det, som gir livet værd,—havde De det sande, glade, modige offersind, så skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem.—Men jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig.

(Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet; idet samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen.)

EKDAL. Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig.

EKDAL. Hå—hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det.

HEDVIG. Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar;—jeg mener ikke med min vildand men med andre?

EKDAL. Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du; for det er det sikkreste. Og så skal i de skydes mod fjæren, ser du,—ikke med fjæren.

EKDAL. Ja gu' dør de—når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og pudse mig. Hm,—forstår nok—hm.

HEDVIG (venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol ned fra hylden og ser på den).

GINA. Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm; jeg vil ta' brettet med, når jeg går ned til ham.

(Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte.)

GINA (blir stående med kosten i hånden og ser på ham).
Å, nej da, Ekdal,—kommer du alligevel?

HJALMAR (træder ind og svarer med dump røst):
Jeg kommer—for at forsvinde i den samme stund.

GINA. Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss' da,—hvorledes er det, du ser ud!

HEDVIG (i køkkendøren). Mor, Skal jeg ikke-? (ser Hjalmar, skriger højt af glæde og løber imod ham.) Å far, far!

HJALMAR (vender sig bort og slår ud med hånden).
Væk, væk, væk! (til Gina.) Få hende væk fra mig, siger jeg!

HJALMAR (travlt, trækker bordskuffen ud).
Jeg må ha' mine bøger med mig. Hvor er mine bøger?

HJALMAR. Mine videnskabelige værker, naturligvis,—de tekniske tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.

GINA (lægger en bunke hæfter på bordet).
Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig?

HJALMAR (hæftigt). For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver time på dagen!

HJALMAR. Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav—; jeg kunde fristes til at kalde dem ideale krav—

HJALMAR. Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg vil ud i byen og gøre anstalter—. Hm—. (nølende.) Er der ingen, som har fundet min hat på trapperne?

HJALMAR. Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.

HJALMAR. Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i stemning til at huske på enkeltheder?

HJALMAR (taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens han tømmer bordskuffen). Du er en skurk, Relling!—En kæltring er du!—Ah, skændige forfører!—Kunde jeg så sandt få nogen til at snigmyrde dig!

(han lægger nogle gamle breve til side, finder det overrevne papir fra gårsdagen, tar det og ser på stykkerne; lægger det hurtigt fra sig i det Gina kommer.)

GINA (sætter et dækket kaffebret på bordet). Her er en tår varmt, om du kunde ha' lyst. Og så er her smørrebrøder og lidt saltmad til.

HJALMAR (skotter til brettet). Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får være det samme.—Mine optegnelser! Mine påbegyndte livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine Vigtige papirer? (åbner stuedøren, men viger tilbage.) Der er hun også!

HJALMAR (med hånden på dørvrideren, siger til Gina): I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem, ønsker jeg at forskånes for uvedkommende—

GINA. Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej,—gå heller ind i kammerset til dig selv. (taler til Hjalmar, idet hun går ind til ham.) Bi lidt, Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg ved, hvor al tingen ligger.

Hedvig (står et øjeblik urørlig, i angst og rådviidhed, bider laeberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun krampagtigt hænderne og siger sagte): Vildanden!

(Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, åbner loftsdøren på klem, smyger ind og trækker døren til efter sig.)

HJALMAR (kommer med nogle skrivebøger og gamle løse papirer, som han lægger på bordet). Å hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo de tusende ting, jeg får at slæbe med mig.

GINA (følger efter med vadsækken). Men så la' alt det andre ligge så længe; og ta' bare med dig en skjorte og et par underbukser.

GINA (tørrer stoleryggene af). Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum til kaninerne.

HJALMAR. Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder end kaniner, som jeg må gi' afkald på.

GINA. Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.

HJALMAR. Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste appetiten bare jeg tænker på dem.—Å nej, jeg får nok ud i stormen og snékavet,—gå fra hus til hus og søge efter ly for far og mig.

HJALMAR. Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må Skaffes tilveje. (tar et andet stykke smørrebrød.) Der må gøres anstalter. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til heller.

HJALMAR (råber efter hende).
Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød.

(Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han sætter sig i sofaen, lægger mere smør på smørrebrødet, spiser og drikker en stund i taushed.)

HJALMAR. Vilde jeg, uden at bli' overhængt af nogen—af nogen som helst,—kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to?

HJALMAR. For jeg indsér ikke muligheden af at få alle fars sager ud i en slig fart.

GINA. Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at du ikke længere vilde leve isammens med os andre.

HJALMAR (skyder kaffekoppen fra sig). Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede forhold—. Jeg må område mig; jeg må ha' pusterum; jeg kan ikke bære alle byrderne på en eneste dag.

HJALMAR (flytter på grossererens brev).
Jeg ser, det papiret ligger her og slænger endnu.

HJALMAR. —men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel;—i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det så let—

HJALMAR. Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli' hans sag, om han vil gøre brug af det.

HJALMAR (tar en saks). Bare en papirstrimmel på bagsiden—. (klipper og klistrer.) Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom,—og aller mindst på en uformuende oldings. Nå, ikke på—den andens heller.—Se så. Lad det ligge der så længe. Og når det er ble't tørt, så ta' det væk. Jeg vil ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig!

HJALMAR. For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid, kan du vel tænke.

GINA (lidt utålmodig). Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke vadsækken?

GREGERS (efter en kort taushed).
Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli' enden på det.
Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå frå hus og
hjem?

HJALMAR (driver urolig omkring). Hvad vil du da, jeg skal gøre?—Jeg er ikke skikket til at være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha' det godt og trygt og fredeligt omkring mig.

GREGERS. Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu synes jeg, her er fast grund at bygge på,—og begynd så forfra. Og husk på, du har jo også opfindelsen at leve for.

HJALMAR. Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir vanskeligere dag for dag—

HJALMAR. Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg for en eller anden mærkelig opfindelse i fotograflen.

HJALMAR. Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag. Ikke så meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode på den,—trode på den med barnesindets hele magt og styrke.—Ja, det vil sige,—jeg dåre har gåt her og bildt mig ind, at hun trode på den.

HJALMAR. Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit liv.

GREGERS. Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne stænge for dig?

HJALMAR (uden at svare). Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min fattige stue og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hende;—og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.

HJALMAR. Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil—; kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig.

GREGERS. Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter.) Hvad er det? Jeg synes vildanden skriger.

GREGERS. Er han det! (giæde lyser op i ham.) Jeg siger, du kunde nok få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af dig!

HJALMAR. Å hvad vidnesbyrd kan hun gi' mig! Jeg tør ikke tro på nogen forsikkring fra den kant.

HJALMAR. Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert. Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha' siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha' ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt.

HJALMAR. Jeg har fåt øjnene op. Pas du på;—du skal se, gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for barnet, hvad det så skal være. De kan ta' hende fra mig, hvad tid og time de lyster.

HJALMAR. Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter hende med fulde hænder—? Å, jeg, som har elsket hende så usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta' hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et mørkræd barn gennem et stort øde rum!—Nu føler jeg det så nagende sikkert,—den fattige fotograf oppe i loftslejligheden har aldrig været noget belt og fuldt for hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god fod med ham så længe til tiden kom.

HJALMAR. Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal tro,—at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers! Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente—

HJALMAR. Hvis jeg så spurte'hende: Hedvig, er du villig til at gi' slip på livet for mig? (ler spotsk.) Jo tak,—du skulde nok få høre, hvad svar jeg fik!

GINA (kommer ind). Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar går og dundrer inde på loftet alene.

GREGERS. Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden.

GREGERS. Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.

GREGERS. Hun vilde bare ha' din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes ikke hun kunde leve den foruden.

HJALMAR (går hen, river køkkendøren op og siger): Hedvig,—kom! Kom ind til mig! (ser sig om.) Nej, her er hun ikke.

HJALMAR (udenfor). Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind.) Hun må være gåt ud.

HJALMAR. Å gid hun bare snart vilde komme hjem,—så jeg rigtig kan få sagt hende—. Nu skal alt bli' godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.

(Gamle Ekdal kommer i døren til sit værelse; han er i fuld uniform og har travlt med at spænde sabelen om sig.)

HJALMAR. Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdøren, river den tilside, ser ind og skriger højt.) Hedvig!

(Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt mellem fingrene.)

HJALMAR (forstyrret).
Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp!
Hjælp!

GINA (løber ud på gangen og råber ned):
Relling! Relling! Doktor Relling; fly'herop så fort De kan!

HJALMAR (på knæ ved hende).
Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig—: ja, ja, ja.

GINA (som er kommen ind igen).
Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen—

(Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den sidste er uden vest og halstørklæde, med åben livkjole.)

HJALMAR (ligger og ser angstfuldt op på ham). Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder næsten ikke. Det kan da ikke være farligt?

HJALMAR (springer op). Jo, jo, hun må leve! Å, gud velsigne dig, Relling,—bare et øjeblik,—bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af hende hele tiden!

HJALMAR. Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig. (hulkende.) Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige hende—! (knytter hænderne og skriger opad:) Å, du der oppe—! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!

GINA. Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke ret til at beholde hende, kan jeg tro.

HJALMAR (blir stille, går hen til sofaen og ser med korslagte arme på Hedvig). Der ligger hun så stiv og stille.

GINA.
Ja, la' hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere
her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun.
Ta' i med, Ekdal.

Molvik (strækker armene ud og mumler): Lovet være herren; til jord skal du blive; til jord skal du blive—

(Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen.)

Relling (går hen til Gregers og siger): Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et vådeskud.

GREGERS (som har stat skrækslagen, i krampaytige rykninger).
Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til.

RELLING. Forladningen har svi'd kjolelivet. Hun må ha' trykket pistolen lige imod brystet og fyret af.

GREGERS. Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen frigjorde det storladne i ham?

RELLING. Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men hvor længe tror De den herligheden varer hos ham?

RELLING. Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end et vakkert deklamationstema.

RELLING. Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det faderhjertet for tidligt frarevne barn»; da skal De få se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i selvmedlidenhed. Pas De på!

RELLING. Å, livet kunde være ganske bra' alligevel, når vi bare måtte få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os fattigfolk på dørene med den ideale fordring.

GREGERS (ser frem for sig).
I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***

Updated editions will replace the previous one—the old editions will be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright law means that no one owns a United States copyright in these works, so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United States without permission and without paying copyright royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to copying and distributing Project Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™ concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you charge for an eBook, except by following the terms of the trademark license, including paying royalties for use of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for copies of this eBook, complying with the trademark license is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation of derivative works, reports, performances and research. Project Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark license, especially commercial redistribution.

START: FULL LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free distribution of electronic works, by using or distributing this work (or any other work associated in any way with the phrase “Project Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project Gutenberg™ License available with this file or online at www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™ electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™ electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to and accept all the terms of this license and intellectual property (trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be used on or associated in any way with an electronic work by people who agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works even without complying with the full terms of this agreement. See paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™ electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual works in the collection are in the public domain in the United States. If an individual work is unprotected by copyright law in the United States and you are located in the United States, we do not claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, displaying or creating derivative works based on the work as long as all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™ works in compliance with the terms of this agreement for keeping the Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily comply with the terms of this agreement by keeping this work in the same format with its attached full Project Gutenberg™ License when you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in a constant state of change. If you are outside the United States, check the laws of your country in addition to the terms of this agreement before downloading, copying, displaying, performing, distributing or creating derivative works based on this work or any other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no representations concerning the copyright status of any work in any country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.

1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not contain a notice indicating that it is posted with permission of the copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in the United States without paying any fees or charges. If you are redistributing or providing access to a work with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™ trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted with the permission of the copyright holder, your use and distribution must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works posted with the permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™ License terms from this work, or any files containing a part of this work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this electronic work, or any part of this electronic work, without prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with active links or immediate access to the full terms of the Project Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any word processing or hypertext form. However, if you provide access to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version posted on the official Project Gutenberg™ website (www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works provided that:

• You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has agreed to donate royalties under this paragraph to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid within 60 days following each date on which you prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty payments should be clearly marked as such and sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”
• You provide a full refund of any money paid by a user who notifies you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™ License. You must require such a user to return or destroy all copies of the works possessed in a physical medium and discontinue all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™ works.
• You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the electronic work is discovered and reported to you within 90 days of receipt of the work.
• You comply with all other terms of this agreement for free distribution of Project Gutenberg™ works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread works not protected by U.S. copyright law in creating the Project Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™ electronic works, and the medium on which they may be stored, may contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all liability to you for damages, costs and expenses, including legal fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a written explanation to the person you received the work from. If you received the work on a physical medium, you must return the medium with your written explanation. The person or entity that provided you with the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a refund. If you received the work electronically, the person or entity providing it to you may choose to give you a second opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy is also defective, you may demand a refund in writing without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in accordance with this agreement, and any volunteers associated with the production, promotion and distribution of Project Gutenberg™ electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, that arise directly or indirectly from any of the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of electronic works in formats readable by the widest variety of computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will remain freely available for generations to come. In 2001, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure and permanent future for Project Gutenberg™ and future generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit 501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up to date contact information can be found at the Foundation’s website and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread public support and donations to carry out its mission of increasing the number of public domain and licensed works that can be freely distributed in machine-readable form accessible by the widest array of equipment including outdated equipment. Many small donations ($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating charities and charitable donations in all 50 states of the United States. Compliance requirements are not uniform and it takes a considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up with these requirements. We do not solicit donations in locations where we have not received written confirmation of compliance. To SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition against accepting unsolicited donations from donors in such states who approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make any statements concerning tax treatment of donations received from outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation methods and addresses. Donations are accepted in a number of other ways including checks, online payments and credit card donations. To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be freely shared with anyone. For forty years, he produced and distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our website which has the main PG search facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™, including how to make donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.